Fastelavn. A. 2019 Matt 3,13-17 Salmer: Om få dage udsender Danmarks Radio en nyproduceret dokumentarfilm om Michael Jackson. Leaving Neverland, -hedder den. Filmens fokus er to unge mænd og deres familier, der fortæller, hvordan de blev trukket ind i popstjernen Michael Jacksons stjernestatus og glamour, og hvordan de to unge som børn var sammen med ham i hans eventyr-ranch kalder Neverland. På det tidspunkt var Michael Jackson verdens mest berømte popstjerne og blev beundret og feteret overalt og solgte millionvis af plader, men levede også et meget ekcentrisk liv. De to børn overnattede mange gange hos Jackson, sov i samme seng som han og nød livet der med masser af rigdom og forkælelse. Men det havde en bagside, hævder de to nu. De hævder, at der foregik nogle ting i Neverland, som slet ikke var i orden. Nogle år senere anklagede de Michael Jackson for overgreb, men popstjernen blev aldrig dømt for noget af det. Men nu kommer der så en 1
over tre timer land dokumentar-udsendelse. Den har vakt megen forargelse og vrede verden over. Nu kan Michael Jackson af gode grunde ikke forsvare sig, så på den måde har vi kun den ene side af historien. Men det interessante er, hvordan vi reagerer overfor en sådan historie. I har hørt, at et storcenter på Sjælland fjernede en voksstatue af Michael Jackson pga forargede kommentarer, men at den også kom tilbage nogle dage efter. Og hvad med Michael Jacksons musik? Skal vi lade være med at høre hans musik? Skal han blacklistes for altid, fordi vi mener at kende sandheden om hans personlige liv. Kan hans kunst adskilles fra personen? Eller hænger det sammen? Og hvad med de mange katolske præster, der falder denne ene efter den anden for frygtelige anklager. Skal det betyde, at man vender den katolske kirke ryggen, - hænger det sammen, eller kan man adskille kirken og de præster, der har gjort sig forfærdeligt skyldige i noget af det mest skændige. Det er ikke nemt. 2
Det er let at blive forarget. Det er let at blive vred, - også fordi der kan være god grund til det desværre. Og hvis man har overgrebene tæt ind på livet, så kan det være svært at se på det helt nøgternt. Så kan man nok kun se den mørke side og slet ikke få øje på andet. Jo, mere det går tæt på, jo sværere er det at adskille personen fra de overgreb, han påstås af nogle at have forvoldt. For nogle vil Michael Jacksons musik nok altid være blandet ind i anklager om forkert omgang med børn. Og de katolske præster, der har gjort noget meget forkert, de kan ikke bare begynde på en frisk i et andet land, i et andet embede. Det vil hænge ved. Masken er for altid revet af. Det er fastelavn. Maskernes dag. For børnene. Men måske også en tanke værd for os voksne. For der er mange masker. De synlige masker, -det er til at tage og føle på. Anderledes er det med de usynlige masker. At det ydre ikke altid stemmer lige godt med det indre. At masken udadtil kan være flot og prangende, og man falder pladask for det. Men inde i hjertekulen der kan 3
være noget helt andet på spil. Igen og igen mindes vi om, at vi ikke kan dømme et menneske. Vi ser kun den ydre maske, vi ser de ydre handlinger, men vi kan ikke vide, hvad der gemmer sig inde i et andet menneske. Kun Gud kender hjerterne. Derfor skal vi ikke dømme. Og vi ved det godt. Vi kan tage så grueligt meget fejl, -både positivt og negativt. Nogle kan sælge sand i Sahara. Nogle har det der umiddelbart vindende væsen. Andre er det helt modsat med. De vinder måske ikke ved første øjekast, men des mere på den lange bane, når man lærer dem at kende. Vi skal vare os for at dømme. Vi kan ransage os selv. Vi ved, at der er nogle, der bedømmer os, men vi ved, at ingen har det fulde billede af, hvordan vi er, når det kommer til stykket. Alle og enhver af os har både en lys og venlig maske, -men også en mørk og dyster maske. Og vi bærer vel alle på hemmeligheder. Noget vi ikke gerne vil dømmes på og derfor holder inderst inde for os selv. Dagens evangelium er fortællingen om Jesu dåb. Også i den lille beretning rives der på en måde en maske af. 4
Jesus kommer til Johannes ved Jordan-floden. Jesus ser ud som alle andre. Han er tømrersøn fra den lille by Nazareth, og som man sagde dengang, - kan noget godt komme fra Nazareth? Han er blot en af mange, der kommer til Johannes for at blive døbt. Men da Jesus er blevet døbt og stiger op af vandet, så åbnes der op for den sande Jesus fra Nazareth, så rives -i overført betydning- den almindelige maske af og de, der er der i det øjeblik, de ser Guds ånd dale ned over Jesus ligesom en due, og der lyder en røst fra himlen, Guds røst, der siger: Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag. Og alle forstår, at udefra bedømt er Jesus som alle andre unge mænd i Israel, men der er langt mere end det. Han er Guds søn, -han er sand Gud og sandt menneske. Der er to masker. Lige vigtige. Han er Gud, der har besøgt sit folk, men han er også en bror, et menneske som os. Gud har i Jesus forladt sin himmel for at sige, at vi alle -hver og en- er hans elskede børn. Vi har med Jesu komme til jord på en måde altid to masker, to slags væren. Vi er stadig mennesker af godt 5
og ondt. Men vi er elskede, vi er givet Guds nåde, vi er tilgivet. Vi er dømt inde af Gud. Denne beretning om Jesu dåb er den reelle baggrund for, at man lige siden altid har døbt som et indgangsritual til det at være kristen. Jesus blev selv døbt, og han beordrede sine disciple at gå ud i verden og døbe i faderens og sønnens og Helligåndens navn. Og derfor er der en ubrudt linje af døbte fra i dag og tilbage til Jesu egen dåb for 2000 år siden. Fantastisk at tænke på. Hver gang vi oplever en dåb, er der en ubrudt ligesom navlestreng tilbage til Jesu egen dåb, disciplenes dåb, de første kristnes dåb, -millioner og atter millioner af døbte historien igennem og hele verden over. Det er fantastisk at tænke på. I dåbens vand vaskes vi rene overfor Gud. Og efter vores dåb vil Gud altid se på os som nydøbt, som den der fik tegnet hans søns mærke for hoved og bryst og som fik øst vand over hovedet og fik at vide, at den døbte derefter for altid vil være et Guds barn, skænket syndernes forladelse og givet tilsagnet om den åbne dør 6
ind til Guds himmel, ind til det evige liv. Store gaver. Gaver at leve og dø på. Lige gyldig hvilke andre dumme masker vi kan tage på, lige gyldigt hvad vi gør os skyldige i, -vi er vasket rene for Gud, han glemmer os ikke, -han er med os alle dage indtil verdens ende. I må ikke være fordømmende over for andre, siger Jesus i bjergprædikenen. Hvorfor ser du splinten i din vens øje, men overser bjælken i dit eget, siger han også. Det sandt, - for når vi fordømmer andre, gør vi det altid ud fra den ydre maske. Vi skal ikke dømme, for vi kender aldrig den fulde sandhed, vi kender aldrig alle nuancer, alle de mørke kroge og alle bevæggrundene. Vi skal ikke fordømme andre. Nej, men betyder det virkelig, at vi altid skal se det gode i alle mennesker? Er det ikke naivt? Og hvordan beskytter vi os mod overgreb og andet forfærdeligt ondt, hvis vi altid ser kun det bedste i andre. Det er sandt, at vi ikke kender det inderste af et menneske, -at vi ikke kender hjertet, men må man ikke også sige, at der er nogle gerninger, 7
der taler for sig selv. Og er der ikke gerninger, som vi bliver nødt til at kalde ved deres rette navn, så at sige, -og derfor være klare i mælet? Vi skal ikke sætte begrænsninger for Guds kærlighed og Guds tilgivelse. Men er det ikke redeligt og ærligt at sige, at der er noget vi menneskeligt set ikke skal se bort fra, ikke blot tilgive uden konsekvens. Jo, sådan må det være, -også af en klar respekt for ofrene for ondskabens værste sider. Vi skal ikke være fordømmende, men vi skal heller ikke være naive. Der er nogle, der skal have en verdslig retfærdig straf for noget, de har gjort. Sådan må det være for os alle i det store og i det små. En tilgivelse af Gud gør ikke, at vi kan forflygtige alt ansvar. Det er jo i brud og grund også det den romerskkatolske kirke med smerte har måttet indse. Mange internt i kirken har troet, at man kunne holde det internt, bedømme og straffe det internt det, der er foregået, -men det går ikke i forhold til ofrene. Det må have konsekvens i vores verden netop i en erkendelse af, at Jesus ikke bragte paradis på jord. Også efter Jesus 8
er der ondskab og synd. Også efter Jesus sker der noget, som vi må tage os i agt for og få ud i det åbne og give den rette jordiske straf for. Det, vi skal tænke på og det, vi skal tage os i agt for, - det er for mig at se den selvretfærdige fordømmende holdning til andre mennesker. Forargelsen. Krænkelses-kulturen, som der tales meget om. Altså når man forarges over, hvad andre har gjort, - når man er hurtigt ude med riven. Puster sig op i selvretfærdig harme og poster det ene hadefulde angreb efter det andet på de sociale medier for eksempel. Og vi skal også tænke på det, at vi har en holdning til, at et menneske er uskyldigt til det modsatte er bevist. Det er så nemt at dømme nogle ude og os andre inde. Den her selvfede forargelse over de, der har gjort noget forkert. Men vi skal huske Jesu ord: I må ikke være fordømmende overfor andre, -også fordi vi kan jo have taget så grueligt meget fejl. Vi ønsker ikke at andre skal fordømme os. Vi ønsker virkelig ikke at 9
andre skal tage fejl af os. Derfor skal vi ikke gøre det samme mod andre. Vi har mange masker. Ikke fastelavns-masker. Men de usynlige. Og de kan være ret så effektive til at skjule det sande jeg bag masken. Derfor skal vi ikke dømme. Men hvor er det en befrielse, at Gud altid vælger at se os uden maske på. Han vælger at se os som nydøbte, rene, elskede, tilgivede, -hans børn til evig tid. Der er der en stor befrielse i at vide. Derfor er dåb vigtig. Amen 10