Udsatte børn - foranstaltninger efter Serviceloven. Bente Adolphsen cand. jur.

Udsatte børn - foranstaltninger efter Serviceloven Bente Adolphsen cand. jur. 2013

Bente Adolphsen Udsatte børn foranstaltninger efter Serviceloven. Copyright: Bente Adolphsen og Socialrådgiveruddannelsen i Aarhus. Dette nummer i skriftserien er redigeret af udviklingskonsulent Pernille Halling-Overgaard. Social skriftserie Socialrådgiveruddannelsen i Aarhus, nr. 4, 6. udgave. ISBN 9788785200921. Udgivelse af Bente Adolphsen i samme skriftserie: Udsatte børn underretningspligt og undersøgelse. Udsatte børn anbringelse. Omslagsillustration: Udsnit af Hippolytos en skæbnefortælling, udsmykning i Nobelparken, Århus af Evan Rasmussen. Tryk: VIA University College, Socialrådgiveruddannelsen i Aarhus. Udgivet af: VIA University College, Socialrådgiveruddannelsen i Aarhus Skejbyvej 15 8240 Risskov Kan bestilles pr. telefon 87 55 33 00 eller e-mail socia@viauc.dk. Kan også downloades fra Socialrådgiveruddannelsen i Aarhus hjemmeside. Pris kr. 45 + evt. forsendelse.

Indhold Forord 7 Parter 8 Undersøgelser 10 Serviceloven 50 10 - Indhold og fremgangsmåde 12 - Afslutning af undersøgelsen 14 - Frist 15 Serviceloven 51 15 Serviceloven 63 17 Foranstaltninger i eget hjem 18 Serviceloven 52 - med samtykke 18 Serviceloven 52 - fremgangsmåde 18 - stk. 3 nr. 1 fremmøde i dagtilbud m.v. 21 - stk. 3 nr. 2 - praktisk, pædagogisk eller anden støtte i hjemmet 22 - stk. 3 nr. 3 familiebehandling 23 - stk. 3 nr. 4 - døgnophold 24 - stk. 3 nr. 5 - aflastningsordning 25 - stk. 3 nr. 6 - kontaktperson 26 - stk. 3 nr. 7 - anbringelse af barnet udenfor hjemmet 27 - stk. 3 nr. 8 - praktiktilbud 28 - stk. 3 nr. 9 - anden form for rådgivning, behandling og praktisk og pædagogisk støtte 28 Serviceloven 52a - økonomisk støtte

- til forældremyndighedsindehaveren 29 - i forhold til anbringelse 30 Serviceloven 56, 57a og 57b foranstaltninger uden samtykke 31-56 31-57a og 57b 32 Sagsbehandling Serviceloven 47 og 48 35 - Inddragelse af familie og netværk 36 - Inddragelse af barnet 36 - Bisidder til barnet 36 - Børnesamtale 37 Handleplaner Serviceloven 140 38 - betingelser og indhold 38 - unge med behandlingskrævende stofmisbrug 40 - unge, der har begået voldskriminalitet 40 - revision af planen 41 Ophør af foranstaltninger Serviceloven 68 42 - når formålet er nået 42 - unge fra 18 22 år 43

Finansiering 43 Bilag 44 Undersøgelser 44 Foranstaltninger 46 Sagsbehandling 53 Ophør af foranstaltninger 57 Fortsat anbringelse på grund af tilknytning til anbringelsesstedet 60

Forord I første nummer af Socialrådgiveruddannelsens sociale skriftserie om udsatte børn behandlede jeg underretninger og undersøgelser i relation til underretninger og andre henvendelser til kommunen. Dette nummer af skriftserien behandler mere detaljeret kommunens undersøgelse af barnets forhold og de muligheder serviceloven giver for at iværksætte foranstaltninger under barnets ophold i eget hjem. I praksis vil opgaverne med børnesager efter serviceloven ligge i en (social) forvaltning, ofte hos en enkelt socialrådgiver eller et team. I denne fremstilling anvendes dog det overordnede begreb kommunen, idet det dels er lovens formulering og dels tager højde for, at der er stor forskel på, hvordan kommunerne i praksis har indrettet sig. Da der knytter sig særlige regler og krav til kommunens sagsbehandling i forhold til parter, redegøres indledningsvist for det juridiske begreb part. 7

Parter I nogle lovbestemmelser står der direkte, hvem der er parter, mens andre ikke tager direkte stilling til dette. På grund af de særlige rettigheder, parter har, er det derfor nødvendigt for kommunen at gøre sig klart, hvem der i en sag har eller skal tillægges partsrettigheder. I forvaltningsretslæren antages det, at den, der har en retlig interesse i en sags afgørelse, skal tillægges partsrettigheder. Samtidig må man dog forholde sig til det faktum, at nogle personer ikke har evnen til at kunne handle retligt eller helt mangler evnen til at tage vare på sig selv og dermed sine anliggender. Alt efter problemets art må disse personer have bistand fra andre, der enten hjælper til eller bliver egentlige partsrepræsentanter, der optræder som fuldmægtige for parten. Reglen i forældreansvarsloven om, at et barn under 18 år er underlagt forældremyndighed, er en sådan fuldmagtsregel. Den bygger på den forudsætning, at et barn ikke (fuldt ud) kan tage vare på sig selv heller ikke under behandlingen af en sag. Ved at tillægge forældrene forældremyndigheden er tanken, at det sikres, at de personer, som antages bedst at kunne tage sig af barnet, også er dem, der bestemmer over barnet. Da det ikke altid i praksis forholder sig sådan, pålægger serviceloven kommunen en række pligter over for børn med særlige behov. Dette er der nærmere redegjort for i første nummer af Socialrådgiveruddannelsens skriftserie. Her skal blot nævnes, at det ud fra en forvaltningsretlig vinkel kan diskuteres, om barnet er part i hele den kommunale børnesag. Indtil videre behandler ankeinstanserne dog ikke barnet som 8

part, bortset fra de situationer, hvor loven tillægger barnet egentlige partsrettigheder. Det betyder, at parterne i en undersøgelsessag efter 50 er forældremyndighedsindehaveren eller begge, hvis der er fælles forældremyndighed og den unge, der er fyldt 15 år. Heraf følger, at de har alle de partsrettigheder, der gælder i såvel den materielle som den processuelle lovgivning. Hvis der er krav om samtykke, vil det gælde alle ovennævnte personer, ligesom de forvaltningsretlige regler om partshøring, afgørelser, begrundelser og klagevejledning skal overholdes. Hertil kommer reglerne om parters ret til aktindsigt. Reglerne i persondataloven om bl.a. ret til indsigt skal naturligvis også overholdes, men her er der ikke tale om partsrettigheder i traditionel forstand, men en ret, der tilkommer den enkelte til at se de oplysninger, der behandles elektronisk om den enkelte. I foranstaltningssager efter 52 er forældremyndighedsindehaveren (-haverne) part. Den 15-årige er part i en sag om anbringelse. Sager, hvor børn og unge-udvalget efter indstilling træffer afgørelser uden samtykke, behandles særskilt i et senere nummer af skriftserien. 9

Undersøgelser Serviceloven 50 Når afgørelse om at iværksætte en undersøgelse efter 50, jf. bilag 1, er truffet og det er afklaret om undersøgelsen kan ske i samarbejde med forældrene, skal barnets situation nøje analyseres med henblik på vurdering af, hvordan undersøgelsen konkret skal tilrettelægges. Barnets problemer skal vurderes og der skal tages stilling til mulige årsager eller forklaringer på problemerne. Det er vigtigt, at disse overvejelser drøftes med forældremyndighedsindehaveren og den 15-årige, dels for gennem et bedre kendskab til barnet og dets familie at kvalificere overvejelserne, dels for at afklare om forældremyndighedsindehaveren og den 15-årige fortsat ønsker at samarbejde med kommunen om undersøgelsen og om, hvilke problemer, der er behov for at få undersøgt yderligere, hvilke oplysninger, der skal indhentes og hvilke fagpersoner og personer i netværket, der er relevante at inddrage i undersøgelsen. Det er af største vigtighed, at alle faglige antagelser og overvejelser lægges åbent frem for forældremyndighedsindehaveren og den 15-årige, både fordi det er af afgørende betydning for kvaliteten af undersøgelsen, at forældremyndighedsindehaveren og den 15-årige deltager aktivt og fordi forældremyndighedsindehaveren og den 15-årige til enhver tid har lov til at trække sig ud af samarbejdet. Forældrene ønsker ikke at samarbejde Hvis forældremyndighedsindehaveren og/eller den 15-årige ikke ønsker at samarbejde med kommunen, fx fordi de ikke ønsker bestemte oplysninger indhentet eller ikke ønsker inddragelse af relevante personer, må kommunen nøje overveje, om de ønskede 10

oplysninger kan undværes eller skaffes på anden måde. Hvis de ønskede oplysninger vurderes at være nødvendige for at kunne afgøre, om barnet trænger til særlig støtte og ikke kan skaffes på anden måde, må kommunen forklare parterne, hvorfor de ønskede oplysninger er nødvendige og derefter indhente dem efter retssikkerhedslovens 11c. I den situation må kommunen træffe en egentlig afgørelse om undersøgelse af barnets forhold efter 50, selv om der reelt kun er tale om et sagsbehandlingsskridt og ikke en afgørelse i streng juridisk forstand. Afgørelsen skal være begrundet og bør foreligge skriftligt. Forældremyndighedsindehaveren og den 15- årige kan herefter klage over afgørelsen til det sociale nævn. Lykkes det ikke at få forældremyndigheden til at samarbejde om lempelige sagsskridt, kan kommunen herudover, hvis det er nødvendigt for at afgøre, om der er åbenbar risiko for alvorlig skade på barnets sundhed eller udvikling, uden dommerkendelse skaffe sig adgang til familiens hjem. Kommunen kan bede politiet om assistance i forbindelse med besøget i hjemmet. Denne afgørelse kræver altså ikke, som de andre tvangsskridt, forelæggelse/afgørelse i børn og unge-udvalget. Der skal således heller ikke tilbydes gratis advokatbistand og afgørelsen kan ikke ankes særskilt. En evt. klage skal således behandles som omtalt i næste afsnit. Uanset om forældremyndigheden ønsker at samarbejde eller ej, kan kommunen ikke bestemme, at undersøgelsen kan omfatte barnets/den unges person. En sådan personlig undersøgelse forudsætter samtykke fra forældremyndigheden og/eller den 15- årige. Hvis det skønnes nødvendigt at undersøge barnet ved 11

psykolog eller under anden form for observation, må sagen derfor forelægges børn og unge udvalget til afgørelse efter 51, se nedenfor. Under alle omstændigheder er det vigtigt at huske, at der fortsat efter retssikkerhedslovens 4 er pligt til at tilrettelægge sagen på en sådan måde, at forældremyndighedsindehaveren har mulighed for at medvirke ved behandlingen. Indhold og fremgangsmåde Under undersøgelsen iagttages det almindelige forvaltningsretlige princip om ikke at overoplyse sagen. Undersøgelsen må ikke være mere omfattende end formålet tilsiger. Reglerne om tavshedspligt og videregivelse af oplysninger gælder naturligvis også under undersøgelsesarbejdet uanset om arbejdet foregår skriftligt eller gennem mødeaktivitet. Kommunen skal overveje, hvordan undersøgelsen metodisk tilrettelægges, så forældremyndighedsindehaveren efter retssikkerhedslovens 4 får mulighed for at medvirke ved behandlingen af sagen. Under undersøgelsen skal kommunen som hovedregel belyse 6 forhold hos barnet: - udvikling og adfærd - familieforhold - skoleforhold - sundhedsforhold - fritidsforhold og venskaber - andre relevante forhold Kun hvis særlige forhold gør sig gældende, kan kommunen undlade at undersøge et eller flere af de angivne forhold. Det betyder enten, at alle 6 forhold undersøges eller at der i journalen 12

skal gøres notat om, hvorfor et eller flere af de 6 forhold udelades. Notatet i journalen kan f.eks., hvis der er tale om et spædbarn, være, at der ikke er noget, der skal belyses vedrørende skole- og fritidsforhold. Under undersøgelsen skal kommunen - udover forældrene og barnet inddrage de relevante fagfolk, der har kendskab til barnets og familiens forhold. Det betyder ikke, at disse fagfolk har ret til at blive draget ind i sagen, men at kommunen skal vurdere, om disse fagfolk kunne bidrage med relevant viden ved at blive inddraget. Inddragelsen kan være både personligt og gennem skriftlige udtalelser. Alle forhold, der er relevante i forhold til barnets problemer og behov skal undersøges, idet det er kommunen, der har ansvaret for, at sagen er fuldt oplyst, inden der træffes afgørelse. Kommunen skal afdække både ressourcer og problemer hos barnet og familien. For unge, der er fyldt 15 år, skal kommunens undersøgelse afdække de forhold, der er relevante ved valg af foranstaltninger for netop denne aldersgruppe. Under undersøgelsen har kommunen pligt til at være opmærksom på, om der i familien er søskende, der også kan antages at have behov for støtte. Er det tilfældet, må deres forhold undersøges selvstændigt eller som led i den undersøgelse, der er i gang. Der er ikke krav om, at der laves en undersøgelse for hvert barn, hvis det ud fra en saglig vurdering er hensigtsmæssigt at samle undersøgelsen i en undersøgelse. Kommunen skal dog altid sikre, at hvert enkelt barns forhold og behov er tilstrækkeligt belyst. 13

Afslutning af undersøgelsen Når kommunen har skaffet tilstrækkelig viden om barnet/børnene/familien, skal undersøgelsen afsluttes med en begrundet stillingtagen til, om der er behov for foranstaltninger efter servicelovens kap. 11. Der skal altså være en sagligt begrundet konklusion. Den begrundede stillingtagen skal således indeholde en vurdering af behovet for støtte og en vurdering af, hvilken slags støtte, der er behov for. Forældremyndighedsindehaveren og den 15-årige skal gøres bekendt med denne faglige vurdering og have lejlighed til at kommentere den. Hvis forældremyndighedsindehaveren ved undersøgelsens afslutning ikke er enig i kommunens vurdering af behovet for støtte og derfor ikke agter at samtykke i iværksættelse af en relevant foranstaltning, må kommunen vurdere, om der evt. skal søges truffet en afgørelse uden samtykke. Vurderes betingelserne for en afgørelse om foranstaltninger uden samtykke ikke at være opfyldt, må kommunen afslutte undersøgelsen uden iværksættelse af foranstaltning, selv om behovet skønnes at være til stede. Kommunen skal tydeliggøre sin faglige vurdering af barnets behov over for forældremyndighedsindehaveren. Samtidig må forældremyndighedsindehaveren gøres opmærksom på kommunens pligt til at føre tilsyn med barnet. Hvis kommunen efter sagens afslutning agter at føre tilsynet på en særlig, måske mere intensiv måde end sædvanligt, må kommunen orientere foræl- 14

dremyndighedsindehaveren om de overvejelser og planer, kommunen har i denne retning. Hvis forældremyndighedsindehaveren er enig i kommunens vurdering af behovet for støtte, kan der træffes afgørelse efter 52. Frist Undersøgelsen må som hovedregel ikke vare længere end 4 måneder fra kommunen bliver opmærksom på barnets behov for støtte. Hvis undersøgelsen ikke kan afsluttes inden for de 4 måneder, fx. fordi der er ventetid på en nødvendig undersøgelse af barnet eller familien, skal kommunen foretage en foreløbig konklusion, som forelægges forældremyndighedsindehaveren og den 15- årige tillige med begrundelsen for, at fristen ikke kan overholdes. Da det er en stor belastning og skaber stor usikkerhed at være udsat for en undersøgelse, er det af største betydning, at en undersøgelse ikke varer længere end allerhøjst nødvendigt. Det betyder, at det skal overvejes, om der findes en hurtigere, men ligeså relevant undersøgelse, der kan erstatte den ønskede undersøgelse, hvortil der er ventetid. Serviceloven 51 Hvis kommunen skønner, at det er nødvendigt at få barnet undersøgt med henblik på at afklare, om der er åbenbar risiko for alvorlig skade på barnets sundhed eller udvikling og forældremyndighedsindehaveren/den 15-årige ikke frivilligt vil deltage i en undersøgelse af barnets person, kan børn og unge udvalget 15

efter indstilling fra kommunen beslutte at undersøgelsen skal gennemføres under ophold på institution eller sygehus. Hvis undersøgelsen ønskes fortaget på en psykiatrisk afdeling uden forældremyndighedens/barnets samtykke skal betingelserne i Lov om tvang i psykiatrien være opfyldt. Der er tale om komplicerede regler, som omtales nærmere i en senere skriftserie om anbringelse. Her skal blot nævnes, at en indlæggelse på psykiatrisk afdeling kun kan iværksættes på baggrund af en afgørelse af psykiatrisk overlæge og evt. med politiets hjælp. Ved denne type afgørelser er der en særlig klageadgang til domstolene for større børn, der indlægges uden deres eget samtykke. En undersøgelse efter 51 skal være afsluttet inden 2 måneder fra afgørelsen i udvalget. Barnet må kun have ophold uden for hjemmet, så længe selve undersøgelsen af barnet foregår. Det vil sige, at barnet som udgangspunkt skal hjem til forældrene, mens skrivning af undersøgelsesresultatet og anden efterbehandling/stillingtagen sker. Afgørelser uden samtykke behandles mere indgående i nummer 6 i denne skriftserie. Undersøgelsen kan, hvis det fagligt set er hensigtsmæssigt, foregå ambulant inden for 2 måneders perioden, således at barnet fx sover hjemme. Det er stadig børn og unge udvalget, der skal træffe afgørelsen. Hvis kommunen vurderer, at forældrene på forskellig vis vil modarbejde en ambulant undersøgelse med den følge, at barnet bliver udsat for et skadeligt pres eller en påvirkning, der kan få følger for kvaliteten af undersøgelsen må der indstilles til ophold på institution, mens undersøgelsen foregår. Kommunen skal 16

naturligvis sagligt begrunde indstillingen til børn og ungeudvalget. Serviceloven 63 Hvis en forældremyndighedsindehaver ikke sørger for at lade sit barn undersøge eller behandle for livstruende sygdom eller sygdom, der udsætter barnet for betydelig og varigt nedsat funktionsevne, kan børn og unge udvalget efter indstilling fra kommunen træffe afgørelse om at gennemføre undersøgelsen/ behandlingen uden samtykke. Er der truffet afgørelse af børn og unge-udvalget om undersøgelse efter 51 eller 63 har kommunen uden retskendelse, men mod legitimation i medfør af 64 stk. 2 ret til adgang til forældremyndighedsindehaverens bolig for at eftersøge og medtage barnet. Der kan ved udøvelsen af denne ret søges bistand hos politiet, der efter stk. 3 har pligt til at bistå kommunen. 17

Foranstaltninger i eget hjem Serviceloven 52 med samtykke Betingelsen for, at kommunen kan og skal iværksætte en foranstaltning efter 52 er, at det er af væsentlig betydning for barnets særlige behov for støtte. Med dette forstås, at barnets behov for støtte skal ligge udover de behov, som et hvilket som helst barn har i løbet af opvæksten og som det forudsættes, at forældrene indfrier. Det er således en forudsætning, at der er tale om et individuelt konstateret behov, der enten kan relatere sig til særlige problemstillinger hos barnet, der fordrer særlig støtte og/eller manglende evne hos forældremyndighedsindehaveren til at indfri barnets behov. Foranstaltninger kan som hovedregel kun iværksættes med forældremyndighedsindehaverens samtykke. Hvis der er tale om, at barnet skal anbringes uden for hjemmet, kræves tillige samtykke fra barnet, hvis det er fyldt 15 år. Skønnes barnets problemer at kunne løses i hjemmet, dvs. med forældremyndighedsindehaveren som (hoved)ansvarlig, er der mulighed for at iværksætte en af de foranstaltningstyper, der er nævnt i 52. Serviceloven 52 - fremgangsmåde Det er af den største betydning, at kommunen tydeliggør sin faglige vurdering af barnets og familiens problemer over for forældrene, så forældrene dels bliver klar over kommunens opfattelse af omfanget og arten af barnets behov og dels gøres op- 18

mærksom på, hvordan kommunen mener, behovene bedst imødekommes. Hvis barnets behov og hvordan afhjælpningen af dem bedst tilrettelægges står klart for både kommunen og forældrene, vil forældrene kunne tage stilling til såvel den foreslåede indsats som konsekvensen af, at den evt. ikke følges. Det er for både forældre og kommune vigtigt, at præmisserne for en frivillig foranstaltning er klare. Deltager forældrene halvhjertet i en foranstaltning på grund af angst eller usikkerhed for, hvad der vil ske, hvis de ikke deltager, kan det føre til, at målet med foranstaltningen ikke nås. Ligeledes kan kommunen iværksætte uhensigtsmæssige foranstaltninger eller forfølge usaglige mål, hvis præmisserne ikke står tilstrækkeligt klare. Det følger af det ulovbestemte proportionalitetsprincip, at kommunen skal vælge den foranstaltning, der vurderes at være den både mindst indgribende og samtidig mest formålstjenlige i forhold til de problemer, barnet og familien har. Der er altså tale om en 2 ledet størrelse og ikke et krav om at starte i det små. Det er kommunens pligt at påse dette princip, og det gælder uanset, om forældremyndighedsindehaveren er indstillet på at samtykke til en mere indgribende foranstaltning end behovet tilsiger. Hvis kommunen på baggrund af oplysninger om familien vurderer, at et af tilbudene i stk. 3 primært accepteres for at undgå en anbringelse af barnet, må det nøje diskuteres med familien og overvejes af kommunen, om den type af foranstaltning, som forældremyndighedsindehaveren accepterer, er velegnet til at afhjælpe barnets problemer på trods af den halvhjertede motivation. 19

Da barnets problemer skal søges løst i hjemmet, hvis det kan lade sig gøre, må vurderingen basere sig på faglige antagelser og analyser, så kommunen har sagligt belæg for beslutningen uanset om den går ud på iværksættelse af eller afslag på foranstaltning. Begrebet foranstaltninger i eget hjem dækker over alle andre foranstaltninger end en beslutning om, at kommunen formidler en anbringelse af barnet uden for hjemmet. Heraf følger, at der i forholdet mellem det offentlige og forældremyndighedsindehaveren retligt set vil blive tale om støtte ydet i hjemmet og altså ikke anbringelse, hvis barnet af forældremyndighedsindehaveren er anbragt i privat familiepleje, er på formidlet døgnaflastning, hele eller dele af familien evt. er på døgnophold, eller forældremyndighedsindehaveren modtager økonomisk støtte under barnets efterskoleophold. Foranstaltninger efter 52 kan kombineres indbyrdes. Som hovedregel kan der kun iværksættes foranstaltninger efter 52 på baggrund af en afsluttet 50 undersøgelse. Hvis særlige forhold gør sig gældende kan en foranstaltning iværksættes samtidig med at barnets forhold undersøges i henhold til 50. Særlige forhold foreligger f.eks. hvis et barn på grund af pludseligt opståede problemer får så store vanskeligheder, at en afhjælpning er nødvendig uanset at årsagerne og dermed de præcise behov ikke kan sikres tilstrækkeligt belyst, inden afhjælpning påbegyndes. En tilflyttet familie med et barn, der har akut behov for foranstaltninger kan ligeledes falde ind under undtagelsen. I denne situation undersøges naturligvis 20

først, om der foreligger en 50 undersøgelse i en tidligere kommune. En beslutning om at iværksætte foranstaltninger inden en afsluttet 50-undersøgelse, er meget vanskelig at tage. En afhjælpning af problemer, der ikke tager afsæt i årsagerne til problemerne, kan i bedste fald være formålsløs, men i værste fald forværre barnets og familiens problemer. Kommunen må sagligt afveje omfanget og alvoren af barnets og familiens problemer i forhold til risikoen for, at den foranstaltning, der iværksættes er uhensigtsmæssig og særligt holde sig for øje, om formålet med indsatsen efter Serviceloven, på trods af den manglende undersøgelse skønnes at kunne nås gennem den valgte foranstaltning. Serviceloven 52 stk. 3, nr. 1 fremmøde i dagtilbud m.v. Har en undersøgelse efter 50 imidlertid afdækket et behov for særlig støtte og kommunens vurdering er, at den formålstjenlige foranstaltning til afhjælpning af dette behov er, at barnet kommer i dagtilbud, uddannelsessted eller lignende, kan kommunen træffe afgørelse om dette. Er betingelserne for nr. 1 opfyldt, men forældremyndigheden ikke ønsker at samtykke må kommunen overveje, om afgørelse kan træffes efter 56, se nedenfor under afsnittet om 56, 57a og 57b. Bunder forældrenes modvilje mod at sende barnet i børnehave primært i manglende vilje til at betale, må det overvejes, om problemet kan afhjælpes ved at rådgive forældrene om muligheden for økonomisk eller pædagogisk friplads. Forældrene skal 21

naturligvis selv ønske og søge støtten. Hvis forældrene søger om denne form for ydelse og de efter bekendtgørelsen om egenbetaling i dagtilbud (Socialministeriets bekendtgørelse nr. 1366 af 3. december 2010) er berettigede til den, må kommunen ud fra proportionalitetshensyn afstå fra at bringe 56 i anvendelse. Begrundelsen for dette er, at formålet med en evt. afgørelse efter 56, at barnet kommer i dagtilbud, kan nås ad en mindre indgribende vej. Serviceloven 52 stk. 3, nr. 2 praktisk, pædagogisk eller anden støtte i hjemmet Denne form for støtte kan iværksættes, hvis familiens problemer skønnes at kunne løses under barnets fortsatte ophold i hjemmet og hvis problemerne skønnes at kunne afhjælpes ved f.eks. at familien hjælpes til at få bedre kontakt til omgivelserne, ændre på daglige strukturer eller lignende. Der er ikke i loven taget stilling til, hvilken type støtte, familien skal have i hjemmet. Der kan således blive tale om mange forskellige metoder og fagpersoner. Det vigtige er, at den støtte, der gives i hjemmet er velegnet til at afhjælpe de afdækkede vanskeligheder og at familien har tillid til den eller de personer, der skal komme i hjemmet. Der er ingen særlige krav til hjælpen. Den kan være af udelukkende praktisk art og altså rette sig mod at lære forældrene at klare alle de praktiske opgaver, der er forbundet med det at være forældre. Er forældrene pga. sygdom eller nedsat funktionsevne ikke i stand til selv at forestå sædvanlige praktiske gøremål i forhold til barnet, må kommunen vurdere, om der er tale om en situation, hvor forældrene er berettigede til hjemmehjælp efter reglerne i 83 ff. Er det tilfældet skal den del af hjælpen gives efter bestemmelserne om hjemmehjælp. 22

Hjælpen kan også være af mere pædagogisk art og rette sig mod afhjælpning af opdragelsesproblemer, eller den kan være af mere psykologisk karakter og rette sig mod samspils- og reaktionsmønstre. Der kan være tale om kombination af en eller flere typer af støtte. Listen i stk. 3 er ikke udtømmende, så kommunen kan iværksætte andre former for støtte, når bare de holder sig inden for formålsbestemmelsen i 46. Serviceloven 52 stk. 3, nr. 3 - familiebehandling Skønnes det nødvendigt at arbejde mere målrettet med relationer og samspil i familien kan der iværksættes ambulant familiebehandling. Denne type behandling forudsætter, udover familiens motiverede og frivillige deltagelse, tillige at det ud fra en saglig vurdering skønnes, at familien kan indgå i en behandling, der har det mål at ændre adfærds- og reaktionsmønstre. Der skal altså foretages en vurdering af, om familien er egnet til at modtage en mere terapeutisk eller personlighedsmæssig behandling. Det er ikke et krav, at alle familiemedlemmer deltager samlet i alle dele af behandlingen, men kommunen skal være opmærksom på, om nogle af familiemedlemmernes problemer evt. skal afhjælpes efter specialbestemmelser i den øvrige lovgivning. Det er meget vanskeligt at foretage en helt præcis afgrænsning, men hvis barnet f.eks. skal modtage psykiatrisk behandling samtidig med familiebehandlingen, skal denne del evt. skulle gives efter sygehuslovgivningen. Ligeledes kan særlig behandling, der retter sig mod forældrenes misbrugs-, psykiske eller andre problemer, skulle gives efter anden lovgivning. Hvis forældrene ikke ønsker at deltage i en relevant behandling efter denne bestemmelse og kommunen vurderer, at det er hen- 23

sigtsmæssigt, at barnet deltager i en behandling alene, kan kommunen træffe afgørelse om dette, selv om forældremyndigheden ikke samtykker. En sådan afgørelse kan kun træffes, hvis kommunen vurderer, at formålet med behandlingen kan nås på trods af det manglende samtykke, men afgørelsen kan ikke tvangsfuldbyrdes. (se nedenfor under afsnittet om 56, 57a og 57b). Hvis der er tale om en behandling, der foretages af sundhedspersoner efter sundhedsloven (fx psykologbehandling) kræves under alle omstændigheder samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og den 15-årige. En afgørelse efter 52, stk. 3, nr. 3 overtrumfer således ikke de stramme regler om informeret samtykke i sundhedsloven. I forbindelse med behandlingen kan der evt. ydes økonomisk støtte efter 52a til udgifter, som familien måtte påføres i forbindelse med foranstaltningen/behandlingen, herunder tab af arbejdsindtægt, men også her skal kommunen være opmærksom på mulige tilskud efter sundhedslovene. Serviceloven 52 stk. 3, nr. 4 - døgnophold Skønnes problemerne at have et omfang, der forudsætter en omfattende, kontinuerlig behandling af hele familien samlet, kan denne foranstaltning iværksættes. Som ved foranstaltning nr. 3 er det en forudsætning, at familien er både motiveret og egnet, men hertil kommer, at familien skal være indstillet på at tage ophold i et døgntilbud. Der er tale om et meget stort indgreb i personernes og familiernes daglige liv, så det er vigtigt, at denne del er nøje drøftet med familien. Etableres et døgnophold for hele eller dele af familien, kan opholdsstedet være en døgninstitution, familiepleje og opholdssted godkendt efter 142 og 143. 24

Ved den konkrete visitation af familien vil stedets behandlingsmetoder være et vigtigt grundlag at basere en afgørelse på. Under døgnopholdet kan familien pålægges betaling for kost ud fra princippet om at undgå dobbeltforsørgelse. Dette princip følger af Grundlovens 75 stk. 2 og gælder selv om lovgiver ikke specifikt har taget stilling til egenbetaling ved alle typer af ophold. Ved fastsættelsen tages hensyn til familiens øvrige udgifter under døgnopholdet. Serviceloven 52 stk. 3, nr. 5 - aflastningsordning Hvis forældremyndighedsindehaveren har brug for i kortere perioder at blive aflastet i ansvaret for barnet, kan der etableres en aflastningsordning. Hvis behovet for aflastning udspringer af, at barnet har særlige behov for træning, opmærksomhed eller lignende, som bedst tilgodeses under et kortere ophold uden for hjemmet, kan der etableres en aflastningsordning, der kan tilgodese disse behov. Er det derimod forældremyndighedsindehaveren, der har brug for at blive aflastet fra opgaven med et handicappet barn, skal aflastningen ske i henhold til 84. Der er ikke i loven opsat en præcis grænse mellem aflastningsordninger og anbringelse uden for hjemmet. Ved vurderingen af, hvilken foranstaltningstype, der er mest velegnet skal kommunen vurdere, hvordan de afdækkede problemer afhjælpes på den sagligt mest relevante måde. Er der tale om mere grundlæggende mangler ved forældrenes evne til at afhjælpe barnets problemer og kommunen ikke har skønnet, at de kunne afhjælpes gennem foranstaltninger efter nr. 25

1- nr. 4, vil en aflastningsordning sjældent være en relevant foranstaltning. Ved sådanne grundlæggende problemstillinger hos forældrene vil barnet blot få et pusterum fra nogle fundamentalt set skadende vilkår. Situationen kan dog være sådan, at forældremyndighedsindehaveren ikke vil samtykke til en anbringelse, men at kriteriet i 58 ikke er opfyldt. Kommunen må her overveje, om en aflastningsordning alligevel skal etableres, selv om en sådan ordning ud fra en saglig betragtning ikke kan afhjælpe barnets problemer/forældrenes grundlæggende manglende evne til at tilgodese barnets behov. Det er en meget svær overvejelse, da vurderingen netop går på, at foranstaltningstypen ikke er formålstjenlig til at afhjælpe problemerne. Hvis kommunen alligevel iværksætter en aflastningsordning må præmisserne gøres helt klart for forældrene og det valgte aflastningssted. Det betyder, at kommunen og forældremyndighedsindehaveren også må drøfte konsekvenserne af, at en sådan ordning vil kunne afdække yderligere behov hos barnet. Aflastningen skal enten finde sted i en netværksfamilie, plejefamilie, kommunalt tilbud, på en døgninstitution eller andet godkendt opholdssted. Serviceloven 52 stk. 3, nr. 6 kontaktperson Har barnet brug for en fast voksenkontakt til at yde støtte på det mere personlige plan, kan der udpeges en fast kontaktperson, hvis opgave det er at forholde sig til barnets/den unges totale situation. Det er væsentligt for barnet, at der udpeges en person, som barnet føler tryghed ved at kunne etablere kontakt til. 26

Der kan samtidig udpeges en fast kontaktperson til hele familien. Hvis kommunen udpeger 2 forskellige kontaktpersoner, er det vigtigt, at formålet er gjort klart for alle parter og at de 2 kontaktpersoners arbejde koordineres, så de 2 foranstaltninger ikke kommer til at modarbejde hinanden. Loven opregner ikke bestemte opgaver eller funktioner, som kontaktpersonen skal løse. Det er formålet med kontaktpersonen, der vil være styrende for indsatsen. Om kontakten skal bestå af samtaler, deltagelse i aktiviteter eller andet afhænger derfor af den konkrete situation og det konkrete barn/familie og det tillidsforhold, der bygges op. Der må overlades et vist spillerum til kontaktpersonens tilrettelæggelse af den konkrete indsats. Afgørelse om denne foranstaltningstype kan også træffes efter 56 og forlænges efter det 18. år., se nedenfor om betingelser for dette og klageadgang. Det er kommunen, der afgør hvilken aflønning kontaktpersonen skal have. Da der kan være tale om meget forskellige typer af opgaver og meget forskellige personer, der vælges til opgaven, må kommunen aflønne ud fra en samlet vurdering af opgavens art og den krævede indsats, uddannelse eller andet hos kontaktpersonen. Kontaktpersonen kan ikke klage over denne afgørelse. Serviceloven 52 stk. 3, nr. 7 anbringelse af barnet udenfor hjemmet Anbringelse med og uden samtykke og de regler og afgørelser, der knytter sig specifikt til anbringelse af børn behandles i et senere nummer i denne skriftserie. 27

Serviceloven 52 stk. 3, nr. 8 - praktiktilbud For socialt belastede unge, der generelt har problemer med at begå sig, kan der formidles praktiktilbud hos en offentlig eller privat arbejdsgiver med udbetaling af en godtgørelse til den unge. Der er tale om et led i indsatsen over for de utilpassede unge og bestemmelsen skal ses i sammenhæng med de øvrige muligheder efter 52 f.eks. fast kontaktperson og 140 om planer. Godtgørelsen er tænkt som en motivationsskabende faktor og der må ikke være tale om iværksættelse af denne foranstaltning, hvis den unge kan opnå beskæftigelse på ordinære vilkår. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med Aktivloven og Beskæftigelsesindsatsloven. Hvis en ung primært har behov for et socialpædagogisk tilbud, skal denne bestemmelse vælges, mens det er den mere arbejdsmarkedsrettede tilgang, hvor det er en placering på arbejdsmarkedet, der er omdrejningspunktet i indsatsen efter Beskæftigelsesindsatslovens 2 nr. 9. Serviceloven 52 stk. 3, nr. 9 anden form for rådgivning, behandling og praktisk og pædagogisk støtte Hvis ingen af foranstaltningerne fra 1-6 og 8 er egnede til at afhjælpe de behov, som undersøgelsen efter 50 har peget på, er der mulighed for at iværksætte anden hjælp i form af rådgivning, behandling og praktisk og pædagogisk støtte. Betingelserne i 52 stk. 1 skal naturligvis også ved denne foranstaltning være opfyldt. Bestemmelsen giver ikke hjemmel til at anbringe barnet uden for hjemmet. Hjælpen kan dog godt ydes uden for hjemmet, f.eks. i dagbehandlingstilbud eller i et børnehus. 28

Udover at betingelsen for at iværksætte støtte efter 52 skal være opfyldt, gælder de almindelige principper om saglighed og proportionalitet. Kommunen skal herudover opfylde kravet om plan, se nedenfor, og herunder følge op på foranstaltningen og løbende vurdere, om den lever op til og forventes at kunne indfri formålet med indsatsen. Bestemmelsen er indført 1. januar 2006, for at kommunerne kan iværksætte hjælp i foranstaltningstyper eller ved hjælp af metoder, der ikke eller kun delvist bygger på offentlig indsats. Det har særligt været udviklingen af familierådslagningsmetoden og forsøgene med Multisystemisk terapi, der har dannet baggrund for lovændringen. Serviceloven 52a - økonomisk støtte til forældremyndighedsindehaveren Som omtalt ovenfor kan kommunen i henhold til 52a afholde visse af de udgifter, familien har i forbindelse med foranstaltninger. Herudover kan forældremyndighedsindehaveren få dækket udgifter til andre former for indsats, hvis indsatsen kan træde i stedet for foranstaltninger efter 52 og forældremyndighedsindehaveren selv kan klare barnets vanskeligheder ved hjælp af økonomisk støtte. I denne situation er hjælpen trangsbestemmelse. Det vil sige, at familien kun kan få dækket den del af udgifterne, som den ikke selv har midler til at dække. Udgifterne afholdes af kommunen og beløbet er skattefrit for forældrene. Muligheden for at yde støtte til et efterskoleophold som forældremyndighedsindehaveren ikke selv har midler til, findes i denne bestemmelse. Det er naturligvis en forudsætning, at betingelserne i 52 stk. 1 er opfyldt. Herudover forudsætter denne 29

type foranstaltning, at forældremyndighedsindehaveren selv er i stand til at støtte barnet under opholdet på efterskolen og optræde som almindeligt ansvarlige forældre. Forældrene skal således kunne indgå i samarbejde med efterskolen om barnets ophold, udbetale tøj- og lommepenge til barnet og stå for hjemmeweekender o.l. Hvis forældremyndighedsindehaveren modtager økonomisk støtte til barnets efterskoleophold efter denne bestemmelse er der ikke tale om en anbringelse. Den valgte efterskole skal derfor ikke være godkendt som opholdssted. Kan forældremyndighedsindehaveren ikke leve op til ovennævnte krav, må kommunen vurdere, om barnet i stedet skal anbringes på efterskolen af kommunen, der ad denne vej kan påtage sig de opgaver, som forældrene ikke kan løse. Kommunen har ikke hjemmel til at optræde i forældres sted, medmindre der er truffet afgørelse om anbringelse. En sådan afgørelse forudsætter naturligvis samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og den 15-årige eller at afgørelse træffes af børn og unge udvalget (se skriftserien om anbringelse). Hvis kommunen vurderer, at et anbragt barn har behov for at vedligeholde kontakten til en eller flere personer fra netværket, er der mulighed for at yde en økonomisk støtte, der sikrer denne bevarelse af kontakten, se tillige nedenfor under 69. 52a økonomisk støtte i forhold til anbringelse Efter 52a er der mulighed for at yde økonomisk støtte til en formålsbestemt foranstaltning med det klare sigte at undgå, at barnet anbringes uden for hjemmet eller at en hjemgivelse kan fremskyndes. Der kan tillige ydes økonomisk støtte til samvær 30

mellem forældre og det anbragte barn, hvis støtten er nødvendig for, at der kan sikres en stabil kontakt mellem forældrene og barnet. Der skal således være en klar sammenhæng mellem ydelsen og det, der søges opnået. Det kan i praksis være meget vanskeligt at afgrænse denne bestemmelse. Vurderingen af, om en udgift falder ind under bestemmelsen, må tage udgangspunkt i det formål, der ønskes opnået og basere sig på en samling af faktorer, hvor barnets og familiens forhold samlet holdes op mod den øvrige sociale lovgivning. Der kan ikke ydes støtte til forsørgelse eller supplement til forsørgelsesindtægter eller andre løbende indtægter. Ydelsen er ikke afhængig af forældremyndighedsindehaverens økonomiske forhold og den er skattefri. Serviceloven 56, 57a og 57b foranstaltninger uden samtykke 56 Foranstaltninger i hjemmet bygger på og lykkes bedst, hvis der er tale om en frivillig indsats fra forældremyndighedsindehaveren. Det er derfor som udgangspunkt en betingelse for iværksættelse af foranstaltninger efter 52, at forældremyndighedsindehaveren samtykker til foranstaltningen. Kommunen kan dog efter 56, hvor det skønnes, at formålet med en foranstaltning vil kunne nås, selv om der ikke kan opnås samtykke, træffe afgørelse om iværksættelse af enkelte foranstaltninger. Vurderingen af, om formålet med foranstaltningen vil kunne nås på trods af det manglende samtykke, må basere sig på konkrete saglige antagelser om, at forældremyndighedsindehaveren vil lade barnet modtage den påtænkte foranstaltning på en sådan måde, at 31

barnet ikke ved den praktiske udførelse vil komme til at befinde sig i et skadeligt pres, der vil modarbejde hensigten med foranstaltningen. Denne vurdering må naturligvis være helt konkret, da der er stor forskel på, hvad børn kan tåle af modstand og pres fra forældremyndighedsindehaveres side. Det er efter bestemmelsen muligt at træffe afgørelse om dagtilbud (nr. 1), behandling af barnet (nr. 3) eller udpegning af fast kontaktperson (nr. 7). 57a og 57b Disse 2 bestemmelser om forældrepålæg og ungepålæg hører ikke hjemme i den traditionelle forståelse af foranstaltninger, men med lovændringen i juli 2009 er det blevet tydeligt, at de skal tænkes ind i rækken af foranstaltningsmuligheder. Det betyder også, at afgørelser efter bestemmelserne træffes på baggrund af en tilendebragt undersøgelse efter 50. Efter 57a kan kommunen pålægge forældremyndighedsindehaveren forskellige opgaver, hvis der er risiko for, at et barns eller en ungs udvikling er i fare og det vurderes, at dette er på grund af, at forældremyndighedsindehaveren ikke lever op til sit forældreansvar. Betingelsen for anvendelse af pålægget er, at barnet har ulovligt skolefravær, har begået kriminalitet eller har alvorlige adfærdseller tilpasningsproblemer. Forældrene kan bl.a. pålægges at deltage i skolemøder, sørge for at barnet er hjemme på bestemte tider eller deltage i et forældreprogram. 32

Bestemmelsen kan kun anvendes, hvis forældrene kan løse opgaverne, men ikke vil. Som med alle andre afgørelser, der træffes uden samtykke, kan bestemmelsen kun anvendes, hvis forældrene ikke vil samtykke i en egnet foranstaltning, der kan afhjælpe barnets vanskeligheder. Afgørelser om forældrepålæg kan kun træffes for en bestemt periode på højst 12 måneder og kan forlænges med 6 måneder ad gangen. Hvis forældrene ikke efterlever pålægget, kan kommunen ikke med magt gennemtvinge, at forældrene fx deltager i skolemøder. Kommunen skal derimod ved manglende efterlevelse træffe afgørelse om, at forældrene ikke kan modtage børnefamilieydelse. Formålet er, at denne reaktion skal få forældrene til at samarbejde. Pålægget kan kun opretholdes så længe, det forhold, der gav anledning til pålægget, stadig eksisterer. Pålægget skal ligeledes bortfalde, hvis det viser sig, at det alligevel ikke er egnet til at afhjælpe barnets/den unges vanskeligheder. Efter 57b kan der meddeles pålæg til et barn eller ung, der har adfærdsproblemer eller udviser negativ adfærd af en sådan karakter, at der er risiko for, at den unges udvikling er i fare. Kriteriet er det samme som ved forældrepålægget. Betingelsen for anvendelse af pålægget er altså, at barnet har ulovligt skolefravær, har begået kriminalitet eller har alvorlige adfærds- eller tilpasningsproblemer. 33

Det er ligeledes en forudsætning, at et frivilligt samarbejde med den unge om foranstaltninger efter 52 ikke er tilstrækkeligt til at afhjælpe vanskelighederne. Kommunen kan pålægge den unge at gå i et bestemt dag- eller uddannelsestilbud, modtage behandling efter 52 stk. 3 nr. 3, tage imod en kontaktperson, deltage i et praktikforløb eller anden indsats efter 52 stk. 3 nr. 9. Kommunen kan også bestemme, at barnet/den unge skal være hjemme på et bestemt tidspunkt eller skal bidrage til at genoprette en forrettet skade. Herudover kan kommunen træffe afgørelse om elektronisk overvågning af den unge. Pålægget kan træffes over for den unge uden samtykke fra forældremyndighedsindehaveren. Det er vigtigt at holde sig for øje, at kommunen ingen fysiske magtmidler har over for den unge. Det er derfor tvivlsomt, om bestemmelsen er særligt praktisk anvendelig over for de mest utilpassede unge. Kommunen skal være særligt opmærksom på, at en beslutning om, at den unge skal genoprette en skade, som den unge har forvoldt, skal træffes med varsomhed. Beslutningen må ikke fremstå som en straf, selv om en sådan beslutning har et element af straf i sig, men hertil kommer, at den unge kun skal bidrage til at genoprette de skader, han selv har forvoldt. Kommunen hverken skal eller kan efterforske forholdene, så det er tvivlsomt, om betingelserne for anvendelse af dette pålæg vil være opfyldt særligt ofte. 34

Hvis der skal iværksættes elektronisk overvågning, forudsætter det at forældrene er enige og vil tillade, at der etableres det nødvendige udstyr i hjemmet til overvågningen. Sagsbehandling Serviceloven 47 og 48 Under sagsbehandlingen og iværksatte foranstaltninger påhviler det efter 47 kommunen at overveje, hvilken fremgangsmåde, der er nødvendig for at sikre en systematisk inddragelse af familien og netværket. Bestemmelsen forudsætter, at der i journalen gøres notat om overvejelserne om relevant metode og konkret begrundelse for den valgte fremgangsmåde. Under sagen må kommunen løbende vurdere, om den valgte metode sikrer inddragelsen og om den fortsat er velegnet. Bestemmelsen er et udtryk for en nyere type lovgivning, hvor lovgiver gennem regler forsøger at styre kommunernes måde at tilrettelægge sagsbehandlingen på. Det vil for mange sagsbehandlere være uvant og fremmed, konkret at skulle gøre rede for metodiske og teoretiske valg. Bestemmelsen tjener flere formål. Det er en antagelse, at alene bevidstgørelse hos den enkelte sagsbehandler om metodevalg vil bidrage til en bedring af kvaliteten i arbejdet med børnesagerne. Da metodevalget skal baseres på en teoretisk viden, vil der ligeledes være en forventning om, at valget af foranstaltninger sker på et sikrere og bedre grundlag. Endelig er det en forventning, at dokumenterede bevidste valg og forudsætninger for arbejdet bedre vil kunne indfri de massive krav om måling og evaluering af indsatsen på børneområdet, der har været fremsat af såvel politikere som fagpersoner. 35

Inddragelse af familie og netværk Pligten til at overveje, hvordan inddragelse konkret skal ske, er en sagsbehandlingsregel og skal ses i sammenhæng med den øvrige forvaltningsretlige lovgivning. Kommunen er således samtidig forpligtet til at iagttage og overholde andre sagsbehandlingsregler. Særlig skal her fremhæves reglerne om tavshedspligt og samtykke til videregivelse af oplysninger. Kommunen kan være forpligtet til at afstå fra inddragelse af en, flere eller alle familiemedlemmer eller personer fra netværket, hvis forældremyndighedsindehaveren ikke ønsker at samtykke til inddragelsen. Den anden forælder har dog ret til at få orientering om barnets forhold i henhold til forældreansvarslovens 23. Herudover har kommunen meget vide muligheder for at indhente oplysninger om barnet og familien i kraft af reglerne i Retssikkerhedslovens 11a-11c (se om disse undtagelser i nummer 1 i denne skriftserie). Inddragelse af barnet Det er kommunens opgave at inddrage barnets eller den unges synspunkter og tillægge dem relevant vægt. Dette følger af 46 stk. 3 som sammen med Servicelovens børnebestemmelser i øvrigt skal ses i sammenhæng med FN s Konvention om Barnets Rettigheder. Bisidder til barnet Efter 48a har barnet uanset alder ret til at have en bisidder med til møder i kommunen og det er kommunens opgave at vejlede barnet om dette. Da der under sagen vil komme meget private oplysninger om familien frem, skal den bisidder, der vælges 36

være 15 år og skal instrueres af kommunen om straffelovens 152 om tavshedspligt. Da hovedformålet med kommunens sagsbehandling er, at træffe korrekte afgørelser og give barnet den hjælp, der er behov for, er der ikke tale om en ufravigelig ret. Det kan være nødvendigt i konkrete situationer at afvise en valgt bisidder, hvis der er væsentlige modhensyn til sagen eller barnet selv. Det kan der fx være hvis der er bestemte grunde til at antage, at bisidderen vil varetage andre interesser end barnets eller den unges. Børnesamtale I 48 er lovfæstet en pligt til, at kommunen afholder en samtale med barnet, inden der træffes afgørelse. Samtalen skal sikre, at barnet bliver hørt, inden en foranstaltning iværksættes. En samtale med barnet skal afholdes, inden der træffes afgørelse efter 51, 52, 52a, 56, 57a, 57b, 58, 62. 63, 65, stk. 2 og 3 og 68-71 og 75. Det er uhyre vigtigt, at barnet ikke bliver bedt om at tage stilling til eller vælge foranstaltningen. Der er tale om en høring af barnet, der skal tjene til at barnets tanker og synspunkter sikres inddraget, men der er ikke tale om en partsregel. Barnet må ikke pålægges ansvaret for egne eller forældrenes problemer eller løsningen af dem. Hvis barnet ikke vil tale med den kommunale sagsbehandler, må det overvejes, om der kan finde en samtale sted mellem barnet og en person i sagsbehandlerens sted eller om barnets synspunkter på anden måde kan sikres tilstrækkeligt inddraget. Vurderer kommunen, at barnet vil lide overlast, hvis der finder en samtale sted, kan der efter en konkret vurdering afstås fra 37

samtalen. Der bør i dette tilfælde foreligge en vurdering og konklusion evt. fra en relevant fagperson (psykolog, psykiater eller lignende) om, at barnet ikke kan tåle at blive udsat for samtalen eller inddragelsen. Kommunen må i denne situation ad anden vej søge tilvejebragt oplysninger om barnets holdning til den påtænkte foranstaltning eller dennes ophør. Egentlige partsrettigheder er tillagt den 15-årige i anbringelsessager og ved den unges ansøgning om iværksættelse af foranstaltninger. I praksis vil det sige ved ansøgning om iværksættelse af en undersøgelse efter 50. Den 15-årige kan således selv rejse en undersøgelsessag ved ansøgning og har i den forbindelse ret til en begrundet afgørelse med klagevejledning. Herudover har den 12-årige ret til at klage over afgørelser om foranstaltninger i og uden for hjemmet, 57b, valg af et konkret anbringelsessted, afgørelser under anbringelsen, hjemgivelse og hjemgivelsesperiode og samvær (se skriftserien om anbringelse). Handleplaner Serviceloven 140 Betingelser og indhold Inden der iværksættes foranstaltninger har kommunen pligt til at udarbejde en handleplan efter 140. Hvis barnets behov ikke kan afvente udarbejdelse af en plan, må kommunen kort angive formålet med foranstaltningen og herefter snarest muligt og senest inden 4 måneder udarbejde handleplanen. 140 opregner en række meget specifikke krav til handleplanens indhold. Den skal angive formålet med indsatsen og hvilken indsats, der skal til for at nå dette formål. 38

Hertil kommer, at handleplanen bygger på 50-undersøgelsen og derfor skal angive den nødvendige indsats i forhold til de forhold, der er afdækket ved undersøgelsen. Der skal opstilles konkrete mål for alle forhold og kommunens vurdering af, hvor længe foranstaltningen forventes at skulle vare, før formålet er nået, skal fremgå. Det er vigtigt, at de konkrete mål er målrettede i forhold til barnets problemer og realistiske, da målene er styrende for den eller de foranstaltninger, der iværksættes. Ved vurderingen af, om formålet med foranstaltningen er nået, er det således disse konkrete mål, der enten skal være nået eller ændret til andre, som så er nået. Ved anbringelse af barnet skal der efter 54 udarbejdes en særskilt plan for den støtte der skal tilbydes/iværksættes over for familien under og efter barnets anbringelse (se skriftserien om anbringelse). Arbejdet med handleplanen sker i tæt samarbejde med forældremyndighedsindehaveren og den 15-årige og under passende inddragelse af barnet og relevant netværk. Da det kræves, at kommunen på børneområdet både evaluerer indsatsen generelt og i de enkelte sager, forudsættes handleplanen at være så konkret i såvel overordnede mål som konkrete mål, at dette kan ske. Det betyder, at alle de forhold, hvor der er planlagt en særskilt indsats skal kunne vurderes. Hvis der f.eks. er opstillet en særlig plan for skoleforholdene, vil denne del skulle kunne dokumenteres, både med hensyn til overvejelser i forhold til valg af og mål for indsatsen og redegørelse for valg af metode til opnåelse af dette mål. Da arbejdet er en løbende pro- 39