Prædiken til Trinitatis søndag d.11. juni 2017 v/brian Christensen Tekster: 4. Mos 21,4-9; Rom 11,32-36; Joh 3,1-15 Tema: Hvordan beholde livet? v1 Der var et menneske, en af farisæerne, ved navn Nikodemus, medlem af jødernes råd. Han kom til Jesus om natten og sagde til ham:»rabbi, vi ved, du er en lærer, der er kommet fra Gud; for ingen kan gøre de tegn, du gør, uden at Gud er med ham.«jesus svarede ham:»sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige.«nikodemus sagde til ham:»hvordan kan et menneske fødes, når det er gammelt? Det kan da ikke for anden gang komme ind i sin mors liv og fødes?«jesus svarede:»sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige. Det, der er født af kødet, er kød, og det, der er født af Ånden, er ånd. Du skal ikke undre dig over, at jeg sagde til dig: I må fødes på ny. Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen. Sådan er det med enhver, som er født af Ånden.«Nikodemus spurgte ham:»hvordan kan det gå til?«jesus svarede:»du er lærer i Israel og forstår ikke det? Sandelig, sandelig siger jeg dig: Vi taler om det, vi ved, og vi vidner om det, vi har set, men I tager ikke imod vort vidnesbyrd. Tror I ikke, når jeg har talt til jer om det jordiske, hvordan skal I så tro, når jeg taler til jer om det himmelske? Ingen er steget op til himlen undtagen den, der steg ned fra himlen, Menneskesønnen. Og ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen, sådan skal Menneskesønnen ophøjes, for at enhver, som tror, skal have evigt liv i ham.
Det er i dag trinitatis søndag. Treenighedens søndag. Festen for Gud Fader, Gud søn og Gud Helligånd. (Derfor skulle vi også begynde med at synge: Aleneste Gud i Himmerig om Fader, søn og Helligånden). Som fuldendelse af kirkeårets forkyndelse i julen, påsken og pinsen fejrer vi, at den treenige Gud har handlet til frelse for os. Det var Gud Fader og Gud Søn som ved tidernes begyndelse skabte alting I ham (Kristus) blev alting skabt i himlene og på jorden (Koll 1,16) og det var Guds Ånd som gav liv til menneskene og alt liv på jorden. Gud gav os livet, men fordi vi vendte os væk fra Ham, så mistede vi livet døden kom ind i verden. Derfor sendte Faderen sin søn til jorden og han blev født julenat. Da Jesus blev døbt og begyndte sin tjeneste, så blev Guds rige åbenbaret for os i ord og gerning med korset som det forunderlige og frygtelige højdepunkt. Han døde på korset, så at vi kunne beholde livet, når vi ser hen til ham, tror på ham, følger Ham.
Ligesom Israelitterne i ørkenen kunne beholde livet ved at se på Kobberslangen, sådan kan vi, beholde livet, selvom vi er syndere. Påskens forkyndelse af Jesu død og opstandelse giver os håb om et evigt liv, fordi Jesu blod trækker slangens gift ud af os og renser os fra al synd. Alt det bliver levende for os, fordi Guds Ånd er blevet skænket til os. Som vi hørte om det i søndags, så understreger pinsens budskab, at Guds Ånd er givet til os, for at vi skal glæde os over Jesus og det som han har gjort for os. Kirkeåret understreger den treenige Guds handling. 1. del Vi hører i dag om Nikodemus og Jesus, der taler om genfødslen. At man bliver en kristen, kommer ind i Guds rige ved at blive født på ny ved vand og Ånd. Det er selvfølgelig dåben, som Jesus taler om og derfor stod døbefonten i de gamle middelalderkirker også til at begynde med nede ved døren.
For synligt at markere, at livet som kristen og indgangen til at være en del af menigheden er, at man bliver døbt. Ved dåben genfødes man til et nyt liv i tro på Gud og får Helligånden. Nu kan i din dåb, med saligheds håb, din sjæl og dit hjerte du bade., som Grundtvig skriver det. Selvom dåbsprocenten de seneste 25 år er faldet markant (fra 80 % i 1990 til 61,5 % i 2015), så kan vi stadig sige at langt de fleste danskere i dag er genfødte kristne og har fået Helligånden givet ved deres dåb. Men hvis man skal tage kirkegang og diverse undersøgelser af danskernes tro for pålydende, så er der ganske mange, som i deres voksenliv ikke bryder sig synderlig meget om det, som de fik ved dåben. Man kan godt få den association, at mange danskere ved dåben er blevet uønskede gravide med Helligånden. Altså at man har fået et liv inden i sig, som man egentlig ikke ønsker.
Det vil ikke være forkert at sige, at der er mange døbte kristne danskere, som ikke vil lytte til Helligånden, til Guds stemme i deres liv og som hverken vil tro på Gud eller på Jesus som hans søn. Men hvis man er blevet uønsket gravid, kan man så få en åndelig abort? Er der fri abort på Helligånden? Ja, det er der faktisk. Hvis man ikke ønsker at beholde livet, det evige liv og Helliåndens liv i sig, så kan man blive fri for det. Men hvis vi skal blive i billedet med abort, så foregår det nok som regel som en spontan abort, fordi det liv, som man har fået ved dåben stille er afgået ved døden. Det liv, som ikke får næring, ikke vokser eller udvikler sig det ender stille og roligt med at dø. Hvis man ikke ønsker at beholde Helligåndens liv, så forsvinder Han lige så stille. Troen dør. Det genfødte liv dør. Helligånden bliver ikke i et menneske, der ikke vil tro.
Det er ulykkeligt, når et menneske vender Gud ryggen. For man har jo fået livet, det evige liv, men man har selv valgt ikke at beholde det. Anderledes er det med det genfødte kristne menneske, som lever i tro og hvor Helligånden bliver boende. Hvor man ikke bare er kommet ind i Guds rige ved dåben, men man har valgt at blive dér. Det er godt og glædeligt. Og dog, så er det ikke automatisk sådan, at den der beholder livet i sig, også får et sundt og godt liv. Nu om dage bruger vi ordet udviklingshæmmet om dem, der bliver født med kromosomfejl eller andet der betyder at man får en eller anden mentalt handicap i gamle dage brugte man ordet Ånds-svag. Det er gået over i sproget som et skældsord, men egentlig var det bare en præcis betegnelse på dem der havde en mental handicap. Man havde en svag ånd i betydning evne til at forstå det som andre forstår.
Vil det være helt forkert at spørge om det ikke er kendetegnende for vores kirke i Danmark i dag: at den er ånds-svag. Når vi ser ud over kirken, ser i vores egen menighed og i vores eget liv, så må vi spørge, om vi har en svag Ånd? Vi er født af Ånden, men vi forstår den ikke rigtig. Dens kraft i os er svag, fordi vi lytter for lidt og brokker os for meget. Vi er ikke stærke i ånden, men svage i Ånden, fordi vi har for lidt tro på, hvad Ånden kan og vil gøre i vores liv. Men skal vi beholde livet, så må det Åndens liv vi bærer i os, være stærkt og kraftfuld og ikke Åndssvagt. Er vi som Israelitterne i ørkenen, der var ført ud af slaveriet, men brokkede sig over tilværelsen i ørkenen? De så kun på deres daglige liv og huskede ikke særlig godt (udgangen af Ægypten) og de forventede ikke særlig meget (af det forjættede land).
Er vi kristne, som kun ser på vort daglige liv og de (for os) store problemer vi oplever nu, men vi husker ikke, at uden Jesus var vi fortabte? Ja, sådan tror jeg det kan være. Vi glemmer, hvor meget Gud har givet os ved dåbens nåde. At han har flyttet os ud af mørket og ind i Lyset. At han har frelst os fra død og dom og evig fortabelse. Og vi forventer ikke særlig meget af Gud, hverken som en levende Gud i mit liv i dag, der kan forandre mit liv og gøre alting nyt og tænker ikke ret meget på, at han en dag vil oprejse os til et nyt liv på den nye jord. Så til os i dag er budskabet ikke, at vi har brug for at blive født af Guds ånd, for det er vi allerede og Guds ånd bor i os. Men skal vi beholde livet, så må det Åndens liv vi bærer i os, være stærkt og kraftfuld og ikke Åndssvagt.
2. del Det spørgsmål, som vi må stille er altså: Hvordan kan det liv, som Gud har født i os, så blive stærkt? Det kan det på mange forskellige måder og der kan meget vel være forskellige ting, som styrker vores tro. Det kan faktisk godt have noget at gøre med vores personlighed, hvad der opbygger og styrker os bedst. Så derfor må I prøve at mærke efter og smage på, hvad I tror, der er mest brugbart for jer i de eksempler, som jeg nu vil komme med. Jeg vil nemlig give jer 3 eksempler på, hvordan det liv, som Gud har født i os kan vokse sig sundt og stærkt. De tre eksempler er Ord, handling og dét at være. I Jesu vidnesbyrd om Åndens gerning, altså hvad det er Helligånden skal gøre, når Gud sender Ham til menigheden, så understreger han flere gange, at Ånden skal minde os om det som Jesus han har sagt.
Når vi mindes om Jesu ord, så styrkes troen i os, for så husker vi på, hvem Jesus er og hvad han har gjort for os. Jesu Ord/Guds ord styrker vores tro og vores liv. Prøv at høre, hvad Guds ord fortæller os: Vi tror på en Gud, som er fra evighed og til evighed. Den almægtige, evige Gud, som var til før et eneste menneske blev skabt, Gud, som er absolut forskellig fra os, er samtidig den der har givet os liv. Han har blæst livsånde i os og skabt os, fordi han er kærlighed. Og da han måtte sende Adam og Eva ud af Edens have, så havde han straks sin redningsplan klar. Jesus, Guds enbårne søn, blev menneske, ydmygede sig og forlod sin himmelske herlighed, for at frelse os. Den røde tråd i bibelen, det som skaber sammenhæng i Guds ord fra først til sidst, er Guds kærlighed. Når vi læser i det ord, når vi hører det ord forkyndt, så mindes vi om, hvor dyrebare vi er for Gud og hvor meget han har gjort for at frelse os fra synd, død og djævel. Ikke mindst, når vi betragter Korset.
Ser hen på Ham, som bøjede sig ned og lod sig ophøje på korset. Evangeliernes beretning om Jesu død for os, ja hele bibelens kraftfulde tale om, hvordan Jesus, Guds enbårne søn lod sig håne, piske, ydmyge på korset og døde forladt af Gud for min skyld, for mig, er ord der skaber tro, tillid, håb og kærlighed til en sådan forunderlig Gud. Igen og igen må vi høre den beretning og ligesom de første disciple har vi stadig svært ved at forstå det. Men det ér sandt og på trods af Trump og Brexit og krig og terror, så er Gud herre over denne verden og en dag vil han udslette alt det onde, gøre en ende på døden og skabe en ny himmel og en ny jord. Alt dét er ikke noget som vi kan nå frem til med fornuften. Det er Hellig-Ånden som bor i os, der må give os troen på det. Og når han så gør det, så gør det Ånden stærk i os, så beholder vi det liv vi har fået.
Handling Når vi går til gudstjeneste, som vi gør det i dag, så er der mange ord. Der er ord i bønnerne, i sange og salmer, i tekster vi læser fra bibelen og ikke mindst i prædiken. Har man været kristen i en del år, ja måske hele livet, så har man hørt rigtig mange ord. Og nogle gange er det næsten som om, at man får dem galt i halsen eller får forstoppelse i ørerne. Troen kan komme til at føles meget tør og teoretisk af mange ord. Så må der handling til. Ja, skal troen være levende og stærk er det nødvendigt med handlinger. Det som jeg har hørt må praktiseres og det som jeg har fået, må gives videre. Det giver Paulus faktisk en del vejledning til. Både i hans formaninger til det kristne liv og i hans tale om, at vores liv som kristne i sig selv er en gudstjeneste.
Han siger til menigheden i Rom Så formaner jeg jer, brødre, ved Guds barmhjertighed, til at bringe jeres legemer som et levende og helligt offer, der er Gud til behag det skal være jeres åndelige gudstjeneste. (Rom 12,1). Det er en gudstjeneste en tjeneste for Gud - at vi med vore legemer er Gud til behag. Helt konkret: at vi bruger vores tid og kræfter på at hjælpe andre, gøre godt for andre, tage os af de svage, de udstødte, de fattige. Når Helligånden får lov til at virke i os og forandre vores sind og tanke, så bliver Guds ord omsat til handling det gør i sig selv troen levende og Ånden stærk. I et blogindlæg på ELNs hjemmeside skriver Henrik Højlund om at fuldføre løbet, altså om at holde fast ved troen livet igennem. Han blev for nylig konfronteret med at flere præster som han har kendt gennem årene, havde flyttet sig rent teologisk.
De stod ikke længere det samme sted og som han kunne se det, så skyldes det for nogens vedkommende, at de havde valgt ikke at følge den bibelske vejledning i forhold til deres eget ægteskab. De tilpassede deres teologi efter deres livssituation. Uden at ville være dommer over andres tro og liv, så gav det alligevel Henrik Højlund anledning til at standse op ved Paulus ord til menigheden i Galatien: Lad os ikke blive trætte af at gøre det, som er ret (Gal 6,9). Vi skal ikke blive trætte af at gøre det rette. Selvom det kan være svært og selvom det kan vække modstand at holde fast ved den vejledning, som vi møder i bibelen, så er den konkrete handling i troskab mod Guds ord med til at gøre Ånden stærk i os. Det at være Prøv at forestil Jer et boblebad. Et godt varmt boblebad, hvor der er forskellige dyser med vandstråler, som kan massere musklerne i et boblebad er dét det samme vand, men forskellige
stråler. Sådan er treenigheden i levende bevægelse, en boblende varm indbyrdes kærlighed. Det er denne Gud, som vi er døbt til at tilhøre og som vi er genfødt til at leve i troen på. Dåben er som at komme ned i nådens boblebad. Troen er at være dér. Lige så væsentlig, som det er at holde fast i Guds ord og det som bibelen lærer os om Gud og at handle på det, ligeså vigtigt er det at lytte til det som Nikodemus fik lært ved sin samtale med Jesus. Nemlig at troen i sin væsen er gave. Vi kommer kun ind i Guds rige ved Guds under, ved at vi genfødes. Troen er ikke en forudsætning for at være en kristen (noget hos os), den er en gave, som gives til os, så vi kan være kristne. Og enhver som ønsker at have den gave kan få den. Gud ønsker at vi skal hvile i Guds nåde. Det kan vi gøre med hele vores eksistens. Med krop, sjæl og ånd. Og det kan vi særligt mærke, når vi er stille for Gud i bøn og tager os tid til at lade hans kærlighed varme os helt igennem.
Skal vi beholde livet, så skal vi være i en levende forbindelse med Gud. Stole på Ham. Hvile i ham. Vi har fået Ånden. Han bor i os. Derfor skal vi bade os i nådens boblebad og lade det rense krop og sjæl. Det gør Ånden stærk i os. Afslutning Og så til sidst. Der findes en fortælling om en missionær som var faret vild i den afrikanske jungle. Han kunne hverken finde landemærker eller stier. Tilfældigvis stødte han på en lille hytte. Han spurgte de indfødte som levede der om det kunne lede ham ud af junglen. Den indfødte nikkede. Han rejste sig op og gik direkte ind i bushen. Missionæren fulgte efter. Da de havde gået mere end en time, mens de skar deres vej gennem en mur af vildnis og græs spurgte missionæren bekymret: Er du sikker på at det er den rigtige vej? Jeg kan ikke se nogen sti. Afrikaneren smålo og sagde over skulderen: Hvide mand, på dette sted er der ingen sti. Jeg er stien.
Vi finder kun den rette vej til vores himmelske far, når vi følger Jesus og lader os fylde af Ånden. Vi tror på én treenig Gud og hvilken herlig Gud det er! Ikke en olding, stivnet i gamle traditioner, men en levende dynamisk Gud. Fader, Søn og Helligånd, som er lidenskabeligt optaget af at vise os den rette vej og føre os til det evige liv. Vi skal blot følge Ham. Amen.