DOM Afsagt den 11. maj 2016 i sag nr. BS 150-429/2015: Region Syddanmark Damhaven 12 7100 Vejle mod A vej 19 X-by Sagens baggrund og parternes påstande Den 26. august 2013 traf (da) Pientforsikringen afgørelse om, sagsøgte, A, var berettiget til erstning i medfør af lov om klage- og erstningsadgang inden for sundhedsvæsenet (KEL) 20, efter hun i december 2012 var blevet behandlet på Sygehus for en brækket fod. Den 10. oktober 2013 traf Pientforsikringen afgørelse om, sagsøgte var foreløbig berettiget til i alt 28.160 kr. i godtgørelse for svie og smerte og erstning for transportudgifter. Sagsøgeren, Region Syddanmark, udbetalte henholdsvis den 8. og den 20. november 2013 de fastste beløb med tillæg af renter med i alt 28.342,53 kr. til sagsøgeren. Ved afgørelse af 23. oktober 2014 ophævede (da) Pientskadeankenævnet Pientforsikringens afgørelse, hvorefter sagsøgeren den 26. november 2014 anmodede sagsøgte om tilbagebetale det udbetalte beløb, hvilket ikke skete. Under denne sag, der er anlagt den 6. maj 2015, har sagsøgeren påstået sagsøgte dømt til betaling af 28.342,53 kr. med procesrente fra sagens anlæg, til betaling sker. Sagsøgte har påstået frifindelse. Retten har ved kendelse af 9. juli 2015 bestemt, sagen ikke skal behandles efter reglerne om småsager. Oplysningerne i sagen Den 26. august 2013 traf Pientforsikringen afgørelse om, sagsøgte, som i 2012 var blevet behandlet på Sygehus for en brækket fod, var berettiget til erstning i medfør af KEL 20, stk. 1, nr. 1. Af afgørelsen, der blev sendt til sagsøgtes mor og værge, fremgår blandt andet: "... Hvis vi ikke har givet fuldt medhold, kan du anke afgørelsen. Regionen og andre med retlig interesse i sagen kan også anke afgørelsen. Anken skal, inden 3 måneder efter du har modtaget afgørelsen, indgives til: Pientskadeankenævnet... Pientskadeankenævnet kan stadfæste eller ændre afgørelsen.... Ankenævnet kan også ændre afgørelsen til skade for A, således A i mindre omfang eller slet ikke er berettiget til erstning.
- 2 -..." Den 10. oktober 2013 traf Pientforsikringen afgørelse om, sagsøgte var foreløbig berettiget til godtgørelse for svie og smerte med 25.160 kr. og erstning for transportudgifter med 3.000 kr. Af afgørelsen fremgår, sagsøgeren ville udbetale erstningen inden for 1 måned, og sagsøgte muligvis kunne være berettiget til yderligere godtgørelse for svie og smerte. Videre fremgår af afgørelsen: "... Hvis du ikke har fået fuldt medhold, kan du anke afgørelsen. Region Syddanmark og andre med retlig interesse i sagen kan også anke afgørelsen. Anken skal, inden 3 måneder efter du har modtaget denne afgørelse, indgives til: Pientskadeankenævnet... Pientskadeankenævnet kan tiltræde afgørelsen eller ændre den, så erstningen forhøjes eller nedsættes. Nævnet kan også ændre den oprindelige afgørelse, så hele erstningen bortfalder og skal betales tilbage...." Ved udbetalingsmeddelelser af 5. og 15. november 2013 meddelte sagsøgeren sagsøgtes værger, sagsøgtes tilgodehavender ifølge Pientforsikringens afgørelse af 10. oktober 2013 ville blive inds på sagsøgtes konto, hvilket også skete. Den 7. februar 2014 traf Pientforsikringen afgørelse om, sagsøgte ikke var berettiget til yderligere erstning. Den klagevejledning, der fulgte med afgørelsen, er identisk med den, der blev meddelt med afgørelsen af 10. oktober 2013. Ved brev af 23. april 2014 påklagede sagsøgtes daværende advok afgørelsen af 7. februar 2014 til Pientskadeankenævnet, idet han gjorde gældende, sagsøgte var berettiget til godtgørelse for varigt mén samt erhvervsevnetabserstning. Den 23. oktober 2014 ændrede Pientskadeankenævnet Pientforsikringens afgørelse af 26. august 2013, idet Pientskadeankenævnet vurderede, sagsøgte ikke med overvejende sandsynlighed var påført en erstningsberettigende skade som følge af behandlingen på Sygehus. Som følge heraf ophævede Pientskadeankenævnet Pientforsikringens afgørelser af 10. oktober 2013 og 7. februar 2014. Den 26. november 2014 skrev Region Syddanmark til sagsøgtes advok og anmodede under henvisning til Pientskadeankenævnets afgørelse om, de tidligere udbetalte beløb blev tilbagebetalt regionen. Sagsøgtes mor besvarede henvendelsen den 21. december 2014 med forslag om en afdragsordning, idet hun oplyste, sagsøgte havde brugt pengene og ikke kunne betale beløbet. Den 2. januar 2015 skrev sagsøgeren til sagsøgte og bad hende bekræfte, hun ønskede indgå et frivilligt forlig således, hun tilbagebetalte 600 kr. pr. måned. Samme dag bekræftede sagsøgte over for sagsøgeren, hun var indforstået med betale 600 kr. pr. måned. Sag-
- 3 - søgeren fremsendte herefter et frivilligt forlig til sagsøgte, som imidlertid den 9. januar 2015 meddelte, hun havde bedt Pientklageankenævnet se på sagen igen og derfor ikke kunne skrive under på forliget. Den 28. januar 2015 traf Ankenævnet for Pienterstningen afgørelse om, sagsøgtes sag ikke blev genoptaget. Efter sagsøgtes advok den 16. februar 2015 meddelte sagsøgeren, man ikke mente, der var hjemmel til kræve det udbetalte beløb tilbagebetalt, og sagsøgeren derfor ikke ville påbegynde tilbagebetaling, har sagsøgeren anlagt nærværende sag. Forklaring Sagsøgte har forklaret, hun idag er 19 år gammel. Hun fyldte 18 år i 2014. Hun går i 3.G og får 1.293 kr. udbetalt i hjemmeboende SU. Hun har ikke længere de penge, der blev udbetalt til hende fra sagsøgeren. Hun brugte blandt andet penge til en rejse til New York i efteråret 2014. Hun syntes, det var uretfærdigt, Pientforsikringens afgørelse blev ændret, men da hun blev mødt med tilbagebetalingskravet, tænkte hun, hun ikke havde noget valg, og hun ikke kunne nægte betalt pengene tilbage. Hun ved ikke, hvor længe hun var repræsenteret af sin daværende advok. Det er hendes mor, der talte med ham, men hun var selv med på sidelinien. Hun og hendes mor har sammen gennemgået de afgørelser, der kom fra Pientforsikringen, og herunder også klagevejledningerne. Da hun klagede over afgørelsen til Pientskadeankenævnet, vidste hun godt, der var en risiko for, de ville ændre afgørelsen, men det havde hun ikke i sin vildeste fantasi forestillet sig, de ville gøre. Parternes synspunkter Sagsøgeren har procederet i overensstemmelse med sit påstandsdokument, der er sålydende: "Anbringender: Klage til Pientskadeankenævnet, med mindre andet besluttes, ikke har opsættende virkning, jfr. dagældende KEL 35, stk. 1, Regioner således er forpligtet til, uden yderligere, udbetale erstningen senest 1 måned efter Pienterstningens afgørelse, jf. KEL 33, stk. 4 uanset om afgørelsen måtte være påklaget eller ej, Pientskadeankenævnet er berettiget til ændre en tidligere afgørelse fra (daværende) Pientforsikringen, også selv om det sker til ugunst for klager/pienten, Pientskadeankenævnet ved afgørelse af 23. oktober 2014 nåede frem til, A ikke har været uds for en erstningsberettiget skade som følge af behandlingen på Sygehus, Afgørelsen af 26. august 2013 er ændret og afgørelserne af hhv. 10. oktober 2013 og 7. februar 2014 er ophævet ved afgørelsen af 23. oktober 2014, A således ikke er berettiget til nogen erstning,... A ikke har været i god tro omkring modtagelsen af erstningsbeløbet, Reglerne om conditio indebiti ikke kræver egentlig ond tro hos betalingsmodtageren,
- 4 - Det tydeligt fremgår af klagevejledningen, såfremt der sker en ændring af afgørelse ved Pientskadeankenævnet, kan det medføre erstningen skal tilbagebetales, A var fuldt ud bekendt med risikoen for blive mødt med et tilbagesøgningskrav, såfremt Pientskadeankenævnet ændrede den oprindelige afgørelse, Regionens udbetaling af erstningsbeløbet ikke kan sammenlignes med en anerkendelse af kravet, Pientskadeankenævnets afgørelse ændrer grundlaget for erstningsudbetalingen, hvorfor erstningen ikke længere er modtaget med rette, samt Regionen er berettiget til kræve beløbet tilbagebetalt, samt A under alle omstændigheder har anerkendt kravet, jfr. bilag 9 og bilag 11. Endvidere bestrides det A har modtaget udbetalingen i god tro, henset til indholdet af bilag 1 og 2, Erstningsansvarslovens 16 skulle være til hinder for sagsøgers tilbagebetalingskrav, As evt. indretning i tillid til hun havde krav på erstningen, skulle være til hinder for sagsøgers tilbagebetalingskrav, det er en betingelse for tilbagesøgningskravet Pienterstningen eller Ankenævnet for Pienterstningen har truffet afgørelse herom, en analogi af ASL 40a skulle være til hinder for sagsøgers tilbagebetalingskrav Sagsøgte har procederet i overensstemmelse med sit påstandsdokument, der - i uddrag - er sålydende: "... Anbringender: Principalt gøres det gældende, sagsøgte havde et retskrav på erstningen i henhold til KEL 33, stk. 4, hvorfor der ikke er hjemmel til tilbagebetalingskravet, idet det ikke er en fejl, beløbet er udbetalt, der er en generel formodning for, modtageren af et beløb har været i god tro, medmindre det bevises, modtageren har været i ond tro, A var i god tro om udbetalingen af erstningsbeløbet, og det påhviler Regionen løfte bevisbyrden for andet, Regionen uanset udbetalingspligten, jf. KEL 33, stk. 4 ville have udbetalt erstningsbeløbet. Subsidiært hvis det er en fejl, beløbet er udbetalt gøres det gældende, tvisten kan afgøres efter såvel offentlig- som privretlige regler, og
- 5 - der ikke efter offentligretlige regler er den fornødne hjemmel til kræve beløbet tilbagebetalt, jf. bl.a.: - reglerne om condictio indebiti, herunder en analogi af reglerne i Arbejdsskadesikringsloven 40a, og der ej heller efter privretlige regler er den fornødne hjemmel til kræve beløbet tilbagebetalt, jf. bl.a.: - Erstningsansvarsloven 16, stk. 1, sidste pkt., jf. KEL 24, stk. 1 samt - reglerne om condictio indebiti, herunder også en analogi af reglerne i Arbejdsskadesikringsloven 40a, beløbet er modtaget med rette, idet beløbet er udbetalt i henhold til Pienterstningens afgørelse (bilag 2), jf. KEL 33, stk. 4, der er en generel formodning for, modtageren af et beløb har været i god tro, medmindre det bevises, modtageren har været i ond tro, A var i god tro om udbetalingen af erstningsbeløbet, og det påhviler Regionen løfte bevisbyrden for andet, Regionen uanset udbetalingspligten, jf. KEL 33, stk. 4 ville have udbetalt erstningsbeløbet, Regionen ikke har den fornødne hjemmel til tilbagebetalingskravet. Det er således op til retten tage stilling til, efter hvilke regler nærværende tvist skal afgøres, herunder om betingelserne for kræve erstningsbeløbet tilbagebetalt herefter er opfyldte. Derudover bestrides det,..." A har været uberettiget til modtage erstningsbeløbet, Regionen er såvel berettiget som forpligtet til kræve erstningsbeløbet tilbagebetalt, A ikke var i god tro, Regionen har den fornødne hjemmel til kræve erstningsbeløbet tilbagebetalt med afgørelsen fra ankeinstansen af 23. oktober 2014 (bilag 7). Rettens begrundelse og afgørelse Det følger af lov om klage- og erstningsadgang inden for sundhedsvæsenet (KEL) 20, det er en betingelse for opnå erstning efter loven, der med overvejende sandsynlighed er forvoldt en skade på en af de i bestemmelsen opregnede måder.
- 6 - Grundlaget for sagsøgerens udbetalinger til sagsøgte i november 2013 var Pientforsikringens afgørelse af 10. oktober 2013, hvorefter sagsøgte var berettiget til erstning efter KEL som nærmere opgjort i afgørelsen. Efter lovens 33, stk. 4, var sagsøgeren således forpligtet til foretage udbetaling senest 1 måned efter Pientforsikringens afgørelse, uanset, klagefristen på 3 måneder ikke var udløbet. Grundlaget for sagsøgerens tilbagesøgningskrav er Pientskadeankenævnets afgørelse af 23. oktober 2014, ved hvilken blandt andet Pientforsikringens afgørelse af 10. oktober 2013 blev ophævet som følge af, Pientklageankenævnet vurderede, sagsøgeren ikke var berettiget til erstning. Pientskadeankenævnets afgørelse er ikke indbragt for domstolene og er således endelig. Det er ubestridt under sagen, Pientskadeankenævnet har haft hjemmel til ophæve Pientforsikringens afgørelse til skade for sagsøgte som sket. Samtlige Pientforsikringens afgørelser har da også indeholdt klagevejledning med oplysning om denne mulige følge af en klage, idet det i afgørelserne af 10. oktober 2013 og 7. februar 2014 er angivet, Pientklageankenævnet kunne ændre den oprindelige afgørelse, "så hele erstningen bortfalder og skal betales tilbage". Med denne angivelse er der således reelt taget forbehold ikke kun for, grundlaget for sagsøgerens pligt til betale erstning kunne bortfalde, men også for, dette i givet fald ville medføre en ret for sagsøgeren til kræve tilbagebetaling. I hvert fald under disse omstændigheder kan det ikke kræves, sagsøgerens adgang til tilbagesøgning har særskilt hjemmel i loven. Hjemlen for sagsøgeren til kræve tilbagebetaling findes således i reglerne om condictio indebiti, idet grundlaget for sagsøgerens betalingsforpligtelse er bortfaldet, og idet der forud for betalingen er taget forbehold for tilbagesøgning. Retten bemærker herved, sagsøgte som følge af det nævnte forbehold ikke kan påberåbe sig, hun har haft en berettiget forventning om, sagsøgerens betaling var endelig. Allerede fordi erstningsansvarslovens 16, stk. 1., 3. pkt. alene vedrører krav på a conto erstning efter bestemmelsens 2. pkt., samt beløb, der er udbetalt som midlertidig erhvervsevnetabserstning, er henvisningen i KEL 24 til erstningsansvarsloven ikke til hinder for, sagsøgeren kan kræve tilbagebetaling. Ej heller kan en analogi af bestemmelsen i arbejdsskadesikringslovens 40 a medføre, sagsøgeren er afskåret fra tilbagesøgning. Da sagsøgeren således har været berettiget til træffe bestemmelse om tilbagesøgning, tager retten sagsøgerens påstand til følge. De neden for fastste sagsomkostninger skal for 500 kr. dække sagsøgerens udgift til retsafgift og for 20.000 kr. dække sagsøgerens udgift til advokbistand under sagen. Beløbet er inkl. moms. Thi kendes for ret: Sagsøgte, A, skal inden 14 dage til sagsøgeren, Region Syddanmark, betale 28.342,53 kr. med procesrente fra den 6. maj 2015, til betaling sker, samt sagens omkostninger med 20.500 kr.