kirkehistoriske kontekst

360-graders teologi i en smedje 17 Toregimentelæren i dens kirkehistoriske kontekst Professor, dr.theol. Europa var i første halvdel af det sekstende århundrede på mange måder præget af usikkerhed og opbrud. Renæssancen havde påvist, at den græsk-romerske antik rummede hidtil upåagtede kulturelle rigdomme. Columbus havde i 1492 opdaget Amerika. Reformationen var mange steder godt på vej til at vende op og ned på 1000 års kirkelig orden. Tyrkerne udgjorde en stadig mere alvorlig trussel i Østeuropa og nåede i 1529 frem til Wien. Borgerskabet, håndværkere og købmænd var i færd med at fortrænge adelen som den førende samfundsklasse, og den sociale uro var tiltagende. Eksempelvis var bønderne mange steder utilfredse med deres kår. Middelalderen havde fundet sin afslutning. Forskellige opfattelser af forholdet mellem kirke og samfund I denne forvirrede tid var det af mange grunde vigtigt for den nye reformatoriske bevægelse at få afklaret forholdet mellem kirke og samfund, kirke og stat. Og denne afklaring var slet ikke kun et spørgsmål af teoretisk interesse. Samarbejdet mellem paven og kejseren på det overordnede plan, og mellem Romerkirken og diverse fyrster på det lokale plan, var mange steder en særdeles reel virkelighed for de evangeliske. Spørgsmålet om, hvordan reformationen skulle stille sig til bondeoprøret, som tog fart i 1525, var også reelt nok. Beslægtet med dette var en stillingtagen til Thomas Müntzers religiøs-sociale revolution påtrængende. Og hvordan skulle de evangeliske fyrster reagere i forhold til deres øvrighed, kejseren, når denne gjorde fælles sag med paven? Alle disse spørgsmål kaldte på en stillingtagen. Men der var slet ikke enighed blandt de reformatoriske på dette felt. Og efterhånden viste det sig da også, at den reformatoriske bevægelse både på grund af holdningen til dette spørgsmål og på grund af uenighed om mere dogmatiske emner langt fra udgjorde en homogen størrelse. Hvad specielt angår forholdet mellem

18 kirke og samfund, kirke og stat var der i samtiden flere løsningsforslag, der bød sig til. Luther blev således hen ad vejen konfronteret med mindst fire mere eller mindre forskellige opfattelser af, hvordan forholdet mellem kirke og samfund, kirke og stat burde løses. Opfattelserne, som Luther måtte overveje, var: Skulle man fastholde og fortsætte renset for misbrug den traditionelle romersk-katolske opfattelse, ifølge hvilken kirken (paven) principielt ikke blot havde den afgørende religiøse autoritet, men også sad inde med det politiske primat? Eller skulle man, som pacifisterne blandt døberne (eller sværmerne, som de også benævnes) mente, som evangelisk kristen helt afsondre sig fra samfundet og eksempelvis ikke søge ansættelse hos en fyrste, altså vælge radikal verdensforsagelse? Eller skulle man, som aktivisterne blandt døberne hævdede, i videst mulig udstrækning søge at forme samfundet efter evangeliets retningslinjer? Eller skulle man endelig, som Thomas Müntzer gik ind for, foretage en religiøs social revolution for med magt at indføre Guds rige på jorden, altså foretage en radikal verdensforandring? (Christensen 1964, 13-14; Ebeling 1978, 143; Luther 1523, 203 note 49; Larsen 1998, 59ff, 62, 78ff). Luthers løsning: Toregimentelæren Luther valgte som bekendt en helt femte løsning, nemlig toregimentelæren. Og skønt toregimentelæren på visse felter kan trække på tankegange fra både Det nye Testamente og fra middelalderens Romerkirke, regnes den ikke desto mindre for at være Luthers værk, som på en måde udfolder hans syn på skabelse og genløsning, lov og evangelium m.m. (Schrey 1969, ix; Joest 1969, 196; Ebeling 1978, 142 og 144; Mortensen 1980, 61-65). Og toregimentelæren læren om the two kingdoms bliver nu om dage vidt og bredt betragtet som en luthersk specialitet (Kunhiyop 2008, 93-94). Luther var imidlertid ikke ene om i samtiden at være fortaler for en toregimentelære. Det samme var Calvin og med stort set de samme argumenter som Luther (Schrey 1969, xvii). Hvad angår betegnelsen toregimentelæren, er der både en vis tøven med hensyn til, om man snarere burde tale om to riger end om to regimenter, og om, hvor vidt man med rette kan tale om en lære. Ikke desto mindre er betegnelsen toregimentelæren blevet den gængse (Austad 1972, 1-2). Om lydighed mod statsmagten Luther har både før og efter skriftet Om lydighed mod statsmagten fra 1523 skrevet om forholdet mellem kirke og samfund. Men det er givetvis i Om lydighed mod statsmagten, at Luthers forståelse af forholdet mellem kirke og samfund, kirke og statsmagt altså toregimentelæren kommer klarest og mest principielt til udtryk. Det er tilfældet, selvom man også i dette skrift kan iagttage, hvordan Luther på nogle punkter i løbet af skriveprocessen udvikler sin forståelse (Kinder 1969, 53). Og Luther uddyber ganske vist senere forskellige aspekter ved sin lære om de to regimenter blandt andet ved udtrykkeligt at udlede øvrigheden af det fjerde bud, ved at udvide det verdslige regimente til ikke blot at omfatte den verdslige magt, men alle de skabelsesbaserede ordninger så som ægteskab og ejendom, som Gud bruger til at opretholde liv, orden og fred (Althaus 1965, 58), og hvad angår de evangeliske fyrsters ret til at yde modstand mod kejseren. Ikke desto mindre udgør forståelsen, som vi finder den i Om lydighed mod statsmagten, rammen for alt, hvad han senere skriver om samfundsrelaterede emner.

Toregimentelæren i dens kirkehistoriske kontekst 19 Luther afviser således Romerkirkens skelnen mellem to niveauer i Guds ord og to tilsvarende niveauer blandt de kristne for i stedet at indføre en skelnen mellem den kristne som embedsperson og som privatperson Jeg vil derfor gribe tingene an på den måde, at jeg vil skitsere centrale aspekter ved toregimentelæren via en præsentation af hovedindholdet af Om lydighed mod statsmagten, idet jeg samtidig vil påvise, hvordan Luther i dette skrift løbende tager stilling til alternative opfattelser af, hvordan forholdet mellem kirke og samfund, kirke og stat burde ordnes. Afslutningsvis vil jeg så sammenfatte Luthers anliggende med sin lære om de to regimenter, som vi møder den i Om lydighed mod statsmagten, samt sammenfatte, hvad han dermed siger om samtidens alternative synspunkter på ordningen af forholdet mellem kirke og samfund, kirke og stat. Kan man være kristen og samtidig udøve en fyrstes embede? Ingen har formentlig i samtiden for alvor betvivlet, at det var Guds vilje, at kirken og den kristne forkyndelse fandtes i verden. Problemet var derimod, om den verdslige øvrighed kunne siges at være udtryk for Guds vilje. Og især var det omdiskuteret, om man på samme tid kunne være kristen og indehave et verdsligt embede, eksempelvis være fyrste med alt, hvad det indebar af magtudøvelse. Dette var en af de konkrete anledninger til skriftet Om lydighed mod statsmagten (158). Romerkirkens løsning på denne sidste problemstilling bestod i at skelne mellem to niveauer inden for Guds ord: Absolutte bud og supplerende råd, og tilsvarende at sondre mellem to niveauer blandt de kristne: De almindelige og de fuldkomne. Ordene om at vende den anden kind til (Matt 5,39) og tilsvarende, som kunne synes at stå i vejen for udøvelsen af en fyrstes pligter, forstod Romerkirken da udelukkende som råd til de fuldkomne. Hvis man derfor nedgraderede fyrsterne til at være almindelige kristne, var de ikke længere forpligtet på disse ord og kunne følgelig med god samvittighed udøve deres embede som fyrster. Denne løsning afviste Luther som værende uden grund i Skriften (159). I stedet hævdede han, at fordi det ud fra Skriften er indlysende, at det verdslige embede er indstiftet af Gud, kan man selvfølgelig også tjene Gud ved at gøre tjeneste i den verdslige sfære: Derfor, hvis du ser, at der mangler bøddel, retsbetjent, dommer, herre eller fyrste, så skal du tilbyde dig og søge at blive det, hvis du synes, du er kvalificeret (170). Men hvad så med ordene om at vende den anden kind til og tilsvarende, som synes at stå i vejen for en fyrstes magtudøvelse? Disse udsagn tager Luther akkurat lige så alvorligt som ordene om magtudøvelse. Men han opfatter ikke disse to rækker af skriftudsagn som modsætninger. De gælder nemlig for den kristne i to forskellige henseender. Luther mener nemlig, at man bør skelne mellem et menneske i det ydre og i det indre, mellem fyrsten som em-

20 bedsperson og som privatperson. Som embedsperson skal han udføre embedets pligter, som privatperson skal han derimod finde sig i at lide ondt og i givet fald vende den anden kind til (170). Luther afviser således Romerkirkens skelnen mellem to niveauer i Guds ord og to tilsvarende niveauer blandt de kristne for i stedet at indføre en skelnen mellem den kristne som embedsperson og som privatperson. Senere i sin argumentation udfolder Luther den samme tankegang på en lidt anden måde, nemlig at sværdet må ingen kristen bruge eller kalde til hjælp for sit eget vedkommende, men for et andet menneske kan og skal han gøre det, for at det onde kan holdes nede og det gode værnes (176). For sin egen del skal man være villig til at udholde lidelse, men næsten skal hjælpes til at undgå lidelse og ondskab. Kompromitteres ens kristenstand ikke af ens handlinger som embedsperson? Men, kan man spørge, er det overhovedet muligt at leve som menneske og som kristen med to så diametralt modsatte handlemåder? Fører det ikke til dobbeltmoral? Kompromitterer man ikke sin kristenstand med sine handlinger som embedsperson? Dette har givetvis været pacifisternes spørgsmål og indvending. Men Luther afviser, at der skulle være en konflikt. Der er nemlig dybest set ikke tale om to helt forskellige handlemåder. Også fyrstens magthandlinger er nemlig ret beset udtryk for kærlighed. Når fyrsten holder orden, straffer forbrydere og så videre, er han nemlig derved med til at beskytte de svage og sårbare i samfundet og med til at skabe de rette vilkår for forkyndelsen af evangeliet (Joest 1969, 203-204; 206). Både når fyrsten som privatperson vender den anden kind til, og når han som embedsperson straffer det onde, kan han altså ifølge Luther udmærket være motiveret af den samme kærlighed (170). Magtudøvelsen er kærlighedens hårde skikkelse, men den er ikke desto mindre udtryk for kærlighed. Det er, som han udtrykker det, Guds vilje at håndhæve det verdslige sværd og de verdslige love til straf for de onde og til værn for de gode (162). Det åndelige og det verdslige regimente, det åndelige og det verdslige sværd er med andre ord begge redskaber, som Gud anvender til at bekæmpe Satan og det onde. Kristne kan derfor ifølge Luther tage del i samfundets til tider hårde embeder uden at kompromittere deres kristenstand. Eller udtrykt på anden vis: De to regimenter har ikke blot deres enhedspunkt i Guds kærlige vilje, men også i den kristne, som motiveret af kærlighed lever og handler i begge regimenter (Mortensen 1980, 64). Sondringen mellem det åndelige og det verdslige regimente I forbindelse med den ovennævnte redegørelse for, at det er muligt på samme tid at være kristen og at udføre en fyrstes embedspligter, præsenterer Luther så sine tanker om de to regimenter: Gud har oprettet to styreformer: Den åndelige, som ved Helligånden skaber kristne og gode mennesker under Kristus, og den verdslige, som bremser de ikke-kristne og onde mennesker, så at de udadtil er nødt til at holde fred og forholde sig i ro meget mod deres egen vilje (165). Disse styreformer, disse regimenter har ifølge Luther hver sin opgave, men er begge særdeles nødvendige: Derfor må man omhyggeligt holde disse to styreformer adskilt og lade begge eksistere, den ene frembringer fromhed og retfærdighed, den anden skaber fred og hindrer onde gerninger (166). Med dette sidste udsagn har Luther givetvis en dobbelt frontstilling i tankerne,

Toregimentelæren i dens kirkehistoriske kontekst 21 nemlig på den ene side Romerkirken, der havde en tendens til at sammenblande åndeligt og verdsligt regimente, og på den anden side pacifisterne, der gjorde sig tanker om at styre verden udelukkende efter evangeliet retningslinjer og derfor mente at kunne undvære det verdslige regimente. Mod de første fremhæver Luther da, at man må omhyggeligt holde disse to styreformer adskilt, og mod de sidste påpeges det, at man må lade begge (regimenter) eksistere. Sammenblanding af åndeligt og verdsligt Det netop nævnte udsagn om, at man må omhyggeligt holde disse to styreformer adskilt, står ikke alene i Om lydighed mod statsmagten. Det er tværtimod et anliggende, som fylder særdeles meget. Når Luther gør så meget ud af at fremhæve, at det er nødvendigt at sondre mellem kirke og statsmagt, skyldes det ikke mindst den sammenblanding, som han kan iagttage i samtiden. Hverken biskopperne eller fyrsterne passer deres arbejde. Hvad biskopperne angår, påpeger han, at de skulle være biskopper og forkynde Guds ord. Det lader de være med og er blevet verdslige fyrster, der styrer med love, som kun angår liv og ejendom. Og bedre står det ikke til hos de verdslige fyrster: De handler helt bagvendt og vil regere åndeligt over sjælene, ligesom de andre vil regere verdsligt (182). Men skønt begge dele er slemt, er det i den konkrete situation de verdslige fyrsters indblanding i åndelige spørgsmål, der gør en afklaring af grænserne for de to øvrigheders myndighedsområder påtrængende. Helt fra kejser Konstantin blev kristen, og kristendommen efterfølgende blev gjort til den bærende religion i Romerriget, havde fristelsen til at sammenblande verdslig og åndelig magt været til stede inden for kristendommen. I middelalderen var det ikke blot den verdslige regent (kejseren), der ønskede at udstrække sin magt til den åndelige sfære, men i mindst lige så høj grad den åndelige regent (paven), der havde ambitioner på det verdslige område (Ebeling 1978, 141-142). En formel forening af åndelig og verdslig magt i en enkelt person og i et enkelt embede blev der imidlertid aldrig tale om på højeste niveau. Tværtimod er middelalderens kirkehistorie kendetegnet ved en langvarig og alvorlig tvekamp mellem paven og kejseren om at være den førende. Ikke desto mindre har der givetvis op gennem middelalderen ofte været tendenser til at sammenblande åndelig og verdslig magt. Og på Luthers tid var det en påtrængende problemstilling. Romerkirken gjorde nemlig ikke blot krav på at sidde inde med frelsens goder, men havde siden middelalderens begyndelse udviklet sig til at blive en politisk og økonomisk magtfaktor, ikke mindst fordi den i land efter land var blevet den største jordbesidder. I Tyskland sad biskopperne eksempelvis inde med de såkaldte gejstlige fyrstendømmer. De var ikke blot biskopper, men også fyrster med tilsvarende politisk magt (Christensen 1964, 10-11; Larsen 1998, 15). Denne sammenblanding af åndeligt og verdsligt er dét Luther tager skarp afstand fra med sit udsagn om at derfor må man omhyggeligt holde disse to styreformer adskilt og lade begge eksistere, den ene frembringer fromhed og retfærdighed, den anden skaber fred og hindrer onde gerninger (166). Nødvendigheden af verdslig lov og sværd Men i forbindelse med sin argumentation for nødvendigheden af at sondre mellem de to regimenter fremhæver Luther, som vi netop har set, også, at man skal lade begge eksistere (166). Dette synspunkt il-

22 lustrerer han ved at påpege, at det aldrig ville gå godt, hvis man prøvede at regere verden udelukkende efter evangeliets retningslinjer uden nogen form for verdslig lov og sværd: At driste sig til at styre et helt land eller hele verden efter evangeliet, det er nøjagtigt det samme, som hvis en hyrde sætter ulve, løver, ørne og får sammen i én stald og lader dem færdes frit imellem hinanden og så siger: Æd nu af foderet, vær gode og fredelige mod hinanden, stalden står til jeres rådighed, foder er der nok af, hunde eller hyrdestave behøver I ikke at være bange for. Fårene skulle nok holde fred og fredeligt lade folk opdrætte dem og styre dem, men de ville ikke få noget langt liv. Det ene dyr ville ikke få lov til at leve for det andet (166). Denne argumentation er i samtiden tydeligvis rettet mod pacifisterne blandt døberne, selvom den tankegang, som Luther gør op med, givetvis også har forekommet både før og efter Luthers tid. De to regimenters grænser Luther og hans tilhængere blev i januar 1521 lyst i pavens band, og den tyske kejser, Karl V, stillede sig på rigsdagen i Worms senere på foråret bag kirkens udstødelsesdom. Da adskillige tyske fyrster derpå gjorde foranstaltninger til at konfiskere Luthers skrifter og da der i Nederlandene var eksempler på, at evangeliske kristne var blevet dræbt af katolsk sindede myndigheder, blev spørgsmålet om de kristnes pligt til at adlyde øvrigheden for alvor aktualiseret, hvilket fremgår af titlen: Om lydighed mod statsmagten (Von weltlicher Obrigkeit, wie weit man ihr Gehorsam schuldig sei) (Christensen 1964, 13, 156; Larsen 1998, 40, 46). Dette spørgsmål kan imidlertid også formuleres som spørgsmålet om det verdslige regimentes grænser, og det er hovedtemaet for del II i Om lydighed mod statsmagten (178). Men Luther er samtidig opmærksom på, at også det åndelige regimente har sine grænser (182). Del II kan derfor siges at beskæftige sig med de to regimenters grænser. Og Luther har klare udmeldinger i denne sag: Hvad angår det verdslige regimente påpeger han, at det verdslige styre har love, der ikke strækker sig videre end til legeme og ejendom og de ydre ting på jorden (178). Det vil sige, at øvrigheden ikke regerer over sjælen og troen. Det er derfor nytteløst og umuligt at befale eller tvinge nogen med magt til at tro noget bestemt (180). Troen er en frivillig sag, som man ikke kan tvinge nogen til. Den er en Guds gerning i Ånden og kan ikke fremtvinges eller skabes af en ydre magt (181). Hvad angår det åndelige regimente gælder tilsvarende, at det skal regere i det indre over sjælene ved hjælp af Guds ord og undlade at regere i det ydre som fyrster med love, der kun angår liv og ejendom (182). Et aspekt ved dette er så også, at det er biskopperne og ikke de verdslige fyrster, der skal bekæmpe falsk lære. Kætteri er nemlig et åndeligt anliggende, det kan man overhovedet ikke slå ned med våben eller brænde med ild eller drukne med vand. Men Guds ord er alene om det (186). De to regimenter har altså hver sin opgave og dertil hørende grænse. Men i den aktuelle situation er alting vendt på hovedet: Biskopperne har glemt at være biskopper og vil regere som verdslige fyrster. Og de verdslige fyrster har tilsvarende glemt at regere verdsligt og vil i stedet regere åndeligt over sjælene (182; jf. 187). Lydighed mod øvrigheden Men skal man alligevel ikke som kristen adlyde øvrigheden? Paulus har jo i Rom 13 udtrykkeligt fremhævet, at alle skal underordne sig under de øvrigheder, som står over dem. Til dette svarer Luther, at

Toregimentelæren i dens kirkehistoriske kontekst 23 når Paulus taler om, at de kristne skal underordne sig øvrigheden, gælder det kun de ydre ting, ikke troen. Og Kristus er af den samme opfattelse, når han siger: Giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er. Det viser, at kejseren skal holde sig fra Guds område, det vil sige sjælen og troen. Også Peters ord i ApG 4 (5,29) om, at man skal adlyde Gud mere end mennesker, begrænser tydeligt den verdslige magts område. Luthers konklusion bliver derfor, at hvis en fyrste befaler dig at blive katolik eller at udlevere Luthers oversættelse af Det nye Testamente, skal man som evangelisk kristen nægte ham lydighed (182ff). Senere, i del III, anbefaler Luther også ulydighed, hvis en fyrste fører sit folk ud i en uretfærdig krig (196). Med en moderne terminologi kan man altså sige, at Luther i disse situationer kræver passiv modstand. Sammenfatning Luther har, som vi har set, flere anliggender, når han skriver Om lydighed mod statsmagten: Han vil i del I søge at komme til rette med to rækker af skriftudsagn med tilsyneladende uforeneligt indhold og dermed ud fra Skriften påvise, at ikke blot kirken, men også den verdslige øvrighed er udtryk for Guds vilje og ordning i verden. Dette anliggende må primært siges at være rettet mod sværmerne. Gerhard Ebeling hævder i øvrigt, at det var udfordringen fra den radikale sværmerbevægelse, der for alvor tvang Luther til at udarbejde sin lære om de to regimenter (Ebeling 1978, 143). Og fordi den verdslige øvrighed er en Guds ordning, kan det verdslige sværd selvfølgelig også bruges på en kristelig måde (158, 162). Dermed hjælper Luther de fyrster, der ønsker at leve som kristne. Luther vil for det tredje gennem en påpegning af nødvendigheden af at sondre mellem Guds to styreformer: Det åndelige og det verdslige regimente, imødegå Romerkirken og diverse sværmere. Begge regimenter er nødvendige, men til hvert sit formål (166). For det fjerde ønsker Luther med del II at påvise de to regimenters grænser, beskrive, hvor langt man som kristen har pligt til at adlyde øvrigheden, og dermed give lægfolket ret til passiv modstand (158, 178, 184) (endelig vil han med del III give de kristne fyrster en vejledning i, hvordan de skal bruge den verdslige magt (189)). Toregimentelæren i dens kirkehistoriske kontekst Som nævnt var en afklaring af forholdet mellem kirke og samfund, kirke og stat særdeles påtrængende for den reformatoriske bevægelse i første halvdel af det sekstende århundrede. Og der var flere løsninger, der bød sig til. Luthers lære om de to regimenter kan derfor på en og samme tid ses som Luthers forsøg på ud fra Skriften at vejlede de reformatoriske kristne til en ret tænkning og praksis på dette område og som en afvisning af alternative opfattelser af den samme problematik. Vi vil her afslutningsvis fokusere på det sidste aspekt, idet vi inddrager enkelte nye facetter ved denne problematik: I relation til Romerkirken Luther er i Om lydighed mod statsmagten først stærkt påvirket af traditionen fra Augustin med dens tanker om fjendskab mellem det jordiske rige, civitas terrrena / civitas Diaboli, og Guds rige, civitas Dei (Grane 1983, 160-161; Kinder 1969, 49). Denne dualistiske tankegang nedtones imidlertid efterhånden som Luther går over til at forstå rige som identisk med regimente. Og han ender med den opfattelse, at regimenterne ikke nødvendigvis angår to forskellige grupper af mennesker, men også

24 kan angå de kristne i to forskellige områder af det ene og samme liv (Althaus 1965, 58; Austad 1972, 2). Med toregimentelæren erklærer Luther sig enig med Romerkirken i, at det er muligt på samme tid at være kristen og indehave et verdsligt embede. Men begrundelsen er forskellig. Luther afviser nemlig, som vi har set, Romerkirkens dobbelte sondring mellem bud og råd og mellem fuldkomne og almindelige kristne. Og han afviser også, at kirken (paven) har den afgørende autoritet ikke blot på det åndelige, men også på det politiske område, ekklesiokratiet (Austad 1972, 10), og han kritiserer i skarpe vendinger den aktuelle sammenblanding af åndeligt og verdsligt regimente. I relation til pacifisterne Pacifisterne anså verden for at være i den ondes vold og mente derfor, at man som kristen burde holde sig mest muligt på afstand af verden og eksempelvis ikke kunne indehave et verdsligt embede; altså radikal verdensforsagelse. Luther er i Om lydighed mod statsmagten ikke helt afvisende til tanken om, at verden er i den ondes vold: Verden er Guds fjende (185). Men han mener ikke, at det verdslige embede, selvom han ikke er blind for, at det ofte misbruger sin magt, generelt kan siges at stå i den ondes tjeneste. Tværtimod er det en Guds tjener. Og derfor kan en kristen også med god samvittighed tjene i det verdslige embede. I relation til aktivisterne Luther er i det mindste på dette tidspunkt enig med aktivisterne i, at de sande kristne ikke har brug for det verdslige sværd og den verdslige lov: Hvis hele verden bestod af ægte kristne, d. v. s. ægte troende, så ville det ikke være nødvendigt med fyrster, konger, herrer, sværd eller love. Fordi de har Helligånden i hjertet, gør de kristne nemlig meget mere af sig selv, end nogen lov eller forskrift kan kræve af dem (163-164). Men hvor aktivisterne gør sig forestillinger om, at samfundet så også aktuelt udelukkende skulle regeres ud fra evangeliets retningslinjer, påpeger Luther, at det er ganske urealistisk og ville medføre en katastrofe for samfundets svageste. Det er tværtimod aldeles nødvendigt med en magtfuld verdslig øvrighed. Thomas Müntzers visioner om en religiøs-social revolution, der synes at have et vist slægtskab med aktivisternes tankegang, kan heller ikke hente støtte hos Luther. I bunden af Luthers samfundstænkning og dermed også af toregimentelæren ligger der nemlig en konservativ samfundsopfattelse og modstand mod selvtægt, der på ingen måde giver plads for en religiøspolitisk revolution, som den Thomas Müntzer forestillede sig (Althaus 1969, 139-140; Larsen 1998, 50). Fælles for Romerkirken og aktivisterne er, at de hver på sin måde ville give det åndelige regimente herredømme over det verdslige (ekklesiokratiet). Dette grunder sig ifølge Luther i, at både det traditionelle katolske syn og sværmernes, både pacifisternes og aktivisternes, i sidste instans havde det til fælles, at de manglede en rigtig teologisk forståelse af det verdslige virke og af nødvendigheden af at tage del i det (Ebeling 1978, 144). Overfor dette hævdede Luther, at var muligt for en kristen både at være lydig mod Bjergprædikenens radikale ord og at tage del i samfundet opgaver (Althaus 1965, 68-72). Toregimentelæren kan desuden siges at udgøre en mellemvej mellem pacifisternes og aktivisternes løsning. Ifølge Luther skal samfundet nemlig ikke struktureres efter evangeliets mønster, men i overensstemmelse med fornuften og den naturlige lov. Ikke desto mindre kan en kristen ef-

Toregimentelæren i dens kirkehistoriske kontekst 25 ter Luthers opfattelse med god samvittighed tage del i samfundslivets opgaver og eksempelvis indehave et offentligt embede. Det verdslige regimente er nemlig sat af Gud, og man kan derfor som kristen tjene Gud i det verdslige regimentes embeder. Litteratur Althaus, Paul 1965: Die Ethik Martin Luthers, Gütersloh: Gütersloher Verlagshaus Gerd Mohn. Althaus, Paul 1969: Luthers Lehre von den beiden Reichen im Feuer der Kritik (1957) i: Reich Gottes und Welt (Herausgegeben v. H.-H. Schrey), Darmstadt: Wissenschaftliche Buchgesellschaft. Austad, Torleiv 1972: Luthers lære om de to regimenter og dens aktualitet i: Ung Teologi. Teologisk tidsskrift utgitt av Menighetsfakultetets studenter, Oslo. Christensen, Torben 1964: Evangelium og verden. Luthers samfundsforståelse og Kirke og statsmagt i : Luthers Skrifter i udvalg Bind IV. Evangelium og Samfundsliv (red. Torben Christensen). København: G.E.C. Gads Forlag. Ebeling, Gerhard 1978: Luther. En innføring i hans tenkning, Oslo: Land og Kirke/Gyldendal Norsk Forlag. Grane, Leif 1983: Evangeliet for Folket. Drøm og virkelighed i Martin Luthers liv. København: G. E. C. Gads Forlag. Joest, Wilfried 1969: Das Verhältnis der Unterscheidung der beiden Regimente zu der Unterscheidung von Gesetz und Evangelium (1958) i: Reich Gottes und Welt (Herausgegeben v. H.-H. Schrey), Darmstadt: Wissenschaftliche Buchgesellschaft. Kinder, Ernst 1969: Gottesreich und Weltreich bei Augustin und bei Luther (1955) i: Reich Gottes und Welt (Herausgegeben v. H.-H. Schrey), Darmstadt: Wissenschaftliche Buchgesellschaft. Kunhiyop, Samuel Waje 2008: African Christian Ethics, Nairobi: Hippo Books. Larsen, Kurt E. 1998: Fra kirkens historie 1500-1700, Aarhus: Forlaget Kolon. Luther, Martin 1523: Om lydighed mod statsmagten i: Luthers Skrifter i Udvalg Bind IV. Evangelium og Samfundsliv (red. Torben Christensen), København: G.E.C. Gads Forlag. Mortensen, Viggo 1980: Luther i: Religionen i krise (red. H.C. Wind), København: Berlingske Forlag. Schrey, Heinz-Horst 1969: Einführung i: Reich Gottes und Welt (Herausgegeben v. H.-H. Schrey), Darmstadt: Wissenschaftliche Buchgesellschaft. Forfatteroplysning Menighedsfakultetet Katrinebjergvej 75 8200 Aarhus N kch@teologi.dk +45 86 16 66 66 + 19