KIRKEVANDRING VED VILSTRUP KIRKE Torsdag den 11. september 2003.

KIRKEVANDRING VED VILSTRUP KIRKE Torsdag den 11. september 2003. Museumsinspektør Lennart Madsens gennemgang. Lennart Madsen begyndte sin gennemgang ved det nordvestlige hjørne af kirken: Nordsiden af en kirkebygning ligger stort set altid i skygge, og det vil sige, at den har været udsat for færrest temperaturpåvirkninger. Grundlaget i de kirkebygninger, vi kikker på, er ca. 800 år gammelt, og der er ikke meget murværk, der kan holde til at blive stående i 800 år, uden at der er en murer, der en gang imellem har kikket på det. Det ved vi jo også hjemmefra. Det vil sige, at der hvor muren er udsat for den største temperaturveksling, er også der, hvor den går mest i stykker. Sydsiden er nu engang den, hvor solen skinner. Så bliver det nat, og så bliver det koldt, og næste dag bliver det varmt igen, hvorimod på nordsiden er temperaturen altid nogenlunde den samme. Samtidig er det også den side, hvor der kommer mindst lys ind, og det vil sige, at det også er der man har mindst tilbøjelighed til at sætte nye store vinduer i. Derfor er det dér, man har en chance for at finde de ældste spor. Men nu er det så sådan med Vilstrup Kirke, at den er så ombygget og ændret og lavet om igennem tiden, så det simpelt hen er meget, meget svært at få øje på, hvad der er det aller ældste, og hvordan den har udviklet sig gennem tiden. Der er det så, at man skal studere murværket. Der er det vældig godt her, for kirken er for nogle år siden blevet rensen godt af, og hvis man kikker på murværket her, så er der virkeligt mange historier at fortælle via murværket selv. En kirke består som grundelement af et skib og et kor. Og det vi står og kikke på nu, er skibet. Umiddelbart kan man tydeligt se, at den nederste del af den er bygget af store tilhugne granitkvadre, hvorimod den øverste del af den består af mursten. Og hvis man kikker godt efter, vil man oven i købet kunne se, at det er nogle rimeligt små mursten. Det er dem, der hedder Flensborg-sten, som er en mursten, der blev indført ca. efter 1650. Det vil sige, at vi ganske tydeligt på denne mur kan se, at nederst har man den ældste del, det er granitkvadremuren, og alt, hvad der er muret op over granitkvadrene, er muret op engang efter 1650. Her har man altså en meget stor ændring af murværket. Hvis man kikker hen i hjørnet, kan man se nogle af de store middelalderlige mursten, nemlig munkestenene. Der har vi i realiteten et stykke af noget oprindeligt middelalderligt murværk tilbage. Det vil sige, at vinduerne er nye, og de oprindelige vinduer er for længst væk. Hvis vi kikker den anden vej, så består kirken af to store tilbygninger på denne side, nordsiden. Og hvis man kikke på dem, vil man kunne se, at der er forskel på dem. Det ene, sakristiet, er bygget på et fundament, der består af store kampesten. Hvorimod, hvis vi kikker på den nordre korsarm, så er der intet fundament. Allerede her kan vi se, at 1

disse to bygninger ikke er opført på samme tid. Og hvis man kikker på selve væggen her, så fortæller den også en hel masse. Hele denne side op til et vist punkt er bygget af granitkvadresten. Så har vi igen de smalle Flensborgsten i et stort parti. Men hvis I kikker på nordsiden her, så er den opført af store solide munkesten. Igen er der tale om, at ved denne bygning er der blevet lavet en hel masse ændringer. Der er altså sådanne ting, man skal kikke på, når man kikker på en kirke og skal prøve på at finde ud af, hvad der er nyt, og hvad der er gammelt, og hvad der er ændret på. Vi vil tage den element for element, når vi nu går rundt. Den oprindelige kirke har altså været en kirke opført af tilhugne granitkvadersten. Det er en normal måde at bygge på i det østjyske område. Lige så snart vi kommer ned omkring Aabenraa, - lige syd for Aabenraa - holder det op. I hele Aabenraa-Sundeved og på Als bygger man af kampesten. Ikke af tilhugne kvadersten. Så med Vilstrup er vi i den sydlige del af hele det østjyske granitkvaderstensbyggeri. Neden under kan man se, at den er blevet lagt på et fundament, altså en sokkel, med en meget kraftig skråkant. Resten af sokkelstenen ligger begravet nede i jorden. Så er der her et lille afbræk. Man kan se en skråkant og et fremspring. Det er hugget ud i den samme sten, og det betyder, at her var døren. Det er altså den sidste rest af den oprindelige norddør. Den man også kalder kvindedøren. Kirken har altså været en granitkvaderstenskirke helt op til taget, men det kan vi ikke se længere her, for engang efter 1660 har man muret hele murværket op. På et tidspunkt bliver denne nordre korsarm, sakristiet, bygget, og det er klart, at for at lave det er man nødt til at bryde igennem den gamle mur, og så står man med en masse af disse kvadersten tilovers. Som en god og sparsommelig kirkebygger kunne man spare nogle mursten ved at genbruge dem og sætte dem ind i væggen her. Det har man altså gjort, og her op til. Og for resten har man bygget med almindelige munkesten, altså de store mursten. At murværket så har været så dårligt, at man på et senere tidspunkt har været nødt til at skifte dem her ud, er en anden sag. Og på et tidspunkt kan man se, da kommer der en bygning til, og det er den der er bygget i munkesten, altså de store middelalderlige mursten. Det er tårnet. Man vil her på nordsiden kunne se, at det er bygget op i munkesten hele vejen op. Men igen når man kikker hen på væggen så vil man kunne se kvadersten, altså de store granitsten, forskellige steder. Det er naturligvis, fordi dér brød man jo også igennem muren ind til den oprindelige kirke, og fik nogle sten til overs, og dem har man så brugt som sokkelsten og til at opmure hjørnet, som var mest udsat. Så går vi en smule længere frem. Og vi placerer os her på hjørnet. Som sagt er der kommet to tilbygninger på, som gør, at vi fra denne side ikke kan se koret. Men det kan vi så her. Og vi kan lægge mærke til, at koret er også opført af munkesten. Den 2

oprindelige kirke var opført af kvadersten, så allerede her kan vi se, at dette kor er i hvert fald ikke samtidig med den oprindelige kirke. Det er bygget af et helt andet materiale. Så har man disse to bygninger, hvor man på soklen kan se, at de er bygget på to forskellige tidspunkter. Man vil også kunne se det på den dekoration, som hver gavlspids har. Det er simpelt hen to forskellige arkitekter, der har tegnet og bygget det her. Men altså begge bygninger inden for en periode, hvor man benyttede middelalderlige munkesten, og også på et tidspunkt, hvor man dekorerede gavlene på denne måde. Vi er i den senmiddelalderlige tid, altså i 1400-tallet op til ca. 1500. At det er bygninger, som ganske almindelige danske murere har bygget, det kan man se på muren. Se, hvordan alle stilladshullerne stadig er der. De er blevet udnyttet til dekoration senere hen. De har tjent et praktisk formål. Det er simpelt hen der, træstilladset har siddet fast, efterhånden som man byggede det op. Og så er der nogle kvadersten, der er muret ind. Nogle af dem vil man kunne se er hugget til. Det er, fordi de kommer fra den gamle triumfbue. De er så muret ind her i sakristiet. Vi skal hen og kikke på koret. Koret er ikke det oprindelige. Der er stadigvæk nogle mærkværdigheder ved det. Man kan se, at her ligger der kvadersten hele vejen, bygget op på en art af en sokkel, under sokkelen, af store kampesten. Og så er der her et område, hvor der ingen sokkel er. Det består af små sten, som er muret ind. Og det svarer netop til en niche, som er inde på den anden side, og man antager, at der sandsynligvis til det gamle kor altså ikke til det nuværende kor har der stået et sakristi herude, og at åbningen fra koret og ind til sakristiet har været her. Men ellers er det en typisk senmiddelalderlig dekoration med de store blændinger og et meget stort vindue, der vender imod øst. Det har en speciel betydning, som vi vender tilbage til senere. Vi skal hen omkring hjørnet. Igen det middelalderlige kor, og her kan man se, at der er muret et vindue ind. Her kan man se de middelalderlige munkesten, og her de smalle Flensborgsten. Det vil sige, at dette vindue er heller ikke det oprindelige. Det er et nyt, indmuret vindue. Disse her sten bruger man indtil 1650, og de smalle sten bruger man fra 1650 til 1850. Og de her sten er de normale sten, som man stadigvæk bruger. Det vil sige, når man går rundt og kikker på bygninger, kan man grovdatere dem lidt på den måde. Så kommer der en tilbygning her. Den er flettet sammen og har samme form i sokkelen som selve koret. Igen ser man, at man har genanvendt de kvadre, som man har hevet ud, da man lavede hullet ind igennem den gamle kirkemur. Og så ser man et tilmuret vindue. Sådan har vinduet her i den søndre korsarm været. Men det er senere hen blevet muret til. Vi kan se, at bygningen er dekoreret med en savtakke nedenunder gavlen, hvilket er med til at sige, at den nok ikke er samtidig med bygningen her, for så havde der været en er savtakket dekoration nedenunder gesimsen på selve koret også. De to tilbygninger er fra samme tidsperiode, men det er ikke den samme mand, der har bygget dem. 3

Vi er gået ind og har taget plads i kirken: Vi skal nu have end blanding af Vilstrup Kirkes historie og noget om, hvorfor en kirkebygning ser ud, som den gør. Det er jo ikke et hvilket som helst lokale, vi sidder i, men et lokale, der er udset til et bestemt formål. Og det er heller ikke et lokale, der er bestemt til at gøre det i, som man gør i dag, nemlig at gennemføre en lutherskprotestantisk gudstjeneste. Det er en bygning, der er opført til at skulle rumme en middelalderlig katolsk messe. Sådan er bygningen indrettet, og det er det, jeg skal påpege, samtidig med at vi kommer lidt ind på, hvordan bygningen så er opført, og hvordan den har set ud. Som man kunne se udefra, er der ikke meget, der er fra den ældste, den oprindelige kirke, altså som tilhørte den middelalderlige kvaderstenskirke. Den kirke er vel opført omkring år 1200. Meget mere præcist kan vi ikke sige det, fordi der ikke er nogle måder, vi kan datere dette på. Der findes en enkelt måde. Den eneste måde i virkeligheden. Det er hvis tagværket oppe under taget stadig er det oprindelige tagværk. Det er der i en del kirker i Sønderjylland og i Vestjylland, hvor man aldrig har skiftet tagværket ud. Der kan man gå ind og få lavet årringsdatering, og det er der blevet gjort på en del kirker. Det har vist sig, at de dateringer der ud fra kunstdaterings sammenhænge har set var de rigtige - passede heller aldrig helt. Det vil sige, at det i dag er meget svært, og vi er nødt til at sige, at Vilstrup Kirke ligesom de 2000 andre danske middelalderlige kirker er opført i en 150-årig periode fra ca. 1160 op til ca. 1300. Inden for de 150 år blev stort set alle de danske middelalderkirker opført. Det var et kæmpe arbejde, og det svarer næsten i arbejdsindsats til parcelhusbyggeriet fra slutningen af 60 erne op til begyndelsen af 70 erne. Men når vi skal tænke tilbage på, hvor mange mennesker, de var, så har de virkelig præsteret en stor indsats rundt omkring i landet. Som jeg sagde, så er Vilstrup Kirke bygget som de fleste kirker i østjylland, altså som en kvaderstenskirke udvendigt. Men når man så ser på murværket indefra, så ser man, at det er altså ikke tilhugne kvadersten herinde. Der har man brugt ganske almindelige kampesten. Det vil altså sige, at kirken består af en dobbeltmur: tilhugne kvadersten udvendigt og en række 4

utilhugne kampesten indvendigt. Kirken har bestået af et kor og et skib, som gik fra den første bue i vest til et ikke helt bestemmeligt sted oppe omkring alteret. Der har været skibet, og så i den måde, som man byggede i middelalderen, et smallere kor. Sådan er Vilstrup Kirke ikke længere. Nu går murene ud i ét. Men i den oprindelige gamle bygning, har der været en triumfbue mellem skibet og koret, og koret har sandsynligvis været kvadratisk. Det er der ganske specielle årsager til. Det handler jo om, at en kirkebygning er opført til netop at rumme den middelalderlige katolske liturgi, og den siger, at kirkerummet skal være opdelt i to dele. Nemlig den del, som er skibet, hvor menigheden skal være, og den del, koret, hvor Gud kommer, og hvor præsten skal være. Der skal bygningsmæssigt være en forskel på de to rum. Det har man i den tidligere middelalder gjort ved at gøre koret smallere. Noget andet er så, at en katolsk messe godt kan gennemføres i et kor, uden at der er et skib. Det er der mere for menighedens bekvemmelighed. Men koret skal være der. For det er det sted, hvor Gud under messen kommer til stede. Så skal vi forestille os det oprindelige kirkerum med de to tilbygninger væk. De findes ikke, og det nuværende kor findes heller ikke. Der er også noget andet, vi skal tænke væk. Det er de store vinduer med det meget lys. Og vi skal i stedet forestille os det kan man se i mange andre kirke, hvor de er bevaret nogle meget små og smalle vinduer, som har siddet højt oppe i kirken. Man kom ind i rummet ad de to døre. Den ene og det er noget, vi har importeret nede syd fra er en syddør til mændene, og den anden, norddøren, til kvinderne. Men nu er det sådan, at det er en ide, der er opfostret nede i det dejlige og varme Italien og dernede omkring. Hvis man byggede et hus i Danmark med to døre lige over for hinanden, og de begge to stod åben på samme tid; ja, så kunne det godt gå om sommeren, men om vinteren gik det ikke. Det ville trække. I næsten alle de danske sognekirker bliver den ene dør ganske hurtigt muret til. Og det med at kvinderne skal komme ind fra den ene side og mændene fra den anden, det går i opløsning. Man kommer altså ind i kirkerummet, og opdager, at der ikke er noget i kirkerummet, i skibet. Det vil sige, vi skal tænke noget mere væk her for vores indre blik. Alle de stole, vi sidder på. De findes ikke i det middelalderlige skib. Der er sandsynligvis nogle lave, murede bænke langs med begge sidemure. Sådan at de ældre medborgere har kunnet sidde ned. Men ellers var det man gjorde, når man deltog i en katolsk messe, at enten stod man op eller også knælede man. Hvis I besøger en katolsk messe i Italien eller Frankrig, så vil I se, at mange steder specielt ovre i det byzantinske der står folk op eller knæler. Der er ikke mange, der sidder ned. Så er der ellers en enkelt genstand, som skal være i skibet. Det er døbefonten. Den står placeret nederst i skibet, mellem de to døre, der har været engang. Den har stået på en platform hævet over gulvet. Det er der en ganske naturlig grund til, for dåben er jo det enkelte menneskes indgang til det evige liv. Ved dåben bliver man optaget, og så er man i realiteten frelst. Derfor er det noget, der foregår centralt i menigheden. Samtidig er det sådan, at det udøbte barn ikke er helt frelst. Der er en lille smule djævel i det endnu. Og selvom man uden for døren foretager det, man kalder en primsigning, hvor præsten i virkeligheden jager djævelen ud, så er det alligevel ikke rigtig frelst. Derfor gælder det om, at turen ind til døbefonten er så kort, som overhovedet muligt. Derfor denne placering af døbefonten. Hvis I ikke har været på Gotland, så skulle I tage derover. Her står døbefontene nederst i kirkerne. Det at døbefontene her i Danmark er blevet flyttet op i koret, er sket i løbet af 1600- og 1700-tallet. Det er så alt, hvad der er i skibet. Så kan man forestille sig, at der på begge sider af indgangen til koret har været en slags afsats, hvor der har stået en 5

helgenfigur. Det har meget tit været Jomfru Maria på nordsiden, kvindesiden, og en mandlig helgen på den anden side. Det kunne være ærkeenglen Michael eller som her i kirken Sankt Andreas, som kirken her er indviet til. Det ved vi fra engang i 1300-tallet. Så kommer vi ind i selve koret, den hellige del af kirken. Det hedder koret, fordi det er herfra at korsangen lød ud til menigheden, som sad i skibet. Skibet hedder det sandsynligvis efter Noas Ark. Her i Vilstrup er det så fint, at man kan se, at skibet ligger der nede, mens koret er hævet her oppe. Så skal vi igen til at forstille os noget for vort indre blik. Den oprindelige triumfbue, som vi så resterne af udenfor. Den var lavet af Vilstrup Kirke før restaureringen i 1940. kvadersten. Den er hugget ned og sat ind i murværket. Når man måler krumningerne på stenene derude, så giver det et meget snævert, oprindeligt kor. Det vil sige, når man har siddet her nede, så har indblikket i koret været rimeligt snævert. Selvfølgelig skulle man kunne følge med i, hvad der foregik, men det var ikke meningen, at menigheden skulle tage del i det. Det var præstens domæne. Bagerst i koret skulle der være en enkelt genstand. Nemlig et alter, et alterbord. Det er fordi helt tilbage til oldkirkens tid startede man med at foretage de første offermesser, som man gjorde til Gud, ved de aller tidligste kristnes grave i katakomberne. Man vedtog i 700-tallet, at det skulle man fortsætte med. Ved hver eneste kirke skulle der være en helgengrav, hvor selve ofringen, som er en del af messen - dette med brød og vin -, skulle foregå. Derfor bestemte man, at det skulle være et bord, som skulle ligne en grav, og i dette bord skulle der være indmuret en rest af en helgen. Sådan at det også blev til en helgengrav. I mange tilfælde, i gamle alterborde, - men dette alterbord er fra den sidste restaurering, og der er ikke særlig gammelt, fra 1940 erne - er der hugget en niche ned, og der har man ofte fundet en lille æske med nogle rester, stoffer og en knogle. Det er så resterne af en helgen, som man har erhvervet sig og lagt ned i alteret. På selve alteret skulle der stå et kors, og det var det hele. Så skulle der være et vindue imod øst. Kirken ligger jo vendt sådan, at koret vender mod øst, og skibet vender mod vest. Det handler selvfølgelig om, at man skal kunne kikke imod øst på den yderste dag, sådan rent symbolsk. For der, hvor solen står op på den yderste dag, der kommer Kristus også fra og dermed frelser menigheden. Det vil sige, solen skal kunne skinne ind i kirken på den yderste dag, og det kan den nu engang kun, hvis koret vender mod øst, og der er vinduer. Det har der også været i det gamle kor her i Vilstrup. Koret ved restaureringen i 1940. Bem. det tilmurede vindue. Så er vi kommet igennem, hvad der har været af inventar i den ældste romanske kirke, der har stået her i Vilstrup engang omkring år 1200. Skib og kor opført i kvadersten udvendig, rå kampesten indvendig med små vinduer højt oppe, med to døre og en døbefont, og her op til alteret en hævet triumfbue og så selve alterbordet. Det er den oprindelige del. Sådan som det skulle være, da danskerne blev kristne. Men tingene udvikler sig. Der sker ikke meget i løbet af 1200-tallet, og såmænd heller ikke i 1300-tallet, andet end at en af de store katastrofer rammer Danmark, nemlig den sorte død i 1350 til 1352. Og i løbet af 2 år slår den en fjerdedel af befolkningen ihjel. I dag ved vi, at pesten kom igen og igen med ca. 20 års mellemrum, og hver gang fjernede den en del af befolkningen, skønt ikke en fjerdedel hver gang. I den periode har der hverken været økonomi, kræfter eller grund til at give sig til at gøre kirkerne større. Det hele har stabiliseret sig, når vi kommer op i 1400-tallet. Da er alle 6

kampene med Valdemar Atterdag, de holstenske grever m.m. slut. Pesten er overvundet så nogenlunde, og lige så stille begynde folk ude fra de magre jorder i midtlandet at søge herud østpå for at finde en bolig. Her stod jo mange gårde tomme, for også her var mange folk døde. Men så bliver midtlandet, de sandede jorder, affolket, og der kommer lige så stille en befolkningstilvækst her i det østlige. Da er det så, at kirkerne begynder at bygge til. Den mest tilbyggede kirke, vi har i det østlige, der er Hoptrup Kirke. Den er simpelt hen lavet fuldstændigt om i senmiddelalderen med den ene tilbygning efter den anden. Men Vilstrup et tæt ved at gøre den rangen stridig. For da kommer der en hel masse tilbygninger, som for det første handler om, at der skal skabes plads, og for det andet, at man nu igen i sognet har så meget økonomi, så man har råd til at investere i sin kirke. Det bliver så via tiende, korn og gaver fra forskellige stormænd der har jo været et par herremænd herude, Vonsmose og et par stykker mere, der har haft råd til at donere midler til deres lokale sognekirke. Noget af det første, man gør som også er noget af det mest moderne, man kan forestille sig - er at få lagt et hvælv ind i kirken. Og så bygger man hvælv ind her i skibet. Om man nåede at få det gjort i det gamle kor også, ved vi ikke noget om, for det er jo fuldstændig fjernet. Nogle af bygningseksperterne siger, at der er noget, det tyder på, at koret i hvert fald stadigvæk stod der, da man lagde hvælv. Men hvælv er flere ting. For det første ser det jo godt ud. For det andet havde nabokirken fået sådan noget, og for det tredje og nok det vigtigste, så er det mere brandsikkert. Hvis taget brænder, sker der ikke noget med selve kirken. Så skal der i hvert fald være utrolig meget varme. Samtidig tyder meget på, at man laver den første af en række tilbygninger, nemlig den sydlige korsarm. At det er opført nogenlunde samtidig med hvælvingerne, kan man se på, at hvælvet i hovedskibet og i korsarmen er fuldstændig identiske. Ribberne er laver af samme type sten, og de løber ud i muren på nøjagtig samme måde. Det er i virkeligheden de samme håndværkere, der har lavet det, og det er det samme teglværk, der har lavet stenene. Det vil sige, at samtidig med hvælvslagningen, har man bygget den første korsarm, og det er den typiske måde at bygge på i dette område. Havde det været ovre på Als, havde man revet hele siden ned og bygget en sidefløj på Søndre korsarm ved restaureringen i 1940. Hvælvet i korsskæringen. hele vejen ned. Det gør vi altså ikke i vores del af Sønderjylland. Der bygger man hellere sådanne korsarme. Vi kan også se det i Hoptrup. Der er det ganske det samme. Denne her er rigtig middelalderlig. Den har et meget fint spidsbuet vindue, som vender imod øst. Det har måske været inspireret af kirken i Løgumkloster eller af den i Haderslev, der havde sådanne korsarme med vinduer imod øst. Måske har man haft et alter, og hvis vi kikker ind bag denne tavle, kan der her være indmuret et lille gemme, hvor der har kunnet stå en lille helgenfigur, et sidealter, som måske var skænket af en herremand og viet til en eller anden helgen. Men ellers har det primært været for at skabe plads til, at befolkningen kunne være her. Dengang gik alle nemlig til messe hver søndag. Siden hen er der så kommet vinduer i, og den næste tilbygning og den kommer sikkert ret hurtigt efter det er den nordre korsarm. Hvis I ser på de to hvælv, kan I se, at det er helt andre sten, der er brugt til ribberne. Selve måden, hvorpå trykket fra hvælvet løber af i muren, er også helt ændret. Det er simpelt hen to sæt håndværkere, to forskellige arkitekter. Og som vi så ude fra, er der forskellige dekorationer oppe i gavlene. Der er altså gået nogle år, måske endda nogle årtier inden bygningen her blev opført. 7

Det næste der er man lidt i tvivl om. Om det er tårnet eller koret, men det er sandsynligvis koret. Det skete meget dramatisk, for det gamle kor blev revet ned, og så byggede man dette kor, hvor man gør op med de gamle ideer om, at koret skulle være smallere end skibet. Det er nye ideer, som trænger ind sammen med franciskanermunkene, hvor man bygger en langskibsbygning. D.v.s. der er ikke nogen forskel mellem det to bygningsdele. I det nye kor sætter man muren ud i forlængelse af skibets mure, og så laver man et rum, som heller ikke svarer til de gammeldags kvadrater, som man havde brugt i skibet. I skibet er der tre kvadrater, men kommer man ind i koret, så ser vi et rektangel. Det er altså større. Det er det dristige op i den sengotiske tid, et sted på den anden side af 1450. Oppe ved alteret er der en niche, som tyder på, at der muligvis engang har været en udgang, en dør i et sakristi, som har ligget til det gamle kor. Det er kun en teori, som man ikke kan bevise uden at man skal foretage en større arkæologisk undersøgelse. Det skæge ved det hele er, at man bygger et vindue ind. Selvom man er så langt op i tid, hvor altertavlen for alvor begynder at vinde indpas i de danske kirker. D.v.s. at ideen med, at man kan få lyset ind fra øst på den yderste dag, den er forsvundet. Nu vil man hellere have en kæmpestor flot altertavle. Da lægger man altså stadig i det nye kor et stort vindue ind, sådan at lyset kan skinne ind. Det tyder på, at man aldrig fik en middelalderlig altertavle i nichen. For så ville man have skabt plads og allerede på det tidspunkt lavet et stort maleri, og så er der ingen grund til at lave et vindue. I langt de fleste tilfælde selvom det er senmiddelalderlige altertavler så er vinduet omme bag ved mod øst muret til. Det er det så også blevet her, men der er sandsynligvis først blevet muret til, efter at man har fået en stor altertavle. Hvælvet herinde er også helt anderledes, end hvælvet nede i kirken. Der nede har vi fire skjolde, mens vi i koret har otte. Det er altså en ottedelt ribbe, som er nødvendig, fordi man har lavet rummet så langt. Så bygger man meget hurtigt et sakristi til, men det gør man først efter at man har fjernet den gamle triumfbue og lavet denne helt nye meget meget brede åbning. Vi er nu så langt oppe i senmiddelalderen, hvor man er ved at gøre op med de gamle klassiske ideer om, hvad en messe er for noget. Hvorfor hedder dette en triumfbue? I den middelalderlige liturgi er det sådan, at under messen bliver der etableret via præsten gennem alt det, han siger ved oplæsning af bibelen en forbindelse til Gud. Så sender Gud Jesus ned i kirken, og for bonden her i Vilstrup, der mødte til messe i 1314 og stod hernede og oplevede messen, for ham har det været sådan, at Jesus kom til stede rent fysisk. Det har han troet. Så kommer Jesus ud igennem triumfbuen i triumf til menigheden, Derfor hedder den sådan. For det er den åbning, hvor igennem Kristus kom ud til menigheden. Selve det med at komme til stede skete i samme øjeblik, man foretog nadveren. Det vil sige offeret, kødet og blodet, vinen og brødet. Det er jo et af de store stridspunkter i reformationen. I den katolske tid mente man, at det blev til Kristi blod og Kristi kød i rent fysisk forstand. På den måde kom Kristus til stede, fordi vinen og brødet forvandlede sig til Kristi blod og Kristi kød. Derfor var det også sådan, at den enkelte i menigheden deltog ikke i nadveren. Tænk hvis de spildte! Derfor var det noget, præsten foretog på vegne af menigheden. Og når han har gjort det - og det er jo en offerhandling, som foregår på offerbordet, som alteret også er - så kommer Kristus gennem triumfbuen. Det er en opfattelse, som begynder at ændre sig i middelalderen. En af de måder, hvorpå man kan se det, er at buen bliver større, og der skabes direkte forbindelse mellem menigheden og præsten herinde i koret. 8

Derefter bygger man et sakristi. Hvad er det for noget? Det er en blanding af flere forskellige ting. Den ene er, at der kunne præsten klæde om. En god praktisk ting. For det andet kunne man opbevare kirkens hellige kar i sakristiet. Det har ofte været sådan, at man har haft skabe dér, som kunne låses af. Der er her i Vilstrup to nicher til to skabe. I dag sidder der to nye skabe, men i middelalderen har der også været et par skabe dér, hvor man kunne låse alterkalken og de andre ting inde. Samtidig bliver det er rum, der kan bruges til forhandlinger. Efter reformationen bliver sakristiet i næsten alle kirker meget ofte brugt til skriftemål. Vi tror ofte, at det er en middelalderlig foreteelse, men det blev endnu mere almindeligt efter reformationen. Skriftemålet blev først afskaffet i Danmark godt op i 1800-tallet. Den store forskel var, at i den middelalderlige katolske foregik skriftemålet her i kirkerummet. Ikke sådan at man stillede sig op offentligt for at skrifte, men ved at man sad i kirken efter messen og en efter en kom op til præsten. Efter reformationen mente Luther, at det helst skulle foregå i enerum, og i mange tilfælde blev sakristiet brugt. I Hertug Hans Kirke i Haderslev er der et fint bur i kirkerummet, og det er et sådan skriftemålslokale. Det bliver opført som en blandet bygning. Der kommer en bygning mere, som vi ikke ved så meget om. Nemlig våbenhuset. Det bliver bygget ude foran syddøren, og det er sandsynligvis, fordi norddøren allerede på det tidspunkt har været muret til i lang tid. Det hedder våbenhuset, og det er et udtryk, det har fået i løbet af 1500- tallet, i høj grad fordi det er der, landeværnet har sine våben hængende. Det er en skrøne, at det er stedet, hvor man skulle lægge sine våben, når man kom i kirke. Det er rummet ikke beregnet til. Det er primært beregnet som vindvang. Det er jo godt nok i et dansk klima. Samtidig bliver det mange steder brugt til alt muligt andet. Til grandestævner, hvor bønderne kunne mødes og snakke, til retssal, når herredsfogeden kom forbi. Og mange af dem det kan man jo se mange steder i Sønderjylland er de bygget i to etager, så man kunne have tiendekorn liggende oppe på loftet. Det var altså et praktisk formål. Vi kan i dag se, hvordan man bygger graverboliger og sognehuse, hvor man kan mødes og spise. Det er vor tids behov. Våbenhusene opfyldte den tids behov. Endelig får Vilstrup Kirke det, som kirken også i dag er kendt for, nemlig et tårn. I dag er Vilstrup Kirke kendt for sin løgkuppel og spiret fra 1738, og tilbage i senmiddelalderen - hvor man opførte tårnet - da vil jeg vædde med, at da var det kendt for sin utrolige højde. Hvad skal det til for med sådan et tårn? Her er vi igen ude for, at so ein Ding müssen wie auch haben. Det er et rent modefænomen. Fra begyndelsen var noget af det første, der skulle være, en klokke. Tårnet er sådan set ikke opført til at skulle rumme klokken. Det er det nu, men der var en klokke i forvejen. Den har enten siddet i et træbygget klokketårn netop i Sønderjylland har vi adskillige middelalderlige klokketårne bevaret, ved Kliplev og Varnæs Kirker, fra 13. og 14. årh. eller den har hængt på vestgavlen af kirken. Og man kunne så ringe ude fra. Men i slutningen af middelalderen i anden halvdel af 1400- tallet og op i 1500-tallet - breder dette tårnfænomen sig. Den ene kirke efter den anden får et tårn. Der ringes med klikken i forbindelse med søndagens messe og morgen og aften. Det sidste kaldes Maria-ringning og kommer i senmiddelalderen, og sandsynligvis kommer den i takt med hele Mariadyrkningen i senmiddelalderen, men også i takt med, at nu har man altså fået disse tårne, og fået klokkerne derop, og så skal de også bruges til noget. Meget skægt at tænke sig, at den aftenringning, der foregår i moderne, protestantiske kirker 9

rundt omkring i hele landet, i virkeligheden er en fortsættelse af den senmiddelalderlige Mariaringning. Den eneste forskel er, at vi ikke længere falder på knæ og beder til Maria tre gange. Nu har vi fået sat alle elementerne på. Når vi så kommer op omkring reformationen står kirken i virkeligheden færdig. Der kommer ikke nye ting på, bortset fra at der her i Vilstrup sker det, at man river det gamle våbenhus ned og bygger det nye. Reformationen er ret ligeglad med, hvordan kirkebygningen ser ud. En protestantisk gudstjeneste kan forgå alle steder. Det behøver ikke at være i en kirke. Den kan forgå i en gård, et forsamlingshus, i det fri. Det behøver ikke at være i en kirkebygning. Men nu har vi engang 2000 kirker stående. Folk er vant til at gå i kirke, og dermed fortsætter man naturligvis med at benytte kirken. Det er ikke sådan i en protestantisk kirke, at der er noget der er mere helligt end noget andet. Det er ikke sådan, at menigheden ikke kan komme op i koret. Kirken bliver således på en måde afmystificeret og bliver i virkeligheden til en slags forsamlingslokale. Det er en af de aller vigtigste ting ved reformationen, at kirken bliver et forsamlingslokale. Nu skal man sidde ned, og nu skal man høre på, hvad der bliver sagt. Nu er det ikke sådan, at den danske bonde har gået i kirke i århundreder uden at have forstået en brik af, hvad der foregik. Han har selvfølgelig ikke forstået latin, og det vil sige, at han ikke har forstået, hvad det var, præsten læste op af Bibelen. Det foregik jo på latin. Og det, der blev sunget herinde, Gloria exelsis o.s.v. har han nok heller ikke forstået ret meget af. Men når præsten på et tidspunkt i løbet af messen træder frem i triumfbuen foran det, der hedder lægmandsalteret neden under triumfbue krucifikset, som oven i købet stadig befinder sig her i Vilstrup Kirke, så har han på ganske almindeligt sønderjysk fortalt menigheden, hvad dagens tekst gik ud på, og at de skulle opføre sig ordentlig mod hinanden og lade være med at bande og ikke sove i kirken o.s.v. Det har man kunnet forstå. Man havde ikke kunnet få folk til at komme i kirke søndag efter søndag, hvor de aldrig havde kunnet fatte en brik af, hvad der foregik. Prædikenen var en integreret del af den middelalderlige gudstjeneste, en prædiken på folkeligt mål. Det, der nu bliver vigtigt, er, at Luther vil også have, at folk skal også forstå, hvad der står i teksten, fordi det er Bibelen, det drejer sig om. Det er ordene i Bibelen. Ikke bare som præsten fortolker dem i sin prædiken. For at kunne gøre det, der man nødt til at hæve prædikestolen op, så man er helt sikker på, at alle i menigheden hele tiden kan se præsten, og at præsten kan se hele menigheden, og at alle kan høre, hvad der bliver sagt. Og man sætter oven i købet en lydhimmel op, så man ikke risikerer, at lyden forsvinder op i hvælvet, men går ned til menigheden. En rent praktisk ting. Så sætter man stole ind, for man kan nu engang ikke høre på en lang prædiken og høre, hvad apostlene har skrevet i Bibelen, og hvad Gud har fortalt, hvis man står op hele tiden. Så er der den tredje ting, som er helt afgørende. Det er, at i den middelalderlige, katolske gudstjeneste var det præsten og messedrengene, der sang. Luther vil have, at det er menigheden, der skal synge. Pludselig bliver menigheden tvunget til at deltage aktivt i gudstjenesten på en helt anden måde, end hvad de har gjort før, nemlig ved at skulle synge. Det har lydt sjovt i de første generationer, men efterhånden blev folk nok bedre til det, og man fandt på at indføre en kirkesanger, en forsanger, til at hjælpe folk lidt på vej. Under alle omstændigheder har det taget 10

nogen tid, før man har vænnet sig til, at man nu også selv skulle præstere en form for arbejde, når man var til gudstjeneste. Her oppe i selve koret kommer der sådan set ikke til at ske ret meget. De store altertavler var jo allerede indført. En af de væsentlige nyheder, der kommer, er et knæfald. For nu kan folk gå til alters selv, og de kan gøre det hver søndag, hvis der ellers er nadver. Så får man lavet et sted, hvor man kan knæle og modtage brødet og vinen. Nu må man gerne selv drikke vinen. Nu gør det ikke noget, hvis man spilder, for nu er det kun symbolsk. Det er altså ikke længere Kristi blod, hvis man spilder. Det er en af de store ændringer, der sker. Der sker også noget andet. Det startede i virkeligheden med, at Luther eller nærmere Peder Paladius her i Danmark der siger, at når man skal have en prædikestol, som præsten skal være på, så skal man sørge for at sætte den nede på sydsiden, fordi så kan de ældre præster også se at læse, hvad der står i Bibelen. Her i Vilstrup har den oprindeligt været på nordsiden, men nu sidder den rigtigt efter alle anvisninger, og så får man samtidig salmebøger. Så nu skal menigheden også til at læse noget. Man bliver derfor nødt til at få noget lys ind i kirken. Der kommer lysestager, og der er næsten ingen danske kirke, der har bevaret de små vinduer. Man banker store vinduer ind, for der skal være lys, så man kan læse, hvad der står i salmebøgerne. Det er en af de ændringer, der kommer over alt her i kirken på forskellige tidspunkter. Der bliver sat nye vinduer i. Her i kirken er de fra engang i 1800-tallet. Døbefonten står nu i korbuen. Der var syv sakramenter i den middelalderlige gudstjeneste. Men efter Luther er der kun tre tilbage. De to vigtigste er dåben og nadveren. Luther siger, at disse to ting bør foregå samme sted i stedet for, at de foregår hver sit sted i kirken. Derfor anbefaler man efter reformationen, at døbefonten bliver flyttet fra sin oprindelige plads nede ved indgangen op til koret, hvor menigheden har sin opmærksomhed. Det er således en praktisk foranstaltning. Der findes ikke nogen dansk kirke, hvor døbefonten er placeret ved indgangen, men på Gotland gik udviklingen i stå i 1300-tallet, og der har man ikke fået taget sig sammen til eller haft økonomi til at flytte døbefontene. Så står kirken, som den i realiteten står i dag. Der er ikke sket meget efter de store forandringer, som er et svar på at vi har været igennem reformationen, og at vi er blevet en del af den protestantiske kirke. Hvad der så ellers sker, handler mest om, at der er noget, der skal gøres mere effektivt, eller at tingene skal repareres. Det er jo en gammel, gammel bygning. Nogle kirker har været bedre bygget end andre. Vilstrup Kirke har været en af dem, der har været lidt udsat. Det kunne vi se udvendig fra, at der er foretaget utrolig mange ændringer, og utrolig mange ombygninger. Og når man i en kirke har sat et nyt vindue i, så har man lige hakket ud i den gamle mur og så sat vinduet ind, mens den gamle mur står hele vejen rundt om. Her i Vilstrup Kirke rev man hele den nordlige del af skibets mur ned for at bygge de nye vinduer op, og derved har man lavet utroligt meget om. Svenskerkrigene tager det meste af tårnet, og på den måde bliver der lavet nogle forandringer. En af de sidste store forandringer, der kom her i kirken, det er, at kirken får et orgel. Orglet er noget, som de store bykirker får allerede i 1600-tallet. Der er skriftlige omtaler af de første orgler tilbage i slutningen af 1500-tallet. Men ude omkring på landet er det i 1800-tallet, man får orgel. 11

Langt de fleste sønderjyske landsbykirker har først fået orgel i den tyske tid. Her i Vilstrup fik man et i 1803, og den facade, som orglet sidder i, stammer tilbage fra 1803, da det første orgel blev sat ind. Det blev sat ind oven over koret, sådan at altertavlen på det tidspunkt har set anderledes ud. Orglet blev bygget ind i og rundt om altertavlen. Alter og orgel var et integreret hele. Dette orgel havde man fået ovre fra Rudkøbing. Det holdt ikke ret længe, og i 1850 byggede Marcussen et nyt orgel ind i det. I forbindelse med den sidste restaurering omkring 1940 flyttede man det så væk herfra og satte det ned i tårnbygningen. I forbindelse med, at man gjorde det, lavede man også buen mellem tårn og skib betydeligt større. Det er altså også en helt ny bue, der går fra skibet ud i tårnet. Man lavede også et helt nyt hvælv derude i tårnet. Siden da gælder det bare om at passe på tingene. Her i den moderne tid er det stort set sådan, at man ikke må røre en finger i sådan en kirke. Nu er udviklingen gået i stå. Nu skal vi passe på alt det gamle, og må helst ikke lave noget nyt i sådan en kirke. Der er dog nogle ganske få steder, hvor man har fået lov til det. I Skrydstrup Kirke har de for ganske få år siden fået lov til at bygge et våbenhus, der er lavet helt i glas. Måske har de fået lov til at bygge det i glas, for så kan man pære det væk, og så står den gamle bygning der stadigvæk. Jeg synes, det er et diskussionsspørgsmål, om man skal standse udviklingen nu og sige, at nu er det altså slut med de danske kirker, når de i virkeligheden har udviklet sig fra omkring år 1200 og op til for 30 til 40 år siden. Derefter holdt det op, og så sker der ingen udvikling i byggeri af nye kirker. Men det gør det så alligevel. Nu er der nogle helt andre krav, der skal opfyldes. Rundt om kirkerne kommer der nogle helt andre bygninger op, som om nogle hundrede år måske er dem, som Nationalmuseet vil kikke på og sige: Nej, den graverspisestue dér må der sandelig ikke pilles ved, for den er fra år 2003. Jeg står lige nu og kikker på det lille krucifiks i kirkeskibet. Der har vi en virkelig middelalderlig katolsk genstand. Bortset fra døbefonten, der er den alle ældste genstand, så er krucifikset nok det næstældste. Det er resterne af et processionskrucifiks fra midten af 1300-tallet. Korset er nyt på samme måde som korset ved triumfbuekrucifikset inde i korsarmen, men figuren er god nok. Man har hængt sådan et processionskrucifiks op, som har været med rundt ikke kun her i kirken, men der var så meget andet, der skulle velsignes, og som Gud skulle tage sig af i den middelalderlige katolske kirke. Så nu her inden høsten har han været med rundt i sognet, eller inden der skulle sås, har han været med rundt i sognet, eller ved forskellige andre lejligheder, der er processionskrucifikset blevet båret rundt i sognet af præsten, når dette og hint 12

skulle velsignes til glæde for borgerne i Vilstrup sogn. Jeg synes, at det er vældig flot, at han stadig er bevaret. Stenen ved indgangen til graverboligen er en portstolpesten med en signatur på, som er signaturen for en landmand her i Vilstrup Sogn. Hvis man skal finde ud af, fra hvilken gård den stammer, så skal man ind i dokumenterne og prøve at finde det segl, der er på stenen. Specielt for de store bønder var, at man satte sådanne sten op ganske kort efter udskiftningen, hvor man gik fra fælles ejendom til privat ejendom. Døbefonten er et meget fint eksemplar fra et Haderslev-værksted. Det er en ganske bestemt type døbefont med figurer, meget hyppigt med blomster og fire felter på selve foden med et blomstermotiv. Somme tider er der en løve på den ene side og en okse på den anden side. Næsten alle kirker rundt omkring Haderslev kan man se dem. Denne døbefont har stået her den dag, kirken blev indviet. Det er bortset fra enkelte tilbageværende mure her i skibet den eneste, som går helt tilbage til kirkens aller ældste tid. Det har været et blomstrende værksted et sted i Haderslev omkring slutningen af 1100-tallet, og op i 1200-tallet indenfor en 30 til 50 årig periode har det fremstillet en mængde af døbefonte af nogenlunde den samme type. Hvis man ser på denne døbefont, kan man finde farvespor. Det er svært at sige, hvordan de oprindelig har været, men de er med til at fortælle os, at tilbage i middelalderen har der været farver over det hele. Ethvert spor efter middelalderlige kalkmalerier i Vilstrup Kirke er forsvundet, og det hænger selvfølgelig sammen med de mange ændringer og ombygninger. Men der er ingen tvivl om, at kirken har været malet på samme måde som de fleste andre kirker. Så er der et lille kuriosum, der bringer os tilbage til den ældste tid. Det er den billedkvader, der sidder over døren ind til sakristiet. Præcist hvor den stammer fra, er svært at sige, men det er i hvert fald en kvadersten, som er blevet pillet ned ude fra kirken et eller andet sted. Den er med til at vise, at Vilstrup Kirke er en del af den østjyske tradition, hvor man længere oppe i Østjylland ville kunne se, at der er mængder af dyr og ting og sager på kirken, som alt sammen er med til at symbolisere, at her udenfor er ondskaben, der er den vilde verden, mens her indenfor i kirken, der er frelsen. Hvad båden på kvaderstenen over døren skal symbolisere, ved vi ikke. Vi kan vi ikke sætte os ind i, hvad man har tænkt sig tilbage i slutningen af 1100-tallet eller begyndelsen af 1200-tallet. Men en eller anden symbolværdi har den, og man kan måske sige, at den har siddet symbolsk et sted her i skibet for at vise, at det var et skib. Kikker man på den er det såmænd en holk, en skibstype med 2 meget høje stævne, som blev styret med et stort sideror. En typisk skibstype, som dukkede op i slutningen af 1100-tallet. Det har været et moderne skib, som stenhuggeren har taget model efter. Det med kristendommen, Ansgar, Harald Blåtand, der lader sig døbe og indfører kristendommen i Danmark, det er ligesom reformationen noget, der kommer ovenfra, og som i løbet af et par generationer trænger ud til folket. Så lader vi os overbevise, eller tænker: Når det ikke kan være anderledes.... Man skal ikke forestille sig, at det er den store ide, der har grebet befolkningen, og at de så har smidt de gamle guder ud og gået over. Det har været en langsommelig proces. 13

Vi skal helt op i 1100-tallet, før vi skal forestille os, at kirken i det hele taget kommer så vidt, at den har bare nogenlunde styr på, hvordan økonomien skal være. Hele 1000-tallet og 1100-tallet har kirkerne været privatkirker. De bliver bygget på herremandens gård. Det har vi adskillige eksempler på. D.v.s. de kristne går ind og betaler ved kasse ét for dåb og konfirmation m.m. Men efterhånden bliver flere kristne, og så skal man til at have en økonomi omkring den. I samme øjeblik som man begynder at få økonomi omkring kirken, får man også en fond til at opføre kirker. I takt med det, bliver nettet af kirker også tættere, indtil man når dertil, at der er 3-5 kilometer mellem kirkerne. (Der er nogle områder i midtlandet, hvor der er længere.) Men det er ikke noget, der sker på én gang. Det skal der økonomi til, der skal være befolkningsgrundlag til det, og der skal være tilstrækkeligt mange kristne, som er villige til at betale. En ting som man et nødt til at tage med i betragtning er, at fra år sådan et skud 1050 regner man med, at der i Danmark er ca. 500.000 mennesker. Og omkring år 1300 regner man med, at vi er 1,8 mil. Det vil sige, at på 200 år ca. stiger befolkningen fra ½ mil. til næsten 2 mil. Det er simpelt hen den voldsomste befolkningseksplosion i Danmark, hvor befolkningen nærmest firedobles. I løbet af de par hundrede år, og i takt med at landet bliver tættere og tættere bebygget, kommer der også flere og flere kirker. D.v.s. det har værer en langsom proces. Haderslev Næs har været skovdækket meget længe. Vi skal helt op i slutningen af 1000-tallet eller i 1100-tallet, før de store skovarealer på Næsset bliver hugget ned og de bliver dyrket op, og før landsbyerne langsomt spreder sig ud over Haderslev Næs,. Det gælder specielt i Sønderjylland, at befolkningstætheden var meget, meget lav i hele vikingetiden. Vi skal i realiteten godt op i 1100-tallet før der er økonomisk grundlag for en kirke i Halk, en kirke i Vilstrup, en kirke i Hoptrup, en kirke i Øsby, en i Starup. Og oven i købet en kirke i Grarup, som er Sønderjyllands vel mindste sogn, og i middelalderen har bestået af fire måske fem gårde og en kirke. Hvoraf den ene altså var en herremand, der havde råd til at have sin egen kirke. Den er kommet meget sent. Nogle steder har der været en trækirke. Det er helt klart. Inden man får sig samlet sammen til at bygge en stenkirke. Men i langt de fleste tilfælde er den kirke vi sidder i også den første kirke på stedet. Det tror jeg er tilfældet med Vilstrup Kirke. Prædikestolen er fra 1688. Den er lavet af en snedkermester i Middelfart. Man kan se, at der på den står Matthias Zöega, 1688, som var pastor i kirken, og som måske har skænket prædikestolen til kirken. Den er af en ganske bestemt type, som snedkermesteren i Middelfart har lavet flere af. Der er ingen tvivl om, at der har været en forgænger. Langt de fleste kirker har fået en form for en prædikestol meget tidligt. De første har sandsynligvis bare været en kasse.. I den nordlige korsskæring hænger en stor gravsten, som oprindeligt har ligget inde i kirken. Under den sidste restaurering i 1940 blev dette flotte gulv lagt i kirken, men tidligere har der ligget adskillige begravelser inde i kirken. Det er specielt efter reformationen, i slutningen af 1500-tallet og op i 1600 tallet, at det bliver mere og mere populært at lade sig begrave inde i kirken. Langt de fleste af vore kirker er gennemhullet af grave. Gravstene er fra en af disse grave. Udenfor på væggen hænger der også nogle stykker. Der har faktisk engang været en romansk gravsten her, som gik helt tilbage til kirkens bygningstid, en sten der ville have været lige så gammel som døbefonten. Den er forsvundet i løbet af 1800- tallet, med mindre der er én her, der sidder inde med en viden, som vi andre ikke har. Det var en middelalderlig gravsten med et kors på, som muligvis kan hidrøre fra den store stifter. I gamle dage, og det har en del af jer måske lært i skolen, havde man den opfattelse, at det var sognets bønder, der havde bygget sognets kirke. Det var en teori, man havde tidligere, men efterhånden ved man fra arkæologiske undersøgelser, og fra studier af kildematerialer og sammenligninger med, hvordan det var i andre lande, at det er i meget høj grad den lokale herremand, der har betalt kirken, og som dermed også får retten til at blive 14

begravet i kirken. Mange af disse har ligget enten her i højkoret eller også på det fornemste sted lige foran triumfbuen, det sted hvor Kristus kommer ud og fysisk står hver gang. Så har han stået lige oven på stiftergraven. Det er jo ikke det værste sted at blive begravet. Gravstenen her er fra slutningen af 1600-tallet eller 1700-tallet. Kirken har engang haft en bogsamling, som har stået i et bestemt bogskab i sakristiet. Der har været nogle berømte præster her ved kirken. Zöega er en af dem. Den mest berømte af dem er nok pastor Boetius, som var her i anden halvdel af 1500-tallet. Han var Hertug Hans den Ældres hofpræst, og det var ham, som Hertug Hans satte til at skaffe orden i kirkernes økonomi. Reformationen er én ting, det er det åndelige, og kongen hapser al ejendom, og alle indtægter falder lige så stille fra hinanden. Hele den rimeligt solide orden i økonomien, der havde været i kirkerne igennem middelalderen, hvor det hele var ordnet, falder fuldstændig fra hinanden i reformationens hektiske dage. Det vil sige, at Christian den Tredje, som vi lige har fejret, sørgede godt nok for, at reformationen kom, men han sørgede Gud hjælpe mig ikke for, at sikre at der også var økonomi til, at præsten kunne få sin løn og til at reparere alle skaderne. Det indså Hertug Hans, og han hyrede meget hurtigt pastor Boetius her ude fra - Jørgen Bøje heder han på dansk - til at sørge for, at i hele hans hertugdømme blev der orden i økonomien. Jørgen Bøje rejste rundt fra kirke til kirke og optegnede, hvad de havde af indtægter før i tiden, hvor de nu var forsvundet hen, og hvilke indtægter de nu skulle have. Ved udstillingen på museet af den gamle bibel i sidste måned havde vi også pastor Boetius kirkeregnskab med, som virkelig er den bog, der når alle de hellige sager var i orden var den bog, der sørgede for, at præsten fik sin løn, og at kirkeværgerne havde noget at reparere kirken med. Det er en af Jørgen Bøjes helt store indsatser i sønderjysk kirkehistorie. Det er en moppedreng af en bog, som nu befinder sig på landsarkivet i Aabenraa. Man kan i den se gård for gård, hvad de har at betale til præsten og til kirken. 15