2012/2013. La Bayadère. Iscenesat af Nikolaj Hübbe efter Marius Petipa. Målgruppe: 8.-10 klasse samt gymnasiale uddannelser STUDIEMATERIALE

2012/2013 La Bayadère Iscenesat af Nikolaj Hübbe efter Marius Petipa Målgruppe: 8.-10 klasse samt gymnasiale uddannelser STUDIEMATERIALE

Velkommen til studiematerialet til forestillingen La Bayadère Her vil du blandt andet kunne læse og finde informationer om forestillingen, om balletdansernes hverdag og læse om værkets vej til scenen. Dette materiale henvender sig til elever på mange niveauer. Derfor vil nogle tekster også være lettere tilgængelige end andre. For udskolingsklasser kan materialet evt. også fungere som et lærerinspirations-materiale. Materialet kan bruges som indgangsvinkel til fagsamarbejde mellem fagene dramatik, dansk, idræt og musik, og det kan indgå både som forberedelse til forestillingen og som efterbehandling heraf. God fornøjelse med forestillingen her i materialet såvel som i teatret! Materialet er produceret af Ulla Hahn Ranmar fra Skoletjenesten 2

Kort om handlingen Bemærk, at i den iscenesættelse, som kan opleves på Det Kongelige Teater i denne sæson, har iscenesætter Nikolaj Hübbe valgt at flytte handlingen til en anden tid og ramme. Læs mere herom i: La Bayadère en gammel historie i nye rammer(længere inde i materialet). Dette handlingsreferat genfortæller den klassiske historie fra Petipas oprindelige forestilling. Petipas La Bayadère fortæller historien om den unge tempeldanserinde Nikiya og krigeren Solor. De er forelskede og har lovet hinanden evigt troskab over templets evige ild. Men mange er imod de unges kærlighed. Landets fyrste har udset Solor til at skulle giftes med hans datter. Og templet øverste præst er forelsket i Nikiya og vil gøre hvad som helst for at ødelægge de unges kærlighed. Uden at vide, at det faktisk er i anledningen af Solors arrangerede ægteskab med fyrstens datter, indvilliger Nikiya i at danse ved forlovelsesfesten. Samtidigt forsøger templet øverste præst at slippe af med Solor, ved at afsløre Solor og Nikiyas troskabsed for fyrsten. Men præstens plan slår fejl, da fyrsten i stedet for at straffe Solor beordrer, at det er Nikiya, som skal betale med sit liv. I mellemtiden har fyrstens datter i skjul lyttet til samtalen, og hun kalder nu Nikiya til paladset. Hun vil forsøge at bestikke Nikiya til at opgive sin kærlighed til Solor. I vrede og frustration griber Nikiya en kniv og truer fyrstens datter på livet, men hun standses af en tililende hofdame. Nikiya flygter derfra i skræk over sine handlinger, og fyrstens datter lover nu at tempeldanserinden skal dø. Ved fejringen af Solor og fyrste-datterens forlovelse danser den endnu uvidende Nikiya. Hun bliver rakt en kurv med blomster, som hun tror, er fra Solor. Men kurven er fra fyrsten og hans datter, og i bunden ligger en giftig slange gemt. Da kurven kommer for tæt på hendes hals, bider slangen hende. Hun falder om, men da hun tilbydes en modgift, tøver hun. Nikiya vender sig nu mod Solor i mængden, men kigger han bort, og hun forstår, at hendes kærlighed er tabt. Hun vælger derfor døden fremfor et liv uden sin elskede. I ballettens næste scene møder vi en deprimeret Solor. Han er ulykkelig uden sin Nikiya, og i en opiumsrus ser han hende i et drømmesyn. I denne berømte scene, I skyggernes rige, kommer Nikiya i selskab med sine søstre fra Skyggernes Rige til ham ud af bjergenes dis, og de to elskende genforenes. Men Solor vågner af sin drømmerus, for blot at opdage at bryllupsforberedelserne til hans bryllup med fyrstens datter er i fuld gang. Da ægteskabet skal velsignes, og præsten fører parrets hænder sammen, rammer gudernes straf dem. Som en hævn for udåden mod Nikiya ramler templets vægge ned over hele selskabet og dræber dem alle. Til sidst genforenes Nikiya og Solor i Skyggernes rige.

La Bayadère en gammel historie i nye rammer Balletten La Bayadère, som du i denne sæson kan opleve på Det Kongelige Teaters scene, tager sig noget anderledes ud, end den gjorde, da den første gang i 1877 kom på scenen på Skt. Peterborg. Da det russiske publikum dengang for første gang oplevede Petipas ballet, var historien ligesom nu lagt i Indien. Indien var på dette tidspunkt et land, som fascinerede både forfattere og kunstnere i Europa. Det var et sted fyldt med mystik, skønhed og drømme. Balletten tog sit udgangspunkt i en indisk fortælling om den umulige kærlighed på tværs af sociale klasser og skel. Om kærligheden mellem den unge tempeldanser Nikiya og den indiske kriger Solor. Som det så oftest var kutyme i den romantiske periodes balletter, foregik den oprindelige historie samtidigt i eksotisk, eventyrpræget, ikke defineret fortid. I Nikolaj Hübbes nye iscenesættelse bliver historien trukket ud af sin sædvanelige kontekst og sat ind i nye rammer. Historien foregår godt nok stadig i Indien, men fortællingen er nu flyttet til en helt anden tid. Nemlig til Petipas egen tid, til dronning Victorias og kolonitidens Indien i slutningen af 1800-tallet. På dette tidspunkt havde Indien i flere hundrede år været en del af det britiske/ engelske koloniimperium. De udstationerede engelske koloniherrer havde skabt deres eget lille samfund i de nye omgivelser. De levede i et lukket fællesskab med deres familier, afskærmet fra landets oprindelige indbyggere. Den britiske kolonikultur i Indien havde fundet sin helt egen levevis og kulturelle mønstre, baseret på britiske ideer og værdier. På denne måde havde man efterhånden to parallelle samfund, det britiske og det indiske samfund. Hvor det britiske som kolonimagthaver indtog en herskende og undertrykkende rolle overfor det indiske. Med Hübbes nye iscenesættelse af La Bayadère handler historien om kærligheden mellem den unge indiske tempeldanserinde og en ung engelsk officer William. Dermed bliver den oprindelige histories sammenstød mellem sociale klasser også til et sammenstød mellem kulturer. Den handler nu om kærligheden på tværs af to kulturer. Om to unge menneskers umulige kærlighed og kamp mod kulturelle forventninger. Om ikke at passe ind i de regler og etiketter, som samfundet lægger ud for én. Om forsøget på at bryde ud af de konfliktfyldte kulturer, som omgiver dem. Og om de store konsekvenser dette fører med sig. Med dette tvist kommer historien måske også i endnu højere grad til at ramme os som moderne mennesker. Den spejler i høj grad nogle af de udfordringer, vi står i som mennesker i en globaliseret virkelighed befinder os i. Diskussion Kan du komme i tanke om andre fortællinger, som er blevet sat ind i nye tidsrammer? Hvad gør det ved selve fortællingen, at tiden ændres? Hvad gør det ved os som publikum? Hvorfor tror du, at Hübbe har valgt at flytte historien op til omkring år 1900 og ikke til et moderne Indien? Eller måske til et moderne, multikulturelt Danmark? Hvad ville dette gøre ved historien? 4

Om Værket Her kan du læse lidt om bagrunden for balletten. Hvem var Marius Petipa? Hvorfor fandt en fransk/russisk balletmester i det hele taget på at skrive en ballet, som foregår i Indien? Og hvad er en arabesque egentlig? Kort om Marius Petipa Marius Petipa (1818-1910) er en af ballethistoriens største koregrafer. Han var født ind i en fransk teater og ballet-familie og fungerede selv, som det oftest gør sig gældende, som danser i sine unge dage. Som 29 årig blev han først ansat som danser og sidenhen som balletmester og koreograf ved balletten i Skt. Petersborg. En stilling som han besad i over 30 år. Han skabte over 50 balletter heraf bl.a. La Bayadère. Petipa skabte nogle af den russiske ballets største klassikere, bl.a. Tornerose og Nøddeknækkeren. Ofte i samarbejde med komponisten Ludwig Minkus, som samtidigt var ansat som huskomponist for Skt. Petersborg Balletten. Fakta om La Bayadère La Bayadère betyder tempeldanserinden Ballet af koregraf Marius Petipa (1818-1910) og komponist Ludwig Minkus (1826-1917) Premiere d. 4. februar 1877 i Skt. Petersborg Siden hen revideret af flere forskellige koreografer, bl.a. Petipa selv i 1900. Denne sæsons opsætning af La Bayadère er samtidigt første gang, at forestillingen bliver danset på Det Kongelige Teater Fascinationen af de eksotiske kvinder Da Petipa i 1877 sendte sin tempeldanserinde, La Bayadère, på scenen i var det ikke første gang, at Europas kulturelite stødte på denne eksotiske karakter. Allerede i starte af 1800- tallet havde den tyske digter Johann Goethe skrevet digtet Der Gott und der Bajadere, og drømmen og fascinationen af den indiske tempeldanserskikkelse forplantede sig langt omkring. Ikke mindst da en turnerende trup af ægte tempeldanserinder i 1839 besøgte Paris. Her oplevede en anden af tidens store teatermagere, dramatikeren Theophile Gautier, de smukke, eksotiske, dansende kvinder. Han blev særligt fascineret af truppens smukke prima ballerina, men han erfarede siden, at hun i depression og savn af sit hjemland Indien, begik selvmord under den årelange turne. Som en æresvisning til denne ulykkelige kvinde, og inspireret af oprindelige indiske historier, skrev han handlingen til balletten Sacountala. Flere af disse værker har været inspirationskilder til Petipas eget værk om den mystiske og eksotiske Nikiya. For Marius Petipa havde ligesom sin samtid en hang til romantiske handlingsballetter, fyldt med kærlighedsforviklinger, umulig kærlighed og overnaturlige kvindeskikkelser. Disse overnaturlige kvindeskikkelser repræsenterede samtidigt datidens opfattelse af det ultra feminine, idealet af en kvinde på en gang både erotisk dragende og uskyldige. Vi møder dem i såvel Sylfiden som Giselle og mange andre af datidens store balletter. På trods af at La Bayadère, tempeldanserinden Nikiya, ikke er et overnaturligt væsen, er hun i sin fremtoning så eksotisk og drømmende, at hun let står mål med Petipas andre romantiske kvindeskikkelser. For Petipas beskrivelse af kvinden Nikiya er langt fra et

etnografisk forsøg på at beskrive en anden kultur nøjagtigt. I såvel Petipas koreografi som i komponisten Minkus musik finder man kun enkelte antydninger af noget autentisk indisk. Ingen toner er hentet direkte fra indisk musik og bevægelserne har ikke meget med autentisk indisk tempeldans at gøre. Begge havde megen lille interesse i hvad Indien egentlig var, men var simpelthen optaget af at bruge denne eksotiske kulisse, som et eksotisk krydderi, til at skabe en romantisk fortælling om ung og umulig kærlighed. Arabesque som perler på en snor En af ballethistoriens mest berømte scener er hentet fra balletten La Bayadère. I scenen fra ballettens 3. akt kaldet I skyggernes rige viser den døde tempeldanserinden Nikiya sig for sin elskede soldat. Han har i sorgen over sin elskedes død begravet sig i en opiumsrus. Ud af bagrundens og bjergenes dis viser Nikiya sig nu i følgeskab med sine søstre fra skyggernes rige. Som perler på en snor, i et sirligt gentagent mønster, træder kvindeskikkelserne nu ned i en lang række. Denne passage er primært bygget op omkring den balletposition, som hedder en arabesque. Arabesquen havde allerede i tidligere i ballethistorien været brugt flittigt, ikke mindst i balletten Giselle. Både i Giselle og her i La Bayadère bliver den et udtryk for overgangen mellem livet og døden. Positionen bliver med sit bagud løftede ben, den fremadstrakte arm og den balancerende krop en kropsliggørelse af det at befinde sig i grænselandet mellem liv og død. Scenen I skyggernes rige er kendetegnet ved sin enkelthed, og kan virke nærmest simpel i sit udtryk. Men det er netop i dette gentagne mønster, at det smukke opstår. Netop som af ordets oprindelse fra de arabiske arkitektoniske arabesquer, hvor samme mønster gentages gang på gang. Og så skal det også lige nævnes, at over 30 gentagelser af denne krævende position absolut ikke er let for selv den mest trænende balletdanser. Det kræver både hårdt og dybt koncentreret arbejde 6

Fra værk til forestilling Her kan du læse om værket vej til scenekanten. Hvad er ballet egentlig, og hvordan bliver en balletforestilling til? Kan man skrive dans? Og så kan du komme med til den første dag, hvor hele ballettens hold mødes? Fra værk til forestilling Hvordan kommer en klassisk balletforestilling egentlig på benene? Hvordan bliver samspillet mellem dansere, musikere, iscenesætterens visioner, det oprindelige værk og tidens muligheder egentlig til det færdige værk, vi som publikum møder i teatersalens mørke? I sin tilblivelse er ballet først og fremmest et samarbejde mellem en dans og musik. Det er en kunstart baseret på en koreografi og en komposition. En koreograf har skabt trin og en eventuel historie, og en komponist har skabt den musik, som danner værkets lydside. Men ballet er også meget mere end det. For ballet er i høj grad en kunstart, som eksisterer i nuet. Den eksisterer først og fremmest i et møde mellem krop, musik og rum. Og idet værket skal op på scenen træder et væld af andre scenografiske elementer til. Hvordan skal scenen fysisk tage sig ud? Hvilke kulisser skal der bruges? Hvilke kostumer skal danserne have på? Hvordan skal lyset være? Og meget, meget mere Alt dette er med til at skabe det samlede sceniske værk, vi som publikum møder i teatersalens mørke. I ballettens verden findes der en lang række af hovedværker, som har været med til at grundlægge og definere kunstarten. Ballet i hele den vestlige verden har fælles rødder helt tilbage til den franske solkonge Ludvig d. 14. s hof (1638-1705). Herfra bredte den sig til hele Europa og efterfølgende resten af den vestlige verden. Men samtidigt har de enkelte lande også udviklet deres egen særkender og skoler indenfor balletten. I Danmark havde vi f.eks. August Bournonville (1805-1879), som med sine værker såsom Napoli og Sylfiden og sin rolle som balletmester var med til at danne den skole eller retning, som er karakteristisk for den danske ballettradition. I Rusland har man haft andre koregrafer og balletmestre såsom Marius Petipa, som har skabt værker og koreografier, der har defineret den russiske ballettradition og skole. I Rusland betragtes La Bayadère, og ikke mindst scenen I Skyggernes rige, i ballettens 3. akt, som et af den russiske ballets hovedværker. Mange af de balletforestillinger, som man kan opleve på Det Kongelige Teaters scener er altså hentet fra denne fælles balletarv. De tager udgangspunkt i tidligere koreografers værker, i de trin som koreografen dengang skabte til værket. I den musik som komponisten komponerede dertil. Måske også i den scenografi, der dengang blev skabt. Meget af dette kan i sagens natur bevares til eftertiden. Man kan gemme noderne, partituret, til musikken. Man kan gemme skitserne fra scenografien og kostumerne. Og også dele af dansen og koreografien kan bevares ved gennem skitser og notationer. Men der er stadig langt fra skitser, noder og koreografiske notationer til det færdige levende værk, som står foran os på scenen. Når man som moderne koreograf iscenesætter en forestilling som La Bayadère, sker det derfor altid i en balancegang mellem på den ene side respekt for de traditioner, som kunstarten og forestillingen bygger på. Og på den anden side koregrafens egne visioner. De dansere han har til rådighed. Det scenerum, som skal udnyttes. Og ikke mindst den samtid, som det hele sker ind i. At denne nyfortolkning sker med respekt for det oprindelige er dog hovedregel nummer ét. Men det handler samtidigt også om at se en klassiker gennem moderne øjne. Hvad kan en klassiker som La Bayadère sige os i dag som moderne mennesker? Netop derfor vil hver forestilling og iscenesættelse altid være helt unik.

Dans i noteform? Kan man egentlig gemme en koreografi? Kan de trin, som koreografen sammen med danserne skaber, egentlig komme på lager for senere at blive hevet frem, næste gang samme balletværk skal på scenen? Du kender jo nok både til bogstaver og noder. Man kan sige, at bogstaverne er vores måde at bevare eller fastholde det talte ord. Noderne er på samme måde vores redskab til at fastholde og bevare den klingende musik. Faktisk findes der tilsvarende redskaber til at notere og bevare trin og koreografi. Med tiden er der udviklet flere forskellige notations-systemer til balletkoreografi, som et forsøg på at bevare koreografierne til eftertiden. Men at nedskrive eller notere hvert enkelt trin fra en forestilling på denne måde er enormt tidskrævende. Samtidigt giver det sjældent det fulde billede af koreografien alligevel. For ligesom der er langt fra at se Mozarts symfonier som noder til at høre et symfoniorkester fremføre dem live, er der langt fra koreografiske noter til den fysiske, levende dans. Derfor bevares de enkelte balletforestillingers koreografi ikke mindst i de personer og de balletkompagnier, som fremfører dem. De gives i arv fra generation til generation, som en slags kollektiv hukommelse. Med den teknologiske udvikling har de levende kunstarter såsom musik og dans også fået nye redskaber, som kan bruges til netop dette. Vi kan gemme lydoptagelser af koncerter. Vi kan gemme videooptagelser af balletforestillinger. Vi er med disse redskaber, dog uden fuldstændig at kunne erstatte, kommet endnu tættere på at kunne bevare værket, som det var i tid og rum. Af samme grund er netop video-optagelser også med tiden blevet et redskab, et balletkompagni som Den Kongelige Ballet benytter sig mere og mere af til bevaring. Billedet ved siden af viser en koreografisk notation af Petipas La Bayadère fra 1900 efter den såkaldte Stephanov notationsmetode. Flere af Petipas værker til Imperial Ballet i Skt. Petersborg er bevaret på denne måde. Det var bl.a. også gennem denne notation at Petipas balletter siden kom til Vesten. 8

En forestilling tager afsæt Det er tirsdag formiddag og Den Kongelige Ballets prøvesal summer af liv. Dette er dagen, hvor forestillingen La Bayadère skal tage sit afsæt. Det er i dag, at forestillingens iscenesætter og kompagniets balletmester, Nikolaj Hübbe, vil fortælle hele holdet, om sine tanker og ideer med forestillingen. Ind af salens store dør træder kompagniets dansere en efter en. Man fornemmer en stemning af både almindelig hverdag og spændte forventninger. De fleste har allerede brugt flere timer denne dag i prøvesalene med andre forestillinger. Nogle bruger nu pausetiden til at få spist en madpakke inden de næste prøver. Og nogen af de kvindelige dansere bruger tiden til selv at få syet og tilpasset deres tåspidssko. Også alle de folk, som arbejder bag scenen for at få forestillingen til at lykkes, såsom påklædersker, sceneteknikere, og meget andet, er til stede. Folk sætter sig efterhånden langs salens spejlvægge og gør sig klar til at høre hvad denne nye forestilling, byder på. Hvad skal de alle arbejde intensivt med i de næste uger? Balletmester Nikolaj Hübbe byder alle velkomne og indleder med at fortælle lidt om ballettens historie. Om den umulige kærlighed mellem tempeldanserinden og soldaten på tværs af sociale skel. Men han fortæller også at han har valgt at flytte historien til den engelske kolonitid (læs mere om dette i La Bayadère en gammel historie i nye rammer LINK). Han fortæller: På denne måde får vi skabt et endnu større kultursammenstød mellem de elskende. Ved at flytte tiden på denne måde kan vi øge skellet mellem de to elskende og gøre kærlighedshistorien endnu større. Samtidig ville vi gerne beholde noget af det eksotiske. Ved at vælge kolonitiden fik vi derfor både den store afstand i kultur og stand og muligheden for tydeligt at vise kontrasten visuelt. Denne kulturkontrast bliver gennemgående, og den er tydeliggjort gennem hele balletten, f.eks. ved at anvende kontrasten mellem det i Indien hellige dyr, elefanten, og de britiske kolonihaveres glorificering af det britiske flag at i en central scene i balletten. Ved at anvende kontraster i kostumernes farvevalg. Og ved at de engelske magthavere, som en slags selskabsleg i en af ballettens scener klæder sig ud og leger indere, som et eksotisk eksperiment. Nikolaj Hübbe viser også nogle af de skitser, som scenografen har udarbejdet til scenens udseende. Om de indiske farver og kolonitidens arkitektur, som har inspireret dem. Og om de kostumer, som danserne skal bære på scenen. Han viser hvordan de er bevægelige for danserne at danse i, og hvordan de vil blive varieret gennem forestillingen. Mange af danserne skal nemlig skifte mellem flere forskellige kostumer i løbet af forestillingen. Selve håndværket og processen med at skabe disse rammer og kostumer er et arbejde, der tager lang tid. Og derfor har der også været travlt i teatrets Produktionshus og systuer i mange måneder. Her har scenografen og personalet været i gang med at skabe og producere kostumer til forestillingen og selve scenen, som det hele skal eksistere i. Systuen har arbejdet med alverdens stoffer og snit, og som det passer sig til en historie sat i et indisk tempel, har man også brugt en masse tid på at producere store, overdådige guldsmykker dog alt fremstillet i plastic. Arbejdet har været i gang i flere måneder, for det tager sin tid at lave både scenetæpper, kulisser og ikke mindst kostumer, skørter, sko, smykker og hatte osv. til op imod 50 dansere. Nikolaj Hübbe runder af med at fortælle lidt om de mange danse, som balletten indeholder. Og om den berømte scene, I skyggernes rige, i ballettens 3. akt. (Se også afsnittet Arabesque som perler på en snor) Han afslutter: Balletten indeholder en myriade af store dansescener, så alle kommer til at danse deres hjerte ud. Jeg håber virkelig, at I kommer til at elske at arbejde med denne ballet, for det er et fantastisk

værk med brillante danse. Der kommer til at være en overdådighed på scenen det bliver en over the top oplevelse. Nu er banen så at sige kridtet op, og hele holdet bag forestillingen er klar til at komme i gang. Danserne skal i gang i prøvesalene, for der sammen med koreografen at justere og indstudere trinene. Musikken skal indstuderes i teatrets orkester, Det Kongelige Kapel. Folkene i systuerne skal have syet og tilpasset alle kostumerne, så de er klar for danserne at prøve inden forestillingen. Kulisserne skal laves færdige. Lyssætningen på scenens skal planlægges og afprøves. Og programmer og meget mere skal skrives. Foran hele holdet ligger nogle ugers intensivt arbejde før den færdige forestilling kan opleves på Det Kongelige Teaters Gamle Scene. 10

En balletdansers hverdag Her kan du læse om hverdagen for en balletdanser i Det Kongelige Balletkompagni. Hvordan kan man hele taget huske alle de bevægelser? Og skal man egentlig være god til andet end at stå på tå, hvis man skal være balletdanser? Fra morgren til aften Hverdagen for en danser ved Den Kongelige Ballet er fyldt af fantastiske sceneoptrædener, hård træning, sjove danseprøver, ømme muskler og undervisning af lærere fra hele verden. Danserne bruger hver dag mange timer og megen sved på at øve sig og indstudere nye trin, før vi som tilskuere kan se dem danse i balletforestillingerne på teatrets scene. Sceneprøver Når man nærmer sig premieren på en forestilling, begynder danserne også at holde prøver på scenen. Nu skal balletten også prøves i forhold til kulisserne, orkesteret, lyset og meget mere. Det hele skal passe sammen. Forestilling Om aftenen medvirker danserne tit i aftenens forestilling. Den Kongelige Ballet har hvert år 120 forestillinger. Inden forestillingen skal danseren varme op, sminkes, have kostume på, sætte hår og til sidst have styr på sommerfuglene i maven, inden tæppet går op, og orkesteret sætter de første toner an. Kostumer Balletdanserens arbejdstøj skal kunne tåle lidt af hvert. Det er vigtigt, at man kan danse og bevæge sig ordentligt i kostumet. Derfor bruges der meget tid på at få tøjet til at passe helt perfekt. Morgentræning Balletdanserens hverdag starter kl. 10 med morgentræningen. Her varmes kroppen op, strækkes ud og gøres smidig, så den er klar til den lange og krævende arbejdsdag. Prøver Efter morgentræningen fortsætter dagligdagen i teatrets prøvesale. Oftest foregår der på samme dag prøver på 4 eller 5 balletter. Det er balletter, som enten allerede spiller på teatret, eller som snart får premiere. Danserne medvirker altid i flere af teatrets balletter samtidig.

At få dansen ind i kroppen Hver gang en ny forestilling skal på scenen i Det Kongelige Teater, skal nye trin læres. Danserne skal huske en ny koreograf og nye kombinationer skal ind i kroppen. Hvordan sker dette egentlig? Hvordan lærer man alle de bevægelser? Hvordan kan man f.eks. huske, at den ene bevægelse kommer før den anden? Og hvordan kan man huske hvordan ens egne bevægelser skal være i forhold til de andre danseres bevægelser? Hvordan kan de dog huske det hele uden manuskripter eller noter i hånden? For balletdanserne i Det Kongelige Balletkompagni ligger der mange års træning forud for selve forestillingen. Danserne har ikke mindst brugt mange timer på at blive så dygtige dansere, som de er. Men også hver gang at en ny forestilling skal på scenen, skal nye trin og bevægelser indlæres. Koreografen har i prøvesalene præsenteret sine ideer for danserne, hvilke bevægelser og trin osv., som han forestiller sig skal være en del af denne scene. Men oftest bliver det endelige udtryk, oftest til i et samarbejde mellem koreografen og danserne. Mulighederne bliver prøvet af og afpudset i forhold til de dansere, som skal danse dem. For nok findes der bestemte trin og positioner indenfor ballettens verden. Og nok har koreografen sine egne ideer om forestillingen, men de skal også passe til de dansere, der skal danse og til deres kroppe. Gennem en lang proces bliver trinene efterhånden udviklet og udvidet til længere passager, som danserne skal huske fra gang til gang. Bevægelserne er i høj grad også koblet til den musik, som er en del af ballettens samlede udtryk. Det kræver derfor ikke bare at være god til store spring, piruetter og tåspidsdans, for at være en god balletdanser. Der er også brug for en stor musikalitet hos danserne, for at de kan skabe denne synergi eller sammensmeltning med musikken, som er en af ballettens grundsten. Men samtidigt kan musikken også blive et vigtigt element i indlæringen af trinene. For ved at musikken og bevægelserne kobles sammen, kan musikkens forløb også hjælpe danserne med at huske bevægelserne. Når man som balletdanser står på scenen, ligger bevægelserne derfor allerede klar i kroppen. Som et resultat af mange måneders hård træning i prøvesalene, er forestillingens bevægelser og trin efterhånden bundfældet i dansernes kroppe. Og danserne kan huske bevægelserne i kroppen ned til mindste detalje. Som en slags kropslig hukommelse. Måske kan du også selv komme i tanke op tidspunkter eller processer, hvor du har denne fornemmelse af kropslig hukommelse? Hvor dét, du kan eller gør, nærmest allerede sidder ude i kroppen. Og hvor det er meget nemmere at gøre igen end med ord at fortælle om. Vil du høre mere om hvordan danserne forbereder sig til forestillingen? Så kan du høre danserne selv fortælle herom på ved at klikke her: http://kglteater.dk/site/omkunstarterne/ballet/taet_paa/danserne_fortaeller.aspx 12

Forslag til det videre arbejde Her finder du forslag til, hvordan I kan arbejde videre med nogle af de temaer, som findes i La Bayadère. Kultursammenstød og samfundsnormer Historien i La Bayadère handler i Nikolaj Hübbes nye iscenesættelse i høj graf om sammenstød mellem kulturer og generationer. Den fortæller om et land hvor to kulturer lever adskilte og hvor reglerne forbyder at disse blander sig med hinanden. Og den handler om de ældre generationers forventninger til de yngre. Den unge officer William i fortællingen er fanget mellem på den ene side koloniens og hærens forventninger til hvad en ung engelsk officer og gentleman skal med sit liv og på den anden side hans egne følelser. Forventningen er, at han skal gifte sig med en kvinde fra samme kultur og af god familie. Kærlighed har meget lidt at gøre med valget af ægtefælle. Da han møder den unge, smukke Nikiya, forelsker han sig dog hovedkulds i hende. Men samfundets krav om fornuft og etikette hiver og slider i ham. Han ender i sidste ende med at vælge efter samfundets normer og dermed gøre vold på sine egne følelser. Og da han indgår ægteskab med den engelske vicekonsuls datteren, er han allerede begyndt at dø lidt indeni. Han har både svigtet Nikiya og sig selv. Måske vælger han også i sidste ende døden med Nikiya i stedet for et liv bundet af samfundets normer. Oplæg til diskussion: Som i fortællingen i La Bayadère befinder vi som individer nogen gange i konflikt med de normer og regler, som samfundet omkring os foreskriver. Ikke mindst hvis vi står mellem både kulturer og generationer. Måske kan vi ikke identificere os med vores forældre. Og måske ønsker vi at leve efter andre regler end de gjorde. Men hvem bestemmer egentlig de valg, som vi gør? Kan vi som individer f.eks. forelske os i hvem vi vil? Vælger vi selv, hvilken karriere vi vil have? Vælger vi selv, hvilke venner vi har? Hvad sker der, hvis vi vælger anderledes, end hvad vores forældre gjorde? Eller hvad vores venner gør? Hvad sker der med os som mennesker, hvis vi ikke kan vælge selv? Det eksotiske og kolonisering globalisering og det moderne Indien Da Marius Petipa lavede sin oprindelige fortælling om La Bayadère, havde man i Europa et mere drømmende end sandfærdigt billede af livet i Indien. Man hørte selvfølgelig nyt fra kolonimagter i Orienten. Man fik varer fra de fremmede lande. Og fra tid til anden mødte europæere også indere af kød og blod, som når f.eks. kunstnere, dansere og andre kom til Europa som et eksotisk indslag for den kulturelle elite. Billedet ser noget anderledes ud i dag. For Indien er selvfølgelig meget anderledes i dag. Landet er i en rivende udvikling, og er blevet en vigtig spiller på verdenskortet. Landet er også igennem en enorm social og kulturel forandringsproces, hvor klasseskel bliver udfordret, og kulturer bliver blandet. Også vores billede og kendskab til Indien her i Vesten er forandret. I vores moderne, globaliserede hverdag får vi ofte serveret indtryk fra Indien. Vi forbruger dagligt varer som er produceret i Indien. Vi kan gå på indisk restaurant. Vi kan se indiske Bollywood film på nettet. Vi kan forholdsvist let tage på rejse til Indien. På mange måder er det et helt andet forhold, vi har til Indien i dag. Eller er det?

Hvor stort er vores kendskab egentligt til det moderne Indien? For selvom vi konstant støder på elementer fra Indien, er landet stadig et sted langt borte og livet for en ung inder kan være meget anderledes end for en ung i Danmark. Oplæg til diskussion Prøv at lave en brainstorm på hvad I her og nu ved om Indien. Analyser derefter hvor I har den viden fra. Er den hentet fra fjernsynsmediet, fra internettet, fra direkte møder med folk fra Indien eller noget helt fjerde? Hvor meget af denne viden, tror I, er bygget på fordomme og antagelser om Indien? Og hvor meget af denne viden er faktuel? Kig efterfølgende på f.eks. sitet www.indiatoday.dk, læs artiklen omkring Indiens egen branding som nation på: http://www.dr.dk/nyheder/udland/2012/04/30/130348.htm eller andre kilder på nettet om det moderne Indien. Er der noget, der overrasker jer i disse artikler? 14