Prædiken til d. 18. oktober 2015 v/brian Christensen Lemvig Bykirke kl. 10.30 og Herning Bykirke kl. 15.30 Tekster: Jer 18,1-6; Ef 5,15-21, matt 22,1-14 Tema: Med sang og bøn på livets vej At gå på Livets vej er at tro på Ham, som sagde om sig selv: "Jeg er vejen, sandheden og livet" - for han giver livet mål, mening og den bedst tænkelige livskvalitet. Når vi følges med Ham, så formes vi til at ligne Ham og elske Ham - Jesus Kristus, vor Herre. Jesus tog til orde og talte igen til dem i lignelser:»himmeriget ligner en konge, der holdt sin søns bryllup. Han sendte sine tjenere ud for at kalde de indbudte til brylluppet, men de ville ikke komme. Så sendte han nogle andre tjenere ud, der skulle sige til de indbudte: Nu er der dækket op til fest; mine okser og fedekalve er slagtet, og alt er rede. Kom til brylluppet! Men det tog de sig ikke af og gik, én til sin mark, en anden til sin forretning, og andre igen greb hans tjenere og mishandlede dem og slog dem ihjel. Men kongen blev vred og sendte sine hære ud og dræbte disse mordere og brændte deres by. Så sagde han til sine tjenere: Bryllupsfesten er forberedt, men de indbudte var ikke værdige. Gå derfor helt ud, hvor vejene ender, og indbyd, hvem som helst I finder, til brylluppet. Og disse tjenere gik ud på vejene og samlede alle, som de fandt, både onde og gode, og bryllupssalen blev fuld af gæster. Men da kongen kom ind for at hilse på sine gæster, fik han dér øje på en, der ikke havde bryllupsklæder på. Han spurgte ham: Min ven, hvordan er du kommet ind uden bryllupsklæder? Men han tav. Da sagde kongen til sine tjenere: Bind hænder og fødder på ham og kast ham ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren. Thi mange er kaldet, men få er udvalgt.«bøn:
Det er sjovt at forme ting med hænderne. En kunstner har en idé, et billede i sit hoved og ud fra det, så prøver man at få det til at ligne. Det er det samme man gør, enten man tegner, maler eller laver en skulptur. Det kan alle gøre. Selvom der nok ikke er mange af os, der kan gøre det ligeså flot som Per Arnoldi. Ud fra den tanke man har i forvejen, prøver man at forme materialet, så det bliver som man har tænkt sig. Men det sker i et samspil. For der er måske en knast i træet, som gør at man må ændre lidt på planerne, eller leret var lidt blødere end man havde tænkt. Men når man har det færdige resultat, så glæder man sig over det. Det har jeg lavet. Der er ikke noget bedre end når børnene har noget med hjem fra skole eller hvor de nu har været og stolt viser det frem. Jeg ved ikke helt om det her er en ko, en hund eller et får, men det er en af vores børn der har lavet det. Så den er fuldstændig fantastisk og står i
vindueskarmen på mit kontor, selvom den yngste af vores børn snart bliver 18 år. Jeg tænker Gud har den samme glæde over det som han har formet med sine hænder og bestemt, hvordan det skulle se ud. Gud har skabt den smukke jord, de store bjerge, så store med sne på toppen. Gud har lavet solnedgangen og den er lige smuk, om det er over savannen eller ses gennem en efterårsskov i Danmark. Og Gud har formet alle dyrene, store stæreflokke, som laver sort sol, når de samles i marsken inden de flyver syd på, eller den lille mariehøne. Han har skabt fiskene i havet, nogle af dem så grimme som en havkat, så er det bedre med en dejlig blød kattekilling. Men Gud har lavet det altsammen og han har også formet os efter hans tanke, så vi mennesker ligner Gud, lige så forskellige som vi er. Hans tanke med os er først og fremmest at vi skal leve et godt liv.
Han lægger planer for os, han vil, at vi skal have det godt med hinanden og så vil han, at vi skal elske ham som vores himmelske far. 1. move Gud er den der skaber og former menneskene. Det er netop, hvad Jeremias får at vide ved sit besøg hos pottemageren. Hos pottemageren ser Jeremias, hvordan arbejdet med leret foregår. Hvordan leret på drejeskiven langsomt formes efter pottemagerens tanke og planer. Han er tålmodig og arbejder målrettet. Alligevel sker det, at leret ikke bliver til det som han havde tænkt. Så må han begynde forfra. Da Jeremias står og ser på pottemagerens arbejde kommer Guds ord til ham. Gud vil gøre med Israels folk, som pottemageren gør med sit ler. Når de er onde overfor hinanden, når de glemmer ham og dyrker andre guder, så vil han standse dem og begynde forfra.
Det budskab blev Jeremias sendt med og det var ikke let for ham. Israels folk var ikke særlig glad for at høre på ham. Han fik modstandere. Han blev forfulgt og sagt imod. Det er heller ikke rart at høre, at Gud må begynde forfra, det er svært at se noget positivt i, at blive standset, når man i fuld fart er på vej i en bestemt retning. Men hvis den retning man har, fører det forkerte sted hen, så er det helt nødvendigt at få dét at vide. Derfor er ordene fra Jeremias til folket et godt budskab. Et evangelium. Det er budskabet om, at Gud vil føre os til himlen, til et evigt liv sammen med ham. Han ønsker at vi skal gå på livets vej. Og for at vi kan det, så er han nødt til nogle gange at begynde forfra, altså standse os og vise os en anden vej.
Grundtvig har skrevet en salme (nr. 379) om den vej, som Gud vil føre os den hedder: Der er en vej, som verden ikke kender. Jeg håber der er en eller anden, der vil skrive en ny melodi til den, sådan som det er gjort med en del af de gamle salmer, for den har en tekst, som er hel specielt smuk og indholdsrig. Den beskriver, hvordan Gud former og leder os på Livets vej. Den vej på jord til livets land og lykke er Jesu ord (v 6) og så bruger han forskellige billeder til at beskrive vejen. Den er ikke banet af menneskehænder, det er en løngangssti - skjult for den som ikke har lært den at kende. Vi har brug for at komme til kirke for at høre om den. Hverken mørke skove, den tynde is, det høje fjeld kan spærre den vej (v2), dvs. alt det vi kan møde af vanskeligheder i dette liv. Ja heller ikke døden (den skumle Hel) kan spærre den vej for os. Det er en vej som er beregnet for de små, som vil stole på Gud og ikke på sin egen fornuft og færdigheder.
Det er en vej, som nogle gange snor sig helt anderledes end man havde troet (v. 4). Som når man på toppen af et bjerg ser tilbage på den vej man har gået. Og nogle gange er der skygger, andre gange er solen brudt igennem skyerne og varmet os undervejs. Nogle gange er der torne på vejen (v5) : Vel tornestrøet, er stien somme steder, men rosenbødt som sorgen er med glæder, men smerten er bødt (repareret/læget). Smerten fjernes ikke for os på den vej, men Jesu ord trøster os. Af Jesu ord opvokser trøst. Med sang og bøn på Livets vej har jeg kaldt temaet for denne gudstjeneste. For det er netop det Gud ønsker for os. Vi skal vi følge Jesus her i livet, vejen er ikke altid let eller nem at forudsige, der kan være smerter undervejs, men vi går hånd i hånd med Guds ånd: (v7). Eller som Paulus skriver det: Tal til hinanden med salmer, hymner og åndelige sange, syng og spil af
hjertet for Herren, og sig altid Gud Fader tak for alt i vor Herre Jesu Kristi navn. Og mens vi går i Guds ledebånd (v8) altså med en slags gangbånd en snor omkring, ligesom små børn i gamle dage lærte at gå selv så oplæres vi til at kende Guds ord og livets vej mere og bedre. 2. move Vi har i dag hørt lignelsen om kongesønnens bryllup. Det er en lignelse der i et meget tydeligt sprog gør det klart, at ingen tvinges til at gå på livets vej og lade sig forme af Gud. Der er ingen der tvinges til at elske Gud eller tvinges til at være med til den evige fest i Himlen, på den nye jord. I lignelsen er der en konge, som vil holde sin søns bryllup. Derfor var det også kongen der inviterede og sendte sine tjenere ud for at hente gæsterne, den dag festen skulle være. Men gæsterne ville ikke komme. De fandt på alle mulige undskyldninger.
En skulle passe sit arbejde, en anden skulle en tur i Bilka, en tredje så TV og der var ennda nogen, som gav tjenerne tæsk, for de ville overhovedet ikke med til festen. Det var meget uhøfligt, for at sige det mildt. Kongen blev selvfølgelig skuffet og også vred. Men så sendte han sine tjenere ud for at invitere nogle andre. De blev sendt ud på gader og stræder; alle vegne, hvor de mødte nogen, så blev de inviteret til at være med. De behøvede ikke engang at have fint tøj på, for kongen havde festtøj nok til alle. De skulle bare komme og tage festtøjet på. Da så festen var igang og kongen gik rundt for at hilse på gæsterne, så var der én af dem, som ikke havde taget det fine tøj på. Hvorfor har du ikke taget festtøjet på, spurgte kongen. Det svarer manden ikke på, men han kunne ligeså godt have sagt: Det gider jeg da ikke, Jeg er bare kommet for at få noget at spise.
Det var ikke ligefrem meningen med at invitere gæster og kongen blev igen vred. De først indbudte var ligeglade og det var galt nok, men denne mand gjorde ligefrem grin med kongen. Han kom til festen, men egentlig gad han ikke feste for kongesønnen. Derfor endte også denne mand udenfor festsalen. Det som Jesus vil formidle med sin lignelse er, at Gud ønsker at alle skal være med i Guds rige. Gud vil forme os, som en kunstner der former leret, så vi bliver til det som Gud har tænkt fra begyndelsen. Et kunstværk i Guds hånd. Han vil lede os på livets vej og oplære os i tro og kærlighed. Dørene er slået op på vid gab for verden og Gud har inviteret alle til fest. Men hvis man ikke vil være med til festen, hvis man ikke vil tro på Gud, så bliver Gud vred.
Det er ikke en smålig vrede over, at nogle vender ham ryggen, det er en smertefuld vrede: Han elsker enhvert menneske uendelig højt og derfor er det så frustrerende, så ulykkeligt, at nogen af hans elskede børn vender ham ryggen. Men kunne kongen i Jesu lignelse ikke have bundet hænder og fødder på den uhøflige gæst og tvunget ham til at tage bryllupsklæderne på? Jo, men det er ikke kærlighed at tvinge nogen til at feste. Gud ved, at man aldrig kan tvinge nogen til at elske ham, og engang vil der være nogen, som ender uden for bryllupssalen, i fortabelsen. Som Billy Graham, den nu 97-årige prædikant har skrevet det i sin seneste bog: Det evige sted, Jesus kalder Helvede, er hverken et hvilested, et ventested eller et gravsted. Helvede er et brændende inferno og det som brænder er Guds hellige, lidenskabelige kærlighed.
3. move Nu lever vi i den tid, hvor tjenerne stadig går rundt og inviterer os til at være med i Guds rige. Vi har mulighed for at sige ja eller nej. Jeg ved ikke om I kan mærke den? Den lille orm der gnaver! Den sidder midt i hjertet og lever af tvivlen. For hvor er jeg og hvor vil jeg være i evigheden? Indenfor eller udenfor? Hvordan kan jeg være sikker på om jeg har taget imod indbydelsen og har troens bryllupsklæder på? Hvis bryllupsklædningen i lignelsen er troen, så kan Gud måske se min nøgenhed, at jeg ikke har en eneste trevl tro på kroppen? Sådan kan man blive anfægtet og måske kender I tvivlen alt for godt. Nu ville jeg ønske at jeg kunne forsikre Jer om, at Jeres tro sandelig er stor og stærk nok. Eller at den som er blevet døbt har taget imod invitationen til Guds rige og så er den sag i orden. Men Jesus siger: Mange er kaldet, men få er udvalgt.
Mere tydeligt kan det ikke siges: At begynde er ikke det samme som at fuldende. Man kan holde op med at være en kristen. Man kan miste troen ved ligegyldighed, ved trods, ved ulydighed, ved at vælge sig andre guder eller ved at gøre sig selv og sine egne behov til sin Gud. Så hvad skal man så gøre, når man spørger sig selv: tror jeg nok til at blive frelst og være en kristen? Man skal sætte krydset det rigtige sted. Ja, nu tænker jeg ikke på et kryds i en stemmeboks. Nej, jeg tænker på den gode gamle metode, som jeg lærte i skolen engang. Når der skulle sættes kommaer på de rigtige steder, så brugte vi kryds og bolle. Kryds under navneordet og bolle under udsagnsordet. Se op sætningen: GUD FRELSER MIG Vi er klar over udsagnsordet, det er frelser. Men når vi skal sætte krydset skal det så sættes under Gud eller under mig. Hvad er grundleddet? Den der er aktiv.
Og hvad er genstandsleddet, den som der sker noget med? Krydset skal sættes ved Gud. Gud er grundled. Gud frelser mig. Det var Gud der i ældgamle dage udvalgte Israels folk til at være hans særlige folk. Det var ikke fordi de havde udmærket sig frem for andre, men fordi Gud suverænt udvalgte dem. Det var Gud der sendte sin egen søn til denne verden for at være en frelser for os. Det var Jesus der kaldte 12 til at være disciple. Han udvalgte dem. Og senere var det ham der sendte dem ud for at forkynde evangeliet og bringe Guds kald ud til verdens ende. Det skete, fordi Gud ville det. Frelsen skyldes Gud fra først til sidst. Vi må hvile i hans hånd og lade ham forme os, lede os, oplære os. Vi må følge ham så vi med sang og bøn går på Herrens stier. Sæt krydset hos Gud.
Til sidst skal vi lægge mærke til, at da indbydelsen går ud, så får tjenerne besked på at indbyde både gode og onde. Det understreger endnu engang at om vi kommer med til festen afhænger ikke af, hvor mange gode egenskaber vi kan fremvise, hvor trofaste vi har været eller hvor gode vi har været til at hjælpe andre. Det er ikke vore gode gerninger og fromme liv, der frelser. Det er Gud, der frelser. Vi skal se hen til Jesus, som er vejen og sandheden og livet. Ham skal vi følge. Som Grundtvig skriver i endnu en salme fra 1856: Med sang og bøn gå Herrens stier, og røgt med troskab du dit kald! Velsignelsen da på dig bier og ny hver morgen dale skal; hvo al sin lid til Gud har sat, han vorder ej af ham forladt. Om vi er indenfor eller udenfor til den store fest engang afhænger alene af, om vi vil være med. Så lad os holde fest sammen med ham og begynde allerede i dag. Amen.