ULRIK NISSEN AU TÆN KE PAU SE R ANSVAR

ANSVAR AARHUS UNIVERSITET Det er ikke særligt pænt at svare igen. Undtagen når det gælder ansvar. I lige præcis det tilfælde udgør vores svar bogstaveligt talt selve essensen. Det er dog op til os selv at afgøre, om vi vil sætte handling bag ordene eller blive svar skyldig. Vi har nemlig frihed under ansvar og kan selv vælge. Ulrik Nissen, rimelig ansvarsbevidst teolog ved Aarhus Universitet, ved godt, hvilken en af mulighederne han vil anbefale. For vi kan ikke leve sammen uden at leve op til vores ansvar. Men hvilket valg vi træffer, skal han jo ikke bestemme. Det er hele meningen med ansvar. AARHUS UNIVERSITETSFORLAG AU TÆN KE PAU SE R ULRIK NISSEN

ANSVAR» Aarhus Universitetsforlags utroligt vellykkede serie«søren Schauser, Berlingske

T K P S R TÆNKEPAUSER 1-61 FRIHED af Hans-Jørgen Schanz NETVÆRK af Jens Mogens Olesen MONSTRE af Mathias Clasen TILLID af Gert Tinggaard Svendsen LIVSHISTORIEN af Dorthe Kirkegaard Thomsen FJENDSKAB af Mikkel Thorup FOLK af Ove Korsgaard DANMARK af Hans Hauge NATUR af Rasmus Ejrnæs VREDE af Thomas Nielsen MYRER af Hans Joachim Offenberg POSITIV PSYKOLOGI af Hans Henrik Knoop KROPPEN af Verner Møller KÆRLIGHED af Anne Marie Pahuus ERINDRING af Dorthe Berntsen HÅB af Bertel Nygaard TID af Ulrik Uggerhøj SANDHED af Helge Kragh MENNESKETaf Ole Høiris MAGI af Jesper Sørensen LOVEN af Gorm Toftegaard Nielsen TERROR af Carsten Bagge Laustsen LITTERATUR af Dan Ringgaard ROMANTIK af Katrine Frøkjær Baunvig FAMILIEN af Peter C. Kjærgaard LYKKE af Christian Bjørnskov UNIVERSET af Steen Hannestad SPØRGSMÅL af Pia Lauritzen GUD af Svend Andersen SEX af Ditte Trolle NYDELSE af Rasmus Ugilt KORRUPTION af Mette Frisk Jensen POLITIK af Michael Bang Petersen TRO af Peter Lodberg HJERNEN af Leif Østergaard HJERTET af Diana M. Røpcke VILJE af Søren R. Fauth SPROG af Mikkel Wallentin OVERVÅGNING af Anders Albrechtslund SMAG af Susanne Højlund TORTUR af Morten Dige TEKNOLOGI af Kasper Hedegård Schiølin EUROPA af Jørgen Møller GAVEN af Anders Klostergaard Petersen ALDER af Suresh Rattan VIDEN af Kristian Hvidtfelt Nielsen TAL af Henrik Kragh Sørensen DEMOKRATI af Svend-Erik Skaaning REFORMATIONEN af Bo Kristian Holm VELFÆRD af Carsten Jensen SMERTE af Troels Staehelin Jensen HUMOR af Stefan Kjerkegaard VALG af Jørgen Elklit KARMA Marianne Qvortrup Fibiger SORG af Mai-Britt Guldin FIKTION af Simona Zetterberg Gjerlevsen LYD af Anette Vandsø PESSIMISME af Per Jepsen ANSVAR af Ulrik Nissen KØD af Jonatan Leer KREATIVITET af Jan Løhmann Stephensen

ÆN E AU E ULRIK NISSEN

ANSVAR Tænkepause 59 Ulrik Nissen og Aarhus Universitetsforlag 2018 Tilrettelægning og omslag: Camilla Jørgensen, Trefold Forfatterfoto: Poul Ib Henriksen Forlagsredaktion: Søren Mogensen Larsen Bogen er sat med Dante og Gotham E-bogsproduktion Narayana Press ISBN 978 87 7184 605 8 Tænkepauser viden til hverdagen af forskere fra AARHUS AU UNIVERSITET Se tænkepauser.dk / I henhold til ministe

ANSVAR OG GENSVAR 6 I FAMILIENS VARME SKØD 18 MORALSKE KRISER 31 MELLEM DRISTIGHED OG FORSIGTIGHED 45 DEN YDERSTE HORISONT 54

ANSVAR OG GENSVAR DOVNE ROBERTS FORGLEMMELSE Fire gange har jeg både meget konkret og i overført forstand fået et ansvar. Først en gang i Aarhus, dernæst en gang i Aalborg og endelig to gange mere i Aarhus. Det er de fire gange, hvor en jordemoder har lagt en lille datter i mine arme, og hver gang er jeg blevet fyldt af en stærk følelse af kærlighed, hengivenhed, omsorg og ansvar. Ni måneder havde min hustru og jeg ventet på hver af vores fire piger. Men selv om lægerne med nogenlunde sikkerhed kunne forudsige, hvornår fødslen ville indtræde, så var jeg ingen af gangene alligevel helt forberedt på den forandring, som dette lille menneske ville indebære for mig. Pludselig sad jeg med et nyt menneske i mine arme. Det lille barns sårbarhed og af hængighed kaldte på mine allerdybeste følelser af, at jeg skulle være mig mit ansvar bevidst. Jeg trækker mine egne erfaringer som nybagt far frem, fordi det kendetegner ansvarsbegrebet, at vi på den ene side kan reflektere over, hvad det rummer, og hvordan vi vil løfte det. Men på den anden side betegner det netop også ansvar, at vi ikke bare kan tænke os til det. Det er en opgave, vi får givet. Derfor står vi også til ansvar over for den eller dem, der har givet os ansvaret. I 6

eksemplet med mine døtre kan vi sige, at jordemoderen lægger ansvaret i mine arme, og det er nu op til mig at tage vare om mine døtre, indtil de er voksne og selvstændige mennesker. Omvendt giver det ikke så meget mening at tale om, at jordemoderen gav min hustru og mig ansvaret for vores børn. Som teolog tror jeg snarere, at det ultimativt set var Gud, som gav os den opgave, mens en biolog nok vil mene, at det er naturens gådefulde møde mellem et æg og en sædcelle, der i sidste ende løber med æren. Mere overordnet giver vi mennesker hinanden ansvar i samfundet. Da vores politikere i løbet af det 20. århundrede udformede velfærdsstaten, var et centralt spørgsmål netop, hvordan vi millioner af vidt forskellige danskere kunne tage vare om hinanden fra vugge til grav. Dette fællesskab udfordrede Dovne Robert for eksempel i efteråret 2012, da han i et tv-interview på DR2 udtalte, at han hellere ville leve af kontanthjælp end tage et job, der ikke gav mening for ham. Den livsstil havde han foretrukket i nu 11 år. For ham var det et ganske enkelt spørgsmål om, at han havde ret til kontanthjælp, og derfor ville han ikke påtage sig et arbejde som eksempelvis gulvsliber eller pedel. Roberts synspunkt vakte stor furore, fordi mange danskere mente, at han med sine valg nassede på velfærdssamfundet uden at være villig til at yde sit bidrag til fællesskabet. Vi kan derfor hævde, at Robert indtager en noget nær ansvarsløs position. Først og fremmest fordi 7

han kun orienterer sig ud fra, hvad han som enkeltperson kan få en gevinst ud af og dermed ser bort fra, hvad han kan bidrage med i forhold til alle os andre. Debatten om Dovne Robert viser også, at ansvarsbegrebet sætter os ind i forpligtende sammenhænge. Når Robert betonede sin ret til kontanthjælp, argumenterede han ud fra den rettighed, han havde som individ. Jeg vil vove den påstand, at Robert glemte, at han kun kunne hævde sin ret, fordi der var en hel masse andre borgere, der både ideologisk og ved at stille deres ressourcer til rådighed havde gjort det muligt for ham. I stedet for at insistere på sin ret kunne Robert have spurgt sig selv: Har jeg et medansvar for at opretholde og udvikle det politiske fællesskab, som jeg er en del af? EN ANSVARSFULD BEDSTEMODER Jeg begyndte at skrive disse linjer i begyndelsen af 2016 og kunne se tilbage på et valgår. Sammen med resten af den danske befolkning havde jeg med min stemme videregivet det politiske ansvar for Danmark fra socialdemokraten Helle Thorning-Schmidt til venstremanden Lars Løkke Rasmussen. I lyset af de enorme udfordringer med flygtninge og finanskriser, terrorangreb og borgerkrige i Mellemøsten, som Europa er stillet over for, kræver det grundige overvejelser for hver enkelt borger, inden han eller hun placerer sin stemme. Ved næste valg skal vi vælgere tage stilling til, om Løkke og kompagni har gjort det godt nok til at fortjene vores stemme, eller om vi foretrækker at overlade 8

ansvaret for Danmark de næste fire år til for eksempel socialdemokraten Mette Frederiksen. Det politiske ansvar, som vi betror vores politikere, er altså en form for gensvar på den stemme, vi afgiver i stemmeboksen. På dansk finder vi denne betydning i ordets historie, hvor det er afledt af at gen-svare. De engelske udtryk response og responsibility trækker på det latinske respondeo. Det tyske ver-antwortung ligger meget tæt op ad det danske gen-svar. Gensvaret indgår altså i en form for samtale, hvor vi svarer igen ved at påtage os det ansvar, der er blevet lagt hen til os. Ansvar dækker på den måde over mange af de forbindelser, vi har til hinanden som mennesker. Det er derfor også et etisk begreb, for ansvaret fremhæver, at vi er af hængige af hinanden. Jeg kan altså ikke pludselig vågne op en dag og helt alene være ansvarlig. Ethvert ansvar kan kun vokse frem mellem mennesker eller andre levende væsner. Det kan ikke gro i et tomrum; det opstår derimod i en situation, hvor andre mennesker forventer, at vi udfører en bestemt handling på en bestemt måde og inden for et bestemt tidsrum. Den danske teolog og filosof K. E. Løgstrup formulerer i sin bog Etiske begreber og problemer fra 1971 meget præcist ansvar på følgende vis: Ansvarlig bliver man af, at noget kommer til at bero på én. Samme pointe viser sig i sproget, hvor ansvaret på dansk bæres, det lægges over på én, vi påtager os det ligesom man kan skubbe ansvaret fra sig. Løgstrups formulering minder om den måde, som 9

den tyske teolog Dietrich Bonhoeffer definerer begrebet på. På den ene side forstår Bonhoeffer meget overordnet livet som udtryk for ansvar. På den anden side er der også noget meget konkret over begrebet i hans øjne. Efter Adolf Hitlers magtovertagelse i 1933 var Bonhoeffer fra den første dag skeptisk over for nazismen og dens førerideologi. Denne bekymring kendetegnede hele hans familie. For en del år siden faldt jeg over en beretning om hans bedstemoder, som de nazistiske stormtropper forsøgte at forhindre i at handle i en jødisk forretning. Den 90-årige dame skubbede sig blot vej igennem dem, købte sine varer og sagde på vej ud: Jeg handler, hvor jeg altid har handlet. Samme ansvarsfornemmelse og retfærdighedssans fik barnebarnet Bonhoeffer til at forsøge at engagere det internationale kirkesamfund i kampen mod nazismens indtog i Tyskland. Disse bestræbelser førte Bonhoeffer ind i en tættere og tættere alliance med de modstandskræfter, der ønskede Hitler fjernet fra magten. Han kunne ikke forene nazisternes tiltagende overgreb på jøderne med sin kristne overbevisning. I slutningen af 1930 erne mærkede Bonhoeffer derfor også den tyske jord brænde under sig og valgte at flygte til USA. Den 2. juni 1939 drog han af sted med skib til New York, men allerede ved afgangen var han i tvivl om, hvorvidt han havde truffet den rette beslutning. Hans dagbøger fra rejsen derover viser også, hvordan han tumlede med tvivlen. Kort efter ankomsten fortrød han da også sin beslutning: 10

Jeg har begået en fejl ved at komme til Amerika. Jeg må gennemleve denne svære tid i vores nations historie med det kristne folk i Tyskland. Jeg vil ikke have nogen ret til at deltage i genopbygningen af det kristne liv i Tyskland efter krigen, hvis jeg ikke tager del i denne tids prøvelser med mit folk Den 8. juli 1939 gik han atter ombord på et skib med kurs mod Tyskland. Formentlig fordi han følte, at han løb fra sit ansvar ved at tage væk fra sit fædreland, der var på nippet til at starte Anden Verdenskrig. Da han kom tilbage, engagerede han sig stadig mere i kampen mod Hitler og var i 1943 med i de modstandsgrupper, der stod bag to attentatforsøg på Hitler. I april samme år opsøgte Gestapo ham i hans forældres hjem i Berlin og arresterede ham. Resten af krigen tilbragte han i fangenskab, og den 9. april 1945 henrettede nazisterne ham ved hængning i koncentrationslejren Flossenburg, kun en måned før krigen sluttede. X ER ANSVARLIG Beretningen om Bonhoeffer fortæller os helt konkret om, hvad det kan indebære at tage ansvaret for en hel nation på sig. Men lidt mere abstrakt kan vi i enhver form for ansvar faktisk finde en logisk struktur. Den amerikanske teolog Gerald P. McKenny har ligefrem sat det på formel og hævder, at et ansvar altid er udtryk for, at X er ansvarlig for Y over for Z. Det kan lyde lidt formelt og teoretisk, men hvis vi sætter konkrete perso- 11

ner og opgaver ind i sætningen, bliver den straks mere forståelig. Den 24. november 2016 afsagde Retten i Glostrup dom i det, som både Politiken, Berlingske og Jyllands- Posten kaldte for Danmarks største medieskandale. Sagen begyndte dog allerede i april 2014 med udgivelsen af journalisten Ken B. Rasmussens roman, Livet, det forbandede. Rasmussen havde skrevet bogen som en blanding mellem fiktion og virkelighed om dagligdagen på det fiktive ugeblad Set og Hørt. Men formentlig var der ikke en eneste læser, som var i tvivl om, at fortællingen drejede sig om forfatterens tidligere arbejdsplads, Se og Hør. I bogen beskriver Rasmussen, hvordan en hemmelig kilde, den såkaldte tys-tys-kilde, videregiver fortrolige kreditkorttransaktioner til det fiktive sladderblad, hvis journalister så skriver afslørende artikler om berømtheders færden og gebærden. Problemet var naturligvis, at tys-tys-kilden ikke var rent og skært påfund fra Rasmussens side, men udtryk for, hvordan Se og Hørs journalister i virkeligheden havde skaffet sig baggrundsoplysninger til en lang række sensationelle beretninger om danske kendisser lige fra kongehuset til catwalken. Umiddelbart efter udgivelsen af bogen kunne BT tilmed berette, at det sandsynligvis var en tidligere ansat hos IBM, der stod bag lækken. Det førte hurtigt til, at politiet sigtede både ham, mediekoncernen Aller Media, der ejer Se og Hør, og en række af bladets ansatte for ulovlig brug af fortrolige kreditkortoplysninger. 12

Retten fandt næsten alle sammen skyldige. Den tidligere chefredaktør Henrik Qvortrup fastholdt til det sidste sin uskyld, men retten vurderede dog, at han ikke kunne have været uvidende om, at hans journalister havde skaffet deres oplysninger uretmæssigt. Som ansvarshavende redaktør var han ansvarlig for samtlige af bladets dispositioner. Englænderne bruger i den slags tilfælde begrebet imputability. Det betyder, at en person kan tilregnes eller tillægges et ansvar. Ved sin fornuft og sit overblik burde for eksempel Qvortrup have været i stand til at tage stilling til, hvad der for ham som ansvarshavende chefredaktør var det rette at gøre i situationen. Selv om det ikke var ham, der udførte den ulovlige handling, var han stadig ansvarlig og dermed skyldig. FOR Y Dernæst er den ansvarlige person ansvarlig for Y. Det er den opgave, som den ansvarlige person har fået betroet. I tilfældet med Se og Hør havde de to chefredaktører det endelige ansvar for bladets måde at skaffe sine oplysninger på. Dette ansvar skulle de løfte inden for rammerne af både dansk lovgivning og ugebladets redaktionelle profil. Og her opstod udfordringen. Se og Hør lever af at bringe sensationelle historier om kendte mennesker. Denne side af ansvaret må for eksempel Qvortrup have vurderet, at bladet kun kunne leve op til ved hjælp af tys- 13

tys-kildens forbudte oplysninger. Men dermed opstår der en konflikt mellem forskellige former for ansvar. Qvortrup skulle både sikre et højt læsertal og sørge for, at hans journalister ikke overskred grænserne for, hvordan de skaffede sig oplysninger om kendissernes færden. Derudover kan vi naturligvis også spørge om, hvorvidt bladets ansatte ikke også burde have været sig et moralsk ansvar bevidst og derfor valgt ikke at viderebringe personfølsomme historier. Men det er jo ikke noget, retten skal tage stilling til. Det er op til det enkelte menneskes etiske vurdering. Se og Hør-skandalen viser derfor også, hvor kompliceret ansvar kan være. Uanset hvilket ansvar vi påtager os, erfarer vi ofte og meget hurtigt, at det kan kollidere med et andet ansvar, som vi også skal løfte. Derfor vil vi i mange situationer også være nødt til at afveje det ene ansvar i forhold til det andet. Men det betyder ikke, at de forskellige former for ansvar af den grund bliver mindre vigtige at leve op til. Se og Hørs ansatte skulle stadig ikke have overtrådt de juridiske grænser til berømthedernes privatliv. OVER FOR Z Endelig er personen ansvarlig over for Z. Denne side af ansvaret følger af den opgave, vi har fået. Opgaven kommer et sted fra, den er blevet givet os af nogen, og det er dem eller den, vi er ansvarlige over for. Englændere taler her om accountability. Det vil sige, at vi skal stå til regnskab. 14

I Se og Hør-sagen skulle redaktørerne, journalisterne og tys-tys-kilden aflægge regnskab for, om de havde overholdt loven. Det konkluderede dommeren, at de ikke havde. Men selvsamme sag viser også, hvordan for eksempel chefredaktørerne netop er ansvarlige over for flere parter. Som chefredaktører har de ikke bare haft et ansvar over for Aller Media, men også over for bladets medarbejdere. Deres valg og beslutninger havde konsekvenser for i hvert fald to af bladets medarbejdere. Hvis de for eksempel havde besluttet ikke at gøre brug af tys-tys-kilden, kunne de have sparet bladet og journalisterne for en belastende sag. Omvendt har det høje oplagstal, som de eksklusive historier førte med sig, også sikret afgørende succeser på et trængt avismarked for ikke bare ugebladet, men også alle de ansatte. På samme måde har de to journalister stået til regnskab både over for chefredaktørerne og landets lovgivning. Med deres gode historier i bladet har de sikkert levet op til for eksempel Qvortrups forventninger, men af selvsamme grund forbrød de sig mod loven. I den slags sager gør ansvarets responsmotiv sig tydeligt gældende. Når vi skal aflægge regnskab, gør vi det over for de personer, fællesskaber eller autoriteter, som vi står til ansvar over for. I sidste instans vil jeg som teolog hævde, at vi står til ansvar over for Gud for den måde, vi forvalter vores liv på. Gør det så Gud til en hemmelig Z-faktor? Det vil jeg selvfølgelig lade være op til dig, kære læser. 15

DEN ESSENTIELLE USIKKERHED Da regeringspartierne Venstre og Konservative sammen med Dansk Folkeparti i marts 2003 besluttede, at Danmark skulle deltage i en militæroperation i Irak, kunne politikerne ikke være sikre på, at deres beslutning var den rette. De var for eksempel uenige om, hvordan Danmark skulle forholde sig til, at den irakiske diktator Saddam Hussein ikke kunne fremlægge beviser for, at han havde destrueret alle sine masseødelæggelsesvåben. I november 2002 havde FN på USA s foranledning krævet, at Irak skulle indgå i et betingelsesløst og aktivt samarbejde med FN s våbeninspektører. I marts måned aflagde inspektørerne en overvejende positiv rapport til FN s sikkerhedsråd. Men USA, England og Spanien følte sig ikke overbevist om, at samtlige våben var destrueret. Derfor argumenterede de for, at de havde ret til at gå i krig mod Irak. I den konkrete situation vurderede VK-regeringen med statsminister Anders Fogh Rasmussen i spidsen, at den kun ved at stå sammen med en international koalition mod Saddam Hussein kunne være med til at forbedre verdens sikkerhed. Fogh og regeringens øvrige medlemmer tog hermed ansvar for de konsekvenser, den beslutning måtte medføre. Men uden deres usikkerhed ville det ikke have givet mening at tale om ansvar. Det kan lyde mærkeligt, at usikkerhed er en forudsætning for ansvar. Men det er en vigtig pointe. Usikkerheden hænger også nøje sammen med frihed. For uden friheden til at vælge, ville vi ikke kunne stilles til regn- 16

skab for de valg, vi træffer. Vi skal så at sige have muligheden for at træffe både forkerte og rigtige beslutninger. Frihed betyder imidlertid ikke, at vi er uaf hængige af hinanden. Tværtimod. Når vi taler om frihed i sammenhæng med ansvar, er det i modsætning til et begreb som selvbestemmelse, som en del filosoffer siden 1700-tallets oplysningstid har promoveret. Især den tyske filosof Immanuel Kant fremhævede, at vi ikke bør være underlagt en anden moralsk autoritet eller lov end den, vi pålægger os selv. Vi skal hver især selv stå inde for vores moral, som dog skulle være fælles for alle mennesker. Tanken om selvbestemmelse betragter vi i dag som selvfølgelig inden for visse områder. For eksempel kan en læge ikke bare igangsætte en behandling uden patientens samtykke. Men for mange såkaldte ansvarsetikere som Bonhoeffer er det vigtigt at lægge afstand til Kant og snarere tale om frihed end selvbestemmelse. De ønsker at fremhæve, at essensen af ansvar er et gensvar, og at vi er indbyrdes forbundne med hinanden og bliver formet og præget som moralske væsner af de sociale og konkrete sammenhænge, som vi indgår i. Bonhoeffer mener for eksempel, at vores ansvar ikke på forhånd er lagt fast, men vokser ud af den givne situation, når vi forsøger at vurdere situationen efter bedste evne og tage stilling til, hvad vi bør gøre. Målet er derfor også at opøve og udvikle en dømmekraft, så vi i den konkrete situation bliver i stand til at bedømme, hvordan vi bedst muligt lever op til vores ansvar. 17

I FAMILIENS VARME SKØD VI ER ALLE DYBT FORBUNDNE Jesus fortæller i Det Nye Testamente en lignelse om en jødisk mand, der rejser fra Jerusalem til Jeriko. Undervejs overfalder et par røvere ham, og de efterlader ham nøgen, forslået og tæt på døden i vejkanten. Umiddelbart efter kommer først en præst og siden en tempeltjener forbi, men begge ignorerer ham. Det er først, da en samaritaner ser ham, at han får hjælp. Han plejer hans sår, løfter ham op på sit ridedyr og indlogerer ham på et herberg. Samaritanerne var dengang for cirka 2.000 år siden en befolkningsgruppe beslægtet med jøderne, som alle andre jøder havde et stærkt modsætningsforhold til. Den umiddelbare pointe i beretningen er selvfølgelig, at det netop ikke var en af hans egne, der hjalp ham, men en fremmed. Men lignelsen fortæller os endnu mere. For da samaritaneren ser den nødstedte mand, tager han sig af ham uden at stille spørgsmål. Han stopper op, fordi han ser et medmenneske, der har brug for hjælp. Han forholder sig frit og gør spontant, hvad han mener, at situationen fordrer af ham. Jesus taler ikke selv om ansvar i lignelsen, men alligevel er det oplagt at læse den som udtryk for, at 18

samaritaneren gensvarer på det råb om hjælp, han hører fra den nødstedte. Dermed viser lignelsen også, at ansvaret i det nære er et konkret fænomen. Hver gang vi møder et andet menneske, rejser der sig et ansvar ud af den enkle kendsgerning, at vi begge erfarer en grundlæggende menneskelighed ved hinanden. I denne forstand er der ingen fremmede, for vi er alle dybt forbundne. Nu kan vi naturligvis stille spørgsmålet, om ikke også præsten og tempeltjeneren må erfare en medmenneskelighed i mødet med den nødstedte. Men i så fald vælger de af egen fri vilje at ignorere dette kald på omsorg. De er for optagede af deres egne anliggender til at orke at bevæge sig ind på dydens ofte smalle sti og tage sig af deres medmenneske. FRA GENERATION TIL GENERATION Vores nærmeste forbundsfæller finder de fleste af os imidlertid i vores egen familie. Den er den sociale sammenhæng, som mere end nogen anden præger os som mennesker. I middelalderen navngav filosoffer og teologer dette livsområde oeconomia, som på latin dækker over en privat husholdning, men som vi i dag måske snarere forbinder med en større økonomi for eksempelvis en virksomhed eller et helt samfund som det danske. Begrebets grundtanke er dog, at vi skal tage vare om hver vores husstand på en måde, så alle medlemmer får dækket deres fysiske og sociale behov. Den tyske reformator Martin Luther udvidede dog i 1500-tallet oecono- 19

mia-begrebet til også at indeholde et åndeligt aspekt. De voksne i hjemmet skulle sørge for at indføre børnene i den rette kristne tro ved blandt andet at undervise dem ud fra Luthers Lille Katekismus, der oplyser læseren om kristendommens grundlæggende elementer såsom de ti bud, fadervor og dåben. For os, der deler Luthers kristne livssyn, giver et sådant ansvar god mening, selv om jeg i dag måske ville tage et andet udgangspunkt end katekismen. Men Luthers vejledning er relevant at huske for alle forældre, da de helt overordnet har ansvaret for at præge deres børns grundlæggende livsværdier. Det er på sin vis en side af vores biologiske grundvilkår, der kommer til udtryk i familiens tætte sammenknytning. Ude i naturen overlever dyreunger også kun, hvis deres forældre passer på dem, indtil de er klar til at forlade reden, og forbereder dem til at kunne klare sig selv. Det fremhæver den skotsk-amerikanske filosof Alasdair MacIntyre også i sin bog Dependent Rational Animals fra 1999. Vi mennesker er hele livet igennem både afhængige og rationelle væsner. Men denne af hængighed bringer også en sårbarhed med sig. Det hører med til at være menneske, at vi hver og en er udleverede til og har brug for hinanden. Og af den grund er det så afgørende, at vi lever op til et helt grundlæggende ansvar om at behandle hinanden på en måde, som imødekommer og beskytter denne sårbarhed. Vi ser denne omstændighed tydeligt hos især spæd- 20

børn og meget gamle mennesker. Intet menneske er en ø, som den engelske digter John Donne skrev i 1624, men altid del af et kontinent. Ifølge MacIntyre indgår vi alle sammen dagligt i sammenhænge, hvor vi giver, modtager og handler på mange forskellige måder. Men for at hverken det samfundsmæssige eller vores individuelle netværk skal bryde sammen, må størstedelen af medlemmerne i ethvert fællesskab være nogenlunde enige om, hvordan de skal opføre sig over for hinanden i forskellige situationer. Derfor mener MacIntyre, at vi har brug for en række dyder og karaktertræk, der kan være med til at understøtte og præge vores handlemønstre. Det får mig til at tænke på vores eget helt særlige familiemedlem, Mickey. Han er ligesom os andre i familien af hængig af sine nærmeste. Samtidig er han også en vaks hund med en form for rationel tankegang, der gør ham i stand til at kommunikere med os. Blandt hundeejere er hans race, Shetland Sheepdog, netop kendt for både at være ret intelligente og ikke mindst at gø en hel del. Mickey gør især, når han bliver begejstret. Hvis han kan se, at vi er ved at tage sko på og tager hans rem frem, ved han, at vi skal til at gå en tur. Så gør han. Hvis min hustru tager sit løbetøj på og snører løbeskoene, ved han, at der er stor sandsynlighed for, at han må komme med. Så gør han. Det gør han selvfølgelig også, når vi tager boksen med hundemad frem eller leger lidt højlydt og gør store armbevægelser. Men når jeg tager mit løbe- 21

tøj på, ved han godt, at chancen ikke er helt så stor. Så gør han ikke. Jeg får indimellem indtryk af, at Mickey betragter os som en fåreflok, som han skal have styr på. Det er vist en svær opgave med seks mennesker, der både skal på arbejde, i skole og til diverse fritidsinteresser på vidt forskellige tidspunkter af dagen. Alligevel formår han at tolke alle disse begivenheder og udtrykker sin mening om dem og regner endda med at blive forstået. Selv om vi er forskellige arter, indgår vi altså i et gensidigt kommunikationsfællesskab. Men besidder Mickey da ligefrem de samme dyder som andre i familien? Det kan umiddelbart lyde lidt fjollet at spørge, om en hund er etisk forbilledlig. Men der er for mig ikke nogen tvivl om, at Mickey har nogle karaktertræk, som mange af os kan lære meget af. Han udviser for eksempel stor tålmodighed, når børnene kommer til at lege alt for voldsomt med ham, ligesom han aldrig bærer nag, hvis vi ikke gør, som han vist godt kunne tænke sig, mens vi mennesker har det med at lade fortidens skuffelser bestemme mødet med fremtidens udfordringer. Når det er sagt, er han ikke den store vagthund. Mod, som ellers er en klassisk dyd, kendetegner ham ikke. Faktisk er han ofte lidt af en kryster. Og så er vi måske tilbage ved Mickeys iboende afhængighed, som kræver, at vi opfylder de forpligtelser, vi som familie pålagde os selv den dag, vi købte ham og tog ham ind i vores hjem. Det kan eller bør vi ikke lægge fra os, bare fordi hans behov ikke passer ind i vores egen 22

dagsorden. Mickey skal ud at gå tur, have mad, kæles for og leges med. På den måde minder hans gøen os dybest set om den af hængighed og sårbarhed, som kendetegner os alle, og som lige såvel gerne skulle vække et ansvar i hver og en. Efterhånden som vi bliver voksne, bliver vores umiddelbare af hængighed ganske vist som regel mindre. I min egen familie er den ældste datter nu færdig med gymnasiet, og den næste er ved at afslutte folkeskolen. Inden for nogle år er de begge to flyttet hjemmefra og vil selv tage de fleste af deres beslutninger om alt lige fra tandpastamærke til jobskifte. Men deres uaf hængighed er netop kun forholdsvis. For langt de fleste mennesker bliver der ved med at være dybe bånd til familien, som vi ikke bare kan sige os fri for. Det faktum kommer måske især til udtryk, når vi er i krise. Hvis vi bliver syge, bliver fyret fra vores arbejde, og ikke mindst når vi bliver ældre og oplever, at de fysiske kræfter måske aftager, er vores ægtefælle, forældre eller søskende ofte dem, som vi søger trøst og støtte hos. Og ikke mindst får de børn, der nu er blevet voksne, et ansvar for de ældre, der passede dem, da de var små og havde brug for hjælp. Det er en form for overdragelse af omsorg og pligt og i sidste ende et ansvar, der går på skift fra generation til generation. 23

(STED)FADERENS ANSVAR OG SØNNENS FORSVAR Forholdet mellem en families medlemmer er dog langtfra altid så ideelt. I den svenske forfatter Jan Guillous roman Ondskaben fra 1982 beskriver han, hvordan hans alter ego Erik Ponti vokser op i 1950 ernes Stockholm med en voldelig stedfar, der dagligt ikke blot smækker ham en lussing eller endefuld. Det er langt værre end det. Stedfaren gennemprygler Erik, så han nogle gange ikke kan gå i skole i en hel uge på grund af alle tæskene, og han skyr ingen midler. Alt lige fra lussinger til klædebørster, birkeris og hundepisken tager han i brug, engang imellem endda mellem aftenens hovedret og dessert. Det er en ond cirkel. For Erik begynder selv at tæve sine jævnaldrende i skolen og danner en lille gruppe af medløbere, som andre elever ikke tør sætte sig op imod. Da de en dag bliver taget i at stjæle nogle rockplader, bliver han smidt ud af skolen. Med morens mellemkomst bliver han flyttet væk fra hjemmet til en dyr og elitær privatskole, Stjärnsberg. Skønt alle gode intentioner om at lægge volden bag sig, viser det sig snart ikke at være så let endda, da skolens ældre elever håndhæver en tradition for at afstraffe de yngre elever. Da han kommer hjem et år senere, slår stedfaderen allerede den første aften til igen. Først en enkelt gang under middagen på grund af en dårlig karakter, og så bemærker han ellers, at de må ordne resten af straffen efter maden. Men denne gang sætter Erik sig til modværge, 24

låser selv døren ind til værelset, så stedfaderen ikke kan komme ud, og han fortæller ham detaljeret, hvordan han vil slå ham, så han vil blive indlagt på hospitalet. Før afstraffelsen af den ene eller anden går i gang, slutter bogen. Vi får altså aldrig at vide, hvad der egentlig skete bag den låste dør. Jeg vil umiddelbart ikke læse afslutningen som udtryk for ansvar, selv om Erik på sin vis tager ansvar for sit eget liv. Det er for mig at se mere nærliggende at betragte beretningen som et eksempel på, hvad der sker, når forældre ikke lever op deres ansvar over for deres børn. Erik møder gennem hele sin opvækst, fra skole til hjem, kun ondskab i dens forskellige gevandter, og hans eneste forsvar er selv at kæmpe fysisk imod den fysiske og psykiske vold, han bliver udsat for. Vi kan selvfølgelig spekulere i al evighed over, hvorfor stedfaderen igen og igen valgte at slå Erik, og hvorfor moderen blot lod ham gøre det. For i virkeligheden er der mange forhold, der kan ligge bag en families brudte ansvar. Det kan være økonomiske problemer, fyring, sygdom eller voldelig adfærd. Socialstyrelsen angiver for eksempel, at mellem 4 og 20 % af danske børn møder vold i hjemmet i løbet af et år, og mellem 5 og 12 % er vidne til vold mellem familiemedlemmer i et lignende tidsrum. Problemstillingen bliver ikke mindre af, at flere undersøgelser peger på, at der er en tendens til, at socialt udsatte, handicappede og alvorligt syge børn er i særlig stor fare for at opleve vold. Om det skyldes den ene eller den anden årsag, så 25

er det alvorligt, når et barns forældre ikke lever op til det ansvar, de fik givet ved dets fødsel. Psykologer og psykiatere samt pædagoger og lærere peger alle på, hvor afgørende især de første tre år er for, at barnet kan lære at handle både tillidsvækkende og -fuldt over for andre mennesker. De kendsgerninger understreger vigtigheden af det ansvar, som jeg ligesom alle andre forældre har fået overdraget. SPYTTEMANDEN OG POLITIBETJENTEN I efteråret 2015 stod Europa over for en enorm humanitær udfordring. Mange danske politikere og journalister kalder den fortsat for flygtningekrisen på grund af det enorme antal mennesker, der rejste til Europa fra krigshærgede lande som Syrien, Afghanistan og Eritrea. Den begyndte i foråret, da fem både med omkring 2.000 flygtninge sank i Middelhavet, og mere end 1.200 mennesker omkom. I løbet af 2015 var over en million flygtninge ankommet til Europa, og eksperter anslog, at knap 3.700 mennesker var druknede i forsøget på at nå ind over kontinentets grænser. I 2016 søgte nogenlunde lige så mange mennesker om asyl i hele EU, men antallet af ansøgninger til Danmark faldt dramatisk. Men forskellen skyldtes altså ikke færre flygtninge, men at vores politikere gennemførte en række stramninger af asylloven, indførte paskontrol ved den tysk-danske grænse og forsøgte at skræmme flygtninge fra at søge mod landet med blandt andet integrationsminister Inger Støjbergs meget omdiskuterede 26

smykkelov, der berettigede de danske myndigheder til at beslaglægge værdier over 10.000 kroner hos asylansøgerne. Den mest opsigtsvækkende hændelse på dansk jord var dog, da omkring 300 flygtninge i september 2015 krydsede den dansk-tyske grænse og fortsatte til fods op ad den sønderjyske motorvej. Samme måned ankom omkring 200 flygtninge med tog til Rødby og vandrede umiddelbart efter op ad motorvejen mod København. De var desperate, og flertallet af dem ønskede at komme videre til Sverige, hvor de håbede på at opnå asyl. Nu var flygtningekrisen ikke længere blot en fjern problemstilling, som fandt sted langt fra Danmark, og som vi derfor kunne have et lidt distanceret forhold til. Nu så vi pludselig desperate mennesker på strækninger og i områder, vi var vant til at se under helt anderledes ordnede forhold. Flygtningekrisen var rykket helt tæt på. Danskernes reaktioner spændte vidt, fra racisme til omsorg. Et af de mere omtalte eksempler var Spyttemanden fra Lolland, som fra en motorvejsbro sendte sine særlige velkomsthilsener i retning af flygtningene og bad dem skrubbe hjem igen. Det er dog en anden situation, som jeg selv husker tydeligst. Midt i al denne tumult og elendighed så jeg i en nyhedsudsendelse en dansk politibetjent, der på motorvejen ved Padborg tog sig tid til at lege med en irakisk flygtningepige. Under en hvilepause opsøgte den lille pige politibetjenten og ville gerne lege en leg med ham. Den gik i al sin enkelhed ud på, at han skulle gemme en ring, 27

som hun så skulle forsøge at finde. Den lille pige stillede politibetjenten i et dilemma, som vi kan sammenligne med det, som den barmhjertige samaritaner befandt sig i på vejen til Jeriko. Betjenten kunne have valgt bare at forholde sig til sine klart definerede arbejdsopgaver og afvise pigens forsøg på kontakt. Men i stedet svarede han igen på pigens åbenhjertighed ved at sætte sig ned på motorvejen, tage sin vielsesring af og lege med hende. Spyttemanden reagerede modsat betjenten og nøjedes ikke med at ignorere menneskene i nød ligesom tempeltjeneren og præsten i lignelsen, men fornedrede dem. Men hvad er det mon inde i hver af os, som afgør, hvilken indstilling vi møder andre mennesker med? Om det er med omsorg eller ligegyldighed eller endnu værre foragt? Når vi spørger på denne måde, bevæger vi os i retning af den såkaldte dydsetik, som blandt andre MacIntyre og den amerikanske teolog Stanley Hauerwas repræsenterer. For måden, vi møder andre mennesker på, er bestemt af den moralske karakter, som spyttemanden og politibetjenten netop illustrerer to vidt forskellige versioner af. Derfor forholder de sig også forskelligt til relativt ens situationer. Den ene håner og spotter mennesker, der ligesom manden i grøften fra Jesu lignelse er i nød. Den anden sætter sig ud over sig selv og sin samfundsmæssige funktion og møder i stedet den lille pige i hendes øjenhøjde som et ligeværdigt menneske, der fortjener samme omsorg som hans egen datter. Hans vielsesring kunne i hvert fald antyde, at han var gift og 28

måske endda også selv havde børn. Måske så han sin egen datter i den lille pige og valgte at behandle hende med den omsorg, som han ville ønske en fremmed ville vise over for hans datter? Ifølge MacIntyre og Hauerwas bliver det afgørende spørgsmål derfor, om de to mænds adfærd afspejler en god moralsk karakter? Med andre ord er de gode mennesker, som i de to situationer løfter det grundlæggende ansvar, vi hver især har over for hinanden uanset baggrund? De fleste af os kan nok blive enige om, at politibetjenten fra Padborg er moralsk forbilledlig. Selv om han befinder sig i en overlegen magtposition, møder han denne hjælpeløse pige på hendes vilkår, ser og behandler hende som et individ og ikke som en del af en ansigtsløs masse, der bare skal gennes på plads og væk hurtigst muligt. Men hvad kan vi så gøre for at fremme et gensvar som hans? Hvordan motiverer vi hinanden til at behandle andre mennesker med omsorg, empati og kærlighed? Kan vi overhovedet gøre noget? Jeg vil mene, at vi kan finde nogle af svarene i de sammenhænge, som vi alle sammen indgår i. Mere end noget andet er det dem, som bestemmer vores selvforståelse, karakterdannelse og livssyn. Jeg har allerede fremhævet familien, men alle de mennesker, vi møder på arbejde og i fritiden, samt naturligvis de værdier, som hele det store danske fællesskab formidler via love, kulturelle udtryk, økonomiske 29

og politiske budskaber, præger os og vores opførsel. Alle disse påvirkninger og deres underliggende grundværdier tilskynder os til at handle på en bestemt måde, når vi står over for et menneske i nød som den lille irakiske pige på en dansk motorvej eller manden i grøften fra Jesu lignelse. Men om vi i situationen så træffer spyttemandens ansvarsløse eller politibetjentens ansvarsfulde valg, er helt op til os selv at afgøre. 30

MORALSKE KRISER REGERING ELLER EJ? Vi har set, hvordan essensen af ansvar er, at vi svarer igen på en opgave, som et andet menneske eller andre levende væsner giver os eller forventer, at vi tager på os. Det viser sig ikke mindst i alle vores nære relationer. Men vi kan også tale om ansvar i en meget bredere og større forstand. For eksempel om et politisk ansvar. Her finder vi også et gensvar på den tillid, som vælgerne viser ved at afgive stemme på en politiker eller et parti. Efter folketingsvalget i maj 2015 rykkede det parlamentariske landskab sig i Danmark, og vi vælgere overdrog den politiske ledelse af landet til Venstre og Lars Løkke Rasmussen. I dagene efter valget var det store spørgsmål dog, om ikke Dansk Folkepartis mandatfremgang fra 22 til 37 betød, at partiet sammen med Venstre måtte tage et regeringsansvar på sig. Men partiets leder Kristian Thulesen Dahl havde allerede inden valget udtalt, at det ikke var afgørende for partiet selv at komme i regering, men at det først og fremmest gik efter at få partiets politik ført igennem. Han ville prioritere den position, der gav størst politisk indflydelse. Det var hans måde at forsøge at indfri de ambitioner, som han og Dansk Folkepartis andre kandidater 31

havde præsenteret over for vælgerne, og som de så havde fået stor opbakning til at realisere. Det var hans gensvar på det ansvar, som vælgerne havde betroet ham. Mange journalister og politiske debattører mente til gengæld, at partiet nærmest var demokratisk forpligtet på at gå i regering. Men i forhandlingerne tegnede der sig forholdsvis hurtigt en løsning med Venstre alene i regering og med Dansk Folkeparti, De Konservative og Liberal Alliance som støttepartier. Men er det politiske ansvar alene et gensvar? Den tyske sociolog og ansvarsetiker Max Weber anlægger i essayet Politik als Beruf fra 1919 en lidt anden vinkel. For Weber betoner ikke politikernes gensvar på vælgernes stemmer, men derimod at ansvar adskiller sig fra sindelag. Begge begreber er naturligvis udtryk for en form for etik, men en sindelagsetiker som Kant vil lægge vægt på, at den rette handling er bestemt af en pligt, som vi skal efterleve. Vi skal altså ikke fokusere på konsekvenserne, men derimod på den regel, som vi handler ud fra. Ansvarsetikere som Bonhoeffer er derimod enige om, at vi med en sådan tankegang mister blikket for de måder, vi står i et af hængighedsforhold til hinanden på. De lægger med andre ord vægt på, hvordan vi gensvarer på de etiske fordringer, der rejser sig inden for disse forskellige livssammenhænge. I et lille skrift fra 1797 beskriver Kant sindelagsetikken med følgende eksempel: En person er på flugt fra en morder og søger tilflugt hos dig, men kort efter står 32

morderen ved din dør og spørger, om du skjuler vedkommende? Skal du tale sandt? Det mener Kant. Ifølge ham er det en misforståelse, hvis vi bilder os ind, at vi i bestemte situationer må lyve ud fra kærlighed til vores medmennesker. Først og fremmest fordi vi skader menneskeheden ved at lyve, da vi ødelægger selve grundlaget for sandhed og ret mellem mennesker. Derfor er den etisk rette handling for Kant i en enhver situation at efterleve pligten om ikke at lyve. Det er denne forståelse, som Weber ønsker at gøre op med, og han argumenterer for, at vi i højere grad bør inddrage de forudsigelige følger af vores handlinger. Weber refererer ikke selv til Kants eksempel, men han ville formentlig ligesom de fleste andre mennesker mene, at der faktisk kan være situationer, hvor det er moralsk rigtigt at lyve. Jeg ville i hvert fald ikke søge om tilflugtssted fra en morder hos Kant, når jeg nu ved, at han ikke ville dække over mig. Weber anerkender ganske vist, at ansvars- og sindelagsetikken ikke nødvendigvis er helt uforenelige. Men der er dog tale om to forskellige grundorienteringer. Webers ansvarsetik indebærer blandt andet, at politiske beslutninger må finde sted på så realistisk et grundlag som muligt. Det var nok ud fra samme tankegang, at statsminister Poul Schlüter i 1983 udtalte, at ideologi er noget bras. Den rappe bemærkning tydeliggør, at det i politik ikke er nok med fine principper og indviklede teorier. Politikere må finde konkrete og realistiske løsninger på samfundets 33

problemer. Weber ville formentligt have været enig i, at politikere udøver rettidig omhu ved at tage højde for, hvilke muligheder der rent faktisk er i de specifikke udfordringer, som samfundet står over for. Webers overvejelse rejser imidlertid samtidig spørgsmålet, om målet helliger midlet? Er det helt moralsk underordnet, hvordan politikere fører samfundet frem til bestemte mål? Flygtningestrømmene over Middelhavet til Europa fik i november 2016 for eksempel Dansk Folkepartis EU-ordfører Kenneth Kristensen Berth til at udtale, at europæiske kystvagter skulle kunne skyde varselsskud for at få flygtningene til at vende om i deres både. Min egen umiddelbare indskydelse var, at en sådan reaktion over for mennesker i nød kunne vi ikke etisk forsvare. Det er måske også rigtigt langt hen ad vejen. Men Weber underminerer fundamentet for en sådan moralsk overlegenhed. For i utallige andre situationer retfærdiggør vi samfundets brug af vold for at nå et bestemt mål. De seneste 25 år har vores politikere sendt danske soldater til blandt andet Irak og Afghanistan med den begrundelse, at deres indsats var nødvendig for at begrænse udviklingen af farlige terrorbevægelser. Politibetjente har også ret til at lægge mig i armlås, slå med deres kølle eller endda affyre deres pistol mod mig, hvis jeg udgør en trussel mod mit eget liv, andre menneskers eller betjentenes. Dette voldsmonopol har vi tilkendt politiet for at opnå et trygt samfund, som de fleste af os heldigvis kan 34

bevæge sig nogenlunde uskadt igennem. Og hvis offentlige myndigheder i Danmark får kendskab til en voldelig stedfar som den, vi hørte om i romanen Ondskaben, er de forpligtet på at gribe ind og om nødvendigt med magt at beskytte barnet. Vi kan altså ikke helt afskrive tanken om, at målet helliger midlet, da vi faktisk har indrettet dele af vores samfund på den. Det politiske ansvar rummer altså en vis dobbelthed og måske behov for en vis kynisme i nogle situationer. Danske politikere står til ansvar over for deres vælgere, dvs. dig og mig, men også over for hinanden, da intet politisk parti nogensinde har opnået et flertal på 90 mandater ud af Folketingets 179 og derfor kunnet regere alene. Danske regeringer har i over 100 år altid skullet basere sig på støttepartier eller bestået af flere forskellige partier. Derfor har politikerne også altid været nødt til at blive enige om aftaler og forlig, som flere forskellige parter helt bogstaveligt kan stemme for nede i Folketingssalen. De befinder sig derfor ofte et sted mellem idealet og kompromiset. NINN-HANSENS LOVBRUD For ministre gælder der endda et særligt ansvar, som betød, at den konservative justitsminister Erik Ninn- Hansen i 1989 måtte forlade taburetten på grund af den såkaldte Tamilsag. Den havde sin baggrund i de tamilske flygtninge, der kom til Danmark i perioden 1985-89 på grund af borgerkrigen på Sri Lanka. Når de havde fået 35

asyl og opholdt sig i Danmark i mindst to år, fik de på baggrund af udlændingeloven samtidig ret til at få deres nærmeste familie til landet. Det indebar et stort antal familiesammenføringer, som Ninn-Hansen forsøgte at få bremset. På hans initiativ syltede Justitsministeriets embedsmænd derfor omkring 3.000 ansøgninger fra tamilske flygtninge, der var kommet til Danmark i løbet af 1986. Embedsmændenes handlinger var dog netop i konflikt med udlændingeloven. Sagen belastede Schlüters regering i en sådan grad, at han måtte overgive regeringsmagten til socialdemokraten Poul Nyrup Rasmussen i januar 1993. Ninn-Hansen måtte igennem en rigsretssag, hvor han i 1995 fik en betinget dom på fire måneders fængsel for brud på ministeransvarlighedsloven. Formuleringerne i denne lovtekst afspejler meget præcist ansvarets grundstruktur. Ninn-Hansen var ligesom Se og Hørs tidligere chefredaktør Henrik Qvortrup ansvarlig for sine ansattes handlinger, eftersom de var det nødvendige middel til at gennemføre den ulovlige beslutning, som henholdsvis Qvortrup og Ninn-Hansen havde truffet. Retten vurderede i Tamilsagen netop, at Ninn-Hansen havde sat embedsmændene i gang med at sylte sagerne. På en måde kan vi altså sige, at det politiske og retlige ansvar er tæt forbundne. Ninn-Hansen mente dog sikkert, at han ved at forhindre familiesammenføringerne levede op til det politiske ansvar, som hans vælgere og statsministeren havde bedt ham om at forvalte. Omvendt 36

var udlændingeloven efter hans opfattelse formentlig alt for liberal på spørgsmålet om retten til familiesammenføringer. Det gjorde også i dette tilfælde opklaringen af ansvaret for hele miseren til en ganske mudret affære. BREIVIKS ANSVARSLØSE BLINDGYDE Spyttemanden fra Lolland, som jeg omtalte i kapitel 2, kom også i konflikt med loven. Han blev tiltalt efter den såkaldte racismeparagraf for både at have råbt nedsættende udsagn til flygtningene og spyttet efter dem. Sagen kom imidlertid aldrig for retten, da manden valgte at betale en bøde på 5.000 kroner for sin forseelse. Det retlige ansvar er altså i en vis forstand nemmere at fastlægge og forholde sig til end det politiske. Vi kan bare tjekke landets love og se, om vi med vores opførsel holder os inden for deres grænser. Det er på sin vis ganske enkelt og så alligevel meget komplekst. For denne form for ansvar skal ikke bare gælde for hver enkelt af os, men også for organisationer, virksomheder, bevægelser og partier. Derfor skal jurister, dommere og advokater meget håndfast kunne træffe en præcis afgørelse om, hvorvidt vi i en bestemt sag har befundet os inden for eller uden for loven. En kvinde kan heller ikke være lidt gravid. Det er et enten-eller i begge tilfælde. Men der er selvfølgelig altid de berømte undtagelser fra reglen. Børn under 15 år kan eksempelvis ikke blive straffet, hvis de stjæler en pose slik hos den lokale købmand, ligesom vi også kan undgå straf, hvis vi har handlet i nødværge over for en overfaldsmand. Men også 37

de mennesker, som for eksempel læger og psykiatere vurderer som mentalt handicappede, umyndige eller utilregnelige kan undgå straffen for ikke at leve op til lovens bogstav. Netop spørgsmålet om utilregnelig eller ej stod helt centralt i sagen om den norske massemorder Anders Behring Breivik. Den 22. juli 2011 udløste han om eftermiddagen en bilbombe tæt på regeringsområdet i Oslo, hvor otte mennesker mistede livet. To timer senere skød og dræbte han på øen Utøya 69 unge mennesker og sårede yderligere 60, alle sammen deltagere i en socialdemokratisk sommerlejr. Breivik anførte selv højreekstremistiske og nationalistiske motiver for sine handlinger; blandt andet at han ønskede at beskytte Norge mod en trussel fra islam. Men spørgsmålet var, om han var psykisk rask, og om den norske stat derfor kunne stille ham til ansvar for sine ugerninger. Som en del af retssagen gennemgik Breivik derfor en psykiatrisk vurdering. Psykiaterne Torgeir Husby og Synne Sørheim mente i første omgang, at han led af paranoid skizofreni og derfor ikke var tilregnelig i gerningsøjeblikket. Han havde kort sagt ikke været fuldt bevidst om, hvilken forfærdelig massakre han udførte. Den retsmedicinske kommission godkendte umiddelbart Husby og Sørheims rapport, men flere andre psykiatere kritiserede den til gengæld i hårde vendinger for at være usaglig. Dommerne kunne på den baggrund 38

påvise så store svagheder i rapporten, at de konkluderede, at de ikke kunne lægge afgørende vægt på den. Derfor krævede to af Breiviks advokater en ny psykiatrisk undersøgelse. I den konkluderede to andre psykiatere, at Breivik var tilregnelig, idet de ikke havde fundet sikre tegn på en psykotisk lidelse hos ham. Psykiaternes modsatrettede konklusioner stillede domstolen i den vanskelige situation selv at måtte afgøre spørgsmålet om graden af Breiviks retlige ansvar for de mange drab. Sagens dommere mente blandt andet med baggrund i Breiviks møjsommelige og årelange planlægning af sine handlinger, at han var bevidst om, hvad han gjorde og dermed også ansvarlig for dem. Den 24. august 2012 idømte de ham 21 år i forvaring, den hårdeste straf ifølge norsk straffelov. Efter ti år skal retten tage stilling til, om han fortsat er farlig for andre mennesker. I så fald kan den forlænge hans fængsling, i princippet på ubestemt tid. Hvis Breivik var tilregnelig, var han med andre ord klar over, hvad han gjorde. Dommerne tillagde ham altså en vis form for rationalitet. Ud fra sin egen forståelse har Breivik måske endog varetaget en form for ansvar for nationens ve og vel ved denne udåd. Men sætter vi Breivik ind i McKennys grundlæggende struktur for ansvar med X, Y og Z, opdager vi en vigtig mangel i hans argumentation, der afslører sig som enten en blindgyde eller en cirkelslutning. Breivik er selvfølgelig X, da han planlagde og udførte angrebene på henholdsvis regeringsbygningen i Oslo og 39