Doha: Hvad står der på spil?

SPEECH/06/407 Peter Mandelson EU-kommissær for handel Doha: Hvad står der på spil? Canada-UK Chamber of Commerce London, den 23, juni 2006

EU-kommissær Peter Mandelson giver i denne tale en nøgtern vurdering af de alvorlige konsekvenser af et eventuelt sammenbrud i handelsforhandlingerne i WTO s Doha-runde. I talen, som blev holdt i London den 23. juni, sagde Peter Mandelson, at det i betragtning af de potentielle resultater, som Doha-runden allerede har givet løfter om, og de alvorlige systemiske og politiske omkostninger ved et sammenbrud er vigtigt, at forhandlerne på ministermødet i Genève i juni 2006 ikke falder for fristelsen til at søge falsk tryghed i urokkelige og fastlåste holdninger. Peter Mandelson redegjorde i detaljer for en endelig aftale og understregede, at det var afgørende for, at runden kunne kaldes vellykket, at der blev opnået gode resultater i forhandlingerne, ikke blot om landbruget, men også vedrørende tjenesteydelser, industrivarer og handelsfremme. Mandelson fremførte, at ud over at være en saltvandsindsprøjtning for økonomien som helhed i både industrilandene og udviklingslandene frembyder Doha-runden en chance for at integrere de nye vækstøkonomier i Asien og Sydamerika i det globale handelssystem og styrke det multilaterale handelssystem. Alternativet, sagde han, er et system, hvor de store alt for ofte vrider armen om på de små. Handelstyranni i stedet for multilateral handel. Endvidere sagde kommissæren: Et sammenbrud betyder, at vi fortaber muligheden for besegle EU s landbrugsreform i Genève og for at få en tilsvarende reform igennem i USA. Verden risikerer at gå glip af nye markeder for landbrugsprodukter af de største og mest omfattende nedsættelser af landbrugstariffer, der nogen sinde er set. Nye handelsmuligheder for industriprodukter, som ikke alene er livsvigtige for EU og USA, men også for de voksende industrisektorer i udviklingslandene, ville gå tabt. Selv en beskeden aftale om handel med serviceydelser er bedre end ingen. Uden en aftale går udviklingslandene glip af en strøm af udenlandske investeringer, viden og erfaring, der kunne befordre udviklingen. Vi ville gå glip af en ny multilateral aftale om told- og kvotefri markedsadgang for de mindst udviklede lande. Vi ville gå glip af en nye samlet aid for trade -pakke. Vi ville gå glip af muligheden for omskrive reglerne for verdenshandelen, så dørene åbnes for ny handel og lukkes for korruption. Og vi ville miste troen på, at WTO-systemet kan fungere med 150 medlemslande og samtidig afspejle enhver stigning, for så vidt angår størrelse, interesse og kapacitet, i verdensøkonomien. Til den kritik, der på det seneste har været fremme af EU s hidtidige udviklingspolitiske stilling i Doha-runden, sagde kommissæren, at kritikerne af Doha-runden skulle se nærmere på de fordele, udviklingslandene har af en gensidig åbning af markederne for tjenesteydelser og industriprodukter. Han påpegede desuden de fordele, der kunne forventes af forhandlinger om handelsfremmende foranstaltninger, der, sagde han, kunne øge det sydlige Afrikas BNP med 8 % inden udgangen af 2020 svarende til en fordobling af den officielle ulandsbistand, som Afrikas modtager. Disse potentielle fordele, mente han, betød, at de, der mener, at udviklingslandene skulle vende Doha-runden ryggen, simpelthen tager fejl. Med tankerne henne ved næste uges møde i Genève udtrykte kommissær Mandelson tilfredshed med signalerne fra USA s præsident, om at USA er parat til at træffe svære beslutninger for at få en aftale i stand, og at de ikke vil tillade, at Doharunden bliver en fiasko. Han sagde: Der er tre parter, der skal få tingene til at gå op. G20 vil have større nedskæringer i USA s landbrugsstøtte, før de er villige til at sænke tolden på industrivarer. Washington kan løse denne knude ved at komme med et bedre tilbud. Hvis dette bliver tilfældet, er EU parat til at komme begge parter i møde og forbedre sit tilbud. 2

Doha: Hvad står der på spil? Jeg tiltrådte dette job som en overbevist tilhænger af multilateralisme. Multilateralisme er for mig det bedste modstykke til, og den bedste reaktion på, den stigende indbyrdes afhængighed på globalt plan. Det multilaterale handelssystem er maskinrummet i den globale økonomi. Multiplikatoreffekten af en global aftale som Doha er så stor, at ikke nok så mange bilaterale aftaler kan opveje den. Flere på hinanden følgende forhandlingsrunder om liberalisering af handelen har mindsket hindringerne og skabt store gevinster for verdensøkonomien. I det sidste årti er flere hundrede millioner mennesker blevet hjulpet ud af fattigdom. Mange har talt nedsættende om den igangværende runde. De tager fejl. Sandheden er nemlig den, at Doha-runden åbner helt nye muligheder for liberaliseringsprocessen. En indsprøjtning på 100 milliarder euro hvert år til den globale økonomi. En kraftig nedsættelse af handelsforvridende landbrugsstøtte. Nye markeder for handelen med landbrugsvarer, industriprodukter og tjenesteydelser. Ny aid for trade til de fattigste og en mulighed for at stramme op på WTO-reglerne, så det bliver nemmere at handle med beskyttelse for de svageste. Det er grunden til, at EU tog initiativ til iværksættelsen af Doha i 2001. Det er grunden til, at EU reddede runden i juli 2004 ved at tilbyde at standse al eksportstøtte til landbruget. Det er grunden til, at EU sidste oktober fremlagde et omfattende tilbud om at skære ned på handelsforvridende landbrugsstøtte og yderligere åbne sine markeder for landbrugsvarer, industriprodukter og tjenesteydelser. Og det er grunden til, at EU i Hongkong sidste december gav sig selv en frist til 2013 til at afskaffe al eksportstøtte. EU har igen og igen betalt til Doha-runden. Vi har gjort lige så meget som alle andre og mere end de fleste. Og vi agter at blive ved, hvis også andre løfter deres del af opgaven. Næste uge i Genève vil ministrene gøre endnu et forsøg på at tage de sidste vanskelige skridt, der skal føre til en aftale. Vi må ikke gå til opgaven for at pleje vores egne snævre interesser og hævde os selv, men ud fra et ægte ønske om at nå frem til et kompromis. Hovedansvaret hviler på de store aktører, nemlig EU, USA og de nye vækstøkonomier i G20. Ikke fordi vi kan indgå en aftale alene, men fordi ingen aftale kan indgås uden om os. Det er nødvendigt, at vi alle er klar til at gå videre. USA bliver nødt til at fremkomme med et bedre tilbud om reform af sine landbrugsmarkeder og støtteprogrammer. De store vækstøkonomier bliver nødt til at leve op til deres stigende betydning i det globale handelssystem med tilbud om at åbne deres markeder for industrivarer og tjenesteydelser. EU skal være parat til at gå videre, hvis andre giver tilsvarende løfter, med at nedsætte sine landbrugstariffer. Men vi er nødt til at rydde alle knaster af vejen, ellers bliver der ikke nogen aftale. 3

I skyggen af 11. september Når man ser på, hvor langt vi er nået, og på, hvorfor vi satte hele processen i gang, ville en fiasko være en tragedie. Doha blev lanceret i skyggen af 11. september 2001. Det var et udtryk for vores vilje til at anvende multilateralisme til at skabe en bedre verden. Det betød, at liberaliseringen af verdenshandelen skulle bruges til at fremme udvikling og social retfærdighed i en ulige og usikker verden. Husk: Denne runde handler om global politik lige så vel som om global økonomi. Og alligevel er jeg i det halvandet år, jeg har været kommissær for handel, ofte blevet overrasket over den udbredte mangel på forståelse for sammenhængen mellem handelsliberalisering og udvikling. Selv om alle eksempler på vellykket økonomisk udvikling i det tyvende århundrede er udtryk for værdien af en sådan liberalisering, er der stadig nogle mennesker, der tror, uden tvivl i den bedste mening, at liberalisering er noget udviklingslandene må trækkes med, og ikke noget de har brug for. Lad os igen se på kendsgerningerne. Først landbrugsreform For de fleste mennesker begynder retfærdig handel med landbrugsreformer i industrilandene. De har ret på dette meget vigtige punkt: Det må være slut med statsstøtte, der forvrider fødevarepriserne på verdensmarkederne. EU har traditionelt ikke været noget godt forbillede på dette område. Men der sker drastiske ændringer i EU i øjeblikket. Ordningerne med at betale landmændene for at producere afskaffes, den handelsforvridende landbrugsstøtte skæres ned med 70 %, og al eksportstøtte til landbruget bortfalder inden udgangen af 2013 med en kraftig udfasning indtil da. Doha er udviklingslandenes chance for at fastholde disse reformbestræbelser og skubbe yderligere på i fremtiden. Doha er også den bedste chance for at sikre lignende reformløfter fra USA. Alternativet vil være, at den amerikanske kongres i 2007 vedtager en landbrugslov, der tager mere hensyn til Kansas end til Kenya. og adgang til nye landbrugsmarkeder Doha-runden tager også sigte på at skaffe adgang til nye landbrugsmarkeder. Landbruget er stadig et meget beskyttet område i såvel udviklingslandene som industrilandene. International konkurrence sænker priserne for forbrugerne og skaber nye indtægter for landbrugerne i meget konkurrencedygtige udviklingslande som Brasilien. EU har allerede tilbudt at sænke sine højeste landbrugstariffer med 60 % og den gennemsnitlige tarif med halvdelen til kun 12 %. For en enkelt handelsrunde er der tale om drastiske nedskæringer, som balancerer på grænsen af, hvad der er politisk og socialt muligt - og økonomisk forsvarligt - for EU. Er disse nedskæringer også en nødvendig del af en udviklingsrunde? Ja, det er de. Men, er der nogle der hævder, de er ikke universalløsningen på udviklingslandenes problemer. Det hænger simpelthen ikke sådan sammen, at fordi halvdelen af verdens fattige er landbrugere, hvis produktion kun rækker til at dække deres eget behov, så vil en nedskæring af landbrugstarifferne på en eller anden måde kunne hjælpe dem ud af fattigdommen. Landbrugsprodukter udgør kun 11 % af handelen i den fattige del af verden - og dette tal er gået kraftigt ned i de sidste tre årtier. De lande, der har haft held med at nedbringe fattigdommen, er dem, der er gået over til en økonomi baseret på industriprodukter og tjenesteydelser. 4

Man behøver bare at se på, hvem det er der presser hårdest på for nedskæringer af landbrugstarifferne, for at regne ud, hvem der vil få mest ud af det. Det er ikke de fattige lande i Afrika, Vestindien eller Stillehavet. Det er de store landbrugseksportører i USA, Australien og Brasilien. Nedskæringer af landbrugstarifferne vil ikke være til nogen større hjælp for landbrugerne i Kenya. Eller Tanzania, eller Uganda. I nogle tilfælde vil de i virkeligheden bare udviske den præferentielle markedsadgang, som EU allerede tilbyder afrikanske lande, som næsten alle betaler en 0-tarif for eksport af landbrugsprodukter til EU. Lang tids afhængighed af præferentiel markedsadgang er en blindgyde i udviklingsmæssig henseende, et levn fra en svunden tid. Vi så det i Vestindien i forbindelse med sukker. Men vi så også i Vestindien, at det er nødvendigt at følge dette præferencetab op over længere tid og kompensere for det. Handel med landbrugsvarer på verdensplan er hård forretning, og stærkt konkurrencedygtige storproducenter kan og vil forsøge at få kontrol over markedet. For de fattigste vil aggressive nedskæringer i landbrugstarifferne betyde en akut katastrofe. Dette er grunden til, at udviklingslandene ikke over en bred kam er parat til at acceptere en overambitiøs plan med nedskæringer i landbrugstarifferne i forhandlingerne. Udvikling ud over landbruget Omkring tre fjerdedele af udviklingslandenes handel er i dag i industriprodukter. Og de fleste af de tariffer de betaler er på industriprodukter. Og de fleste af disse tariffer betales til andre udviklingslande. Så er der noget, der i en udviklingsmæssig sammenhæng taler for gradvist at fjerne disse hindringer? Ja, så absolut. Alt peger i den retning. via industriprodukter Jeg bliver ofte beskyldt for at være for aggressiv, når jeg fremfører, at EU skal kræve, at udviklingslandene skal åbne deres markeder for tjenesteydelser og industrivarer. I virkeligheden har EU på begge disse områder kun bedt om nedskæringer i et lille antal af de mest avancerede udviklingslande og det på et lavere niveau end os andre og med ret til at beskytte sårbare sektorer. Jeg synes, at det er et godt tilbud til udviklingslandene. Men vi bør også gøre os klart, at en gradvis liberalisering af handelen mellem udviklingslandene syd-syd-handel er livsvigtig for deres økonomiske vækst. Det vil bidrage til at skabe nye markeder for udviklingslandene i de enorme vækstøkonomier i Kina og Indien. Det er første skridt hen imod en frigørelse af det potentiale, der er dæmmet op bag toldskrankerne i udviklingslandene. og via tjenesteydelser Handel med tjenesteydelser er også et uundværligt middel til overførsel af ekspertise og teknologi mellem industrilandene og udviklingslandene, og når denne handel bringer stærkt efterspurgte investeringer med sig, er den desuden et vigtigt middel til opbygning af de transport-, kommunikations- og banksektorer, der udgør rygraden den bærende konstruktion - i enhver vækstøkonomi. Jeg har for nylig været i Malaysia, hvor ti års udenlandske investeringer og importeret udenlandsk ekspertise i bygge- og anlægssektoren har været grundlaget for udviklingen af en driftig lokal bygge- og anlægsindustri. 5

Undersøgelser viser, at udviklingslandene med tiden kunne høste større fordele af en ambitiøs tjenesteydelsesaftale end af åbningen af nye markeder for landbrugsvarer og endog for industriprodukter. EU har været den ivrigste fortaler for dette. Vi har støttet Indiens ønske om bedre adgang til det, der med et engelsk udtryk kaldes Mode 4, hvilket vil sige midlertidig adgang for faglærte arbejdstagere. Men hver gang har ngo erne tegnet et billede af denne fremgangsmåde som udviklingsfjendtlig. De mener åbenbart, at vi vil gøre udviklingslandene en tjeneste ved at afskære dem fra fordelene ved den moderne serviceøkonomi, som vi andre nyder godt af. og via handelsfremmende foranstaltninger Kun ganske få mennesker forstår, at de største fordele for udviklingslandene under denne runde sandsynligvis ikke kommer, fordi de får adgang til nye markeder, men som et resultat af det upåagtede arbejde med at indføre ensartede toldprocedurer på hvert enkelt marked og ved hver eneste grænse. Det kaldes handelsfremme. Udviklingslandene har mest at vinde i disse forhandlinger, af samme grund som det tager to timer at toldbehandle en container i Liverpool og tyve dage i en havn i Eritrea. Det er de små eksportører i udviklingslandene, der er hårdest ramt af indviklede procedurer og bureaukrati. Beregninger foretaget af Verdensbanken og andre institutter viser, at en grundpakke med handelsfremmende foranstaltninger kunne have en værdi på cirka 2 % af værdien af verdenshandelen eller et sted mellem en tredjedel milliard og en milliard dollars om dagen. En aftale om handelsfremme kunne øge det sydlige Afrikas BNP med mere end 8 % inden udgangen af 2020, svarende til en fordobling af den officielle udviklingsbistand, kontinentet modtager. Men bestemmelser på dette område kan kun vedtages ved multilaterale forhandlinger. Dette er endnu et vigtigt træk ved denne runde. Uden Doha sker der ingen forandringer. Ingen lette løsninger Selvfølgelig er det ikke nogen enkelt sag at få økonomisk liberalisering til at virke i udviklingslandenes interesse. Selvfølgelig er der brug for politisk tæft og økonomisk støtte. Svarene kan ikke slås op i de neoliberalistiske lærebøger. Udviklingssagen fortjener noget mere og bedre end sloganer og dogmer. Der er brug for en redelig vurdering af de økonomiske forhold. Det er nødvendigt at acceptere, at der vil være problemer undervejs, og at det kommer til at gøre ondt. Men det synspunkt, at udviklingslandene skal vende Doha ryggen, er simpelthen forkert. På vej mod en aftale Jeg har i tidligere taler beskrevet parametrene for den aftale, som jeg tror, vi nu har i sigte. Jeg tror, at alle parter har en god fornemmelse for, hvor vi har mulighed for at nærme os hinanden. Spørgsmålet er nu: har vi den politiske vilje og evne til at gøre det, og er vi parat til at acceptere, at en løsning, der er acceptabel for alle, pr. definition ikke kan være ideel for nogen? EU har tilbudt at forbedre sit tilbud fra sidste oktober, hvis andre udviser tilsvarende fleksibilitet og vilje til at gå videre. EU vil ikke stå tilbage for nogen, når det drejer sig om viljen til at træffe svære beslutninger, selv om jeg har et klart forhandlingsmandat, som jeg skal og vil respektere. 6

Det er nødvendigt, at Brasilien og de nye vækstøkonomier i G20 fremkommer med et anseeligt tilbud om at åbne deres markeder for industriprodukter og tjenesteydelser med de nævnte forbehold. Økonomierne vil nemlig drage fordel af den større åbenhed det er derfor, Brasilien og Indien ensidigt har sænket deres industritariffer i ti år og samtidig har oplevet en helt uhørt vækst. Det er nødvendigt, at USA forbedrer og kompletterer sit tilbud om at sænke den handelsforvridende landbrugsstøtte på hjemmemarkedet. Med det nuværende tilbud ville USA s udgiftsloft være højere end faktiske udgifter, USA anmeldte i Genève 2001. Det må der naturligvis ændres på. Jeg hilser det velkomment, at USA ønsker at presse på for at nå et så ambitiøst mål som muligt med denne runde. Men det er ikke nok bare at skubbe på de andre. USA bliver nødt til at give mere, hvis det vil have mere. Det var en stor opmuntring for mig at høre præsident Bush på topmødet mellem EU og USA i denne uge, hvor han sagde, at han er fast besluttet på, at forhandlingerne skal munde ud i en aftale, og parat til at træffe svære beslutninger for at nå dette mål. Han viser sig som en rigtig leder. Der er tre parter, der skal få tingene til at gå op. G20 vil have større nedskæringer i USA s landbrugstilskud, før de er villige til at sænke tolden på industrivarer. Washington kan løse denne knude ved at komme med et bedre tilbud. Hvis dette bliver tilfældet, er EU parat til at komme begge parter i møde og forbedre sit tilbud. Forhandlingerne omhandler naturligvis langt mere end disse tre punkter. Men det er disse tre punkter, der er nøglen til en mere omfattende aftale. Konklusion Der siges så meget negativt om Doha. Det er efter min overbevisning overdrevet. Det er klart, at alle forhandlinger på dette niveau vil være hårde og vanskelige. Resultatet bliver ikke perfekt. Men vi må ikke lade det bedste stå i vejen for det gode. En vellykket Doha-runde vil tilføre verdensøkonomien hundreder af milliarder euro til gavn for alle medlemmer af WTO. Alternativet er et system med bilaterale aftaler og frihandelsaftaler, hvor de store kan vride armen om på de små. Handelstyranni i stedet for multilateral handel. I EU kan Doha give virksomheder og producenter nye muligheder for at konkurrere på de voksende markeder i de nye vækstøkonomier. Vores bilfabrikanter, den kemiske industri, den lette industri og producenterne af el-artikler forventer med rette, at EU ikke vender tomhændet hjem fra Doha. Nedsættelserne af vores i forvejen lave industritariffer betyder, at de aggressive konkurrenter i vækstøkonomierne vil få endnu lettere adgang til EU s markeder. Vi har været beskedne i vores krav om modydelser, men vækstøkonomierne bliver nødt til også at give noget. Konkurrencesituationen i verdenshandelen med industriprodukter bliver stadig mere og mere lige, og EU kan ikke forventes at være alene om at give indrømmelser. En vellykket Doha-runde, der åbner op for syd-syd-handelen vil afspejle realiteterne, som de tegner sig i den globale økonomi, hvor Kina og Brasilien og vækstøkonomierne i Asien og Sydamerika har fået mere magt, men også et større ansvar. Doha er en mulighed for at integrere disse markeder yderligere i den globale økonomi. Vi skal gribe denne mulighed; den kommer ikke igen. Vi risikerer alle at komme til at stå som store tabere i de kommende år, økonomisk såvel som politisk. For at forstå dette, skal man blot tænke på, hvem der vil gnide sig i hænderne, hvis vores forhandlinger slår fejl. 7

Hvilke andre omkostninger vil en fiasko have? En mislykket Doha-runde ville være et slag mod hele det internationale handelssystems troværdighed. Fiasko betyder, at vi mister muligheden for besegle EU s landbrugsreform i Genève og for at få en tilsvarende reform igennem i USA. Verden risikerer at gå glip af nye markeder for landbrugsprodukter af de største og mest omfattende nedsættelser af landbrugstarifferne, der nogen sinde er set. Nye handelsmuligheder for fremstillingsindustrien, som ikke alene er livsvigtig for EU og USA, men også for de voksende industrisektorer i udviklingslandene, ville gå tabt. Selv en beskeden aftale om handel med serviceydelser er bedre end ingen. Uden en aftale går udviklingslandene glip af en strøm af udenlandske investeringer, viden og erfaring, der kunne befordre udviklingen. Vi ville gå glip af en ny multilateral aftale om told- og kvotefri markedsadgang for de mindst udviklede lande. Vi ville gå glip af en ny samlet pakke aid for trade. Vi ville gå glip af muligheden for omskrive reglerne for verdenshandelen, så dørene åbnes for ny handel og lukkes for korruption. Og vi ville miste troen på, at WTO-systemet kan fungere med 150 medlemslande og samtidig afspejle enhver stigning, for så vidt angår størrelse, interesse og kapacitet, i verdensøkonomien. Som præsident Bush sagde i Wien tidligere på ugen, er Doha-runden for vigtig til at mislykkes. Enhver forhandler, som føler sig fristet af den falske tryghed i urokkelige og fastlåste holdninger i Genève, gør klogt i at huske på dette. I dag har jeg beskrevet, hvorfor en vellykket Doha-runde er til vores fordel. Inden vi drager af sted til Genève bør alle forhandlerne og alle dem, som står ude på sidelinjen og kritiserer processen, tænke på de helt enorme omkostninger, en fiasko vil føre med sig, økonomisk såvel som politisk. SLUT 8