Dagligvarer udbringning uden betaling Lov om social service 83 Praktiske opgaver i hjemmet. 1. Indledning 2. Kvalitetsstandard 3. Lovgrundlag og ankeafgørelse. 02 Den 1. august 2007 1
1. Indledning Indledning: Hjælp til betaling for udbringning af dagligvarer efter bestilling, er et af de delområder, hvor der har været en forskellig praksis/anvendelse i de 4 kommuner i Norddjurs Kommune. Tidligere praksis: Nørre Djurs Kommune: Der har været 9 sager, hvor der er ydet hjemmehjælp til afhentning af dagligvarer. Grenaa Kommune: Har henvist visiterede borgere til en bestemt kiosk, hvor udbringning ikke koster noget. Rougsø Kommune: Har ikke betalt for udbringning eller visiteret til afhentning. Sønderhald Kommune: Har i begrænset omfang betalt gebyr for udbringning omfang 6 sager For at harmonisere området er der udarbejdet et fælles beslutningsgrundlag, der indstilles gældende for hele Norddjurs Kommune. Praksis fra de 4 kommuner er videreført indtil videre. Det indstilles, at der med virkning fra 1. oktober 2007 ikke betales gebyr for udbringning af dagligvarer, ligesom der ikke visiteres/afsættes tid til afhentning af dagligvarer. Det bemærkes, at der er en reel mulighed for at får leveret dagligvarer uden gebyr. Plejeområdet Den 1. august 2007 John Andreasen Plejechef Dorthe Milthers Bestillerenheden 2
2. Kvalitetsstandard: Ikke godkendt p.t. 1. Hvad er ydelsens lovgrundlag? 2. Hvad dækker ydelsen? 3. Hvad er formålet med ydelsen? 4. Ydelsens omfang? 5. Hvem kan modtage ydelsen? 6. Hvem leverer ydelsen? 7. Kompetence krav til udføreren? KVALITETSSTANDARD Udbringning af dagligvarer Lov om Social Service 83 stk. 1 nr. 2) hjælp eller støtte til nødvendige praktiske opgaver i hjemmet. Udbringning af dagligvarer efter bestilling uden betaling af gebyr og uden visiteret tid til hjemmehjælp Formålet er at sikre borgeren levering af dagligvarer direkte i hjemmet uden betaling af gebyr for udbringning. Hjælp til formidling af kontakt til leverandører, der bringer dagligvarer ud uden beregning. Ydelsen tildeles til borgere, der fysisk og/eller mentalt er ude af stand til selv at bringe dagligvarer hjem. De leverandører af dagligvarer, der ikke opkræver gebyr og som vil påtage sig levering af dagligvarer hver uge. Levering af dagligvarer mindst hver uge. 8. Hvad koster hjælpen for borgeren? 9. Hvad er kommunens kvalitetsmål? Ingen betaling At borgeren får de bestilte dagligvarer som aftalt og uden opkrævning af gebyr eller hjælp til afhentning. 10. Hvordan følges op på kvalitetsmål? Bestillerenheden: Visitator følger op på kvaliteten af den leverede hjælp ved hver revurdering. 11. Opgaver der ikke indgår. Udbringning af dagligvarer grundet vejrlig 3
3. Lovgrundlag samt SM-afgørelse. Lov om social service: 83. Kommunalbestyrelsen skal tilbyde 1) personlig hjælp og pleje og 2) hjælp eller støtte til nødvendige praktiske opgaver i hjemmet. Stk. 2. Tilbuddene efter stk. 1 gives til personer, som på grund af midlertidigt eller varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer ikke selv kan udføre disse opgaver. Stk. 3. Tilbuddene efter stk. 1 kan ikke gives som generelle tilbud efter 79. Stk. 4. Kommunen skal ved tilrettelæggelsen af pleje og omsorg m.v. for en person med en demensdiagnose så vidt muligt respektere dennes vejledende tilkendegivelser for fremtiden med hensyn til bolig, pleje og omsorg (plejetestamenter). Særlig afgørelse bemærk efter lov om social service før 1. januar 2007. Resume En kommunes kvalitetsstandard om, at hjælp til indkøb ville blive opfyldt ved generelt at refundere borgere - der selv kunne ringe efter og modtage varer - et kontantbeløb indenfor et årligt maksimum for udbringning af varer, fandtes i strid med serviceloven. Hjælp til nødvendige praktiske opgaver i hjemmet, herunder indkøb, skal gives efter en konkret individuel vurdering af behovet. Ankestyrelsen fandt ikke, at serviceloven indeholder hjemmel til at erstatte nødvendig personlig hjælp med et kontant tilskud. Ankestyrelsen lagde vægt på lovens bestemmelser om henholdsvis personlig hjælp og kontant tilskud. Ankestyrelsen fandt samtidig, at behov for indkøb af dagligvarer efter en konkret vurdering kan opfyldes ved udbringning af varer i stedet for hjælp i form af ledsagelse til at få købt ind. Afgørelsens fulde tekst Hjælp til nødvendige praktiske opgaver i hjemmet - hjemmehjælp - indkøb - udbringning af varer - kontant tilskud - ledsagelse - kvalitetsstandard Sagsfremstilling Sagen drejede sig om en 88-årig kvinde som boede sammen med sin ægtefælle på 86 år. Hun led af rygsmerter og ægtefællen af demens. Kommunen havde bevilget hjemmehjælp til ægtefællen dagligt til personlig pleje. Til kvinden var bevilget hjemmehjælp til rengøring hver 14. dag og indkøbsordning i overensstemmelse med kommunens kvalitetsstandard, det vil sige dækning af 4
udgifter til udbringning af varer, op til 1040 kr. pr. år mod forevisning af bon. Herudover fik hun hjælp til bankbesøg 1 gang månedlig. Hjælp til tøjvask var afslået af hende selv. Ved brev fra kommunen til alle hjemmehjælpsmodtagere blev det meddelt, at kommunen havde besluttet, at der skulle ske en omfordeling af ressourcerne i sundhedsforvaltningen, således at en del af de timer, der anvendtes til rengøring, indkøb og forebyggende sygepleje blev omlagt til dækning af øget behov for timer til personlig pleje. Af kommunens kvalitetsstandard vedrørende ydelsen indkøb fremgik bl.a., at borgere kunne modtage denne ydelse, hvis de ikke af helbredsmæssige årsager var i stand til: - at vurdere behovet for indkøb og/eller - at ringe en bestilling til dagligvareforretning og/eller - at modtage og betale for udbringning af varer. Var borgeren selv i stand til at modtage og betale for udbragte varer, ville det blive oplyst, hvilke handlende, der bragte varer ud, samt priser for levering, og der ydedes refusion for dokumenterede udgifter til levering af varerne, op til 1040 kr. pr. år. Kvinden klagede bl.a. over, at hun ikke måtte få handlet ind nede fra byen, da hun ikke selv havde mulighed herfor. Der forelå ikke i sagen en kopi af en konkret skriftlig afgørelse fra kommunen til kvinden. I brev fra kommunen til statsamtet havde kommunen på nævnets forespørgsel bl.a. oplyst, at der ikke var taget kopi af afgørelserne til borgerne. Kommunen havde derfor alene fremsendt en skabelon for den individuelle afgørelse og henvist til, at ændringen kun var indført som et journalnotat, samt på kommunens planlægningskort. Borgeren havde ikke modtaget kopi af et»skema 2 «med seneste revurdering (i forbindelse med klagesager), medmindre der var bedt om aktindsigt. Klagerådet udtalte, at den indgivne klage fandtes forståelig, og at Klagerådet i forbindelse med de mange klager angående reducering af hjemmehjælpen ville opfordre byrådet til at tage niveauet op til revurdering. Kommunen havde i anledning af klagen til nævnet bl.a. oplyst, at kvinden godt kunne ringe efter og modtage varer og havde fået udleveret en indkøbsbrochure, samt at hun fik dækket udgifter til udbringning af varer, op til 1040 kr. pr. år mod forevisning af bon. Kvindens datter havde vedrørende spørgsmålet om hjælp til indkøb bl.a. oplyst, at moderen havde behov for at komme ud at handle med hjælp fra hjemmehjælpen, hvilket kommunen havde frataget hende. Det var kun Brugsen, der bragte varer ud, hvilket indskrænkede muligheden for at indhente tilbud fra andre fødevarekæder. Desuden ville hun ikke selv være i stand til at udvælge kvaliteten på sine egne varer. Familien havde hørt fra andre i samme situation, at det tit var varer, hvor sidste salgsdato var ved at være overskredet. Det sociale nævn fandt, at kvinden ikke var berettiget til ledsagelse til at få købt ind i byen. Kommunen skulle dog yde hjælp til indkøb som naturalydelse i stedet for som kontant tilskud. 5
Kommunen skulle derfor meddele kvinden en ny afgørelse om omfanget af hjælpen. Nævnet hjemviste således denne del af sagen til kommunen. Nævnet begrundede afgørelsen med, at kvindens behov for at få købt ind kunne dækkes ved, at hun fik bragt varer ud, da hun selv kunne ringe efter og modtage varerne. Nævnet udtalte, at afgørelsen var i overensstemmelse med kommunens kvalitetsstandard, hvoraf fremgik, at borgere, der selv kunne ringe efter og modtage varer, ikke kunne få hjælp til indkøb i form af en hjemmehjælper, der tog med på indkøb. Kommunen skulle dog yde hjælpen som naturalydelse, og ikke som kontant tilskud. Det betød, at det var kommunen, der skulle sørge for, at kvindens varer blev bragt ud enten af en af kommunens medarbejdere eller af et bud eller lignende. Det var derfor kommunen, der direkte skulle betale for udbringningen af varer. Kommunen kunne ikke bede kvinden betale for herefter at refundere pengene inden for et maksimumbeløb. Kommunen skulle derfor meddele kvinden en ny afgørelse om omfanget af hjælpen til indkøb. Kommunen klagede til Ankestyrelsen over den del af nævnets afgørelse, som vedrørte hjælp til indkøb. Kommunen ønskede spørgsmålet om hjælp til indkøb som en naturalydelse, og ikke som et kontant tilskud, genvurderet. Nævnet fastholdt ved genvurderingen den trufne afgørelse og bemærkede, at nævnet var enig med kommunen i, at sagen var af principiel og generel betydning. Der havde hersket megen tvivl om ydelsen indkøb i relation til lov om social service 71. Nævnet henviste til, at det af forarbejderne til 71 fremgår, at tilbud om hjælp eller støtte til praktiske opgaver for eksempel er hjælp til rengøring, madservice, vask af tøj, indkøb og lignende. Af vejledning om sociale tilbud til ældre m.fl. fremgår af pkt. 70, at kommunalbestyrelsen kan beslutte at ændre indholdet af den praktiske hjælp for eksempel således, at indkøb af dagligvarer ikke længere skal varetages som led i ordningen efter 71, hvis de personer, der har behov for hjælp til indkøb, har mulighed for at få den fornødne hjælp på anden måde. Der var derfor en uklarhed på området, som burde afklares i en principiel afgørelse. Ankestyrelsen indhentede telefonisk oplysninger fra kommunen, hvoraf fremgik, at der var to Brugser, som bragte varer ud til henholdsvis 40 kr. pr. gang og 20 kr. pr. gang. Slagteren bragte gratis ud, Netto bragte ikke ud. De 1040 kr. max. pr. år, som fremgik at kommunens kvalitetsstandard, var udregnet således, at hvis borgeren valgte den billigste Brugs, kunne det dække udbringning af varer en gang om ugen, og hvis borgeren valgte den dyreste Brugs, kunne det dække udbringning en gang hver 14. dag. Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt kommunens kvalitetsstandard - om, at borgere, der selv kan ringe efter og modtage varer, ikke kan få praktisk hjælp til indkøb efter lovens 71, men istedet kan få et kontant bestemt tilskud pr.år til refusion af dokumenterede udgifter til levering af varer - var lovlig. Afgørelse Ankestyrelsen fandt, at kommunen ikke kunne opfylde sin forpligtelse til at sørge for tilbud om hjælp eller støtte til nødvendige indkøb efter en konkret individuel vurdering af en persons behov herfor, jf. servicelovens 71, stk. 1, nr. 2, og 75, stk. 1, ved generelt at refundere borgere - der 6
selv kan ringe efter og modtage varer - et kontantbeløb indenfor et årligt maksimum for udbringningen af varer. Denne del af kommunens kvalitetsstandard fandt Ankestyrelsen var i strid med servicelovens 71 og 75. Begrundelsen for afgørelsen var, at tilbud om hjælp eller støtte til nødvendige praktiske opgaver i hjemmet - der ifølge lovens forarbejder omfatter indkøb - skulle gives efter en konkret individuel vurdering af behovet herfor, jf. servicelovens 71 og 75, stk. 1. Begrundelsen var videre, at der ikke sås at være hjemmel i servicelovens 71, jf. 75 til at erstatte nødvendig personlig hjælp med et kontant tilskud. Ankestyrelsen lagde vægt på, at alene servicelovens 76 indeholder regler, hvorefter henholdsvis kommunen eller borgeren i særlige tilfælde kan beslutte eller vælge udbetaling af kontant tilskud til hjælp, som den pågældende selv antager, i stedet for naturalhjælp. Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at servicelovens 71, stk. 3, fastslår, at en person, som efter en afgørelse truffet af kommunen er berettiget til hjælp eller støtte efter stk. 1, nr. 2, skal kunne vælge selv at udpege en person til at udføre opgaverne. Ankestyrelsen var derfor enig i nævnets afgørelse, hvorefter kommunen skulle meddele kvinden en ny afgørelse om omfanget af hjælpen til indkøb. Ankestyrelsen var ligeledes enig med nævnet i, at et behov for indkøb af dagligvarer efter en konkret vurdering kan opfyldes ved udbringning af varer i stedet for hjælp i form af ledsagelse til at få købt ind i byen. Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse, hvorefter spørgsmålet om hjælp til indkøb var hjemvist til ny afgørelse. Det tilføjedes i afgørelsen, at Ankestyrelsen fandt det kritisabelt, at kommunens afgørelse ikke havde opfyldt de forvaltningsretlige krav om begrundelse for afgørelsen og henvisning til de relevante retsregler. 7
8
9