1. Rejsebrev fra Porto i Portugal fra Freja Steffens, maj 2009 I dette rejsebrev vil jeg fortælle lidt om det sted jeg er i praktik, hvordan ergoterapien er her og hvordan det er at bo og studere i Porto: Jeg er i praktik på et center for cerebral parese som hedder APPC. I centret er der afdelinger for børn, unge og voksne med cerebral parese (samt børn, unge og voksne med andre bidiagnoser). Jeg er i en afdeling der hedder CAO (Centros de Actividades Ocupacionais) som består af unge og voksne fra 16 år og opefter. De unge og voksne går til forskellige aktiviteter i løbet af ugen som f.eks.: Arbejde i kreative værksteder, gymnastik, svømning, vandterapi, hesteterapi, musik, gåture, massage, spil, afslapning, drama, kognitiv træning og SI (sanseintegration). Personalet i CAO består af en ergoterapeut, en psykolog, en social rådgiver og omkring 12 monitors (en form for social og sundhedshjælpere/assistenter). De tre førstnævnte står for det praktiske kontorarbejde og administration der er omkring brugerne og monitorerne står for de daglige aktiviteter. Terapeuterne har enkelte sessioner med brugerne f.eks. vandterapi, hesteterapi og kognitiv træning. Dagligdagen på centret forløber typisk med at jeg møder ind på kontoret, snakker lidt med ergoterapeuten, psykologen og socialrådgiveren der alle sidder på samme lille kontor. Så går jeg med til en af aktiviteterne og byder ind med de ergoterapeutiske redskaber jeg finder relevante. De er meget åbne for nye indslag i dagligdagen, bare det ikke koster for meget. Økonomien på stedet er nemlig knap, hvilket man også kan se på deres inventar og de materialer der er til rådighed i centret, men tingene fungere. Ergoterapien i centret ser man ikke direkte i hverdagen, da der kun er en ergoterapeut til omkring 30 brugere. Men alle aktiviteterne er tilrettelagt og udvalgt af ergoterapeuten og hvis en af monitorerne har spørgsmål omkring aktiviteterne så er det som regel ergoterapeuten de går til. Det er også ergoterapeuten der i samarbejde med brugerne og deres forældre finder frem til de rette aktiviteter for de enkelte brugere. Min opgave som studerende er at udvælge nogle brugere som jeg så laver et lidt mere intensivt forløb med, hvilket vil sige at jeg finder frem til deres aktivitetsproblematikker og tilpasser og graduerer aktiviteterne til brugerne og evt. laver nogle individuelle aktiviteter med dem for at gå mere i dybden med de enkelte problematikker. F.eks. har jeg trænet balance, perception, rum og retning med en bruger til individuel træning på hesteryg. Folk i praktikken har taget rigtig godt imod mig hernede, de er venlige og smilende og svarer gerne på spørgsmål, men nogle er også en smule tilbageholdende. De er nemlig ikke så gode til engelsk hernede, hvilket til tider godt kan tilbageholde nogle fra at henvende sig til mig. Jeg havde desværre ikke mulighed for at tage et sprogkursus hernede, så jeg begyndte selv at studere sproget lidt og prøver så godt jeg kan, at bruge de gloser jeg kan i hverdagen, hvilket de er meget begejstret for. Min vejleder har været en del fraværende pga. en masse møder om kvalitetsstempling af centret, men de andre har været søde til at hjælpe mig og vejlede mig så godt de nu kunne. Jeg har nu været i praktikken i 1½ måned og skal til at skifte til et nyt sted. Det jeg har fået at vide om det nye sted er, at jeg skal arbejde med børn og unge fra 6-16år.
Det bliver mere intensivt arbejde, da man kan nå at arbejde og lærer de unge meget mere end de voksne. Der vil blive mere 1 til 1 terapi, hvilket jeg ser frem til. At bo i Porto: Billedet th. viser Stephanies og mit værelse, min seng til venstre og hendes til højre. Jeg bor i et hus lidt udenfor centrum sammen med 10 andre studerende. De er næsten alle sammen Erasmus studerende og der er repræsentanter fra: Schweiz, Frankrig, Belgien, Rumænien, Kenya, Bulgarien og Brasilien, så man må sige at det er et internationalt hus. Porto er kendt for at være en studieby og det må man sige at den lever op til. De har en helt speciel tradition for studerende hernede, hvor de førsteårsstuderende skal adlyde og lide for de ældre studerende. Når deres lidelser så er ovre får de lov til at bære nogle fine sorte dragter. Det består af et fint sæt helt sort tøj, hvor alle går i sort habitjakke og pigerne går i nederdel og drengene i fine bukser. De ligner de dragter de har på i Harry Potter og der går også rygter om at J.K. Rowling har boet her i Porto og har fået idéen herfra. Folkene i huset har taget rigtig godt imod mig, og de er rigtig gode til at tage mig med til ting og hjælpe mig med at oversætte når mit selvlærte portugisiske ikke er tilstrækkeligt. Da jeg tog herned havde jeg fået at vide at jeg fik et singleværelse, men som så meget andet her i Portugal viste det sig at være lavet om. Så jeg bor på værelse med en Schweizisk pige der helt tilfældigvis også studerer ergoterapi og det viste sig senere at vi også skulle i praktik samme sted. Det har været rigtig rart at have en at snakke med om ergoterapi, da der ikke er særlig mange i huset der ellers ved hvad ergoterapi er. Porto er en lækker by at bo i, ikke nok med at der er mange studerende og der er gang i gaderne om natten og i weekenderne, men den har også en masse historie og en masse charme. Hvis man går ned i centrum kan man ikke undgå at se de små smalle gader, hvor vasketøjet hænger ned fra næsten hvert et vindue og børnene render rundt og leger på gaden, det er næsten som at blive sendt 50 år tilbage i tiden. Gennem byen går en flod der hedder Douro og på den ene side er det den ene hyggelige restaurant/bar efter den anden og på den anden side ligger portvinskældrene tæt side om side. Som navnet siger, kommer portvinen her fra Porto og i portvinskældrene kan man til hver en tid komme ind og få en gratis rundtur blandt de fine mærker der selvfølgelig slutter af med smagsprøver. Billedet tv. viser Douroen, som går gennem byen, og man kan se portvinsbådene i forbilledet og den flotte bro i baggrunden. Ovre til venstre er Riberiaen, hvor barerne og restauranterne ligger tæt side om side, lidt ligesom åen i Århus, der er bare lidt mere sydlandsk stemning her. Jeg har også været ved at rejse lidt rundt i Portugal, for 2 uger siden var jeg f.eks. et lille smut nede på Algarvekysten, hvilket helt sikkert også kan anbefales og her om et par uger har jeg planer om at tage et smut til hovedstaden Lissabon, som efter
sigende skulle være lige så charmerende som Porto, bare en del større. Men mere om det i mit næste rejsebrev. Når man lige har vænnet sig til at alt ikke går lige så hurtigt som hjemme i Danmark og at hvis man laver en aftale med folk til kl. 9, så kommer de først mellem 9.30 og 10, så er Porto helt sikkert et rigtig fedt sted at bo og studere. Mere følger i mit næste rejsebrev. Sol-hilsner fra Porto Frejas 2. rejsebrev fra Porto juli 2009 Efter endt praktikperiode er det nu tid til mit andet rejsebrev. Dette rejsebrev vil indeholde lidt om min anden praktikperiode med børn og til sidst min sidste halvanden måned i Portugal. Praktikken: Som jeg skrev i mit første rejsebrev så var min anden praktikperiode i en afdeling med børn med cerebral parese fra 6-16 år. Jeg kom til at være i et rum de kaldte for det tekniske rum, hvilket gik ud på at vi brugte computere og et computerprogram der hedder The Grid til at arbejde med børnene med. The Grid er et kommunikationsprogram, hvor børn og voksne der har problemer med at tale kan pege på nogle billeder i et computerprogram, hvorefter enten person der kommunikeres med kan læse teksten på skærmen eller det bliver læst op af programmet. Programmet blev brugt meget af talepædagogerne, som vi havde et tæt samarbejde med. Ergoterapeuterne brugte også programmet men til at træne de kognitive vanskeligheder. Dette foregik ved at man lavede små lege eller spil, hvor barnet f.eks. skulle huske nogle forskellige ting i programmet, lære at tælle, læse eller stave. Jeg synes dette rum var et rigtig spændende rum, der var så mange muligheder for terapeuterne at hjælpe børnene, og man kunne hele tiden finde på nye og spændende måder at bruge programmet The Grid på. Her var det i orden at være lidt kreativ og selv tegne ting i f.eks. Paint (et tegneprogram) og bruge det til terapien. Det benyttede jeg mig også af og tegnede flere gange f.eks. nogle labyrinter med små tegneseriefigurer, som børnene så skulle finde vej igennem. Det jeg også synes var rigtig godt ved dette rum, var at samarbejdet mellem fysioterapeuterne, talepædagogerne og ergoterapeuterne var rigtig godt. Her arbejdede hver faggruppe med deres eget område, men man hjalp hinanden og lærte af hinanden samtidig og f.eks. lærte talepædagogen barnet at bruge The Grid og vi førte det videre i vores træning af de kognitive vanskeligheder.
I det tekniske rum foregik der også andet end at arbejde med computere, det var også her børnene kom ind hvis de skulle have en ny kørestol. Der kom en teknikker fra kørestolsfirmaet, der var en fysioterapeut og os tilstede og i samarbejde blev der så besluttet hvilken kørestol der passede og støttede barnet bedst. Her fandt jeg ud af hvor vigtig det er at barnet får den helt rigtig stol fra starten, for det var ikke småting der kunne ske på bare et år, hvis stolen ikke var indstillet rigtigt. Jeg så et par tilfælde af børn, hvor deres krop var begyndt at rotere i nogle rigtig slemme skolioser, hvilket måske kunne være blevet stoppet noget før med en rigtig stol. Som jeg også nævnte i mit sidste brev er økonomien lidt en anden i Portugal end den er i Danmark og det mærkede jeg også her. Når børnene var en mellemalder fra at de skulle have en børnestol og til at de skulle have en voksenstol, lavede man nogle midlertidige løsninger, hvor der blev lavet en kropsformet stol hos en ortopædisk teknikker. Her var både fysioterapeuten og ergoterapeuten igen med sammen, hvor de hver især kom med deres faglige bud på hvordan stolen skulle formes. Her skulle både tænkes i udformning, støtte, seler og fastspændinger. Den ergoterapeut jeg var tilknyttet havde også 3 bevægelseshold om ugen med børn/unge omkring 12-16 år. Jeg fik lov til at være instruktør på 2 af holdene, hvor jeg hver mandag og onsdag lavede forskellige lege og øvelser der henholdsvis skulle træne både deres fysik og deres kognitive evner. Disse børn/unge havde forskellige former for cerebral parese plus at nogle af dem havde adfærdsproblemer oveni. I starten synes jeg det var rigtig svært, at finde ud af hvad jeg kunne lave med dem, da nogle af dem knapt kunne gå alm. men efter at have tænkt lidt over hvad jeg selv lavede i gymnastik da jeg var mindre, kom jeg på flere og flere lege og øvelser. F.eks. lavede vi forhindringsbaner og sang nogle sanglege med små danse til. En sidste ting jeg fik lov til at være med til, var et hjemmebesøg, hvor vi skulle ud til en familie der havde brug for en badestol. Det var en helt speciel oplevelse for mig, for familien vi besøgte boede i et rigtig fattigt kvarter i et meget lille hus. Og ikke nok med at det var et af de mindste huse jeg har set, der boede mindst 6 mennesker der og en af dem havde lige fået et barn og en anden var højgravid. Når man stod i huset var det slet ikke til at forestille sig at de alle sammen kunne være der, men det var heldigvis ikke det jeg var kommet der for at finde en løsning på. Efter at have prøvet at få indtil flere forskellige stole ud på deres mikro lille badeværelse, fandt vi frem til at de skulle have en klap stol, der kunne hænge på vægen og som kunne klappes væk og fyldte mindst muligt, så de 5 andre også kunne bruge brusekabinen en gang imellem. Som I kan læse ovenfor oplevede jeg en del mere og fik lov til en del mere i denne praktik periode end i den første og jeg må også sige at der er helt klart her jeg har lært mest. Den sidste 1½måned har bare været rigtig lærerig og rigtig spændende, men jeg tror også det har meget med vejlederen at gøre, for den vejleder jeg havde i anden omgang var jeg sammen med hele tiden. Hun havde terapier med børnene hele tiden, hvilket jeg overhovedet ikke så noget af i den første praktikperiode. Det sidste sted er helt klart det jeg vil anbefale til andre interesserede der skulle få lyst til at tage til Portugal.
Min sidste halvanden måned i Porto I den sidste halvanden måned begyndte man virkelig at kunne mærke varmen og sommeren, der var knap så meget regn og temperaturen sneg sig op omkring de 30 grader dagligt, det var super skønt, men det var også næsten en ulidelig varme at arbejde i. Det tog portugiserne nu meget stille og roligt, de holdte bare lidt flere pauser og drak lidt mere kaffe (hvad det så end hjalp). Men varmen gjorde også at mine venner og jeg tog lidt mere på stranden, men det var nu ikke for at sole os, vi var nemlig begyndt at tage surferkursus. Jeg havde nemlig meldt mig til et 7 gange 2 timers kursus, hvor jeg fik undervisning i at holde balancen på de skummende bølger. Det er ikke helt nemt, men det er rigtig sjovt, især når man endelig fangede bølgen og svævede af sted helt ind hvor vandet var så lavt at surfboardet stoppede i sandet. Udover at lære at surfe fik jeg også rejst lidt mere rundt i landet. Jeg var f.eks. i Portugals hovedstad Lissabon, som bestem er et besøg værd. Der er bare rigtig mange ting at se og de par dage jeg var der var slet ikke nok til at nå at se det hele, men jeg fik da et lille indtryk af byen, hvilket var nok til at holde af byen. Det skal dog lige siges at Lissabon er bygget over 7 bjergtoppe, så man skal være i god form og indstillet på at gå op og ned rigtig meget. Men lidt motion har jo aldrig skadet. Jeg var også et lille smut nordpå i en by der hedder Braga, hvilket ikke var en særlig speciel by, men det var sjovt at komme ud og se noget andet og så havde de det mest fantastiske udsigts sted, det lå lidt udenfor byen ved en kirke der hed Bom Jesus. I den sidste uge fik jeg også rejst lidt ind i landet, hvor jeg så hvor de dyrkede vinen, for jeg kunne da ikke tage fra Portugal uden at se hvor de dyrkede druerne til den portvin som Porto er så kendt for. Så jeg tog et tog der kørte langs Douro-dalen ind til vinmarkerne. Det var en helt fantastisk tur med bjerge dækket af vinmarker så langt øjet rakte og små hyggelige byer, der snoede sig op af bjergsiderne. Til slut vil jeg sige, det har været nogle helt fantastiske 3 måneder i Portugal og jeg kan helt bestemt anbefale det til andre. Det kan godt være at Portugal ikke er lige så langt i udviklingen som vi nogle gange er i DK, men de har rigtig meget andet at tilbyde. Portugiserne er venlige, imødekommende og meget gæstfrie når man lære dem at kende. Og hvad angår ergoterapien så er i hvert fald en masse kompetente ergoterapeuter der har rigtig meget de gerne vil lære fra sig. Et godt råd er dog at man lærer sig en smule portugisisk før man tager derned, så bliver det hele lidt nemmere.
Håber at disse rejsebreve har givet bare et lille indtryk af hvad der er at opleve i Portugal ikke mindst indenfor ergoterapien og cerebral parese. Jeg har i hvert fald fået en kæmpe oplevelse ud af det, som har givet mig rigtig meget både fagligt og personligt. Og det er ikke helt usandsynligt at jeg tager et smut ned til Porto igen. Mange sol-hilsner Freja Steffens