Blad nr. 2/2007 DANSK BØRNEFOND NYT FRA DANSK BØRNEFOND

Blad nr. 2/2007 DANSK BØRNEFOND NYT FRA DANSK BØRNEFOND

2 Lad dit næste barn blive et af vore Hvem er vi? INDHOLD DANSK BØRNEFOND Vemmetoftevej 6 DK 4640 Fakse Tlf.: 56 710078 Telefax: 56 710130 Telefontid: Mandag - torsdag: 9-15 Fredag 9-12 Email: danchild@get2net.dk www.danboern.dk Dansk Børnefond er en organisation, der hjælper børn og unge i den tredje verden med fadderskaber, således at skolegang og uddannelse bliver en mulighed. Endvidere med fornødne behov som mad og medicin. Al hjælp ydes uden hensyn til modtagers religion, nationalitet, race eller politiske tilhørsforhold. I muligt omfang hjælper vi med renovering af skoler, brønde, latriner o.l. Dansk Børnefonds bestyrelse er ulønnet. Bidrag til Dansk Børnefond er fradragsberettiget efter ligningslovens 8a og 12. Projektbesog i Gambia og Sierra Leone...3 Vi mangler faddere...8 Nyt om Makali Skolen...9 Juni måned...9 Havebrugsprojekt i Gambia 10 Gaver til børnene...15 Vigtig information!...15 Er du mæt hver dag?...15 Bestyrelse: Pastor Carl-David Andreasen Økonomichef Doris Jørgensen Fysioterapeut Lennart Møller Sygeplejerske Else Pedersen Lærer Kaj Rasmussen Juridisk konsulent: Advokat Ebbe Holm Revisor: ReviFaxe, 4640 Faxe Daglig ledelse: Inger og Rudy Mortensen Ansvarlig for bladet: Inger Mortensen Regler for skatte-fradrag for gaver. Beløbsgrænsen for skattefradrag for gaver er ændret således, at man i årets løb kan give en gave på kr. 13.600 kr. og derefter trække beløbet minus 500 kr. fra på selvangivelsen. Ægtefæller har hver sit fradrag og kan således fratrække op til 27.200 kr. minus 1000 kr. = 26.200 Kr. Den årlige gave til hver godkendt gavemodtager skal være på mindst 500 kr. for at udløse et fradrag. Dette fradrag kan fratrækkes efter ligningslovens 8a. Gavebreve efter ligningslovens 12 kan fratrækkes med det fulde beløb. Det vil sige, tegner man et gavebrev på f.eks. 400 kr. kan dette beløb fratrækkes fuldt ud. Et gavebrev skal tegnes for mindst 10 år. Begge paragraffer kan anvendes Husk også Dansk Børnefond når du skriver testamente. Vi er fritaget for arveafgift. Bankforbindelse: Nordea, Skolegade 1-3 4653 Karise PBS.nr. 03201724 Gruppe nr. 00001 Giro: 1505815. Norsk giro: 7877.08.07 807 Layout og tryk: Øko-Tryk

3 Imponerende at kunne danse med krykkestokke I marts måned var der projektbesøg i Gambia og Sierra Leone. Udover daglig leder, var Lene Kongebro, der i adskillige år har været frivillig i Dansk Børnefond, med på turen. Lene skriver her om indtryk fra Sierra Leone Da vi stiger ud af flyet i Sierra Leone sidst på eftermiddagen en fredag i begyndelsen af marts 2007 møder mig en massiv mur af fugtig varme - temperaturen bevæger sig omkring de 40-45 grader! En kontrast af de store i forhold til Danmark, som vi efterlod få dage tidligere indhyllet i sne, slud og minusgrader. Turen til hovedstaden Freetown foregår heldigvis i en jeep med aircondition - undervejs skal vi sejle over bugten, som adskiller lufthavnen fra selve byen. Dette foregår via en ældgammel forfalden liberisk færge, hvor det vist er bedst bare at lukke øjnene for den manglende sikkerhed - og så bede en stille bøn om, at det hele nok skal gå! Færgen er fyldt til bristepunktet - og lidt til - med biler, mennesker, dyr og naturalier. Jeg har kun set noget lignende på fi lm, så det opleves helt surrealistisk - dette forstærkes yderligere af, at ved ankomsten til Freetown skal bilerne bakke ud! Ved indsejlingen til Freetown undres jeg over, hvor storbyen bliver af - jeg kan kun få øje på nogle få svage og meget spredte lysglimt. Men det går snart op for mig, at disse små lysglimt ER storbyen - der findes ikke mere lys på grund af manglende el. Den smule elektricitet, der findes, opnås ved hjælp af generatorer, som drives af diesel. Denne diesel er dog så dyr, at kun de færreste har råd til at købe den - og i fald de alligevel finder midler, så bruges denne selvfølgelig meget nøjsomt. En mor, med tvillingebabyer tiltrækker opmærksomheden

4 Alle danser og synger Masanga Første stop er Masanga - før krigen et yderst velfungerende og velrenommeret spedalskhedshospital. For en udefrakommende fremstår Masanga umiddelbart som en ruin, men efter en rundvisning på området kan jeg alligevel godt fornemme den ekspertise og effektivitet, der en gang har hersket - og den betydning, som Masanga havde og stadig har for rigtig mange mennesker. Derudover ligger Masanga i virkelig smukke omgivelser - grønt og frodigt, kuperet terræn samt aber i træerne. Optimismen er dog på vej tilbage til Masanga, hvilket blandt andet kommer til udtryk ved den varme velkomst, vi bliver mødt med - syngende og dansende kvinder og børn i alle aldre! Men også bag de ødelagte mure er der fremskridt at spore, som hovedsageligt skyldes virkelig dedikerede frivillige arbejdere - dels udlændinge og dels tilbagevendte lokalfødte. For mig som sygeplejerske er det dejligt at kunne konstatere, at det er lykkedes at åbne klinikken igen fungerende som et ambulatorium. Der modtages dagligt et meget stort antal patienter til behandling af alverdens små og store skavanker. Menneskeskæbner Det værste eksempel vi møder, er en dreng på omkring 14 år hårdt ramt af tuberkulose og formentlig også polio. Derudover har han rygmarvsbrok med åbne sår til følge, som der desværre er gået infektion i. Disse åbne En lille guldklump En hårdt ramt dreng

5 Makaliskolen... sår skal drengen tre gange dagligt have renset for betændt pus - en yderst smertefuld proces, som foregår under beskeden lokalbedøvelse. På grund af drengens sygdom, har forældrene desuden slået hånden af ham, hvorfor han må tigge og hutle sig gennem tilværelsen og leve af tilfældige menneskers barmhjertighed. Det gør stærkt indtryk - og mine tanker går i retning af, hvor længe denne dreng dog vil kunne klare sig under disse forfærdelige forhold. Et andet sted på området er der gang i måling og vejning af spædbørn/mindre børn - et utroligt opløftende og glædeligt syn - og jeg bliver hurtigt helt forgabt i flere af børnene. Efter et par måneders hårdt arbejde fra blandt andet en dansk pige er det også lykkedes at genopbygge/renovere en bygning med henblik på at åbne en børneafdeling for foreløbig de mindste børn - de første to spædbørn er allerede indlagt. Er det muligt at dette er en skole? Et sted på turen kører vi igennem en lille by kaldet Makali, hvor vi skal se en bygning, som bliver brugt som skole for de mindste klasser. Jeg er ved at tabe både næse og mund - skolen ligner nærmest et bombemål! Der er ingen døre og vinduer, halve vægge, taget mangler flere steder, skudhuller ses overalt i de ødelagte mure - vind, vejr og termitter har med tiden yder- og børnene

6 Behovet for en ny skole er indlysende ligere gjort sit til, at den tilbageværende tagkonstruktion nu ser ud til at kunne styrte ned, hvornår det skal være - ja, egentlig er det gældende for hele bygningen. I denne faldefærdige såkaldte skole møder vi omkring 100 smilende småbørn, som undervises af nogle fantastiske kvinder, som lever og ånder for at give disse børn en chance på trods af forholdene. Grænseoverskridende oplevelse! Én af de virkelig grænseoverskridende oplevelser for mig er, da vi skal overnatte i en lille landsby langt, langt ude i ingenmandsland, hvor der absolut ingen elektricitet eller vand er at finde. Vi ankommer lige inden det bliver rigtig mørkt og bliver efter deres forhold installeret i et par fine gæsteværelser med en rigtig seng og myggenet - dog også med lergulv, halmpuder og støv overalt! Fra et stort fælles fad får vi serveret kogt ris blandet med en eller anden sovs. De andre spiser med fingrene, vi får som gæster dog tilbudt et par skæve blikskeer - og vi spiser høfligt en lille smule, som skylles ned med lunken vand. Et luksusforhold er også, at der er indrettet badeværelse indenfor - intet lys, igen lergulv, denne gang vrimlende med kakerlakker og græshopper, et lokum, en spand med vand og et primitivt afløb! Jeg må opbyde al min selvdisciplin for at bevæge mig derind - og må indrømme, at lige den Et sikkert hit... Tidligt ansvar

7 Søskende i Waterloo nat er jeg yderst afhængig af min mor til at skræmme kakerlakkerne væk og holde lommelygten! Natten føles uendelig lang! 45-50 graders fugtig varme, totalt stillestående luft, halmpuder lugtende af sved, støv overalt, kryb og insekter samt tanken om at være totalt afskåret fra civilisationen gør sit til, at ingen af os sover mere end 1-2 timer! Næste morgen får vi serveret kogt bananmos - det lykkes mig at tvinge et par mundfulde ned. Jeg drager et lettelsens suk, da vi endelig igen kan sætte os ind i jeepen for at køre videre - ad veje, som er værre end selv den værste rallybane! Jeg har efterfølgende tænkt meget over min reaktion på denne oplevelse. I begyndelsen havde jeg dårlig samvittighed over, at jeg bare ønskede at komme væk så hurtigt som muligt - fra en landsby, som udviste stor gæstfrihed. Dette var deres hverdag, deres vilkår - så jeg følte mig lige pludselig meget, meget forkælet. Men jeg er ikke vant til dette - følte virkelig, at jeg var på grænsen til at overskride en personlig grænse for, hvad jeg kunne klare af primitive forhold sammenholdt med den ekstreme fugtige varme. Flygtningelejren i Waterloo Waterloo er navnet på en flygtningelejr lidt udenfor Freetown, som blandt andet en dansk kvinde har været med til at oprette, og som efterhånden har udviklet sig til en stationær lejr. Vi besøger en del familier, som alle er En af familierne Symaskinen betyder indkomst

8 En mor, der har oplevet krigens rædsler født og opvokset på og omkring Masanga, og som før krigen havde deres arbejdsliv netop dér. Mange af familierne har nu boet i lejren i henved 6-7 år. De bor tæt i små yderst spartanske hytter, hvor alt er beskidt og støvet, og hvor maden bliver lavet over et primitivt ildsted. På min tur rundt i lejren følges jeg blandt andet med to tvillingedrenge på omkring 12 år. De har barske erindringer i bagagen fra krigen - og det er tydeligt, at disse drenge har mange ar på sjælen. Efter megen ikke synderlig pædagogisk taktik lykkes det mig at få dem til at give mig et lillebitte smil - og at fortælle mig om deres håb og drømme. For dem er det vigtigt at passe skolen, for deres drøm er at blive henholdsvis advokat og revisor - og så håber de en dag at kunne vende tilbage til Masanga og arbejde. Jeg forundres og glædes på samme tid over, at der i deres situation alligevel er plads til håb og drømme. De fleste familier udtrykker generelt et stort ønske om at kunne vende tilbage til Masanga, men samtidig er det svært at overskue, hvordan det skal kunne lade sig gøre rent økonomisk - og ikke mindst er de meget nervøse for, hvad de vender tilbage til. Håb trods alt Sierra Leone som land og som folk gjorde et uudsletteligt indtryk på mig - et land, som rangerer som et af verdens absolut fattigste. Et land, som fra 1992-2002 måtte gennemleve en krig med et helvede af ødelæggelser, overgreb og vold på både natur, byer og befolkning. Et land, som stadig er ødelagt i dimensioner, som er ufatteligt svære at forstå, og som oveni nærmest ingen ressourcer har til genopbygning. Et land, hvor befolkningen stadig er så traumatiseret af overgrebene, at ingen vil tale om det - og hvis det alligevel lykkes at opfange et par ord hist og pist, sker det med en dyb smerte i øjnene. Ufatteligt nok finder man i dette umiddelbart trøstesløse land mennesker, som kæmper en utrættelig kamp for bedre vilkår - for især børnene. Mennesker, som tilsidesætter egne behov. Mennesker, som er så dedikerede, at man kan nævne et hvilket som helst barn tilknyttet Dansk Børnefond, og de kan på stående fod gøre rede for familieforhold, historie og behov. Mennesker, som har min allerdybeste respekt. Mennesker, som kæmper en kamp, der kun er mulig at kæmpe på grund af de midler, som modtages via fadderskaber og gaver. Der skal ikke herske nogen som helst tvivl om, at midlerne når frem og gør en forskel - en forskel, som betyder absolut alt for modtagerne. Der skal heller ikke herske nogen som helst tvivl om, at modtagerne er dybt taknemmelige for hjælpen - de ved, de er blandt de få heldige udvalgte! Meget mere kan og burde måske nævnes om denne tur til Sierra Leone - for eksempel besigtigede vi flere nye brønde, nye huse samt skolebyggeri, men jeg har taget mig den frihed at udvælge de oplevelser, som efterlod det største indtryk hos mig. En stor tak skal lyde til Dansk Børnefond for at have givet mig denne enestående oplevelse. En oplevelse, som sætter min egen privilegerede hverdag i perspektiv, og som har efterladt mange dyrebare minder. Lene Kongebro Vi mangler faddere Drengen, der er omtalt i beretningen fra Masanga mangler en fadder. Det samme er tilfældet med en dreng, vi mødte ved Makali skolen. Han har polio og er ude af stand til at gå. Det betyder, at en søster, delvis slæber, delvis bærer ham til skolen. Begge drenge var ikke i Dansk Børnefonds projekt, men blev med det samme taget ind i håb om, at vi kan finde en fadder, der vil tage ansvar for dem.

Nyt om Makali Skolen 9 Ved hjemkomsten fra Sierra Leone fi k Dansk Børnefonds bestyrelse forelagt en ansøgning om en ny skole til erstatning for den faldefærdige bygning. Dette blev bevilliget og i øjeblikket er man ved at færdiggøre den nye bygning, der udover klasseværelser vil rumme kontor for skolelederen, lagerlokale og latriner. Pengene til dette projekt kommer fra en arv, der er tilgået os. I Makali glæder man sig meget til at indvie den nye bygning, der vil forandre hverdagen ikke alene for børnene, men også for hele det lille samfund, vil det få stor betydning. Juni måned er en rigtig dejlig måned, det kan vi sikkert alle være enige om. Men i år fi k denne måned en ekstra dimension. Det skete den dag, da posten overbragte det længe ventede brev fra Tips og Lotto. Som altid havde vi i december sendt ansøgning ind i håb om, at nogle af alle de gode projekter, der trængte så hårdt til hjælp, kunne få en nødvendig håndsrækning. Vores forhåbninger blev ikke skuffet. Det blev et beløb, der hed 900.867 kr. Jeg måtte læse brevet igen og igen, for var det nu rigtigt, det største beløb, vi til nu har modtaget på en gang. Disse børn får snart bedre skoleforhold Midlerne er øremærket til følgende: I Ghana er der flere skoler, der skal renoveres og have bygget latriner, i Gambia skal der graves brønd og skolen skal have en del nyt inventar, i Uganda er det også nye brønde og boringer, der er givet midler til. Vi er dybt taknemmelige for denne støtte og hvad vi er, er for intet at regne med den glæde, det gav hos vores medarbejdere ude. Rigtig mange mennesker vil gennem mange år have stor glæde af disse investeringer. Alle føler vi en stor forpligtigelse til at forvalte disse midler på bedste måde. Vi glæder os til senere at fortælle om de forskellige projekter. Men ikke alene Tips og Lotto er en god støtte, når det handler om projekter. Fonden af 17.12.1981 har ved flere lejligheder ydet uvurderlig hjælp.

10 Planteskolen ved New Jeshwangsskolen Havebrugsprojekt i Gambia Havebrugsprojektet i Gambia, ved New Jeshwangskolen,er et af de projekter, som vi har været privilegerede at modtage midler til. Skolen har et meget stort jordtilligende, hvor kun ca. 2/3 er benyttet til selve skolens bygninger og legeplads. Den sidste tredjedel lå ubenyttet hen. År tilbage havde man brugt den til havebrug, hvor der var dyrket grønsager og frugt, men efterhånden bredte forfaldet sig og ingen gjorde noget ved det. Det gode jordstykke groede helt til og bl.a., slanger fi k en god plads at være på. En ny og meget engageret skoleledelse havde visioner. Man ville genskabe en dejlig have, hvor grønsager kunne gro, der kunne skaffes arbejde til folk i nærområdet, man kunne sælge til hoteller og forretninger. Men vigtigst af alt, man ville kunne forsyne skolen med grønsager til skolebespisning af de næsten 1000 elever. Der skulle renoveres solvarmepaneler, brønde graves og renoveres, værktøj anskaffes, jorden ordnes. Planerne var mange. Til alt dette behøvedes der midler. De kom fra fonden af 17.12.1981. Jeg har tidligere besøgt skolen og set, hvilket sørgeligt syn, det var, at dette store,gode jordområde lå ubenyttet hen. Og hvilken glæde var det så ikke, da jeg i marts igen fi k lejlighed til at besøge skolen. Skolen er blevet meget renere og mere ryddeligt på området. De store børn har pligtarbejde og sørger for,der er ryddet op både ude og inde, både når de kommer og inden de går hjem. Med stolthed viste man jordstykket frem. Man var i fuld gang med Der diskuteres planer Her skal mange grønsager gro

11 Skolebespisning at rydde jorden og gøre den klar. Vi fi k fortalt, hvorledes de mange slanger var flygtet efterhånden som det høje græs blev brændt af. Brøndene var blevet renoveret og kunne give det nødvendige vand. Et stykke af jorden var sat af til planteskole, hvor forskelligt var sået til senere udplantning. Medarbejdere var meget glade for, at de kunne være med i projektet og følte i høj grad, at det betød noget, det de gjorde. For mig var det en næsten bevægende oplevelse, at se den store forandring, der var sket. Glæden blev ikke mindre et par måneder senere, hvor vi fi k en mail fra vores ansvarlige leder. Han skrev: Vi har haft en travl tid, men nu kan du se, hvor langt vi er kommet og vi kan snart høste. Vi har tomater, løg, okra, vandmeloner og andre ting. I højsæsonen har vi måttet ansætte et par ekstra mand som løsarbejdere. Vi er så glade for vores nye jord. Vi glæder os meget over, at der findes dejlige, aktive mennesker, der vil arbejde med for at skabe bedre forhold for sig selv og deres børn. Stor tak til Fonden af 17.12.1981 for at have muliggjort, at en drøm er blevet til virkelighed. Ghanatown ligger et godt stykke fra New Jeshwang skolen i Gambia. Byen har fået sit navn, da mange af indbyggerne oprindelig er fattige fiskere,der kommer fra Ghana. Vores visit i denne lille landsby skyldes, at vi som altid under projektbesøg, havde bedt om at besøge nogle af vore børns hjem. Skolebussen, der hver dag kører ud og henter børnene fra de fjerntliggende områder tog os derud. Der var vel en 14-15 km, så det er forståeligt, at de ikke kan gå, og nå frem til tiden. Forældrene har ikke råd til at sende børnene med bus, der heller ikke er noget sikkert transportmiddel, hverken hvad tid eller penge angår. Derfor er det et stort privilegium, at man har kunnet anskaffe en gammel bus, der gør god fyldest. Som vi nærmede os landsbyen, var vi ikke i tvivl om, at det var, som vi havde fået fortalt: en fiskerlandsby. Stanken af fisk, røgen fra de mange små ovne rundt omkring og sandet, der i perioder kom ind over os, er nogle af de indtryk, der huskes. Elever på New Jehwang Festdag kræver bolcher i håret

12 Fattigdommen nærmest slog os i møde. Husene, de manglende kloaker, den sparsomme vandforsyning. Men vi blev mødt med stor menneskelig varme og glæde. Mange familier inviterede os inden for i deres hjem. Ingen af os ville ønske at skulle bo der. De fleste steder bestod inventaret af nogle tæpper til at lægge på bare, lerstampede gulve, et par gryder, en snor med lidt tøj. Det var alt. Medens vi gik rundt i sandet for at besøge de forskellige hjem, gik tankerne på langfart. Vi var der en dag,hvor solen sendte sine ubarmhjertige stråler ned, temperaturen omkring de 40 grader, luftfugtigheden høj og sandet, der smuttede ind i sandalerne, nærmest brændende. Men hvordan vil her være i regntiden? Jeg kan forestille mig det ælte og mudder, der må være overalt. Jeg forstår godt, når man undertiden i rapporter over børnene skriver, at det næsten er umuligt at komme frem til barnets hjem i regntiden. Her må være kaotisk. Midt i landsbyen lå en kirke, en rigtig pæn kirke, ja faktisk den bedste bygning i landsbyen.. Man ville gerne renovere den,i regntiden var den pivende utæt.vi blev spurgt om vi kunne hjælpe, men det ligger uden for vore muligheder. I kirken blev alle forsamlet og atter oplevede vi en meget bevægende situation. For hvor kan man andet,end at føle det bevægende, når mennesker synger og takker for, at der kommer hjælp fra Danmark og fortæller, at uden den ville børnene ikke komme i skole. Vi lovede, at bringe takken videre til jer, der har taget ansvar for et barn hernede. Det er en værdifuld og påskønnet hjælp. Endnu en landsby. Videre tog vi til endnu en landsby, der lå et stykke uden for alfar vej. Også her boede elever, der kommer på New Jeshwang skolen.husene ligger spredt, gemt mellem træer og buske. Vi besøgte et par familier, hvor situationen var næsten dem samme som i Ghanatown. Uden for går hønsene og et par geder, der af og til benytter lejligheden til at smutte ind i huset, der også her er uden meget inventar. Familierne har intet arbejde, men lever fra hånden og i munden. Det kan virke ganske trøstesløs, for arbejdsløsheden er enorm, men igen mødes vi med stor gæstfrihed og familierne fortæller, hvor meget det betyder, at børnene kan komme i skolen. Skolegang ændrer livet for deres børn. Glimt fra Ghanatown

Bestyrelsesmøder er en vigtig og naturlig del af et besøg. Både i Gambia og Sierra Leone brugte vi megen tid på dette, ligesom vi havde den store glæde, at møde mange af vore nuværende, men også tidligere elever. Desuden har vi altid møder med forældrene, enten det er samlet til et større møde, eller det er enkeltvis. I Masanga havde vi et meget stort møde, hvor alle pladser var besat, både vindueskarme og ståpladser uden for lokalet var fyldt op. Til stede var byens chief, den lokale præst og den lokale Imman,der holdt taler, ligesom vores medarbejder Joseph Lamin, der gennem mere end 20 år har været ansvarlig for vores arbejde i Sierra Leone og undertegnede havde ordet. Flere forældre tog også ordet 13 Noget at filosofere over Jeg har meget brug for at få lov at gå afsides og bliver henvist til husets toilet og badeværelse. Det er en afskærmning bestående af nogle stolper og flettede palmeblade. Her er godt sumpet og med lidt besvær finder jeg et sted, hvor mine fødder kan være plantet nogenlunde sikkert. Medens jeg sidder der, dukker der pludselig en sortbroget gris op ved siden af mig, ind gennem afskærmningen og vælter sig i mudderet. Jo, man har mange oplevelser undervejs! denne aften. Medens vi alle svedte, så vandet haglede af os,og jeg i mit stille sind takkede for, at der hverken var døre eller vinduer i lokalet, blev der en underlig uro ved den ene side. Ind kom et par mænd trækkende med en vædder. Det var en gave til os! En gave givet i taknemmelighed over det arbejde der gøres fra DB s side for at forbedre forholdene. Men hvad gør man nu med en vædder, der ikke lige er til at tage med i flyveren til Danmark? Også uden at være utaknemmelig og såre mennesker, der har givet det bedste, de havde? En hurtig hvisken mellem Joseph Lamin og mig, gjorde, at vi takkede hjerteligt, og derefter bad om lov til at donere dyret til hospitalet. Her fandt vi den dagen efter, fredeligt græssende. Måske har den siden gjort gavn som steg. Lidt samme situation kom vi ud i, da vi i Sembehum Søskende

14,den landsby, hvor vi havde været i stand til at genopbygge 10 huse. Som i Masanga kom kvinderne også her os i møde, syngende og dansende. Vi skulle bese hvert enkelt hus, ingen ville snydes. Efter således at have været hos hver familie, og oplevet en umådelig glæde og taknemmelighed over, at man igen havde fået et hjem at være i, samledes hele landsbyen for at give os den officielle tak. Der indeholdt et hjemmevævet tæppe og en bagbunden hane med tilhørende kornfad. Også denne gang bad vi om at få lov til at donere kræet til byen. Lettet løb den væk over endnu en dag eller to at have overlevet suppegryden. Indtrykkene efter en sådan tur er mange, Men størst af alt er taknemmeligheden over at have trofaste medarbejdere, der gør det muligt, at hjælpen herfra virkelig kommer til at gøre en forskel. I.M.

Gaver til børnene Gennem flere år har vi fastholdt den praksis, at vi foreslog et gavebeløb, der hed 50 kr. om måneden, hvorefter eventuelt overskydende beløb blev fordelt til de børn, der ikke fi k ekstra gaver. Fra både projekter og faddere er der kommet ønske om, at vi forhøjede dette beløb. Samtidig har vi oplevet et stigende antal faddere har kontaktet os, for at give besked om, at et større gavebeløb blev sendt til deres barn. Derfor har bestyrelsen efter grundig drøftelse vedtaget, at beløbet forhøjes til 100 kr. pr. måned. Vi fortsætter linien med, at hvad der kommer ud over 100 kr. bliver fordelt på samme måde som hidtil. Vi håber, at denne beslutning bliver til glæde for alle. 15 Vigtig information! Ønsker man at få fradrag for gaver givet til Dansk Børnefond, bedes man venligst informere os om CPR. nummer. Vi er blevet pålagt at indberette til Skat, hvor meget hver enkelt indbetaler. Fra skatteåret 2008 vil man således ikke kunne få fradrag for bidrag, hvis vi ikke via CPR nummeret kan indberette beløbet til skat. Derfor beder vi alle, der fortsat ønsker at kunne fratrække beløb til Dansk Børnefond på selvangivelsen, send os jeres CPR nummer. Ved opgivelse af nummeret, oplys da også jeres fadder/eller barnekode. Brug gerne nedenstående kupon. Tak for jeres hjælp. Navn Barnekode eller Faddernr: CPR. NR Er du mæt hver dag? Under denne overskrift bragte vi i sidste Blad en efterlysning og vi vil gerne sige hjertelig tak til jer, der reagerede på vores opfordring til at bruge 50 kr. om måneden på at et barn i Gambia kan få skolemad. Det var en stor glæde. Vi burde måske have fortalt, at der ikke bliver kontakt med barnet, men at vi fra tid til anden her i bladet vil fortælle nyt fra skolen. Da det første beløb var sendt ud, skrev skolelederen til os: Jeg ved ikke, hvorledes jeg skal takke jer for denne hjælp, kun Gud ved, hvor meget I gør gennem at sikre disse børn mad. Vi er glade for, at foreløbig 35 personer har meldt sig for at sikre disse børn et dagligt måltid mad. Vi håber, mange flere vil overveje, om man ikke kunne finde 50 kr hver måned til at give et barn denne værdifulde hjælp. Kuponen på bagsiden kan bruges, om man har lyst til at være med.

DANSK BØRNEFOND S AKTIVITET Bangladesh: Frelsens Hær s Integrerede børnecenter ICC Savar Børnehjem uden for Dakka Blinde drenge og normalt seende piger,der oftest er forældreløse eller kun har den ene af forældrene. Samarbejdspartner :Frelsens Hær Bolivia: Daghjem for børn. Catalina Booth i Cochabamba, Achiacala i La Paz, Villa Cosmos i El Alto, La Paz. El Temporal i Cochabamba, samt Centro Oruro i Oruro. Desuden, Centro Sucre i Sucre. Samarbejdspartner: Frelsens Hær. Chile : Daghjem for børn: Centro Puento Altoo i Santiago, Nueva Extramadore i udkanten af Santiago Neptuno i Santiago, samt William Boths school i Osorno og Cathalina Boths school i Calama. Samarbejdspartner: Frelsens Hær. Gambia: New Jeshwang Education Centre Samarbejdspartner: Adventistkirken Ghana: Hansen Road skolen i Accra. Adventist Prep.School i Kumasi, Atakrom skolen, Jacobu skolen. Kortwia Community skolen ved Bekwai i Ashanti regionen. Desuden Kalpohimskolen i Tamale. S.D.A.Prep. School og Jakarayili skolen i Tamale. Samarbejdspartner: Adventistkirken Indien: Arbejde blandt tibetanske flygtninge. Samarbejdspartner : His Hollines the Dalai Lama s Department of Education Pakistan: Pakistan Adventist Seminary. Kostskole for børn og unge. Skolen er beliggende i Farooqabad Mandi. Samarbejdspartner: Adventistkirken. Peru: Daghjem for børn.centro Vitarte i Vitarte og San Martin i Lima. Samarbejdspartner: Frelsens Hær. Rwanda: Børn og unge i forskellige skoler. Samarbejdspartner: Adventistkirken. Sierra Leone: Masanga Leprosy Hospital Children s Fund. Landsbyskoler i Masanga og omliggende landsbyer. Desuden børn og unge i Freetown og omegn. Samarbejdspartner: Adventistkirken. Sri Lanka: Lakpahana Adventist College. Kostskole med videregående uddannelse. Samarbejdspartner : Adventistkirken. Uganda: Mabuyemeru Primary School Samarbejdspartner: Adventistkirken Udover direkte støtte til børnenes underhold, ydes i begrænset omfang hjælp til skolebyggeri, renoveringer, brønde,latriner, hjælp til operationer m.v. Dansk Børnefond er ikke forpligtet af eller bundet til det religiøse eller politiske syn, vore samarbejdspartnere står for. Ja Ja Jeg vil gerne være fadder og betaler 155 kr. mdl. Jeg forpligter mig til at opsige med mindst én måndes varsel. Jeg, jeg vil vil gerne betale være fadder for skolemad og betaler til børn 155 i kr. Gambia mdl. Jeg 50 forpligter kr. mdl. mig til at opsige med mindst én måneds varsel. Jeg ønsker at betale pr. md. pr. kvt. halvårlig helårlig Navn... Adresse... Jeg vil betale 50 kr. pr. md. til skolemad i Gambia