Standardforside til projekter og specialer

ROSKILDE UNIVERSITET Institut for Samfund og Globalisering Standardforside til projekter og specialer Projekt- eller specialetitel: Statslig regulering af den danske banksektors risikovillighed Projektseminar/værkstedsseminar: Politik og administration - bachelorprojekt Udarbejdet af (Navn(e) og studienr.): Projektets art: Modul: Mikkel Lundemann Jensen 44298 Bachelorprojekt PA-B2 Trine Lasson Andreasen 44349 Bachelorprojekt PA-B2 Anna Louise Madsen 44936 Bachelorprojekt PA-B2 Jon Plenge Høier 44997 Bachelorprojekt PA-B2 Vejleders navn: Peter Nielsen Afleveringsdato: 27-05-2013 Antal normalsider: (Se næste side) 69 Tilladte normalsider jvt. de udfyldende bestemmelser: (Se næste side) 50-75

Statslig regulering af den danske banksektors risikovillighed Forår 2013 Mikkel Lundemann Jensen Jon Plenge Høier Anna Louise Madsen Trine Lasson Andreasen Vejleder: Peter Nielsen 1/95

Abstrakt I nærværende opgave foretages en undersøgelse af de adfærdsændringer i forhold til risikovillighed der kunne være opstået efter indførsel af bankpakke 1,2,3 og 4. Opgavens metodiske fundament er dokumentanalyse af lovtekster, høringssvar og udtalelser med relevans for opgavens problemstilling. Der er foretaget en teoretisk behandling af dokumenter hvor den teoretiske ramme udgøres af moral hazard-, principal-agent-, samt shareholder/stakeholder value teori. Dette har ført til en konklusion, der viser at man med bankpakkerne har givet bankerne et sikkerhedsnet der kan føre til mere risikobetonet adfærd. Dette forsøges hindret fra statens side ved hjælp af kontrol, men da kontrol aldrig kan udføres med fuldstændig effekt, vil man med bankpakkerne have givet øget mulighed for risikobetonet adfærd i banksektoren. Abstract In this current assignment, a study is carried out on the behavioral changes in relation to risk -taking, which may occur after the implementation of bank package 1, 2, 3 and 4. The methodological foundation of the assignment consists of document analysis of legal documents, consultation responses and opinions relevant to the issue. A theoretical processing of document has been made, where the theoretical framework consists of the moral hazard principal agent and also the shareholder/stakeholder value theory. This has led to a conclusion that shows that the bank packages have given the banks a safety net, which can lead to a more risky behavior. The government is trying to prevent this by controlling it, however because control can never be performed with a complete effect, there is increased possibility for risky behavior in the bank sector with the bank packages. 2/95

Indholdsfortegnelse 1. Problemfelt... 5 1.1 Bankpakkerne... 6 1.2 Problemstilling... 7 1.2.1 Problemformulering... 8 1.3 Begrebsafklaring... 9 1.4 Afgrænsning... 9 2. Teori... 11 2.1 Principal-agent teori... 11 2.2 Moral hazard... 13 2.3 Shareholder og stakeholder value... 16 2.4 Kritik af teori... 18 3. Metode... 20 3.1 Dokumentanalyse... 20 3.1.1 Dokumentindsamling af statens interesser... 23 3.1.2 Dokumentindsamling af pengeinstitutters interesser... 24 3.2 Validitet i opgaven... 28 3.3 Reliabilitet... 29 3.4 Operationalisering af teori... 29 3.5 Analysestrategi... 32 4. Analyse... 34 4.1 Regulering af pengeinstitutterne overordnet... 34 4.1.1 Bankpakke 1... 34 4.1.2 Bankpakke 2... 42 4.1.3 Bankpakke 3... 48 4.1.4 Bankpakke 4... 51 4.2 Analyse del 2: Finanstilsynets tilsyn af den finansielle sektor... 54 4.2.1 Regulering af pengeinstitutterne gennem Finanstilsynet... 54 4.2.2 Opsummering... 59 4.3 Analyse 3. del Pengeinstitutternes interesser i bankpakkerne... 60 3/95

4.3.1 Bankpakke 1... 61 4.3.2 Bankpakke 2... 63 4.3.3 Bankpakke 3... 69 4.3.4 Bankpakke 4... 73 4.3.5 Opsummering... 75 5. Diskussion af de 3 analysedele... 77 5.1.Opsummering på diskussion... 83 6. Konklusion... 84 7. Perspektivering... 87 8. Litteraturliste... 89 4/95

1. Problemfelt I efteråret 2008 blev de finansielle markeder verden over udsat for en alvorlig krise. Krisen udsprang i USA sommeren 2007 som følge af en række problemer med amerikanske boliglån, bedre kendt under navnet Sub-primekrisen. Med globaliseringens hastighed spredte krisen sig til adskillige finansielle markeder verden over, heriblandt Danmark. Talrige pengeinstitutter og virksomheder stod til at gå konkurs, hvis ikke deres respektive statslige myndigheder greb ind. Flere forskere mener, at krisen kan ses som værende blandt de værste siden Den store Depression i 1930 erne (Stiglitz 2010; Krugman 2009: 3). I de efterfølgende år har eksperter verden over forsøgt at komme med forskellige forklaringer på krisen og dens udbrud. Debatten kan siges at være mangfoldig, men ét centralt emne er gennemgående, nemlig spørgsmålet om regulering og karakteren heraf. Den statslige regulering af de finansielle markeder har været kritiseret for ikke at føre tilstrækkelig kontrol med den finansielle sektor. Men spørgsmålet er samtidig hvilken kontrol, der er stilstrækkelig, og om kontrol overhovedet kan forhindre en finansiel krise. Stiglitz argumenterer for, at den vigtigste ting fremadrettet er at sikre god regulering gennem reformerende lovgivning, og selvom det ikke kan forhindre en finansiel krise, kan det mindske dens konsekvenser (Stiglitz 2010: 321-339). I forbindelse med den finansielle krise er det offentlige system ligeledes blevet kritiseret for ikke at være god nok til at mindske den finansielle sektors risikotagen (Krugman 2009: 7). Hvis kontrollen af den finansielle sektor ikke er tilstrækkelig, kan det frygtes, at den finansielle sektor vil handle risikobetonet på bekostning af det øvrige samfund. Statens opgave bliver derfor at føre tilstrækkeligt tilsyn, som mindsker risikoen for finansiel uhensigtsmæssig adfærd. For at få nærmere indsigt i, hvordan denne opgave skal løses, må vi se nærmere på krisens påvirkning af den finansielle sektor i Danmark samt statens respons herpå. 5/95

I år 2008 kulminerede de danske penge institutters indlånsunderskud med hele 330 mia.kr., hvilket er et historisk stort underskud (Baldvinson, Bender, Busck- Nielsen, Rasmussen 2011: 26). Pengeinstitutterne regnede med, at de på sædvanligvis kunne understøtte deres udlån ved at optage likviditet fra det indenlandske penge- og kapitalmarked (Ibid: 26). Dette skulle alt andet lige vise sig at være problematisk, da der som følge af den amerikanske sub-prime krise var sket en fastfrysning af de finansielle markeder verden over (Ibid: 26). De danske pengeinstitutter oplevede som følge heraf store kredittab og negative nettoresultater, og i år 2009 nåede de finansielle nedskrivninger et rekord højt niveau (Ibid: 34). Normalt anses kredittab ikke nødvendigvis for at være negativt, så længe pengeinstitutterne bare har den fornødne egenkapital og en indtjeningsevne, som kan bære disse tab (Ibid: 38). Desværre var det grundet finanskrisen ikke tilfældet, da solvensen (den kapitale stødepude) og indtjeningsevnen ikke længere var tilstrækkelig. Ligeledes havde de danske pengeinstitutter svært ved at opnå lån på de internationale finansmarkeder (Østrup 2010: 9). Det medførte, at bankerne holdt igen med udlån til hinanden. Tabene på udlån har indtil videre medført, at adskillige pengeinstitutter enten er kommet under afvikling eller er blevet overtaget af andre finansielle virksomheder (Ibid). 2009 var for alvor krisens år. Verdensøkonomien gik ind i en recession og arbejdsløsheden eksploderede (Weise & Munkøe 2010: 5). De eksisterende regler og reguleringen var ikke i stand til at bremse krisen, og nye politiske tiltag måtte på forhandlingsbordet i en fart for at mindske krisens effekter. I Danmark var det første politiske tiltag bankpakke 1, og sidenhen skulle følge bankpakke 2, bankpakke 3 og bankpakke 4. 1.1 Bankpakkerne Forhandlingerne om bankpakkerne førte i første omgang til en redningspakke, som skulle sikre bankkunder og kreditorer deres tilgodehavende i de danske banker. Denne redningspakke blev indført som lov om finansiel stabilitet (LBK nr. 875 af 15.09.2009, herefter BKP 1). 6/95

Fire måneder senere fulgte Folketinget op med en ny redningspakke, som denne gang skulle forhindre, at danske banker i mangel på likviditet ville skrue ned for udlån til private bankkunder og erhvervslivet. Denne pakke går ved navnet lov om statsligt kapitalindskud i kreditinstitutter eller kreditpakken (LBK nr. 876 af 15.09.2009, herefter BKP2). I 2007 blev bankpakke 1 og 2 fulgt op af en tredje. Bankpakke 3 sigtede mod, at staten ikke længere havde samme engagement i banksektoren. Dermed ønskede regeringen ikke længere at yde fuld garanti for bankerne i tilfælde af flere bankkrak. Derfor skulle banksektoren nu selv garantere for bankkrak. Bankpakke 3 fik navnet Lov om ændring af lov om finansiel stabilitet, lov om finansiel virksomhed, lov om en garantifond for indskydere og investorer og lov om påligningen af indkomstskat til staten (LOV nr. 721 af 25.06.2010, herefter BKP 3). Med bankpakke 3 skilte Danmark sig ud i forhold til resten af de europæiske nationer. I kølvandet på bankpakke 3, som stillede danske banker mindre sikkert i forhold til andre europæiske banker, så man sig nødsaget til at regulere yderligere. Derfor vedtog Folketinget Lov om ændring af lov om en garantifond for indskydere og investorer, lov om finansiel virksomhed, lov om værdipapirhandel m.v., lov om finansiel stabilitet og ligningsloven, som også kaldes bankpakke 4. Bankpakke 4 havde overordnet set til formål, at bankerne skulle konsolidere sig, og at det skulle være nemmere for sunde banker at overtage usunde banker (Aftale om bankpakke 4). Bankpakkerne havde hver især forskellige formål, men overordnet var formålet at sikre de danske bankers lånemuligheder, at sikre lånemuligheder for borgerne samt at fastsætte regler for afvikling af nødlidende banker. 1.2 Problemstilling Bankerne spiller en vigtig rolle i den danske økonomi og samfundsudviklingen. Den finansielle sektor står hvert år for udlån til private og virksomheder for millioner af kroner, og det er derfor af samfundsmæssig interesse, at denne 7/95

sektor fungerer. Ligeledes har den finansielle sektor afgørende betydning for, hvorvidt andre sektorer kan skabe værdi, velstand og velfærd. Denne centrale position gør bankernes virksomhed vigtig for samfundets økonomiske tilstand. Derfor spiller staten en vigtig rolle i forhold til regulering af bankerne og sikring af, at denne sektor fungerer på den mest hensigtsmæssige måde, så samfundsøkonomien og herunder borgerne er bedst muligt stillet i fremtiden. Under krisen er bankerne blevet beskyldt for at have handlet uforsigtigt og drevet forretning med en for stor risikovillighed. Dette har ført til store tab og banker, der er krakket. Risikotagen er en central del af at drive bankvirksomhed, og der er en risiko forbundet både ved udlån og investeringer. Udlånsrisici afspejles i den rente, som debitor tilbydes ved optagelse af lån. Der foretages derved fra bankernes side en vurdering af den risiko for tab, der er forbundet med en forretning og der sørges for, at denne er afspejlet i renten. Derfor er risikotagning nødvendigt for en banks indtjeningsmuligheder, men samtidig kan det være fatalt for bankens fremtid hvis risikovurderingen er foretaget på et forkert grundlag, eller der er satset for meget. Ved en for høj risikoprofil er en bank sårbar over for udefrakommende faktorer såsom en krise (Baldvinsson, Bender, Busck-Nielsen & Rasmussen: 2011). Det er derfor relevant at undersøge, hvorvidt man fra statens side med indførsel af bankpakkerne kan ændre på den risikovillighed, der før finanskrisen er set hos bankerne og hermed undgå, at en lignende situation igen vil opstå. Debatten om regulering og i denne forbindelse bankpakkernes virke bliver hermed interessant at kigge nærmere på, hvilket har ført os til følgende problemformulering: 1.2.1 Problemformulering Hvordan kan den statslige regulering i form af bankpakkerne påvirke danske bankers risikovillighed? Som problemformuleringen indikerer, ønsker vi her en overvejende teoretisk undersøgelse på makroniveau. Vi finder det interessant og relevant at undersøge, hvilke regulerende mekanismer bankpakkerne indeholder, og 8/95

hvordan disse kunne påvirke bankerne og deres adfærd. For at besvare vores problemformulering vil vi i opgaven arbejde med nedenstående arbejdsspørgsmål i listede rækkefølge. En mere specificeret metodisk gennemgang vil være at finde i vores senere metodeafsnit. 1. Hvilke muligheder og krav følger med bankpakkerne? 2. I hvilket omfang fører staten kontrol med bankerne? 3. Hvilke interesser har bankerne i bankpakkerne? 4. Er staten og bankernes interesse i overensstemmelse med hinanden? 5. Kunne bankpakkerne ændre på pengeinstitutternes adfærd? 1.3 Begrebsafklaring Bankpakkerne: Når der refereres til bankpakkerne, refereres til bankpakke 1, 2, 3 og 4. Når vi anvender ordet bankpakke, henvises til lovene (BKP 1; BKP 2; BKP 3; LOV nr. 273 af 27.03.2012, herefter BKP 4). Pengeinstitutter/banker: Når disse to begreber bruges omfatter de både pengeinstitutter og realkreditinstitutter som er en del af den lovregulerede finansielle sektor i Danmark, men som godt selv må handle direkte på de regulerede markeder og varetager funktionen in house (Baldvinsson, Bender, Busck-Nielsen & Rasmussen 2011: 44). Staten: Ordet staten forstås som både regering og folketinget. Statens opgave forstås i dette projekt som varetagelse af samfundets fællesøkonomiske interesser. Når der analyseres på bankpakkernes indhold forstås dette som repræsenterende for statens interesser. 1.4 Afgrænsning I opgaven er der foretaget en afgrænsning i forhold til genstandsfeltet. Undersøgelsen vil beskæftige sig med bankpakke 1, 2, 3 og 4. Der findes herudover anden lovgivning, der regulerer den finansielle sektor i Danmark. 9/95

Denne regulering ser vi bort fra, og beskæftiger os udelukkende med reguleringen via bankpakkerne. 10/95

2. Teori Opgavens teoretiske ramme er sammensat af tre forskellige teorier. Alle tre skal på hver sin måde hjælpe til at kunne forklare adfærd og interesser hos henholdsvis stat og banker. Teorierne vil i det følgende blive gennemgået. Senere i opgaven vil blive præsenteret, hvordan operationaliseringen af disse vil foregå, sådan at de bliver anvendelige i vores analyse jf. 3.4 Operationalisering af teori 2.1 Principal-agent teori Til at undersøge de empiriske og normative fordringer i relationen mellem staten og pengeinstitutterne anvendes principal-agent teorien. Teorien skal bruges til at analysere på de delegationsmæssige udfordringer, som staten møder i det kontraktuelle forhold til pengeinstitutterne, hvor det kontraktuelle forhold her forstås som aftalen, der indgås i ordningen med bankpakkerne. Oprindeligt er principal-agent teorien udviklet til at undersøge delegationsproblemer i den private sektor, men senere videreudviklet til også at kunne anvendes på den offentlige sektor (Christensen, Christiansen & Ibsen 2007: 31). Som udgangspunkt anvendes teorien til at forstå relationerne mellem styrings- og delegationskædens aktører, hvor aktøren der styrer kaldes principalen og delegationsaktøren, som principalen vælger til at udføre aktiviteten, kaldes agenten. Principalen delegerer her en bestemt opgave ud til agenten i troen om, at agenten er bedre til at udføre opgaven end principalen selv. Ved en sådan uddelegering påtager principalen dog en risiko for, at agenten ikke loyalt og med maksimal effektivitet løser opgaven (Ibid: 31). Det grundlæggende ræsonnement er nemlig interessebaseret. Principalens interesse er at få en bestemt opgave udført, og ligeledes kan agenten have interesse i at opfylde disse målsætninger på egen vis. Principalen løber derfor en risiko, da agenten kan anvende flere ressourcer og forfølge andre målsætninger end de målsætninger, som principalen har opstillet. 11/95

I forlængelse heraf opstår det såkaldte agentproblem, nemlig et resultat af to mulige problemer, hvoraf det ene er skjult information og det andet er skjulte handlinger. Dette skyldes, at information oftest er asymmetrisk fordelt, hvorfor agenten altid vil have mere information om det specifikke kompetenceområde, hvori det agerer og handler, end principalen (Christensen, Christiansen & Ibsen 2007: 31). Der er med andre ord tale om det, som teorien kalder for asymmetrisk information. Begrebet asymmetri kommer af, at agenten altid har mere information end principalen, hvilket kan føre til adverse selection, der betyder en skjult information, som agenten kan udnytte til egen vinding. Principalen er klar over, at agenten handler ud fra en opportunistisk rationel adfærd og ligeledes er risikoavers, hvorfor agenten foretrækker at undgå risici. På baggrund af denne viden, bliver principalens opgave at udligne forskellen i informationsgabet ved enten at føre direkte eller indirekte kontrol. Direkte kontrol sker gennem kontrakter og tilsyn, hvor indirekte kontrol skabes gennem motivation og incitamentpåvirkning, hvor principalen får agenten til at handle som ønsket. Principalen vil altså så vidt muligt forsøge at udligne den asymmetriske information og herved også mindske risikoen for adverse selection. Hvis agenten vælger at acceptere en kontrakt med principalen, kan denne enten vælge at yde en stor eller lille indsats ift. kontrakten (Keser & Willinger 2007: 1515). En stor indsats er mere omkostningsfuld for agenten end en lille indsats. Agenten vil derfor vælge sit indsatsniveau på baggrund af kontraktens udformning og på baggrund af sin opportunistiske adfærd. Principalen kan enten få en stor gevinst eller lille gevinst afhængigt af, om agenten vælger at yde en stor eller lille indsats (Ibid). Da principalen ikke kan observere agentens valg, kan denne ikke belønne agenten på baggrund af indsats, men kun på baggrund af den realiserede gevinst (Ibid). Principalen vil derfor lave et kontraktuelt tilbud til agenten, der indeholder et aflønningssystem, som principalen regner med, at agenten kan se fordel i (Ibid). Agenten kan enten acceptere det kontraktuelle 12/95

tilbud og yde et givent indsatsniveau eller vælge at afvise tilbuddet. Hvis tilbuddet afvises, vil hverken principalen eller agenten opnå nogen form for gevinst (Ibid). Et agent tab kan minimeres, hvis to udsagn er sande (Lupia 2001: 3376). Enten skal principalen og agenten have samme interesser og samme ønske om outcomet (Lupia 2001: 3376), eller også skal principalen have viden om konsekvenserne ved agentens aktiviteter. Med andre ord skal principalen have tilstrækkelig viden om agentens handlen for at vurdere, hvorvidt denne handlen tjener principalens interesser (Lupia 2001: 3376). 2.2 Moral hazard I kommende afsnit vil følge en teoretisk gennemgang af begrebet moral hazard med fokus på dets betydning samt praktiske anvendelse. Begrebet har relevans i forhold til at skabe en forståelsesramme for de beslutninger, der træffes inden for den finansielle sektor samt i henhold hertil at belyse den ændrede adfærd, som en statslig indblanding i form af en garantiordning kan medføre. Moral hazard begrebet er kendt fra den økonomiske teori, hvor det bruges til at beskrive situationer, hvor et individ eller en organisation handler anderledes end denne ellers ville have gjort grundet en risikodeling, der mindsker omkostningerne for skadelidte (Holmström 1979). Begrebet stammer oprindeligt fra forsikringsbranchen. Ved at indgå en forsikringskontrakt mindskes de udgifter, der pålægges skadelidte ved eksempelvis en bilulykke, indbrud mv. og påføres i stedet forsikringsselskabet. Stiger antallet af ulykker ud over det estimerede, vil forsikringsselskabet sætte sine forsikringspræmier op eller ændre betingelserne i kontrakten. Omkostningerne bliver på den måde delt imellem alle forsikrede (Krugman 1999). 13/95

Problemet i forhold til kontrakter beskrives i teorien som en informationsasymmetri, der bevirker, at der ikke kan tages forbehold for alle situationer i en kontrakt. Selv om der kontraktmæssigt tages forbehold for skader, der er sket med forsæt, vil det i de fleste tilfælde kun være forsikringstager, der har kendskab til, hvordan der reelt er handlet i den givne situation. Det kan derfor være svært for forsikringsagenten at bevise, hvorvidt der er handlet med forsæt eller ej (Holmström 1979). Inden for den finansielle sektor bliver moral hazard begrebet også benyttet. Her bruges det bl.a. til at beskrive den informationsasymmetri, der er mellem banken og dens kunder, idet den enkelte kunde kan kende til fremtidige økonomiske ændringer i privatøkonomien, som banken ikke kender til. Ligeledes findes den modsatrettede situation, hvor kunden ikke kender til bankens økonomi og fx fremtidig økonomiske spekulationer, som banken kan have et internt kendskab til. Ydermere kan moral hazard begrebet bruges på makroniveau til at forklare og analysere den situation, der opstår, når bestemte banker klassificeres som too big to fail 1, som i bankpakke 4 også kaldes systemisk vigtige finansielle institutter (SIFI) og derved underlægges en statsgaranti, der kan opfattes som en forsikring. Med denne forsikring af bankens virksomhed vil en uforsigtig handling fra bankens side ikke påføre banken det fulde tab, da dette her bliver dækket af staten, og bankerne har derved et incitament til at have en portefølje med høj risiko for tab, men samtidig en chance for stor gevinst ved et heldigt udfald. I dette tilfælde vil et evt. tab ikke skulle dækkes af banken selv, men en gevinst vil derimod tilkomme banken (Hellmann, Murdock, Stiglitz 2000). Det kan derfor frygtes, at denne garanti har skabt et incitament for bankerne til at øge intensiteten af risikable investeringer, da der her er en mulighed for stor 1 Too big to fail er det internationale begreb. I bankpakkerne kaldes dette SIFI og dækker over det samme. 14/95

indtjening, og at man med statsgarantien har fjernet risikoen for bankkrak. Derfor beskrives moral hazard adfærd som en af grundende til at der under den økonomiske krise i Asien i 1997 skete en række bankkrak (Krugman 2000; Krugman 2003). I teoretiske beskrivelser samt empiriske analyser anvendes ofte termen Pareto efficient sammen med Moral hazard (Hellmann, Murdock, Stiglitz 2000; Holmström 1982). Dette begreb er funktionelt i en analyse af adfærd, da den optimale adfærd og derved den optimale kontrakt vil føre til en pareto forbedring. Med ordet pareto forbedring henvises til en handling, der får nogle til at være bedre stillet uden, at der er andre, der samtidig bliver dårligere stillet. Det er derfor et oplagt politisk mål at søge pareto forbedringer og derved evt. opnå et pareto optimum 2. Inden for teori om moral hazard i banksektoren argumenteres der for, at mens regulering fra statens side i form af kapital-krav kan fremkalde en forsigtig adfærd hos bankerne, kan det politiske udbytte skabe pareto-ineffektive resultater (Hellmann, Murdock, Stiglitz 2000). Dette kan forstås som, at en pareto forbedrende adfærd, ville være investeringer mv., hvor risikoen for at banken efterfølgende har lidt tab er minimale, men at chancen for en gevinst er tilstede. På denne måde vil hverken banken eller staten være dårligere stillet efter investeringen end før, men banken vil have mulighed for at være bedre stillet. Denne adfærd vælges ikke, da den garanti, der er stillet fra staten gør det muligt og attraktivt for banken at vælge det såkaldte second best solution, hvor risikoen for tab pålægges staten, og chancen for gevinst ligger hos bankerne (Holmström 1979). Dette er ikke et optimalt valg set i lyset af ønsket om pareto 2 Pareto optimum er situationen hvor ingen kan blive bedre stillet uden at andre bliver dårligere stillet. 15/95

forbedrende adfærd, da der her er en part, der bliver dårligere stillet (staten), mens den anden part bliver bedre stillet (bankerne). Pareto begrebet finder derfor sin anvendelse i analyser af kontrakter, og hvordan udformningen af disse sikrer, at ingen bliver dårligere stillet. Derfor finder vi begrebet relevant at inddrage sammen med moral hazard i en analyse af, hvordan bankpakkerne påvirker bankerne og staten. Måden hvorpå moral hazard begrebet anvendes i forskningen, er ved analyser af adfærd og adfærdsændringer. Et eksempel på en sådan analyse kan findes hos Boyer og Dionne, der ser på adfærd før en forsikring er tegnet og efter den er tegnet (Boyer & Dionne 1989). På denne måde synliggøres den eventuelle ændring i adfærd, der sker når en skades omkostninger ikke længere pålægges skadelidte. På samme måde skal begrebet i denne opgave bruges til at undersøge, hvordan bankpakkerne teoretisk kan siges at have medført en adfærdsændring hos de finansielle institutter, der er dækket af disse, samt hvilke incitamentsstrukturer de forskellige elementer i bankpakkerne potentielt kan rykke ved. Dette uddybes i metodeafsnittet. 2.3 Shareholder og stakeholder value Nærværende afsnit vil gennemgå de teoretiske begreber shareholder og stakeholder value. Afsnittet skal bruges analytisk som en ramme, hvori bankernes interesser kan forstås og fortolkes. Dette giver mulighed for at forstå bankernes incitamenter for at handle på bestemte måder, og vil derfor styrke en teoretisk diskussion af bankpakkerne i et principal-agent og moral hazard perspektiv. Shareholder value beskæftiger sig med, hvordan en virksomhed varetager aktionærernes interesser, og som begrebet udtrykker det, skaber merværdi for sine aktionærer. Værdi for aktionærerne skabes ved, at der er så stort overskud i 16/95

virksomheden som muligt, som kan udmunde i et afkast. Det beskrives, at aktionærer typisk ønsker et afkast på kort sigt, hvilket kan gøre det vanskeligt for en virksomhed at have for mange strategier, der er baseret på et langsigtet afkast (Hillman & Keim 2001; Bang, Frølich, Hassing, Poulsen & Størup 2010). En modgående tendens hertil er samfundsmæssig ansvarlighed, der har ført til et øget pres på virksomhederne. Fra samfundets side er der en forventning om, at disse ikke kun varetager egne interesser, men også medvirker til at løse forskellige sociale problemer. Forskning viser, at når et firma opnår økonomisk succes, stiger forventningerne til firmaets sociale ansvar samt aktionærernes forventninger til afkast. Det viser samtidig, at der på kort sigt ikke er lighed mellem den forretningsstrategi, der skal føres for at tilfredsstille det omkringliggende samfund og den strategi, der skal til for at tilgodese aktionærerne (Hillman & Keim 2001). Den interesse det omkringliggende samfund repræsenterer sammen med firmaets medarbejdere, leverandører mv. beskrives som stakeholder value, og det er mellem stakeholder og shareholder, at der kan være forskellige interesser på spil og derfor må findes et kompromis (Hillman & Keim 2001). Der er derfor i grove træk to modstridende interesser at varetage for en virksomhed. Den ene er aktionærerne, der ønsker overskud i virksomheden og udbetaling af afkast i et kortsigtet perspektiv, og over for dette er der det omkringliggende samfund, der ønsker at virksomheden fører en forretningsstrategi, der bidrager til samfundet som helhed. Dette forstås teoretisk som de konflikterende interesser, der er mellem stakeholder og shareholder. Dette problem opstår især for virksomheder, hvis forretningsområde krydser med en opgave, hvis varetagelse ligger under regeringen. Det er nemlig ikke nødvendigvis hensigtsmæssigt at skulle drive forretning ud fra aktionærernes ønske om afkast og samtidig varetage statslige hensyn, som i bankernes tilfælde vil være hensynet til statens ønske om en stabil samfundsøkonomi. (Hillman & Keim 2001). 17/95

Ydermere er i teorierne beskrevet et principal-agent problem. Dette beskrives som de modsatrettede interesser, der kan være mellem en virksomheds ledelse og dennes aktionærer. Hvor aktionærerne (principalen) ønsker afkast, vil ledelsen(agenten) ifølge denne teori have en agenda gående på minimum indsats og maksimum løn. Dette er modstridende, da lønningsbudgettet indgår i virksomhedens regnskab, og derfor er høje lønomkostninger med til at tage fra virksomhedens overskud (Garen 2013). Disse modstridende interesser kan forsøges at undgås ved at udstede aktier til ledelsen og medarbejderne i firmaet, da disse på den måde får sammenfaldende interesser med de øvrige aktionærer (Garen 2013). Opsummerende kan stakeholder derfor inddeles i to; nemlig samfundet og ledelsen, der kan have hver deres agenda, og hvor ledelsen grundet informationsasymmetri kan forfølge deres interesser skjult. Både ledelsens og samfundets interesser står over for aktionærernes, hvorfor der i en virksomhed vil være mange interesser repræsenteret og derved mange interesser at varetage. 2.4 Kritik af teori I forhold til teorivalg, har vi valgt teorier med samme ontologiske udgangspunkt. Teorierne antager at individet er egennyttemaksimerende, og forstår institutioner og mennesker som formålsrationelle. Vi er klar over, at individet kan være drevet af andre incitamenter som f.eks. altruistiske værdier, og ligeledes at individet ikke altid har fuld indsigt i sin situation. På trods at dette har vi valgt, at anskue bankerne og staten som to institutioner, der hver især ønsker at maksimere egen profit i en økonomisk kontekst. Dette er gjort på baggrund af bankpakkernes formål, nemlig at skabe økonomisk stabilitet i den finansielle sektor. 18/95

19/95

3. Metode Dette afsnit gennemgår vores metode til fremskaffelse og behandling af empiri. Her præsenteres anvendelsen af dokumentanalyse og dokumentindsamling efterfulgt af en operationalisering og en analysestrategi, hvor samspillet mellem teori og empiri opstilles. Opgaven har en teoretisk tilgang, og det bestræbes hermed ikke at producere ny empirisk viden, men i stedet at foretage en teoretisk analyse af risikovillighed i den danske banksektor efter indførslen af bankpakkerne. Grundlaget for analysen er dannet i et samspil mellem undersøgelsens genstandsfelt og vores teoriapparat bestående af principal-agent teori, moral hazard, samt shareholder og stakeholder value teori. I kombination med det teoretiske afsæt behandles udvalgte relevante dokumenter, der vedrører bankpakkerne. 3.1 Dokumentanalyse Analysen er delt op i tre afsnit indeholdende hver sin dokumentanalyse. Det overordnede spørgsmål, som søges besvaret med dokumentanalyserne er, hvilke interesser, der er knyttet til henholdsvis staten og pengeinstitutterne i forbindelse med indførsel af bankpakke 1, 2, 3 og 4. Herigennem ønskes at undersøge risikovillighed. En dokumentanalyse har to centrale opgaver. Den første opgave er at identificere de dokumenter, der er relevante at analysere for at besvare problemformuleringen og arbejdsspørgsmålene (Lynggård 2007: 224). Dokumenter kan have mange karakterer fx rapporter, love, ekspertudtalelser, statistik mv. De fleste dokumenter er ment til bestemte grupper af modtagere, hvilket der i en analyse skal tages højde for (Flick, Kardoff & Steinke 2004). I officielle dokumenter, der er udsendt til at blive modtaget af hele befolkningen som fx lovtekster, kan der identificeres institutionaliserede spor. Betydningen heraf fremgår af dette citat: 20/95