Kristus lever for mig

Kristus lever for mig Af Per Ladekjær Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig, og mit liv her på jorden lever jeg i troen på Guds søn, der elskede mig og gav sig selv hen for mig. (Gal 2,20). Hvad lever du for? Hvad giver dit liv indhold og mening? Og hvad er meningen egentlig? Hvordan ses det i dit liv? Brug et øjeblik på at svare på de spørgsmål for dig selv. I dette første kapitel skal vi dykke ned i det vigtigste, der er at sige om et menneske: vores forhold til Gud. Først når vi erkender sandheden om vores liv, kan vi begynde at leve sandt og rigtigt. Og det er lige præcis, hvad discipelskab handler om. For mange år siden berettede aviserne om et underligt retsmøde i New York. Byen har en særlig domstol for dem, som overtræder færdselsreglerne. En dag havde retten indkaldt et par hundrede mænd og kvinder, som havde overtrådt 10

færdselsreglerne. Men de slap ikke bare med at betale bøden. De skulle også se en film, som var sat sammen af bilulykkerne fra den seneste tid. Biler stødte sammen, væltede, ruder klirrede, metal knustes. Luften dirrede af hjerteskærende skrig, og indimellem kunne man høre nogle sårede jamre eller en, der råbte: Hjælp mig! Måske synes vi ikke, at vore fejl og vores synd er så stor. Men en dag skal vi se alle vore gerninger igen. Stort og småt. Og for Guds domstol bliver vi alle skyldige. Det er vores virkelighed. Kristus lever for mig Mange kristne har ikke set, at de er skyldige i noget ondt. Hvordan er du skyldig? En underlig Gud Lige så lidt som man kan betale en fartbøde med, at man har givet sin mor en blomst, lige så lidt kan man betale Gud med noget af alt det gode, man gør. Det er vigtigt at forstå, når det handler om discipelskab. Vi skal ikke begynde at opføre os på en anden måde i håb om at slippe for en straf. Det hjælper i øvrigt heller ikke i en retssal at håbe på, at dommeren skulle synes, at man dybest set er et godt menneske. På samme måde er der ikke nogen vej uden om Guds straf. Derfor straffer Gud. Men det utrolige er, at han ikke straffer dig eller mig. Han straffer sig selv. Han slettede vort gældbevis med alle dets bestemmelser imod os; han fjernede det ved at nagle det til korset. Kol 2,14. 11

Kristus lever for mig Gud har set, hvad du lever for. Og han har givet dig muligheden for, at du ikke selv skal stå til regnskab for det, men han lod Jesus stå til regnskab for dit liv. Dét er Guds kærlighed. Han straffer underligt nok sig selv. Mange kristne lever, som om de aldrig har set Guds kærlighed. Hvornår har du sidst set det? Hvad skylder jeg nu? Det er netop det, vi skal lære at indrette vores discipelliv efter: mit liv her på jorden lever jeg i troen på Guds søn, der elskede mig og gav sig selv hen for mig. Gal 2,20. Som sagt er dette bibelvers en nøgle for et discipelskab. Hver eneste dag afsløres det, at jeg har brug for, at Gud enten glemmer eller ikke ser min egoisme og synd. Eller straffer en anden. Gud har derfor betalt for mig, uden at jeg har noget at give igen. Det er dét, som Bibelen kalder for Guds nåde. Ordet nåde hedder på latin gratia. Det er det samme ord, som bruges på dansk, når vi siger gratis. Der er ikke noget, vi skal gøre eller betale med. Vi skal heller ikke senere betale det tilbage på anden måde. Mange kristne lever, som om de skylder Gud en hel masse. Hvordan lever du? Det store i livet Når jeg tror og forstår, at jeg hver eneste dag har brug for Guds tilgivelse og 12

betaling for mig, så gør det ganske enkelt noget ved måden, jeg lever på. Lad mig fortælle en lille historie: Min kone var sognemedhjælper for nogle år siden. En dag underviste hun sine mini-konfirmander fra en helt almindelig 3. klasse i folkeskolen om påskens begiven heder. Hun fortalte ret dramatisk, og højdepunktet var, at vi går fri af Guds straf, fordi Jesus tog straffen i vores sted på korset. Helt spontant udbrød en dreng fra holdet: TAK, JESUS! Lettelsen stod lysende klar i hans øjne. Han var vist heller ikke en af de mest velopdragne drenge. Han havde måske aldrig hørt om det før, og det var helt nyt for ham. Og stort! Wauw Jesus tog hans straf! Kristus lever for mig Mange kristne lever, som om Guds nåde ikke er særlig stor over deres liv. Hvordan ses Guds nåde i dit liv? Discipelskab handler altså om nåde. Når man indser, at man skal stå til regnskab for sit liv over for Gud, så bliver man ganske enkelt tvunget i knæ, og man får brug for, at Gud tilgiver og er nådig. Og det er netop i den position, at Gud altid viser sin store nåde mod os. Vi kan lære meget af en lignelse af Jesus om en farisæer og en tolder (Luk 18,9-14). Farisæeren er i sin bøn til Gud mest optaget af at fortælle Gud om alle sine egne fortræffeligheder. Tolderen derimod er tvunget helt i knæ. Han har kun én lille bøn tilbage: Gud, vær mig synder nådig! (vers 13). Og Jesu kommentar er: Det var ham, der gik hjem som retfærdig, ikke den anden. (vers 14). 13

Kristus lever for mig

Hvis vi skulle gøre os selv retfærdige, så ville vi ikke have en chance. Men vi har fået en chance hos Gud. Som tolderen, der tigger om en chance. Tiggerens chance. Tiggeren kan bede, tigge og trygle, men han har ikke gjort noget for det og ikke gjort sig fortjent til det. På samme måde handler Guds nåde alene om, at Gud viser sin storhed og godhed mod os og rækker os tilgivelsen og det evige liv. Ikke fordi vi har fortjent det. Men alene fordi han har besluttet det. Kristus lever for mig Mange kristne kan ikke nævne konkret synd i deres liv. Hvilken synd har du f.eks. begået i dag? Dåb I modsætning til tiggeren ved vi, at vi altid får, hvad vi trænger til. Og vi har fået alt, hvad vi trænger til for at være Guds børn. Gud har nemlig besluttet at give os det i dåben. Når vi er døbte, får vi lov til at kalde os Guds børn. I dåben får vi et evigt liv. Helt ufortjent. Som en tigger, der bliver overøst med gode gaver. Vi blev altså begravet sammen med ham ved dåben til døden, for at også vi, sådan som Kristus blev oprejst fra de døde ved Faderens herlighed, skal leve et nyt liv. (Rom 6,4). Vi bliver sat ind i en ny virkelighed. Vi får lov til at leve et nyt liv, som ikke skal ende med dom, men med evigt liv. Og det skyldes alene, at Jesus døde for os og blev oprejst til et nyt liv. Når vi er døbte, er det ikke bare en virkelighed for Jesus, men også for os. 15

Kristus lever for mig Jesus beskriver dette nye liv som en helt ny fødsel. Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige. (Joh 3,3). Og det beskriver meget nøjagtigt, hvordan sammenhængen med det daglige liv som Jesu discipel er. Når et barn kommer ud af moderens mave, så åbner der sig en ny og større verden. Barnet må nu selv til at trække vejret, spise og gøre opmærksom på sit behov for omsorg ved at skrige. Sådan sætter dåben også en Jesu discipel ind i et nyt liv, hvor vi skal drikke og spise den mad, som styrker os i livet med Gud. Det gælder særligt nadveren, bøn, bibellæsning og det kristne fællesskab (vi får nemlig også nye brødre og søstre i det nye liv). Denne åndelige føde kaldes nådemidlerne, hvor vi modtager alt det, Kristus har gjort for os. Hvis barnet skal vokse, må det tage næring til sig hele livet, og det må en Jesu discipel også. Guds ord kommer til os på mange forskellige måder. Nogle får rigtig meget ud af at læse opbyggelige bøger. Andre har brug for korte meditationsord at tygge på. Det vigtige er, at vi tager ansvar for at få fyldt rigtig godt på. Mange kristne lever på smalkost. Gør du også det? Tro Det eneste, Gud ønsker af dig, er, at du tror. Og hvad betyder det så? Ja, måske viste drengen fra mini-konfirmandklassen os vejen. Når vi tager imod alt det, Jesus har gjort for os, må vi blot sige tak. Da Jesus underviste sine disciple om, hvad tro er, så fremhævede han netop de små børn sikkert meget yngre end mini-konfirmanden og sagde: Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det. (Mark 10,15). Tro handler altså om at tage 16

imod. Hvordan tager man imod det, Jesus har gjort? Man siger tak. Så enkelt er det og alligevel så svært. Mange kristne lever, som om der ikke er nogen grund til at sige Gud tak. Hvad takker du Gud for? Takker du også for nåden? Kristus lever for mig Bekendelsen Hvis man skulle bruge et andet udtryk end tak, så kunne man kalde det bekendelsen. Romerbrevet siger: For med hjertet tror man til retfærdighed, med munden bekender man til frelse. (Rom 10,10). Når troen har taget plads i hjertet hos Jesu discipel, er det ikke en privatsag. På de første kristnes tid forsøgte mange at være disciple i det skjulte, men det udlægger Jesus selv som synd. Enhver, som kendes ved mig over for mennesker, vil jeg også kendes ved over for min fader, som er i himlene. Men den, der fornægter mig over for mennesker, vil jeg også fornægte over for min fader, som er i himlene. (Matt 10,32-33). Det er en synd, som også kan tilgives, men det afslører, at troen ikke er statisk, men aktiv. Troen sætter spor i en discipels liv på både hjerte og tunge. Mange kristne lever uden at man kan se på dem, at de er kristne. Hvordan kan det ses på dig? Fri Når vi er blevet befriet fra at skulle gøre os selv retfærdige, giver det os en helt ny måde at leve livet på. Vi skal ikke længere opnå noget. Vi har heller 17

Kristus lever for mig ikke længere nogen grund til at frygte Guds dom over os den dag, vi skal stå til regnskab for Ham med vores liv. Der er betalt. Det betyder to vigtige ting for vores liv som Jesu disciple: 1. Vi kan nu komme til Gud helt uden dårlig samvittighed. Lad os derfor træde frem med oprigtigt hjerte, i en fast tro og bestænket på hjertet, så vi er befriet for ond samvittighed, og med legemet badet i rent vand. (Hebr 10,22). Når vi er blevet gjort retfærdige i dåben (når legemet er badet i rent vand), har vi fået en helt særlig status. Vi har nemlig fået Gud til Far og kan kalde os Guds børn. Gud kræver ikke noget længere. Hverken ofre, en ren samvittighed, gode gerninger eller andet. En discipel af Jesus vil opleve det som en så stor befrielse, at det kalder os til også at benytte os af den status. Det er næsten, som hvis man har fået en kæreste. Så ville det være mærkeligt og dumt, hvis man ikke havde lyst til at være sammen. Sådan er det også med Gud for en discipel af Jesus. Mange kristne taler sjældent med deres himmelske Far. Hvornår taler du med ham? 2. Vi er befriet fra at forsøge at fortjene os til noget. Hvis man har dårlig samvittighed over for nogen, vil man prøve at gøre det godt igen. Sådan lever mange kristne også i forhold til Gud. De føler, at de ikke er helt gode nok, og at Gud kræver mere af dem end det, Jesus har gjort. Her er et par eksempler: 18

Jamen, jeg må da også kunne finde nogle timer om ugen til at evangelisere på gaden, hvis jeg er en god kristen. Det er også for dårligt, at der ikke er nogen, der vil være leder i børneklubben. Gud vil ikke tænke godt om mig, hvis jeg ikke melder mig. Nu har Jesus gjort så meget for mig, så forventer han også, at jeg gør noget for ham. Nu må jeg hellere melde mig til at stille op til bestyrelsen. Der er sådan set ikke noget forkert i nogen af disse frivillige opgaver. Men det er en forkert baggrund, man har taget beslutningen på, hvis man føler, at Gud kræver det af mig. Det virker heller ikke særlig godt. Det virker måske en kort tid, men så begynder man at blive rigtig træt, for det var jo ikke noget, jeg havde lyst til, men Gud kræver det, hvis jeg skal være en ordentlig kristen. Måske bliver Gud også mere fjern, for hvem gider være sammen med en krævende Gud? Hvis du kender til det, så prøv at læse dette bibelvers: [Kristus kunne] med sit blod langt bedre rense vor samvittighed fra døde gerninger, så vi kan tjene den levende Gud. (Hebr 9,14). Gud kræver ikke mere af en kristen end det, Kristus allerede har gjort for mig. Det er faktisk først, når jeg begynder at glæde mig over lige netop det, at en tjeneste for Gud begynder at blive en sand tjeneste udført i glæde. Kristus lever for mig Mange kristne tror, at Gud forventer, at vi betaler ham tilbage. Hvad betyder friheden fra det for dig? 19

Kristus lever for mig Hvorfor Kristus lever Jesus har ikke bare betalt din gæld for 2000 år siden, og så er den sag klaret. For tænk nu, hvis Gud glemte det! Eller fortrød! Efter at Jesus blev oprejst fra døden, fór han til himmels, og han sidder nu sammen med Faderen i den himmelske virkelighed. Og det er ikke uden betydning. Hebræerbrevet fortæller: Derfor kan han (Jesus) også helt og fuldt frelse dem, som kommer til Gud ved ham, fordi han altid lever og vil gå i forbøn for dem. (Hebr 7,25). Virkeligheden er, at Jesus stadig har et øje på dig lige netop i dag. Nu gør han bare noget andet. Betalingen er sket, og det minder han dagligt Gud om. Paulus kan faktisk sige i Ef 2,6, at han oprejste os sammen med ham og satte os med ham i himlen, i Kristus Jesus. Disciplen har altså allerede nu fællesskab med Gud! Hver eneste dag har jeg brug for Guds nåde. Og hver dag beder Jesus sin fader om at være mig nådig. Guds nåde er altså ikke afhængig af, om du nu også husker at bede om den. Den er en virkelighed for den døbte, som tilhører Kristus, hver eneste dag. Mange kristne føler, at Jesus er langt væk, men han har altid den kristne for øje. Hvad føler du? Okay lad os så komme videre til discipelskab Jeg snakkede engang med en god ven. Han sagde noget, som jeg selv har tænkt mange gange og hørt mange kristne sige. Han gav udtryk for, at alt det her med frelse, tro og dåb alt hvad Jesus har gjort for mig det var ligesom 20

kapitel 1 i bogen om at være kristen. Og så sagde han, at det måtte være muligt på et tidspunkt at sige mere end det. At der må være et kapitel 2, som handler om noget andet, og som man kunne gå videre til, når man havde fået kapitel 1 ind under huden. Jeg forstår godt tankegangen. Men jeg er bange for, at vi ofte misforstår, hvad kapitel 1 i virkeligheden betyder for os. Kristus lever for mig Når jeg skal leve det daglige liv som kristen. Når jeg skal vælge, hvad jeg vil bruge min tid på. Når jeg bliver fristet af alt muligt, som ikke er godt for mig. Når jeg sidder i en gruppe, hvor bagtalelsen flyder. Hvad er det så, der lærer mig, hvordan jeg skal vælge rigtigt? Hvad lærer mig at sige nej til et verdsligt liv? Hvad lærer mig at leve, som Gud vil have det? Hvordan bliver jeg motiveret for at gøre gode gerninger? Vi tror ofte, at det, som virkelig flytter noget, er Guds bud og love. Eller alle de gode formaninger i Bibelen eller fra en medkristen. Eller vi kan tro, at det, som flytter noget hos os, er, at vi tager nogle faste beslutninger for vores liv. Alt dette er også vigtigt, og det vil være noget, vi kommer tilbage til i de næste kapitler. Men der er noget, der er vigtigere. Der er noget, der er vigtigst! Og det vigtigste er, at Jesus har givet sig selv hen for mig! Guds nåde er vigtigst. Når jeg forstår, hvor stor Guds nåde er imod mig hver eneste dag, så ændrer det ganske enkelt min måde at leve på. Paulus siger det sådan her: 21

Kristus lever for mig For Guds nåde er blevet åbenbaret til frelse for alle mennesker og opdrager os til at sige nej til ugudelighed og verdslige lyster og leve besindigt og retskaffent og gudfrygtigt i denne verden, mens vi venter på, at vort salige håb skal opfyldes og vor store Gud og frelser, Jesus Kristus, komme til syne i herlighed. Han gav sig selv hen for os for at løskøbe os fra al slags lovløshed og skaffe sig et rent folk som sin ejendom, ivrigt efter at gøre gode gerninger. (Tit 2,11-14). 22

23 Kristus lever for mig

Kristus lever for mig For Guds nåde er blevet åbenbaret til frelse for alle mennesker og opdrager os til at sige nej til ugudelighed og verdslige lyster og leve besindigt og retskaffent og gudfrygtigt i denne verden, mens vi venter på, at vort salige håb skal opfyldes og vor store Gud og frelser, Jesus Kristus, komme til syne i herlighed. Han gav sig selv hen for os for at løskøbe os fra al slags lovløshed og skaffe sig et rent folk som sin ejendom, ivrigt efter at gøre gode gerninger. (Tit 2,11-14). Det er nogle bibelvers, som det er værd at sætte en stor, fed streg under. Hvis du går tilbage til spørgsmålene fra før, så finder du svaret i dette skriftsted fra Titusbrevet. Hvad lærer mig at sige nej til et verdsligt liv? Hvad lærer mig at leve, som Gud vil have det? Hvordan bliver jeg motiveret for at gøre gode gerninger? Svaret på spørgsmålene er ifølge dette skriftsted: Guds nåde. Mange kristne er trætte af at høre om, hvad Jesus har gjort for dem. Er du? Nåde er noget, der flytter noget Kender du til, at en bekendt, en ven eller måske en journalist spørger dig, om det ikke er kedeligt at leve som kristen? Man må ikke drikke sig fuld, ikke have sex før ægteskab, og så skal man gå i kirke søndag formiddag kl. 10. Når jeg får de spørgsmål, tænker jeg vist ofte, at det egentlig også lyder en anelse kedeligt! Men i virkeligheden forholder det sig helt anderledes. Der er 24

noget, som er vigtigere, og som gør, at alkohol, sex og søndagssøvn virker mindre vigtigt. Der er ganske enkelt noget, der flytter noget. Eller rettere: Nåde, der flytter noget. Bevidstheden om, at Jesus har betalt hos Gud for mig med sit eget liv, gør noget ved os. Det bliver pludselig den største kærlighedserklæring, man kan få, og det motiverer den kristne til at leve livet i følgeskab med Jesus ivrig efter at gøre gode gerninger. Kristus lever for mig At fylde på af Guds nåde Guds nåde er altså ikke et startkapitel. Nåde er mere end bare kapitel 1 i bogen, og så kunne der findes adskillige kapitler om forskellige andre emner. Nåden kan i stedet sammenlignes med roden på et træ. Det er fra roden, hele træet skal hente sin kraft og næring. Og roden kan ikke undværes, hvorimod en stor gren godt kan undværes. Derfor er det helt afgørende for alle dele af livet for en Jesu discipel, at man fordyber sig i Guds nåde og suger rigeligt til sig. Det er nåden, der skaber vækst. Det er nåden, der skaber frugt (som vi skal se på i næste kapitel af denne bog). Guds nåde skal indtages dagligt gennem det, som jeg tidligere beskrev som nådemidlerne. Det nye liv, som Kristus har skænket mig, skal vokse og gro i disciplens liv ved at indtage netop disse åndelige måltider. Man kommer til at lide af åndelig sult, hvis man ikke får åndelig føde. Det gør mange mennesker også, men problemet er, at de billedligt talt indtager usund og forkert åndelig føde eller sulter sig ihjel. Discipelskab handler altså også om disciplin. Der er noget, som skal prioriteres, og det kræver måske, at jeg opgiver noget andet. Og ganske ofte kræver det, at jeg giver afkald på, hvad jeg umiddelbart har lyst til. 25

Kristus lever for mig Ved gudstjenesten modtager man Guds nåde gennem forkyndelse af Ordet, bønnen og ikke mindst gennem dåben og nadveren. Ved gudstjenesten kommer vi sammen med brødre og søstre. Selve ordet gudstjeneste betegner, hvad det er, der sker: Gud tjener os, og vi tjener Gud. I gudstjenesten modtager vi alt det, Kristus har gjort for os, og han er sammen med os. Det har han lovet os. For hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem. (Matt 18,20). Vi kan synes, at gudstjenesterne kunne være meget anderledes. Men Jesus har altså lovet at være til stede sammen med os, når vi samles i hans navn. Kristus lever for menigheden, for Jesu disciple og skænker os det, vi har brug for til det nye liv. Mange kristne prioriterer gudstjenesten fra, fordi de synes, den er kedelig. Hvad betyder gudstjenesten for dig? Det nye liv er hele tiden under udvikling det er dynamisk. Alt, hvad Kristus gør for mig, er ikke noget, der skal puttes i en syltekrukke og passes godt på, så det ikke går til spilde. Det er meningen, at det skal sætte aftryk i vores liv og kunne mærkes på os af andre. Vi må bekende den nye fantastiske virkelighed, som vi lever i. Det nye liv skal vokse op og modnes. Og føden, vi skal leve af, hedder Guds nåde. Altså: Er nogen i Kristus, er han en ny skabning. Det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til! Men alt dette skyldes Gud, som forligte os med sig selv ved Kristus og gav os forligelsens tjeneste, for det var Gud, der i Kristus forligte verden med sig selv og ikke tilregnede dem deres overtrædelser, men betroede os ordet om forligelsen. (2 Kor 5,17-19). 26

27 Kristus lever for mig