festival Dirigent / Cristian Mandeal Onsdag 1. februar 2012 kl. 19:30 Koncertsalen i Tivoli Solist / Martin Helmchen, klaver Lørdag 4. februar 2012 kl. 19:30 Koncertsalen i Tivoli Solist / Lars Vogt, klaver Onsdag 8. februar 2012 kl. 19:30 Konservatoriets Koncertsal Solist / Vadim Repin, violin Lørdag 11. februar 2012 kl. 19:30 Konservatoriets Koncertsal Solister / Vadim Repin, violin og Andreas Brantelid, cello
Dirigent / Cristian Mandeal PROGRAM Dirigent / Cristian Mandeal 1. FEBRUAR Johannes Brahms (1833-1897) klaverkoncert nr. 2 B-dur, op. 83 (1881) symfoni nr. 1 c-mol, op. 68 (1876) 46 47 Cristian Mandeal Cristian Mandeal tiltrådte i 2007 stillingen som 1. gæstedirigent for Sjællands Symfoniorkester / Copenhagen Phil. Samme stilling havde han hos Hallé Orchestra i Manchester indtil udgangen af sæson 2008 / 2009. Derudover var han fra 1987 til 2009 chefdirigent og kunstnerisk leder for Bucharest Philharmonic, som under hans ledelse udviklede sig til et orkester af international standard. Mandeal har dertil haft fast tilknytning til Euskadi Symphony Orchestra i Spanien, Haifa Symphony Orchestra i Israel samt Haydn Orchestra di Bolzano e Trento i Italien. Mandeal studerede klaver, komposition og direktion på Musikhøjskolen i Brasov og på Musikakademiet i Bukarest. Senere fulgte studier hos Herbert von Karajan i Berlin og hos Sergiu Celibidache i München, og efter at have hentet erfaring som repetitør på operaen i Bukarest blev han fast dirigent for Targu Mures og Cluj Filharmonikerne. Cristian Mandeal har dirigeret orkestre over det meste af verden og er en regelmæssig gæstedirigent hos de største orkestre i Europa, Israel og Japan samt operahusene i Wien og Berlin. Desuden har han deltaget i en række internationale festivaler som George Enescu International Festival i Bukarest (hvor han var kunstnerisk leder i 2001 og 2003), Autumn Festival i Prag og Bloomington Festival i USA. På Edinburgh Festivalen i 2002 dirigerede han BBC Scottish Orchestra i den britiske førsteopførelse af operaen Oedipe af George Enescu. Talrige cd-indspilninger er det også blevet til. Cristian Mandeal har indspillet alle Bruckners symfonier for Electrecord samt alle Brahms og Enescus orkesterværker for Arte Nova (BMG Ariola). Desuden har han indspillet på plademærkerne Claves og BIS. Seneste indspilning er Bruckners 9. symfoni med Hallé Orchestra. 4 4. FEBRUAR Johannes Brahms 8. FEBRUAR Johannes Brahms 11. FEBRUAR Johannes Brahms klaverkoncert nr. 1 d-mol, op. 15 (1858) symfoni nr. 3 F-dur, op. 90 (1883) VIOLINKONCERT D-dur, op. 77 (1879) SYMFONI NR. 2 D-dur, op. 73 (1877) DOBBELTKONCERT a-mol, op. 102 (1887) SYMFONI NR. 4 e-mol, op. 98 (1885) 5 49 40 40 44 33 42 Se satsbetegnelserne under programnoterne til de enkelte værker.
Solist 1. februar / Martin Helmchen martin helmchen Martin Helmchen er ét af verdens nye stortalenter. Med en virtuos og samtidig beskeden stil fortsætter han med at imponere på den internationale klassiske scene. Han har modtaget betydningsfulde priser som ECHO Klassik og Credit Suisse Young Artists Award og har fornylig haft debut med orkestre som Berliner Filharmonikerne med Herbert Blomstedt, Wiener Filharmonikerne med Valery Gergiev, London Philharmonic med Vladimir Jurowski og City of Birmingham Symphony Orchestra med Andris Nelsons. Den unge pianist har derudover optrådt med orkestre som RSO Stutt gart, Bamberg Symphony, RSB Berlin, Deutsche Kammer philharmonie Bremen, Orchestre National de Radio France, BBC Symphony Orchestra og Frankfurt Radio Orchestra under Yakov Krizburg. Han har arbejdet sammen med dirigenter som Marc Albrecht, Lawrence Foster, Philippe Herreweghe, Marek Janowski, Vladimir Jurokowski, Christoph Poppen, Kurt Masur og Bruno Weil. Dertil optræder han hyppigt på festivaler herunder Locken haus, Schubertiade, Marlboro Festival i Vermont i USA samt alle store tyske festivaler. Martin Helmchens passion for kammermusik har ført til samarbejder med kunstnere som Boris Pergamenschikow, Christian Tetzlaff, Heinrich Schiff, Marie-Elisabeth Hecker, Gidon Kremer, Sharon Kam, Sabine Meyer og Lars Vogt. For få år siden opdagede netop Lars Vogt den 30-årige Martin Helmchen. Og efter at have hørt hans indspilninger samt en koncert i Queen Elizabeth Hall er vi ikke i tvivl: Martin Helmchen skal have sin Skandinavien-debut med Sjællands Symfoniorkester / Copenhagen Phil i Brahms storladne 2. klaverkoncert. 7
Programnoter 1. februar / Mikael Garnæs klaverkoncert nr. 2 Allegro non troppo Allegro appassionato Andante Allegretto grazioso Klaveret var Brahms eget instrument, som han spillede på sin helt egen måde. Hans spil beskrives som usædvanligt fyldigt og kraftfuldt, og det fortælles, at en tilhører, der hørte Brahms improvisere i et tilstødende lokale, spurgte: Hvem er det, der spiller så smukt firhændigt? Denne karakteristiske tilgang til klaveret er også bestemmende for de to koncerter for klaver og orkester, der hører til de mest omfangsrige og symfoniske i det klassiske repertoire. Det gælder især for B-dur koncerten, der er i fire satser og kun overgås i længde og vanskelighed af visse værker fra det 20. århundrede af bl.a. Busoni og Messiaen. Trods solostemmens sværhedsgrad er det dog ingenlunde nogen bravurkoncert; typisk for Brahms, arbejder orkester og klaver hele vejen tæt sammen om udforskningen af det gedigne musikalske materiale. Efter uropførelsen af 1. klaverkoncert skulle der gå næsten 20 år, før Brahms var klar med efterfølgeren, der står i stærkest tænkelige kontrast til det stormfulde ungdomsværk. B-dur koncerten præges af en rolig og overvejende lyrisk stemning og er således mest i slægt med 2. symfoni og violinkoncerten. Komponistens nære ven, den musikelskende læge Theodor Billroth, som var den første, der fik partituret at se, mente, at koncerten forholdt sig til forgængeren som den voksne mand til ynglingen. Koncerten indledes med solohornets præsentation af hovedtemaet; klaveret svarer ligesom eftertænksomt, hvorefter træblæserne bringer sidetemaet fulgt af en kadence for solisten. Først derefter kommer det første orkestertutti med den egentlige ekspositionsdel. Anden sats er en scherzo, som Brahms oprindeligt havde skitseret til brug i violinkoncerten. Satsen indledes af klaveret med det energiske hovedtema, men orkestret fører an i triodelen, der i sin stil minder lidt om det 18. århundrede. Tredje sats hører til et af Brahms smukkeste lyriske stykker. Solocelloen fremfører temaet, som Brahms senere genbrugte i sangen Immer leiser wird mein Schlummer fra 1886. Først efter denne henførte indledning får klaveret sin entré. Stemningen bliver gradvist mere urolig i midterafsnittet, inden den fredfyldte idyl vender tilbage med celloen og hovedtemaet. Finalen er en yndefuld og elskværdig rondo, hvis tema hele tiden undergår forandringer, og koncerten slutter med en hurtig, strålende coda. Uropførelsen fandt sted i november 1881 i Budapest med Alexander Erkel som dirigent og Brahms selv ved klaveret. Komponisten spillede derefter værket i en række europæiske byer med forskellige dirigenter; først efter således at have gennemprøvet det gav han sin tilladelse til udgivelse. Hans forlægger, Simrock, udgav partituret i 1882 efter Brahms ønske med tilegnelse til komponistens gamle lærer, Eduard Marxsen. symfoni nr. 1 Un poco sostenuto - Allegro Andante sostenuto Un poco allegretto e grazioso Allegretto grazioso Adagio - Piu andante - Allegro no troppo ma con brio Brahms vej til symfonien var som en lang bjergbestigning, hvor han først nåede tinden i en moden alder. Allerede Robert Schumann, der i en avisartikel i 1853 havde udnævnt den tyveårige Brahms til tysk musiks nye store håb og dermed med et slag gjorde ham berømt på forventet efterbevilling, havde betegnet hans klaversonater som tilslørede symfonier. Han forudsagde, at når Brahms ville sænke sin tryllestav derned, hvor massernes magter i kor og orkester låner ham deres kræfter, så forestår der os endnu et vidunderligt indblik i åndernes verden. Og der er ingen tvivl om, at Brahms selv delte denne ambition fuldt og helt. I datidens Tyskland havde symfonien en ophøjet, nærmest hellig, status. Beethovens ni symfonier var nationalt arvesølv, og at kunne sætte pris på dem var selve prøvestenen for musikalsk dannelse. Schubert, Mendelssohn og Schumann selv havde sammen med en række mindre ånder ført genren videre, men man savnede den helt store mester, der kunne løfte arven. Brahms var den udvalgte. Den forsigtige og tålmodige Brahms tog sig særdeles god tid, før han følte sig rede til at storme olympen. Et tidligt eksperiment med symfoniformen endte som Klaverkoncert nr. 1, der blev en fiasko ved uropførelsen i 1860. Samme år skrev han to serenader for orkester, hvor han i en mindre prætentiøs genre kunne udforske orkestermediet. På den tid blev også første version af symfoniens førstesats til. Schumanns enke Clara (Brahms fortrolige veninde) skriver i et brev: Johannes har nylig sendt mig tænk, hvilken overraskelse en førstesats til en symfoni. Begyndelsen er nok lidt dristig, men jeg har hurtigt vænnet mig til den. Satsen er fuld af vidunderlig skønhed, motiverne bliver behandlet med det mesterskab, som bliver stadig mere karakteristisk for ham. Det hele er flettet sammen på en interessant måde Man nyder den i fulde drag uden at blive mindet om, hvilket arbejde der ligger deri. Men derefter gik arbejdet i stå. Brahms vendte sig mod andre opgaver og høstede yderligere erfaringer med at skrive for orkester bl.a. med Ein Deutsches Requiem, som blev hans store gennembrud i 1868. Sidste station inden symfonien blev Haydn-variationerne for orkester fra 1874. Herefter følte han sig rede til at færdiggøre symfonien, og i september 1876 kunne han sætte dato og sit navn under det færdige værk. Efter han havde spillet den på klaveret for Clara Schumann, skrev hun i sin dagbog: Jeg kan ikke nægte, at jeg blev bedrøvet og nedtrykt melodierne mangler flugt, hvor beåndet dette arbejde end er. Jeg overvejer stærkt, om jeg ikke burde sige det til ham, men først vil jeg høre den for fuldt orkester. Det fik Clara lejlighed til ved uropførelsen i Karlsruhe den 4. november, hvor Otto Dessoff dirigerede, og hun fik nu en helt anderledes positiv opfattelse, særligt af mellemsatserne. Hun skrev til komponisten: I én henseende har du helt ubevidst fulgt mit ønske, nemlig ved at omarbejde adagioen. Mellem første og sidste sats er der efter min opfattelse brug for ro; begyndelsen af anden sats bør i hvert fald være sangbar uden en kunstfærdig iklædning, som gør det vanskeligt at få en helt klar opfattelse af den egentlige melodi. Symfonien kom i et uhørt frugtbart musikalsk år. I sommeren 1876 havde Wagner indviet sine Bayreuth-festspil med uropførelsen af Nibelungens Ring. Nu toppede Brahms med c-mol symfonien, som den berømte dirigent Hans von Bülow var hurtig til at give tilnavnet Den Tiende. Han henviste dermed til det åbenlyse slægtskab med Beethoven og hans fra-kamp-til-sejr -koncept af symfonien. Men lige så åbenlyst er det, at symfonien taler med Brahms egen stemme. Det er utvivlsomt den mest betydelige første symfoni, nogen komponist har skrevet. 8 9
Solist 4. februar / Lars Vogt lars vogt Lars Vogt er en eminent international kunstner med en aktiv solokarriere. Han er født i 1970 i Tyskland og er nu bosiddende i London. Han startede med at spille klaver som 6-årig og fik sit internationale gennembrud i 1990 i den internationale pianistkonkurrence i Leeds. Han har været solist med verdens førende or kestre herunder Berliner Filharmonikerne med Claudio Abbado, Birmingham Symphony Orchestra med Sir Simon Rattle, London Symphony Orchestra, Royal Concertgebouw, Orchestre de Paris, Chamber Orchestra of Europe, Wie ner Filharmonikerne, Bayerische Staatsorchester, Dres den Staatskapelle og DR SymfoniOrkestret. Herudover har han været solist med store amerikanske og japanske orkestre som New York Philharmonic, Chicago Symphony, Boston Symphony og NHK Symphony. Lars Vogt er tidligere huspianist hos Berliner Filharmonikerne og var i 2003 den første, der blev tildelt orkestrets titel Pianist in Residence. Vogt har siden 1998 været kunstnerisk leder af den alternative kammermusikfestival Spannungen: Musik im Kraftwerk Heimbach, som afholdes hvert år i juni. Og så er han drivkraften i et pædagogisk musikprojekt, Rhapsody in School, der har til formål at holde mu sikken i live og bringe den ind i børns liv. Lars Vogt har udgivet 15 cd er på EMI bl.a. med Berliner Filharmonikerne og City of Birmingham Symphony Orchestra med Sir Simon Rattle, der har beskrevet ham som: En af de mest ekstraordinære musikere i alle aldersgrupper, som jeg har været så heldig at arbejde sammen med. 11
Programnoter 4. februar / Mikael Garnæs klaverkoncert nr. 1 Maestoso Adagio Rondo: Allegro non troppo Der er ikke mange klaverkoncerter, der begynder så dramatisk som Brahms d-mol klaverkoncert. I første takt sættes tonen D an med voldsom kraft i de dybe stemmer, hvorefter det forvredne hovedtema med de angstfyldte triller høres over rullende paukehvirvler. Selve tonearten d-mol etableres først definitivt efter 25 takter, hvor en ny og mere afdæmpet, omend stadig urolig tematisk, ide gør sin entre. Efter yderligere en række temaer vender hovedtemaet tilbage i al sin magt. Først derefter gør solisten sin entre med et ligesom beroligende og trøstende tema. Scenen er sat til et spektakulært musikalsk drama. Den slags var ikke hverdagskost for musikelskere i midten af 1800-tallet, klavervirtuosernes storhedsperiode, hvor man frem for alt forventede charme, elegance og opvisning af blændende fingerfærdighed af en koncertgiver. Langt de fleste klaverkoncerter stod i dur blandt de få klassiske undtagelser var Mozarts koncerter i d-mol og c-mol samt Beethovens c-mol koncert og hvis man endelig ville have et musikalsk drama, var stedet symfonien og ikke solokoncerten. Ved uropførelsen i Hannover, hvor Brahms selv var solist og hans ven Joseph Joachim (1831-1907) dirigerede, blev værket da også kun høfligt modtaget. Da Brahms fem dage senere præsenterede koncerten i Leipzig, faldt den igennem, afgjort og med glans, som komponisten skrev til Joachim. Det gik egentlig meget godt, jeg spillede betydeligt bedre end i Hannover, og orkestret var udmærket. Den første prøve fremkaldte ingen som helst følelser, hverken hos musikerne eller hos tilhørerne, og musikerne fortrak ikke en mine. Om aftenen påhørtes første og anden sats uden den mindste bevægelse. Til sidst forsøgte tre hænder at falde langsomt i hinanden, men hvæsen fra alle sider forbød ganske klart en sådan demonstration. I klassicismens højborg Leipzig, hvor Mendelssohn og Niels W. Gade havde virket få år tidligere, så man med skepsis på den unge mand og hans Sturm und Drang. Brahms anlagde en filosofisk synsvinkel på modtagelsen af koncerten. Han erklærede, at det var det bedste, der kunne ske, for det tvang ham til yderligere kunstnerisk selvransagelse, og den næste klaverkoncert ville blive anderledes. Det blev den også, men der kan ikke være tvivl om, at den indledende fiasko har været en stor skuffelse for ham, specielt fordi værket har haft dyb personlig betydning (man har sat både den angstfulde indledning og den højtidelige salmetone i andensatsen i forbindelse med Robert Schumanns selvmordsforsøg), og fordi værket havde været igennem en lang og møjsommelig tilblivelse med mange omarbejdelser. De første skitser stammer fra 1854 og har form af en sonate for to klaverer, men Brahms følte, at den kraftfulde musik kaldte på en mere magtfuld instrumentation og forsøgte året efter at lave en symfoni ud af det. Også her gik han i stå. I stedet anvendte han skitserne til en klaverkoncert, der ligesom symfonien skulle være i fire satser. I sidste ende blev det dog kun til de konventionelle tre satser, og musikken til den fjerde blev anvendt som anden sats i Ein Deutsches Requiem. Der skulle gå nogle år, før koncerten, i takt med Brahms voksende berømmelse, blev accepteret som det mesterværk, den er. Senere i livet optrådte Brahms hyppigt i dobbeltrollen som solist og dirigent, hvor han inden pausen var solist i d-mol koncerten og efter pausen dirigerede en af sine symfonier. I dag hører d-mol koncerten til kernerepertoiret for pianister, der har kraft og udholdenhed til den store romantiske udfoldelse. symfoni nr. 3 Allegro con brio - Un poco sostenuto Andante Poco allegretto Allegro - Un poco sostenuto Brahms var fyldt 50 år, da han fuldendte sin tredje symfoni i Wiesbaden i sommeren 1883. På det tidspunkt var han en berømt mand, der foruden de to første symfonier havde fuldendt begge klaverkoncerterne, violinkoncerten, en lang række klaver- og kammermusikværker, lieder og kormusik som Ein Deutsches Requiem alt sammen musik, der var gledet ind i repertoiret og blev spillet over alt. Han havde intet at bevise, men nok noget at leve op til. Den tredje symfoni viser en Brahms, der til en vis grad går nye veje. Således udgør det indledende motto et både motivisk og harmonisk sammenbindende element, en slags ledemotiv i første sats, foruden at det optræder i finalen. Der kommer også en vis forbindelse i stand i ydersatserne derved, at det faldende motiv i første sats hovedtema vender tilbage i finalens sidste takter, her dog ikke længere med den stolte karakter, men stille og roligt. Symfoniens hemmelige motto høres allerede i de første takter med tonerne F-A-F, der står for Brahms valgsprog Frei aber froh. Det var et motto, han havde antaget i sin ungdom som svar på vennen Joachims mere pessimistiske Frei aber einsam. Brahms og den store violinist Joachim havde været meget nære venner, og Joachim havde opført de fleste af Brahms kammermusikværker og været solist ved uropførelsen af violinkoncerten. Senere var de kommet på kant med hinanden i forbindelse med Joachims skilsmisse. Ligesom sin mentor, Schumann, sendte Brahms undertiden private budskaber ud gennem sin musik, og dette synes udpræget at være tilfældet her, hvor han rækker hånden ud til ungdomsvennen med et motiv, der dukker op gang på gang i symfonien. Straks efter mottoet kommer førstesatsens fyrige og kraftfulde hovedtema i violinerne, som følges af et idyllisk sidetema i A-Dur. En dramatisk og stærkt koncentreret førstesats, den korteste blandt Brahms symfonier, ebber ud med hovedtemaet i piano. Finalen er atter dramatisk. Den begynder med et ægte skæbnetema i dyster f-mol og fortsætter med et heroisk sidetema i C-dur, og gennemføringsdelen er stærkt tematisk koncentreret og udtryksmæssigt intens. Symfonien slutter i F-dur, men på ingen måde i triumf, snarere i resignation med en sidste genkaldelse af temaet F-A-F. Dramaet i ydersatserne omrammer to lyriske mellemsatser: Andanten, der begynder enkelt og sangbart, og som fik Clara Schumann til at tænke på bedende i et lille skovkapel, og slutter med et uforglemmeligt sangbart udbrud hen imod slutningen. Samt allegrettoen, der slet ikke ligner den traditionelle scherzo med celloernes indledende melodi, der senere overtages af solohornet. Adskillige dirigenter og orkestre sloges om retten til uropførelsen af symfonien, som Brahms endte med at betro Wiener Filharmonikerne og Hans Richter. Uropførelsen den 2. december 1883 blev indledningen til et veritabelt triumftog for symfonien. Den 4. januar 1884 dirigerede Joseph Joachim efter Brahms udtrykkelige ønske førsteopførelsen i Berlin. Den endelige forsoning mellem Brahms og Joachim fandt dog sted nogle år senere i forbindelse med dobbeltkoncerten for violin og cello. 12 13
Solist 8. og 11. februar / Vadim Repin vadim repin Vadim Repin er født i Sibirien i 1971. Som fem-årig begyndte han at spille violin, og bare et halvt år senere spillede han sin første koncert. Som 11-årig vandt han guldmedalje i Wieniawski Konkurrencen. I 1985, 14 år gammel, fik han debut i Tokyo, München, Berlin, Helsinki og et år senere i Carnegie Hall. To år senere vandt han, som den yngste nogensinde, den mest prestigefyldte og krævende violinkonkurrence i verden, The Queen Elisabeth Competition. Siden da har Repin været solist med verdens største orkestre blandt andre Berliner Filharmonikerne, New York Philharmonic, Lon don Symphony Orchestra, Los Angeles Philharmonic, Boston Symphony, Chicago Symphony, Cleveland Orchestra, NDR Hamburg, Orchestre de Paris, Royal Concertgebouw, San Francisco Symphony, St. Petersburg Philharmonic og La Scala. Han har arbejdet med førende dirigenter som Ashkenazy, Boulez, Neeme og Paavo Järvi, Levine, Masur, Muti, Rattle, Termikanov og mange andre. Herudover er han en hyppig gæst på festivaler som Tanglewood, Ravinia, Rheingau, Gstaad, Verbier og BBC Proms, og han giver mange recitals over hele verden. Blandt Vadim Repins mange cd-indspilninger er hans prisbe lønnede indspilning af de store russiske violinkon certer af Sjostakovitj, Prokofiev og Tjajkovskij på Warner Classics. I februar 2010 fik han Frankrigs mest prestigefyldte musikalske pris, Victoire d Honneur, for hans livs lange dedikation til musik, og i december 2010 blev han tildelt Chevalier de l Ordre des Arts et Lettres. Repin spiller på en Guarneri del Gesù 1743 Bonjour. 14 15
Programnoter 8. februar / Knud Ketting violinkoncert Allegro non troppo Adagio Allegro giocoso, ma non troppo vivace Som komponist var Brahms mere end almindeligt afhængig af den natur, som omgav ham. Sommeren 1876 havde han tilbragt på Rügen, hvis stejle klinter syntes ham de perfekte omgivelser for færdiggørelsen af c-mol symfonien den første af hans i alt fire. Den følgende sommer valgte han et langt mere idyllisk sted til sit sommerophold, nemlig landsbyen Pörtschach ved Wörthersee i det sydlige Østrig (det samme område, som Mahler et kvart århundrede senere skulle opsøge, når han skulle koncentrere sig om sin kompositionsvirksomhed). Her flyver melodierne rundt, så man skal passe på ikke at træde dem under fode, sagde Brahms om sit nyfundne paradis, hvor han i sommeren 1879 skrev den lyriske D-dur symfoni. Karakteristisk nok valgte han den samme toneart, da han den følgende sommer tog fat på at komponere en violinkoncert til den kendte violinist Joseph Joachim. Joachim havde han kendt siden ungdommen, og deres venskab skulle på trods af uoverensstemmelser blive livslangt. Som i sin symfoniske skaben var Brahms sig stærkt bevidst, at han komponerede sin violinkoncert med Beethoven som udgangspunkt og ideal et ideal, som han frygtede ikke at kunne måle sig med. Også Beethovens eneste violinkoncert står i D-dur (hvilket betyder, at de to vigtigste toner i D-dur skalaen, D og A, klinger særligt varmt og indtrængende, fordi de kan spilles på åbne strenge) og kan karakteriseres som et værk, hvor den symfoniske struktur prioriteres langt højere end solistisk brillans. Per korrespondance deltog Joachim i udformningen af værket, og i september kom han så til Pörtschach. På dette tidspunkt var værket skitseret i fire satser, og der kan næppe være tvivl om, at Joachim gerne havde set, at det var mindre symfonisk og mere i stil med det værk, han i adskillige år havde fremholdt for Brahms som idealet på en solokoncert, a-mol koncerten (nr. 22) af den italienske komponist og violinist Giovanni Battista Viotti. Et par måneder senere kunne Brahms meddele Joachim, at han nu havde erstattet de to midtersatser med en nykomponeret Adagio, som han i øvrigt kaldte mislykket, og dermed var værket i sin struktur kommet lidt nærmere på en traditionel solokoncert. Nytårsdag 1879 uropførte Joachim og Brahms så det nye værk med Gewandhaus-orkestret i Leipzig. Brahms, der dirigerede, må formodes at have kendt partituret indefra, mens det fortælles om Joachim, at han først efter en halv snes opførelser kunne koncerten udenad og følte sig fri og tryg i sin tolkning af den. Anmelderne var forbeholdne og kaldte det nye værk for en koncert imod violinen og en symfoni med obligat violin, og den spanske komponist og violinvirtuos Pablo de Sarasate (1844-1908) havde følgende kommentar: Jeg vil ikke nægte, at der er tale om ganske god musik. Men jeg kunne i hvert fald ikke være så smagløs at stille mig op med violinen i hånden og bare lytte til oboen, mens den spiller den eneste ordentlige melodi i hele stykket. Joachim, der selv havde skrevet førstesatsens virtuose kadence, var dog ufortrøden, og allerede inden for de næste to uger havde han spillet den nye koncert i Wien og Budapest. Men først da værket nåede England, var modtagelsen uforbeholden. Den succes oplevede Brahms ikke selv: Han var nemlig så bange for søsyge, at en tur over den engelske kanal var en uoverstigelig hindring! symfoni nr. 2 Allegro non troppo Adagio non troppo Allegretto grazioso (quasi andantino) - Presto ma non assai Allegro con spirito Det meste af en snes år havde Brahms brugt på at tage livtag med sin første symfoni, som han efter mange kvaler færdiggjorde i 1876. Så var der til gengæld gået hul på bylden. Åbenbart følte han sig ikke længere lammet af slagskyggen fra Beethoven, og allerede året efter, i sommeren 1877, skrev han så (som allerede omtalt under Violinkoncerten) sin anden symfoni i D-dur, der blev uropført i Wien den 30. december samme år med dirigenten Hans Richter i spidsen for ingen ringere end Wiener Filharmonikerne. Den samme Hans Richter, som året forinden havde dirigeret den samlede uropførelse af Wagners Nibelungens Ring ved åbningen af Festspillene i Bayreuth. I begyndelsen af oktober havde Brahms spillet dele af den nye symfoni for Clara Schumann, og hun noterede med tilfredshed i sin dagbog om første sats, at jeg finder den bedre udtænkt end første sats i den første symfoni. Og hun fortsatte: Også af sidste sats hørte jeg en del og er fuld af glæde over den. Med denne symfoni vil han få en mere slagkraftig succes end med den første, hvor gennemarbejdet og genial denne end er. Hvor meget Brahms end skyndte sig med instrumentationsarbejdet, så lykkedes det ikke at blive færdig i tide forud for den berammede uropførelse i begyndelsen af december. Den måtte udskydes til årets næstsidste dag der var simpelthen ikke tid nok til at få orkesterstemmerne udskrevet fra nodemanuskriptet, hvor blækket dårligt var tørt. Til gengæld kunne Brahms glæde sig over, at musikken blev præcis så godt modtaget, som Clara Schumann havde forudset. Selv havde Brahms skrevet til sin forlægger, Simrock, at partituret nok burde udgives med sørgerand. Men det skal formentlig betragtes som en spøg. For i modsætning til den første symfonis grundlæggende karakter af kamp frem mod sejr fremstår D-dur symfonien som Brahms Pastorale-symfoni, hvis vi skal blive i Beethoven-analogien. For selv om de to første satser har mere end blot et strejf af den melankoli, der synes at have været et grundtræk hos Brahms, lades man ikke i tvivl om optimismen i tredje sats. Og nok indledes finalen sotto voce af strygerne; men det holder kun i godt tyve takter. Så bryder det samlede orkesters larmende livsglæde igennem. Og her kommer Brahms vel det nærmeste, som han nogensinde nåede, på en triumferende Beethoven-finale! 16 17
Solist 11. februar / Andreas Brantelid andreas brantelid Andreas Brantelid er én af Danmarks unge førende cel lotalenter. Han er født i 1987 og er trods sin unge alder allerede godt på vej mod en international kar riere som en af Skandinaviens førende cellister. Han er medlem af Lincoln Centre Chamber Music Society i New York, hvor han regelmæssigt giver koncerter, og fra 2008 til 2010 medvirkede han i BBCs New Generation Ar tists program. I sæsonen 2008 / 2009 blev Andreas udvalgt af European Concert Hall Organizations til deres Rising Star recital serie med koncerter i sale som Concertgebouw Amsterdam, Musikverein Wien og Palais des Beaux Arts Bruxelles. Han har desuden spillet recitals i Carnegie Hall i New York samt i London og Paris. Han er også en hyppig gæst på de store festiva ler i bl.a. Wien, Schleswig-Holstein, Bergen, Verbier og London. I sæson 2010 / 2011 havde Andreas Brantelid debut med München Kammerorkester, Amsterdam Concertgebouw og Birmingham Symphony Orchestra. Andreas Brantelid debuterede med orkester som 14-årig, hvor han spillede Elgars Cellokoncert med Det Kgl. Kapel. Siden har han været solist med alle de store skandinaviske orkestre, bl.a. uropførte han i foråret 2010 Niels Rosing-Schows Cellokoncert med DR Symfoni- Orkestret. Han vandt i 2006 1. prisen i Eurovision Young Musicians Competition, som den første fra Skandinavien nogenside. I 2007 vandt han 1. prisen i Paulo International Cello Competition. Samme år var han også DR s Artist in Residence. I 2008 udkom Andreas anmelderroste indspilning af Tjajkovskijs Rococo Variationer, Schumans Cellokoncert og Saint-Saëns 1. Cellokoncert, og i januar 2010 udgav han et album med kammermusik af Chopin, blandt andet komponistens cello sonate. Andreas Brantelid spiller på en 1665 Andreas Guarne rius Terese cello. 18 19
Programnoter 11. februar / Knud Ketting dobbeltkoncert Allegro Andante Vivace ma non troppo Brahms koncert for violin, cello og orkester. Hvor instrumentalkoncerter med flere solister havde været hyppigt forekommende i 1700- tallet, blev de i det 19. århundrede en sjælden foreteelse. Udover Beethovens såkaldte Tripelkoncert (med violin, cello og klaver som solister) og en lille håndfuld værker af den i dag sjældent spillede Louis Spohr (primært en a-mol koncert for strygekvartet og orkester) finder vi stort set kun denne dobbeltkoncert af Brahms. Værket har da også en helt særlig baggrund: Jeg må fortælle Dem om min sidste dumhed. Det er en koncert for violin og cello. Navnlig på grund af mit forhold til Joachim har jeg bestandig villet opgive sagen. Men det hjalp nu ikke. I kunstneriske anliggender har vi lykkeligvis bevaret vort venskabelige forhold. Men jeg havde dog ikke troet, at vi atter engang skulle mødes. Sådan beskrev Brahms i august 1887 sit skulle det vise sig sidste orkesterværk i et brev til forlæggeren Simrock. Nogle år tidligere havde han lagt sig ud med violinisten Joseph Joachim, som han havde skrevet sin violinkoncert til. Joachim havde svært ved at beherske en jalousi, som blomstrede op, når hans hustru, mezzosopranen Amalie Weiss, tog på sine hyppige koncertrejser. Brahms kendte dem begge godt og forsøgte at overbevise Joachim om hustruens uskyld og sendte hende et varmt, beklagende brev, som hun fremdrog i retssalen, da det kom til skilsmisse. Og det var for meget for Joachim, der dog både som violinist og dirigent forblev komponisten en trofast forbundsfælle. Dobbeltkoncerten fremstår da som en art forsoningsgestus. Brahms understregede sine gode hensigter ved, efter de to solister havde præsenteret sig i solokadencer, under den følgende temapræsentation i orkestret at plante et citat hos træblæserne. Citatet er fra den a-mol violinkoncert af Giovanni Battista Viotti (1755-1824), som Brahms vidste, at Joachim havde genoplivet fra glemselen og holdt af at spille. Joachim holdt værket over dåben sammen med cellisten Robert Hausmann, der var med i den strygekvartet, han var primarius i. De var derfor dybt fortrolige med hinandens spillemåde. Det blev med Brahms selv som dirigent først ved en uformel gennemspilning for et indbudt publikum i Baden-Baden den 23. september 1887 og derefter den 18. oktober ved en offentlig koncert med Gürzenich-orkestret i Köln. Nu ved jeg, hvad det var, der manglede i de seneste år af mit liv, udtalte Brahms. Jeg følte, at der manglede noget, uden at kunne sige hvad. Det var klangen af Joachims violin. Som han dog spiller! Symfoni nr. 4 Allegro non troppo Andante moderato Allegro giocoso Allegro energico e passionato E-mol symfonien var den eneste af de fire, som Brahms selv dirigerede ved uropførelsen, der fandt sted i Meiningen den 25. oktober 1885. Denne tyske by var hovedstad i det lille fyrstendømme Sachsen-Meiningen, og orkestret var, takket være opbakningen fra den stærkt musikinteresserede fyrst Georg II, på dette tidspunkt blandt de førende i Tyskland. Den nye symfoni blev komponeret i løbet af somrene 1884 og 1885. Dem tilbragte Brahms i Mürzzuschlag, en lille by i udkanten af Alperne, omkring 100 km sydvest for Wien. Men en del af hans inspiration havde rødder længere tilbage i tiden. Symfoniens finale er nemlig en såkaldt passacaglia (hvor et tema gentages uændret, enten i basstemmen eller i en af de andre stemmer hvis det fast ligger udelukkende i bassen, kalder vi i stedet formen for chaconne). Passacaglia-temaet er på otte takter, og det stammer fra sidste sats i Bachs kantate nr. 150, Nach dir, Herr, verlanget mich, som er en chaconne. Og vi ved, at Brahms, da han mødte dirigenten Hans von Bülow i Berlin omkring 1880, spillede netop denne Bach-slutsats for von Bülow og bad om hans vurdering af Bachs bas-linje som grundlag for en symfonisk sats. Samtidig sagde Brahms dog, at det i givet fald ville være nødvendigt at pille i Bach. Hvilket han så også gjorde: Han lagde et nyt halvtonetrin ind mellem den næsthøjeste og den højeste tone i Bachs bas-linje og brugte det så som det gennemgående element i ikke mindre end 30 variationer med en afsluttende coda, der bringer symfonien til dens medrivende kulmination. Forud for denne grandiose finale, som på alle måder er værkets kulmination, går en førstesats, der straks sætter den tungsindige grundstemning an. Brahms havde oprindeligt forsynet den med fire takters indledning, som han dog klogeligt strøg inden uropførelsen, sådan at vi nu helt uden forberedelse konfronteres med satsens alvorsfulde hovedtema. For som Brahms skrev til Hans von Bülow umiddelbart efter at have færdigkomponeret symfonien: Jeg spekulerer på, om den vil få et større publikum i tale. Jeg er nemlig bange for, at den smager lidt af klimaet her kirsebærrene bliver aldrig søde på denne egn. Du ville ikke bryde dig om at spise dem. Anden sats er ligeledes intenst elegisk. Hvor tredjesatserne i de foregående Brahms-symfonier havde haft intermezzo-karakter, får vi her hans eneste rigtige Scherzo. Satsens udadvendte karakter understreges af, at han, som ellers var konservativ indtil det asketiske i sin symfoniske instrumentation, her bruger både piccolofløjte og triangel. Ved uropførelsen var den ganske unge Richard Strauss blandt tilhørerne. Han havde netop afløst Hans von Bülow som chefdirigent for Meiningen-orkestret. Og han var meget begejstret: Den nye symfoni er en af de mest storartede begivenheder inden for instrumentalmusikken. Den giver ikke de tre andre noget som helst efter, er fuldstændig ny og original og dog fra først til sidst ægte Brahms... Den skal ikke beskrives den skal beundres! 20 21
Kommende koncerter Fredag 16. marts 2012 kl. 19:30 Konservatoriets Koncertsal Torsdag 8. marts 2012 kl. 19:30 Sct. Peders Kirke, Næstved Fredag 9. marts 2012 kl. 19:30 Konservatoriets Koncertsal Dirigent / Marc Soustrout Solister / Susanne Resmark, mezzosopran og Cameron Carpenter, orgel Berlioz / Ouverture fra Béatrice & Bénédict Berlioz / D Amour l ardente flamme fra Fausts Fordømmelse Saint-Saëns / Mon cœur s ouvre á ta voix fra Samson & Dalila Bizet / Habanera fra Carmen Saint-Saëns / Bacchanale fra Samson & Dalila Horowitz / Variationer over et tema fra Carmen for orgel Saint-Saëns / Symfoni nr. 3, Orgelsymfoni franske klange Klangkunstneren Marc Soustrout er tilbage med et stærkt fransk program, der krydres af Susanne Resmarks enestående sangbegavelse. Hun har modtaget en Reumert samt Birgit Nilsson-prisen to gange for sin smukke stemme. Også den spændende amerikanske Cameron Carpenter er solist på koncertsalens store orgel den unge anmelderroste organist gæster denne aften Danmark for første gang. Dirigent / Andreas Delfs Fællesproduktion med Det Kgl. Danske Musikkonservatorium Samuel Barber / Symphony in One Movement Nicholas Martin / Mirror Distort Shadow John Corigliano / Symfoni nr. 1 american selections Dette års Pulsar Festival har fokus på amerikansk musik. De amerikanske komponister var forgangsmænd til minimalmusikken, som vil lyde fra alle afkroge ved ankomst til foyeren. Barber og Corigliano har begge skrevet store klassiskere, kæmpet med operagenren og genopfundet symfonien. Men hvor Barber starter med arven fra Brahms, starter Corigliano med arven fra Barber. Nicholas Martin er ved at afslutte sin kompositionsuddannelse ved DKDM og betragtes som ét af de helt store unge talenter! Andreas Delfs Susanne Resmark 22