8 Fra alliancemedlemskab til kriserne i 1956

DANMARK UNDER DEN KOLDE KRIG 8 Fra alliancemedlemskab til kriserne i 1956 Koreakrigen (1950-1953) Nordkoreas overskridelse af den 38. breddegrad 26. juni 1950 markerede begyndelsen på Koreakrigen mellem Nordkorea, der var ledet af pro-kommunistiske Kim Il Sung, og Sydkorea, der var regeret af pro-amerikanske Syngman Rhee. Efter aggressionen, der i al hemmelighed var sanktioneret af Stalin, fordømte FN s Sikkerhedsråd under amerikansk pres invasionen. Derpå iværksatte USA gennem FN en militær aktion med det erklærede formål at forsvare Sydkorea. 45 lande støttede aktionen, men af de militære enheder stillede USA mere end 90 pct. Gennem de første 2-3 måneder af krigen var de amerikanske tropper primært optaget af at forsvare Sydkorea. Men da den øverstbefalende for FN s styrker, den amerikanske general Douglas MacArthur, i midten af september 1950 iværksatte en landgang ved Incon, vendte krigslykken. Kort efter var nordkoreanerne trængt nord for den 38. breddegrad. Dermed var der opnået, hvad FN havde bemyndiget. Men USA stoppede ikke af den grund. MacArthur sigtede nu uden et FN-mandat mod at nå Yalo nær den nordkoreansk-kinesiske grænse. For en tid vandt de amerikanske tropper frem. Imidlertid indtraf der et skifte i krigen, da Kina i oktober-november 1950 i dyb hemmelighed indsatte militære enheder i krigen til støtte for Nordkorea. Amerikanske soldater kæmpede nu for første gang under den kolde krig direkte mod kommunistiske tropper. Længe gik der ikke, før de amerikanske styrker var trængt tilbage til 38. breddegrad. I foråret 1951 var situationen fastlåst. Fra efteråret og de næste to år førte parterne fredsforhandlinger. I juli 1953 blev der indgået en våbenhvile. Grænsen mellem Nord- og Sydkorea var på ny den 38. breddegrad. Ud fra en koldkrigsoptik var et væsentligt resultat af Koreakrigen, at de kommunistiske lande styrkede båndene mellem sig, idet de nu oplevede et øget vestligt og amerikanske engagement i den tredje verden. 1 Samtidig markerede Koreakrigen begyndelsen på et øget militært samarbejde mellem NATO-landene og Vesttyskland (mere herom nedenfor). Det var på baggrund af disse dramatiske begivenheder, at den sikkerhedspolitiske debat om Danmark, FN og Koreakrigen brød ud i den danske presse 1 Geir Lundestad, East, West, North, South. Major Developments in International Politics since 1945, 1999, s. 55-60; T.G. Fraser and Donette Murray, America and the World since 1945, 2002, s. 45-55; Richard Crockatt, The Fifty Years War. The United States and the Soviet Union in World Politics, 1941-1991, 1996, s. 100-107; FN, verden og Danmark, DUPI 1999, s. 135-36; Kristine K.N. Midtgaard, Jutlandia-ekspeditionen. Tilblivelse og virke 1950-53, 2001, s. 13-17. FRA ALLIANCEMEDLEMSKAB TIL DE STORE KRISER I 1956 155

DANSK INSTITUT FOR INTERNATIONALE STUDIER 2005 og på Christiansborg. Allerede inden Sikkerhedsrådets havde taget affære, formulerede aviserne sig skeptisk om FN s muligheder for at løse konflikten. Eksempelvis frygtede det NATO-venlige dagblad Information, at FN ikke havde magt, som den havde agt, medens Venstre-avisen Sorø Amtstidende anslog, at det ville gå FN, som det var gået Folkeforbundet i mellemkrigsårene. 2 Artiklerne i Information og Sorø Amtstidende afspejlede en svigtende tiltro til og en udbredt dansk skepsis over for FN s handlekraft i international politik. Fraværet af tiltro til FN s handlekraft var ikke i sig selv en følge af konflikten i Asien. Allerede i 1945 havde danske politikere i den danske debat ytret bekymring over FN s evne til at håndtere fremtidige, internationale konflikter (se ovenfor). Men udbruddet af Koreakrigen syntes at dokumentere, at disse bekymringer var velbegrundede. Nu blev de også formuleret af dagspressen. FN vedtog 25. juni en resolution, der opfordrede Nordkorea til at trække sig tilbage fra Sydkorea. Denne resolution forblev ubesvaret. To dage senere 27. juni opfordrede FN derfor samtlige medlemmer til at hjælpe Sydkorea i krigen mod Nordkorea. I Danmark valgte de tre NATO-partier og Det Radikale Venstre offentligt at udtrykke en fælles, uforbeholden støtte til FN s linje i konflikten. Men med forskellige motiver. For Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti og Venstre blev FN-indsatsen opfattet som den bedste garanti mod kommunistisk aggression mod den vestlige verden. Det var de radikale næppe uenige i, men for partiet handlede det med Bertel Dahlgaards ord om at øge FN s moralske autoritet, som han formulerede det i Folketinget et halvt år senere. Mere præcist handlede det for Det Radikale Venstre om at styrke FN s rolle som sikkerhedsgarant i verdenspolitikken. 3 Det eneste af Folketingets partier, der i den offentlige debat gik imod FNresolutionen, var DKP. I partiavisen Land og Folk og i Orientering, den kommunistiske parallel til Socialdemokratiske Noter, argumenterede partiet imod FN s resolution, der blev fremstillet som udtryk for en amerikansk politik. 4 Den kommunistiske kritik var ikke helt forkert, for beslutningen i FN var truffet uden om Sovjetunionen, der ikke var til stede, da resolutionen blev vedtaget. Som konstateret af en samtidig dansk iagttager, Niels Jørgen Haagerup, gav det sovjetiske fravær vestmagterne en betydelig fordel. 5 Umiddelbart efter vedtagelsen af FN s resolution rettede FN henvendelse til Danmark med et spørgsmål om, hvorvidt Danmark var villig til at bidrage med militære styrker til krigen i Korea. I begyndelsen af juli svarede Hedtofts regering med en afvisning. Det blev støttet af Det Radikale Venstre. I stedet 2 Også det konservative Finanstidende stillede sig kritisk til FN. Se hertil Niels Jørgen Haagerup, De Forenede Nationer og Danmarks sikkerhed. Træk af den danske udenrigs- og forsvarsdebat siden 1945, 1956, s. 89-109. 3 Niels Jørgen Haagerup, De Forenede Nationer og Danmarks sikkerhed, s. 93-94, citeret s. 95. 4 Fx Ikke én mand til USA s krig i Korea!, Orientering, 6. årg. nr. 4 (Juli 1951), s. 104. 5 Niels Jørgen Haagerup, De Forenede Nationer og Danmarks sikkerhed, s. 92. 156 DEL II DEN TIDLIGE KOLDE KRIG 1945-1962

DANMARK UNDER DEN KOLDE KRIG foreslog regeringen, at Danmark bidrog med medicinsk bistand. Det socialdemokratiske organ Social-Demokraten udlagde over for offentligheden, at Danmark med en sådan hjælp havde indtaget sin plads blandt de nationer, der er besjælet af en ærlig vilje til at søge en ny hærgende verdenskrig undgået. 6 Det var flotte ord. Men de dækkede reelt over, at Socialdemokratiet ikke ønskede dansk militært engagement i konflikten. Regeringens forslag blev hurtigt genstand for mediedebat. Det gamle modstandsorgan Information skrev, at det danske tilbud forekom negativt, neutralt og uforbindende. Samtidig omtalte Information det danske bidrag som en albyl. Når avisen valgte den konfrontatoriske og stærkt kritiske stil, havde det sin forklaring i, at avisen ønskede svar på, hvorfor regeringen havde anlagt den linje, som den havde gjort. Var det fordi regeringen ønskede ikke at provokere Sovjetunionen? Eller var der en anden årsag? Såfremt forholdet til Sovjetunionen spillede en rolle, måtte Information lægge afstand til regeringens politik. 7 Regeringen forklarede sin politik med, at de danske værn endnu var i en for ringe stand til, at landet kunne bidrage militært, og samtidig måtte man erindre, at den danske politik var i overensstemmelse med de øvrige nordiske landes politik. Ifølge regeringen var det med andre ord ikke forholdet til Sovjetunionen, der forhindrede Danmark i at bidrage med militære styrker til FN s aktion i Korea. Information lod sig overbevise af den forklaring, for det var evident, at de danske værn var ringe udrustet. I en lederartikel af Erik Seidenfaden opfordrede avisen dog 18. juli 1950 regeringen til, at den i en officiel erklæring understregede, at det var med beklagelse, at Danmark ikke kunne yde militær hjælp til FN, da det som medlem af FN var Danmarks pligt at yde denne hjælp. 8 Kristeligt Dagblad og Sorø Amtstidende var ikke blevet overbeviste om fornuften i regeringens politik. Førstnævnte fandt, at Danmark havde svigtet fredens sag og dermed også sin egen fred, medens sidstnævnte anførte, at hvis alle lande handlede, som Danmark gjorde, ville FN ende som Folkeforbundet. 9 6 Social-Demokratens leder 6. juli 1950. Citeret efter Niels Jørgen Haagerup, De Forenede Nationer og Danmarks sikkerhed, s. 97. 7 Leder af Erik Seidenfaden i Information 6. juli 1950 citeret efter Niels Jørgen Haagerup, De Forenede Nationer og Danmarks sikkerhed, s. 98. 8 Leder af Erik Seidenfaden i Information 18. juli 1950 citeret efter Niels Jørgen Haagerup, De Forenede Nationer og Danmarks sikkerhed, s. 99. 9 Niels Jørgen Haagerup, De Forenede Nationer og Danmarks sikkerhed, s. 98-99. Alligevel påvirkede kritikken antagelig beslutningstagerne, for i august foreslog regeringen, at Danmark desuden kunne sende et hospitalsskib, M/S Jutlandia, til den krigshærgede koreanske halvø. Det skete da i 1951, hvorefter skibet virkede frem til våbenhvilen i 1953. Jutlandia returnerede til Danmark i 1954. Baggrunden for beslutningen om at afsende Jutlandia er behandlet i Kristine K.N. Midtgaard, Jutlandia-ekspeditionen, s. 19-41. FRA ALLIANCEMEDLEMSKAB TIL DE STORE KRISER I 1956 157

DANSK INSTITUT FOR INTERNATIONALE STUDIER 2005 Fra radikal side blev der fremsat et alternativt forslag til et dansk bidrag til Koreakrigen. Bertel Dahlgaard udtalte 28. juli til Politiken, at Danmark ikke havde nationale interesser i den asiatiske konflikt, og selv om det ikke lå ligefor med et dansk mæglingsinitiativ, så var det vist rigtigt, at der i disse tider, hvor alle tænker og taler om krig, også er nogle, der tænker på freden inden det er for sent. Dahlgaard udtrykte sig ikke præcist, men kollegaerne på Christiansborg vidste godt, hvad det var, at han sigtede til, for kort forinden havde Dahlgaard i Udenrigspolitisk Nævn foreslået, at Danmark skulle blive en slags mægler i Koreakrigen. Fra socialdemokratisk side afviste man hurtigt det radikale forslag. Hedtoft udtalte til Politiken, at Danmark ikke havde mulighed for at indtage mæglerens rolle. Heller ikke det konservative Nationaltidende stillede sig positivt til det radikale forslag. I en lederartikel 18. juli skrev avisen, at de radikale ikke havde begrebet Danmarks stilling i konflikten. Danmark var jo ikke neutral, men en del af det FN, der som institution havde taget afstand fra den nordkoreanske aggression. Nationaltidende glædede sig over, at den socialdemokratiske regering havde afvist de radikales forslag. 10 I efteråret 1950 skete der et skifte i den danske debat. Baggrunden var, at de amerikanske enheder på det tidspunkt mødte betydelig modstand i Nordkorea (jf. ovenfor). Medens FN-styrkerne, under MacArthurs kommando, endnu havde fremgang, spurgte Gallup den danske befolkning, hvorledes den opfattede risikoen for en ny verdenskrig. Inden svarene kom i hus, blev de amerikanske FN-tropper sat under pres. På det tidspunkt, det vil sige omkring vendepunktet i november-december 1950, mente 73 pct. af de adspurgte danskere, at der var fare for en ny verdenskrig. Kun 10 pct. mente ikke, at der var fare for en verdenskrig. 17 pct. af de adspurgte vidste ikke, hvad de skulle svare. 11 Krigsfrygten blev udbredt i slutningen af 1950. Efter at FN-tropperne kom under pres, opfordrede verdensorganisationen i juni 1951 39 lande til at stille tropper til rådighed i Korea. Danmark havde i mellemtiden (30. oktober 1950) fået en VK-regering under Erik Eriksens ledelse. Den konservative Ole Bjørn Kraft var blevet udenrigsminister. I en tale på Skamlingsbanken lod Kraft 24. juni sine tilhørere vide, at regeringen nu overvejede at sende danske enheder til Korea. Kraft: Denne krig er FN s krig, og det er vigtigt at understrege vores kollektive medansvar og vor fælles vilje til hver efter evne og mulighed at yde en indsats. Jeg kan forsikre, at henvendelsen ikke vil blive modtaget med nogen negativ indstilling, og vi vil undersøge, hvilke muligheder der foreligger for 10 Niels Jørgen Haagerup, De Forenede Nationer og Danmarks sikkerhed, s. 94-95. 11 Ugens Gallup nr. 31 1950, Faren for en ny verdenskrig. Offentliggjort 18. december 1950. http://www.gallup.dk/ugens_gallup/ugarkivvalg.asp?dokument=195031&aarvalg=1950. Set 22. september 2003. 158 DEL II DEN TIDLIGE KOLDE KRIG 1945-1962

DANMARK UNDER DEN KOLDE KRIG os til under den ene eller anden form at kunne forstærke vor indsats udover, hvad vi allerede har ydet, således at vi kan bekræfte, at selvom vore muligheder ikke er store, savner vi hverken forståelse for, hvad denne kamp gælder, eller vilje til at være med til at forsvare pagten og virkeliggøre dens hensigter. 12 Den nye regering lagde med andre ord op til en anden og mere militant linje i den asiatiske konflikt, end den socialdemokratiske regering havde gjort. Med den udmelding syntes regeringspartierne at være indstillede på at imødekomme FN s ønske. Socialdemokratiet støttede bag lukkede døre Krafts udtalelse, for et par dage senere forklarede forhenværende statsminister Hedtoft den amerikanske ambassadør og Kraft, at Socialdemokratiet i den offentlige debat løbende forsøgte at overbevise befolkningen om nødvendigheden af dansk støtte til FN-aktionen. 13 Men på trods af Hedtofts reelle støtte til regeringens standpunkt, tog den socialdemokratiske avis Demokraten straks efter afstand fra udenrigsministerens udmelding. Samme dag, Kraft havde antydet væbnet dansk støtte, skrev avisen: Vi må naturligvis understrege, at vi som et lille land i høj grad værdsætter de ofre, som andre bringer for at få slået fast, at der nu eksisterer en overstatslig ordensmagt, som griber ind, når der sker et angreb, og at vi forstår, hvad det i fremtiden kan betyde for os, men det er nu engang umuligt at plukke hår af en skaldet, og vi er i den foreliggende situation ikke i stand til at yde anden hjælp end den, der allerede er ydet gennem hospitalsskibet. 14 Ganske vist havde Ole Bjørn Kraft blot talt om, at Danmark skulle vise vilje til at forsvare FN-pagten, medens Demokraten udelukkende havde skrevet om Danmarks manglende evne til at bidrage militært til krigen i Korea. Alligevel må de to udsagn ses som udtryk for to forskellige ambitioner: VK-regeringen og Socialdemokratiets ledelse ønskede dansk militær indsats, medens Demokraten tog afstand herfra. Den offentlige debat var blevet slagpladsen, hvor de forskellige aktører søgte at overbevise befolkningen om rigtigheden i netop deres standpunkt. Hvorfor tog Demokraten afstand fra Krafts udtalelse, når Hedtoft i fortrolige samtaler med Kraft og den amerikanske ambassadør ikke var så afvisende over for at bidrage med danske militære enheder? Svaret skal formentlig findes i, at Demokraten s synspunkter på sikkerhedspolitikken var anderledes 12 Citeret efter Niels Jørgen Haagerup, De Forenede Nationer og Danmarks sikkerhed, s. 100. 13 Poul Villaume, Allieret med forbehold, s. 645; samme, En stærk understrøm af modstand Koreakrigen, USA og Danmark, Carsten Due-Nielsen m.fl. (red.), Konflikt & Samarbejde. Festskrift til Carl-Axel Gemzell, 1993, s. 281. 14 Niels Jørgen Haagerup, De Forenede Nationer og Danmarks sikkerhed, s. 100 FRA ALLIANCEMEDLEMSKAB TIL DE STORE KRISER I 1956 159

Danmarks bidrag til Koreakrigen, hospitalsskibet Jutlandia. På billedet ses kaptajn Kondrup. FN s Oplysningskontor. DANSK INSTITUT FOR INTERNATIONALE STUDIER 2005 end partitoppens. Som nævnt befandt Socialdemokratiet sig i en indenrigspolitisk klemme i forholdet til DKP og dets egne vælgere. De såkaldte Århus-socialdemokrater, kræfter i DSU og dele af fagbevægelsen var fortsat skeptiske over medlemskabet af NATO. 15 Demokraten havde sæde i Aarhus, og dets redaktør var folketingsmedlem Holger Eriksen. Netop Eriksen var ét af de medlemmer af folketingsgruppen, der tog afstand fra atlantpagttilslutningen og andre dele af partiets sikkerhedspolitik. 16 Når Eriksens avis Demokraten offentligt afviste Hedtofts synspunkter om, at Danmark skulle stille med militære enheder i Korea, afspejlede det, at Socialdemokratiet var et parti, hvor den overordnede sikkerhedspolitik nok stod fast, men hvor der samtidig var divergerende synspunkter. 17 Frem for at afvise et dansk militært bidrag valgte Det Radikale Venstre at forholde sig afventende. Bertel Dahlgaard udtalte et par dage senere, at Danmark ikke på forhånd skulle afvise muligheden for militær støtte. For de radikale gjaldt det om at støtte FN; muligvis ligefrem militært. Vigtigt var det dog, at Danmark stod sammen med Sverige og Norge. 18 Under folketingsdebatter i oktober 1951 kritiserede DKP regeringen for, at den uden om Rigsdagen havde lovet væbnet dansk støtte til USA gennem FN. Det var ikke rigtigt. Men det var som ovenfor vist ikke forkert, at regeringen havde udtalt sig positivt herom til amerikanerne. Ole Bjørn Kraft svarede da også igen med en kommentar om, at der ikke var truffet nogen defi- 15 Søren Hein Rasmussen, Sære alliancer. Politiske bevægelser i efterkrigstidens Danmark, 1997, s. 19. Således var det et gennemgående tema i Socialdemokratiets indenrigspolitiske agitation at overbevise dets vælgere om, at Danmarks tilslutning til Atlantpagten var en nødvendighed af hensyn til Danmark. Se Harry Andersen, Forsvarsbetragtninger, Verdens Gang, 3. årg., nr. 2 (1949), s. 78-79. 16 Om Demokratens sikkerhedspolitiske linje til venstre for Socialdemokratiets officielle linie i 1940erne og 1950erne se Niels Thomsen og Jette D. Søllinge, De danske aviser 1634-1991, bd. 3, 1991, s. 484-85. 17 Et andet eksempel på dissens fra Socialdemokratiets officielle partilinie var Olaf Forchhammers skriverier om Koreakrigen. Se eksempel dennes En myte aflives, Dialog, 3. årg. nr. 2 (Maj 1953), s. 18-20, hvor Koreakrigen omtales som et kulsort kapitel i FN s korte historie. Når der var tale om et kulsort kapitel var det fordi FN, ifølge Forchhammer, havde fungeret som redskab for Truman-regeringens politik. 18 Niels Jørgen Haagerup, De Forenede Nationer og Danmarks sikkerhed, s. 101. 160 DEL II DEN TIDLIGE KOLDE KRIG 1945-1962

DANMARK UNDER DEN KOLDE KRIG nitiv dansk beslutning desangående. 19 Med fredsforhandlingerne mellem de to krigsførende lande forstummede debatterne om væbnet dansk deltagelse i krigen. I 1952 svandt krigsfrygten i den danske befolkning stærkt. 20 Vesttysklands genbevæbning og optagelse i EDC (1950-1951) Koreakrigen fik meget stor betydning for Øst-Vest-konflikten i Europa og for spørgsmålet om Vesttysklands fremtid. Det amerikanske atomvåbenmonopol havde spillet en vigtig rolle forud for etableringen af Atlantpagten. Med kernevåbnene forventede de fleste vesteuropæere nemlig, at USA i tilfælde af krig ville forsvare Vesteuropa med brug af kernevåben. I 1949 blev det amerikanske monopol imidlertid brudt, da Sovjetunionen prøvesprængte sin første atombombe. Dermed stod Sovjetunionen og USA principielt lige i dette spørgsmål. Under Koreakrigen (1950-1953) blev det tilmed klart, at USA ikke var villig til at anvende kernevåben i en geografisk afgrænset konflikt; selvom der eksisterede planer herfor. Dermed måtte Atlantpagten ændre karakter, for tvivlen blev nu stadig mere nærværende: Når USA ikke ønskede at gøre brug af kernevåben i Korea, kunne man da forvente, at USA ville forsvare Vesteuropa med kernevåben? Svaret forventedes at lyde, at det ville USA ikke. I den følgende tid voksede der en frygt frem for, at Sovjetunionen ville angribe Vesteuropa gennem det afmilitariserede Vesttyskland. Derfor fostredes tanken først i USA at NATO-landene burde opbygge betydelige konventionelle styrker i Vesteuropa. Et element i tanken var, at Vesttyskland skulle inkluderes i den kommende forsvarsstruktur. I Frankrig skabte de amerikanske planer modstand, idet franske politikere frygtede et militært og industrielt stærkt Vesttyskland. Som svar på USA s initiativ foreslog den franske konseilspræsident René Pleven i oktober 1950, at Vesttysklands genbevæbning skulle ske i vesteuropæisk regi, det vil sige i en europahær under en fælles vesteuropæisk kommando. Ifølge det franske forslag skulle Vesttyskland hverken have indflydelse på hærens politiske eller militære myndigheder. Dermed ville det blive muligt at drage nytte af vesttyske soldater og samtidig indbinde landet militært. I december 1950 besluttede NATO, at Frankrig skulle arbejde videre med tanken. Forhandlinger herom blev påbegyndt i februar 1951, og i maj 1952 kunne Benelux-landene, Frankrig, Italien og Vesttyskland undertegne en traktat om et Europæisk Forsvarsfællesskab kaldet EDC (European Defence Community). Dermed var det planen at oprette en europahær. Storbritannien afviste nu at være med, da briterne ikke 19 Sst., s. 102 med henvisning til en debat i Folketinget den 16. oktober 1951; jf. 1. beh, af f.t. rigsdagsbeslutning om Grækenlands og Tyrkiets tiltræd. af Atlantpagten, 17. oktober 1951. Rigsdagstidende. Forhandlinger i Folketinget 1951-52, bd. 1, sp. 103-275, her sp. 159. 20 Ugens Gallup nr. 12, 1952, Krigsfrygten i befolkningen er dalet stærkt. Udateret, men fra 1952. http://www.gallup.dk/ugens_gallup/pdf_doc/ug_1952_12.pdf. Set 22. september 2003. FRA ALLIANCEMEDLEMSKAB TIL DE STORE KRISER I 1956 161

DANSK INSTITUT FOR INTERNATIONALE STUDIER 2005 ønskede vesttyske og britiske tropper under samme kommando. I august 1954 blev EDC-planerne skrinlagt, da Frankrig alligevel ikke ville deltage heri. Frygten for et remilitariseret Vesttyskland var fortsat stor. Samtidig spillede det dog en rolle for de franske synspunkter, at Koreakrigen i mellemtiden var afsluttet. Dermed svandt frygten for et sovjetisk angreb. Endelig eksisterede der i Frankrig en modvilje mod at overdrage kommandoen over franske tropper til en tredjemagt. Med de forliste forhandlinger om Europahæren opstod tanken om Vesttysklands optagelse i Vestunionen og i NATO. I Danmark stod debatten om et genoprustet Vesttyskland i lyset af det dansk-tyske forhold forud for og under besættelsen. Med Danmarks optagelse i Atlantpagten, etableringen af Vesttyskland som selvstændig stat og den fortsatte Øst-Vest-udvikling var det dog blevet klart, at tiden nærmede sig, hvor Danmark måtte tage stilling til den sydlige nabos fortsatte stilling i det vestlige samarbejde. Presset for at få formuleret en dansk holdning blev i samtiden større, da forsvaret af Danmark også, men ikke udelukkende, var baseret på sikring af det vesttyske territorium. Skulle der have været nogle, der forsøgte at udskyde en beslutning herom, blev det politiske system og befolkningen imidlertid mindet om det tyske spørgsmål, da Danmarks befrier, den britiske feltmarskal Montgomery, i slutningen af 1949 i New York udtalte, at Vesttyskland i løbet af et par år skulle opruste med nogle divisioner. Udtalelsen vakte opsigt, og blev gengivet i danske medier. 21 I januar 1950 gennemførte Gallup en opinionsundersøgelse baseret på spørgsmålet, om det var i dansk interesse med et stærkt eller et svagt Vesttyskland? Blot 16 pct. svarede, at det var i dansk interesse med et stærkt Vesttyskland, medens omkring en tredjedel af de adspurgte ønskede et svagt Vesttyskland. De der ønskede et stærkt Vesttyskland, gjorde det to årsager. For det første fordi et stærkt Vesttyskland var i Danmarks handelspolitiske og industrielle interesse. For det andet ville et stærkt Vesttyskland være et bolværk mod øst. 22 Med hensyn til den første årsag var det væsentligt med et stærkt Vesttyskland. I 1949 havde Danmark oplevet efterkrigstidens største økonomiske krise, først og fremmest fordi landet var økonomisk bundet til Storbritannien. 23 På det tidspunkt havde store dele af det politiske liv i den offentlige debat argumenteret for, Danmark skulle fremme handlen med Vesttyskland. 24 Men med hensyn til den anden årsag Vesttyskland som bolværk mod Øst var der tale om en mere sammensat og følelsesladet diskussion. For på den ene side så mange gerne Vesttyskland som stødpude mod et eventuelt an- 21 Jf. eksempelvis Skal Tyskland genopruste?, Socialdemokratiske Noter, 21. aarg. nr. 3 (Jan 1950), s. 218. 22 Ugens Gallup, nr. 2, 1950 Bør man ønske sig et stærkt Tyskland? Offentliggjort 14. januar 1950. http://www.gallup.dk/ugens_gallup/pdf_doc/ug_1950_2.pdf. Set 22. september 2003. I undersøgelsen skrev Gallup om Tyskland og ikke Vesttyskland. 23 Rasmus Mariager, I tillid og varm sympati, s. 236-43. 24 Se eksempelvis Øget samhandel med Vesttyskland?, Finanstidende, 35. årg. nr. 7, 16. nov. 1949. 162 DEL II DEN TIDLIGE KOLDE KRIG 1945-1962

DANMARK UNDER DEN KOLDE KRIG greb på Danmark. Men på den anden side eksisterede der et ubehag ved vesttysk genoprustning. Tyskerfrygten og tyskerhadet spillede i den sammenhæng en rolle. Første gang danske politikere formelt blev stillet over for spørgsmålet om et genbevæbnet Vesttyskland var i september 1950, da Hedtofts regering modtog en amerikansk opfordring om dansk støtte til etableringen af EDC med vesttysk deltagelse; det handlede om skabelsen af en atlantisk enhedskommando. Henvendelsen skyldtes en frygt for et sovjetisk angreb på Vesten gennem et neutralt og ubevæbnet Tyskland. Regeringen befandt sig i en vanskelig situation. Alle alliancelandene, fraset Danmark og Norge, reagerede med hurtige tilsagn. I Danmark ønskede regeringen at inddrage Rigsdagens øvrige partier i beslutningen for at skaffe regeringen parlamentarisk rygdækning bag den beslutning, der skulle tages; uanset hvilken beslutning, der blev truffet. Regeringen indkaldte derfor Rigsdagens partier til forhandlinger. Eller gjorde den? I agitationsskriftet Socialdemokratiske Noter forklarede Socialdemokratiet, at regeringen havde indkaldt Rigsdagens demokratiske partier til drøftelse af den amerikanske henvendelse. Hvad mente man med det? Jo, DKP var ikke blevet indbudt, for mødet var indkaldt i anden anledning, lød det. En uges tid senere havde de demokratiske partier ført forhandlinger, og resultatet var blevet, at Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti og Venstre ønskede at tiltræde det amerikanske forslag, medens Det Radikale Venstre og Retsforbundet var modstandere heraf. Således videreførte de tre atlantpartier i sensommeren 1950 den fælles linje i sikkerhedspolitikken, der var blevet etableret i 1949. For at sikre sig den rette opfattelse i offentligheden udlagde Socialdemokratiet den følgende måned essensen af den amerikanske plan: Målet var at inddrage både tysk mandskab og tysk produktionsevne i det atlantiske samarbejde, men frem for etableringen af en vesttysk hær med egen overkommando, var det planen at integrere de vesttyske tropper i en atlantisk fællesstyrke (EDC). På denne måde skulle det undgås, at Tyskland fik mulighed for atter at optræde som angriber, blev det anført i beroligende vendinger. 26 I de følgende måneder førte regeringen forhandlinger med Rigsdagens partier herom, og i midten af december tiltrådte Danmark i Bruxelles formelt forslaget om oprettelse af en fælles forsvarsstyrke. Beslutningen betød, at de danske besættelsestropper i Vesttyskland blev underlagt NATO s øverstkommanderende, hvor de tidligere havde været under britisk kommando. 27 Umiddelbart efter, at beslutningen var taget men inden Danmark formelt 26 Nordatlantisk fælles forsvarsstyrke i Vesteuropa, Socialdemokratiske Noter, 22. årg., nr. 1 (Okt. 1950), s. 3-8, citeret s. 3. 27 Jf. Forslag til rigsdagsbeslutning om Danmarks tilslutning til oprettelsen under Den nordatlantiske Traktats organisation af en fælles forsvarsstyrke i Europa med en fælleskommanderende, Udenrigsministeriet, Dansk sikkerhedspolitik 1948-1966, bind II: Bilag, 1968, bilag 83, s. 191-92. FRA ALLIANCEMEDLEMSKAB TIL DE STORE KRISER I 1956 163

DANSK INSTITUT FOR INTERNATIONALE STUDIER 2005 havde tiltrådt forslaget rettede Det Radikale Venstre, Retsforbundet og DKP i fuld offentlighed kritik heraf. De radikale kunne ikke støtte etableringen af en enhedskommando, da dansk deltagelse heri ville få endnu videre konsekvenser for landet, end tilslutning til Atlantpagten havde haft. De radikales kritik afspejlede partiets neutralistiske grundsynspunkt. Og den afspejlede partiets frygt for at øget militarisering kunne risikere at ende i krig. Partiet mente derfor, at sagen skulle til drøftelse på Rigsdagen, så man kunne få forslaget ordentligt belyst. Set udefra betjente Det Radikale Venstre sig af den samme taktik, som partiet havde benyttet i foråret 1949: At forhale den endelige beslutning ved at fordre så mange drøftelser i det offentlige rum som muligt. Retsforbundet tilsluttede sig det radikale forslag, men partiet føjede til, at det måtte baseres på frivillighed, såfremt danske tropper skulle udstationeres uden for dansk territorium. 28 DKP var det parti, der var mest skarp i sin kritik. I slutningen af september offentliggjorde Land og Folk et brev, som Aksel Larsen havde sendt til Hedtoft og til formændene for Rigsdagens øvrige partier. Aksel Larsen: Danmark berøves enhver, også formel, bestemmelsesret også over omfanget af sine væbnede styrker og disses organisering, bevæbning og uddannelse og tjenestetidens længde samt over disse styrkers placering og anvendelse Danmark fraskriver sig retten til og muligheden for selv at bestemme over krig og fred for sit vedkommende. 29 I forlængelse heraf talte Larsen til den herskende tyskerfrygt i befolkningen, idet han anslog, at et genoprustet Vesttyskland kunne blive den dødeligste fare for Danmark. Men dermed var DKP s kritik ikke bragt til ende. 23. september bragte Land og Folk en artikel underskrevet Fredens Tilhængere, hvori der blev argumenteret for, at etableringen af en enhedskommando ville øge risikoen for krig. 30 Dagen efter blev artiklen fulgt op med en forsidehistorie om, at nazitropper kunne ventes til Danmark. 31 Derpå udsendte DKP s central- 28 Nordatlantisk fælles forsvarsstyrke i Vesteuropa, Socialdemokratiske Noter, 22. årg., nr. 1 (Okt. 1950), s. 3-8. 29 Kald rigsdagen ind nu. Henvendelse til statsministeren og formændene for socialdemokratiets, venstres, de konservatives, radikales og retsforbundets grigsdagsgrupper [fra den kommunistiske rigsdagsgruppe], Land og Folk, 22. september 1950; jf. Rigsdagen ind straks!, Land og Folk, 23. september 1950 (forsiden). 30 Enhedskommandoen vil betyde en stadig større krigsfare for Danmark, Land og Folk, 23. september 1950 (forsiden; henvendelse til regeringen fra Fredens Tilhængere i Danmark). Fredens Tilhængere var en dansk afdeling af en international fredsbevægelse. Ledelsen bestod af personer med tilknytning til flere forskellige partier, men organisationsmæssigt stod DKP stærkt. Således blev Mogens Fog formand for den danske afdeling i sommeren 1950. Fog var en topfigur i DKP, selvom han ikke formelt var organiseret i partiet. Om Fredens Tilhængere se Søren Hein Rasmussen, Sære alliancer, s. 20-28, her s. 22. 31 Nu kan nazitropper ventes til Danmark, Land og Folk, 23. september 1950 (forsiden). 164 DEL II DEN TIDLIGE KOLDE KRIG 1945-1962

DANMARK UNDER DEN KOLDE KRIG komite en udtalelse, hvor det blev forklaret, at Danmarks tilslutning til USA s forslag var givet under tilsidesættelse af alle demokratiske og forfatningsmæssige instanser. DKP opfordrede derfor danskerne til, ja, det var danskernes pligt at få annulleret regeringens tilsagn. 32 Med sin kritik af regeringens politik fjernede DKP fokus fra det, som atlantpartierne betragtede som sagens kerne: At frygten for et sovjetisk angreb var velbegrundet; at Danmark for at forsvare nationen måtte tilslutte sig etableringen af EDC med vesttysk deltagelse. Gennem sin kritik fik DKP i stedet belyst, at etablering af en enhedskommando ville medføre dansk suverænitetstab. Endelig fik DKP gjort klart, at beslutningen var taget udenom Rigsdagen: Regeringen der talte om Rigsdagens demokratiske partier havde selv handlet udemokratisk. DKP s stormløb mod regeringen blev taget alvorligt i Socialdemokratiet. Meget alvorligt. Som nævnt eksisterede der i Socialdemokratiet uenigheder om sikkerhedspolitikken. Det var sådanne uenigheder, der havde set dagens lys i 1950, hvor Demokraten havde undsagt Hedtofts linje i Koreakrigen. Og disse socialdemokrater var ikke kun uenige i DKP s kritik af regeringens sikkerhedspolitik. Dertil kom, at DKP s anmærkninger på visse punkter ramte præcist. Etablering af en enhedskommando kunne hævdes at føre til dansk suverænitetstab (om end der næppe ville komme nazitropper til Danmark). Det var også rigtigt, at spørgsmålet ikke havde været til drøftelse på Rigsdagen. Derfor måtte Hedtoft slå partiets politik fast på et socialdemokratisk hovedbestyrelsesmøde i slutningen af måneden. Indledningsvis forklarede Hedtoft, at FN sådan som verden hang sammen ikke kunne garantere småstater mod overfald. Havde Sovjetunionen eksempelvis været til stede i Sikkerhedsrådet, da beslutningen om at intervenere i Korea blev taget, ville det have nedlagt veto. Derfor også af hensyn til Danmark var det absolut nødvendigt med et udvidet samarbejde mellem de atlantiske lande. Og når det gjaldt DKP s første kritikpunkt, spørgsmålet om Rigsdagens manglende inddragelse i beslutningen, lod Hedtoft sin bestyrelse, og således også skeptikerne i partiet, vide, at 5/6 af Rigsdagen støttede regeringens politik. Der var med andre ord tale om ren formalisme, når regeringen blev kritiseret for at handle uden om parlamentet, og i øvrigt var der ikke truffet nogen beslutning af traktatmæssig karakter. Men Hedtoft havde en dårlig sag, for DKP havde som nævnt ret i en del af kritikken. Det var næppe noget tilfælde, at regeringen ikke havde haft sagen til drøftelse på Rigsdagen, og det var ikke noget tilfælde, at DKP var udelukket fra drøftelser om den atlantiske fællesstyrke. De demokratiske partier som Socialdemokratiet talte om havde udelukket det udemokratiske parti fra fortrolige drøftelser om sikkerhedspolitikken. 32 Nordatlantisk fælles forsvarsstyrke i Vesteuropa, Socialdemokratiske Noter, 22. årg., nr. 1 (Okt. 1950), s. 3-8. FRA ALLIANCEMEDLEMSKAB TIL DE STORE KRISER I 1956 165

DANSK INSTITUT FOR INTERNATIONALE STUDIER 2005 Med hensyn til DKP s andet kritikpunkt at etablering af en enhedskommando ville medføre dansk suverænitetstab svarede Hedtoft, at dette var ethvert samarbejdes pris: Alt samarbejde mellem frie og suveræne stater betyder jo, at man frivilligt afstår en del af suveræniteten til gavn for samarbejdet. I tillæg hertil gjorde Hedtoft sig formentlig betydelige anstrengelser for i sin tale ikke at komme nævneværdigt ind på vesttysk genbevæbning. I det omfang han gjorde det, understregede han, at etablering af en fælleskommando måtte betragtes som en sikkerhed mod genoplivelse af tysk militarisme. Snarere end at tale om Vesttyskland talte Hedtoft om truslen fra Øst. Og han talte om det store behov for et øget samarbejde mellem de atlantiske lande. Perspektivet i Hedtofts tale gik således i diametral modsat retning end DKP s kritik. Socialdemokratiske Noter offentliggjorde efterfølgende Hedtofts tale til hovedbestyrelsen. 33 Kampen mellem DKP og Socialdemokratiet var ved indgangen til 1950erne i allerhøjeste gear. Under besættelsen havde Hedtoft udtalt, at Socialdemokratiets overlevelseskamp var lig med nationens fortsatte eksistens. Rationalet var på dette tidspunkt, at såfremt nazisterne fik nedbrudt Socialdemokratiet, ville det betyde Danmarks undergang. 34 Set med Hedtofts øjne var Danmarks eksistens ved indgangen til 1950erne fortsat lig med partiets eksistens, men nu var fjenderne DKP og Sovjetunionen. Uanset hvad, kom spørgsmålet til diskussion på Rigsdagen. Det skete 18. oktober 1950, i øvrigt under en debat om det kommende års finanslov. Hvor de konservative ikke havde taget del i diskussionen i september, blandede de sig nu. Således rettede Ole Bjørn Kraft skytset mod Det Radikale Venstre, som han beskyldte for ikke at se virkelighedens barske realiteter i øjnene. Dansk deltagelse i det vestlige samarbejde hvad enten det handlede om Marshallplanen, Europarådet eller det atlantiske samarbejde handlede grundlæggende om at forsvare friheden og demokratiet. Det Radikale Venstre støttede som bekendt europatanken, men ifølge Kraft var det mod virkeligheden at tro, at man her i landet kan give tilknytning til Europatanken og det demokratiske samarbejde, når man således som det radikale parti åbenbart ikke vil, vil være med til at sikre landenes fred og tryghed. 35 For Kraft og Det Konservative Folkeparti var der en klar sammenhæng mellem den begyndende vesteuropæiske integration og det vestlige forsvarssamarbejde. 33 Sst., s. 7-8. 34 Hans Kirchhoff, Vor eksistenskamp er identisk med nationens kamp Om Socialdemokratiets overlevelsesstrategi under besættelsen. Forsøg på en syntese, Årbog for arbejderbevægelsens historie, 1994. 35 Ole Bjørn Kraft, 1. beh. af f. t. finanslov for 1951-52, Rigsdagstidende. Forhandlinger i Folketinget, 18. oktober 1950, sp. 252-63, her sp. 257. 166 DEL II DEN TIDLIGE KOLDE KRIG 1945-1962

DANMARK UNDER DEN KOLDE KRIG Men uden for Christiansborg gjorde den konservative partipresse også en indsats for at overbevise opinionen om nødvendigheden af vesttysk genoprustning og dansk tilslutning hertil. 15. november 1950 offentliggjorde Nationaltidende en kronik af redaktør Eigil Steinmetz. Ifølge Steinmetz var det urimeligt, at der var så megen debat om Vesttysklands genbevæbning, når man samtidig kunne se, at der i Østtyskland stod en færdiguddannet, moderne udrustet armé. Bedre blev det ikke af, at mange af de østtyske officerer blot få år tidligere havde tjent Hitler. Og når det gjaldt spørgsmålet om vestlige brud på internationale konventioner og aftaler kunne Steinmetz konstatere, at [p]å tværs af Potsdamoverenskomsten, på trods af diverse Vestmagtprotester, i strid med alle afrustningsbestemmelser og alle afnazificeringsønsker er dette røde rigsværn blevet til. 36 Samtidig offentliggjorde Niels Nørlund, Berlingske Tidendes forhenværende Tysklands-korrespondent, omkring årsskiftet 1950/51 en bog om tysk efterkrigshistorie. På fremstillingens afsluttende sider argumenterede han for, at vesttyske tropper nu måtte integreres i en fælles europæisk hær. 37 30. oktober 1950 måtte Socialdemokratiet overlade regeringsansvaret til VK-regeringen. Årsagen var økonomiske ikke udenrigs- og sikkerhedspolitiske uoverensstemmelser mellem Rigsdagens partier. 38 Ved valget mistede DKP knap 40.000 stemmer i forhold til valget i 1947, og dermed oplevede partiet en tilbagegang fra 9 til kun 7 mandater. Med den nye regering på plads stillede forsvarsminister Harald Petersen fra Venstre 25. januar 1951 forslag om dansk tilslutning til oprettelse af en fælles forsvarsstyrke i Europa. 39 Lovforslaget var reelt en sanktionering af dansk tilslutning til etableringen af enhedskommandoen, sådan som det allerede var blevet gennemført i Bruxelles i december 1950. 30. januar 1951 kom forslaget til behandling i Folketinget. Situationen var ømtålelig. På et møde i Udenrigspolitisk Nævn havde Hedtoft forklaret, at der eksisterede et næsten uoverstigeligt svælg mellem atlantpartierne på den ene side og befolkningen på den anden side. 40 Det var nok en sandhed med modifikationer, for ifølge en ny Gallup-undersøgelse mente hele 48 pct. af be- 36 Eigil Steinmetz, Den østtyske trussel (kronik), Nationaltidende, 15. november 1950. 37 Nørlunds bog blev i øvrigt anmeldt positivt af Erling Bjøl, jf. Fra Potsdam til Bonn, anm. af Niels Nørlund, Kampen om Tyskland. Fra Potsdam til Bonn, 1950, ved Erling Bjøl, Fremtiden, nr. 2 (Feb. 1951). 38 Hanne Rasmussen og Mogens Rüdiger, Tiden efter 1945 (Danmarks historie, bd. 8), 1990, s. 94-96. 39 Forslag til rigsdagsbeslutning om Danmarks tilslutning til oprettelse under Den nordatlantiske Traktats organisation af en fælles forsvarsstyrke i Europa med en fælles øverstkommanderende m.v., Rigsdagstidende. Forelagte lovforslag m.m. 1950/51, sp. 3785-88. 40 Hedtoft i Udenrigspolitisk Nævns møde, 9. januar 1951. RA. UM 3.E.92. Også citeret i Poul Villaume, Allieret med forbehold, s. 226. FRA ALLIANCEMEDLEMSKAB TIL DE STORE KRISER I 1956 167

DANSK INSTITUT FOR INTERNATIONALE STUDIER 2005 folkningen, at Vesttyskland skulle med i den vesteuropæiske hær, medens kun 18 pct. stillede sig afvisende hertil. 41 I Folketinget dannede Venstre, Det Konservative Folkeparti og Socialdemokratiet fælles front i spørgsmålet, idet de ønskede at tilbagevise Det Radikale Venstres og DKP s kritik af lovforslaget. Og under alle omstændigheder måtte man gøre sit yderste for at overbevise befolkningen om fornuften i politikken. I sin indledende tale appellerede Harald Petersen indtrængende om at støtte lovforslaget. Hele sagen drejede sig jo om, argumenterede han, at lægge forsvaret af Vesten så langt mod øst som muligt. Dermed ville man opnå dækning af den jyske halvø, hvilket vil være af vital betydning for forsvaret af Danmark Man vil af disse betragtninger se, at Jyllands forsvar er intimt forbundet med Nordtysklands forsvar. Det var derfor, regeringen nu ville lade det danske kommando (tidligere benævnt: Tysklandsbrigaden) komme under general Eisenhowers kommando i Vesttyskland. 42 På vegne af Socialdemokratiet støttede Rasmus Hansen forslaget. I højere grad end Venstre og Det Konservative Folkeparti forsøgte Rasmus Hansen at mane til besindighed. Anden verdenskrig havde bevirket, at kontinentet nærmest havde været afrustet i 1945. Når kritikerne af lovforslaget og dansk alliancetilslutning og politik i almindelighed pegede på, at medlemskabet af NATO førte til oprustning, måtte man understrege, at der var tale om en normalisering. Dernæst pegede Hansen på, at musketereden i NATO s artikel V: I denne artikel siges kun, at deltagerne er enige om, at et væbnet angreb mod en eller flere af dem i Europa eller Nordamerika skal betragtes som angreb mod dem alle, og de skal derefter bistå det eller de angrebne deltagerlande ved straks hver for sig at tage sådanne skridt, som hver af dem anser for nødvendige for at genoprette og opretholde det nordatlantiske område. Hansens pointe var, at artikel V ikke betød, at danske tropper automatisk skulle drage i krig i tilfælde af aggression mod et allianceland. Danmark skulle blot gøre, hvad det anså for nødvendigt for at forsvare det nordatlantiske område. Men til gengæld var USA ifølge udenrigsminister Acheson forpligtet til at yde de vesteuropæiske NATO-lande militær bistand, såfremt et af disse lande blev angrebet. I forlængelse af ovenstående argumenter spillede Rasmus Hansen et mere offensivt kort. Isoleret neutralitet var ikke at foretrække. FN kunne fortsat ikke garantere Danmarks suverænitet. 43 41 Ugens Gallup nr. 1, 1951, Stærk dansk tilslutning til vesttysklands deltagelse i den europæiske hær, http://www.gallup.dk/ugens_gallup/pdf_doc/ug_1951_1.pdf. Offentliggjort 31. januar 1951. Set 29. september 1003. 42 Harald Petersen, 1. beh. af f. om Danmarks tilslutn. t. oprett. af en fælles forsvarsstyrke i Europa, Rigsdagstidende. Forhandlinger i Folketinget 1950/51, 30. januar 1951, sp. 1854-1987. Harald Petersens tale sp. 1854-66, her sp. 1858. Forelæggelsestalen er optrykt i Udenrigsministeriet, Dansk Sikkerhedspolitik 1948-1966 bind II: Bilag, 1968. Bilag, nr. 84, s. 193-201. Også behandlet i Poul Villaume, Allieret med forbehold, s. 226. 43 Rasmus Hansen, 1. beh. af f. om Danmarks tilslutn. t. oprett. af en fælles forsvarsstyrke i Europa, Rigsdagstidende. Forhandlinger i Folketinget 1950/51, 30. januar 1951, sp. 1866-72, her sp. 1868. 168 DEL II DEN TIDLIGE KOLDE KRIG 1945-1962

DANMARK UNDER DEN KOLDE KRIG Det Radikale Venstre kunne ikke støtte lovforslaget. Johannes Christensen, der var partiets ordfører, anførte, at Danmark kritikløst fulgte efter en af NATO anlagt politisk og militær linje. Det kunne ikke have sin rimelighed. I 1949 havde Det Radikale Venstre spurgt, hvad Atlantpagten ville betyde for landet. Det havde ingen af atlantpartierne kunnet svare på. Nu så man imidlertid én af konsekvenserne. Men heller ikke i forbindelse med det aktuelle lovforslag var det muligt for regeringen at forklare konsekvenserne heraf. Ifølge Det Radikale Venstre havde regeringspartierne og Socialdemokratiet for travlt med at gennemføre deres politik uden at have et klart blik for konsekvenserne heraf. Desuden forklarede Johs. Christensen, at det ville kunne være fornuftigt med dansk støtte til etableringen af Europahæren, såfremt man kunne garantere, at den kunne værne Danmark mod et overfald. Men det kunne man ikke. Endelig nærede Det Radikale Venstre betænkeligheder ved at inddrage Vesttyskland i det militære forsvar, da det blev betragtet som støtte til militarisme. 44 Da Alfred Jensen tog ordet for DKP kom der røre i Folketingssalen. Ifølge DKP var planerne om vesttysk deltagelse i et vesteuropæisk forsvarssamarbejde et brud med Potsdamaftalen. Fra Vestens side var der næsten ingen grænser for, hvor mange internationale aftaler der var blevet brudt siden verdenskrigen. Sandheden var, forklarede Alfred Jensen, at NATO var et redskab for USA s imperialisme. For USA gjaldt det om at overtage verdensherredømmet. Og den politik var mere end dristig. For fortsatte USA denne linje og valgte Danmark at støtte USA heri ville der opstå en ny verdenskrig. Alfred Jensen understregede, at det var en opfattelse, flere statsmænd havde givet udtryk for. Alfred Jensen nævnte ikke, hvem det var, han havde talt med. 45 I forhold til årene frem til Atlantpagttilslutningen skærpede DKP nu tonen i debatten. At spille på krigsfrygten havde partiet ikke gjort tidligere. Den nye og mere aggressive linje i DKP s agitation i både Folketinget og i Land og Folk afspejlede formentlig dugfriske direktiver fra Moskva, hvor Aksel Larsen i december 1950 var blevet anbefalet, at føre en skærpet kamp mod højresocialdemokraterne. 46 Socialdemokratiet var fortsat den primære modstander for DKP; også selv om Socialdemokratiet havde måttet afgive regeringsmagten til Venstre. Når kampen mod Socialdemokratiet fortsat var det væsentligste hang det sammen med, at DKP arbejdede for det, som partiet kaldte styrkelsen af enheden i arbejderbevægelsen, og som i Socialdemokratiets ordvalg blev opfattet som splittelseskampagner. Samtidig afspejlede DKP s ud- 44 Johs. Christensen, 1. beh. af f. om Danmarks tilslutn. t. oprett. af en fælles forsvarsstyrke i Europa, Rigsdagstidende. Forhandlinger i Folketinget 1950/51, 30. januar 1951, sp. 1881-90. 45 Alfred Jensen, 1. beh. af f. om Danmarks tilslutn. t. oprett. af en fælles forsvarsstyrke i Europa, Rigsdagstidende. Forhandlinger i Folketinget 1950/51, 30. januar 1951, sp. 1894-1905. 46 Kurt Jacobsen, Aksel Larsen, citeret s. 449. FRA ALLIANCEMEDLEMSKAB TIL DE STORE KRISER I 1956 169

DANSK INSTITUT FOR INTERNATIONALE STUDIER 2005 melding den stalinistiske ideologi, der forudskikkede, at den store krig kampen mellem kapitalismen og kommunismen var nært forestående, og at det var kun et spørgsmål om tid, før den brød ud. 48 I den efterfølgende debat fægtede partiernes ordførere det bedste, de kunne. Igen var det de tre NATO-partier Venstre, Det Konservative Folkeparti og Socialdemokratiet der forsvarede alliancepolitikken mod først og fremmest DKP s agitation og i anden omgang mod Det Radikale Venstres kritik. Harald Petersen belærte således Alfred Jensen om, at det var meget godt, at det kommunistiske parti i Danmark ved denne som ved andre lejligheder sætter nogle fredsduer i bevægelse. Men hvis der fra det store østlige dueslag blot ville komme een eneste dueunge med bare en flig af et olieblad i næbbet, så kunne mange af de foranstaltninger, som man i øjeblikket drøfter i Vesteuropa, være sparet. Men så længe duerne og dueungerne, som det ærede medlem måske repræsenterer i Danmark, har den udrustning og det militære vingefang, der præger dem i øjeblikket, må man virkelig undskylde os andre, at vi bevarer en vis skepsis med hensyn til alvoren i fredsappellerne. 49 Fra socialdemokratisk side pegede Rasmus Hansen på det paradoksale i, at DKP ikke anerkendte vesttysk genoprustning, medens det var tilladt Østtyskland at genopruste. Rasmus Hansen nævnte, at der for blot kort tid siden havde været østtyske skibe i de danske farvande. Skibene havde været camouflerede som fiskerbåde, men vi har positiv vished for, at disse folk, som i hvert fald ikke var egnede til at udøve fiskerierhvervet, var tyskere. 50 Dermed antydede Rasmus Hansen, at Østtyskland gennemførte militær spionage mod Danmark. Elgaard fra Venstre henvendte sig også til Alfred Jensen. Efter et par ordvekslinger måtte Alfred Jensen vedgå, at når han havde sagt, at store statsmænd i verden ville påbegynde en krig, såfremt Vesten videreførte sin politik, havde han det hverken fra Stalin eller Mao. Det var såmænd blot noget, hans sunde fornuft sagde ham. Dette fik Elgaard til at konkludere: Jeg vil gerne sige til det ærede medlem, at nu kender vi grænsen for hans [Alfred Jensens, anm.] sunde fornuft. Lad os tænke på det, næste gang han udslynger en bombastisk sætning. 51 48 William Curti Wohlforth, The Elusive Balance. Power and Perceptions during the Cold War, 1993, s. 101-6. 49 Harald Petersen, 1. beh. af f. om Danmarks tilslutn. t. oprett. af en fælles forsvarsstyrke i Europa, Rigsdagstidende. Forhandlinger i Folketinget 1950/51, 30. januar 1951, sp. 1910-22, her citeret sp. 1922. 50 Rasmus Hansen, 1. beh. af f. om Danmarks tilslutn. t. oprett. af en fælles forsvarsstyrke i Europa, Rigsdagstidende. Forhandlinger i Folketinget 1950/51, 30. januar 1951, sp. 1947-50, her citeret sp. 1949. 51 Elgaard, 1. beh. af f. om Danmarks tilslutn. t. oprett. af en fælles forsvarsstyrke i Europa, Rigsdagstidende. Forhandlinger i Folketinget 1950/51, 30. januar 1951, sp. 1971. 170 DEL II DEN TIDLIGE KOLDE KRIG 1945-1962

DANMARK UNDER DEN KOLDE KRIG Land og Folk, DKP s avis, den 23. september 1950. Fra Konservative side pegede Kristen Amby på det efter hans opfattelse helt urimelige i, at kommunister benyttede sig af den fri debats muligheder i den vestlige verden til at agitere for, at de vestlige lande ønskede krig. Dette var helt imod sandheden. Der var ikke noget, som Vesten ønskede mindre. 52 Udgangen på drøftelserne, der blev ført med overordentligt giftig sprogbrug, blev, at Folketinget henviste den videre behandling af forslaget til et udvalg, der i begyndelsen af februar 1951 afgav en betænkning, ifølge hvilken et flertal bestående af regeringspartierne og Socialdemokratiet på Danmarks vegne anbefalede Vesttyskland optaget i et fælleseuropæisk forsvarssamarbejde. Argumentet lød: Et genoprustet Vesttyskland ville styrke forsvaret af Vesteuropa og dermed af Danmark. Det Radikale Venstre og Retsforbundet kunne ikke støtte forslaget. 53 Med dansk støtte til etableringen af et fælleseuropæisk forsvar med vesttysk deltagelse var dansk politik bragt i overensstemmelse med de øvrige NATO-landes politik. 52 Kristen Amby, 1. beh. af f. om Danmarks tilslutn. t. oprett. af en fælles forsvarsstyrke i Europa, Rigsdagstidende. Forhandlinger i Folketinget 1950/51, 30. januar 1951, især sp. 1951-1954. 53 Udenrigsministeriet, Dansk Sikkerhedspolitik 1948-1966 bind II: Bilag. Bilag, nr. 85, s. 202-04. FRA ALLIANCEMEDLEMSKAB TIL DE STORE KRISER I 1956 171

DANSK INSTITUT FOR INTERNATIONALE STUDIER 2005 Vesttysklands optagelse i NATO (1954-1955) I 1954 afviste den franske nationalforsamling oprettelsen af den fælles vesteuropæisk hær (EDC). Afvisningen aktualiserede spørgsmålet om Vesttysklands fremtidige forhold til NATO-landene. I oktober-november 1954 blev der afholdt en konference herom i London. Danmark og Norge deltog ikke. På konferencen besluttede Storbritannien, USA, Frankrig, Canada, Italien, Holland, Belgien, Luxemburg samt Vesttyskland at ændre Bruxellestraktaten fra 1948. Med flere protokoller, der fastlagde præmisserne for oprustningen, blev det besluttet at genbevæbne Vesttyskland. Landet blev herefter optaget i den reviderede Bruxelles-traktat, der efterfølgende blev omdøbt Den Vesteuropæiske Union (Western European Union: WEU). En forudsætning for vesttysk optagelse i WEU var, at landet hverken måtte besidde kerne-, kemiske eller bakteriologiske våben. I maj 1955 ophørte USA s, Storbritanniens og Frankrigs besættelse af Vesttyskland, men samtidig blev det besluttet, at britiske og amerikanske tropper skulle forblive i Vesttyskland. 8. maj 1955 trådte Vesttyskland ind i NATO. 54 Ovenstående udvikling rejste spørgsmålet om Danmarks holdning til genbevæbningen af Vesttyskland og landets eventuelle optagelse i NATO. Inden debatterne herom fremstilles skal det nævnes, at Danmark i mellemtiden havde fået ny regering, idet Hedtoft endnu en gang var blevet statsminister. Hvor udenrigspolitikken ikke havde spillet en rolle for regeringsskiftet i 1950, fik den betydning for udfaldet af regeringsforhandlingerne efter folketingsvalget i 1953. Socialdemokratiet besluttede nemlig i valgkampen, at det kun ville støtte VK-regeringens udenrigspolitik, såfremt Det Radikale Venstre og Retsforbundet også støttede den. Socialdemokratiets udenrigspolitiske linje var taktisk motiveret. Vejen til Statsministeriet gik gennem Det Radikale Venstre. 55 Set fra atlantpartiernes side var udgangspunktet for debatten ikke gunstigt. I december 1950 havde den danske befolkning været forholdsvis positiv indstillet til et genbevæbnet Vesttyskland. Ifølge en opinionsundersøgelse var blot 18 pct. af de adspurgte modstandere af Vesttysklands genbevæbning, medens de resterende enten var positivt indstillede eller uafklarede. I begyndelsen af 1952 konkluderede Gallup, at 25 pct. af de adspurgte danskere var modstandere af et genbevæbnet Vesttyskland, medens resten var tilhængere eller uafklarede. I slutningen af 1954 var 40 pct. af de adspurgte modstandere af et genbevæbnet Vesttyskland, medens blot 30 pct. var tilhængere heraf. Formentlig spillede det en rolle for danskernes holdningsskifte, at de i 1950 og 1951 havde forventet, at et genbevæbnet Vesttyskland ville være integreret 54 Frede P. Jensen, WEU. Den vesteuropæiske union, 1994, s. 11-22; Wilfried Loth, Helsinki, 1. August 1975, s. 42-45; Robert J. McMahon, The Cold War, 2003, s. 59. 55 Hanne Rasmussen og Mogens Rüdiger, Tiden efter 1945, s. 102-03. 172 DEL II DEN TIDLIGE KOLDE KRIG 1945-1962

DANMARK UNDER DEN KOLDE KRIG i EDC, medens det i efteråret 1954 var en udbredt forestilling, at et genbevæbnet Vesttyskland skulle optages i NATO. 56 Til spørgsmålet om Vesttyskland skulle have lov til at blive genbevæbnet (oprustet) indtil en vis grad? Er de for eller imod en sådan vesttysk genbevæbning? svarede de adspurgte fordelt efter parti følgende: For eller imod vesttysk genbevæbning (december 1954) Social Det Radikale Det Konservative Venstre demokratiet Venstre Folkeparti For* 29 9 46 37 Imod* 42 57 24 32 Både og* 15 20 21 19 Ved ikke* 14 14 9 12 * = angivet som pct. af de adspurgte. Kilde: Ugens Gallup, nr. 32 1954: Befolkningens syn på Vesttysklands genoprustning I Debatten om Vesttysklands optagelse i NATO påbegyndtes i Folketinget i oktober 1954. Baggrunden var den just afsluttede konference i London. I sin indledende tale redegjorde udenrigsminister H.C. Hansen for hovedtræk af Londonkonferencens resultater. I forlængelse heraf forklarede han, at der ikke var planer om dansk deltagelse i Vestunionen. Derpå fulgte en følelsesladet debat om Vesttyskland og spørgsmålet om genbevæbning. I debatten dannede Socialdemokratiet endnu en gang fælles front med Det Konservative Folkeparti og Venstre. De tre partier ønskede den sydlige nabo genbevæbnet og optaget i NATO, medens Det Radikale Venstre og DKP var modstandere heraf. Retsforbundet var delt i spørgsmålet. I sit indledende indlæg forklarede H.C. Hansen, at der set fra regeringens position intet nyt var under solen. I februar 1951 havde Rigsdagen besluttet at støtte forslaget om etablering af EDC (med vesttysk deltagelse), og godt et år senere havde Udenrigspolitisk Nævn givet tilslutning til dansk accept af, at musketereden i NATO også skulle omfatte Europahæren. Nu var Europahæren et stykke fortid, men at bevæbne Vesttyskland i NATO ville blot være en naturlig videreførelse af en allerede fastlagt politik. I grunden bestod der, mente H.C. Hansen, ingen forskel mellem det aktuelle spørgsmål og de beslutninger, der var truffet i 1951 og 1952. Men H.C. Hansen vidste, at regeringens politik ikke ville komme uimodsagt gennem tinget, så han fortsatte 56 Ugens Gallup nr. 32, 1954, Befolkningens syn på Vesttysklands genoprustning I, http://www.gallup.dk/ugens_gallup/pdf_doc/ug_1954_32.pdf. Offentliggjort 9. december 1954. Set 30. september 2003. FRA ALLIANCEMEDLEMSKAB TIL DE STORE KRISER I 1956 173

DANSK INSTITUT FOR INTERNATIONALE STUDIER 2005 sin tale med at understrege Danmarks nationale og sikkerhedspolitiske interesse i vesttysk genbevæbning og optagelse i NATO. Han forklarede således, at vesttyske tropper ville blive integrerede i NATO s formentlig Storbritanniens styrker. Dermed talte H.C. Hansen, allerede inden debatten var åbnet, imod den tyskerfrygt, som Aksel Larsen havde appelleret til i efteråret 1950. H.C. Hansens udmelding afspejlede den udbredte opfattelse i Danmark, at Storbritannien var et land, Danmark kunne stole på. 57 Samtidig pegede han på den sovjetiske og østtyske oprustning, der fandt sted umiddelbart øst for Vesttysklands grænse. Man måtte gøre op med tidlige tiders opfattelse og se kendsgerningerne i øjnene: vi kan ikke lade følelser, der bygger på en anden tids erfaringer og oplevelser, forhindre os i at tage skridt, som vor forstand og realistiske sans tilsiger os er det rigtige. Ifølge H.C. Hansen var der ikke noget valg. Såfremt Danmark afviste vesttysk bevæbning inden for rammerne af NATO, ville det betyde at Danmark må forlade Atlantpagten. Var der endnu medlemmer af Folketinget, der stillede sig afvisende, satte H.C. Hansen trumf på med ordene: Iøvrigt vil det være ganske urealistisk at tro, at en tysk genbevæbning kan undgås. Vi kan ikke forhindre dette. Problemet i dag er ikke, om der i det hele taget bør gives Vesttyskland våben i hænde, men udelukkende under hvilken form og med hvilke garantier genbevæbningen skal finde sted. 58 Da statsministeren forlod talerstolen, tog den politiske ordfører fra Socialdemokratiet ordet. Ikke overraskende støttede Rasmus Hansen regeringens politik, idet han samtidig iværksatte et frontalangreb på DKP. De kommunistiske synspunkter var ren propaganda, og når man kunne forvente kommunistisk modstand mod regeringens politik, forklarede Hansen, at [v]i har jo årelange erfaringer for, at kommunisterne i deres udenrigspolitik udelukkende er dikteret af den politik, Sovjetunionen følger. Om de herved kommer i modstrid med deres eget lands interesser, bekymrer dem ikke. 59 57 Rasmus Mariager, I tillid og varm sympati, s. 368-79. 58 H.C. Hansen, Forespørgsel vedr. Danmarks udenrigspolitik, Rigsdagstidende. Forhandlinger i Folketinget 1945-55, 19. oktober 1954, sp. 148-308, H.C. Hansens tale sp. 148-67, her citeret sp. 161. 59 Rasmus Hansen, Forespørgsel vedr. Danmarks udenrigspolitik, Rigsdagstidende. Forhandlinger i Folketinget 1945-55, 19. oktober 1954, sp. 167-72, her citeret sp. 169. 174 DEL II DEN TIDLIGE KOLDE KRIG 1945-1962