Jørlunde-værkstedet Jørlunde-værkstedet har været dateret til 1150-75 og regnes for knyttet til Hvideslægten. Ulla Haastrup daterer nu til 1125-50. Det arbejdede ifølge Danske Kalkmalerier i Kildebrønde, Herstedøster, Måløv, Værløse, Jørlunde, Gundsømagle, Kirkerup, Sct. Ib i Roskilde, Rye, Skibby, Kyndby, Tveje Merløse, Hagested, Kvanløse, Butterup, Munkebjergby, Alsted og det smålandske Vrigstad, hvor bispen havde forbindelse med Absalon. Også Søstrup og Vester Broby regnes ofte til Jørlunde-værkstedet, men har elementer fra Finja-værkstedet. Malerierne dækker altså et bælte fra Nordsjælland over Hornsherred og Merløse Herred til Alsted Herred dvs. fætrene Sune Ebbesens, Absalons og Esbern Snares domæner i familiens opgangstid. Af det kendte gods i Alsted Herred ejede Hviderne 67% (Nørlund), hvor Alsted Kirke blev malet af Jørlunde-værkstedet, mens Slaglille og Asser Rigs Fjenneslev var fra det skånske Finjaværksted, som også dateres 1125-50. Også herredets Bjernede og Sorø var beviseligt Hvide-kirker, men uden kendte kalkmalerier fra den tid. I Nordsjælland sad Sune på væsentlige besiddelser med centrum på Knardrup i Jørlunde Herred (Erik Ulsig) og sandsynligvis også hans far, Ebbe Skjalmsen.. I hele Valdemarstiden var Majestas Dominimotivet fremherskende i apsis i de sjællandske og skånske kirker et motiv som i symbolik kan knyttes til den centrale kongemagt af Guds nåde, som Hviderne støttede, og skulle vel også ligesom kirkebyggerierne indgyde befolkningen respekt over for stormændene selv. Majestas i Tveje Merløse (th.) og Hagested (nedenfor) er typiske for Jørlunde-værkstedet. Selve motivet er sporet i 102 romanske kirker næsten alle i Østdanmark. Tveje Merløse med den totårnede kirke vides skænket af Absalon som fædrene arv til Sorø Kloster i 1199. Kirken ligner Fjenneslev i opbygning, og dateres til ca. 1150, hvilket harmonerer med dateringen af Jørlunde-værkstedet, selv om dateringen er lovligt sent. 1
Majestas i Værløse Kirke Der blev i 1911 afdækket og affotograferet fragmenter af kalkmalerier i apsis, som derefter blev tilkalket igen. Ulla Haastrup påviste ved et foredrag i 2010 i Værløse, at apsismaleriet har svaret til apsis i Hagested og Tveje Merløse. På billedet (th.) peger Ulla Haastrup på den mandelformede mandorla, som var en del af Majestas-motivet. Der ses også på hver side rester af to personer med glorie (tv.). Hun henførte ligesom i bogen Danske Kalkmalerier bind 1 side 202 Værløse til Jørlundeværkstedets kirker. I kirkens skib er der rester af kalkmalerier fra 1250-1300, hvilket Ulla Haastrup ved sit foredrag nævnte som en mulig indikation af et etapevis byggeri med henvisning til, at de romanske kalkmalerier blev malet i våd puds. For mange af områdets kirker gælder dog, at skibet først blev bemalet i 1200-tallet (bl.a. Jørlunde), og det er ret utænkeligt, at en kirke, som kunne ses fra Sune Ebbesens Knardrup, stod ufærdig i hans tid. Kirken synes ganske vist bygget etapevis, men det var antageligt ren byggeteknik på grund af den foregående trækirke. Der er ingen spor af munkesten, som dukkede op i Danmark omkring 1150-75. Den homogene bygning antages normalt opført i 1125-1150 i så fald antageligt før eller i en fredelig periode i borgerkrigene 1134-1157. Med Ulla Haastrups nye datering af Jørlunde-værkstedet svarer det til, at apsis er malet i forbindelse med opførelsen. Majestas i Farum Kirke Kalkmaleri-fragmenterne i Farum Kirkes apsis har bl.a. været beskrevet i et gammelt notat af Olav Rørdam Bonnevie i Farums Arkiver og i Danmarks Kirker, men ellers har man lokalt gået meget stille med dørene om at de fortsat kan ses måske fordi apsis er dækket af altertavlen og benyttet som sakristi med installeret vask og skabe. Fragmenterne blev afdækket ved en renovering i 1960. Også her ses rester af en mandorla (th.), som synes meget lig den i Værløse. Som ornamentik ses der halvcirkler med blomster (herunder liljer), draperier og S-borter. I Nationalmuseets database står de dateret som senromansk 1175-1200 med ukendt værksted en rapport, som er fra før restaureringen i 2010 og antageligt fra Brøndsted-epoken, hvor man daterede Jørlunde-stilen senere. På Kalkmalerier.dk (tidl. Axel Bolvig) står Farum derimod dateret til 1125-75. Birgitte Faurhøj Olsen fra Nationalmuseet, som foretog konserveringen i Farum i 2010, oplyser, at databasen ikke er ændret på dette punkt, da man ikke beskæftigede sig med ikonografisk bestemmelse og datering ved restaureringen. For Nationalmuseet kan det i dag lige så godt være 1150-75 som 1175-1200. 2
Venstre side af Farums apsis er oven for vist i manipuleret lys (farverne gengives ikke korrekt). Over frisen til venstre for vindue og mandorla anes nogle af Markus-løvens ben og evangeliet som i de romanske Majestas-billeder. Danmarks Kirker konstaterer da også, at der i Farum er spor af en Markus-løve, som normalt stod på denne plads til venstre for vinduet. Til venstre for løven står der en lys skikkelse i lang foldet kjortel med en cirkel om hovedet, som kan være spor af en glorie. Var der oprindeligt stuk ved fordybningen? I Nationalmuseets database står der blot Kristus-figur, som bredt henviser til et Majestas-billede. Til sammenligning vises et tilsvarende motiv-fragment, som det fremstår i Slaglille, der ligesom nabokirken i Fjenneslev tilskrives Finjaværk-stedet. Bemærk folderne på de lange kjortler som i Farum. 3
Hvideslægten synes også at have brugt det skånske Finja-værksted, som dateres 1125-50 med 9 kirker spredt over Skåne, samt Fjenneslev og nabokirken i Slaglille. Finjas gårde ved Hässleholm var antageligt en gave fra Harald Hens dronning til Roskildebispen omkring 1080. Også Lundebispen havde interesser i området. Fra 1137 var Roskildebispen allieret med Hviderne, som tillige brugte det oven for beskrevne Jørlundeværksted (nu dateret 1125-50) til deres kirker. Sandsynligvis var Fjenneslev/Finja-mesteren en udlænding med italiensk-byzantinsk baggrund, men også Jørlundemesteren, hvis stil til dels var en videreudvikling heraf, må have opholdt sig sydpå. Værkstedernes navnemæssige tilknytningsforhold kan være en tilfældighed uden indikation af den geografiske udviklingsretning. Farums Markus-motiv er her vist til sammenligning med samme motiv i den væsentligt større Finja Kirke i Skåne (øverst th.), som dateres til 1125-50 (sandsynligvis ca. 1140). Nedenfor vises Jørlunde-værkstedets rekonstruerede apsis i Alsted (tv.), hvor Farums rødbrune panel synes at være grønt. Til højre herfor ses samme motiv malet på puds i Sæby Kirke ved Tissø, som antageligt er det lidt tidligere såkaldte Väværksted, som dateres til 1115-1135. Der er næppe tvivl om, at Farums apsis-maleri er et traditionelt Majestas-motiv, der af pladsmæssige årsager kun har en større person stående til venstre for Markus-løven som i Absalons Tveje Merløse på side 1. Motiverne er så ensartede, at der også skal ses på ornamentik og teknik. 4
Til venstre er vist et billede af de beskedne fragmenter af blomsterfrise og draperier i apsis i Farum, som i opbygning i høj grad har lighedspunkter med Hagested. Hagested vises herover i Kornerups streg fra 1862, da den nedre del i dag er skjult af en stor altertavle. Draperierne findes også under madonna-billedet i Måløv (nedenfor tv) og både draperier og frise ses i Jørlunde Kirke (nedenfor midt og th.). De enkle blomster herunder liljeformer der smukt følger linjerne i Farums halvcirkler, afviger lidt fra Jørlunde-stilens svulstige bladfriser, som den berygtede Kornerup hårdhændet har kopieret ved restaureringen af mange af tidens kirker i 1800-tallet. Den simple blomsterform mødes i enkelte tilfælde på steder som Fjenneslev og Jørlunde. 5
S-ornamentik omkring apsisvinduet i Farum (tv), som også findes i et vindue i Jørlunde (forneden th.) samt i to kirker i Hvidernes Alsted Herred, som tilskrives det lidt tidligere Finja-værkstedet, nemlig det berømte stifterbillede af Asser Rig i Fjenneslev Kirke (forneden tv.) og nogle vinduer i Slaglille (th.). Figuren til venstre er en hjerteformet variation af S-ornamentikken. Både S-ornamentikken og draperierne findes også ved Tveje Merløse i Søstrup, som hidtil har været dateret til 1150-75, men Søstrup indgår ikke i oversigten over Jørlunde-værkstedets kirker i Danske Kalkmalerier, selv om bogen i sit koncentrat om de enkelte kirker betegner Søstrup som sådan. Farums ornamentik-elementer ligger altså inden for Jørlunde-stilens rammer, men med en tendens i retning af mindre svulstig Finja-stil. Ingen af et værkstedernes kalkmalerier er dog ens i de forskellige kirker. Der blev eksperimenteret med ornamentik, og der ses mange overlapninger mellem Finja- og Jørlundeværkstedet. Variationen gælder også Majestas-billedet, som var meget afhængigt af apsis størrelse og vinduets placering. Som nævnt i den oprindelige artikel indbød det til sund skepsis, når man f.eks. så malerierne i Sæby Kirke ved Tissø dateret 1115-35 (side 4) mod Jørlundes 1150-75. Derfor forekommer Ulla Haastrups nye datering særdeles plausibel og harmonerer bedre med kirkernes formodede opførelsestidspunkt bortset måske fra dateringen af Jørlunde kirke, som eventuelt er blevet pudset senere, da den blev malet. 6
Øvrige malerier i Furesø-kirkerne Ved sit foredrag i Værløse påviste Ulla Haastrup, at der i korbuen havde været en udsmykning, som svarer til Kirkerup Kirke ved Hove Å en af Jørlunde-værkstedets kirker. De pågældende ornamenter ses imidlertid også på de tidlige Sæby-malerier. Over hvælvingerne i Kirke Værløse Kirke ses stadig på nordvæggen rester af nogle kalkmalerier med personer fra 1250-1300, og i korhvælvet har man overkalket nogle gotiske kalkmalerier. I Farum Kirke ses der yderligere to kalkmalerier i kirkeskibet. På skibets nordvæg ser man (tv.) et af de traditionelle indvielseskors. Ved foden af hvælvingernes hjørnepille ved opgangen til prædikestolen findes der (th.) rester af et panelagtigt draperi, som må være påført i nyere tid. Tekniske Forhold Et af de vedtagne kendetegn ved Jørlunde-værkstedets arbejder er forgyldt stuk i glorier og bælter. Mens rester af stuk sås i Værløse, ses de ikke i Farum. Den svage fordybning tyder på en reparation, hvor stukken kunne have siddet, men farven heri taler imod. Et andet kendetegn ved Jørlunde-værkstedet er flittig brug af den kostbare ultramarinblå farve, men da den blev påført efterfølgende på tørt puds, vil den ikke bevares som de indtrængende fresco-farver, og derfor næppe indgå i så sparsomme fragmenter som i Furesø. Normalt blev romantikkens fresker malet på fint glittet puds, der stadig var vådt. De var fladedækkende i modsætning til gotikkens malerier, der blev malet senere på hvid kalk. I Værløse er de tekniske kriterier overholdt. Farums fladedækkende apsismaleri synes derimod malet på groft puds og kalk, men det gælder faktisk også malerierne i selve Finja-kirken, hvis værksted ej heller brugte stuk. I Farum kan man derfor ikke med rimelig sikkerhed pege på Jørlunde-værkstedet, og usikkerheden er væsentligt større end i Søstrup og Vester Broby, hvor reservationen kun går på motiver. Farums teknik peger på Finja-værkstedet, som på Sjælland kun kendes fra Fjenneslev-Hvidernes kirker, hvor der er anvendt glittet puds. Derimod peger ornamentikken mod Jørlunde-værksted. NB Nationalmuseets 2010-rapport fra Farum endnu ikke set. Konklusion omkring kalkmalerier Analyse af kalkmalerier bliver aldrig entydig. Samlet må det konkluderes, at når Værløse regnes til Jørlundeværkstedet, kan det være oplagt også at regne det tilsvarende Farum-maleri til denne tid, da komposition og alle konstaterede elementer i Farum kan findes i værkstedets Hvide-kirker. Farums lille apsis er helt klart smykket med et lidt pladstrangt romansk Majestas-billede i stilen fra 1125-1200 dvs. Hvide-partiets kongesymbolik fra Ebbe Skjalmsens, Sune Ebbesens eller Sune-sønnernes tid. Forskerne placerer Majestasmotivet i romansk eller senromansk tid, så teoretisk kan Farums tekniske kvalitet skyldes en genopmaling af et Jørlundemaleri eller en senere efterligning, hvilket dog ikke harmonerer med døbefonten. Det er dog snarere malet af en medarbejder fra det svenske Finja-værksted, hvor man ikke ofrede den finpudsning, som 7
kom til at præge Hvidernes senere kirker, og hvor den nederste frise måske er påført efter borgerkrigene. Det sidste kunne f.eks. være, hvis Ebbe Skjalmsen først nåede at afslutte kirken, da sidste fase af borgerkrigene var gået i gang. Anvendelsen af Faxe-kalk i Værløse i stedet for Farums frådsten kan indikere, at Værløse Kirke blev færdig nogle år senere. Kirke-kronologien beskrives i et særskilt notat, hvor der ses på hele kirkebyggeriet under ét. Da sognene grænser op til slægtens Knardrup, taler sandsynligheden under alle omstændigheder for, at kalkmalerierne i både Måløv, Værløse og Farum skyldes Hvideslægten. Døbefonte Farums døbefont (nedenfor th.) er af den svenske Hyllie-type. Hyllies font (tv.), som i dag er på Lunds Universitets Historiske Museum, blev i Lars Tynells omfattende analyse af de skånske døbefonte i 1923 knyttet stenhuggerne ved Lunds Domkirke, hvor man også finder palmetfriser. Han daterede den gang til Absalon og 2. halvdel af 1100-tallet, og i dag skriver Statens Historiska Museum 1190-1210 altså Absalons og Anders Sunesens ærkebispetid i Lund. Farums døbefont har en nær pendant i Glemminge ved Ystad (nedenfor i midten). Farums døbefont er udført i vestskånsk sandsten, og forekommer i nutidens danske område kun i Ballerup og Torslunde, som er kunstnerisk bedre udført end Farums. Det skal bemærkes, at også Finja-kirkens døbefont er med palmetfrise men ikke af Hyllingetypen, som til gengæld findes i den nærliggende Brönnestad Kirke. Forekomsten af denne skånske døbefont i Farum og Ballerup kunne indikere en sammenhæng med Knardrup-Hviden Anders Sunesen, som kan have modtaget gårdene ved delingen mellem Sune-sønnerne, og sendt døbefonte hjem fra sit værksted. Senere, da vi første gang møder disse landsbyers hovedgårde i de skriftlige kilder, var de begge endt i Roskildebispens eje som administrationsgårde (exactio). Finja Farum 8
Værløses døbefont (tv.) er af den såkaldte Roskildetype, som er af granit. Begge Furesø-typer har den symbolske rebsnoning. Der kendes omkring 80 eksemplarer af denne type, som er en af de tre sjællandske standardformer fra 1100/1200-tallet. TRB 21/4 2012 ændret 4/3 2014 Kilder: Nationalmuseets Danmarks Kirker Nationalmuseet, Ulla Haastrup (red), Danske kalkmalerier 1985-87 Ulla Haastrup og John Lind, Royal family connections and the Byzantine impact 2013. Nationalmuseets database over kalkmalerier. Axel Bolvigs anmeldelse af Danske Kalkmalerier i Historisk Tidsskrift 1993.2. Axel Bolvigs Kalkmaleriernes Historie 1999 Axel Bolvigs Kalkmalerier.dk. Lars Tunell, Kungliga Vitterhets Akademien: Skånes medeltida dopfuntar 1923. Torsten Karlson: Finja Kyrka 1965/80. Billeder: Kornerup 1862 og Tunell 1923, Niels Bødker Thomsen (Værløse) og i øvrigt Troels Brandt. 9