Mindfulness og spiseforstyrrelser

Mindfulness og spiseforstyrrelser Anne Kristine Karsholt 1

2013 Indholdsfortegnelse Forside.1 Indholdsfortegnelse..2 Resumé.3 Indledning.4 Problemformulering..4 Hypotese 5 Metode...5 Spiseforstyrrelser...6 Mentalisering.8 Mentalisering og spiseforstyrrelser 9 Mindfulness og mentalisering...11 Kabat-Zinns 8-ugers program...12 Mindful spisning..15 Mindfulnessgrupper og forløb..16 Andre undersøgelser..19 Diskussion.20 Konklusion 21 Litteratur...22 Bilag 1. Spørgsmål til effekten af mindfulness på spiseforstyrrelser 23 2

Resumé Med udgangspunkt i Kabat-Zinns 8-ugers program undersøger jeg, om opmærksomhed på kropsfornemmelser, følelser og tanker i mindfulnesstræningen kunne være hjælpsom ved spiseforstyrrelser, som er en vanskelig problematik med et ofte langvarigt terapeutisk behandlingsforløb. Sammenhænge mellem mindfulness, mentalisering og spiseforstyrrelser gennemgås. Ud fra nærværende undersøgelse kan det konkluderes, at mindfulness har en tydelig positiv effekt på spiseforstyrrelser, og at 8-ugers programmet ser ud til at give en tidsmæssig overskuelig samt konkret ramme for træningen. Der er tilsyneladende en helende effekt på mentaliseringsevnen, som dels skyldes den øgede kropsfornemmelse og åndedrætsopmærksomhed og dels fornemmelsen af tanker og følelsers gensidige indvirkning på hinanden. 3

Indledning Baggrunden for valg af emne for opgaven er mange års terapeutisk arbejde med spiseforstyrrelser (fremover forkortet til SF), der er en vanskelig problematik med et ofte langvarigt terapeutisk behandlingsforløb. Efter de sidste 4-5 år at have været i intensivt mindfulness træningsforløb ønskede jeg at undersøge, om den intentionelle opmærksomhed på kropsfornemmelser, følelser og tanker i mindfulnesstræningen kunne være hjælpsom ved denne problematik. Der findes forskellige indfaldsvinkler til, hvordan spiseforstyrrelser skal forstås og dermed forskellige behandlings- og terapiformer. Jeg vil i denne opgave se på spiseforstyrrelser ud fra en mentaliseringsbaseret tilgang, hvor disse forstås som tilknytningsforstyrrelser og behandles som sådan. Mentalisering og mindfulness er beslægtede begreber og samtidig forskellige. Hvor mindfulness er den medfølende og ikke-dømmende opmærksomhed på det, der foregår i sindet, så handler mentalisering om, hvordan sindet bliver til gennem vores erfaringer med mellemmenneskelig kontakt og hjernens modning (Skårderud et al. 2012). Den mentaliserende evne ligner i høj grad en intrapsykisk instans, som ofte refereres til i psykoterapi og som benævnes det observerende jeg, hvor personens bevidsthed skifter fra at være centreret i den affektive oplevelse til at reflektere intellektuelt over den. Når denne bevidste og rummende instans adskilles fra følelser, handleimpulser og tanker, så nærmer den sig beskrivelsen af det indre vidne (Bentzen et al. 2012). Det observerende jeg har rødder tilbage til Freud, og det indre vidne har rødder i Østen (Bentzen, 2010). Mentalisering er således et nyere og vestligt fænomen fra udviklingspsykologien, mens mindfulness er et fænomen eller mere præcist en opmærksomhedsindstilling, som stammer fra buddhismen (Allen, 2013). Når en person udvikler en SF, er der noget i livet, der gør ondt. Der er noget, den pågældende er ked af, vred over eller føler sig magtesløs overfor. Disse følelser bliver for svære at have med at gøre grundet en mangelfuld mentalisering og et bagvedliggende usikkert tilknytningsmønster. Spiseforstyrrelsen kan ses som en mestringsstrategi. Problemformulering Ud fra en definition af mindfulness som bevidst og ikke-dømmende nærvær i nuet eller en måde at være med det, der er, uden kritiske tanker, med en betragtning af, at en SF ofte starter som en reaktion på, at der er følelser og tanker samt kropsfornemmelser, den enkelte ikke formår at være med, og at der i en SF er en manifest indre kritiker / dommer så synes det interessant at skulle undersøge effekten af mindfulness i terapi / behandling af SF. 4

Et centralt problem ved SF er særlige mentaliseringssvigt på den måde, at disse personer ofte hænger fast i førmentaliserende former (Skårderud et al. 2012), og udover at diskutere sammenhængen mellem mentalisering og mindfulness vil det være relevant at diskutere 1) hvorvidt det er muligt at træne mindfulness, når man har disse svigt. Omvendt vil det være interessant at diskutere / undersøge, om 2) mindfulness kan bedre nogle af disse svigt og på den måde gøre mentaliseringen bedre og på sigt være en hjælp i behandlingsforløbet / terapien og måske endda kan forkorte det ofte lange behandlingsforløb. Herudover vil det være interessant at undersøge, 3) hvad forudgående terapi i kortere eller længere udstrækning betyder for mindfulness træningen / tilegnelsen. Gruppedeltagernes erfaringer med samt oplevelse af de forskellige dele af Kabat-Zinns 8-ugers program vil blive beskrevet og diskuteret, herunder hvordan mindfulness påvirker SF for den enkelte. Ligeledes deres motivation for (eller mangel på) hjemmearbejde samt den tilsyneladende effekt af dette. Deltagernes erfaringer med mindful spisning vil indgå. Effekten af mindfulness på deltagerne i de tre gruppeforløb samt to individuelle forløb vil blive undersøgt / udforsket på baggrund af 1) interview-spørgsmål, 2) deltagernes egne evalueringer, og 3) mine observationer og refleksioner. Hypotese Flere års erfaring med terapi og spiseforstyrrelser viser at bearbejdning er en langvarig proces for de fleste. Det, jeg ønskede at undersøge var om det med mindfulness kan lykkes at skyde en genvej / afkorte det lange behandlingsforløb for denne svære problematik. Metode Undersøgelsen bygger på tre mindfulnessgrupper med unge / voksne med SF samt et individuelt forløb, hvor alle gennemgik 8-ugers forløbet. De to grupper var i mit private regi med 8 aftener fra 17-20 samt en lørdag fra 10-16. En gruppe havde fire deltagere: to med anoreksi, en med bulimi og en med overspisning i alderen fra 22 til 30 år. Den anden gruppe var med fire deltagere i alderen fra 37 til 48 år, der alle lider af overspisning. Alle 8 deltagere havde tidligere gået i kortere eller længere terapeutiske forløb. I disse to mindfulnessgrupper foregik lidt terapi i forbindelse med runderne om hjemmearbejde, dog altid med fokus på her og nu, opmærksomhed på følelse, kropsfornemmelse samt åndedrættet. Lørdagene var planlagt mellem 6. og 7. gruppegang. Der var arbejde med kroppen i form af yoga og kropscanning. Desuden en sansetur i en nærliggende gårdhave og gennemgang af de meditationer, som var gennemgået indtil da, kombineret med udveksling af erfaringer med de forskellige tiltag. De sidste tre kursusaftener samt om lørdagen blev der spist på mindful vis i stilhed. Den tredje gruppe forgik i Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser (LMS) (som noget nyt i dette regi) i en slags aftenskole. Dette var et forløb over 15 gange med to timer pr gang. Her var ligeledes 5

fire deltagere i alderen 19 til 64 år og alle med en overspisningsproblematik. Her blev 8-ugers programmet gennemgået og pga. den mindre tid pr gang syntes det relevant at bruge de resterende gange til at repetere de ting fra programmet, som deltagerne havde særlig svært ved, fx at være med ubehag og arbejdet med ikke at identificere sig med de negative tanker. I alle tre grupper blev der lavet kropscanning de første gange, derefter yoga og i de sidste sessioner kropscanning igen. Alle deltagere har hjemme brugt meditationer fra Hansreitzel.dk, som de fleste fik overført til mobiltelefon, hvilket gjorde dem let tilgængelige. Det fornemmedes relevant i disse grupper at opfordre til, at deltagerne gennem hele forløbet lavede en daglig ting med bevidst nærvær samt spiste et måltid dagligt på mindful vis. Efter hver af de otte gange har deltagerne på mail fået resumé af undervisningen, således at de kunne samle det i en mindfulnessmappe. Det individuelle forløb var over otte gange med gennemgang af programmet. I aftenskoleregi gruppen gik en deltager ud af gruppen efter bare fem gange grundet sygdom i hendes familie. En deltager var i både en af de private grupper og i aftenskoleregi gruppen. Interviewspørgsmålene er udformet mhp. at undersøge, om deltagerne efter mindfulnessforløbet har oplevet en ændring i forhold til 1) deres kropsfornemmelse og herunder evne til at skelne mellem forskellige kropsfornemmelser / sansninger, 2) deres opmærksomhed på følelser (positive og negative), og 3) deres opmærksomhed på kritiske tanker / den indre dommer samt ift. disse tre spørgsmål yderligere at undersøge tendensen til at reagere automatisk med SF på kropsfornemmelser, følelser og tanker og / eller evnen til at respondere med bevidst nærvær på disse. Desuden at undersøge om deltagerne har oplevet en ændring i forhold til 4) deres medfølelse med sig selv, og 5) deres konkrete spiseproblem, og til sidst 6) at undersøge, om et særligt område af mindfulness har været gavnligt, samt om noget har været særligt udfordrende. Spørgeskemaet findes som bilag til opgaven. Spiseforstyrrelser En SF er en sygdom i sindet, som udtrykker sig gennem kroppen (Hviid 1998). Skårderud et al. (2012) refererer til Hilde Bruch som en af pionererne, når det gælder opfattelsen af SF. Hun beskrev de spiseforstyrredes problemer med at fornemme og tolke signaler fra deres egen krop, fx sult og mæthed, men også træthed og smerte, samt deres forvirring ift. egne følelser og manglende evne til at sætte ord på disse. Den manglende kontakt med eget indre liv og problemer med at stole på egne tanker og følelser kan resultere i en manglende følelse af at leve sit eget liv. Kontrollen over maden er et forsøg på at få den kontrol, de spiseforstyrrede føler, de har så lidt af i deres øvrige liv. Bruch formulerede en udviklingspsykologisk model, der skulle forklare psykopatologien hos personer med SF. Hun kalder det interoceptiv forvirring, en konsekvens af mangelfuld afstemning mellem barnet og omsorgspersonerne. Fejltolkninger af barnets non-verbale kommunikation og forældrenes direkte forkerte betegnelser af et barns følelsestilstande, som fx at barnet må være sulten eller fryse eller være træt uanset, hvad barnet selv oplever fører til, at et barn ikke stoler på 6

legitimiteten af sine egne følelser og erfaringer. Dette vil i samspil med genetiske og andre biologiske faktorer kunne beskrives som inkongruent eller forvrænget spejling. En person med SF er en, som ikke ved, hvad hun føler eller har behov for, fordi hun ikke har lært at registrere og differentiere indre erfaringer, og derfor er hendes greb om virkeligheden truet (ibid.). En SF kan beskrives som en psykologisk mangelsygdom, karakteriseret ved en mangelfuld regulering af selvfølelsen. Lav selvfølelse og negativ selvbedømmelse er en fællesnævner for alle SF (ibid.). Skamfølelse bruges mere eller mindre synonymt med lav selvfølelse. Den henviser til aktivt negative selvbedømmelser, der genererer handlinger, hvorigennem personen forsøger at ændre sig og blive af med eller glemme disse selvoplevede negative egenskaber. Ændring af kroppen bliver et konkretiseret og symbolsk udtryk for en sådan forandring. Symptomadfærden er udtryk for et problem, en lidelsesform, men den er også et forsøg på løsning af emotionelle og eksistentielle problemer (ibid.). Symptomernes nytteværdi Det kan være svært at give slip på symptomerne og rollen som syg. Begrænset fødeindtagelse og deraf følgende vægttab kan bidrage med en fornemmelse af at mestre noget, at have kontrol og få positive reaktioner fra omgivelserne. Mange med SF vil forsøge at kompensere for deres manglende selvfølelse med ekstra præstationer i skole, på arbejde og sociale sammenhænge. Som livsprojekt kan SF give en fornemmelse af at være unik og trække grænser, der kan beskytte den spiseforstyrrede mod oplevelser af truende grænseløshed. Mange beskriver deres sygdom som en beskyttelse. Både det at sulte sig, ekstrem fysisk aktivitet, opkastning og overspisning kan fungere som teknikker til at glemme og til at slippe for ubehagelige følelser og tanker. En SF vil ofte være et meget opslugende forehavende, som betyder, at man trækker sig fra sociale sammenhænge og dermed undgår vanskelige relationer og skræmmende intimitet. Den kan på samme tid opfattes som en fjende og en ven. Adfærden kan betragtes som en måde at være kompetent i sit eget liv med kroppen som det symbolske medium i personens dialog med sig selv og de andre (Skårderud et al. 2010). Anoreksi starter ofte i puberteten. Pigen, der udvikler anoreksi, har ofte forinden været en flittig, pligtopfyldende, perfektionistisk og noget kontrolleret person. Hun er meget ydrestyret, og der er ikke plads til bare at være. Hun udvikler et forstyrret kropsbillede og både ser og føler sig langt større, end omgivelserne ser hende. Hun er skrækslagen for at tage på og føler, hun har kontrollen, så længe hun bekæmper sin sult og står imod. Hun er bange for nærhed, og bliver ofte ensom bag sine overfladiske kontakter. SF bliver den bedste ven i et liv bag tremmer. Derfra iagttager hun livet udenfor, uden at tage rigtig del. Hun vil ofte have et undvigende tilknytningsmønster. Den megen kontrol i hendes liv beskytter mod det følelsesmæssige kaos, der er indeni hende. Hun bruger kroppen til at udtrykke det, hun ikke kan få sagt. Hun snakker meget, men ordene kommer ikke fra kroppen. De er nærmest fraspaltet og lever deres eget liv. Kroppen kan blive så lille og 7

appellerer til omgivelsernes omsorg og opmærksomhed, som hun også virkelig har behov for. Anorektikeren, som er så sej i det ydre, er sart, udsat, ubeskyttet og lillebitte i det indre (Hviid 1998). Bulimi starter oftest lidt senere efter 16-17 års alderen. Pigen, der udvikler bulimi, er ofte forinden beskrevet som en person med manglende kontrol over impulser, et ustabilt humør med op- og nedture, angstoplevelser og et højt niveau af spænding og uro. Hun har et stort hul i maven, som hun forveksler med sult. Hun spiser og spiser, uden at det hjælper, derfor brækker hun sig. Det er i sjælen, det gør ondt, og fornemmelsen af et hul, der skal fyldes op, er reel nok. Men det er kontakt og nærhed med sig selv og andre, der er underskud af. Hun har imidlertid svært ved tætte relationer; hun vil og hun vil ikke. Hun har ofte et ambivalent tilknytningsmønster. Når dagen er omme, er hun fyldt op af alle de gange, hun er gået på kompromis med sig selv. Så er det, hun får behov for at bedøve sig med mad og efterfølgende, når hun føler sig oppustet og ulækker, at rense sig med opkast. Det giver et sus og en lettelse, en følelse af at blive befriet kortvarigt. Hun er i vildrede, ved hverken ud eller ind og føler sig som ingen (Hviid 1998). Overspisning er den senest debuterende SF. Hende, der udvikler overspisning, er særlig præget af forsømthed. Hun er ikke blevet set, hørt og forstået. Der har ofte været nogle svære og belastende situationer, hvor hun har følt sig meget overladt til sig selv og manglet voksen støtte. Hun har opdaget, at mad kan dulme på forladtheds- og alenefølelsen, og det er blevet en automatisk respons, som hun har bragt med sig i livet. Hun kan spise rigtig store mængder, og hun kan spise dem hurtigt. Efterfølgende er hun fyldt med utilpashed, skam og skyld. Hun spiser på sine følelser, især på de negative, men også på glæde. For mange, der lider af overspisning skal al den uro, der vækkes i kroppen af følelser uanset hvilke dulmes med mad. Overspisning ligger ikke højt på ranglisten over SF, og hende med overspisning føler sig ligeledes ofte som lavstatus. Skam fylder meget; hun føler, hun skal kompensere på andre måder for sit manglende værd, for den følelse af forkerthed, hun ofte er fyldt af. Den indre dommer marter hende ustandseligt og fortæller hende, hvor uduelig hun er. Hun vil ofte have et dependent tilknytningsmønster (Hviid 1998). Mentalisering I forbindelse med behandlingen af personer med SF og specielt effekten af mindfulness på disse er det relevant at diskutere mentalisering. Begrebet henviser til en af vores mest afgørende kompetencer: I hvilken grad kan vi forstå sindet? Og i denne forbindelse, hvordan kan vi forstå sindet hos en person med SF? Teorien om mentalisering bygger på den kendsgerning, at alle mennesker opfatter virkeligheden forskelligt, fordi de har forskellige erfaringer, interesser og viden. Den bygger især på Peter Fonagy s omfattende forskning (fx Fonagy et al. 2012; Skårderud et al. 2012; Wallroth 2010). Fonagy definerer mentalisering som holding mind in mind, dvs. at kunne rumme både sig selv og 8

andre i sin bevidsthed eller at kunne iagttage sine egne og andres tanker og følelser både indefra og udefra. Forskning viser, at barnets tidlige personlighedsdannelse udvikles gennem synkroniserede samspil mellem den primære omsorgsperson og barnet i en tryg tilknytningsrelation. Et centralt element i disse samspil er forælderens evne til at give barnet en markeret spejling, altså at opleve barnets følelse og føle omsorg for det (Fonagy 2006). Denne proces er nødvendig for at kunne udvikle en mentaliserende evne. Barnet har behov for, at omsorgspersonen kan synkronisere sig omsorgsfuldt med dets tilstand, hvilket over tid gør det i stand til at udvikle selvregulerende strategier. Dette udvikler stressresiliens og evnen til at indgå i empatiske relationer med andre, hvilket har betydning for at kunne udvikle en evne til at hvile i sig selv (Bentzen 2012). Hvis samspillet derimod ikke fungerer, vil barnet etablere et utrygt tilknytningsmønster, og hjernen vil ikke vokse fuldtud, hvilket betyder, at barnet ikke får mulighed for at bruge sine medfødte anlæg (Fonagy et al. 2012; Wallroth 2010). Udvikling af kropssansninger er grundlaget for mentaliseringsevnen. Damasio har (ifølge Bentzen et al. 2012) påpeget, hvordan vores kropstilstand har indflydelse på fornuft og beslutningsprocesser. En manglende evne til at fornemme kropssansninger eller at undertrykke eller fortrænge dem medfører, at kontakten til en selv går tabt og kan føre til dissociation. Hvis man ikke har kontakt til kropsansningen, kan den følelsesmæssige regulering og dermed mentaliseringsevnen ikke udvikle sig. I en sådan uintegreret tilstand, bliver man utryg, frygtsom, rigid og stressfølsom. Åndedrættet er en grundlæggende del af livsprocessen og en vigtig bestanddel af affektregulering. Det regulerer de dybtliggende strukturer i hjernestammen og i de områder, der er ansvarlige for frygt, fx amygdala. Ved hjælp af åndedrættet kan evnen til at berolige emotioner og til at skrue ned for arousalniveauet stimuleres. Forbindelsen mellem amygdala og præfrontal cortex spiller sammen med åndedrættet en vigtig rolle for denne reguleringsproces. Ved god mentaliseringsevne betyder det, at den negative emotion ikke varer ved. Åndedrættet kan således regulere negative sindstilstande (Bentzen et al. 2012). Teleologisk tænkning, forestillingsmodus og psykisk ækvivalens er tre vigtige mentale funktionsmåder, som går forud for den modne mentaliseringsevne (Fonagy 2006). Vi vil alle falde tilbage i disse funktionsmåder, specielt i pressede situationer, og de er særlig relevante ift. at forstå mentaliseringssvigt hos personer med SF. Pladsen tillader ikke en detaljeret beskrivelse af disse tilstande, men de vil blive omtalt under afsnittet om spiseforstyrrelser og mentalisering. Opsummering Man kan således sige, at ved mentalisering bliver det ikke-mentale til noget mentalt presserende indre impulser bliver bevidst bemærket og kan derigennem blive til talte og tænkte, følelsesmæssigt rummede erfaringer. I stedet for impulsivt at handle på stærke impulser og affekter bruges sindet til at søge realistiske veje til at håndtere disse. Når man forstår mere af, hvad der foregår i ens eget 9

sind, i andres sind og mellem mennesker, er det lettere at undgå konflikter og fastlåste ideer om os selv og andre. Det kan betyde at se tingene i sammenhæng, være mindre skråsikker og således få tingene mere på plads. God mentalisering kan beskrives som evnen til at føle klarere og er blevet betegnet som sindets immunapparat (Skårderud et al. 2012). Mentalisering og spiseforstyrrelser Mentaliseringsbegrebet kan uddybe vores forståelse af spiseforstyrrelsernes psykopatologi. Den norske psykiater Finn Skårderud har ydet et særlig bedrag til denne forståelse, og det følgende bygger især på hans forskning, som er opsummeret i Skårderud et al. (2012). SF med deres kropslige konkrethed er særlig velegnede til at anskueliggøre forskellige former for mentaliseringssvigt. Her vil en person med anoreksi reagere med oplevelsen af, at kroppen bliver større han eller hun føler sig tyk og sultekuren bliver den nødvendige udvej for at håndtere en sådan kropsfornemmelse. Det er, som om sindet bliver til krop. Følelsesmæsssige erfaringer mestres eller mestres ikke via en overoptagethed af kroppen. Den spiseforstyrrede kan i panik fortabe sig i tal, kilo, kalorier, BMI og fedt i stedet for at udforske sit indre. Følelser er ved disse lidelser konkretiserede og somatiserede i stedet for mentaliserede ( ibid.). Spiseforstyrrelser som selvforstyrrelser I tidligere psykologiske modeller om SF blev symptomer fortolket som formidlere af specifikke budskaber, fx blev spisevægring tolket som en modvilje mod seksuel modning. Mentalisering repræsenterer en anden forståelse af sindets symbolske funktioner, hvor det mere handler om behovet for at lindre smertefulde tilstande (ibid.). Der er en øget konsensus om at forstå SF som reguleringsforstyrrelser (ibid.). I mentaliseringstraditionen bliver vanskeligheder med selvregulering og følelsesregulering eksplicit knyttet til en erfaret utryghed i opvæksten. Skårderud et al. (2012) refererer til en oversigt over SF og tilknytningsforhold, målt ved hjælp af Adult Attachment Interview, som viser at forekomsten af tryg tilknytning er lav på tværs af de diagnostiske undergupper af SF. Mentalisering er i forskningssammenhæng blevet beskrevet som en reflekterende funktion, og et studie fra Cassel Hospital i England viser, at de spiseforstyrrede sammen med borderline scorer lavt på reflekterende funktioner. En lav mentaliseringsevne er en risikofaktor, mens en højere grad af mentalisering er en beskyttelsesfaktor i forhold til udvikling af en SF (ibid.). Den mentaliserede krop På engelsk er der et begreb embodied mentalizing, som beskriver den spiseforstyrredes oplevelse af egen krop. På den ene side er der en negativ overoptagethed af det kropslige, især på udseende samt en manglende evne til at holde de negative følelser på afstand. Personen fremstår på denne måde som hyper-embodied. På samme tid kan personen have en manglende kontakt med og lydhørhed overfor kropslige signaler og på den måde være dis-embodied. Kroppen opleves via vægt, ved at se sig i spejlet, ved at tælle hudfolder på maven og ved fantasier om kroppen snarere end ved at 10

kende sin egen levende krop. Kropsoplevelsen kan på samme tid føles for virkelig og for uvirkelig. Følelserne opleves således forvirrende (Skårderud & Fonagy 2012). Spiseforstyrrelser og psykisk realitet Det er karakteristisk for personer med SF, at de hænger fast i de før-mentaliserende former, teleologi, forstillingsmodus og psykisk ekvivalens. For den unge eller voksne med SF kan teleologi komme til udtryk ved manglende tro på emotionelle realiteter, hvis ikke de kommer fysisk til udtryk ( Jeg tror det ikke, før jeg ser det ). En generel følelse af mistillid viser sig som mistillid til fysiske fænomener som vægtens pålidelighed (Skårderud et al. 2012). Man finder ofte et ønske om at forandre sig: han/hun ønsker en forbedring af selvfølelse og social accept, og disse ændringer søges realiseret gennem kropslig forandring. Teleologi er et nøglebegreb for at forstå de kropslige konkrete ambitioner for selvdannelse ved SF. En person bekriver en lav selvfølelse og løsningen er at tabe sig i vægt, fordi det at tabe sig både i den personlige psyke, men også i den kulturelle kontekst, er forbundet med mestring og selvkontrol. Når den anden grundform af mentaliseringssvigt, forestillingsmodus præger personen med SF, kan det komme til udtryk som en frakobling, en dissociation, mellem indre tilstand og ydre verden. I psykoterapi anvendes et sprog om det indre liv med en forventning om at dette berører den spiseforstyrrede. Når denne er i forestillingsmodus, vil ordene kunne forstås, men de har ikke den forventede effekt. Terapien fortsætter i årevis uden resultat. Ideerne udgør ikke en tilstrækkelig bro mellem indre og ydre realiteter, og følelserne følger ikke tankerne. Det er vanskeligt at beskrive kropsfølelsen. På den ene side at hade sin krop, men samtidig føle, at den ikke er ens egen snarere en fremmed skal udenfor en selv. Forestillingsmodus dækker over følelser af tomhed, tristhed og meningsløshed. Samtalens indhold kan virke relevant nok, men virkningen er fraværende eller kortvarig. Denne form for psykisk funktion vil ofte være knyttet til pseudo-mentalisering. Ordene går i tomgang og mangler præcision, når de skal beskrive mentale tilstande (ibid.). Psykisk ækvivalens kommer til udtryk ved, at den spiseforstyrrede føler med kroppen følelserne er embodied. At være tynd føles som, at man er overlegen, og da er man overlegen. Kropslige erfaringer som sult, størrelse, vægt og form er ikke længere et kildegrundlag for symbolisering eller metaforisering af ikke-fysiske fænomener de bliver selve erfaringen. Psykisk ækvivalens føles helt virkelig her og nu. Der er en umiddelbarhed mellem mental og fysisk erfaring, en slags kortslutning, som undergraver tvivl og usikkerhed. Personen er fanget i denne barske kropsliggørelse: jeg er fed (= værdiløs) sådan er det bare (ibid.). Sædvanligvis fungerer en person med SF ikke kun i en af de før-mentaliserende funktionsformer, men pendler mellem dem. Dog er teleologi nærmest identisk med den diagnostiske definition af SF: en overoptagethed af krop, vægt og udseende. Alle tre former bidrager til realitetsbrist. Mindfulness og mentalisering 11

Overlappene mellem mindfulness og mentalisering er specielle, idet de kommer fra så forskellige kulturer. Forskning i begge er motiveret af ønsket om at afhjælpe lidelse, og begge har således plads i psykoterapien. De har begge en nysgerrig holdning til mentale tilstande som tanker og følelser samt en accepterende attitude i forhold til erfaringer. Begge eksemplificerer en følsom responsiveness og er essentielle for tryghed i forældre/barn relationen, venskaber og andre relationer (Allen 2013). Dog er mentalisering ikke lig med mindfulness. Flere forskelle er tydelige: 1) mindfulness er ikke forbeholdt mentale tilstande; man kan fx være mindful i forhold til en blomst eller sit ånderag, 2) mentalisering er mere social end mindfulness, idet den inkluderer opmærksomhed på mentale tilstande hos andre såvel som hos en selv, 3) hvor mindfulness medfører en nøgen opmærksomhed på sindet, involverer mentalisering refleksion og fortælling, dvs. bearbejdning og fortolkning af mentale tilstande og 4) i mindfulness er der et eksplicit etisk perspektiv, mens det er implicit i mentalisering (ibid.). Herudover er der en tilsyneladende modsætning mellem litteraturen om mindfulness og mentalisering. Hvor den buddhistiske litteratur taler for ikke-tilknytning, fremhæver mentaliseringstraditionen tilknytning. I førstnævnte betyder tilknytning at holde fast, klynge sig til og besiddertrang. I mentalisering er disse tilbøjeligheder karakteristiske for et usikkert tilknytningsmønster. Forskning viser, at mindfulness er associeret med tryg tilknytning, dvs. lavere niveauer af nervøsitet og undgåelse. Disse fund giver mening, fordi tryg tilknytning biddrager til accept af følelsesmæssig erfaring: hverken at blive nervøs eller at skubbe væk. I overensstemmelse med dette - og dog noget ironisk relaterer tryg tilknytning også positivt til målinger af ikketilknytning som udlagt i den buddhistiske litteratur. Således er trygt tilknyttede personer ikketilknyttede i den forstand, at de er i stand til at acceptere flowet af begivenheder og erfaringer uden at blive helt optaget af dem eller undgå dem, og de er mindre bebyrdede af besiddertrang. På den måde er disse to syn på tilknytning komplementære snarere end modsigende (ibid.). Kabat-Zinns 8-ugers program Som ovenfor nævnt har jeg valgt Kabat-Zinns 8-ugers program til mindfulnesstræning af mennesker med SF. Mindfulnessindstillingen bliver på kurserne indledningsvis beskrevet og forklaret: den bevidste og ikke-dømmende samt medfølende opmærksomhed på, hvad der opstår i sindet en slags overopmærksomhed på, hvor opmærksomheden er. Mindfulness er blevet beskrevet som en vej til frihed for lidelse, dvs. en frihed til at vælge et vitalt og meningsfyldt liv fra øjeblik til øjeblik med den lidelse, som det naturligt afstedkommer at være menneske, som har en krop, som føler og tænker, og som vover at leve og som en vej til at imødekomme den lidelse, vi ikke kan undgå, og slippe den yderligere smerte, som vi ofte selv kommer til at producere i vores kamp for at kontrollere det ukontrollable (Kabat-Zin 2012). 12

Grundholdningerne introduceres: Ikke-dømmen eller -vurderen, tålmodighed, beginners mind, tillidsfuldhed, ikke at stræbe, accept samt at give slip (ibid.). Disse principper er gennemgående holdninger i hele træningen. I 1. session er forskellen på handlemodus og værensmodus beskrevet og forklaret med eksempler. Når sindet er i handlemodus, hvor vi ofte vil være så optagede af tanker om, hvad der sker, at vi kun i mindre omfang registrerer, hvad der egentlig sker i modsætning til i værensmodus, hvor der er en bevidsthed om de umiddelbare sanseoplevelser og en direkte kontakt med livet hvert øjeblik. Denne anderledes og direkte fortrolighed med oplevelsen er forbundet med en anderledes form for viden, som er en intuitiv og umiddelbar viden om, hvad der sker, mens det sker. Fx når vi spiser, mens vi er i handlemodus, vil hovedparten af vores opmærksomhed være optaget af tanker om, hvad vi skal nå, uafsluttede opgaver og hos mennesker med SF i særdeleshed negative tanker om krop, udseende og vægt. Herved bliver sansemæssige oplevelser som synsindtryk, dufte, berøringsindtryk og madens smag ofte irrelevante og får minimal opmærksomhed. De fleste af os er ikke klar over, hvor meget af livet, vi på den måde går glip af (Williams et al. 2010). Rosinøvelsen introduceres, en øvelse i at have opmærksomhed på sine sanser både syns-, høre, lugte-, føle- og smagssansen i nuet. Budskabet tydeliggøres: at når vi tilfører det, vi oplever, bevidst opmærksomhed, forvandles oplevelsens kvalitet. Kropscanning introduceres ligeledes og opmuntrer til, at man får et mere interesseret, fortroligt og venligt forhold til kroppen her og nu. Kropscanning er en øvelse i at være med det, der er, at sanse og registrere spændinger eller rastløshed i bestemte områder af kroppen og lade dem være, fx at registrere træthed uden at skælde sig ud. Den har bl.a. til formål at frigøre os fra den psykiske smerte, der kommer af at ville have noget til at være anderledes, end det er her og nu (Hecksher et al. 2010). Hjemmearbejde efter 1. session er kropscanning dagligt. I 2. session fortsættes med at arbejde på at genkende handlemodus og skifte over til bevidst nærvær. Overskriften er: Husk at tanker bare er tanker. Der undervises i at se tanker som mentale konstruktioner, tolkninger og bedømmelser, der kommer og går og er forskellige fra virkeligheden. Ud fra en tænkt situation gøres det tydeligt, hvordan de tanker, vi gør os i en bestemt situation, er farvet af vores subjektive briller og kan variere fra én yderlighed til en anden. Forbindelsen mellem tanke, følelse, kropsfornemmelse og adfærd tydeliggøres, herunder at hvis én faktor ændres, vil det skabe ændring i de øvrige faktorer (ibid.). Herudover introduceres en åndedrætsmeditation samt det faktum, at åndedrættet kan bruges som et anker for opmærksomheden, vi kan vende tilbage til, når vi igen og igen forstyrres af tanker, og at en måde at genetablere vores medfødte evne til en årvågen deltagende opmærksomhed er at fokusere opmærksomheden på en genstand. Forskning har vist, at når man med intention fokuserer på et enkelt objekt, kan det give ro i sindet, fordi det aktiverer de netværk i hjernen, der har en relation til det valgte objekt og samtidig uden tvang bremser de netværk, der konkurrerer om opmærksomheden. Helt fra gammel tid har man valgt at pege på 13

åndedrættet som velegnet til formålet (Williams et al. 2010). Vigtigheden af ikke at kritisere sig selv, når tankerne igen og igen forsøger at tage opmærksomheden pointeres. Hjemmearbejdet efter 2 session er fortsat kropscanning hver anden dag samt nedskrivning af reaktioner på denne. Desuden åndedrætsmeditation de øvrige dage. Herudover en behagelig oplevelseskalender, hvor deltagerne skal skrive ned, når de er bevidste om en behagelig oplevelse samt de følelser, kropsfornemmelser og tanker, de oplevede i tilknytning til oplevelsen. I 3. session er overskriften: Lær at bruge åndedrættet som anker for din opmærksomhed. Her beskrives vores almindelige opmærksomhed som en abe, der springer på må og få samt det meningsfulde i at bruge åndedrættet som fokus for opmærksomheden, idet det altid er hos os. Det er altid lige her, parat til at blive lagt mærke til, uanset hvad vi gør, føler eller oplever, og når vi retter opmærksomheden på det, fører det os lige ind i nuet (Kabat-Zinn 2012: 88). Desuden introduceres 3-minutters meditation eller Pusterummet, som er et afgørende redskab til at danne bro mellem de formelle mindfulnessøvelser og hverdagslivet. Yogaøvelser introduceres, og vigtigheden af indstillingen pointeres: ikke at stræbe efter noget bestemt og en accept af kroppen, som den er, samt en nysgerrig og venlig, åben holdning overfor de kropsfornemmelser, der opstår undervejs. Yoga beskrives som et sted at arbejde med sine grænser, og vigtigheden i at bruge åndedrættet til at trække vejret ind i kropsspændinger pointeres desuden det faktum, at enhver bevægelse kan blive til en yogaøvelse og dermed en mulighed for at vågne op til bevidst nærvær (Hecksher et al. 2010). Herudover introduceres meditation på åndedræt og krop, hvor opmærksomheden på åndedrættet udvides til at omfatte hele kroppen og fornemmelsen af at trække vejret med kroppen. Som det sidste i denne session introduceres meditation på syns- og høresansen, hvor formålet er at få mere fornemmelse af sanserne. Hjemmearbejde efter session 3 er at lave Pusterummet tre gange dagligt, holde pause med kropscanning og erstatte den med yogaøvelser. Desuden introduceres en ubehagelig oplevelseskalender, som deltagerne skal udfylde hjemme. Herudover skal der laves meditation på åndedræt og krop. I 4. session er temaet: At modvirke tilknytning og aversion. Her undervises i sindets tendens til at vurdere enhver oplevelse som enten behagelig, ubehagelig eller ligegyldig samt vores ofte ubevidste tendens til at reagere på disse domme med aversion, tilknytning eller ligegyldighed (Hecksher et al. 2010). Det gøres klart, hvordan vi kan have lært at reagere på vores egen psykiske smerte, som var det en ydre fjende, hvilket igangsætter hjernens undgåelsessystem. Det præciseres, at bevidst nærvær rummer tilnærmelsesadfærd: interesse, åbenhed, nysgerrighed og medfølelse, hvilket virker som modgift mod den instinktive undgåelse, der kan udløse depressiv ruminering og vedvarende forpinthed. Vigtigheden af at have kontakt med sit indre barometer i forhold til de følelser, der opstår, pointeres. At spørge sig selv: Hvad er det her? og bruge sin krop som anker 14

for opmærksomheden ved at være bevidst om kropsholdning eller en bevægelse, herunder at genkende aversionens kropslige udtryk som spænding (Williams et al. 2010). Hjemmearbejde efter 4. session er fortsat at bruge Pusterummet og gerne anvende det uformelt i løbet af dagen. Desuden meditation på åndedræt, krop og lyde. I 5. session er overskriften: Byd følelserne velkommen. Hvor vi i session 4 øvede det at opfange signaler på aversion og tilknytning, handler det her om at være med emotioner, vi ikke bryder os om, og i højere grad at registrere, tilnærme os, acceptere og byde velkommen til ubehag, så de ikke udløser negative mønstre og mere ubehag. At stole på, at vi kan rumme vanskelige følelsestilstande i opmærksomheden en opmærksomhed, der omfatter, hvordan det føles i kroppen. Der undervises i forskellen på ved ubehag reaktivt at forsøge at kontrollere, analysere, undertrykke eller bekæmpe uønskede følelser eller tanker og i stedet at respondere, dvs. at møde ubehaget med en kærlig og accepterende holdning. Hvis der registreres modstand i form af spændinger, så også at møde dem med venlighed og accept. En udvidet 3-minutters meditation instrueres. Åndedrættets helende og nærende kraft i denne forbindelse understreges. Det beskrives, at det at gå fra undgående- til tilnærmelsesadfærd ledsages af en ændring af hjernemønstre, der understøtter undgåelse, til mønstre, der understøtter tilnærmelse, hvilket befordrer en mere fleksibel respons. Visdommen i at opdage den transformerende kraft, der ligger i at lade noget være, som det er (ibid.), forsøges viderebragt. Hjemmearbejde efter 5. session er at praktisere meditation på krop, lyde og tanker samt fortsat brug af Pusterummet. I 6. session er overskriften At lære at gøre dig uafhængig af dine tanker. Her undervises i at begynde at se tanker som mentale konstruktioner forskellige fra virkeligheden og at blive bevidst om vores tendens til at opleve dem som bestandige og ikke skrevet i sand på strandbredden (ibid.). Det repeteres fra session 2, at tanker påvirker følelser og kropsfornemmelser, men at det modsatte også gør sig gældende, og at opdage, hvor meget vores følelser afhænger af vores fortolkning af en situation. Der eksperimenteres med at forholde sig til tanker, der dukker op i sindet, som til lyde, der når øret. Eller som skyer på himlen, der skifter form og farve efter vejret, som vores tanker skifter karakter efter vores sindsstemning. Det trænes i at opdage, at når man er taget som gidsel og ført med af tankestrømmen, så at fokusere på åndedrættet. Det øves ikke at være tankerne, men at have tanker, være med og forholde sig til tanker (Hecksher et al. 2010). Desuden ved særlig vedholdende tanker at undersøge følelsen bag og det kropslige udtryk for følelsen, som kan undersøges nysgerrigt og venligt. Der snakkes om, at der kan være særlige mønstre i tankerne og særlige vedholdende tanker. Vigtigheden i, at når vi koncentrer os om sanseoplevelser i kroppen, dæmpes den indre kommentator. Den direkte sansede viden, som er en følge af værensmodus, betyder, at man kommer tættere på den umiddelbare fortolkede oplevelse og i mindre grad bliver ført med af tankestrømmen (Williams et al. 2010). 15

Hjemmearbejde efter 6. session: Meditation på åndedræt, krop, lyde og tanker. Forsat udvidet 3- minutters meditation I 7. session er overskriften: At lære hvordan jeg tager vare på mig selv. Her understreges det, at det ofte er svært at være nærværende, når der er allermest brug for det. Når livet er op ad bakke, har vi netop brug for den indsigt, bevidst nærvær kan tilbyde. Her ses der på, hvordan vi bruger vores tid, herunder hvad der driver os til at handle. Er en handling motiveret af at 1) undgå ubehag, 2) opnå ros, anerkendelse eller accept eller 3) en værdibaseret handling, som vi gør, fordi det føles godt og giver liv. Der snakkes om værdier samt vigtigheden af at have afklaret sine værdier og dermed have et kompas at handle efter, når følelserne raser og tankerne kværner (Hecksher et al. 2010). Der undervises i, hvordan Pusterummet brugt med omhu kan skære igennem handlemodus og forsyne os med et kraftfuldt og velgørende alternativ (Williams et al. 2010). Der eksperimenteres denne gang med at skrive sin gravskrift 1) som den ville lyde nu, hvis livet fortsætter som hidtil, og 2) som den ville lyde, hvis du kunne leve det liv, du ønsker at stå for (Hechsher et al. 2010). Hjemmearbejde efter 7. session er Pusterummet 3 gange dagligt samt forsøge at bruge det som mestringsstrategi i tilspidsede situationer. Herudover at vælge de meditationer ud som føles gode mhp. at lave sit eget program for mindfulness efter kurset. I 8. session samles trådene: Fordelene ved bevidst nærvær samt at respondere på situationer, følelser og tanker ved hjælp af Pusterummet fremfor den umiddelbare igangsættelse af vanebaserede reaktioner understreges. Ligeledes det faktum, at der er situationer, der ikke er til at ændre og brugen af den såkaldte Serenity Bøn, hvor der bedes om sindsro til at acceptere de ting, vi ikke kan ændre, mod til at ændre de ting, som bør ændres, og sindsro til at kende forskel på de to. Der laves individuel plan for hver enkelt ift. mindfulness fremover, og kurset evalueres: Hvad tager jeg med mig? Mindful spisning (MS) Langt de fleste med SF spiser på autopilot. Det vil sige, at de spiser mekanisk (som oftest hurtigt) med overfladisk, delt og ufokuseret opmærksomhed, uden særlig nydelse eller sanselighed ved spisning. MS er naturmetoden til normalisering af spisning og vægt (Brændgaard & Damborg 2012). MS handler ikke om, hvad du spiser, men hvordan du spiser - næsten uanset hvad du spiser. Det handler om at have opmærksomheden på, hvordan du spiser, mens du spiser. MS har dybe rødder i den meditative tradition fra Østen, og metoderne bygger på ny videnskabelig viden indenfor psykologi, human ernæring og hjerneforskning i processerne omkring spisning. MS er især baseret på forskning i betydningen af nærvær henholdsvis fravær af opmærksomhed ift. sult, sanselighed, nydelse og mæthed (ibid.). 16

Det handler således om at have en opmærksomhed på, hvor opmærksomheden er på det at spise og ikke samtidig på tv, avis, radio m.m. Desuden at have en intention om at spise med nærvær og at sætte tempoet ned er en vigtig del af processen. Det er vigtigt at lære sine kropsignaler at kende og finde ind til sin medfødte sult- og mæthedsregulering, som er forsvundet med SF samt at begynde at give sig selv lov til at nyde maden samt smage på den med fuld kontakt til alle sanseindtryk. Det handler om at spise med kærlig venlighed og at lære at skelne psykisk sult fra fysisk sult (ibid.). I grupperne var rosinøvelsen en slags introduktion til MS, dvs. at spise med bevidst nærvær, i langsomt tempo og med fuld kontakt til både føle-, syns-, lugte- og høresansen. Deltagerne blev fra 1. gruppegang opfordret til hjemme at forsøge at spise et enkelt måltid med bevidst nærvær. Instruktionen var at forsøge at være opmærksom 1) under tilberedningen, kigge på maden, herunder farver og anretning på tallerkenen, 2) at spise langsomt, uden avis, tv og radio i baggrunden, 3) at smage på maden og beholde den i munden længere end normalt, inden den blev slugt, 4) at lægge mærke til fornemmelsen af maden, der går gennem fordøjelseskanalen, og 5) fornemmelsen af kroppen / mæthedsfornemmelse efter måltidet. Da opgaven om at skulle spise på mindful vis vakte megen angst hos en deltager med anoreksi og i særdeleshed hende med bulimi, blev instruktionen ændret til at forsøge i enkelte minutter at være mindful omkring et måltid. 4 gange i løbet af begge gruppeforløb var MS en del af programmet, hvor instruktionen blev givet undervejs. Der var forskellige oplevelser og erfaringer med MS blandt deltagerne. To med overspisning samt en med anoreksi blev opmærksomme på nogle daglige madvarer, de faktisk ikke kunne lide, men som de spiste pr automatik, fordi det havde de altid gjort. Disse madvarer blev udskiftet med noget mere velsmagende for alle tre. Hende med anoreksi fik lyst og mod til at inddrage flere madvarer i sit repertoire. Tre med overspisning opdagede, at når de spiste langsomt, så var der behov for langt mindre mad, og de kunne mærke mæthedsfølelse. To med overspisning fik virkelig implementeret MS og udvidet det til flere måltider. Deltageren med bulimi, en med anoreksi samt en med overspisning fik kun lidt ud af MS. Mindfulnessgrupper og forløb Som tidligere nævnt bliver effekten af forløbene evalueret på baggrund af 1) spørgeskemaer, 2) deltagernes evalueringer, og 3) mine observationer. Ud af de i alt 12 afsluttede forløb (med 11 deltagere) er 9 spørgeskemaer tilbageleveret med svar (tabel 1). Seks deltagere har lavet yderligere skriftlige evalueringer af deres forløb. Sammenfatning af undersøgelsen Hvis erfaringerne deles op i fire grupper, hvor 1) er at se lyset", 2) at udvikle sig, 3) en vis træghed, men dog udvikling og 4) det preller helt af, så kan man udlede, at fire deltagere så lyset med mindfulness, fire udviklede sig med det, to deltagere havde svært ved at bruge denne måde, 17

men udviklede sig i mindre omfang og én deltager havde så svært ved konceptet, at hun fik minimalt ud af det. Spørgsmål / Svar M e g e t bedre Lidt bedre Uændret L i d t dårligere M e g e t dårligere 1 5 3 1 0 0 2 2 7 0 0 0 3 2 7 0 0 0 4 4 5 0 0 0 5 7 1 1 0 0 6 4 4 1 0 0 7 4 4 1 0 0 8 4 5 0 0 0 9 4 4 1 0 0 10 5 3 1 0 0 11 2 5 2 0 0 12 5 3 1 0 0 13 4 3 2 0 0 Tabel 1. Resultat af spørgsmål 1-13 i spørgeskemaundersøgelsen. I forhold til spørgsmål 14, hvad der har været særlig gavnligt ved mindfulnessforløbet, gives her nogle eksempler: Lige nu har jeg denne følelse og ikke nødvendigvis resten af livet, geare ned med øvelserne og koncentrere mig kun om dette det er befriende, fokus på åndedrættet og mindful spisning, at opleve det at sidde og gøre ingenting giver så megen ro, som gør, at jeg nu ser mere lyst på min fremtid, at have medfølelse med mig selv ift. de kritiske tanker + at have åndedrættet som anker for opmærksomheden, at blive klar over og skelne mellem forskellige følelser, opmærksomhed på nuet gør godt og mindsker mine bekymringer det gør det lettere for mig at være med det, der er. 18

I forhold til spørgsmål 15, om noget har været særlig udfordrende, gives her nogle eksempler: At mærke kroppen så tydeligt, når jeg registrerer ubehag, og så alligevel reagerer med overspisning, giver det anledning til kritiske tanker, fordi jeg så burde kunne reagere anderledes, at rumme mange ubehagelige følelser på en gang komme igennem sine tudeture alene, og at få mindfulnessøvelserne til at blive en del af hverdagen, at fastholde og bevare mindfullness indstillingen, hvor dømmende min indre kritiker er, at skulle være med de kritiske tanker og svære følelser fremfor at skubbe dem væk, har det været alt for meget nyt på en gang, til at jeg kunne rumme og tilegne mig det. Det kunne være interessant at gennemgå alle forløb, men det er af pladshensyn ikke muligt. Der kommer her en beskrivelse af seks historier. K er en 19-årig kvinde, der et halvt år forinden gået ud af gymnasiet, hvor hun i 1. g havde fået anoreksi, som havde udviklet sig til overspisning. Hun spiste ikke før aftensmad og fortsatte herefter med overspisning, til hun skulle i seng, alt imens den indre dommer martrede hende. Hun havde ikke tidligere gået i terapi. K oplevede det overraskende spændende at sanse kroppen i kropscanning og endnu mere ved yogaøvelserne. Begge meditationsøvelser gav hende til hendes overraskelse en ro og afslappethed, som hun ikke ellers kendte til. Erfaringer med at gøre daglige ting på en mindful måde, hvor K valgte at rense ansigt samt senere i forløbet at sæbe og creme sig ind, gav hende en mere tydelig fornemmelse af sig selv, som indledningsvis gav uro for så at give en ro. Oplevelserne i gruppen af at udveksle erfaringer og fortælle om sig selv var nyt for K. Hun fik overraskende hurtigt en fornemmelse af at se både følelser og tanker som noget, der kommer og går, samt en fornemmelse af i nogle situationer at kunne være med disse uden at identificere sig med dem. K s overspisning ændrede sig på den måde, at hun begyndte at nyde maden mere under overspisningen, hvilket dæmpede dens omfang. Desuden blev hun mindre påvirket af de kritiske tanker efter en overspisning og fik på den måde mere ro. H er en kvinde på 45 år med en overspisningsproblematik siden barndommen. Hun havde forinden gået i mange forskellige terapeutiske forløb, hvor hun har opnået megen indsigt og fået det bedre med sig selv, men med minimal effekt på selve overspisningerne og de kritiske tanker. Hun havde svært ved det nye koncept, gav gentagne gange udtryk for at savne sine vante snakke-terapi-grupper og havde vældig modstand på øvelserne og hjemmearbejdet samt det faktum, at hun selv skulle gøre noget. Halvvejs inde i forløbet begyndte hun at blive en smule nysgerrig og havde nogle overraskende oplevelser af at kunne være med ubehag uden at behøve at overspise på det. H oplevede glimtvis at være med og rumme sin følelse af forkerthed indeni, hvilket efterfølgende gav hende en mere tydelig fornemmelse af sin krop samt en følelse af væren. Herefter kom en indsigt om, at kun hun kunne ændre på sin situation. Disse indsigter var dog kortvarige og holdt ikke ved. H var ved afslutningen noget mismodig og syntes, det var gået for stærkt til, at hun kunne nå at lære et så nyt koncept. 19

G er 49 årig kvinde, der kom fra et overspisnings- / støttegruppeforløb i LMS, hvor hun i slutningen var kommet i kontakt med nogle overgrebsfornemmelser og -erindringer og kontaktede mig for et terapiforløb. Efter et par måneder startede gruppen Mindfulness og overspisning, som hun tilmeldte sig, og 5 sessioner henne i dette forløb startede aftenskoleregi holdet, hvilket hun ligeledes tilmeldte sig. G var sygemeldt og havde således tid til at fordybe sig i alle processer. Hun engagerede sig helhjertet, og timingen var rigtig, hvilket hendes forløb viser. Efter i årevis at have været 30-40 kg overvægtig og haft mange negative tanker om sin krop, var det overraskende for G at opleve, at det føltes rart at creme sig ind dagligt med bevidst nærvær. Ligeledes fik hun hurtig en god oplevelse af at spise på mindful vis og udvidede det til flere måltider daglig. Kropscanningen gav i begyndelsen G ubehag i bestemte dele af kroppen, men med hjælp fik hun med åndedrættet givet ubehaget opmærksomhed og kunne være med det. Hun fik hurtigt en fornemmelse af at bruge Pusterummet flere gange dagligt, især i svære situationer, og kom på alle måder mere til stede i nuet. Af forskellige grunde mistede G sin bolig og blev hjemløs. På mirakuløs vis vedblev hun gennem det hele at lave sine øvelser, især kropscanning, åndedrætsmeditation, yoga og Pusterummet. Hun formåede at være i nuet det meste af tiden uden at identificere sig med forståelige følelser af magtesløshed og tristhed. Tværtimod var hun fyldt af taknemmelighed over at give slip på en destruktiv afhængighed og ligeledes sin tilknytning til sine ting. På helt naturlig måde tabte hun i løbet af 8 måneder 25 kg. C er en 28 årig kvinde med anoreksi siden puberteten. Hun har gået i terapi i flere år og fået det meget bedre, men har fortsat megen stress, som hun reagerer på med at overtræne i fitness, og hun har desuden voldsom herpes i perioder. Yogaøvelserne fik C helt ind i kroppen og satte mange følelser i gang. Hun oplevede at komme i kontakt med gammel sorg og græde i timevis, men på en måde, hvor hun kunne være med det og samtidig med en fornemmelse af, at det gav mening. Hun lavede en aftale med sig selv og gruppen om, at hun skulle lave Pusterummet tre gange dagligt på bestemte tidspunkter samt kropscanning og yoga hver aften og skrive sine reaktioner på øvelserne ned. Dette gjorde hun i tre måneder, og det havde en bemærkelsesværdig effekt i form af mere ro og nærvær, hvorfra hun blev i stand til i højere grad at være med og se på sine tanker og følelser, uden at reagere automatisk på dem. Der er nu gået 8 måneder, hvor hun ikke har haft herpes, og der er ikke det samme pres for at gå i fitness. Desuden har C udvidet sit madrepertoire, som i årevis har været meget snævert og restriktivt til at omfatte flere forskellige fødevarer. M er en 25 årig kvinde med en overspisningsproblematik så længe hun kan huske tilbage. Hun har gået i terapi i et par år. M kom i en runde om hjemmearbejde for første gang helt i kontakt med en dyb følelse af ensomhed, som hun aldrig før har turdet sætte ord på. Kropsligt at fornemme ensomheden som en stor sort oliepøl, der på kvælende vis flød rundt i hendes krop, men også at se et lys midt i denne og i lyset en lille ensom 3-årig M. Hun fik hjælp til at give den knugende fornemmelse i hjertet opmærksomhed ved med åndedrættet at trække vejret med og ind i følelsen. At give både oliepølen og den lille 3-årige venlig opmærksomhed og begynde at få en 20