Hvor er dannelsen i min gymnasieuddannelse?

DEBAT 4. DEC. 2014 KL. 00.01 Hvor er dannelsen i min gymnasieuddannelse? Når gymnasiets uddannelse går på kompromis med min dannelse og samtidig hæmmer udviklingen af mine personlige kompetencer, kan jeg som gymnasieelev nogle gange blive i tvivl om, hvorvidt det helt har glemt sit formål med at uddanne mig. CHRISTOFFER HENTZER DAUSGAARD OM DEBATTØREN Christoffer Hentzer Dausgaard er gymnasieelev»gymnasier TIL FREMTIDEN -parat til at læse videre«. Denne flotte overskrift pryder regeringens nye reformudspil til en justering af gymnasieuddannelsen, som blev fremlagt i går. Formålet: at gøre os elever ' dygtigere' og forberede os bedre på en videregående uddannelse. Midlet: mere obligatorisk matematik, færre studieretninger samt en kortere læseferie. Idéer, som siden de blev luftet i august har mødt opbakning i især den venstre side af Folketingssalen. Regeringens forslag til det moderne gymnasium viser et ambitionsniveau man umuligt kan være utilfreds med -hvem ønsker ikke elever, der er ' dygtigere' og mere studieforberedte? Men set fra mit perspektiv som gymnasieelev viser forslaget også, at regeringen og resten af Christiansborg mangler indsigt i et langt mere grundlæggende problem end bare antallet af studieretninger og matematikmoduler. For jeg mener ikke, at ' dygtighed' i dag kun kan forstås som en rent gymnasial evne. I et moderne samfund hvor kreativitet, iværksætteri og nytænkning er i høj kurs på arbejdsmarkedet, har vi i stigende grad brug for unge, som har særlige interesser uden for

de gængse fag, kan tænkte anderledes og som har individuelle evner og talenter. Men, som det nye reformudspil demonstrerer på strålende vis, lader systemet i dag til at have fortrængt en grundlæggende bevidsthed om, hvad der er nødvendigt for, at gymnasieuddannelsen kan leve op til tidens krav og give eleverne de bedste personlige udviklingsmuligheder. Og det får konsekvenser, allerede når vi skal til at vælge videregående uddannelse. FOR ET PAR dage siden stødte jeg ind i en ven på gangen i en pause mellem to moduler. Vi snakkede i nogle minutter, før jeg spurgte ham, hvad han skulle bagefter. Han tog en dyb vejrtrækning og svarede:»uh, ja, det er jo et stort spørgsmål. Altså jeg ville jo gerne være læge, men...«. Jeg måtte afbryde ham og forklare, at jeg selvfølgelig mente bag efter skoletid samme dag. Det er ikke nogen hemmelighed, at vores uddannelse på den anden side af gymnasiet ligger os elever meget på sinde. Og tilsvarende har jeg ikke tal på, hvor mange gange jeg er blevet spurgt af familievenner fra mine forældres generation, hvad jeg har tænkt at læse efter gymnasiet. Det er en beslutning, der har ekstremt stor betydning, ikke kun for min fremtid, men også for samfundets Og tilsvarende har jeg ikke tal på, hvor mange gange jeg er blevet spurgt af familievenner fra mine forældres generation, hvad jeg har tænkt at læse efter gymnasiet. Det er en beslutning, der har ekstremt stor betydning, ikke kun for min fremtid, men også for samfundets. Faktisk har jeg mange ønsker til fælles med samfundet, når jeg vælger videregående uddannelse: Den skal interessere mig (og blive ved med det, så jeg ikke dropper ud), den skal være mulig for mig at gennemføre, og så skal den helst være målrettet mod et særligt job (så jeg kan komme hurtigt i arbejde). Det er altså i den største interesse for alle parter, at jeg har de bedste forudsætninger for at træffe det optimale valg. Men hvad forhindrer mig i det, som det er i dag? DER ER i sig selv ikke noget problem i, at vi får en stor faglig og boglig viden på gymnasiet. Men det er et problem, når udviklingen af gymnasieelevernes personlige kompetencer og evner samtidig bliver så underprioriteret, at det ikke kun er frustrerende for den enkelte elev, men også er skadeligt for samfundet. Efter gymnasiet er der nemlig mere end 800 forskellige videregående uddannelser at vælge mellem for eleverne, der kun har beskæftiget sig med 10-11 fag i gymnasieuddannelsen. Som en elev med matematik som linjefag vurderer jeg, at det er et regnestykke, der ikke går op. Kan det undre nogen, at så mange unge stagnerer i sabbatår og har svært ved at vælge videregående uddannelse? Eller at de har et tårnhøjt frafald på samme? Nej, det er meget svært for mig som studerende at beslutte mig for en videregående uddannelse, hvis jeg ikke har haft muligheden for at beskæftige mig med emner og fagområder uden for gymnasiets fag. Jeg kan nemlig ikke træffe valget alene på baggrund af mine gymnasiefag. For hvis jeg er god til dansk, betyder det så, at jeg skal være dansklærer? Og skal jeg nødvendigvis være fysiker, fordi jeg er god til fysik? I STEDET tror jeg, at det optimale valg træffes bedst på baggrund af en ordentlig dannelse. Hvad mener jeg med det? Jo, jeg taler faktisk helt konkret om tre elementer af dannelse: For det første, det fagligt dannende: Den faktuelle viden og de faglige kundskaber vi får gennem undervisningen. Det fylder generelt det meste af gymnasieundervisningen, da alle fag har et vist element af faktuel og praktisk viden (som grammatik i fransk eller regneregler i matematik). For det andet, det alment dannende: den undervisning, som lærer os at reflektere og tage stilling som individer i vores kulturelle, historiske og samfundsmæssige kontekst. Det er eksempelvis, når vi analyserer kanonlitteratur i dansk, diskuterer vores danske

velfærdsmodel i samfundsfag eller besøger et historisk museum. Det alment dannende hænger derfor meget sammen med det fagligt dannende, da det er en form for bred viden på tværs af flere fagområder, der danner selve grundlaget for at kunne tage stilling. Det kan umuligt være i samfundets interesse at gå på kompromis med dette vigtige valg. Derfor burde det også være gymnasiets primære formål og ansvar at sørge for, at dets elever får alle tre aspekter af dannelse med sig For det tredje, det personligt dannende: de personlige erfaringer, som vi får gennem at dyrke egne interesser og deltage i frivillige aktiviteter. Det kan både være faglige og sociale sammenhænge, der danner os, ofte igennem andre institutioner i samfundet såsom kunstog kulturlivet, familielivet, fritidsuddannelser og -interesser, det sociale liv og medierne. For mig at se er disse tre elementer lige dannende for den enkelte elev og derfor lige vigtige for den samlede dannelse. Ingen af dem kan undværes eller underprioriteres, da de tilsammen udgør det grundlag, hvorpå vi kan træffe det optimale valg af vores videregående uddannelse og ultimativt vores fremtidige arbejde. Det kan umuligt være i samfundets interesse at gå på kompromis med dette vigtige valg. Derfor burde det også være gymnasiets primære formål og ansvar at sørge for, at dets elever får alle tre aspekter af dannelse med sig. AF SAMME grund bliver jeg både forvirret og frustreret, når jeg slet ikke kan få øje på dette grundlæggende dannelsesformål i min gymnasiehverdag. Som det er nu, har gymnasiet fokus primært på det faglige, en lille smule på det almene og slet ikke på det personligt dannende -dette misforhold vil gymnasiereformen kun forværre. Ja, det eneste, der minder om personlig dannelse i gymnasiet, er elevernes mulighed for at bestemme egen studieretning og valgfag. Og denne specialisering inden for gymnasiets faglige er ikke engang reelt personligt dannende; det kræver nemlig, at gymnasiet tager højde for den enkelte elevs faglige, sociale og interessemæssige præmisser. Det er klart nok umuligt for uddannelsesinstitutioner af den størrelse som gymnasierne at sætte sig ind i deres hundred-eller tusindvis af elever på den måde og overtage den personlige udvikling. Det er trods alt den enkelte elev, der har de bedste forudsætninger for at imødekomme sine egne interesser, uanset hvor mange studieretninger gymnasiet specialiserer sig i. Men med min bevidsthed om, hvor meget min fremtid afhænger af, at jeg får så høje karakterer som muligt, har jeg indset, at jeg ikke har ' råd' til at bruge tiden på det, som jeg virkelig brænder for, på bekostning af min gymnasiale uddannelse og mit værdifulde karaktergennemsnit. DERFOR ER det nu sådan, at den enkelte elevs personlige dannelse varetages alene af gymnasiets tilbud om forskellige valgfag og studieretninger. Men ikke nok med at det er utilfredsstillende og hellere skulle overlades til eleven selv, så svækker denne faglige specialisering faktisk også gymnasiets almene dannelse. For når eleverne vælger gymnasiale studieretninger, der består af nogle særlige fag, fravælger de samtidig nogle andre. På den måde forsvinder den faglige bredde, som er selve grundlaget for den almene dannelse. Er der nogen, der kan fortælle mig, hvordan man kan kalde en dannelse for ' almen', hvis dele af den kan fravælges efter behov? DEN ALMENE dannelse er med til at give en varieret faglig bagage og dermed bedre forudsætninger for innovativt og tværfagligt arbejde på deres videre uddannelser og fremtidige arbejdspladser. Men også for at give redskaber til refleksion og stillingtagen, som er vigtigt for os gymnasieelever, når vi skal træffe det optimale valg af videregående uddannelse. Men hvordan får vi så alle tre dannelseselementer ligeværdigt med i gymnasiets store uddannelsesligning? Hvad kan vi realistisk set gøre for at skabe et bedre

dannelsesgrundlag for os studerende, som vi kan bruge i vores videre uddannelse? Jeg kan røbe, at svaret ikke findes i regeringens reformudspil. Nej, i virkeligheden rummer systemet til dels løsningen selv, og den er opstået uden for gymnasiets rammer. Jeg er selv blevet udpeget af mit gymnasium som et fagligt ' talent' (på baggrund af min første karaktergivning i 1. g) og har fået plads på et frivilligt, selvstændigt ' talentudviklingsprogram' af navnet Akademiet for Talentfulde Unge (ATU). Det giver særligt udvalgte ' talentfulde' elever mulighed for at få fri fra nogle gymnasiemoduler i ny og næ og deltage i ' talentaktiviteter' op til fire gange ugentlig, som workshops, forelæsninger og virksomhedsbesøg, der beskæftiger sig med alt fra retorik og historie til krystallografiog datalogi. ATU giver mig et helt unikt fagligt udbytte; både fra fag, som jeg har en personlig interesse i, og fra andre spændende fagområder, som jeg ikke anede eksisterede. Jeg benytter mig af det så ofte som muligt, og jeg opfatter det i dag som en af grundstenene i min personlige og almene dannelse. Der er bare to problemer ved denne slags fagtilbud: Der er slet ikke nok af dem - og så er det desværre fælles for dem alle, at de kun er forbeholdt ' talenterne'. Jeg har dog endnu ikke oplevet et eneste foredrag eller en workshop, som jeg tror mine klassekammerater ikke ville kunne ' forstå' eller få noget ud af, tværtimod. Når jeg fortæller dem om mine oplevelser, ærgrer de sig over, at de ikke er så ' talentfulde' som jeg. En af dem var endda ved at pjække fra et modul en dag for at snige sig med til et foredrag om demokrati og borgerkrige i Mellemøsten. Denne mulighed for at opsøge viden har ikke noget med ' talenter' at gøre, men er derimod gavnlig for alle. Hvorfor skal den være forbeholdt de få? Vi, der er blevet udpeget som ' talenter' får, i mine øjne, et unikt kompetencemæssigt forspring på baggrund af noget så tilfældigt og misvisende som en karaktergivning givet blot to måneder efter gymnasiestart. Når betegnelsen ' talent' tilsyneladende tildeles på et så relativt grundlag, hvorfor så ikke lade den indbefatte alle eleverne? Eller ophæve den helt? Ja, man kunne se ud over talentbegrebets begrænsninger og give tilskud til mange af denne slags faglige tilbud, som var for alle elever med interessen, nysgerrigheden og lysten til at lære som eneste adgangskrav. Disse fagtilbud kunne lærerne eventuelt stå for; selvstændigt, på tværs af gymnasier, alene eller i grupper og i form af f. eks. studiekredse, workshops, besøg på kulturinstitutioner eller arrangerede forelæsninger på universiteterne. Alle tilbuddene skulle også være studieforberedende, i den forstand at de arbejdede inden for et eller flere faglige områder, som var relevante for en eller flere uddannelser, da det kunne give eleverne en idé om det konkrete indhold af de pågældende uddannelser. Derudover kunne man oprette særlige tilbud til musikog sportsudøvere, der også skulle have muligheden for at dyrke deres helt særlige talenter. Dette har vi også ganske velfungerende eksempler på i dag i form af f. eks. MGK (musikalsk grundkursus) på bl. a. mit eget, Sankt Annæ Gymnasium, og ' TeamDK'-ordningen på bl. a. Rungsted og Ordrup Gymnasium. Eleverne skulle selvfølgelig selv have lov til at vælge frit mellem aktiviteterne og ' studierne', både for at fordybe sig i eksisterende interesser og for at afprøve nye emner og udvide deres faglige horisont. Det kunne passende kombineres med erhvervspraktiske besøg på virksomheder eller besøg på videregående uddannelser. Man kunne integrere det i et overordnet ' tilmeldingssystem', måske ligesom ECTS-pointsystemet fungerer på universitet, der sikrede, at det ikke blev udnyttet af eleverne. Og gymnasiets rolle? Den skulle fylde mindre tidsmæssigt - ikke betydningsmæssigt. Da den personlige dannelse ville blive den enkelte elevs eget ansvar, kunne gymnasiet droppe den

faglige specialisering i form af studieretninger og valgfag og i stedet koncentrere sig om sine egne spidskompetencer: det alment og fagligt dannende Da den personlige dannelse ville blive den enkelte elevs eget ansvar, kunne gymnasiet droppe den faglige specialisering i form af studieretninger og valgfag og i stedet koncentrere sig om sine egne spidskompetencer: det alment og fagligt dannende. Det ville give den samme bredt dannende undervisning for alle eleverne, der samtidig fik plads til personlig udfoldelse og fordybelse ved siden af - uden dermed at skulle bekymre sig om presset fra deres karaktergennemsnit. Hvor ville vi blive ' dygtige'! SOM JEG SER det, ville det være en løsning, der gav eleverne de bedst mulige forudsætninger for at træffe det optimale valg af videregående uddannelse (og arbejde) og derfor også en større tryghed og sikkerhed. Både fordi der ville være et sikrere grundlag at træffe valget på, men også fordi gymnasiesystemet som helhed ville være mere studieforberedende. Et gymnasium, der på denne måde vægter de studerendes evne til at strukturere deres egen tid, selv opsøge den nødvendige viden og tage ansvar for egen læring, må være langt det mest forberedende til universitetet. Statsministerens målsætning om fremtidens gymnasium, der gør eleverne ' dygtigere' og bedre forberede på en videregående uddannelse, er jeg naturligvis meget enig i. Men jeg nægter at tro på, at antallet af studieretninger, matematikmoduler eller læseferiedage kan gøre nogen reel forskel for dette. Vil vi forbedre gymnasiet på denne måde, må vi indse, at det ikke kan optimeres yderligere efter den eksisterende model. Nej, det er på tide at gentænke dets grundprincipper med det hovedformål at inkludere både den faglige, den almene og den personlige dannelse. Denne løsning fungerer til dels allerede for den lille gruppe af landets mange elever, der går på ATU, og giver os ' talenter' mulighed for at få værdifuld viden og erfaring, der går langt ud over, hvad gymnasiet kan tilbyde. Fremtidens gymnasium bør derfor give alle eleverne mulighed for en sådan personlig dannelse i et samfund, som bliver stadig mere mangfoldigt og stiller større krav til selvstændighed, kreativitet og særegenhed hos den enkelte. Fremtidens gymnasium vil kunne opfylde disse krav, ikke på trods af dannelsen, men på grund af dannelsen.