Strategi for samarbejdet med almen praksis Med kommunernes øgede ansvar på sundhedsområdet følger også en stigende interesse i forhold til den del af sundhedsopgaven, der løftes af praksissektoren. Formålet med nærværende strategi er at stille skarpt på, hvordan KL fremover øver indflydelse på almen praksis. Med kommunalreformen blev kommunerne placeret langt stærkere på sundhedsområdet end tidligere. For første gang blev det eksplicit skrevet i sundhedsloven, at kommunerne er en del af sundhedsvæsenet. Samtidig har udviklingen i retningen af centraliserede sygehuse med specialiserede faglige miljøer øget behovet for opbygning af et sundhedsvæsen tæt på borgerne. Det nære sundhedsvæsen, der består af almen praksis og kommunerne, løfter i dag langt flere opgaver end tidligere. Og udviklingen vil fortsætte med et stigende antal kronisk syge borgere, der ikke længere skal ind på sygehusene, men som derimod primært går til kontrol i almen praksis samt, i visse tilfælde, modtager forebyggende sundhedstilbud og sygeplejeydelser i kommunerne. Den 14. januar 2010 Jnr 09.00.00 A28 Sagsid 000209325 Ref SRP srp@kl.dk Dir 3370 Weidekampsgade 10 Postboks 3370 2300 København S Tlf 3370 3370 Fax 3370 3371 www.kl.dk 1/7 Denne udvikling stiller det helt naturlige spørgsmål: Hvordan skal kommunerne og almen praksis samarbejde om flere og mere komplicerede opgaver på sundhedsområdet? Desuden stiller det spørgsmålet: Hvad kan KL gøre, både som en direkte og indirekte aktør, for at fremme et stærkere og bedre samarbejde mellem kommuner og almen praksis? Denne strategi er baseret på arbejdet i praksiskommissionen, der i efteråret 2008 kom med en betænkning, der bl.a. fokuserede på etableringen af stærkere bånd mellem almen praksis og kommunerne, herunder hvordan overenskomsten med PLO kan facilitere dette. KL har efterfølgende, som part i overenskomstforhandlingen med PLO, fulgt op med henblik på at skabe
bedre forudsætninger for et stærkere samarbejde, ikke mindst om forløbsprogrammer for kronisk syge, der beskrives i sundhedsaftalerne. Overenskomsten blev fornyet d. 21. december 2010 og indeholder flere forbedringer i forhold til forpligtelse af læger, samarbejdet og it-kommunikation. KL har afholdt en række workshops og møder med kommunerne samt PLO s forebyggelses- og kommuneudvalg for at få input til pejlemærker for den fremtidige interessevaretagelse. Strategien er delt op i overordnede og konkrete målsætninger for KL s interessevaretagelse for de kommende 3-5 år. De overordnede målsætninger skitserer de større linjer i KL interessevaretagelse, hvorimod de konkrete give en række bud på relevante indsatser, der er igangsat eller som kan igangsættes umiddelbart. Nationale og lokale mål for KL s interessevaretagelse KL skal på nationalt plan udøve indflydelse på de overordnede rammer for samarbejdet med de praktiserende læger Både kommunerne og almen praksis oplever, at mange opgaver flyttes fra sekundærsektor over i primærsektor. Det sætter, på visse måder, kommunerne og almen praksis i samme situation. Og det betyder, at begge parter har en fælles interesse for en stærkere primærsektor, der har kapacitet til at løfte flere opgaver. Denne fælles interesse kan medvirke til, at KL og PLO på visse områder kan blive alliancepartnere. KL skal derfor i højere grad afsøge med PLO og Lægeforeningen, hvor de fælles projekter og målsætninger ligger, der kan fremme en stærk primærsektor og det nære sundhedsvæsen. Det betyder også, at både KL og PLO indimellem skal træde ud af de traditionelle overenskomstroller og indgå i forskellige udviklingsarbejder. Samtidig bliver det interessant for KL at samarbejde med Dansk Selskab for Almen Medicin (DSAM), der fagligt repræsenterer PLO i mange substantielle spørgsmål. Hovedoverskriften er udviklingen af det nære sundhedsvæsen og en fornuftig modtagelse af flere opgaver fra det behandlende sundhedsvæsen. Særligt relevant er spørgsmålet, hvordan kommunerne får adgang til lægelig ekspertise, der har det sundhedsfaglige ansvar for plejen og efterbehandlingen af syge borgere i kommunerne. 2
Lokalt skal KL medvirke til, at kommunerne bliver bedre til at udnytte de eksisterende rammer inden for overenskomsten samt udbygge lokale netværk til lægerne Der er en vis usikkerhed om, hvordan kommunerne regionalt kan øge indflydelse inden for de nuværende overenskomstrammer. Kommunerne skal agere regionalt og udøve indflydelse i regionale samarbejdsudvalg. Dette skaber et behov for koordinering mellem kommunerne om fælles mandater. For at kunne gøre sin indflydelse gældende regionalt, er der behov for at kommunerne samarbejder, således at afvejningen af behov bliver foretaget blandt kommunerne og ikke af regionen. Det stiller krav til KKR-systemet, der skal danne ramme for en sådan koordinering. KL skal understøtte, at KKR bliver en stærk platform for kommunernes drøftelse af samarbejdet med almen praksis, herunder hvilke dagsordner, der skal tages i de regionale Samarbejdsudvalg. Kommunerne og de praktiserende læger har et indbyrdes afhængighedsforhold lokalt om mange borgere. Dette kan udnyttes til et godt samarbejde via lokale netværk. Derfor skal KL støtte kommunerne i også at styrke relationerne til lægerne lokalt. Det være sig i form af etablering af mere formelle strukturer, men også i forhold til netværksdannelse, hvor kommunerne i højere grad forholder sig til de lokale lægelaug samt opretter Kommunaltlægelige udvalg, hvor de konkrete diskussioner om udmøntning af sundhedsaftaler, medicinhåndtering, henvisning til akutpladser etc. foretages. Samarbejdet med almen praksis er en hjørnesten i det lokale sundhedsvæsen. Derfor er det oplagt, at kommunernes samarbejde med almen praksis i højere grad indtænkes i sundhedspolitikkerne. Det knytter sig konkret til samarbejdet om kroniske patienter, tidlig opsporing og henvisning til akutpladser. Det er et signal om, at der politisk er fokus på denne relation, der samtidig kan danne baggrund for samarbejdet i lægelaug og i et kommunaltlægeligt udvalg. I områder med lav lægedækning vil kommunerne have interesse i lokalt at fremme rekruttering ved at indtænke praksis i forhold til lokalisering af kommunale sundhedstilbud. Sådanne initiativer kan også være en del af en sundhedspolitik, der samtidig har konsekvenser for lokalplanen. KL skal bidrage ved at klargøre mulighederne for, hvordan samlokalisering af kommunale sundhedsopgaver og almen praksis kan føres ud i livet på hensigtsmæssige måder. 3
Hvad skal KL gøre konkret for at påvirke og styrke samarbejdet med almen praksis? KL skal på nationalt plan udøve indflydelse på de overordnede rammer for overenskomsten KL har arbejdet for en fornyelse af overenskomsten, herunder at få de kommunale krav realiseret. Efter et langt forhandlingsforløb blev der indgået en ny overenskomst lige før jul 2010. Overenskomsten træder i kraft d. 1. april 2011. Den kommunale pakke, som er en del af overenskomstfornyelsen, omfatter følgende hovedelementer: Rammeaftaler for styrket it-understøttelsen. Redskabet er en ensartet rammeaftale om elektronisk kommunikation med tredags responstid på henvendelser. Derudover skal parterne arbejde for en ny teknisk løsning på søgning af lokationsnummre, fx henvisningshotel Obligatoriske kommunalt-lægelige udvalg i alle kommuner. Udmøntningsaftaler, der forpligter den enkelte læge vedr. samarbejde og arbejdsdeling. Det er særligt vigtigt i forhold til implementeringen af forløbsprogrammer for kronikere. KL skal arbejdet for at implementere disse ændringer. Allerede i februar 2011 gennemføres informationsmøder om ændringerne og mulighederne i overenskomsten for alle kommuner. KKR-systemet skal endvidere orienteres om den nye overenskomst. På den lidt længere bane skal KL facilitere, at den ny udmøntningsaftale prøves af regionalt og lokalt for at se potentialet for at forpligte den enkelte læge. Samarbejde mellem KL og PLO Der er i dag kvartalsvise møder mellem Praktiserende Lægers Organisation (PLO) og KL på sekretariatsplan. Det er en platform for at drøfte og vende forskellige problemstillinger. Det bør overvejes, om KL skal tage initiativ til, at politikere fra begge organisationer skal mødes mere regelmæssigt. Samarbejdet kan på sigt omfatte fælles udspil om den primære sektor, fx om det nære sundhedsvæsen, sundhedshuse, kronikereomsorgen, gode eksempler på samarbejdsmodeller, herunder anvendelse af praksiskonsulenter og andre områder af fælles interesse. PLO har i dag et stærkere tilhørsforhold til regionerne gennem overførslen af sygesikringsområdet fra de gamle am- 4
ter. Samtidig er de enkelte læger i turnus på sygehusene, der giver god indsigt i det behandlende sundhedsvæsen. Lægernes viden og PLO s viden om kommunerne er betydeligt mindre sammenlignet med det regionale sundhedsvæsen. Det bør ændres, og der er derfor brug for massage og fremme af fælles projekter mellem KL og PLO. Almen praksis rekrutterer i disse år kliniksygeplejersker. Ifølge DSI er antallet forøget med 800 % de sidste 5 år. Det øgede antal kliniksygeplejersker indvirker på arbejdsdelingen mellem almen praksis og kommunerne. Der er mange eksempler på, at sygeplejeydelser som sårskifte, blodtryksmåling, sukkerkontrol og kostvejledning varetages af almen praksis frem for hjemmesygeplejen. Der er også eksempler på, at rygeafvænning foregår i almen praksis. Det er i dag økonomisk fordelagtigt for kommunerne, fordi ydelserne finansieres over de regionale budgetter på nær 10 % som følge af den kommunale medfinansiering. Samfundsmæssigt er det ikke økonomisk, fordi der betales et lægehonorar for ydelserne, der ellers varetages betydeligt billigere af kommunerne. Samtidig brydes noget kontinuitet, når praksis varetager sygeplejeydelser for borgere, der også får andre kommunale ydelser. Desuden får kommunerne ansvaret tilbage uden for normal åbningstid for de borgere, der plejes af almen praksis. Udover at det bryder kontinuiteten, giver det selvsagt kommunerne en øget vagtbyde. Denne udvikling giver anledning til at drøfte arbejdsdelingen principielt med PLO. Det omfatter ikke kun de ydelser, som almen praksis ikke skal lave, men også i forhold til en positiv afgrænsning af, hvilke opgaver kommunerne har brug for, at lægerne håndterer. Der er i dag opgaver, som kommunerne efterspørger, men som almen praksis i dag ikke altid kan levere, fx IV-behandling. Samarbejdet med lægerne som del af kommunale sundhedspolitikker KL skal sætte fokus på, hvordan og hvad en kommunal sundhedspolitik kan indeholde i forhold til at sætte politisk fokus på samarbejdet med lægerne. Det kan bl.a. knytte sig til samarbejde om fx forebyggelige indlæggelser, medicingennemgang, sårbare børn og forløbsprogrammer. KL bør søge indflydelse på lægernes grunduddannelse Kommunerne ønsker, at der skal skabes bedre viden om kommunernes struktur, arbejdsmåde og tilbud dette kan fx gøres ved at alle læger kommer i turnus i almen praksis, således at lægerne introduceres bedre til primærsektoren, herunder snitfladerne mellem almen praksis og kommunerne. 5
Lokalt skal KL medvirke til, at kommunerne bliver bedre til at udnytte de eksisterende rammer inden for overenskomsten Kommunale erfaringer med netværksdannelse med de praktiserende læger i kommunen Flere kommuner har givet udtryk for, at det er ideelt at etablere kommunaltlægelige udvalg, som kan lave konkret opfølgning på fx sundhedsaftaler. Her er det især forløbsprogrammer og anvendelse af akutpladser/akutteams, der nævnes af kommunerne som væsentlige emner. KL vil indsamle erfaringer fra de eksisterende udvalg med henblik på at formidle erfaringer videre til øvrige kommuner. Flere kommuner har opnået gode resultater med at danne netværk med lægerne i lokalområdet for at drøfte, hvilke behov de har, samt de udfordringer de står over for. Der er eksempler på, at kommunen deltager på lægernes laugsmøder/kredsmøder og etablerer netværk til yngre læger, der endnu ikke har valgt speciale. Dette er eksempler på en form for netværksstyring af almen praksis, der er et fornuftigt og nødvendigt supplement til den formelle påvirkning gennem overenskomsten. KL kan formidle disse erfaringer og inddrage dem på kommende sundhedskonferencer. KL som formidler af erfaringer med etablering af sundhedshuse og aktiv anvendelse af lokal plan En række kommuner har erfaringer med etablering af sundhedshuse med henblik på at skabe sammenhæng mellem kommunale opgaver og almen praksis. Etablering af sundhedshuse kan fremme sammenhæng, men også sekundært medvirke til at tiltrække læger til kommunen. Rekruttering af læger kan samtidig også opnås ved en aktiv anvendelse af lokalplanen, hvor områder udpeges til privat eller offentligt erhverv. Det er oplagt at inddrage PLO i formidlingen af gode erfaringer med henblik på at målrette budskaber direkte til lægerne. KKR-strukturen udnyttes bedre i forhold til at påvirke almen praksis regionalt Flere kommuner har givet udtryk for en usikkerhed om, hvordan de eksisterende rammer udnyttes regionalt i overenskomsten. Det er eksempelvis i de regionale samarbejdsudvalg og i forhold til udarbejdelse og gennemførelse af praksisplaner, hvor kommunerne har muligheder for at påvirke lægedækningen og samarbejdet om løsningen af konkrete sundhedsopgaver. KKR-strukturen bør udnyttes bedre i forhold til at påvirke praksisplanen i den enkelte region. Selvom der kan være forskelle i lægedækningen mellem kommunerne i en region, vil det være hensigtsmæssigt at prioritere fælles fra kommunernes side i forhold til den samlede kapacitetsplanlægning på almen 6
lægeområdet og meddele regionen dette. KL bør overveje generelle opmærksomhedspunkter i forhold til praksisplanlægningen, der formidles til KKR i forbindelse med at praksisplaner udarbejdes. Kommunerne oplever, at det er vanskeligt at få forankret interessevaretagelsen i de regionale samarbejdsudvalg bredt i kommunerne. Emnerne på samarbejdsudvalgets dagsorden bliver endvidere ofte meget tekniske om overenskomsttolkninger og mange gange på personniveau. Der er med andre ord ikke megen sundhedspolitik på dagsorden. Det skaber en asymmetri mellem kommunalpolitikere og lægerne, der også til daglig anvender overenskomsten i deres praksis. Bedre anvendelse af KKR-strukturen og en klar placering af sekretariatsfunktionen, der betjener de kommunale SU-medlemmerne, kan bidrage til en bedre interessevaretagelse. Samtidig er det en overvejelse værd, hvorvidt repræsentanterne bør være embedsmænd. Praksiskonsulenter rekrutteres i kommunerne Flere kommuner har allerede tilknyttet en praksiskonsulent i kommunen og har gode erfaringer hermed. Systematisk anvendelse af praksiskonsulenten i den enkelte kommune er central for samarbejdet med almen praksis. Rekruttering af den rigtige brobygger/formidler og klarhed om opgaven er centralt for succes. Praksiskonsulenten har betydning for om lægerne henviser til kommunens tilbud til forskellige patientgrupper. KL har en rolle i at medvirke til en effektiv brug af praksiskonsulenter, der er et godt middel til at bygge bro mellem kommune og læger. Bedre overblik over kommunale sundhedstilbud i almen praksis Kommunerne bør sikre, at lægerne har information om sundhedstilbud via sundhed.dk. Den enkelte læge har patienter fra flere kommuner og har derfor brug for hurtigt at kunne skabe sig et overblik over, hvilke forebyggende tilbud, der kan henvises til. 7