Kilde nr. 20: Skriftlig fremsættelse af beslutningsforslag B 89 om dansk bidrag til Libyen-krigen Forhandlinger Møde nr. 68. fredag 18.03.2011 Michael Aastrup Jensen (V): Vi står over for den sværeste beslutning, vi som folkevalgte kan stå over for, nemlig at sende danske soldater i kamp. Men vi har at gøre med en af verdens mest brutale diktatorer en diktator, der har tugtet sine egne borgere og sendt udlændinge i døden, en diktator, der uden nåde lader sine kampfly sprede død og ødelæggelse blandt civile. Siden nytår har vi ellers oplevet demokratiet blomstre i Nordafrika og Mellemøsten. Også i Libyen slog frihedskampen rødder, men det spirende demokrati blev trådt under fode af en gal diktator, hvis brutalitet sjældent er set lige. Vi jublede, da Tunesiens diktator blev væltet, vi jublede sammen med de unge på Tahrirpladsen i Cairo, og vi jublede, da frihedskampen nåede Libyen. Men nu er der ikke meget at glæde sig over i Libyen. For Gaddafis tropper har tromlet hen over de prodemokratiske oprørere og truer med at knuse det spirende forår. Mens håbet endnu var lysegrønt, tog ungdommen magten i de libyske byer, og som et andet mirakel skød de udkommanderede soldater ved siden af. Befalingsmænd låste kanonerne væk, piloter deserterede, og officerer og generaler vendte Gaddafi ryggen for i stedet at tage imod folket med åbne arme. Gennem de seneste uger har vi imidlertid oplevet denne frihedstrang blive sat skakmat. En hær af lejesoldater og krigere fra Gaddafis egen stamme har med ussel mammon tvunget de unge oprørere i defensiven. Som timerne er gået, er den ene by efter den anden er faldet i hænderne på Gaddafi. Nu står slaget om demokratiets sidste bastion, havnebyen Benghazi. Forud venter der byens borgere en krank skæbne. Gadaffi har svoret hverken at vise nåde eller medlidenhed. Nu klynger mænd, kvinder og børn i byen sig til et eneste håb: Håbet om, at det internationale samfund sætter handling bag ordene om demokrati og menneskerettigheder, håbet om, at vi ligesom de deler troen på, at en verden uden Gadaffis terror er en bedre verden. Vi må ikke svigte dem, vi må ikke svigte de unge mennesker, som i deres armod og frustration bød Gaddafi trods og satte spiren til et demokratisk Libyen. Vi, det internationale samfund, er det eneste, der står mellem Gaddafi og den trængte civilbefolkning. Med FN s resolution 1973 er der absolut ingen undskyldning for at sidde på hænderne. Vi må og skal have vores fly på vingerne fly, der kan beskytte den libyske civilbefolkning mod Gaddafis bomber, fly, der kan forhindre ham i at flytte rundt på sine tropper. Vi kan bidrage med F-16-fly. Vores bidrag vigtigt. Et engagement i en mission som denne er i tråd med en lang tradition i Danmark for en aktivistisk udenrigspolitik. At sende vores dygtige folk af sted til en kampzone er aldrig en nem beslutning, men vi ved, at de har evnen og viljen til at udføre dette vigtige arbejde. De fortjener den stærkest mulige opbakning herhjemmefra opbakningen til at gøre en forskel, opbakningen til at byde Gaddafis regime trods og beskytte den libyske civilbefolkning. Det mener Venstre vi skal give dem, og derfor kan vi støtte nærværende beslutningsforslag.
Jeppe Kofod (S): Socialdemokraterne hilser gårsdagens historiske beslutning i FN s Sikkerhedsråd, resolution 1973 om at bruge alle nødvendige midler for at beskytte civilbefolkningen i Libyen, meget velkommen. Det er en sejr for princippet om at sætte menneskers ret til at leve fri af frygt og overgreb før staters suverænitet i så alvorlig en situation som den, vi ser i Libyen. Dermed har verdenssamfundet fået det stærkest tænkelige folkeretlige grundlag til at forhindre forbrydelser mod menneskeheden ved at beskytte Libyens civilbefolkning fra Gaddafis overgreb og myrderier. Vi har med andre ord fået et klokkeklart FN-mandat bag en humanitær intervention i Libyen. Det er en historisk beslutning, som vil give ekko verden over. Resolutionen er et kæmpe fremskridt for menneskerettighederne og folkeretten, herunder ikke mindst princippet om responsibility to protect, som enstemmigt blev vedtaget i FN i 2005. Det er også afgørende positivt, at den arabiske verden, bl.a. Den Arabiske Liga, også bakker op bag flyveforbud og beskyttelse af civilbefolkningen. Resolutionen sikrer, at den arabiske liga tildeles en fremtrædende rolle i processen, således at den regionale forankring af vores aktioner også er sikret. Danmark skal selvsagt støtte gennemførelsen af Sikkerhedsrådets resolution. Vi støtter derfor også beslutningsforslaget om at sende danske kampfly af sted på et klart FN-mandat som led i en bredspektret international indsats for at sikre en løsning på den humanitære krise, Libyen befinder sig i. Og vi ønsker, at Danmark skal bidrage aktivt til at gennemføre FN s resolution, herunder våbenembargo og indefrysning af Gaddafis aktiver. Det har i hele forløbet været afgørende for Socialdemokraterne at sende et fuldstændig utvetydigt signal til Gaddafis regime. Vi accepterer ikke forbrydelser mod menneskeheden, og vi er parat til at tage alle midler i brug, herunder militære midler, for at stoppe overgrebene. Paradokset er, at det kun er reelle og alvorlige trusler om brug af magt, der kan føre fred med sig. Uden en trussel om brug af magt og flyveforbud vil Gaddafi jo blot fortsætte med at myrde løs på sin befolkning. Nu er der forhåbentlig håb om våbenhvile og beskyttelse af civilbefolkningen. I et videre perspektiv sender det også et vigtigt signal til regimer og diktatorer om, at man ikke omkostningsfrit kan slagte sin egen befolkning. Det er et vigtigt signal til befolkningerne i det arabiske forår i Mellemøsten, der ønsker reformer og demokrati. Det er et incitament til brutale og undertrykkende diktatorer om at vælge reformer og demokrati frem for nedslagtning af egen befolkning. Og hvor andre tøvede, har Socialdemokraterne på et meget tidligt tidspunkt krævet, at regeringen gennem FN, EU, NATO, Den Arabiske Liga, Den Afrikanske Union og i andre fora arbejder for at etablere et flyveforbud for at hjælpe civilbefolkningen. I konflikten som den vi ser i Libyen, er tab af tid lig med tab af menneskeliv. Derfor har vi ønsket, at verdenssamfundet ikke bare i ord, men også i handling skulle stå på civilbefolkningens side i opgøret med Gaddafis brutale militær og lejesoldater. Vi er meget tilfredse med, at FN s resolution giver en række bemyndigelser til det internationale samfund ud over indførelse af flyveforbud og beskyttelse af civile. Det drejer sig om håndhævelsen af våbenembargoen, der er meget vigtig, indefrysning af Gaddafis finansielle midler og en række andre ting. Men det er også muligheden for at finde en holdbar løsning på konflikten.
Jeg er glad for og håber på, at det er et enigt Folketing, der i dag kan stå bag det her mandat, fordi det er vigtigt, at Danmark støtter op bag det, som FN s Sikkerhedsråd har vedtaget, og i den ramme, som blev vedtaget. Det er et stærkt signal. Tak. Søren Espersen (DF): Tak. Jeg vil starte med konklusionen: Dansk Folkeparti stemmer ja til beslutningsforslaget, og vi vil også aktivt og loyalt støtte en implementering af beslutningsforslaget. Når det er sagt, vil jeg sige, at det har været en af de sværeste beslutninger for os overhovedet, så langt jeg husker tilbage i vores partis historie. En meget, meget vanskelig beslutning har vi været igennem og en lang beslutningsproces, modsat andre, som åbenbart har haft utrolig let ved at sige ja til, hvad det skulle være, også et parti som SF, som f.eks. under tidligere konflikter ikke har været interesseret i at løfte en finger, når det drejede sig om at forsvare vestlige værdier og Vesten, men som nu er utrolig interesseret i at sende alverdens ting af sted. Jeg hører også, at Enhedslisten er parat til at nedkaste Stingermissiler, så oprørerne selv kan tage fat. Vi har altså haft det svært med det her. Det er og har for os været en kæmpe beslutning at tage at sende danske tropper i krig på det her grundlag. Vores bekymring har jo været, at vi ikke vil involveres i en borgerkrig på det afrikanske kontinent. Det er det, der har været bekymringen. Ville vi nu blive inddraget i en borgerkrig på det afrikanske kontinent? Vi havde en tilsvarende situation omkring Kosovo, hvor situationen egentlig på sin vis var i gåseøjne lettere håndterlig, for der var to parter, et albansk mindretal og et serbisk flertal, og det var let at håndtere. Det her er svært, fordi der er enormt mange forskelligartede grupperinger, så vi i virkeligheden ikke rigtig ved, hvad det er, vi eventuelt kommer til at støtte. Det har været vores bekymring. Det var så en lettelse, da vi kunne se af FN s resolution, at der ikke var tale om, at der skulle sættes landtropper ind, og det fremgår også meget klart af regeringens beslutningsforslag: Der kommer ingen danske landtropper. Det er ikke en invasion, der er i gang. Danske tropper kommer ikke ind i det, der hedder boots on ground på engelsk. Det var en lettelse for os, da vi så det, fordi vi altså netop ikke ønsker at komme ind og blive part i en borgerkrig. Næste skridt har også været vores bekymring: Hvad sker der nu, hvis det viser sig, at det ikke lykkes med det her flyforbud som i øvrigt kommer alt, alt for sent; vi har appelleret til det allerede for 12-14 dage siden, da Gaddafi begyndt med at angribe sin befolkning. Men hvis det nu ikke lykkes, hvad er så næste skridt? Hvad sker der så? Flyforbuddet har vi som sagt hele tiden støttet, fordi der netop har været tale om en beskyttelse af civile. Vi er sikre på, at her er et folkemord i gang igen i modsætning til, hvad situationen var i Kosova; der var ikke et folkemord i gang, viste det sig. Men det kan man altså se at der er her. Derfor har vi været interesseret i at være med i det her flertal. Vi har også haft et andet væsentligt hensyn, som har vejet tungt, og det er Danmarks forhold til og hensynet til NATO og FN s Sikkerhedsråd. Det ligger ikke til os at sætte os op imod NATO. Vi betragter Danmark som et meget aktivt NATO-medlem og sympatisør, og det gælder også beslutninger fra FN s Sikkerhedsråd. Der har vi et internationalt ansvar, og det har været vanskeligt at sætte sig op imod det. Vi er glade for, at regeringen så åbent har lagt frem og nu altså også i beslutningsforslaget, at det her kan blive blodigt. Det er en alvorlig sag. Der kan også blive bombardemen-
ter af f.eks. militære hovedkvarterer osv. inde midt i Tripoli by, som vi også så i forbindelse med Beograd. Der vil være mange civile tab. Det er godt, det er blevet sagt. Det skal ikke hedde sig bagefter, at det vidste vi ikke. Det er ikke en let og en ren krig at lave et flyforbud på den her måde, for der er altså antiluftskyts, der skal sættes ud af drift, og der er hovedkvarterer, der skal ødelægges, og det kan koste civile livet. Det er vi glade for er blevet sagt. Vi er til gengæld skuffet over de arabiske lande i den her situation, specielt Egypten. Det er jo ringe. Egypten har områdets allerstærkeste hær med 600-700 topmoderne jagerfly og en stående hær på 450.000 mand, og de vil ikke løfte en finger. Det er for dårligt. Man skal ikke rose de arabiske lande i den her situation for, at de nu står sammen om at bede Vesten om at lave arbejdet for sig. Det er for ringe, og det ønsker vi også at regeringen skal sige specielt til Egypten. Det duer simpelt hen ikke. Der er to, forstår vi, arabiske lande, som har meldt sig aktivt, og det glæder vi os over. Det vist ikke de største i den arabiske verden, men det er da bedre end ingenting. Som sagt støtter vi beslutningsforslaget. Indefrysning af Gadaffis værdier vil eventuelt kunne bruges i forbindelse med at sikre ordentlige forhold for flygtningene i nærområdet. Det vil vi arbejde på at forsøge at få regeringen med på. Tak. Holger K. Nielsen (SF): Her i det her forår er der gået en bølge af folkelige oprør igennem den arabiske verden. Det er blevet kaldt det arabiske forår. Det startede med Tunesien, så kom Egypten, og det arabiske forår var også på vej i Libyen. Sådan skulle det ikke være. Libyens enehersker, Muammar Gaddafi, ønskede ikke den udvikling, men startede på brutal vis angreb på sin egen befolkning. De libyske oprørere har udvist et fantastisk stort mod. De har udvist en stædighed, som vi må beundre, men de har ikke i længden kunnet holde stand. Og med en galning som Gaddafi ved magten i Libyen står vi over for en humanitær katastrofe, hvis vi ikke griber ind. Dette har været SF s fokus i al det her. Vi vil ikke passivt se på, at befolkningen slagtes ned lige uden for Europas dør. Vi vil ikke se på, at vi igen oplever et Rwanda, hvor verdenssamfundet vender det blinde øje til, når vi oplever overgreb på og forbrydelser mod menneskeheden. Det vil vi ikke passivt se på. Derfor er det positivt, at FN i går aftes blev enig om en resolution, som bemyndiger verdenssamfundet til at gribe ind. På baggrund af princippet om responsibility to protect, som blev vedtaget i 2005, siger verdenssamfundet nu, at vi ikke vil se på, at diktatorer mishandler og lave brutale overgreb på deres egen befolkning. Det var epokegørende, at denne FN-beslutning blev truffet i går aftes. Det var for sent, men det var ikke desto mindre epokegørende, og det er rigtigt, at Danmark skal deltage. Det bakker vi fra SF s side utvetydigt op bag. Det er klart, at der kan stilles mange spørgsmål: Er det tilstrækkeligt med den her flyoperation, det, nogle har kaldt et flyveforbud+, som ligger i FN-resolutionen, og som også ligger i regeringens beslutningsforslag? Er det for sent? Det er det muligvis. Det er muligvis også utilstrækkeligt. Det er muligt, at der bliver behov for yderligere tiltag på jorden. Her vil jeg godt sige, at hvis det er tilfældet, vil vi ikke afvise det. For os er det altafgørende, at man får reddet civilbefolkningen fra den massakre, som den vil blive udsat for, hvis der ikke sker noget. Og det er altafgørende, at der bliver
sendt et signal til resten af den arabiske verden om, at dette arabiske forår ikke skal knuses af diktatorer som Gaddafi, og at de kan fortsætte denne positive demokratiske udvikling i Nordafrika og i den arabiske verden. Det er klart, at man kan spørge om, hvad der skal ske bagefter. Der vil naturligvis blive en form for politisk proces forhåbentlig en våbenhvile og på en eller anden måde en fredsaftale forhåbentlig vil Gaddafi på et tidspunkt blive væltet, men det skal være libyernes eget værk. Det skal ikke være vesten, der går ind og laver et regimeskifte. Det er en vigtig forudsætning for FN-resolutionen og også for det, vi beslutter i dag. Vi beslutter at sætte dansk militærmagt bag en resolution, der skal beskytte civilbefolkningen. Jeg håber på, at det kan føre til en udvikling, hvor man gør op med Gaddafis despoti, men det er libyernes eget værk at gøre det. Det er ikke os, der skal det. Derfor er det vigtigt at få sagt, at der ikke er tale om en form for vestlig intervention i Libyen, i den forstand at vi skal ind og bestemme, hvad der skal ske i Libyen. Der er tale om, at vi går ind med en humanitær intervention for at redde den libyske civilbefolkning, som i modsat fald risikerer at blive massakreret af en gal despot. Vi står bag det her. Vi mener, at det er rigtigt håndteret. Regeringen har måske ikke været så hurtig, som vi kunne have ønsket os, men alt i alt stor ros til regeringen og udenrigsministeren for det arbejde, der er gjort. Som sagt bakker vi op om det. Helge Adam Møller (KF): Det er ikke altid, at jeg og mit parti, Det Konservative Folkeparti, føler det rigtigt og helt naturligt at stå side om side, ja, jeg vil næsten sige skulder ved skulder med ikke alene Socialdemokratiet, men også med SF. Men det gør vi i denne sag, og det er jeg glad for, og jeg fornemmer også, som hr. Holger K. Nielsen sluttede af med, at han også er glad for det. Jeg synes, det er en kolossal styrke, at et næsten enigt Folketing bakker dette beslutningsforslag op. Når vi gør det og der er meget lidt tvivl hos det store flertal af os sådan fornemmer jeg det i hvert fald kommer jeg til at tænke på en situation for ca. 20 år siden, hvor de tre baltiske lande kæmpede for deres frihed. De havde lige løsrevet sig fra Sovjetunionen. Jeg husker, at Sovjetunionen truede med, at nu ville man lave en boykot af de tre lande. Man ville lukke for olie, gas og kul, og det var midt om vinteren. Vi skulle debattere det et par dage efter her i Folketinget. Så husker jeg aftenen før debatten. På dansk fjernsyn tonede den litauiske præsident frem. Han hed Landsbergis. Og så blev han spurgt af den danske tv-journalist: Hvad skal dit råd være til de danske politikere, når de nu skal drøfte, om de skal hjælpe jer, hvis Sovet blokerer? Så sagde han: Mit råd er, at hver enkelt politiker helt alene går ind i en dyb skov, og når hun eller han står derinde, så kigger de ind i deres hjerte. Og det, deres hjerte fortæller dem, gør de. Det tror jeg er det, der får det store flertal af os her i dag også verdenssamfundet til at sige, at selvfølgelig skal vi følge den opfordring, som er kommet fra et enigt Sikkerhedsråd. Ingen har stemt imod. Vi skal hjælpe Libyen. Vi skal hjælpe den libyske civilbefolkning, så den ikke bliver massakreret. Venstres ordfører sagde i starten af sin tale, at det ikke var nogen let beslutning. Og det var jo både rigtigt og forkert. For det er rigtigt, at det ikke er let at gå i krig og dermed sende unge mænd og kvinder ud på en mission, som kan koste liv. Og enhver krig vil under alle omstændigheder koste liv enten på den ene eller den anden side og meget ofte
på begge. Så der er en risiko og en stor risiko også for de piloter og det personel, vi sender af sted til Libyen. Når det alligevel er let, hænger det jo sammen med det, jeg sagde før, nemlig at vi jo alle sammen ved, hvad alternativet er. Og det har nogle af de første fire ordførere beskrevet. Men vi ved jo alle, at stopper vi ikke Gaddafi, så har vi et blodbad, som allerede har været i gang, og som vil blive langt mere omfattende. Så en militæraktion, det at følge FN s Sikkerhedsråds beslutning, vil redde tusindvis og atter tusindvis af civile fra den sikre død. Derfor er det på den anden side, selv om det er en svær beslutning, også en let beslutning. Vi støtter, som man har kunnet forstå, helt og fuldt. Og jeg vil godt sige tak til alle de andre partier og alle de andre folketingsmedlemmer, der senere i aften også stemmer ja til dette. Tak. Niels Helveg Petersen (RV): Radikale Venstre støtter beslutningsforslaget om at sende danske kampfly i aktion i Libyen. Det gør vi, fordi FN s Sikkerhedsråd i nat vedtog at opfordre FN s medlemsstater til at tage de nødvendige midler i brug for at beskytte den libyske civilbefolkning. Det er en historisk beslutning, FN s Sikkerhedsråd traf. Det er første gang i FN s historie, at Sikkerhedsrådet har bemyndiget FN-medlemsstater til at anvende militære midler for at beskytte civilbefolkningen imod deres egne magthavere. Det gælder dog ikke med hensyn til indsættelse af landtropper, bemyndigelsen gælder alene indsættelse af luftmilitære stridskræfter for at beskytte civilbefolkningen. Det er et fremskridt, at FN s Sikkerhedsråd har kunnet træffe den beslutning. I andre situationer, vi har været i, har vi jo netop ønsket os, at FN s Sikkerhedsråd kunne træffe en beslutning af den type, altså at beskytte landes borgere imod magthavernes overgreb. Det er blevet muligt, bl.a. fordi Den Arabiske Liga og OIC har støttet, har opfordret til et flyveforbud over Libyen for at forhindre, at det libyske luftvåben angreb civile. Uden en sådan støtte fra Den Arabiske Liga og OIC ville en vedtagelse i FN s Sikkerhedsråd ikke have været mulig. Vi ser her et helt håndgribeligt politisk resultat af, at der i Tunesien, Egypten og andre arabiske og mellemøstlige lande har været folkelige bevægelser, der kræver politiske reformer. Havde der ikke været det, havde denne beslutning ikke kunnet være truffet, og FN ville have været lammet. Hr. Søren Espersen siger, at det skal man ikke rose de arabiske stater for, og så spørger jeg: Hvorfor ikke? Man skal da rose befolkningerne i Nordafrika og i Mellemøsten for, at de er begyndt at kræve politiske reformer, som også har muliggjort den beslutning, vi i dag træffer. Så er der et meget væsentligt punkt: Ikke at gøre noget i denne situation ville være ubærligt. Vi ser en civilbefolkning, der er i stor fare for at blive angrebet af magthavernes militært overlegne stridskræfter fra luften og af artilleri, og ikke at gøre noget ville sende et signal, også til Nordafrika og Mellemøsten, om, at diktatorer kan gøre, hvad de vil, uden at det internationale samfund reagerer. Ikke at gøre noget her ville være helt, helt forfærdeligt. Jeg glæder mig over, at et meget bredt flertal i Folketinget støtter den her beslutning, som har basis i et klart FN-mandat. Det er ikke nogen garanti for, at alt går godt, det er
ikke nogen garanti for et godt resultat, men det er den bedste garanti, vi har, for, at også Libyen kan bevæge sig fremad mod politiske reformer, der skaber et sikkert og godt grundlag for den libyske befolkning. Frank Aaen (EL): Jeg vil sige, at det her har været en af de sværeste beslutninger her i Folketinget for os at tage. Det gælder mig selv og mine kolleger i folketingsgruppen og i hele Enhedslisten, fordi vi som udgangspunkt har, at militær indsats og krig sjældent fører til noget godt. Derfor har det været vanskeligt for os at komme frem til, at her var præcis betingelserne til stede for, at det kan føre til noget godt. Jeg er blevet spurgt nogle gange de senere dage, om Enhedslisten nogen sinde kunne drømme om at tilslutte sig en væbnet aktion, og til dem vil jeg sige, at det er flere år siden inspireret af katastrofen i Darfur at vi besluttede, at hvis det gælder om at stoppe et folkemord, kan man ikke bare se på. Så er man nødt til at gøre noget, herunder anvende militære midler. Her har vi altså en trussel om ikke alene et igangværende overgreb mod menneskeheden, men også et regulært folkemord. Det er jo det, der er en fare for kan optræde i i Libyen. Når vi ser det og vi samtidig ikke kan pege på andre muligheder og vi under ingen omstændigheder bare vil se til, er vi nået frem til, at vi godt kan støtte det her på bestemte betingelser. Vi støtter det ud fra, at der er rene humanitære mål med operationen, og at det, man går efter, er en hurtig våbenhvile, som kan føre til forhandling og til en politisk løsning. Det er jo afgørende, at det her giver oprørerne, dem, der vil demokrati, mulighed for at få demokrati. Det er ikke vores opgave med bomber at gennemføre demokrati i Libyen, men vi vil gerne stoppe dem, der prøver at stoppe demokratiet med bomber. Det er jo lige præcis derfor, vi siger: Her må vi stoppe, at de bevægelser, der er, for at skabe demokrati, bliver druknet i et blodbad. Det er baggrunden for, at vi kan gå ind. Det er også derfor, jeg i et par af mine indlæg indtil videre har taget meget fat i det med de civile, for det vil være helt utilgiveligt, hvis vi i et forsøg på at beskytte civile er med til at slå en masse civile ihjel. Vi har i det hele taget sat tre forudsætninger op, som skal være til stede, for at vi kan støtte den her FN-ledede indsats: en garanti for, at den militære indgriben stopper, hvis Gaddafis regime accepterer en våbenhvile og indstiller angrebene; en garanti for, at FNstyrkerne ikke bomber områder med civil bebyggelse; og en garanti for fuld respekt for Libyens fremtidige suverænitet, herunder at de får kontrollen med deres egne olieressourcer. Det er afgørende for os, at disse garantier er der. Nogle vil spørge: Hvor kan I få de garantier fra? Ja, vi prøver at få dem bekræftet her i dag. Det er ikke gået så godt med et par af ordførerne, men vi prøver og glæder os til at høre ministerens svar. Jeg vil også sige, at hvis så garantierne senere viser sig ikke at blive opfyldt, at man løber fra dem, eller at udviklingen viser sig at gå i en anden retning, så vil vi forbeholde os ret til at trække vores tilslutning til operationen tilbage og opfordre til, at Danmark trækker sig fra denne FN-mission. Jeg vil samtidig godt sige, at udviklingen i Mellemøsten er meget opmuntrende på mange måder, fordi det er en udvikling af demokrati nedefra. Jeg vil gerne her i dag sige, at det efter min opfattelse er en lærestreg til de partier i Folketinget, der mente, at man kunne indføre demokrati ovenfra med bomber. Det sætter jo i virkeligheden vores uden-
rigspolitik til en meget vigtig debat, med hensyn til hvordan vi hjælper demokratiet til at udvikle sig rundtomkring i verden. Det er også derfor, det er så vigtigt for os, at libyerne får lov til at fortsætte deres kamp for demokrati uden at blive myrdet, og at de ikke skal se de andre diktatorer notere sig, at det, Gaddafi gjorde, nemlig at slå hårdt til, gjorde, at diktatoren kunne fortsætte. Det er jo meget vigtigt, for at foråret i området kan udvikle sig, at man på den måde kan se, at verdenssamfundet ikke vil finde sig hvad som helst, når man prøver at drukne en folkelig bevægelse i blod. Det er et meget vigtigt budskab for os. Så hvis vi får de garantier, som vi har bedt om, så vil vi støtte forslaget. Nu har vi stillet spørgsmål her i debatten, og vi vil selvfølgelig også stille en hel stribe spørgsmål i det udvalgsarbejde, vi skal have her bagefter, for at være sikre på, at det, vi gør, er noget, vi tror vi kan stå inde for, men også for at kunne holde os til det, hvis det skulle vise sig, at tingene går skævt, hvad vi selvfølgelig ikke håber. Simon Emil Ammitzbøll (LA): FN vedtog i går resolution 1973 om at beskytte det libyske folk imod yderligere overgreb. Det er krænkelser af civilbefolkningen i Libyen, der er baggrunden for såvel resolutionen som det beslutningsforslag, vi står med her. For Liberal Alliance har det været afgørende, at der ikke er tale om en egentlig invasion eller plan om besættelse, men at der er tale om at sikre det libyske folks basale menneskerettigheder. Vi har i de seneste måneder været vidne til en række folkelige opstande i Tunesien, i Egypten og over det meste af Mellemøsten. Det er ikke sikkert, at et undertrykt folk altid har ret, men et undertrykt folk har altid ret til frihed, en frihed, som det i sidste ende selv må kæmpe for. Men en sådan kamp må ikke blive en undskyldning for, at diktatorer kan begå omfattende overgreb imod egne civilbefolkninger. Når den slags tragiske situationer opstår, har vi ofte ikke mulighed for at gøre nok for at gøre det rigtige, men må ofte se desperat til. Men med resolution 1973 har vi muligheden for at træffe et valg, et menneskeligt valg, et valg, som ikke må undgå at blive truffet med baggrund i detaljer og søgte undskyldninger. Det er et valg, der trænger sig på for at tænde et håb om frihed, fred og menneskerettigheder til det libyske folk. Men lad os ikke foregøgle nogen, at det bliver hverken let eller hurtigt overstået. Lad os sammen træffe en beslutning om, at vi gør det her i vished om, at det er en rigtig beslutning, og lad os give de danske soldater, der skal deltage i denne aktion, den opbakning, som de fortjener. For et stort ansvar hviler på deres skuldre og et endnu større ansvar hviler på vores, for det er os, der træffer beslutningen om at sende danske mænd og kvinder af sted. Liberal Alliance støtter beslutningsforslaget.