Forfatter: Michael Kattrup Lassen Redaktør og medskribent: Sten Svensson Opsætning: TextNet ApS Omslagsfotos fra Afghanistan: Michael Kattrup Lassen 1. udgave, 1. oplag, november 2009 ISBN: 87-xxxxx EAN: 97xxxx Fokus Forlaget ApS www.fokus.dk Erhvervsmæssig gengivelse af denne bog eller dele heraf er ikke tilladt uden forudgående skriftlig aftale med forlaget.
Forord I starten af 2008 var jeg 20 år gammel. Jeg var nyudklækket konstabel i det danske forsvar. Februar til august skulle jeg på mission i Afghanistan på hold 5. Jeg var i deling med min ni år ældre bror og så virkelig frem til at komme ud på det eventyr med ham. Jeg havde søgt længe om at komme over til ham i hans kompagni - Fjerde Kompagni i Gardehusarregimentets første bataljon (4/ I/GHR), men uden held. Til at starte med havde jeg for lidt træning. Men da jeg nåede over det krævede års træning, skete det helt af sig selv. Kompagniet (4/I/ GHR) manglede folk, og der kunne ikke tages fra andre end det kompagni, jeg på daværende tidspunkt gjorde tjeneste i, nemlig Første Kompagni (1/I/GHR). I starten af december, altså da jeg havde gjort tjeneste i 13 måneder, blev jeg rykket over i 4/I, Piranha-kompagniet. Vi skulle udsendes med det nyindkøbte våbensystem OHW (overhead weapon station) samt den nye model af Mowagpiranha en (letpansret hjulkøretøj). Jeg kom hurtigt ind i den nye gruppe i 3. deling, og det samme gjaldt med delingen. Jeg kendte også nogle af drengene i forvejen, hvilket jo hjalp meget på det. De var nogle alle tiders fyre, som tog godt imod mig og havde en god erfaring, jeg kunne lære af. Mange havde været udsendt før og kunne deres soldaterfærdigheder til fingerspidserne. En tryghedsfaktor for mig. Da vi stod på afrejsedatoen, var jeg accepteret i delingen trods min korte tjeneste. Et faktum, der gjorde mig endnu mere sikker på, at jeg var klar trods min unge alder i Forsvaret. Den 4. februar 2008 tog jeg af sted fra Antvorskov Kaserne i Slagelse med de største sommerfugle, jeg til dato havde haft i maven. Det var en befrielse at sætte sig på bussen mod Flyvestation Karup. Jeg skulle ikke længere gå med mit hoved overfyldt af tanker om, hvad der ventede mig dernede. Nu var det bare at tage det, som det kom.
soldat i afghanistan Undervejs dernede førte jeg dagbog. Jeg havde aldrig ført dagbog før. Har altid syntes, det var lidt mere en pigeting. Med mine skriverier ville jeg opnå at have det hele på skrift, så jeg kunne huske alle episoderne. Derved ville min familie også have chancen for at kunne forstå, hvad jeg havde været igennem. Muligheden var jo, at jeg kom hjem med den dårlige slags gaver en ødelagt psyke. Man ved ikke, hvordan man reagerer på ekstreme ting, før man står midt i dem. Det gik hen og blev til meget mere end en dagbog for mig. Det blev mit sted at læsse tankerne af. En måde at bearbejde alle oplevelserne på. Jeg skrev og skrev, og til sidst fyldte det hele overraskende meget. Der var nok materiale til at lave denne bog. Jeg bestemte mig for at dele mine oplevelser med alle andre. Det blev mit mål at få folk til at forstå, hvad den danske soldat gennemgår, for jeg har erfaret, at ikke særlig mange forstår eller ved, hvad vi laver i Afghanistan den hårdeste mission, som danske soldater har haft i lange tider. Hermed tager jeg dig med på en oplevelsesrig rejse til Helmand-provinsen i det sydlige Afghanistan. Velkommen til frontlinjen! Situationen i Afghanistan Afghanistan er nu en mere dødelig mission end Irak. Det er den farligste mission, danske styrker har været i gennem lange tider og samtidig også den sværeste. Terrænet er meget værre end Iraks. For det første er det et større areal, men også et meget sværere terræn. I stedet for et fladt ørkenlandskab byder Afghanistan på overbevoksede grønne zoner, som de færreste køretøjer kan færdes i, og bjerge, der kun kan afpatruljeres af soldater til fods. Tilmed er fjenden i Afghanistan mere indædt på at nå sit mål, og de er dygtige til at kæmpe. Det er også derfor, at både englænderne, i første halvdel af det 19. århundrede, og Sovjetunionen, i 80 erne måtte opgive at få kontrol over dette land. Taleban var dem, der besejrede Sovjet i 89 under kaldenavnet Mujahadin og kort derefter tog kontrollen over næsten hele Afghanistan. De sad på magten, indtil vi i 2001 gik ind i Afghanistan. Imens de sad på magten, var det sharialovgivningen, islamisk lov, der var gældende, og tv, billeder og musik forbød de. Utroskab blev straffet med stening af offeret, og tyveri kostede en eller begge hænder. Kvinder var lavt stillede og måtte ikke modtage undervisning. Det værste, deres styre dog førte med sig, og som også blev grunden til, at man gik ind, var, at de gav asyl til Al Qaeda. Mange ekstremister tog til Afghanistan fra
lande som Saudi Arabien, Egypten og Algeriet for i fred og ro at kunne træne og planlægge jihad mod den vestlige verden. Det resulterede i terrorangrebet på World Trade Center i USA d. 11. september 2001. USA anså det som et angreb på deres land og krævede derfor, at alle NATO-tilhængere gik med ind i Afghanistan. Det gjorde man i slutningen af 2001. Det startede ellers godt, mente man. Vi rykkede ind med mange specialstyrker, bl.a. også danske, og jagtede Taleban-styret ud af det nordlige Afghanistan uden problemer. Det tog ikke lang tid, før man havde kontrollen med hovedstaden Kabul og kunne indsætte en regering, som skulle skabe stabilitet først i Kabul og derefter sprede det til hele Afghanistan. Dette faktum har klart været grunden til, at Bush-regeringen prioriterede sine styrker i Irak, som man kort efter gik ind i. Det var bare et forkert valg, for Taleban var ikke forsvundet. De var blot flygtet til de små landområder i det sydlige Afghanistan og ind i grænselandet i Pakistan. Dernede og især i grænselandet til Pakistan kunne de i ro og fred reorganisere og opbygge en hær, som har ydet enorm modstand. Det indså man, da man trængte længere og længere sydpå. I det sydligere Afghanistan har de blodigste kampe i lange tider fundet sted de seneste år, men uden at man har været i stand til at slå Taleban ned. Hvis man kikker på udviklingen, siden man gik ind, ser det faktisk ikke godt ud. Taleban bliver mere og mere aktive og synes aldrig at mangle folk i de områder, hvor vi befinder os. Hver gang, man har kæmpet succesfuldt mod Taleban, og det har kostet dem dyrt, dukker der nye krigere op. Det skyldes ikke kun, at der har været alt for få styrker i Afghanistan indtil nu, men mest af alt Talebans fredede områder, bjergene, som udgør grænselandet til Pakistan. I disse områder er befolkningen pashto er som størstedelen af befolkningen i Afghanistan, og her har Taleban lokalbefolkningens støtte og har derfor ikke kun den militære magt men også den administrative. Det er her, de hverver mange nye krigere fra barns ben og uddanner dem for senere at sende dem over grænsen for at slå vantro ihjel. Det er også derfor, USA de sidste år har lagt stort pres på Pakistans regering om at gøre noget ved det. Pakistan har til dels også forsøgt men aldrig med succes. Det har bl.a. resulteret i, at USA har krydset grænsen for at bombe nøglemål i bjergene. Uden en seriøs militær indsats i grænseområderne bliver det en svær kamp at vinde. Det, der nu gør det allersværest at få kontrol, er måden, Taleban kæmper på. De opererer som en guerillaenhed og skjuler sig blandt civile. Det er folk, som arbejder på værksteder, i frisørsaloner, har boder på markeder osv., der affyrer raketter, når mørket falder på. De er umulige at skelne fra den uskyldige civile,
soldat i afghanistan som blot ønsker fred, indtil de griber til våben og starter kampene. Det er altså dem, der bestemmer tid og sted. På det seneste har man set en stor udvikling i brugen af vejsidebomber (IED er) og selvmordsbombere. Ikke blot forekommer de oftere, men de er også blevet bedre til at lave vejsidebomber. Det er klart den største dræber i Afghanistan. Taleban finansierer deres krig gennem dyrkning af opiumvalmuer, som typisk ender som heroin. Man mener, at 72 procent af al ulovlig opium i verden stammer fra Afghanistan. Taleban får den civile til at dyrke denne og opkøber den så for en mindre sum penge. Strategisk har man forsøgt at vinde de lokales tillid ved at genopbygge landet og give dem sikkerhed, men fordi man ikke har fået kontrol over områderne, ved den uskyldige civile ikke, hvem han skal sætte sin lid til. Han holder med den, han mener er stærkest, for han ønsker kun en sikker tilværelse til at leve sit liv i. Når et område er Taleban-venligt, er det langt sværere at få succes, for uden befolkningen er det umuligt at vinde kontrol i området. USA er nu klar over, at Afghanistan og grænseområdet til Pakistan kræver mange flere folk, så vi kan skabe den fornødne sikkerhed. Derfor har de erklæret, at de trækker deres styrker ud af Irak og intensiverer indsatsen i Afghanistan. Det betyder, at i år (2009) vil den amerikanske styrke stige med 20.000-30.000 soldater, og dette er kun en start ifølge den amerikanske præsident Obama. Det bliver spændende at se, hvilken effekt en intensivering vil få. De 700 danske soldater i Afghanistan (2009) opererer primært i Helmandprovinsen i det sydlige Afghanistan i et område på størrelse med Langeland. Kilder til situationen i Afghanistan: TV-dokumentar The War Briefing af PBS Frontline. TV-dokumentar Horisont Special: Taleban-generationen af DR1 http://da.wikipedia.org/wiki/taliban http://forsvaret.dk/hok/international%20info/isaf/pages/default.aspx
Personelinddeling i hæren: * Gruppe (GRP): Består af seks personer. En gruppefører, sergent, og fem konstabler med forskellige funktioner. De er alle geværskytter men har hvert deres speciale. Det er speciale i et ekstra våben, de har, eller i førstehjælp. Hver gruppe har hver deres vogn med en vognbesætning bestående af tre personer. * Sektion (SEK): Består af to grupper med en oversergent i den ene gruppe som fungerende sektionsfører. * Deling (DEL): Består af tre grupper, en delingsfører (DF/DEL), som er premierløjtnant, og en næstkommanderende for delingen (NK/DEL), som er oversergent, med hver deres radiomand kaldet Oskar. * Kompagni (KMP): Består af tre delinger, en manøvrestøttesektion, en finskyttesektion og en kommandodeling. Denne er ledet af en chef (CH/KMP) og en næstkommanderende chef (NK/KMP). Begge er kaptajner. * Bataljon (BTN): Består af kompagnier og underenheder. Underenheder er alt fra mekanikere og forsynere til militærpoliti (MP), sanitetet (SAN) og ingeniører (IG). Chefen for en bataljon (CH/BTN) har graden oberst, og næstkommanderende (NK/BTN) har graden oberstløjtnant. Våben-, materiel- og køretøjskendskab og ordforklaring: Se bagerst
soldat i afghanistan 3. grp, 3. deling, Fenris kompagniet
Del I Dagbog: 14. februar - 18. april
soldat i afghanistan 14. februar Indtil denne dag havde vi befundet os i den store lejr, Bastion, i det danske og engelske ansvarsområde (AO). Dagene fra den 5., hvor jeg landede i Afghanistan, var gået med træning, klargøring af alt materiel, og forskellige foredrag. En deling fra hold 4, som vi snart skulle ud og afløse, hjalp med træningen. De gav deres erfaringer videre til os. Den 14. var træningen overstået, og vi skulle nu ud og afløse de sidste drenge fra Livgarden i Forward Operating Base (FOB) Sandford. Derefter kunne de starte deres velfortjente rejse hjem. De havde haft mange kampe mod Taleban (TB) og fem dræbte tilskrevet deres hold. Jeg forventede de samme vilkår for os. Inden vi skulle af sted mod Sandford, var der overrækkelsesceremoni. Det var en tidlig og mørk vintermorgen. Klokken var ikke mere end 04:00, og temperaturen var under frysepunktet. Vi skulle have opgaven overrakt fra hold 4, så ansvaret blev taget fra deres skuldre. Den engelske chef for Taskforce Helmand, som danskerne er underlagt taskforce commander - holdt en tale, imens vi stod antrådt på geledder. Hold 4 på den ene side og hold 5 overfor. Det var stadig mørkt. Det var kun projektøren ved flagstangen midt i Camp Viking, den danske afdeling i Bastion, der lyste os lidt op. Dannebrog vajende i toppen af flagstangen var det eneste, der stod helt oplyst. Jeg forsøgte at stå stolt i ret men vidste godt, at mine tanker var at læse i mine øjne. Vi skulle snart ud, hvor det blev alvor. Det var ikke bare træning mere. Hvad ventede mig derude? Og endnu værre, hvem ville ikke komme med hjem igen? Ingen regnede med et hold uden tab. Det ville være alt for optimistisk efter erfaringerne, de tidligere hold havde gjort sig. Jeg ville snart få svar på alle mine spørgsmål. Efter paraden var gennemført, sad vi op på piranha erne (pansrede personelvogne) og kørte mod FOB Sandford. Hele kompagniet rullede ud samlet efter at have gjort holdt ved laderørene i udkanten af Bastion, dvs. de tre delinger, manøvrestøttesektionen og kommando. I alt ca. 130 mand som udgør Fenris Coy. Vi skulle overtage, hvor hold 4 var kommet til. De sidste måneder havde de ligget i Sandford nær Green Zone, den grønne zone, der strækker sig langs Helmand-floden fra nordøst mod sydvest, hvor de havde skabt sikkerhed for lokalbefolkningen. Denne opgave skulle snart blive vores. Vi kørte langs Highway 1 østpå, til vi kom til lejren FOB Price. En mindre lejr end Bastion ved den største by i ansvarsområdet, Gereshk. I Price er der englændere, danskere og amerikanere. Den byder på et engelsk feltkøkken, 10
ordentlige toiletter, telte med aircondition, indkøbsmulighed mm. ligesom i Bastion. Det var meget mere, end hvad Sandford kunne byde på. I Price levede man i luksus i forhold til, hvad der ventede os i Sandford, som kun kunne tilbyde feltforhold. Dvs. feltrationer, primitive soverum, primitive toiletter og bad. Vi fik det sidste ordentlige morgenmåltid, inden vi fortsatte videre op gennem den støvede ørken. På vejen til Sandford løb vi ind i mindre problemer. Først en GD (Mercedes Geländewagen 270, firehjulstrækker) der brød ned, og senere en panseret mandskabsvogn (PMV), der kørte det ene bælte af. Vi måtte gøre holdt og sikre nogle timer hvert sted. Til sidst kom vi endeligt videre og nåede vores mål. Vi trillede ind i Sandford kl. 17. Nogle fra 1/I Livgarden kom og tog fat i os, lige som vi landede. Vi blev vist rundt af dem, der nu var tilbage til at holde skansen her ved zonen. De skal blive sammen med os i to døgns tid og hjælpe os i gang. De skal sætte os ind trummerummen i lejren og mht. patruljerne. Derefter er det for dem farvel til Sandford og ind til Bastion, den første station mod Danmark. Da rundturen var forbi, fik vi udpeget vores nye hjem. Små støvede rum med lerklinede mure. Det næste lange stykke tid bliver disse rum vores safe zone. Ikke meget efter vestlig standard. Det er der intet, der er her i lejren. Mit første indtryk var ikke positivt. Det var som at træde tilbage i stenalderen. Jeg var ikke alene om det indtryk. Som vi gik rundt og kikkede og stille og roligt kom på plads i soverummene, kunne man tydeligt mærke på folk, at de ikke var imponerede. Det gik dog hurtigt op for os, at her faktisk er rigtig hyggeligt. Lidt ligesom at være på teltlejr. Selv om det er primitive forhold, skal vi nok klare at undvære cafeteria, bad og almindelige toiletter. Så længe man ved, at der er en ende på dette primitive liv et halvt år fra nu. 15. februar Vi gik vores første patrulje i dag. Kl. 8 forlod vi Sandford til fods ned mod zonen. Som nævnt i går havde vi nogle folk fra hold 4 med til at vise os rundt. De udpegede forskellige stillinger og compounds (afghanske boliger), der havde været vigtige på deres hold altså hvor de havde kæmpet mod Taleban i deres seks måneder. På patruljen havde jeg let maskingevær (LMG) og tilhørende rygsæk med ammunition, vand og andre småting med for at se, hvordan det hele var 11
soldat i afghanistan at gå med. Det var kun en mellemlang patrulje. Den varede omkring tre timer, men alligevel var det ulideligt hårdt. LMG et er tungt at danse med. Med min størrelse havde jeg min kamp med at nå tilbage. Til slut, da vi skulle op mod highgrounds til lejren, gik LC bagved og skubbede på. Jeg var simpelthen ved at nå stadiet afkræftet. Da vi endelig nåede tilbage, var jeg helt nedkæmpet. Vi fandt ud af, at det vigtigste er at være så let som mulig, når man skal ned i zonen og gå. Med ca. 40 kilos udrustning, som det løb op på med LMG et og tilbehør, havde jeg ikke den store chance med mine 67 kilo. Slet ikke i det her terræn. Det er små åer, man skal springe over, og små stier, man balancerer hen ad. Det havde ikke været let for nogen. Selv de større drenge havde måttet arbejde for det. Som det ser ud nu, skal LMG et kun med, når vi skal lave organiserede angreb. Det er jeg lykkelig for. Ellers vil det blive en meget hård start. På patrulje i den brune zone Vi havde ingen følinger, og det havde vi heller ikke regnet med, at vi ville få. Der har været stille og roligt i området siden slut december. Det er for koldt og åbent i terrænet til, at de kære talebanere gider kæmpe imod, hvilket man tydeligt kan mærke på stemningen i området. Der var ikke indtrykket af, at der var nogen talebanere i nærheden. Der var masser af civile over det hele. Arbejdende folk på markerne og små børn, der havde travlt med de spændende soldater, der kom gående forbi. Det var dejligt nærmest at blive budt velkommen af de 12
lokale. Man var ikke et sekund i tvivl om, at de er glade for, at vi er her. Jeg tror, jeg fik sagt sallam ( hej på pashto) 30 gange på de tre timer. Stort set alle hilste og smilede. Vi fik ros af vores turguider. Vi havde styr på sikring, afstandene i formationerne osv. Det var dejligt at få det skulderklap af nogle, der ved, hvad de snakker om. Det var en rigtig god start på missionen og super dejligt at få taget hul på det. Slut med at gå og tænke og tænke. Nu har man et billede af, hvad vi skal lave, og hvordan her er. Resten af dagen har vi for os selv. Sandford-time som det kaldes. Der skal slappes af, sludres og bygges ting og sager. Alt i alt en dejlig dag, og nu er vi endelig kommet i gang. 16. februar I dag gik turen til en nyoprettet FOB som Sandford ved navn Armadillo, der ligger fem kilometer nordligere. Det er hold 4 s sidste bedrift. Til slut rykkede de frontlinjen ved en stor operation med engelske styrker fra lidt nord for Sandford til ud for Armadillo. Vi skulle op og se lejren og derefter gå en patrulje i zonen. Altså ved den nye FLET (Forward Line of Enemy Troops = frontlinjen). Chancen for føling med Taleban var noget større end ved gårsdagens patrulje. Ligesom Sandford ligger Armadillo lidt uden for den grønne zone, på et højdedrag ved ørkenens begyndelse. Strategisk er dét det smarteste. Det gør det svært for Taleban at snige sig ind på lejren, og samtidig har vi godt udsyn over zonen. Vi kan derved følge nogenlunde med i, hvad der foregår dernede. Især i denne ubevoksede tid i slutningen af vinteren. Vi gik ud fra Armadillo kl. 10:30. I dag slap jeg heldigvis for LMG et. Det var bare M95 eren, min kampvest, fragmentationsvest og hjelm. En noget mere passende vægt. Vi startede patruljen med at gå ned fra highgrounds. Vi bevægede os et stykke langs vejen, der løber i udkanten af zonen, inden vi knækkede ned mod floden. Da vi havde gået omtrent et kvarters tid, fik vi melding om, at Taleban tilsyneladende holdt øje med en ISAF-styrke til fods i zonen. Så vidt vi vidste, var der ikke andre patruljer ude i nærheden. Det måtte være os. Vi gjorde holdt, lagde os i skjul og kikkede efter diggers (Talebans spejdere). Jeg fik indsigt (øje) 13
soldat i afghanistan på en, der sad halvt skjult bag hjørnet af en compound-mur og kikkede konstant i vores retning. En digger bærer ikke andet end en telefon eller en radio, så der er ikke meget, man kan konkludere ud fra. Det eneste, man kan kikke efter, er den mistænkelige adfærd. Jeg blev mere og mere sikker på, at han var en digger. Min puls steg. Han var 400 meter væk, så jeg kunne ikke med sikkerhed sige, hvad han lavede. Jeg holdt skarpt øje med ham gennem min geværoptik (kikkertsigte). Forstørrelsen var ikke nok til, at jeg kunne se ham tydeligt. Jeg kunne umuligt se en radio, hvis han havde en i hånden. På et tidspunkt rejste han sig og gik et lille stykke væk fra compoundet, uden for min synsvinkel. Han holdt noget op for munden. Var det en radio? Min første search sikret af LP LC Der blev ikke mere ud af det. Vi skulle fortsætte. Der var ikke tid til at gå til bunds i det. Patruljen gik videre. Som vi gik, var der noget, der pludseligt slog mig. Lokalbefolkningen opførte sig anderledes heroppe. De var mere tilbageholdne, nærmest skeptiske over for os. Der var slet ikke så mange børn i landskabet som ved Sandford. Dog kunne man se mange børn kikke over mure og lign. Altså betragte os på afstand, så at sige. Det er tydeligt, at de er bange for os. Af hvilken grund ved jeg ikke. Måske fordi de frygter for problemer, når vi kommer forbi, eller også frygter de at blive set sammen med os. For hvad vil talebanerne gøre ved dem, hvis de hjælper ISAF? Mit gæt er det sidste. 14
Vi gik lidt forkert på patruljen, så vi endte ud med at gå syv kilometer i stedet for de fem. Patruljen var rimeligt hård. Der var nogle tidspunkter, hvor man kunne mærke, at fokuseringen forsvandt lidt på grund af en blanding af forpustelse og trætte ben. Det er for det første, fordi vi er 1.000 meter over havets overflade, altså i de tyndere luftlag - det skal kroppen lige vænne sig til. For det andet er det et hårdere terræn at gå i heroppe. Det er mere uoverskueligt i forhold til ved Sandford. Den lille infrastruktur med små stier og manglende broer er dårligere heroppe. Vi kom ind til lejren igen kl. 13:30, og alt var gået godt. Vi havde ikke flere meldinger om diggere, der havde indsigt på os. Det var en god patrulje. Da vi kom hjem til Sandford, var det meningen, vi bare skulle slappe af efter en instruktion i vagtposterne, men noget kom i vejen. En civil havde meldt om en vejsidebombe (Improvised Explosive Device, IED), som nogle talebanere havde lagt til os. Den lå ikke langt fra Sandford. Vi skulle derfor ud og sikre stedet, så de engelske ingeniører kunne bortsprænge den. Det var helt stille og roligt. Vi kørte ud og samlede dem op, da de blev sat af med helikopter ude foran lejren. Derefter gik turen ud til området, og de gik i gang. Bilerne stod for sikringen, så det var ved første øjekast afslapning for os fodtudser (folkene på jorden). Der var ingen at se i nærheden. Der gik dog ikke længe, før en motorcykel kom imod os og spolerede det. LC og jeg løb ud og stoppede føreren. Imens LC sikrede mig, searchede jeg først manden og derefter motorcyklen. Der var intet at råbe op om. Vi sendte ham videre og gik tilbage til afslapningen ved køretøjet. Englænderne bortsprængte IED en, som var en krukke hjemmelavet sprængstof tilkoblet en pressure plate. De fik os ikke med den. Bagefter kørte vi tilbage til campen til lidt mere Sandford-time og småting såsom vedligeholdelse af gevær. Alt i alt en god dag. I morgen skal vi på vores første offensive operation. En operation med ANAstyrker (Afghan National Army). De skal searche et sted, hvor man mener, Taleban opholder sig, i den nordøstlige del af Gereshk by. Man mener, det er et command center, altså en kommandostation. Som det ser ud nu, skal vi dog ikke lave andet end at sørge for sikring. ANA skal stå for searchen og løber derved den store risiko. Vi får se, hvad der sker. 15
soldat i afghanistan 17. februar Vi stod op kl. 04:00 og gjorde os klar. Kl. 05:00 rykkede vi på operationen i det nordøstlige Gereshk. På vejen mod Gereshk linkede vi op med ANA-styrkerne. Nogle overfyldte pick-ups med omtrent ti kampklare ANA ere på ladet med alle mulige våben stikkende ud fra klumpen. Et humoristisk syn. Det har jeg i hvert fald ladet mig fortælle. Jeg sov i sædet på vej mod målet, så det var kun folkene, der stod op af piranha en, der fik moret sig over ANA erne. Lidt i syv ankom vi som de første til området. Vi havde forventet, at det var på dette tidspunkt, der kunne ske noget. Vi hoppede ud af vores køretøj og lavede en ring om området. ANA kunne derved rykke ind i compoundet, vel vidende at sikringen rundt om var på plads. Alt løb glidende, der skete intet. Ikke så meget som et lille skud fra en flygtende talebaner. Truslen var nu kun suicide vehicle IED s og snigskytter. Der var total dødt mht. trafik, så man var på dupperne angående folk, der kikkede frem. En typisk battle indicator er nemlig et helt dødt område. Taleban plejer at advare de civile, så de ikke bliver fanget i krydsilden. Jeg fik øje på en, som kikkede frem bag en compound-mur et par sekunder og så gik ned igen. Det gentog sig et par gange. Jeg meldte om det over radioen og forklarede, at der var for langt til, at jeg kunne se noget tydeligt med geværoptikken. Igennem optikken var det blot en skikkelse, der dukkede op bag muren. Jeg mærkede spændingen stige i kroppen. Jeg lå med sigtepalen på ham, hver gang han kom op. Først var Findus henne og kikke. Han sendte vores sergent, Christian, hen til mig. I mellemtiden var der flere, der var begyndte at kikke op. Det virkede ikke så suspekt længere. De blev nu også længere oppe ad gangen. Var det børn? Christian fik fat i en kikkert og kunne fortælle mig, at det var børn. Tre styks. En i blå, en i lilla og en i rødt. Følte mig lidt dum, men undskyldte mig selv med ordsproget Better safe than sorry. Jeg kunne umuligt være sikker, når de var så langt væk. Jeg tog mine foranstaltninger, det var godt nok. Da vi havde ligget tre timer og sikret, var der ikke sket det store. Det eneste højdepunkt, der havde været, var, da der blev meldt om et skud bag mig. Det tog jeg ikke så tungt. Hverken Skovby eller jeg havde hørt noget, så det må have været en nervøsitetskonklusion. Folk er jo oppe på mærkerne, og det kan have været en hvilken som helst lyd, der blev fejlfortolket. Vi fandt dog lidt i det mistænkelige compound, så helt spildt var operationen ikke. Nogle 7,62 projektiler og en 41 mm granat. Der blev tilbageholdt to 16
afghanere, men de blev frigivet kort tid efter. De har nok ikke befundet sig i nærheden af vores lille fund. Vi rykkede hjemad igen. Vi slog et smut forbi Price på grund af et møde, vores delingsfører CV skulle til. Der var tid til et varmt bad, ordentlig frokost og at gå på et rigtigt toilet. Jeg følte mig som et nyt menneske. Dette taget i betragtning af, at jeg kun havde måttet undvære det i tre dage. Igen i dag har de engelske ingeniører været ude og bortsprænge en IED. Det er blot 15 minutter siden. Der er åbenbart én, der vil have os ramt lige dér. Vi gætter på, de tester os, fordi vi er det nye hold. De tester bare. I nat ryger vi ud på en højderyg på natobservation. 18. februar Vi rykkede ud på natpatruljen kl. 19:30. Planen var at køre i modsat retning af målområdet, dvs. mod Gereshk, nogle kilometer og derefter slå en stor bue ud i ørkenen for at komme uset ud i stillingen på højderyggen. Det var vores eneste chance, hvis vi skulle skjule os for bombemanden. Da vi havde kørt en times tid, var vi fremme, hvor to af viktorerne (kaldenavn for køretøj) skulle holde skjult et stykke bag højen. Vi stackede os sammen i en piranha, for at kun et køretøj skulle køre os frem. Det ville mindske muligheden for at blive spottet af en talebaner. Da vi kom frem til vores stilling, fik vi en ærgerlig overraskelse. Der var helt fladt. Det faktum lagt sammen med en stjerneklar himmel og højt lysende måne gjorde det umuligt at være skjult. Vi gjorde et forsøg alligevel. Finskytterne kom i stilling på kanten til wadien (flodseng), og vi skulle nu i stilling bag dem, så vi kunne sikre deres ryg. Det gik også fint med at komme i stilling, men det var lidt med pulsen oppe. Inden vi kom ned på jorden, gik rygtet, at det var et gammelt russisk minefelt, vi skulle ligge lige midt i. Ordren var: Lad være med at træde på stenene. Træd kun, hvor du kan se, det er sand, du træder i. Derved er risikoen mindst for at træde på noget dumt. Men der var sten over det hele. Det var stort set umuligt andet. CV gjorde dog et godt eksempel. Han førte an, og vi fulgte trop i enkeltkolonne lige efter ham. Alle prøvede at sætte fødderne i de samme fodspor. Mørket gjorde det næsten umuligt. Vi nåede dog frem. Vi stoppede og lagde os i stilling bag finskytterne. CV fortsatte ned til dem. Jeg kikkede rundt. Taleban kunne umuligt have overset vores manøvre. Hvis de havde en digger til at observere ud i ørkenen, havde han med 17
soldat i afghanistan sikkerhed indsigt på os. Vi lå som sorte skygger, nærmest silhuetter fra den rette vinkel, på et sandfarvet underlag. Det var ikke godt. Der gik heller ikke lang tid, før vi fik at vide, at Taleban havde observeret ISAF-styrker på et højdedrag. Det kunne være os. Nu lå vi med frygten for, at de ville begynde at skyde morterer på os. Pulsen steg igen. Efter et kvarter, hvor intet var sket, faldt den dog til ro. Vi lå derude tre timer og havde intet at melde om. Derefter opgav vi. De vidste udmærket godt, vi var der. De ville ikke lægge noget til os denne nat. Vores egen 2. gruppe i Sandford havde kunnet se os fra Sanger 2 (vagttårn 2), så mon ikke Taleban havde kunnet det samme? Vi var hjemme i Sandford kl. 1. En mislykket operation. Det vil blive undersøgt, om der ikke er en bedre placering, så vi prøver igen om nogle dage. Det er i hvert fald meldingen fra chefen. Netop, som jeg skriver nu, bliver der bygget på livet løs her i lejren. Det er det fede ved soldater. Lever vi under kummerlige forhold, bygger vi da bare noget, så det bliver bedre. Hold 4 har gjort det rigtig godt. De har sørget for toiletter, tisse-rør, gokkerum, et primitivt bad og en del primitive borde og stole. Vi er gået i gang med vores touch. Tag bare vores lille soverum. Det bærer klart præg af det. Her er fem feltsenge, et primitivt bord, IKEA-tæpper foran sengene, hylder lavet af ammunitionskasser, Dannebrog på væggen, papirkurv, stearinlys i lyseholdere lavet af tomme dåser og selvfølgelig damer på væggene. Alt dette var på plads i løbet af et par dage. Skovby, Guldbrandsen, Mau, Findus og jeg var hurtigt enige om, hvordan vores soverum skulle udsmykkes. Her er nærmest hjemligt. I resten af vores del af lejren er der bygget køkken, og mange andre projekter er i gang. Et rum til de sidste, så de ikke skal ligge i telt, et briefing-rum med fast terrænbord, velfærdsrum med træningsmuligheder, ligesom hold 4 har bygget i morterernes gård. Det skal nok blive alle tiders. Dagens patrulje forløb stille og roligt. Der var ingen melding om, at Taleban havde indsigt på os eller andet. Det var en syv km lang patrulje fra Sandford til omkring Armadillo. Da vi nåede Armadillo, blev vi samlet op af piranha erne. Igen var børnene mindre synlige nær Armadillo. Man fornemmede, at vi gik nærmere og nærmere FLET en. Det er deroppe, vi skal tjene vores penge hjem, det er stensikkert. Efter patruljen havde jeg to timers vagt i Sanger 2 sammen med Skovby. Det var meget stille og roligt. Fra Sanger 2 observerer man ud i ørkenen, væk fra zonen. Ørkenen er så død, som I forestiller jer en ørken. Der kom kun to biler forbi på de to timer. Bestemt ikke sindsoprivende, men tiden gik nu hurtigt nok. Der blev jo sludret om diverse. 18
Nu er det bare at ringe hjem, og så hopper jeg i køjen. Der er en vagt i nat og en fem timers patrulje i morgen. Der er smæk på i disse dage. 19. februar Endnu en dag med knald på. Og igen uden den store spænding. Vi fik dog set lidt nyt af zonen. Mau og jeg startede dagen med en vagt fra kl. 04-06. Igen ikke noget at melde om. Derefter hoppede vi i posen og fik de to timers søvn, vi syntes, vi trængte så meget til. Kl. 9 var der appel (morgensamling) som sædvanligt, og så startede dagen for alvor. Vi skulle bygge hovedvagten om som den eneste deling tilbage i lejren. 2. deling skulle på patrulje og 1. deling holde skansen i Armadillo. Arbejdet fortsatte indtil kl. 13:30 med hovedvagten. Kl. 14 var det vores tur til at gå patrulje. I dag var det en CIMIC-patrulje (Civil Military Cooperation). CIMIC er dem, der står for genopbygningen af Afghanistan. Derved kan I godt regne ud, at det skulle handle om de lokale og ikke at jage talebanere væk fra området. Vi skulle ud fire forskellige steder og snakke med nøglepersoner i CIMIC-mandens bog, som hver var pålagt en speciel opgave. Nogen skulle grave gamle taleban-stillinger til. Hvis de havde formået det, skulle de have en pose penge som tak. Hos andre skulle vi høre, om de var tilfredse med den brønd, vi har bygget til dem. Tredje og fjerde ting var angående compounds, der var ramt af bomber ved hold 4 s kampe. Til slut endte vi i Gokkebo (Compound Golf Bravo 8-2). En lille lejr, tættere på Helmandfloden, hvor ANA og nogle englændere holder stand. Lejren er tre-fire gange mindre end Sandford. Den får Sandford til at virke som en kæmpe lejr, hvilket den bestemt ikke er. Det var hyggeligt nok at se lejren og sludre med dem, og de havde en lille overraskelse til os. Der blev sendt koldskål fra Arla rundt til os alle, da vi holdt hvil. Smagen fik tankerne over på dejlige Danmark. Vi var blevet lidt forsinkede under CIMIC-patruljen; der var jo mange, der skulle snakkes med, så vi ville ikke nå hjem til kl. 18 som planlagt. Solen gik ned, og det begyndte at blive mørkt. Fragbrillernes (beskyttelsesbriller mod fragmenter) mørke glas blev skiftet ud med klart, og mono-googlen (natkampsudstyr) blev sat på hjelmen. Det gjorde nogle nervøse, at det nu var mørkt. Jeg ved egentlig ikke hvorfor. De tror åbenbart, at Taleban har bedre odds, når det er mørkt, for de kender jo terrænet. Men min holdning er, at det er bedre end om dagen, for i mørke kan vi se, og det kan de ikke. Om det er lyst eller mørkt, 19
soldat i afghanistan vil de altid have fordelen af, at de kender terrænet. Så det må være til vores fordel, når vi er de eneste, der kan se. Kl. 19 trådte vi ind gennem infanteriporten i Sandford, og folkene, der havde været nervøse, kunne ånde lettet op. En god patrulje igen i dag. Det var fedt, at man kunne genkende nogle af alle børnene. Der er specielt en, jeg har lagt mærke til. I går gav han fake high five til mig, og den fik han så tilbage i dag. Det passede knægten meget godt. Terrænet er vi også begyndt at blive lidt mere bekendt med. Vi kan genkende mange af stederne, men vi kan langt fra kæde området sammen endnu. Det skal nok komme. Der var kun lige tid til at spise og ryge et par cigaretter med fødderne oppe, inden Mau og jeg igen skulle på vagt. Denne gang kl. 20-22. Igen i Sanger 2, og igen skete der ikke noget som helst. Vi så en hund og en præriehund, eller hvad det nu var for en skabning, i løbet af de to timer. En lang dag blev det i hvert fald til. En ca. 14 timer lang arbejdsdag, så nu er det bare godnat herfra. Glæder mig til, for første gang, at sove 10 timer i streg. Det er lige, hvad min krop har brug for. 20. februar Jeg vågnede halv ni dejligt udhvilet mentalt. De 10 timers sammenhængende søvn havde gjort underværker. Mit arbejdsskema sagde kun patrulje i dag. Det var lækkert. En dag med kun fire-fem timers arbejde. Så kunne jeg nå at tage mig lidt mere af mig selv. Tage bad, klippe og barbere mig og bare slappe godt og grundigt af. Det var enormt tiltrængt med det tempo, vi havde haft i starten. Jeg mødte Jones, min bedste kammerat fra derhjemme, inden vi skulle på patrulje. Ham og drengene fra spejdersektionen havde eskorteret kampvognene hertil i morges. Det var lækkert at se ham. Han var dog ikke just tilfreds. Det ser ud til, at de i sektionen skal bruges primært til sikring/eskorte af forsyningskolonner til alle de små FOB s rundt omkring i vores ansvarsområde. Altså, han oplever ikke den krig, han tog herned for at opleve. Vi får se. Jeg tror, her er rigeligt krig til os alle. På patruljen skulle vi have Batman (bataljonschefen) og kompagnichefen med på tur. De ville ned til Gokkebo, hilse på og drøfte et eller andet. Det ville sige kun en 4 km lang patrulje. Lige efter mit hoved. Min krop er godt brugt af 20
det tempo, vi har kørt indtil videre. Et nødvendigt tempo, efter alles mening, for at vise Taleban, at der ikke er kommet mindre sikkerhed i området, blot fordi hold 4 er blevet afløst. Forhåbentligt stilner det snart lidt af. Ellers ender chefen med en gang slidte soldater alt for hurtigt. Både mentalt og fysisk. I Gokkebo fik vi igen koldskål. Det er ikke noget for englænderne. De havde troet, det var mælk til at starte med, så det er ikke så mærkeligt, de havde været en del skuffet, da de havde smagt deres te med koldskål i. Vi nuppede de fire liter, de havde tilbage, med her til Sandford. Kampvognene kom som sagt også i dag. En lækker ting at se de tre leoparder holde side om side på skydebanen og indskyde deres kanoner lige uden for Sanger 2. De bliver en god sikkerhed hernede. Det blev slået fast af Batman i dag, at vi skal have GD-patruljer i Gereshk. Gør ikke mig noget. Lidt afveksling fra Green Zone er ikke af vejen. Det er begyndt at blive lidt kedeligt at traske rundt på de små stier, der er den primære infrastruktur i området. Kedsomheden forsvinder nok, når man har haft den første føling dernede. Om det bliver positivt eller negativt, ved jeg ikke endnu. Her til aften kan jeg ikke sove. Der er mange tanker, der kører gennem hovedet på mig. Gode tanker. De sidste par dage har der været tanker af alle slags. Positive som negative. Nok mest negative må jeg indrømme. Tanker om, at de kører os for hårdt. Tanker om, at det her måske er dumt, for hvad hvis jeg aldrig vender hjem til min familie, mine nære og alle de ting, jeg holder af. Jeg ved godt, hvorfor jeg har haft disse tanker. Det er det nemmeste. De popper automatisk frem, når man føler sig lidt presset over det hele, som jeg har gjort på det seneste. Det hele er nyt, det hårde program og savnet af dem derhjemme. Men inden jeg gik herind og lagde mig på feltsengen, stødte jeg på en artikel om de drenge, vi har overtaget fra. Den handlede om, hvad de har gjort hernede. Et sindssygt godt arbejde. Sidst i artiklen fortæller Mads Mikkelsen3 fra hold 4, at deres hårde arbejde tydeligt ses i, at familier hver dag flytter tilbage til zonen i håb om en sikker tilværelse for første gang i lang tid. Det er stort. Det er den klare forskel på Sandford og Armadillo, jeg har snakket om tidligere. Jeg kan helt klart skrive under på, at folk her er trygge. Ellers ville de ikke opføre sig over for os på den måde. Både ved at være venligtsindede, når vi kommer forbi i zonen, men vigtigst ved at give os informationer om Talebans aktiviteter. Jeg havde glemt, hvorfor jeg er hernede. Jeg vil kunne sige det samme, som Mads gør i artiklen. Jeg har gjort en forskel! Jeg gemmer artiklen, så jeg kan læse den, når savnet, frygten eller presset er lidt for stort. Godnat. 21
soldat i afghanistan Om denne bog Du sidder med en smagsprøve af Michael Kattrup Lassens bog Soldat i Afghanistan - en hverdag ved frontlinjen. På Fokus Forlaget finder vi det vigtigt, at de danske soldaters indsats i Afghanistan forbliver i den offentlige bevidsthed. Samtidigt mener vi, at der er et behov for information om soldaternes dagligdag, så pårørende og kommende udsendte kan få et realistisk billede af deres situation. Endeligt håber vi, at pårørende til tidligere udsendte vil kunne få en større forståelse af baggrunden for mulige traumer. Bogen giver et unikt indblik i, hvordan en ung konstabel på 20 år påvirkes i løbet af sit ophold. Det er altså ikke en officers beskrivelse af situationen eller en journalists bearbejdning af en historie. Man følger Michael Kattrup Lassens oplevelser fra den første dag og fra den første patrulje til den allersidste periode, hvor stress, usikkerhed og frygt er fremherskende. Undervejs får læseren et indblik i hans personlige refleksioner om det, han oplever. Alt sammen skrevet på en objektiv og alligevel medrivende måde. Forfatteren, redaktøren og forlaget er helt enige om, at vi med bogen ikke ønsker at bringe nuværende eller kommende udsendte soldaters liv i fare ved at bringe informationer, som kan give fjenden bare den mindste fordel. Derfor har vi samarbejdet med Forsvaret om den endelige redigering. Vi gør opmærksom på, at dette ikke er udtryk for, at Forsvaret blåstempler bogen. Sten Svensson Redaktør 22
Bogen udkommer november 2009 Vi sender besked direkte til abonnenterne på Fokus Forlagets nyhedsbrev, straks når bogen kommer fra trykkeren. Hvis du ikke selv har downloadet denne smagsprøve fra vores onlinebutik, så foreslår vi, at du registrerer dig dér og tilmelder dig vores nyhedsbrev. Så er du sikker på at få besked. http://butik.fokus.dk Du kan læse mere om bogen her: http://www.fokus.dk/soldat_i_afghanistan.html http://www.soldatiafghanistan.dk (inkl. billeder og videoklip mm.) 23