Kapitel 33 - Et tiår med forfølgelse 1877-1887

Teksten er den del af: Kirkens historie i tidernes fylde Kapitel 33 - Et tiår med forfølgelse 1877-1887 Tidslinie Dato Betydningsfuld begivenhed 1862 Kongressen vedtager Morrill Act -- Den første antipolygamilov 1874 Poland Act vedtages, som tillod sigtelse af mænd, der indgår i polygame forhold 1875 George Reynolds dømmes i "prøvesag" 1877 De Tolv Apostles Kvorum med John Taylor som præsident overtager lederskabet i Kirken efter Brigham Youngs død 1879 Den amerikanske højesterets beslutning i George Reynolds-sagen fastholder antipolygami-loven Okt. 1880 John Taylor opretholdes som Kirkens tredje præsident 1882-83 De Halvfjerds Kvorum reorganiseres og gives ny livskraft 1882 Edmunds loven vedtages, og hermed intensiveres antipolygami-korstoget 1885 Kolonier etableres i Mexico 1885 Præsident Taylor, andre af Kirkens autoriteter og mange medlemmer går under jorden 25. juli 1887 Præsident John Taylor dør i Kaysville, Utah 1887 Edmund-Tucker loven vedtages Indledning Kirken stod overfor en af de mest vanskelige, så vel som en af de mest spændende tiårsperioder efter Brigham Youngs død. USAs regering vedtog love mod polygami på opfordring og med støtte fra mange forskellige grupper, samt sørgede for håndhævelsen, og iværksatte en mediekampagne mod polygami. På trods af intens forfølgelse fortsatte Kirken med at vokse i antal, under John Taylors dygtige ledelse, og med at udvide sine kolonier og udvikle sine programmer.1 Begivenheder under det apostolske præsidentskab Efter Brigham Youngs død ledede De Tolv Apostle atter Kirken. Under et møde i De Tolv Apostles Kvorum den 4. september 1877 blev der truffet tre vigtige beslutninger. Den første var, at de Tolv skulle indtage deres position som det præsiderende kvorum i Kirken. Den anden var, at ældste John Taylor skulle udnævnes som dette kvorums præsident; og den tredje, at ældste John W. Young og Daniel H. Wells "skulle fungere som rådgivere til De Tolv, som de havde gjort under Brigham Young."2 Side 1 af 11

En måned senere, ved generalkonferencen den 6. oktober 1877, annoncerede ældste George Q. Cannon til de tilstedeværende, at eftermiddagsmødet skulle være en højtidelig forsamling af præstedømmebærere i henhold til tidligere praksis, som ved indvielsen af Kirtland templet, men som ikke havde været anvendt i mange år. Ældste Cannon gav derefter retningslinierne for placeringen af de forskellige præstedømmekvorummer. Den højtidelige forsamling stemte den eftermiddag enstemmigt for, at ældste John Taylor skulle præsidere over De Tolv Apostles Kvorum, og "at De Tolv Apostles Kvorum skulle fungere som det præsiderende kvorum og som Kirkens myndighed."3 John Taylor, som var født i England og uddannet som tøndemager, tog til Canada som ganske ung mand. Der mødte han og giftede sig med Leonora Cannon, som var ti år ældre end ham. Skønt han var en ihærdig metodist, da han mødte Kirken, begyndte han straks omhyggeligt at undersøge Kirken, og i en periode på tre uger gik han ikke glip af en eneste tale holdt af Parley P. Pratt. Han skrev dem ned og sammenlignede dem med skrifterne, bad bønner om Kirken og blev omvendt. Han blev ordineret til apostel i 1839, han tjente som redaktør på mange af Kirkens blade, han mistede næsten livet sammen med profeten Joseph Smith i Carthage Fængslet og tjente i mange af Kirkens missioner. Han blev kendt som en frygtløs forsvarer af troen; hans personlige motto var "Guds rige eller intet." Han tog trofast imod alle de kaldelser, som Kirken gav ham igennem sine næsten 30 år i De Tolv Apostles Kvorum gennem en hård periode med forfølgelse. Efter Brigham Youngs begravelse, begyndte John Taylor og De Tolv at gå igennem boet efter Brigham Young for at finde ud af, hvor meget af boet, der tilhørte Brigham Youngs arvinger, og hvor meget af det, der tilhørte Kirken. Loven mod polygami (Morrill Anti-Bigamy Act of 1862) havde gjort det ulovligt for Kirken at besidde ejendom vurderet til en værdi af over 50.000 dollars, udover til religiøs brug. Som et resultat af denne lov blev værdier, der var opkøbt af Kirken, overdraget præsident Brigham Young. Præsident Taylor fortsatte denne politik med hemmelige besiddelser af visse af Kirkens forretningsaktiviteter under enkeltpersoners navne. Præsident Taylor udnævnte George Q. Cannon, Albert Carrington og Brigham Young jun. (sidstnævnte som familiens repræsentant) som boets eksekutorer. Deres opgave blev gjort vanskeligere af den enorme publicitet og spekulation, som kom frem i landets aviser. Rygter spredtes med lynets hast, at boet havde en værdi på millioner af dollars, hvilket fik visse medlemmer af Brigham Youngs store familie til at stille store forventninger. Efter adskillige måneder med hårdt arbejde, vurderede de tre eksekutorer, at boets værdi var på omkring 1.626.000 dollars. Over en million af denne sum tilhørte dog Kirken. Da beløbets størrelse ikke stod mål med forventningerne, lagde syv af Brigham Youngs arvinger sag an mod Kirken, hvilket gav endnu mere offentlig omtale på nationalt niveau. Jacob S. Boreman en udpræget anti-mormonsk dommer tog arvingernes side og dømte, at eksekutorerne udviste foragt for retten. Ældsterne Cannon, Young og Carrington tilbragte tre uger i august i 1879 i Utahs statsfængsel, før dommer Boremans beslutning blev omstødt af den territoriale højesteret. Kirkens ledere besluttede derefter at give arvingerne yderligere 75.000 dollars, og derved afslutte sagen.4 Ved aprilkonferencen 1880 fejrede Kirken sin 50-årsdag, og præsident Taylor, med udgangspunkt i Det Gamle Testamente, erklærede året for et jubelår. Han bekendtgjorde på Kirkens vegne, at han eftergav visse hellige 802.000 dollars (halvdelen af det beløb Kirken havde lagt ud), som de skyldte Kirken gennem Perpetual Emigrating Fund Company. Derefter bad han om, at kvæg og får blev givet til de fattige, og opmuntrede Hjælpeforeningen til at udlåne den hvede, som de havde lagret, til de mindre rige Side 2 af 11

bønder uden at forlange renteafkast. Han bad alle om at give en hjælpende hånd til de nødlidende, så at fattigdom i territoriet ville blive afskaffet.5 I årene under apostlenes ledelse fortsatte Kirken med at udvide rigets grænser. Over et hundrede nye bosættelser blev grundlagt i områder som Star Valley i det vestlige Wyoming, Castle Valley i det østlige Utah, det ufremkommelige landskab omkring San Juan River i det sydøstlige Utah, Virgin River området i det sydlige Nevada og flere i det nordlige Arizona. I oktober 1880, over tre år efter Brigham Youngs død, blev der dannet og opretholdt et nyt præsidentskab i Kirken. Endnu engang blev præstedømmebærerne bedt om at samles til en højtidelig forsamling og afgive deres stemmer i deres kvorummer. Da navnene John Taylor, George Q. Cannon og Joseph F. Smith blev præsenteret for de hellige, var der enstemmig godkendelse. Ældsterne Cannon og Smith var mænd med store evner, som tjente som rådgivere til præsident Taylor og til yderligere to præsidenter.6 Praktisering af polygami En stor del af den forfølgelse, som de hellige gik igennem, var på grund af deres praktisering af polygami, som blev indført under Joseph Smith. Loven om polygami blev åbenbaret til profeten så tidligt som i 1831, men han nævnede det kun for nogle enkelte betroede venner. Efter strenge ordrer fra Herren om at adlyde loven, begyndte profeten i 1841 at undervise brødrene i Kirken om polygami og om deres forpligtelse til at efterleve loven. Profeten Joseph Smith dikterede åbenbaringen til William Clayton i 1843, hvor den først gang blev nedskrevet. Der gik dog ni år, før åbenbaringen blev læst op ved en generalkonference og trykt.7 Den 28.-29. august 1852 blev en særlig konference afholdt i det gamle tabernakel på tempelpladsen i Salt Lake City. På den første dag af konferencen blev over et hundrede missionærer kaldet til at tage på mission i hele USA, Australien, Indien, Kina og til havets øer. Ved at holde konference i august var det muligt for missionærerne at komme tidligt afsted, så de kunne krydse sletterne, før kulden satte ind. På den anden dag af konferencen under præsident Brigham Youngs ledelse, bekendtgjorde Orson Pratt, at Kirken nu praktiserede polygami på Guds befaling. Med tale om USA erklærede han: "Forfatningen giver alle landets indbyggere ret til at praktisere deres religiøse overbevisninger og retten til trosfrihed. Eftersom det kan fremføres, at de hellige faktisk har accepteret doktrinen om polygami, som en del af deres religion, må det anses for at være en forfatningssikret ret. Og skulle dette lands regering nogensinde afholde dem fra at praktisere denne del af deres religion, må sådanne love betragtes som forfatningsstridige.8 Broder Pratt holdt derefter en lang tale med udgangspunkt i skrifterne omkring polygami. Han forklarede, at ægteskabet var indstiftet af Gud som en måde, hvorpå ånder kunne opnå fysiske legemer, og igennem polygami kunne værdige præstedømmebærere frembringe en stor retfærdig slægt for Herren. Brigham Young talte derefter, og han gav en kort baggrund mht. åbenbaringen vedrørende det celestiale ægteskab. Thomas Bullock, en kontoransat i historikerens kontor, læste derefter åbenbaringen til forsamlingen, hvorefter forsamlingen kunne afgive deres stemmer.9 Med forventning om en stor offentlig protest og en mængde negativ omtale, sendte Kirken omgående fire af sine mest trofaste og velformulerede ledere til beboelsesmæssige nøgleområder for at trykke aviser, der både kunne forklare og retfærdiggøre "det Side 3 af 11

celestiale ægteskab" og andre genoprettede evangeliske principper. Orson Pratt redigerede Seer i nationens hovedstad; John Taylor, The Mormon i New York City; Erastus Snow, The Saint Louis Luminary i St. Louis; og George Q. Cannon Western Standard i San Francisco.10 I hver af disse aviser blev de helliges retfærdige motiver vedrørende indgåelse af polygami beskrevet, som var i skarp kontrast til de synspunkter, der blev frembragt i landets andre aviser, sladderpressen og billige romaner. På trods af artiklerne skrevet af Kirkens bedste skribenter og de taler, der blev givet af Kirkens mest velformulerede talere, dannedes der hurtigt pressionsgrupper, der begyndte at presse regeringen til at vedtage love, der fuldstændigt ville fjerne et sådant ægteskabssystem. Korstog mod polygami På trods af alle forsøg fra de sidste dages hellige på at overbevise deres medborgere om, at praktisering af polygami var deres religiøse og moralske ret, så samlede nationen sig mod Kirken. Missionærer i England og på kontinentet blev ofte generet, og nogle ældster i USA mistede livet. Mange mennesker mente, at polygami var umoralsk, barbarisk og beklageligt. En bunke af antipolygami-litteratur blev skrevet, hvori forfatterne påstod, de kom med den sande historie omkring kvindernes fornedring under polygami. Historierne blev primært skrevet af folk, som aldrig kom til Utah eller som kun observerede forholdene overfladisk. I 1862 skrev præsident Lincoln under på vedtagelsen af en antibigami lov kendt som Morrill Law, men på grund af borgerkrigen blev lovens ikrafttræden ignoreret. Denne "lovgivning langede ud efter både polygami og Kirkens myndighed ved at forbyde polygami i territorier, fratage... Kirken anerkendelse og begrænse Kirkens ejerskab til 50.000 dollars."11 De hellige, der mente, at loven fratog dem deres forfatningssikrede ret til frit at praktisere deres religion, valgte at ignorere denne lov, indtil loven blev forfatningsmæssigt defineret. I de følgende år opnåede adskillige lovforslag med en styrkelse af antibigami loven som formål ikke godkendelse i USAs kongres. Blandt disse lovforslag fandtes Wades, Cragins og Culloms lovforslag, som havde deres oprindelse i det territoriale Utah, og som var bragt frem af mænd, der var bitre modstandere af Kirken. Wades lovforslag, som kom i 1866, ville havde ødelagt den lokale regering, hvis den var blevet vedtaget. Tre år senere kom Cragins lovforslag, men inden for et par dage blev det erstattet af Culloms lovforslag, som var mere radikalt end de to forrige. Kirkens medlemmer rejste en massemodstand imod vedtagelsen af lovforslaget. Kvinderne i Kirken afholdte massemøder i hele territoriet i januar 1870 for at vise deres modstand mod lovforslaget. "Skønt de gik imod alle dele af den anti-mormonske lovgivning, var deres handlinger primært en protest rettet mod de tiltag og de bemærkninger fra håbefulde reformatorer, hvor kvinderne i Kirken blev talt om som værende holdt under fode, og nedværdiget af deres undertrykkende mænd."12 Modstanden fra de sidste dages hellige kvinder kom som en stor overraskelse for politikerne og kvindesagsforkæmperne, som så mormonkvinderne som det endelige symbol på lidelse og trældom. Aviser i det østlige USA gik også imod lovforslaget på basis af forslagets militære undertoner. Amerikas præsident skulle have magt til at sende en hær til Utah for at tvinge opretholdelsen af lovens bogstav. Avisen New York World udtalte: "udførelsen af loven vil helt sikkert betyde krig."13 Culloms lovforslag blev forkastet. I juni 1874 blev Polandloven imidlertid vedtaget. Denne lov opløste Utahs juridiske system ved dannelsen af distriktsdomstole (som var kontrolleret af ikke-medlemmer Side 4 af 11

udpeget af den føderale regering) med undtagelse af civil- og kriminalretten. Enkeltpersoner kunne nu bringes for retten, hvis de brød Morrillloven. I henhold til Polandloven skulle jurylisten trækkes af distriktsdomstolens dommerassistent (et ikke-medlem) og skifteretsdommeren (som var mormon), så den kom til at bestå af lige mange medlemmer og ikke-medlemmer. Den føderale anklager søgte straks at bringe førende kirkeledere for retten, men løb ind i problemer. Mange af brødrene var blevet gift, inden loven trådte i kraft i 1862, og loven havde ikke tilbagevirkende kraft. Derudover kunne man ikke forlange, at kvinderne skulle vidne mod deres ægtefæller, og optegnelserne vedrørende polygami, som blev opbevaret i Endownment House, var ikke offentligt tilgængelige. Kirkeledere blev ivrige efter at få en "prøvesag" igennem den amerikanske højesteret for at få stadfæstet anti-bigamilovens forfatningsmæssige grundlag. Så da anklageren William Carey lovede at stoppe sine forsøg på at lægge sag an mod generalautoriteterne under prøvesagen, valgte Det Første Præsidentskab den 32-årige George Reynolds, der arbejdede som præsidentens sekretær og som for nylig var blevet gift med sin anden kone, til at gå i retten på Kirkens vegne. Reynolds gav anklagerne adskillige vidner, som kunne vidne om hans polygami. Men da Carey ikke holdt sit løfte og arresterede præsident George Q. Cannon, besluttede Kirkens ledere, at de ikke længere ville samarbejde med ham.14 I 1875 blev Reynolds endelig dømt og fik en dom på to års fængsel i en arbejdslejr og en bøde på 500 dollars (som senere blev ændret af USAs højesteret til kun at bestå af en fængselsstraf). I 1876 støttede Utahs Territoriale højesteret denne domsafsigelse. I 1878 nåede Reynolds appelsag til USAs højesteret, og i januar 1879 blev det af højesteret besluttet, at loven om antipolygami var i overensstemmelse med forfatningen, og de fastholdt Reynolds fængselsstraf.15 George Reynolds blev løsladt i januar 1881 efter afsoning af 18 mdr. af sin oprindelige fængselsstraf. Under sin afsoning underviste han de andre fanger i skrivning, læsning, regning, grammatik og geografi. Bror Reynolds arbejdede også på en bog, som han færdiggjorde og senere udgav. Bogen hed A Complete Concordance of the Book of Mormon. På hans løsladelsestidspunkt indeholdt hans konkordans 25.000 opslagsord.16 I 1882 vedtog kongressen Edmunds lov, som definerede "ulovligt samliv" som underhold af og omsorg for mere end én kvinde. Beviser på yderligere indgåede ægteskaber var ikke længere nødvendigt. Loven fratog polygamister deres statsborgerskab og erklærede dem uegnede til at besidde offentlige embeder. Ikke blot de, som praktiserede polygami, men tillige de, som troede på det, var diskvalificeret fra at tjene som jurymedlemmer. Alle tilsynsførende ved valgsteder i Utah Territory blev frataget deres myndighed, og en bestyrelse på fem kommissærer blev udnævnt af den amerikanske præsident til at varetage valgadministrationen.17 Kort tid efter vedtagelsen af Edmunds lov indkaldtes til aprilkonferencen i 1882. Efterhånden som de hellige samledes på andendagen, overdængede den voldsomme vind dem med tøsne. Med reference både til vejret og til den nyligt vedtagne lovgivning, nævnede præsident Taylor nationens bitre fordomme mod de hellige og "advarede dem om, at der var en storm på vej, og at stormens højdepunkt ville nå dem. `Lad os møde den,' sagde han halvt i spøg: 'På samme måde som vi her til morgen mødte gennem snestormen -- lad os slå kraverne op (og her viste præsident Taylor hvordan) og vente til stormen lægger sig. Efter stormen kommer solskinnet. Mens stormen er i gang, er det nyttesløst at prøve at tale med verden; men når stormen lægger sig, kan vi tale Side 5 af 11

med dem.'" Den efterfølgende dag sagde han, at de hellige ville "kæmpe centimeter for centimeter" for deres frihed og rettigheder som amerikanske statsborgere.19 Mange sidste dages hellige mænd og endda nogle kvinder var nødt til at gå under jorden for at undgå arrestation. Sådan begyndte en af de sværeste tider i de sidste dages helliges historie. For at undgå arrestation blev der aftalt kodeord, der skulle advare polygamister om de føderale embedsmænds tilsynekomst. St. Georges stavspræsident, J.D.T. McAllister, fik kodenavnet Dan; Henry F. Eyrings var Look. Hele samfund fik kodenavne. St. George var White og Beaver var black, og Toquerville var Cloudy. Føderale sheriffer var Ring, og dommer Boreman var Herod. Disse advarsler kunne sendes med telegraf og ville ikke give mening, hvis de blev konfiskeret af de føderale autoriteter. Til tider blev embedsmænd besat i deres forfølgelse af de sidste dages hellige. I et forsøg på at anvende antimormonismen til sin egen politiske fordel i Idaho, kravlede den føderale sherif, Fred T. Dubios, ind i skjulte huller under husene, beordrede tog til at køre hen til mormonernes kerneområder, sneg sig ind i mormonbyerne og udførte razziaer i mormonhjem om natten i et forsøg på at fange de polygame mænd. For at undgå arrestation forlod biskoppen i Oxford Ward, Idaho, byen om "natten skjult i en kasse mærket med ordet svinekød, Ogden gods." Han opholdt sig i 24 timer i den kasse, inden han blev lukket ud af bror Nesbitt. Midt om natten fandt han hen til sin svogers hjem i Ogden, Utah, hvor han var i sikkerhed. James Morgan tog langt ud i bjergene med sin femte kone, Anna, hvor han tilhuggede bjælker, som hans drenge slæbte ind til byen. Hyrum Poole "var en ung mand, der boede i Menan, Idaho. Om vinteren i 1883 var han ved at spise en sen aftensmad sammen med sin broder William... Mens de spiste, lød der en høj banken på døren, og da Hyrum var ved at åbne døren, blev et geværløb stukket ind gennem døren og en stemme råbte, 'Luk os ind, eller vi slår døren ind'. Hyrum greb fat i geværet og kastede sig med hele sin vægt mod døren på samme tid, som hans bror og to andre kom ham til undsætning. Til sidst nedlod de anmassende mennesker sig til at forklare, at de var sheriffer med en kendelse til at søge efter N. A. Stevens. De fik lov til at komme ind med det samme, men Hyrum Poole gav dem en reprimande for deres forsøg på at tiltvinge sig adgang, som var de en bande 'mordere'. Derpå gav William Hobson, lederen, og en værthusholder fra Eagle Rock, som delvis var beruset på det tidspunkt, Hyrum et slag over ansigtet med sin riffel og sagde, 'betragt dig selv som værende under arrest for modsættelse af embedsmand i funktion.' Eftersøgningen viste sig at være nytteløs, og da mændene trak sig tilbage, beordrede de Poole til at gå med udenfor. Da han trådte ud i mørket, blev han først slået ned bagfra af Hobson, der smadrede sit gevær ned i hovedet på ham." Poole og en anden fange "blev ført til Blackfoot og smidt i fængsel, hvor de opholdt sig i to dage uden mad, lægetilsyn, høring eller kautionsmuligheder."20 Visse sidste dages hellige blev dømt og sendt så langt væk som Detroit, hvor de afsonede deres domme i ensomhed og frygt. De fleste sidste dages hellige, som blev dømt, blev sendt til Utahs eget territoriale fængsel, hvor de var mønsterfanger. De var ofte i færd med at studere evangeliet, skrive bøger, eller undervise de andre medfanger i at læse, skrive eller i andre forsømte færdigheder. Når nogen blev løsladt, blev der holdt fest i de enkelte samfund, og hyldest Side 6 af 11

blev givet til dem, som havde foretrukket Guds love fremfor menneskets. Måske var det sværest for de familier, der måtte blive tilbage. Nogle af disse familier led under fattigdom, sult og sygdom uden en ægtefælle og far til at hjælpe sig. Dette korstog mod kirken greb forstyrrende ind økonomisk, socialt, åndeligt og familiemæssigt, og da 1880'erne nærmede sig, var der endnu mørkere skyer i horisonten. Riget går fremad På trods af "stormen" skabt af antipolygami-korstoget ledte præsident Taylor Kirken i de tidlige 1880'er gennem fortsat fremgang. Han besøgte regelmæssigt Zions stave og bragte orden i tingene, underviste, rådgav og opmuntrede de hellige med stor entusiasme. Han opfordrede folk til at forbedre sig i alle livets forhold, som ægtemænd, hustruer, forældre, børn, naboer og som borgere -- og at fortsætte i enighed, ære, integritet, ærlighed og renhed i tanke og handling. I 1881 udgav præsident Taylor en folder, som han havde skrevet, med titlen Items on Priesthood; den instruerede de forskellige præstedømmebærere, og især de unge mænd, der blev ordineret til Det Aronske Præstedømme, om deres arbejdsområder i præstedømmet. Det følgende år udgav han bogen Mediation and Atonement, som var en samling af åndelige skriftsteder med kommentarer, der belyste vigtigheden og æren og magten i Frelserens forsoning for verdens synder.21 Hans instrukser til de hellige var baseret på åbenbaringer, som han havde modtaget. I lighed med profeten Joseph Smith skrev og udsendte præsident Taylor ofte åndelige inspirationer, Herren havde givet ham. En af disse åbenbaringer blev dikteret den 13. oktober 1882, blot få dage efter generalkonferencen. I over to år var der kun ti medlemmer i De Tolv Apostles Kvorum, og de ledige pladser lå præsident Taylor meget på sinde. Åbenbaringen kaldte George Teasdale og Heber J. Grant til apostelembedet og lægen Seymour B. Young til De Halvfjerds' Første Kvorum. Den krævede også mere missionering blandt de forskellige indianske stammer og større retskaffenhed blandt præstedømmebærere og de hellige generelt.22 En oplevelse, som ældste Heber J. Grant fik et par måneder senere, giver nogen baggrund for denne åbenbaring. Heber fortalte, at i løbet af de første par måneder af sin apostelkaldelse, havde han følt sig ukvalificeret til at være et særligt vidne for Herren. Mens han rejste igennem Navajo-reservatet i det nordlige Arizona i februar 1883, hvor han skulle hjælpe med at etablere Kirken blandt indianerne, fortalte ældste Grant sine rejsefæller, at han ønskede nogen tid for sig selv, og han tog derefter ad en anden rute. Han fortalte senere, hvad der skete, mens han red: "Jeg syntes at se og høre det, som for mig var en af de mest virkelige ting i mit liv, et råd i himmelen. Og jeg mente, jeg hørte ordene, der blev talt... Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Råd havde ikke været i stand til at enes om to mænd til at udfylde de ledige pladser ud... I dette råd var Frelseren til stede, min fader (Jedediah M. Grant) var der, og profeten Joseph Smith var der. De talte om, om at en fejl var blevet begået ved ikke af besætte de ledige pladser, og at det sikkert ville vare seks måneder, før kvorummet var fuldtalligt igen, og de talte om, hvem de ønskede skulle fylde pladserne, og de besluttede, at måden at gøre fejlen god igen på, var at sende en åbenbaring. Det blev mig fortalt, at profeten Joseph Smith og min far havde nævnt mig og anmodet om, at jeg blev kaldet til den plads. Jeg sad og græd af glæde... Side 7 af 11

... Og fra den dag har jeg aldrig, hverken nat eller dag, aldrig følt mig usikker på min kaldelse."23 Den 17. maj 1884 indviede præsident Taylor templet i Logan. Dette var det fjerde tempel i Kirken og det andet, som blev færdiggjort i Utah. Aftenen før havde præsident Taylor spurgt Herren, om templet var acceptabelt. Hans bøn var blevet besvaret, og en åbenbaring blev givet, hvori Herren sagde, "i disse huse, som I har bygget til mig, og som I vil bygge, vil jeg åbenbare i overflod angående ting tilhørende fortiden, nutiden og fremtiden, om livet som det er nu, og livet som vil komme, om det, der hører lovene til, angående orden, regler, herredømme og regering, om ting der vedrører denne nation og andre nationer; loven om de himmelske legemer i deres tid og tidsrum, og om de principper eller love ved hvilke de styres."24 De hellige blev den følgende dag vidner til en rig udgydelse af Helligånden ved templets indvielse. Under præsident Taylors ledelse blev adskillige af Kirkens publikationer genudgivet eller udgivet for første gang. Nogle af de vigtigste var Mormons Bog og Lære og Pagter, som blev genoptrykt i 1879 og udvidet med betydelige krydshenvisninger og forklarende fodnoter. Den Kostelige Perle, trykt i 1878, havde tidligere været missionærpjece. Arbejdet bag disse publikationer var udført af Orson Pratt. Disse nye udgaver af Lære og Pagter og Den Kostelige Perle blev officielt anerkendt som hellig skrift ved oktoberkonferencen i 1880. I 1879 frembragte Junius F. Wells den første udgave af det månedlige blad The Contributor, som blev det officielle blad for AP/UP. Andrew Jenson, Kirkens assisterende historiker, udgav The Historical Record, som indeholdt adskillige optegnelser og kronologier, som er blevet uvurderlige, når man læser og skriver om Kirkens historie. Kirken fortsatte også med at understrege den økonomiske enhed. Zions Central Board of Trade blev dannet for at erstatte den forenede orden. Disse bestyrelser blev dannet i hver stav, og skulle fungere under centralbestyrelsen. De fremmede forretningsaktiviteter, søgte nye markedsområder, gav bønder og forhandlere information, forhindrede konkurrence, der ville skade hjemmeproduktion, og til tider regulerede de løn og priser til samfundets bedste.25 Missioneringen fortsætter Missioneringen fortsatte med at vokse. Ældste Moses Thatcher indviede Mexico til forkyndelse af evangeliet i 1881, skønt der tidligere havde været nogle succesrige bestræbelser i det land siden 1876. Arbejdet begyndte også blandt Maori-folket på New Zealand i 1881. I 1884 åbnede Jacob Spori Den Tyrkiske Mission, som senere kom til at dække Palæstina.26 Gennem en åbenbaring givet i Konstantinopel omvendte ældste Spori mange blandt de tysktalende folk i Haifa, som var kommet til det hellige land for at vente på Kristi andet komme. Missioneringen fortsatte med at være en succes i England, Skandinavien, Schweiz, Holland og i Tyskland. I USA voksede missioneringen også. John Morgan, der huskede en drøm, han havde, før han blev medlem, blev f.eks. ledt til et lille bysamfund i Georgia, hvor han underviste i evangeliet og døbte næsten alle, der boede der. Missioneringen var dog ikke uden farer, specielt i Sydstaterne. I takt med, at Kirken voksede i Syden, steg modstanden med samme hast. Den 21. juli 1879 planlagde ældsterne Joseph Standing og Rudger Clawson at tage afsted til en konference i Kirken i Rome, Georgia. Mens de gik i området omkring Varnells Station, blev de omringet af et dusin bevæbnede bøller, som truede dem og førte dem ind i et skovområde. Mens tre af mændene red afsted for at finde et mere øde område, blev Side 8 af 11

de verbalt forulempet af de andre. Da de tre vendte tilbage, stod ældste Standing, som pludselig og på en eller anden måde havde fået en revolver, og sigtede mod mændene, mens han råbte, at de skulle overgive sig. Hurtigt skød en af de unge mænd, der stod ved siden af ham, den unge ældste og ramte ham i ansigtet. Stående ansigt til ansigt med et dusin geværer foldede ældste Clawson armene og ventede roligt på sin død. Geværerne blev sænket, og han fik lov til at hente hjælp til sin kammerat. Da han vendte tilbage med hjælp, var hans kammerat død, efter at være blevet skudt adskillige gange i nakken og hovedet på tæt hold. Ældste Standings lig blev transporteret til Salt Lake City, hvor han ærbødigt blev æret af de hellige, som endnu en martyr for den guddommelige sag.27 På tidspunktet for mordet havde Joseph Standing tjent 16 måneder af sin anden mission i Sydstaterne og ventede på at blive afløst når som helst. Præsident John Morgan og ældste Clawson vendte senere tilbage til Georgia for at vidne mod morderne, som ikke desto mindre blev frikendt. Fem år senere, den 10. august 1884, fandt Cane Creek massakren sted. Hændelsen var en direkte følge af den store udbredelse af "Biskop Wests tale", der var blevet trykt i Salt Lake Tribune, en falsk tale, der efter sigende var blevet givet af en biskop i Juab, Utah i marts 1884. Skønt det hurtigt blev stadfæstet, at der ikke fandtes en biskop West i Juab, og at denne gemene tale mod ikke-medlemmerne var opspind, blev den påståede tale spredt blandt ikke-medlemmerne både i det østlige og det sydlige USA. Et eksemplar havde fundet vej til Lewis County, Tennessee, og indholdet af talen blev videregivet til grupper af ikke-medlemmer. Pøbelgrupper gik hen til et søndagsmøde afholdt af nogle hellige hos James Condor og begyndte at skyde. To missionærer -- John H. Gibbs og William S. Berry -- to medlemmer af familien Condor og pøbelgruppens leder blev dræbt. Missionspræsidenten var midlertidigt fraværende, og den unge B. H. Roberts, som havde fået ansvaret for missionen, forklædte sig og risikerede sit liv ved at tage til Cane Creek, grave ældsternes lig op og transportere dem tilbage til Utah til begravelse.28 Han bar senere vidnesbyrd om, at han havde modtaget himmelsk hjælp. Som i sagen om ældste Standing kom morderne for retten og blev frikendt. Stormen tiltager igen Før slutningen29 af 1880erne var ethvert af de sidste dages helliges samfund i stigende grad genstand for forfølgelse af sherifferne. Mere end tusind mænd og endda nogle få kvinder blev fængslet for polygami. Præsident Taylor gik i skjul, såvel som Wilford Woodruff og andre af Kirkens embedsmænd. I slutningen af 1885 strømmede hundreder af nybyggere til de hastigt etablerede bosættelser i Mexico, primært fra Arizona og New Mexico. Ældste George Teasdale præsiderede over disse hellige i eksil. I 1886 blev Charles Ora Card, præsident over Cache staven i det nordlige Utah, bedt om finde et asylsted i Canada. Det lykkedes ham at sikre sig et stykke jord i det område, der nu hedder Cardston, Alberta, og mormonerne begyndte at slå sig ned i denne region. I takt med, at det juridiske korstog imod polygami fortsatte, begyndte et nyt liv for mange af de hellige. Ellers lovlydige mænd gik under jorden og flyttede fra sted til sted for at undgå de sheriffer, der var efter dem. Flygtende "polygamister" (som de blev kaldt) skjulte sig i kløfter, lader, marker og kældre for at undgå deres forfølgere. Føderale embedsmænd forklædte sig som handelsmænd eller indsamlere af data til folkeoptælling for at komme ind i hjemmene. Nogle af sherifferne lavede razziaer og krænkede privatlivet Side 9 af 11

og mishandlede endda koner og børn for at fange deres bytte. Dusører på henholdsvis 10 og 20 dollars blev tilbudt for hver sidste dages hellig, der blev fanget, og meget større beløb var i vente, hvis en generalautoritet blev taget til fange. En tragedie hændte den 16. december 1886. Edward M. Dalton fra Parowan blev skudt og dræbt af sherif William Thompson jun., da han red ned ad gaden i Parowan. Dalton var blevet anklaget i 1885 for ulovligt samliv og havde undgået domstolen ved at flygte til Arizona. Han var vendt tilbage til Parowan, da hændelsen indtraf.30 I 1886 flyttede præsident John Taylor, som stadig var i skjul, ind i det mere komfortable hjem hos Thomas F. Rouche, borgmester i Kaysville, Utah. Der fortsatte han med at kommunikere med de hellige gennem almindelige breve. Beskeder blev udvekslet mellem ham og andre af Kirkens ledere ved hjælp af heste og vogne i ly af mørket. I denne periode fortsatte præsident Taylors helbred med at gå ned ad bakke, og præsident George Q. Cannon varetog en del af Kirkens forretninger, skønt han også levede i skjul. Andenrådgiveren Joseph F. Smith var så eftersøgt, at han tog på mission til Hawaii. Den 25. juli døde præsident Taylor, mens han stadig levede i skjul. Sheriffer kom til hans begravelse, men foretog ingen arrestationer. Wilford Woodruff, som nu præsiderede over Kirken, levede i skjul. Dette var et tidspunkt, hvor de helliges loyalitet over for Herren blev prøvet, da han havde beordret dem til efterleve polygamiet i en nation, der stærkt modsatte sig det. Med vedtagelsen af Edmunds-Tucker loven i marts 1887 blev det krævet, at hustruer vidnede mod deres ægtemænd, og alle ægteskaber skulle være offentligt optegnet. Denne lov betød, at amternes skifteretsdommere skulle udnævnes af USAs præsident. Kvindernes stemmeret blev ophævet i Utah, Kirkens Emigrationsfond blev opløst, ligesom Nauvoo Legionen var blevet det tidligere, og et offentligt uddannelsessystem blev dannet. Kirken mistede sin anerkendelse, og myndighed blev givet til USAs justitsminister til at konfiskere Kirkens værdier og ejendomme over en værdi af 50.000 dollars. Føderalt støttet forfølgelse af Kirken fortsatte således under præsident Wilford Woodruff. Slutnoter 1. Dette afsnit er taget fra James B. Allen og Glen M. Leonard, The Story of the Latter-day Saints, (Salt Lake City: Deseret Book Co., 1976), s. 377. 2. Wilford Woodruff Journals, 4. sep. 1877, LDS Historical Department, Salt Lake City. 3. "General Conference," Deseret News Semi-Weekly, 9. okt. 1877, s. 2. 4. Taget fra Leonard J. Arrington, Brigham Young: American Moses, (New York: Alfred A. Knopf, 1985), s. 425, 429. 5. Se B. H. Roberts, The Life of John Taylor, (Salt Lake City: Bookcraft, 1963), s. 334-337. 6. Foregående to afsnit taget fra Allen og Leonard, Story of the Latter-day Saints, s. 381-382, 385. 7. Journal History of The Church of Jesus Christ of Latter-day Saints, 4. mar. 1883, Historical Department, Salt Lake City, s. 8-10; Territorial Enquirer 6. mar. 1883; Celestial Marriage: How and When the Revelation Was Given," Deseret Evening News, 20. maj 1886, s. 2. 8. Millenial Star, Supplement, 1853, s. 18. 9. Taget fra Allen og Leonard, Story of the Latter-day Saints, s. 278. Side 10 af 11

10. B. H. Roberts, A Comphrensive History of The Church of Jesus Christ of Latter-day Saints, Century One, 6. bind, (Salt Lake City: The Church of Jesus Christ of Latter-day Saints, 1930), 4:61-62, 66. 11. Gustive O. Larson, "Government, Politics, and Conflict" i Richard D. Poll m.fl., red., Utah's History, 2. udg., (Logan, Utah: Utah State University Press, 1989), s. 224. 12. Joseph Fielding Smith, Essentials in Church History, 27. udg., (Salt Lake City: Deseret Book Co., 1974), s. 444. 13. Roberts, Comprehensive History of The Church, 5:314. 14. To foregående afsnit taget fra Larson, "Government, Politics, and Conflict", s. 252, 254. 15. Taget fra Allen og Leonard, Story of the Latter-day Saints, s. 358. 16. Bruce A. Van Orden, "George Reynolds: Secretary, Sacrificial Lamb, and Seventy," Ph.D. disp., Brigham Young University, 1986, s. 53, 57-62, 71, 76-77, 80-86, 103, 108. 17. Taget fra Allen og Leonard, Story of the Latter-day Saints, s. 394, 411. 18. George Reynolds, A Complete Concordance of the Book of Mormon, 2.bind (Salt Lake City, Deseret Book Co., 1957). 19. Roberts, Life of John Taylor, s. 360, 362. 20. M. D. Beal, A History of Southeastern Idaho (Caldwell, Idaho: Caxton Printers, 1942) s. 86, 312-313. 21. Roberts, Life of John Taylor, s. 367. 22. Se Roberts, Life of John Taylor, s. 349-351. 23. Conference Report, april 1941, s. 4-5. 24. Paul Thomas Smith, "John Taylor," i Leonard J. Arrington, udgave., The Presidents of the Church (Salt Lake City: Deseret Books Co., 1986), s. 110-111. 25. Taget fra Allen og Leonard, Story of the Latter-day Saints, s. 382-385. 26. taget fra Allen og Leonard, Story of the Latter-day Saints, s. 388. 27. Se "The Murder of Joseph Standing" Deseret News, 6. aug. 1879, s. 428-429; "The Funeral Services of Elder Joseph Standing," Deseret News, 6. aug. 1879, s. 429. 28. Se B. H. Roberts, Comprehensive History of The Church, 6:86-93; Death of James Condor," Improvement Era, okt. 1911, s. 1107-1108. 29. Afsnit taget fra Allen og Leonard, Story of the Latter-day Saints, s. 386-388, 396, 398-400, 406. 30. Se B. H. Roberts, Comprehensive History of The Church, 6:116-121; "Homicide at Parowan," Deseret News, 22. dec. 1886, s. 777. Side 11 af 11