DEPARTEMENTET LANDSPLANAFDELINGEN 5. Kontor J.nr. D 3012-0512 Ref. HW/AL Den 23. januar 1998 Notat til Trælasthandlerunionen - TUN om planlovens regler om placering af detailhandelsbutikker og maksimale butiksstørrelser. På et møde den 16. Januar 1998 drøftede dir. Jørgen Houman, TUN og afdelingschef Niels Østergård m.fl. fra Miljø- og Energiministeriet på baggrund af TUN s brev af 12. december 1997 den situation flere af TUN s medlemsvirksomheder befinder sig i efter ændring af planlovens regler om detailhandel. På mødet redegjorde Jørgen Houman for branchens syn på tingene og Niels Østergård for lovens tilblivelsesproces herunder den åbne arbejdsform med en bred høring af interesseorganisationer samt den politiske debat i Folketinget. Man blev enige om, at Miljø- og Energiministeriet udarbejder et notat om planlovens regler til belysning de konkrete sager, der berører medlemmer af TUN. Generelt om Planloven før lovændringen i 1997 Planloven er en rammelov, der bl.a. indeholder bestemmelser om, hvilke emner der skal behandles i region-, kommuneplaner og hvilke emner der kan behandles i lokalplaner. Planloven regulerer ikke ejerforhold men funktionelle forhold, herunder beliggenhed, omfang og anvendelse. Amternes pligt til at fastsætte retningslinier for beliggenheden af arealer til butiksformål og den maksimale størrelse af de enkelte butiksvirksomheder inden for de forudsatte detailhandelsoplande (planlovens tidligere 6, stk. 3 nr. 5) kom ind i planloven i 1987. Regionplanerne fastsatte forskellige butiksstørrelser alt efter butikkernes placering, funktion og virkning. Kommunerne udarbejder kommune- og lokalplaner inden for regionplanens rammer. Lokalplaner er den mest detaljerede plantype, og den plantype der binder grundejeren. Vedtagelse af planer der regulerer detailhandelsbutikkers placering og størrelse har således været en pligt i mange år. Region- og kommuneplaner revideres hvert 4. år. Eksisterende lovlig virksomhed kan altid fortsætte uanset nye planer for ejendommen.
I planer kan skelnes mellem detailhandelsbutikker og engrosvirksomheder Sondringer mellem hoteller og restauranter, administration, butikker, liberale erhverv, værksted, lager og let industri og egentlig industri er klassiske i byplanlægningen. I planlægningen kan desuden sondres mellem detail- og engrosforretninger og mellem dagligvare- og udvalgsvareforretninger, idet de forskellige forretningstyper påvirker bymiljøet forskelligt med hensyn til virkning for andre byfunktioner og m.h.t. udseende, trafikale forhold m.v. Planloven indeholder ingen definition af detail- og engrosforretninger. En vurdering af om en virksomhed hører under den ene eller den anden forretningstype afhænger af en konkret bedømmelse, der foretages af kommunen i forbindelse med byggesagsbehandling efter lokalplanens bestemmelser. Kommunens afgørelse kan påklages til Naturklagenævnet af enhver med retlig interesse i sagens udfald. Naturklagenævnet, der er et uafhængigt domstolslignende klageorgan, har ikke hidtil truffet afgørelser, der kan bruges til en generel sondring mellem detail- og engrosforretninger. Der synes at være enighed i detailhandelsbrancen om, at engroshandel omfatter virksomheder, der videresælger produkter til detailhandelen, til andre engrosvirksomheder, til fremstillingsvirksomheder og til professionelle brugere som håndværkere, offentlige brugere m.v. Engroshandel omfatter både dagligvarer og udvalgsvarer samt handel med rå-og halvfabrikata. Detailhandel omfatter virksomheder, der fungerer som formidlere af varer til slutbrugere, jf. Erhvervsfremmestyrelsens ressourceområdeanalyse "Ressourceområdet serviceydelser", Marts 1994 s. 128. Det fremgår også, at der til detailhandel generelt er knyttet servicefunktioner som salg og markedsføring overfor slutbrugere, kundevejledning, garantiforpligtelser, reparationsservice, finansiering og vareleverancer. Til engroshandel er generelt knyttet servicefunktioner som logistik, rådgivning og teknisk service, markedsføring og finansiering. Det fremgår desuden, at der samtidig ses en udvikling i handelssektoren med en udviskning af den traditionelle arbejdsdeling mellem engros- og detailhandelsvirksomheder. Engrosvirksomheder varetager flere og flere typiske detailhandelsfunktioner og vice versa. Der er Miljø- og Energiministeriets opfattelse, at en engrosvirksomhed i varesortiment og markedsføring henvender sig til andre engrosvirksomheder, fremstillingsvirksomheder og professionelle brugere, f.eks. håndværkere, og at virksomhedens salg til private er af underordnet betydning for det bestående miljø, det vil sige for detailhandelsstrukturen i oplandet, trafikforsyningen, områdets karakter m.v.
Folketinget har i 1997 ændret planlovens regler om detailhandel Folketinget vedtog den 29. april 1997 en ændring af planlovens regler for amter og kommuners planlægning for detailhandelsbutikker i overensstemmelse med Detailhandelsudvalgets anbefalinger. Formålet med lovændringen er bl.a. at stimulere til investeringer i detailhandelen i de mindre byer og at styrke de eksisterende bymidter som levende og varierede handelscentre. Et andet væsentligt formål er at styrke administrationspraksis i amter og kommuner. Beslutninger om placering af detailhandelsbutikker og om butikkernes størrelse skal træffes på et sagligt grundlag. Derfor præciserer lovens bestemmelser, hvilke oplysninger der skal fremgå af såvel region-, kommune- og lokalplaner. Planlovens nye mål for detailhandelen Loven indfører som noget nyt nogle generelle retningslinier for amters og kommuners planlægning, bl.a. at planlægningen skal fremme et varieret butiksudbud i mindre og mellemstore byer samt i de enkelte bydele i de større byer, sikre, at arealer til butiksformål udlægges, hvor der er god tilgængelighed for alle trafikarter, herunder især den gående, cyklende og kollektive trafik, og fremme en samfundsmæssigt bæredygtig detailhandelstruktur, hvor transportafstande i forbindelse med indkøb er begrænsede. Eksisterende lokalplaner kan udnyttes Adgangen til at udnytte eksisterende lokalplaner er ikke ændret. Disse rummer mange muligheder for etablering af butikker, herunder tømmerhandel og byggemarked. Byggemulighederne fremgår af de enkelte lokalplaner. Præciserede regler om butikkers placering Loven indfører en hovedregel om, at nye arealer til butikker skal ligge i den centrale del af en by eller en bydel, eller i afgrænsede aflastningsområder hvis der af hensyn til et bevaringsværdigt bymiljø ikke er plads i bymidten. Områderne afgrænses i regionplanen. Butikker der "alene forhandler særligt pladskrævende varegrupper" kan dog placeres uden for de planlagte center- og butiksområder. Loven giver endvidere mulighed for at planlægge for butikker i aflastningsområder uden for bymidten. Her kan der f.eks. ligge et byggevaremarked med en maksimal butiksstørrelse i overensstemmelse med region-, kommune og lokalplanlægningen.
Butikker der alene forhandler særligt pladskrævende varegrupper Af de særlige bemærkninger til lovens 5d fremgår det at "særligt pladskrævende varegrupper er f.eks. tømmer, større bygningsmaterialer og biler. Derimod er varegrupper som fødevarer, tøj, legetøj, babyudstyr, tv/radio, edb, foto, hårde hvidevarer, møbler, tæpper, boligtilbehør og isenkram m.v. ikke omfattet af begrebet". Det betyder, at det ved udarbejdelse af loven har været en forudsætning, at salg af de varegrupper, der typisk sælges fra tømmerhandler og byggemarkeder - i det omfang der er tale om detailhandelsbutikker - er omfattet af lovens bestemmelser. Det er derfor ved fortolkning af loven nødvendigt at sikre, at detailhandel med de nævnte varegrupper ikke unddrages de nye bestemmelser. Det er Miljø- og Energiministeriets opfattelse, at en traditionel tømmerhandel, der alt overvejende forhandler tømmer og andre større byggematerialer som f.eks. isoleringsmaterialer, rør, belægningssten, tagmaterialer og lignende, kan falde ind under kategorien "alene forhandler særligt pladskrævende varegrupper". Derimod kan et moderne byggemarked, der forhandler et bredt udbud inden for varegrupperne isenkram, fritidsudstyr, boligtilbehør, hårde hvidevarer, møbler, farve- og tapet, planter m.v., ikke betegnes som en butikstype der "alene forhandler særligt pladskrævende varegrupper". Disse butikker må derfor placeres efter samme regler som alle andre butikker, der sælger ovennævnte varegrupper. Det kan i denne forbindelse nævnes, at der under 3. behandling i folketinget blev stillet forslag om en udvidelse af gruppen af særligt pladskrævende varegrupper til også at omfatte møbler, tæpper, hårde hvidevarer, byggeartikler, TV/radio og edb-udstyr. Forslaget blev ikke vedtaget. Planloven indeholder ikke faste maksimale butiksstørrelser Planloven indeholder ikke faste maksimale butiksstørrelser. Det er amtet og derefter kommunen, der skal tage stilling til hensigtsmæssige butiksstørrelser i de enkelte byer og bydele på baggrund af hovedmålene. Loven sikrer, at der gives en særlig planlægningsmæssig begrundelse ved butiksstørrelser, der overstiger 1.000 m 2 bruttoetageareal for udvalgsvarebutikker og 3.000 m 2 bruttoetageareal for dagligvarebutikker. Ved bruttoetageareal forstås ifølge de specielle bemærkninger til lovens 6 b, stk. 2, nr. 4 "samtlige arealer til butiksformål. Det vil sige salgsarealer, lager, overdækket varegård, interne adgangsarealer, personalerum, cafeteria mv. Beregningen foretages i overensstemmelse med bygningsreglementets bestemmelser, idet eventuelle parkeringsarealer dog ikke medregnes." Det fremgår endvidere af 5 f, at kælderarealer medregnes. Ministeriet har i anden sammenhæng udtalt, at butikker efter ministeriets opfattelse må afgrænses som selvstændige butikker, d.v.s. have faste vægge.
Begrænsede planlægningsmuligheder i en overgangsperiode Indtil amterne har revideret regionplanen på det nye lovgrundlag, er der begrænsede planlægningsmuligheder jf. ændringslovens 3. der kan planlægges for butikker med et maksimalt bruttoetageareal på 1.000 m 2 for udvalgsvarebutikker og 3.000 m 2 for dagligvarebutikker. der kan planlægges for butikker i områder, der er udlagt til centerformål inden for et lokal-, bydels- eller bykernecenter der kan planlægges for butikker "der alene forhandler særligt pladskrævende varegrupper" både inden for og uden for de udlagte centerområder. Der kan endvidere planlægges for engrosvirksomheder som hidtil. Ministeren har ingen dispensationskompetence. Sammenfatning Gældende lokalplaner kan udnyttes Uanset lovændringen kan byggemulighederne i de gældende lokalplaner udnyttes - også i overgangsperioden. Det gælder også, hvis bestemmelserne muliggør butikker på 1.000m 2 bruttoetageareal for udvalgsvarebutikker. Der kan planlægges for engrosvirksomheder Uanset lovændringen kan kommunerne f.eks. vedtage en lokalplan, der indeholder bestemmelser om områdets anvendelse til f.eks. "let industri, lager og engroshandel". Der kan planlægges for butikker der alene forhandler særligt pladskrævede varegrupper Der kan både i og uden for de planlagte centerområder planlægges for butikker der alene forhandler særligt pladskrævede varegrupper, men den maksimale butiksstørrelse kan i en overgangsperioden ikke fastsættes til over 1.000 m 2 bruttoetageareal for udvalgsvarebutikker. Nogle projekter må afvente nye planer Hvis en detailhandelsbutiks flytteønske resulterer i, at der må udarbejdes en ny lokalplan, og denne ikke kan gennemføres inden for lovens overgangsbestemmelser, må udflytningen afvente planer efter lovens nye regler, herunder de generelle mål for detailhandelsplanlægningen samt de præciserede krav til retningslinier og planredegørelse.