Indskoling Café
Indledende information Vi anbefaler at læse forløbet godt igennem i god tid, inden det påbegyndes. I det følgende er der lidt informationer, som kan være relevante at tage højde for i god tid, inden forløbet sættes i gang. Se også huskelisten under lærerens forberedelse i slutningen af hver dag. Strukturen på forløbet Forløbet løber over en uge/5 dage. Forløbet er struktureret således, at dagenes aktiviteter er delt op i hhv. 1.-2. lektion, 3.-4. lektion og 5.lektion. Til tider vil I måske opleve, at eleverne er hurtigere eller senere færdige med den ene eller anden opgave, i forhold til, hvad der passer med forløbet. Tilpas forløbet, så det matcher jeres temperament og ikke mindst de elever, I har i klassen. Byt evt. om på lektionerne, hvis det fungerer bedre, eller læg nogle af lektionerne/aktiviteterne i ugen før, hvis I kan se, at det giver mere mening. Forberedelse af café-besøg mandag Sørg for at lave en aftale med en café i god tid. Informer dem om, hvor mange elever, der er i klassen, og at I har nogle spørgsmål med. Sæt en halv time trekvarter af til besøget. Fortæl cafeen, at I gerne vil høre om de job, der er der. Reservation af lokaler, buskort mm. I forløbet er der lagt vægt på, at eleverne skal arbejde kreativt både i udformningen af cafékonceptet, i arbejdet med udsmykningen af cafeen og ved fremstilling af det, I skal servere i cafeen. Det vil derfor være en fordel at booke billedkunstlokalet og hjemkundskabslokalet, så I har rådighed over disse lokaler hhv. tirsdag, onsdag, torsdag og fredag, og torsdag og fredag. Hvis ikke dette er en mulighed, kan I arbejde kreativt i klasselokalet med klippe-klistre opgaverne. Derudover kan det være en fordel på forhånd at beslutte, hvor på skolen cafeen skal være (klasseværelset, aulaen, gymnastiksalen). Hvis det er nødvendigt, så book evt. også dette lokale, så I kan råde over det hele fredagen. Det kan også være en god idé at booke både kamera og buskort til når I skal på café-besøg om mandagen. Invitation til caféen Fortæl gerne i god tid forældre og andre, som I vil invitere på besøg i cafeen, at I laver café og at de skal afsætte fredag tidlig eftermiddag i café-ugen til et besøg. Tænk her over at invitere et antal gæster, der matcher med den mængde mad og drikke, I kan nå at forberede. 1
Mandag Formål med dagen: at eleverne får viden om caféarbejde, drift og indretning og herved bliver inspireret til selv at lave en café. 1.-2. lektion Forbered eleverne på cafeprojektet; tal med eleverne om ugens forløb og dagens forløb. Hvad er en café? Tal med eleverne om, at en cafe kan være mange ting; forskellige typer mad/drikke, indretning, temaer (kulturcafeer, musik mm.), jobfunktioner osv.. Spørgsmål til cafébesøget For at få mest muligt ud af besøget på cafeen, skal I stille en række spørgsmål til cafemedarbejderen, når I er der. Forbered spørgsmålene sammen med eleverne, f.eks.: Hvad tid åbner / lukker cafeen? Hvor mange mennesker kommer der om dagen? Hvilken slags mad, kager, drikkevarer serveres der? Hvor mange arbejder der på cafeen? Forskellige jobfunktioner hvad arbejder man med? Hvad er sjovt / irriterende ved arbejdet? Indretningen hvordan ser der ud på caféen? Er alle velkomne, må man have sin hund med? Laves der underholdning, musik eller andet? Skriv alle spørgsmålene på tavlen. Ideen er, at eleverne parvis skal stille et spørgsmål, når I er på cafeen. Dan parrene ved at samle eleverne i en rundkreds. Bed eleverne finde en makker med samme farve sko, som én selv. To og to skal eleverne nu skrive ned / huske, hvad de skal spørge om, når I besøger cafeen. Skriv selv spørgsmålene ned, så du kan supplere eleverne, hvis de har glemt, hvad de skal sige, når I er på cafeen. 2
Adfærd ved besøg Tal herefter med eleverne om, hvordan man opfører sig, når man er på café-besøg. Kom f.eks. ind på følgende: Kom pænt og roligt ind i på cafeen. Præsenter jer selv som skole/klasse. Når I stiller spørgsmål, afvent svar. Kig på den person, I stiller spørgsmålet til. Lad være med at blande dig i et spørgsmål, en anden stiller ti stille! Husk at takke virksomheden for at I måtte komme. 3.-4. lektion Besøg på cafe Besøget varer en halv time tre kvarter. Lad eleverne stille de forberedte spørgsmål. Skriv evt. stikord ned, så det er lettere at huske svarene, når I taler om besøget i klassen senere hen. Tag et kamera eller en mobiltelefon med og tag billeder af cafeen, indretningen, maden, baren osv. Husk at spørge om lov til fotografering. Print senere fotografierne ud og hæng dem op i klassen. 5. lektion Tal med eleverne om besøget. Hvad fortalte cafemedarbejderen? Hvad lagde I særligt mærke til? Tag evt. udgangspunkt i de spørgsmål, som eleverne stillede og i billederne, som (måske, hvis I har nået det) allerede er hængt op i klassen. Opgave i grupper Opdeling i grupper: bed eleverne stille sig på en lang række efter hvilken måned, de er født i, således at dem, der er født i januar, står forrest og dem, der er født i december står bagerst. Del herefter eleverne op i grupper á fem. Giv hver gruppe et af følgende emner: maden, drikkevarerne, indretningen/udsmykningen, medarbejderne/jobfunktionerne, gæsterne. Lad grupperne tale om deres emne i forhold til café-besøget. Hvad var deres oplevelse af f.eks. maden (brunch, burger, kager, ostemadder, snacks, andet ), drikkevarerne (øl, sodavand, kaffe, te, andet ), indretningen/udsmykningen (sofaer, barstole, borde, kunst på væggene, farver ), medarbejderne/jobfunktionerne (tjener, kok, kundebetjening, afrydder ), gæsterne (børn, unge, gamle, hunde ). 2 3
Lad hver elev tegne en tegning af noget, der har med deres emne at gøre. eller Opgave individuel (hvis ikke der er tid til gruppeopgaven). 1 Lad hver elev tegne en tegning af noget, der har med besøget at gøre. Gerne med udgangspunkt i et af emnerne: maden, drikkevarerne, indretningen/udsmykningen, medarbejderne/jobfunktionerne, gæsterne. Hæng tegningerne op i klassen ved siden af fotografierne fra café-besøget. Lærerens forberedelse Lav en aftale med en café i god tid (se indledende information) Find et kamera eller en mobiltelefon Find caféen på KRAK og undersøg ruten derhen. Reserver evt. buskort Skaf tusser og papir + tegnestifter 4
Tirsdag Formål med dagen: at få udviklet et cafékoncept. 1.-2. lektion Start med at tale om, hvad der skete i går. Tag evt. udgangspunkt i fotografierne og tegningerne. Lad eleverne fortælle om deres tegning efter tur. Evt. gruppevis. Udvikling af koncept til café Start med kort at tale med eleverne om innovation og idéudvikling. Kom f.eks. ind på følgende: Hvad vil det sige at få en god idé? Har I prøvet at få en god idé til at gøre noget på en bedre måde? Ved I hvad en opfindelse er? Kender I nogle kendte opfindelser? 6 Hvad gjorde vi, hvis der ikke var nogen, der fik nye ideer? Eleverne skal herefter påbegynde idéudvikling til at skabe deres eget café-koncept. Hvordan skal jeres cafe være? TIP Beslut eventuelt på forhånd i lærergruppen, hvad cafeen skal servere, så dette ikke er noget eleverne skal tage stilling til og have indflydelse på. Jeres beslutning kan hænge sammen med lærerressourcerne, mulighed for brug af hjemkundskabslokalet, eller hvad I mener at kunne overskue i forhold til netop jeres gruppe elever og den tid, der er til rådighed. Nedton ambitionerne mht. hvad I kan nå at lave af mad: måske giver det mening for jer blot at lave noget af maden selv og købe resten. Start med at fortælle eleverne, hvad I har besluttet i forhold til servering af mad og drikkevarer. Fortæl herefter, at det er op til eleverne at bestemme, hvordan indretningen og udsmykningen skal se ud, og tal derefter med dem om, hvem I skal invitere. Lav en fælles brainstorm i klassen. Fokus skal være på indretningen, udsmykningen og gæsterne, der skal inviteres. Alle ideer skrives op på tavlen. 4 5
Gruppearbejde Del nu eleverne op i grupper á 4 eller 5, udfra hvem, der arbejder godt sammen. 4 Hver gruppe skal nu lave et moodboard (en planche), hvor de skal vise deres ideer til, hvordan cafeen kunne se ud (brug A1 eller A2 papir). Til at starte med skal hver gruppe blive enige om, hvordan de synes hhv. indretningen og udsmykningen skal være, samt hvilke gæster, der skal inviteres hvis det stod til dem! Herefter skal de illustrere det på deres moodboard ved at tegne, skrive og klippe-klistre. Brug her evt. billedark (bilag) samt diverse ugeblade, aviser, kataloger fra BR, postkort osv. Tal med eleverne om, at der er frit spil i udformningen af moodboardet, blot skal de huske at have alle tre fokusområder med (indretningen, udsmykningen og gæsterne)! Giv eksempler på café-koncepter, f.eks.: Halloween-uhygge Tøset Hello Kitty Dyr Fede biler Strand/sommer Science fiction Jul Seje superhelte Råt cowboy miljø Romantisk te-café Fortæl også, at ideen med et koncept er, at det valgte tema / koncept skal gå igen i al den udsmykning, de laver. Hvis konceptet f.eks. er seje superhelte, så skal superhelte-temaet afspejle sig i kunsten på væggene, pynten på bordene, indretningen osv. Husk at gøre eleverne opmærksomme på, at hver gruppe skal lave et forslag til, hvordan cafeen kunne se ud og at klassen i sidste ende skal stemme om, hvilket af forslagene, de synes bedst om. 3.-4. lektion Gruppearbejde fortsættes og afsluttes. 5 6
5. lektion Udvælgelse af café-koncept. Eleverne skal nu kort præsentere deres moodboards. Der afsættes ca. tre minutter til hver gruppe. Husk at komme omkring hver af de tre kategorier: indretningen, udsmykningen, gæsterne. Når alle har præsenteret deres ideer, skal der stemmes om, hvilket café-koncept, der arbejdes videre med resten af ugen. Hver elev har én stemme. Hvis I er bekymrede for, at eleverne kun stemmer på deres eget koncept, så giv evt. eleverne to stemmer hver. De må her ikke stemme på det samme koncept to gange. Noter evt. på et stort stykke papir (note-papir), hvad I er blevet enige om, hvis ikke det fremgår tydeligt af moodboardet, eller hvis I bliver enige om at lave kompromiser i forhold til det valgte café-koncept. Skriv også her, hvad slags mad og drikke, I skal servere, samt hvad tid fredag, cafeen har åbnet, og hvem der skal komme som gæster. Når dagen er gået, skal I have fundet et overordnet koncept, som I kan arbejde videre med resten af ugen. På et senere tidspunkt går I i detaljer omkring den helt konkrete indretning og udsmykning. TIP Gæsterne kunne være familie, lærerne på skolen, venskabsklassen eller klassen over/under. Hvis I oplever, at eleverne bliver hurtigere færdige med deres moodboards end beregnet, og I allerede har besluttet jer for et café-koncept i slutningen af 4. lektion, så start på onsdagens program i 5.lektion. Lærerens forberedelse Book evt. billedkunstlokalet, hvis ikke I vil sidde og arbejde med moodboards i klassen Del eleverne op i grupper á fire eller fem ud fra hvem, der arbejder godt sammen. Skaf sakse, farver, tuscher Skaf ugeblade, aviser, legetøjskataloger og postkort mm. til at klippe i Husk billedarkene (bilag) og kopier i forhold til antallet af grupper Skaf plancher/papir (gerne A1 el A2 format) svarende til det antal grupper, der dannes, samt evt. et ekstra stykke papir til at lave noter på Beslut på forhånd, hvad tid på dagen fredag, cafeen skal have åbent (som foreslået i materialet f.eks. kl. 11.30-13.00) og evt. også hvem, I vil invitere. Lav på forhånd en invitation, som eleverne kan tage med hjem og give forældre og andre. 6 6 7
Onsdag Formål med dagen: at få lavet en skitse over indretningen af cafeen og få fremstillet udsmykningen. 1.-2. lektion Start med at tale om, hvad I blev enige om i går. Tag udgangspunkt i det valgte moodboard og jeres note-papir (hvis I har lavet et sådant), så alle er med på, hvordan jeres café skal se ud, hvad I skal servere af mad og drikkevarer, hvem der skal besøge cafeen hvornår osv.. Forklar eleverne, at dagen i dag skal handle om to ting: at lave en skitse over indretningen af cafeen og at lave udsmykningen til cafeen. Skitse over indretningen af cafeen Tag klassen med hen til det lokale, som skal bruges til café. Medbring moodboardet. Bliv enige om, hvilke møbler, der skal være hvor i rummet, dvs. placeringen af hhv. borde, stole, baren, osv. Lav en skitse på et stort stykke papir (A1 eller A2), der illustrerer indretningen, og hæng skitsen over indretningen op i café-lokalet (eller i klassen, hvis ikke I har adgang til café-lokalet før fredag). I vender tilbage og starter indretningen senere på ugen! TIP Tænk på forhånd over, hvilke møbler og genstande, som evt. kan bruges i indretningen af cafeen. Hvad kan I nå at anskaffe? 3.-4. lektion Udsmykningen laves Når skitsen over cafeens indretning er på plads, skal I være specifikke omkring udsmykningen af lokalet. Tag en snak med eleverne: hvordan kan det pågældende cowboytema komme til udtryk? På hvad måde kan Hello Kitty dominere cafeen - skal det hele være lyserødt? Halloween hvor uhyggeligt må det være? Og hvordan afspejler temaet sig konkret i f.eks. menukortene, på væggene, på tallerkenerne osv. TIP Det kan være en god idé, hvis I i lærergruppen har gjort jer nogle tanker om, hvad I synes der kan lade sig gøre i forhold til udsmykningen. Måske har I på forhånd besluttet jer for en håndfuld konkrete muligheder, som eleverne kan vælge i mellem, når de skal arbejde med de forskellige 8
elementer i udsmykningen. Fordelen herved er, at I kan være på forkant med indkøb af de forskellige materialer. Ideer til udsmykning: Billeder på væggen (tegninger, malerier) og andet vægpynt Skilt med cafeens navn Perleplader til ophæng El-pærer i sjove farver Prisskilte i mange faconer Flotte menukort Dekorerede engangskopper/tallerkener Lysestager + andre småting til bordene Blomster af papir Balloner Dækkeservietter i A3 format Gå i billedkunstlokalet og brug resten af dagen på at fremstille udsmykningen. Benyt evt. også klasseværelset eller andre steder på skolen, hvor der er plads/mulighed. Del evt. eleverne op i grupper, som hver især arbejder med en mindre del af udsmykningen. Dvs. én gruppe laver f.eks. menukort, en anden dekorerer tallerkener, en tredje laver vægeller bordpynt osv.. 5. lektion Arbejdet med udsmykningen fortsættes. Lærerens forberedelse Tænk over/anskaf ting, møbler, genstande, som evt. kan bruges i indretningen Skaf et A1/A2 papir til at tegne indretningen på Book evt. billedkunstlokalet, hvis I ikke vil arbejde med udsmykningen i klassen Skaf materialer til brug i arbejdet med udsmykning af cafeen. 9
Torsdag Formål med dagen: at få lavet udsmykningen færdig samt at få produceret mad/kager/drikkevarer mm. 1.-2. lektion Start med at fortælle eleverne, at dagen skal bruges på få lavet udsmykningen færdig samt at lave den mad, der skal serves i cafeen. Lav herefter en kort opsamling på, hvad der skete i går. Udsmykning Alle elever fortsætter arbejdet med udsmykningen, som afsluttes efter 2.lektion. 3.-4. lektion Madlavning Tag klassen med i hjemkundskabslokalet. Start med at sikre, at alle er klar over, hvad I skal lave af mad i dag. Del klassen op i mindre grupper eller par, så det giver mening i forhold til den mad, der skal laves. Tal med eleverne om hygiejne, inden inden madlavningen påbegyndes. Kom bl.a. ind på, at der er skrappe krav om hygiejne, når man arbejder i et køkken og at det derfor er vigtigt, at der er pænt og rent, at alle vasker hænder osv. Påbegynd herefter madlavningen. Brug evt. vedlagte opskrifter som inspiration. TIP Måske har I på forhånd besluttet jer for, at kun halvdelen af børnene går i hjemkundskabslokalet og laver mad, mens den anden halvdel afslutter arbejdet med udsmykningen eller påbegynder indretningen / udsmykningen af lokalet. Lad det være op til lærerressourcerne og børnegruppen. Husk at man sagtens bare kan lade aktiviteten i hjemkundskabslokalet være bagning af boller, og at man vælger at købe sig til resten (kage, suppe el andet). 10
5. lektion Madlavningen fortsættes. Lærerens forberedelse Køb de nødvendige råvarer til fremstilling af maden Print opskrifter se evt. bilag Sørg for plads til opbevaring af madvarerne til den følgende dag. Noget skal evt. på køl Køb sodavand, kaffe og eventuelt madvarer / kager osv., hvis I har besluttet ikke at lave det hele selv Book evt. billedkunstlokalet, hvis I ikke vil arbejde med udsmykningen i klassen Book hjemkundskabslokalet. 9 11
Fredag Formål med dagen: at få lavet det sidste mad, udsmykket lokalet og gjort klar til at gæsterne kommer. Cafeen holder åbent! 1.-2. lektion Start med at fortælle eleverne, at dagen i dag handler om at lave maden færdig, at få styr på drikkevarerne, og at få lokalet indrettet og udsmykket, således at alt er helt klart til at gæsterne kommer. Madlavning og indretning/udsmykning af cafeen Tag en mindre grupper elever med i hjemkundskabslokalet og fortsæt madlavningen, hvor I slap i går. Det er også nu I laver kaffe/te osv. Den resterende del af eleverne påbegynder indretningen af cafeen og udsmykningen. Start med at indrette lokalet med de pågældende møbler og genstande. Brug jeres skitse. Herefter skal lokalet udsmykkes; hæng op, dekorer, stil frem. Sæt også duge på bordene, find tallerkener/kopper mm. frem. 3.-4. lektion Indretning og udsmykning af cafeen fortsættes og afsluttes. Er alt hængt op, sat frem, gjort klar? Er cafeen klar til at modtage gæster? Husk pengekasse og byttepenge. Kopier pengesedlerne (bilag) og vær forbredte på at dele dem ud til gæsterne, når de kommer til cafeen. Kl. 11.30-13.00: cafeen har åbent! Husk at tage billeder! Sørg for at alle får prøvet at betjene kunderne. Lav på forhånd en aftale om, hvem der skal betjene kunder, hvornår. TIP Brug en lektion i ugen op til café-ugen på at tale om penges værdi, mønttyper, byttepenge osv., så alle elever er forberedte på at kunne betjene kunder, tage i mod penge, give tilbage osv. Brug evt. hjemmesiden/spillet www.pengeby.dk. 12
Kl. 13.00: Cafeen lukker - tak for i dag. Oprydning. Lærerens forberedelse Book evt. billedkunstlokalet, hvis I ikke vil arbejde med udsmykningen i klassen Book hjemkundskabslokalet Book café lokalet Sørg evt. for engangsservice hvis det er det, I vil bruge Skaf byttepenge og en kasse til at opbevare pengene i Lav en oversigt over, hvilke elever der skal betjene kunder hvornår Book kamera eller hav mobiltelefonen klar. Fælles mål: Uddannelse og job Kompetenceområde: Personlige valg Kompetencemål: Eleven kan beskrive egne drømme og forventninger Færdigheds- og vidensområde: Mine muligheder Færdighedsmål: Eleven kan beskrive forskellige livsformer Vidensmål: Eleven har viden om forskellige livsformer Færdigheds- og vidensområde: Mine valg Færdighedsmål: Eleven kan træffe enkle beslutninger Vidensmål: Eleven har viden om betydning af at træffe beslutninger Kompetenceområde: Fra uddannelse til job Kompetencemål: Eleven kan beskrive forskellige uddannelser og job Færdigheds- og vidensområde: Information Færdighedsmål: Eleven kan indsamle enkle informationer om uddannelser og job i eget nærmiljø Vidensmål: Eleven har viden om informationskilder om uddannelse og job Færdigheds- og vidensområde: Uddannelse- og jobkendskab Færdighedsmål: Eleven kan beskrive uddannelser og job fra eget nærmiljø Vidensmål: Eleven har viden om uddannelser og job 13
Kompetenceområde: Arbejdsliv Kompetencemål: Eleven kan beskrive forskellige typer arbejde og arbejdsformer Færdigheds- og vidensområde: Arbejdsvilkår Færdighedsmål: Eleven kan skelne mellem typer af arbejde Vidensmål: Eleven kan skelne mellem typer af arbejde Færdigheds- og vidensområde: Arbejdsmarked Færdighedsmål: Eleven kan beskrive arbejdsmarkedsforhold fra eget nærmiljø Vidensmål: Eleven har viden om roller og funktioner på arbejdsmarkedet Færdigheds- og vidensområde: Arbejdsliv Færdighedsmål: Eleven kan skelne mellem typer af arbejde Vidensmål: Eleven har viden om livs- og arbejdsformer 14