Vurdering af beredskabsplanen for Cairns prøveboringsprogram 2011 i Grønland

Vurdering af beredskabsplanen for Cairns prøveboringsprogram 2011 i Grønland Professor Richard Steiner, University of Alaska (pens.), olieudslipsekspert 20. august 2011 --------------------------------------------------------------------------------------------------------- Der er flere dokumenter, som omhandler de miljømæssige risici i forbindelse med Cairn Energys/Capricorns 2011-prøveboringer ud for Grønland (f.eks. EIA'erne, NERI Oil Spill Sensitivity Atlas for Greenland, Ocean Rig Operations Manual osv.). Jeg har kun haft adgang til og læst Cairns beredskabsplan "Oil Spill Prevention and Contingency Plan" der gennemgår de forebyggende foranstaltninger og indsatsen i forbindelse med olieudslip. Først en vigtig bemærkning om udgivelsesproceduren: Cairns beredskabsplan blev først offentliggjort i sidste uge (midt i august). Det er et godt stykke inde i boringssæsonen, og derfor har offentligheden af indlysende grunde ikke haft mulighed for at gennemse og kommentere planen, inden boringerne startede. Det må betragtes som en uacceptabel fremgangsmåde for enhver virksomhed eller offentlig myndighed, der går ind for en gennemsigtig beslutningsproces, hvor offentligheden er involveret. Jeg vil indtrængende anbefale, at alle planer fremover offentliggøres, så det er muligt at diskutere og kommentere dem i god tid, inden boringssæsonen går i gang. Mine foreløbige, kortfattede kommentarer til min hurtige gennemgang af beredskabsrapporten kan læses nedenfor. Helt overordnet mener jeg, at Cairn Energys beredskabsplan er mangelfuld på tre afgørende områder: Forebyggelse af olieudslip, brøndsikring og indsatsen ved olieudslip. Med al respekt så er jeg overrasket over, at de grønlandske myndigheder kan godkende Cairns/Capricorns 2011-boringsprogram i Grønland på grundlag af dette dokument. Cairns beredskabsplan er ikke en fyldestgørende plan, og den indeholder ikke i tilstrækkelig grad oplysninger, der gør det muligt at vurdere sikkerheden omkring projekterne eller indsatsen i forbindelse med krisesituationer. Ifølge planen har Bureau of Minerals and Petroleum (BMP), den engelske boringsinspektør, Det Norsk Veritas (DNV) og eksterne, uafhængige brancheeksperter vurderet og godkendt designet og udstyret for hver eneste af de projekterede boringer. Desuden hævdes det i planen, at alle aspekter af programmet opfylder eller mere end opfylder de nye amerikanske regler for offshore boringer. Beredskabsplanen indeholder imidlertid ikke nogen oplysninger, der underbygger disse påstande eller de uafhængige rapporter, og derfor er det ganske enkelt ikke muligt at vurdere projekternes og udstyrets sikkerhed udelukkende på grundlag af planen. Desuden er der flere tvivlsomme antagelser om risikoen for et udslip og effekten af indsatsen efter et udslip i Cairns plan. Planen underdriver kraftigt den potentielle størrelse og konsekvenserne af en udblæsning (et såkaldt blowout) fra en af de fire boringer. Og samtidig overvurderer planen effekten af de tiltag, der skal stoppe udslippet og eliminere konsekvenserne af olieforureningen. Dette er beklageligvis typisk den måde, som olieindustrien argumenterer på, når den forsøger at få godkendt offshore-projekter. 1

Det er imidlertid uklogt at basere sikkerhedsforanstaltningerne og indsatsplanen på alt for optimistiske antagelser. De vestgrønlandske kystområder er ekstremt økologisk sårbare. Og vi ved, at det er vanskeligt og meget risikabelt at foretage prøveboringer i de arktiske dybvandsområder. På den baggrund mener jeg, at Grønland fortjener en langt mere velovervejet, omfattende og detaljeret forebyggelses- og indsatsplan for olieudslip. Forebyggelse af udslip/sikring af borebrønden Borebrøndene Gamma B, LF6-B (Lady Franklin) og AT2-B (Atammik) befinder sig alle på meget dybt vand, hvor det er betydeligt mere risikabelt at bore end på lavt vand. Gamma B ligger helt nede på 1.520 meters dybde det er lige så dybt som Macondobrøndhovedet i Den Mexicanske Golf. Og da vi ikke med sikkerhed kan afgøre dybden og trykket i de reservoirer, der er under havbunden (Cairn forventer målzoner fra 8.000 13.124 meter og i værste fald et reservoirtryk på 10.987 psia, men intet er sikkert, før brønden er boret) er det ikke muligt at vurdere risikoen udelukkende ud fra planen. Det risikoreduktionsmål, der anvendes i beredskabsplanen ALARP (As Low As Reasonably Practicable/så lavt som praktisk muligt) er ikke tilstrækkeligt til denne type risikofyldte projekter i så biologisk sårbare miljøer. Risikoreduktionsmålet burde forhøjes til ALAP (As Low As Possible/så lavt som muligt). Med et ALARP-mål accepteres de risici, der er meget dyre at sikre sig imod og det er uacceptabelt i et område, der er så følsomt som Vestgrønland/det østlige Canada. Det ville være hensigtsmæssigt, hvis Cairns beredskabsplan indeholdt en fuldstændig oversigt over ulykker for både Ocean Rig Driller og Capricorn Greenland. Det ville gøre det nemmere at vurdere, om planens antagelser vedrørende sikkerhed er pålidelige. Desuden kan ansvarsfordelingen mellem Capricorn Greenland (borebrøndene på havbunden) og Ocean Rig Driller (borehovedet, bundrørene og boreplatformen) muligvis også skabe problemer. Det er en problemstilling, der bør afklares nærmere. Ifølge beredskabsplanen er der udarbejdet en detaljeret og præcis procedure, men den beskriver ikke i detaljer projekteringen af de planlagte brønde. Hvis det skal være muligt at vurdere brøndkonstruktionernes sikkerhed, skal planen indeholde alle resultater vedrørende brøndkonstruktion og udstyr fra de eksterne brancheeksperter, BMPanalysen, risikovurderingen fra Det Norsk Veritas (DNV) og den engelske boringsinspektørs rapport. Beredskabsplanen indeholder imidlertid ingen oplysninger om disse vigtige, uafhængige vurderinger. I afsnittet om brøndsikring er der udeladt en del informationer, som er nødvendige for at kunne vurdere brøndkonstruktionen ordentligt, bl.a. følgende: Hvordan er den nøjagtige udformning af sikkerhedsventilen, den såkaldte blowout-preventer (BOP)? Hvilke reparations- og vedligeholdelsesarbejder er der foretaget på BOP'en? Hvor mange centreringsenheder vil der blive brugt til at holde borestrengen centreret og forsvarligt 2

cementeret? Hvilke foringsrør og hvilken forankring vil der blive anvendt? Hvad er den præcise sammensætning af cementen? Hvilken metode anvendes til test af undertryk? Afsnittet om brøndsikring i beredskabsplanen er i bund og grund en generel lærebogsdiskussion om brøndboring, men det forekommer meningsløst, hvis anvisningerne ikke implementeres og håndhæves. Planen indeholder ikke en detaljeret diskussion af, hvordan et blowout skal håndteres. Vi får f.eks. ikke at vide, om de vil bruge MWCS-systemet (Marine Well Containment System), der er udviklet i USA, til at stoppe en udblæsning ved brøndhovedet. Der står kun, at: "udstyr til indkapsling af borebrønden skal flyves til Kangerlussuaq " Og det fremgår, at dette indkapslingsudstyr "er konstrueret og produceret i overensstemmelse med BOEMRE-anbefalingerne." Men vi får ingen oplysninger om, hvad det er for en type indkapslingsudstyr. Som vi så i forbindelse med BP's forsøg på at indkapsle Macondo-udblæsningen skal udstyret være designet og testet på forhånd, så det er klar til at blive anvendt. Anvisningerne for, hvordan kemiske dispergeringsmidler skal benyttes på havbunden, er så generelle, at de formentlig ikke er anvendelige i praksis. Dette punkt bør uddybes langt mere. Cairn vil etablere to platforme i nærheden af hvert boringsområde Corcovado og Leiv Eiriksson. Det er en effektiv sikkerhedsforanstaltning, der gør det hurtigere at bore en aflastningsbrønd i tilfælde af et blowout. Offentligheden bør selvfølgelig kende specifikationerne for disse platforme, men de oplysninger er underligt nok udeladt. Det er der, så vidt jeg kan se, ingen grund til. Den aktive boreperiode på Lady Franklin og Atammik varer indtil den 1. december. Det betyder, at der formentlig ikke vil være en tilstrækkelig stor sikkerhedsmargin inden vintersæsonen. Hvis der kommer et blowout midt i november, vil der først være etableret en aflastningsbrønd fra den anden platform til den defekte brønd i januar eller senere. Og det er efter min vurdering for langt inde i vintersæsonen. Jeg anbefaler, at den aktive boreperiode forkortes med én måned til 1. november for de sydlige boringsområder. Beredskabsplanen har en god diskussion af håndteringen af isproblemerne, men der burde også foretages en øvelsesboring, hvor man forsøger at slæbe et af de større relevante isbjerge, som kan veje op til 10 million ton. Planen indeholder ingen detaljer om egenskaberne hos de slæbebåde, der er i beredskab, f.eks. motorernes hestekræfter, fortøjningspælenes træk osv., og det er derfor umuligt fastslå, om de kan slæbe/skubbe store isbjerge. Den anslåede tid, der skal bruges på at etablere en aflastningsbrønd, er taget fra "en anden meget stor operatør" og vurderes at være 16 dage for en 2.400 m dyb brønd og 34 dage for en brønd med en dybde på 4.300 m. Men der er ingen fakta, som underbygger disse tidsestimater, i planen. De må bero på formodninger snarere end på omhyggelige udregninger med udgangspunkt i de specifikke Cairn-projekter. Hvis vi ser på de seneste erfaringer med aflastningsbrønde på dybt vand i mere fremkommelige områder, så virker 3

34 dage til boringen af en aflastningsbrønd som et meget optimistisk skøn. Det tog 4 måneder at etablere en aflastningsbrønd til dybthavsplatformen Deepwater Horizon, så blowout'et fra Macondo-brønden kunne stoppes. Arbejdet med at bore en aflastningsbrønd til Macondo blev afbrudt flere gange pga. vejrforholdene, og den samlede boringstid blev derfor forlænget. Cairn har tilsyneladende udarbejdet planer for aflastningsbrønde, men de er ikke medtaget i beredskabsplanen. Derfor er det ikke muligt at vurdere disse planer på grundlag af beredskabsplanen. Det er godt, at der knyttes en uafhængig borebrøndekspert (en WCE-ekspert/Independent Well Control Expert) til hver boreplatform. WCE-eksperten bør udarbejde daglige rapporter, der bliver offentligt tilgængelige. Med hensyn til de regler og standarder, der anvendes til brøndsikring, står der følgende i beredskabsplanen: Efter den tragiske ulykke i Den Mexicanske Golf blev der udarbejdet sikkerhedsanbefalinger for hele branchen. Cairn Energy har gennemgået de nuværende procedurer og det nuværende udstyr og kan bekræfte, at procedurerne og udstyret lever op til eller overgår BOEMRE-anbefalingerne (Bureau of Ocean Management). Det er en ekstremt vigtig påstand, men den bliver desværre ikke underbygget. Påstanden bør underbygges med en detaljeret tjekliste, men den nævnes ikke yderligere (bemærk: nogle af aspekterne uddybes muligvis i Ocean Rig Operations Manual, afsnit 17: Well Control). De nye amerikanske regler (BOEMRE-reglerne) for offshore-boringer omfatter følgende elementer: Kvalitetssikring af BOP (blowout-preventer/sikkerhedsventil) og ROV'er (fjernstyrede køretøjer) til placering af "hot stabs" på rørledninger; kvalitetssikring af frakoblingssekvens ved uheld (EDS Emergency Disconnect Sequence); uafhængig certificering af BOP, uafhængig kontrol af BSR-ventiler (blindlukkende sakseventiler); kvalitetssikring af afskærmningsrør til indkapsling af brøndhovedet; dobbelte mekaniske barrierer samt cementpropper til det afsluttende foringsrør; fremlæggelse af et diagram over kontrolsystemer og kontrolenheder; kontrol af, at BOP'en passer til den specifikke platform, uafhængig kontrol af, at cementen og foringerne passer til brøndkonstruktionen; udførelse af undertrykstest for at kontrollere brøndsikringen, rapportering af alle eftersyn og vedligeholdelsesarbejder på BOP'en, udarbejdelse af detaljerede procedurer for afledning af boringsvand osv. De amerikanske regler for brøndsikringsudstyr omfatter desuden følgende krav: 1. Der skal fremlægges dokumentation og diagrammer for alle sikringssystemer. 2. En uafhængig tredjepart skal bekræfte, at BSR-ventilerne (blindlukkende sakseventiler) kan skære igennem borerørene i hullet under det maksimalt forventede overfladetryk. 3. Der skal anvendes en undersøisk BOP-stak, som tillader anvendelsen af ROV'er (fjernstyrede køretøjer) i forbindelse med indsatsen; En ROV skal som minimum kunne lukke ét sæt "pipe rams" (rørlukkende ventiler), ét sæt "blind shear rams" (blindlukkende sakseventiler) og løfte LMRP'en (Lower Marine Riser Package). 4. Der skal konstant være en driftsklar ROV og et ROV-mandskab på hver 4

flydende boreplanform. 5. Der skal være et dødmandssystem og et automatisk afskæringssystem til dynamisk placerede boreplatforme. 6. Der skal udarbejdes mindstekrav for det mandskab, der har tilladelse til at styre vigtigt BOP-udstyr. 7. Det skal dokumenteres, at den undersøiske BOP inspiceres og vedligeholdes i overensstemmelse med API RP 53, der angiver de anbefalede retningslinjer for brug af BOP-udstyr og -systemer til borebrønde. 8. Der skal udføres obligatoriske test af alle ROV-funktioner på den undersøiske BOP-stak under stødtesten og test af mindst et sæt rørlukkende ventiler under den indledende test på havbunden. 9. Der skal udføres obligatoriske funktionstest af dødmandssystemet og systemet til automatisk afskæring på BOP-stakken under stødtesten og test af dødmandssystemet under den indledende test på havbunden. 10. Der skal udføres en obligatorisk tryktest, hvis der anvendes sakseventiler i en nødsituation. Ud fra beredskabsrapporten er det ikke klart, om Cairn/Capricorn har opfyldt alle disse krav. Det bør derfor kontrolleres og bekræftes. Indsats ved olieudslip Det fremgår korrekt af beredskabsplanen, at kraner og det mekaniske oliebekæmpelsesberedskab vil blive stoppet ved et isdække på kun 10 %. Det er ærlig snak. Desuden erkendes det, at lave temperaturer (under oliens stivnepunkt) vil få olien til at stivne og gøre det vanskeligt, hvis ikke umuligt, at pumpe den op. Disse to indrømmelser understreger, at det stort set er umuligt at foretage en genopretning ved olieudslip i isdækkede havområder. I beredskabsplanen står der, at: "selv under de mest optimale forhold vil der aldrig ske en oprydning/genopretning på 100 % efter et udslip, men nærmere på 10-20 %." For de fleste udslipsscenarier i arktiske offshore-områder er det imidlertid meget usandsynligt, at oprydningsarbejdet vil have en så høj succesrate. Men det er da en ærlig indrømmelse, at 80-90 % af olien ikke vil kunne fjernes maskinelt fra miljøet i forbindelse med et udslip fra borebrøndene. Kemiske dispergeringsmidler er ikke effektive i en lang række situationer, f.eks. når mængden af havis begrænser den turbulente opblanding. Hvis midlerne virker efter hensigten, transporteres olieforureningen væk fra havoverfladen og ned til den pelagiske vandsøjle, og nedbrydningen af olien fremskyndes. Men en kombination af dispergeringsmidler og råolie kan være mere giftig end hver enkelt komponent alene. Det er godt, at de grønlandske myndigheder ikke på forhånd vil godkende zoner, hvor der må bruges dispergeringsmidler, men i stedet vil overveje brugen af disse midler fra sag til sag. Beredskabsplanen anbefaler imidlertid brugen af dispergeringsmidler i kystnære 5

områder i visse situationer, selvom de færreste lande tillader det. Jeg anbefaler, at der aldrig gives tilladelse til at bruge dispergeringsmidler inden for en afstand af 10 km fra kysten (eksempelvis ved in situ-afbrænding) eller i områder, hvor blandingen af dispergeringsmidler og olie kan drive ind i nærheden af kysten. I forbindelse med offshore boringer bør dispergeringsmidler kun anvendes, når vind-, bølge- og vejrforholdene er optimale, så det er muligt at opnå en tilstrækkelig opblanding. Den naturlige turbulens (f.eks. 10-20 knob) er ikke nok til at dispergere olien på overfladen. Og dispergeringsmetoden bør kun anvendes på frisk, ikke-emulgeret olie. Eftersom Dasic Slickgone NS er det eneste godkendte dispergeringsmiddel i Grønland, burde planen indeholde detaljerede oplysninger om dette middels sammensætning og egenskaber, dets giftighed for lokale organismer og dets virkning på den type råolie, som det formentlig skal anvendes på. Dele af de tekniske sikkerhedsspecifikationer for dette produkt, som findes i beredskabsrapporten, er stort set ulæselige (især listen over farlige ingredienser), men specifikationerne indeholder tydeligvis ikke oplysninger om midlets giftighed over for lokale havorganismer eller dets forventede effekt på råolie. Det er to problemstillinger, som skal løses, inden man kan overveje at bruge dette produkt. Ved udslippet i Den Mexicanske Golf havde man adgang til mere effektive og mindre giftige dispergeringsmidler, men de blev ikke brugt. Desuden mener mange forskere, herunder mig selv, at dispergeringsmidlerne ikke blev anvendt på en effektiv måde i forbindelse med Golf-udslippet. I de fleste udslipsscenarier vil in situ-afbrænding næsten med sikkerhed være en mindre effektiv metode, end det fremgår af beredskabsplanen. Ifølge planen vil in situafbrænding være virkningsløs ved et isdække på mere end 30 % og ved emulgeringsværdier (vand i olie) på 30 procent eller mere. Desuden bliver vanskelighederne med at antænde og vedligeholde afbrændingen, håndteringen af restprodukterne samt problemerne med at holde dyrelivet væk fra branden ikke behandlet tilstrækkeligt indgående i planen. Og som der ganske rigtigt står i planen: "det er vanskeligt at få fjernet restprodukter, der synker." Indsamlingen af restprodukter er en vigtig problematik ved in situ-afbrænding nær kysten, men den behandles ikke tilstrækkeligt grundigt i planen. Hvis der gennemføres en in situ-afbrænding, er det helt afgørende, at mandskabet har personligt beskyttelsesudstyr, respiratorer osv. Om rensningen af kystlinjen står der følgende i planen: "Det er vanskeligt at inddæmme, rense eller beskytte kystområderne i Grønland pga. det ujævne og stenede terræn langs hele kystlinjen." Det betyder dybest set, at man ikke skal forvente, at der kan foretages en effektiv rensning af kystlinjen i forbindelse med et større udslip. Om restprodukterne i forbindelse med olieudslip står der, at: "der vil blive dannet store mængder restprodukter. I ekstreme tilfælde kan mængden af restprodukter blive 30 gange større end mængden af udstrømmet olie." Håndteringen af restprodukter bliver ikke beskrevet tilstrækkeligt detaljeret i planen. Cairns beredskabsplan tager ikke nok hensyn til de enorme logistiske udfordringer, der er ved store olieudslip. Vi ved af erfaring, at de planlagte logistiske procedurer hurtigt viser 6

sig at være utilstrækkelige ved store olieforureningskatastrofer (f.eks. Exxon Valdez, BP Deepwater Horizon osv.). Det er en problemstilling, der bør tages alvorligt. Beredskabsplanen tager ikke i tilstrækkelig grad højde for de vanskeligheder, der er forbundet med en indsats i det mørke, kolde og barske vejr i de arktiske kystområder i det sene efterår og vinterperioden. Det problem burde planen også forholde sig til. Beredskabsplanens diskussion af risikoen for sårbare dyrearter er meget forsimplet, og den underdriver markant de potentielle påvirkninger. For eksempel hævdes det i planen, at: "havpattedyr generelt er mindre sårbare over for olie end andre organismer". Det er imidlertid en kendt sag, at olieudslip har forårsaget store skader på havpattedyr (f.eks. døde flere tusinde havpattedyr som følge af Exxon Valdez-udslippet i Alaska). Planen anfører, at et udslip kan få "betydelige" konsekvenser for bestanden af narhvaler. Om påvirkningen af fiskebestanden hævdes det, at: "giftkoncentrationen på åbent hav sjældent vil være høj nok til at forårsage dødelighed". Det er imidlertid langt fra sikkert, især ikke når det gælder fiskeæg og planktonlarver. Planen påpeger, at stenbiderens og loddens gydning i tidevandszonen sker uden for boringssæsonen og derfor ikke er i fare. Men her ignoreres en afgørende detalje: Den olie, der flyder ind til kysten fra et udslip i sommeren/efteråret, vil sandsynligvis forblive i de kystnære områder indtil næste gydningssæson og kan dermed påvirke reproduktionen af disse vigtige fiskebestande. Og planen ser fuldstændig bort fra andre fiskearters gydningsadfærd og forureningens mulige påvirkning af disse arter. Planen indeholder heller ikke en god analyse af påvirkningen af planktonmiljøet. Der står korrekt i planen, at: "genopretningshastigheden kan være langsommere i det arktiske område pga. langsomme vækstrater og korte reproduktionssæsoner." Der står også følgende: "En stor andel af de ynglende voksne atlantiske søpapegøjer og alke fra de vigtige ynglekolonier i den ydre Diskobugt vil sandsynligvis blive udsat for olie i forbindelse med et udslip, der når området. Og det gælder også for andre arter (sort lomvie, søkonge)". Disse påvirkninger kan blive ret alvorlige. Desuden er der ingen diskussion af de mulige langtidseffekter af et større olieudslip i planen, men denne diskussion er forhåbentlig med i miljøkonsekvensvurderingen for Cairns 2011-boringsprojekter. Cairns beredskabsplan indeholder ikke en indsatsplan for dyrelivet dvs. en detaljeret plan for, hvordan og hvor firmaet vil håndtere, rense og rehabilitere de dyr, der bliver indsmurt i olie ved et udslip, f.eks. fugle og havpattedyr. Det er afgørende, at en sådan plan udarbejdes, før der sker et udslip. Beredskabsplanen omfatter heller ikke en plan for, hvordan der i tilfælde af et udslip kan udarbejdes en videnskabelig vurdering af skaderne på naturressourcerne sammen med de relevante myndigheder. I beredskabsrapporten anerkendes det, at olie, der strømmer ud i et isdækket hav, bliver indkapslet af isen. Det betyder, at olien kan spredes til nye områder sammen med isen og 7

derefter slippe ud i vandet igen, når isen tør. Med andre ord: Det område, der potentielt kan blive påvirket, bliver udvidet betydeligt ved udslip sidst i boringssæsonen. Det er endnu en indrømmelse, der understreger den høje risiko ved olieudslip i de arktiske havområder. Alligevel tager beredskabsplanens olieudslipsmodeller overhovedet ikke denne transportproblematik i betragtning. Cairn er klar over, at "det meste af kystlinjen er ekstremt sårbar, og det bør tages med i overvejelserne, når man planlægger offshore-indsatsen og beskyttelsen af kystlinjen. Det er yderst tvivlsomt, om man bør udføre en risikofyldt offshore-boring på dybt vand ud for så økologisk sårbare kystlinjer. Udslipsmodelleringen i Cairns beredskabsplan tager udgangspunkt i et scenarie med et blowout på 37 dage, hvor der udtømmes 5.000 tønder olie om dagen. Dette scenarie modelleres over 60 dage. Det er dog langt fra det værst tænkelige scenarie. Beredskabsplanen opererer med en maksimal udtømningsrate på 5.000 tønder om dagen, men de præmisser, som det tal er baseret på, er stærkt diskutable. Ifølge planen kan der i et worst case-scenarie maksimalt forventes et tryk på 10.987 psia, hvilket er tæt på det tryk, der var i Macondo-brønden i Den Mexicanske Golf (12.000 psia). Et blowout i en af Cairn/Capricorn-brøndene vil således kunne resultere i en udstrømning af en lignende mængde olie pr. dag. Desuden kan det faktiske tryk i oliereservoiret og brøndhovedet blive højere end forventet. Det anslås, at der ved Macondo-katastrofen blev udtømt 62.000 tønder pr. dag i den første periode og derefter omkring 53.000 tønder pr. dag, indtil udslippet blev stoppet. Og udstrømningen af olie varede i næsten 3 måneder (85 dage). Med andre ord: Den maksimale udstrømning fra Cairn/Capricorn-brøndene i 2011 er 10-20 gange større end 5.000 tønder/pr. dag i 37 dage. Jeg anbefaler, at der anvendes et udslip på 50.000 tønder pr. dag i 60 dage, eller i alt 3 millioner tønder, til modelleringen og til planlægningen af oprydningsarbejdet. Vi vil forhåbentlig aldrig se et udslip af denne størrelse, men det er bestemt en mulighed. Beredskabsrapporten behandler ikke tilstrækkeligt indgående konsekvenserne af de såkaldte oliefaner, der opstår under vandet i forbindelse med et blowout på dybt vand. Disse undersøiske oliefaner blev overbevisende dokumenteret ved Deepwater Horizon, og de er blevet bekræftet i andre undersøgelser af blowouts på dybt vand. Oliefanerne kan stabiliseres på dyb vand og spredes med de dybe havstrømme i andre retninger end oliepølene på havoverfladen. Visse aspekter af denne undersøiske forurening behandles i planens 3D-model, men dynamikken behandles ikke tilstrækkeligt detaljeret. Det er en problematik, som Cairns beredskab burde tage højde for. Modelleringen i beredskabsplanen viser en omfattende olieforurening af østkysten ved Baffin Island, men der står intet om, at der er udarbejdet risikovurderinger eller indsatsplaner i samarbejde med Canada. Et udslip fra en af de fire brønde vil næsten helt sikkert krydse de internationale grænser ind i canadisk farvand og blive et grænseoverskridende udslip. Ifølge beredskabsplanens model er der "mere end 10 % sandsynlighed for olieforurening på en stor del af den østlige kystlinje på Baffin Island". 8

Denne risiko vil være endnu større ved de sydlige boreområder ved Lady Franklin og Atammik. Og hvis man anvender det højere udslipsestimat (50.000 tønder pr. dag i 60 dage), vil et udslip kunne spredes endnu længere, end det forudsiges i den nuværende model Et sådant worst case-udslip vil bevæge sig ned langs Baffin Island til Labradorkysten, Newfoundland og måske endda endnu længere. Beredskabsplanen burde indeholde oplysninger om, hvordan denne trussel vil blive håndteret i samarbejde med de canadiske myndigheder. Cairns vurdering af effekten af en oprydning er alt for optimistisk. Planen anslår dog, at olie/vand-forholdet på vandoverfladen vil være ca. 75 % i begyndelsen og 50 % senere i forløbet. Det ligner en indrømmelse af, at en stor del af den olie, der kommer fra et blowout på dybt vand, ikke vil kunne opsamles. Og der kan også stilles spørgsmål ved planens antagelser om emulgering. Ifølge planen kan det maksimale vandindhold i den spildte olie være 70 %. Alligevel opereres der i planen med et gennemsnitligt vandindhold på kun 20 %, så den samlede mængde olie, der skal opsamles og oprenses, bliver 4.375 tønder pr. dag fra af et samlet udslip på 5.000 tønder pr. dag. I lyset af de lange reaktionstider, der forekommer ved store udslip, vil det være langt mere realistisk at anvende en højere emulgeringsrate, f.eks. 40 % eller 60 %. Disse emulgeringsrater giver et udslip, der skal oprenses, på hhv. 8.600 og 13.000 tønder pr. dag. Og som nævnt ovenfor bør der anvendes modeller med en samlet udslipsmængde, der er helt op til 10 gange højere end de 5.000 tønder pr. dag i Cairns beredskabsplan. Når man benytter disse betydeligt højere udslipsestimater og de højere emulgeringsrater, forekommer en mindre markant oprensningshastighed på 94 m 3 pr. dag (ca. 650 tønder pr. dag) mere realistisk. Antagelserne om dispergeringsmidlernes effektivitet (648 m 3 pr. dag eller 4.076 tønder pr. dag) er ikke rimelige, især ikke i et ishav med en utilstrækkelig turbulent opblanding. Desuden er produktionskapaciteten for Dasik rapporteret til at være kun 50 m 3 pr. dag. Den forventede effekt af in situ-afbrænding virker heller ikke sandsynlig, og den anslåede afbrændingsrate (541 m 3 pr. dag eller 3.233 tønder pr. dag) er formentlig alt for optimistisk. Det virker derfor urealistisk, når planen regner med, at der kan opsamles, kemisk dispergeres eller afbrændes en mængde olie på 1.398 m 3 eller 8.793 tønder pr. dag. Og selvom det skulle være muligt at nå denne mængde, vil den kun udgøre en lille del (nogle få procent) af udslippet, hvis man tager udgangspunkt i de højere udslipsrater og -mængder, der beskrives ovenfor. Det står således klart, at indsatsen ved et større udslip fra en af Cairns 2011-offshore-brønde ved Grønland næsten helt sikkert vil være virkningsløs. Det fremgår tydeligt af beredskabsplanen, at de boretilladelser, der er givet til Cairn/Capricorn, betyder, at de grønlandske myndigheder er udelukket fra at lede eller koordinere indsatsen i forbindelse med et udslip fra et Cairn/Capricorn-boreprojekt. Myndighederne bør klart fastholde muligheden for at "nationalisere" et udslip, hvis den ansvarlige part eller de involverede underleverandører ikke leverer en tilstrækkelig 9

indsats. Men Grønlands Kommando (kystvagten) er tilsyneladende afskåret fra at tage et sådant skridt. Dette vilkår bør ændres. Det er uklart, hvilke bestemmelser om økonomisk ansvar i den grønlandske lovgivning, der kan anvendes ved udslip fra Cairn/Capricorn-boreprojekterne. CLC-konventionen og Den Internationale Kompensationsfond for olieforurening (1992 Fund), som Grønland har underskrevet, dækker kun udslip fra tankskibe og ikke udslip fra offshore boringer. Denne problemstilling bør opklares, og det økonomiske erstatningsansvar skal kunne dække omkostningerne ved et worst case-udslip. BP-udslippet i Den Mexicanske Golf vil sandsynligvis koste omkring 40 milliarder USD. Derfor vil jeg råde den grønlandske regering til at kræve et ubegrænset erstatningsansvar i forbindelse med disse offshore boringer. Desuden er det vigtigt, at de grønlandske myndigheder sikrer sig, at Cairn/Capricorn har en forsikring, som dækker i tilfælde af det værst tænkelige udslip. 10