Indhold Forord 7 1. Indledning 9 2. Filosofi og kristendom 13 3. Før-sokratikerne og Sokrates 18 4. Platon 21 5. Aristoteles 24 6. Augustin 26 7. Thomas Aquinas 30 8. Martin Luther 32 9. 30-årskrigen 34 10. René Descartes 37 11. David Hume 40 12. Den franske revolution 42 13. Immanuel Kant 45 14. G.W.F. Hegel 48 15. Karl Marx 50 16. Søren Kierkegaard 53 17. Friedrich Nietzsche 57 18. Sigmund Freud 60 19. Martin Heidegger 62 20. Eksistentialisme 64 21. Hans-Georg Gadamer 67 22. Ludwig Wittgenstein 69 23. Logisk positivisme 73 24. Karl R. Popper 76 25. Thomas S. Kuhn 79 26. Richard Rorty 83 27. Post-modernisme 86 28. Kristendom og tænkning 89 Om forfatteren 95 Ordforklaring 96 Litteratur 100
1 Indledning Filosofi er tænkning over livet. Filosofi er på en måde ikke noget i sig selv, men er tænkning over det, som er, og berører derfor alle andre discipliner. Filosofi er ikke i sig selv indsamling af data, men er refleksion over de data, vi støder på, det er overvejelser over menneskelig erfaring. Det betyder, at filosofi er et yderst bredt felt og kan bedrives på mange forskellige måder. Det betyder også, ud fra denne definition, at alle mennesker har en vis filosofisk interesse. Dog er det ikke alle mennesker, man plejer at kalde filosoffer. De, der går under den betegnelse, har markeret sig i historiens løb og haft en indflydelse på debatten om de spørgsmål, som særlig inviterer til filosofisk aktivitet. Det er bl.a. spørgsmål om liv og død, godt og ondt, tid og evighed, sandt og falskt, eksistens og ikke-eksistens, det personlige og upersonlige. De fleste af dem, man betegner som filosoffer, har en skriftlig produktion bag sig, men det gælder dog ikke alle. Den græske tænker Sokrates (ca. 469-399 f.kr.) har ikke efterladt sig noget skriftligt, men har alligevel haft enorm indflydelse gennem den påvirkning, han gav andre, og det, de skrev ned om ham. Filosofien er blevet inddelt i flere discipliner, som koncentrerer sig om de områder, som nu er deres. I den professionelle filosofi, sådan som vi møder den på universiteterne, er der et væld af inddelinger, men man kan også forenkle sagen lidt og skabe overblik ved at sige, at filosofi drejer sig om de tre klassiske spørgsmål: Hvad er sandt? Hvad er godt? Hvad er smukt? Erkendelsesteori er spørgsmålet om, hvor sikker menneskelig viden er. 9
10 Filosofi kan til tider blive ekstremt abstrakt og teoretisk, men det kan også blive meget virkelighedsnært og forholde sig til de problemer, mennesker står i, om problemerne så er af politisk eller af personlig art. Jeg vil i det følgende bestræbe mig på at bevæge mig væk fra det abstrakte og teoretiske, selvom filosofi i sagens natur må være abstrakt og teoretisk til en vis grad. Håbet er, at nogle af de spørgsmål, som er dine, også vil blive berørt i denne bog. Bogen vil ikke bevæge sig ind i filosofien af tematisk vej, men gøre det historisk og kronologisk. Vi begynder i det gamle Grækenland for derfra at bevæge os op i tiden, indtil vi når moderne tid. Det betyder, at det særligt er personer, som har haft en virkningshistorie, vi vil støde på. Af og til vil de enkelte tænkere blive sat ind i den historiske ramme, hvori de levede. Dvs.: De, der i særlig grad har haft betydning for senere tænkere, vil blive fremhævet. Den tyske filosof Martin Heidegger (1889-1976) begyndte en forelæsning om Aristoteles (384-322 f.kr.) med at sige: Aristoteles blev født, levede og døde. Hvorefter Heidegger gik over til at beskrive Aristoteles tænkning. Heidegger sprang alt det historiske over. En sådan tilgang til filosofien er uheldig. Bogen her vil dog ikke benytte sig af en decideret historisk tilgang; centrum vil være tænkning: Hvad har mennesker tænkt? Men den historiske sammenhæng, hvori de har tænkt, vil også blive berørt og brugt til at kaste lys ind over tænkningen. Bogen begynder med før-sokratikerne, men mest plads vil blive brugt på moderne tid, dvs. fra René Descartes (1596-1650) indtil det 20. århundrede. I den sammenhæng er der særligt to historiske begivenheder, som vil blive fremhævet og brugt til at trække nogle historiske linjer. Det drejer sig om 30-årskrigen (1618-1648) og den
franske revolution (1789). De to historiske begivenheder er vigtige som baggrund for nogle af de svar, der er blevet givet i filosofien fra Descartes til i dag. Det forholder sig ikke sådan, at hver enkelt tænker lever på en øde ø og bare forholder sig til sig selv og sine egne forestillinger og overvejelser. Eftersom filosofien forholder sig til det evige, det tidløse, kunne man jo få den Hvad er godt? Hvad er sandt? tanke, at filosofien er hævet over tiden. Dette er ikke tilfældet. Man kan beskrive den vestlige filosofis historie som Hvad er smukt? en fortløbende samtale. Mange af de spørgsmål og svar, som rejses i én periode, følger med over i den næste. Fx er Descartes problemer og svar ikke isolerede fra den tid, han lever i, og fra de mennesker, der har levet før ham. Descartes skrifter får også betydning for David Hume (1711-1776), Immanuel Kant (1724-1804) og andre efter dem. De forholder sig direkte til Descartes, kritiserer dele af hans svar og prøver at komme med bedre løsninger. Det kan derfor være fremmende for en forståelse af de svar, som vi møder hos forskellige tænkere, at der trækkes nogle historiske linjer, så den samtale, hver filosof er en del af, bliver mere tydelig. En amerikansk filosof, Richard Rorty (f.1931), som vi vil støde på senere, beskriver filosofiens opgave rent pragmatisk. Den filosofiske aktivitet går, ifølge ham, ud på at hjælpe os til at leve livet og orientere os i verden. Rorty mener, at filosofien egentlig er terapeutisk eller bør være det. Filosofi skal være opbyggelig. Jeg er ikke enig med Rorty i hans grundlæggende syn på verden, og jeg mener også, at han trækker ideen om filosofi som pragmatik, som terapeutisk og opbyggelig, for langt. Men jeg mener alligevel, at han har en pointe, som er væsentlig, og som jeg vil benytte mig af i min korte beskrivelse af filosofiens historie. 11
12 Det er rigtigt, at de filosofiske diskussioner ofte har rod i problemer, mennesker står i til daglig. Problemerne kan være private eller politiske og offentlige. Det kan dreje sig om, hvordan man kan vurdere og forstå en situation, eller om hvordan man bedst handler, når mulighederne er mange. Kriser og glæder, tvivl og overbevisning, forundring og skuffelse kan alle sætte gang i de filosofiske overvejelser, hvilket betyder, at filosofien og det levede liv er tæt forbundne, at tænkning og handling ikke helt kan adskilles. Når det er sådan, bliver filosofien også mere relevant for mennesker uden for de faglige filosofiske cirkler. Dog vil fremstillingen her være meget kortfattet, hvilket betyder, at det kan være svært at yde de enkelte tænkere fuld retfærdighed. Som det fremgår af indholdsfortegnelsen, er alle de personer, der bliver beskrevet, europæere eller amerikanere (bortset fra Augustin, som var fra Nordafrika). Dvs. at det er den vestlige tænknings historie, der bliver oprullet. Denne afgrænsning er valgt af praktiske grunde, dels for at emnet ikke skal svulme op, og dels fordi det i reglen er vestlige tænkere, man forholder sig til i den vestlige verden, hvor vi befinder os. Fokus i bogen vil i høj grad være på den del af filosofien, der hedder erkendelsesteori: Spørgsmålet om hvor sikker menneskelig erkendelse og viden er. På hvilken måde kan vi stole på den menneskelige viden? Men før vi springer ind i filosofiens historie, skal vi kort berøre forholdet mellem filosofi og kristendom; et emne, vi vil vende tilbage til sidst i bogen.
2 Filosofi og kristendom Ønsket med denne bog, er at give en så objektiv beskrivelse af den vestlige tænknings historie, som jeg formår. Med en objektiv beskrivelse mener jeg en redelig fremstilling af, hvad de enkelte personer i historien har ment og sagt, så skildringen ikke bliver vilkårlig og tendentiøs. Dog må det også understreges, at fuldstændig objektivitet er umulig; vi begynder alle et bestemt sted. Enhver oversigt over filosofiens historie er præget af valg og fravalg. Det kan derfor være klargørende, hvis forfatteren redegør for sit eget udgangspunkt. Det er det, der vil blive gjort i dette kapitel. Hvad den enkelte læser og forfatter vægter, som en afgørende del af en persons tænkning, siger noget om, hvor man selv er om end på en indirekte måde. I dette kapitel vil jeg mere direkte sige noget om, hvad det fra en kristen synsvinkel er vigtigt at være opmærksom på, når man forholder sig til menneskelig tænkning. Noget, som kendetegner mennesker, er, at vi tænker. Vi kan have svært ved at lade være. Tankerne kan flyve og fare mange forskellige steder hen, og de kan også blive fastholdt af ét bestemt emne, som fanger os, og som vi forsøger at tænke igennem. Fordi mennesker er forskellige, gør sig forskellige erfaringer og også tænker på forskellige måder, når man i nogle spørgsmål frem til forskellige svar. Vi kan, mere eller mindre, få vore egne tanker og forestillinger om tingene. Dermed kan vi møde forskellige svar på spørgsmålene om, hvad der er sandt, hvad der er godt, og hvad der er smukt. Det betyder ydermere, at kristendommen kan blive ét svar blandt mange andre. Som I et evighedsperspektiv er det yderst begrænset, hvad den menneskelige forstand kan nå frem til. 13
14 vi skal se i denne bog, så gives der mange forskellige svar på de grundlæggende spørgsmål i livet, hvilket betyder, at man, ved at beskæftige sig med filosofi, ikke nødvendigvis bliver mere afklaret, men i stedet mere forvirret om ikke totalt rundt på gulvet. Søren Kierkegaard siger i Enten Eller: Det, filosofferne taler om virkeligheden, er ofte ligeså skuffende, som når man hos en isenkræmmer læser på et skilt: Her rulles. Ville man komme med sit tøj for at få det rullet, så var man narret; for skiltet er blot til salg. At beskæftige sig med filosofien kan betyde, at man kommer ind i en verden, hvor livet blot betragtes, men ikke leves, at man, hver gang der gives et svar, ved, at der også findes andre svar, og derfor når man aldrig længere end til betragtningen og overvejelsen. Man får i virkeligheden ikke tilbudt et afprøvet liv, men bare nogle betragtninger om, hvordan livet kunne være. Filosofien kan ende med at blive en meget skuffende aktivitet, hvis man stiller for store forventninger til den og tror, at mennesker kan give svar på mere, end de kan. Det er derfor sundt at overveje, hvad det kristne udgangspunkt er, når det drejer sig om menneskelig tænkning. At besinde sig på det kristne, kan være meget ædrueligt, når man er i gang med at beruse sig i menneskers tanker. Udgangspunktet i Bibelen er, at mennesket er begrænset og faret vild. Det er baggrunden for talen om Gud, Jesus og Helligånden. Tanken, at mennesket er begrænset, er også en gennemgående tanke hos filosofferne ned gennem historien. Teoretisk bliver det fastholdt, men når det kommer til praksis, så glemmes det let, og den menneskelige tanke og erfaring bliver sat som højeste norm og vejledning. At mennesker ikke er guder, og at der derfor er meget, vi ikke har styr på, er en sandhed, vi møder flere steder i Bibelen, men lad mig bare trække ét eksempel frem.
I Salme 90 i Det gamle Testamente møder vi tanken: Før bjergene fødtes, før jorden og verden blev til, fra evighed til evighed er du Gud. Du lader mennesket vende tilbage til støvet, du siger: Vend tilbage, I mennesker! Tusind år er i dine øjne som dagen i går, der er forbi, som en nattevagt. Du skyller dem bort, de sover ind, de er som Vi skal ikke stole græsset, der gror om morgenen; om morgenen blomster på alt, hvad mennesker siger. Vi det og gror, om aftenen er det vissent og tørt ( ) Lær os at holde tal på vore dage, så vi får visdom i hjertet. har brug for, at Det menneskelige liv er kort. Sammenlignet med bjergene er det kort i forhold til evigheden svinder det ind. Gud taler til os. Mennesket fødes på et bestemt tidspunkt i historien, lever et kort liv og dør. Inden for den tidsramme kan man gøre sig nogle erfaringer og overvejelser, men i virkeligheden er det yderst begrænset, hvad den menneskelige forstand kan nå frem til, når vi stiller det i forhold til evigheden. Også selvom vi opsamler vores viden og giver den videre til næste generation. Som vi skal se senere, er det en pointe, filosoffen David Hume rendyrker: Faktisk ved vi ikke, hvad der sker i morgen. At holde tal på vores dage kan give os visdom i hjertet, for det viser os vores begrænsning. Det viser, at vi er som børn på 5 år, der gammelklogt udbreder sig om, hvordan alting hænger sammen. At se sine begrænsninger i øjnene kan give ydmyghed og perspektiv. Men, kunne man indvende, det ændrer jo egentlig ikke noget ved vores situation. Vi er stadig nødt til at leve livet, tage vores valg og danne vores billede af verden selvom vi ikke har fuldstændig viden. Det er rigtigt, og derfor er det også vigtigt at gøre sig den næste bibelske pointe klar: Vi er ikke alene begrænsede, vi er også faret vild. Et sted i Bibelen, hvor den tanke kommer til udtryk, er i 1 Kor 2,7-9 i Det nye Testamente: Hvad vi taler om, er 15
16 Guds hemmelige visdom, som var skjult, men som Gud allerede før tidernes begyndelse havde bestemt skulle føre os til herlighed. Den visdom har ingen af denne verdens herskere kendt, for havde de kendt den, ville de ikke have korsfæstet herlighedens Herre. Men som der står skrevet: Hvad intet øje har set og intet øre hørt, og hvad der ikke er opstået i noget menneskes hjerte, det, som Gud har beredt for dem, der elsker ham. Tanken i Bibelen er, at mennesket hører til hos Gud, er skabt af Gud, kommer fra Gud, men lever på afstand af Gud og selv er skyld i det. Denne afstand fra Gud påvirker både menneskets intellekt og menneskets vilje. En tanke, som fylder meget hos de gamle grækere i antikken, er, at vores grundlæggende problem er mangel på viden. Hvis vi vidste, hvad der var det rigtige, ville vi også gøre det. Vi tænker ikke ret, og ligeså snart vi gør det, er vi der, hvor vi skal være; så lever vi også ret. For dem hænger tænkning og handling tæt sammen. I kristendommen tænkes der langt mere alvorligt om det menneskelige problem. Det er ikke bare forstanden, der er påvirket, det er også viljen. Det betyder, at det ikke er nok at give oplysning, for viljen er imod. Mennesker kan rent faktisk godt vide, hvad der er det rigtige, men de gør det ikke, for de vil ikke. Denne forståelse af mennesket gør det svært, for ikke at sige umuligt, for mennesket at tænke ret om Gud. Det betyder ikke, at alt, hvad mennesker siger, er løgn. En anden tanke, som fylder meget i Bibelen, er, at Gud har skabt denne verden, inklusive mennesket. Derfor kan vi til en vis grad stole på vores sanser og forstand. Vores hoved øjne, ører, mund, hjerne blev givet os, for at vi skulle bruge dem, og de er givet, så vi kan bruge dem. Vi kan lytte til mennesker og lære noget. Men vi skal ikke stole
på alt, hvad mennesker siger. Vi har brug for, at Gud viser sig, åbenbarer sig, taler til os. Det betyder, at Bibelen forholder sig kritisk til os, når vi taler om Gud. Vi har brug for at blive korrigeret og vejledt. Der, hvor det særligt kan gå galt, er, når vi taler om de helt grundlæggende spørgsmål, som fx: Hvor kommer vi fra, og hvor er vi på vej hen? Hvad er det grundlæggende ved at være menneske? Er det seksualdriften, der er den grundlæggende drivkraft, som Freud siger, eller er det viljen til magt, som Nietzsche påstår, eller er det beherskelsen af produktionsmidlerne, der styrer, som Marx tror? Her er filosofferne ikke enige, og særligt her må vi være opmærksomme på de svar, der gives. Hvis vi grundlæggende giver et forkert svar, vil det i reglen få konsekvenser for vores efterfølgende tænkning. 17