Retssagen om et formodet maleri af André Derain

Preben Juul Madsen Retssagen om et formodet maleri af André Derain Forlaget Kunstnyt.dk

Retssagen om et formodet maleri af André Derain Preben Juul Madsen Udgivet af Forlaget Kunstnyt.dk Betty Nansens Allé 43 2000 Frederiksberg www.kunstnyt.dk e-mail: pjm@kunstnyt.dk Nærværende e-bog udgivet oktober 2012 ISBN 978-87-994032-1-9 Den trykte udgave printed in Denmark 2011 ISBN 978-87-994032-0-2 Fotografier: Forsiden: Statens Museum for Kunst. Viser bagsiden af det omstridte maleri af André Derain: Paysage à LˈEstaque. Bagsiden: Troels Tønnesen. Øvrige fotografier: Kunstnyt.dk Tilegnet Jannie From og Svend Erik Olsen ofre for uretfærdigheden» Jeg kan garantere, at alle dommere er meget omhyggelige, når de skal træffe deres afgørelser. Det sidder på rygraden af enhver dommer, at det værste, der kan ske, er at begå justitsmord.«jørgen Lougart, tidligere formand for Dommerforeningen»Tilliden til et godt og retfærdigt retssystem er helt fundamental i et demokrati.«mikael Sjöberg, nuværende formand for Dommerforeningen og retsformand ved Derain-sagen

Indhold Forord 5 Indledning 8 Referater fra byrettens 12 retsmøder 20 Byretsdommen 44 Referater fra landsrettens fem retsmøder 107 Landsretsdommen 122 Derain-maleriets proveniens 128 Sotheby s katalogtekst 131 Afslutning 134 Svend Erik Olsens to breve til Grethe Meyer 140 Navneregister 141

Når først forkert bliver rigtigt så er det først rigtigt forkert Gentagne gange er Danmark i udlandet blevet omtalt som verdens lykkeligste land. Ingen, absolut ingen tvivl om, at Danmark er et af verdens bedste lande at leve i. Vi er forskånet for de værste naturkatastrofer, for militærkup, og, så vidt jeg ved, for politikere, som lægger lidt til side til sig selv i schweiziske banker eller andre hemmelige steder rundt om i verden. Men er vi verdens lykkeligste land? Det er nu godt et år siden, at Østre Landsret 12. februar 2010 idømte Jannie From og Svend Erik Olsen hver ét års fængsel for bedrageri, de ikke var skyldige i. Det mente imidlertid alle ministre, alle folketingsmedlemmer, hele den samlede ligeglade danske presse samt den såkaldt almindelige dansker, var helt i orden. Man så stort set ingen reaktioner på dommen. Ingen i kunstbranchen blandede sig. En tåbelig journalist i B.T. omtalte sagen som det udspekulerede svindelnummer. Grove injurier. Moralen blandt de ligeglade synes at være: Man skal ikke tro, man kan slippe godt af sted med at købe et maleri for 200.000 kr. og så sælge det til 5 mio. En pris, som kort tid senere steg til over 40 mio. kr. i New York. Her skal statueres et eksempel. Hvilket der blev. Den slags kan den danske retsfølelse absolut ikke tolerere. At dommen så var forkert, interesserede ingen. At de pæne kappeklædte dommere, de højtuddannede ug-drenge og ug-piger, iklædte sig tætsiddende skyklapper og lod snesevis af vidneudsagn frit passere forståelsescentret uden reaktion, er svært at forstå. For mig. De fire navngivne juridiske dommere og de fem hemmelige, anonyme domsmænd nåede aldrig at forstå, hvad sagen handlede om. Der var tale om en totalblokering af deres sunde fornuft. Men uanset, hvad der er foregået mellem ørerne på de ni, så har de afsagt en dom, der ikke kan lade sig gøre, og som er så skandaløs forkert, at den type personer aldrig nogen sinde burde have myndighed til at dømme. Men hvem er de værste? Dommerne, eller de, som har magt til at ændre justitsmord, justitsministeren, statsministeren og hele folketinget? Kan et justitsmord uanfægtet få lov at passere, så er Danmark ikke et retssamfund, men et sygt samfund, meget præcist formuleret af advokat Jesper Berning i Jyllands-Posten 10. oktober 1999: Befolkningen har en større tillid til retssamfundet, end den ville 5

have, hvis den havde indsigt i, hvad der virkelig foregår. Det danske retssystem er nøjagtigt lige så anløbent som nogle af dem, vi ynder at kritisere. I den aktuelle Derain-sag er samtlige ni dommere blevet politianmeldt. Men det interesserede ikke politiet, som i strid med loven svarede, at den slags ikke er noget politiet efterforsker. Hvem gør så? Man kan altså ikke anmelde en dommer for kriminelle handlinger. Men når det er en dommer, som politianmelder nogen, så farer politiet op som trold af æske. Det er set flere gange, senest da den mærkelige nu pensionerede Peter Garde anmeldte Peter Brixtofte for injurier. Injurier er normalt undergivet civilt søgsmål, men ikke, når man er dommer. Selv er jeg for flere år siden blevet dømt for at offentliggøre et domsudskrift, der gengav tre lægdommeres navne. Det må man ikke. Men tragikomisk nok var det daværende præsident for Østre Landsret, Sven Ziegler, som anmeldte det, og domsudskriftet var udleveret af Østre Landsret, købt og betalt. Det kostede 1.500 kr. i bøde. Jeg ønskede præsidenten indkaldt som vidne, men det blev mig nægtet. Det var naturligvis ham, der var ansvarlig for, at retten ikke havde fjernet lægdommernes navne, som er normal praksis. I Derain-sagen er alle lægdommeres navne udeladt. Man ser også til tider, at domsudskrifter indeholder parternes personnumre. Det er ulovligt, men det blæser dommerne på. De har uindskrænket ret til at gøre, hvad de vil. De er juridisk ikke hævet over loven, men er det i praksis. Ved retsmøder skal man rejse sig, når dommerne kommer ind, og når dommerne går ud. Det skal man gøre for at vise respekt for retten. Hvilken respekt? Kan man have respekt for et retsvæsen, som har gjort sig selv til en stat i staten, og som kan afsige alle de forkerte domme, som det nu passer den kappeklædte dommerstand? Og beder man justitsministeren om at tage affære, får man af underordnet personale at vide, at ministeren, i den aktuelle sag, Lars Barfoed, har sagt, at han ikke griber ind i den slags sager, men har noteret sig ens synspunkter. Hvad skal han bruge dem til? Kan landets statsminister, som jeg ved er i besiddelse af begge domsudskrifter, kan landets justitsminister, som også kender domsudskrifterne, og det samlede folketing leve med et ondskabsfuldt justitsmord uden at reagere? Kan de det, så farvel Danmark, farvel til demokratiet, farvel til retsstaten. Så er vi ikke et hak bedre end sydamerikanske diktaturstater og afrikanske bananrepublik - ker. Så er vi en by i Rusland. Og det der er værre. Her vil mange sikkert tage sig til hovedet og sige: Hvad bilder han sig ind. Er manden bindegal? Men mener man det, så fortæl mig, hvor de ni dommere har 6

ført bevis for, at de to dømte på købstidspunktet vidste, at maleriet senere kunne sælges for flere millioner. Fortæl mig det! Det er det, og det alene, de to er dømt for. Der skal ikke iværksættes en ny retssag med nye dommere. De er alle efter min mening så loyale, læs: sammenspiste, at en ny retssag ikke vil ændre noget som helst. Det der skal til er en klar annullering af dommen og en klækkelig millionerstatning til de dømte. De skal ikke bare have tilbagebetalt de 4 mio. kr., ikke af Meyer-arvingerne, som fik dem, men af den danske stat. Det mest retfærdige ville naturligvis være, at det var de ni dommere, som betalte. Men det er nok utopi at tro, det kan blive aktuelt. Og naturligvis skal de dømte have alle sagsomkostningerne retur. Og så er der det offentliges pris for 12 retsdage i byretten, de fem i landsretten, dine og mine penge. Hvad koster ikke fire juridiske dommere og fem lægdommere? Og to anklagere plus øvrige kontorpersonale? Så er der husleje, varme, rengøring m.m. Og hvad med de øvrige omkostninger, vidner, rejser, oversættere og alt andet omkostningskrævende som de pågældende hænger på i den slags sager? Hvor mange millioner har det kostet den danske stat at føre denne 100 procent overflødige, skandaløse og farceagtige retssag? Så længe landets statsminister, justitsministeren, det samlede folketing og den samlede danske presse ikke har accepteret, at dommen over Svend Erik Olsen og Jannie From er en forbrydelse, vil jeg betragte de pågældende som medskyldige. Man er medskyldig, når man fortier en forbrydelse, man har kendskab til. Verdens to mest kendte justitsmord er sagen om Jeanne d Arc, som døde på bålet i 1431, og Alfred Dreyfus-affæren om den franske officer, som den 15. oktober 1894 blev anholdt anklaget for spionage, idømt livsvarigt fængsel og sendt til Djævleøen. 12 år skulle gå, før Dreyfus blev benået, blandt andet takket være Emile Zolas berømte artikel i avisen L Aurore, J accuse (Jeg anklager), et åbent brev til præsidenten, en appel i retfærdighedens navn. Hele retssagen havde været en skueproces, med dommere og andre korrupte. Derain-sagens dommere er nok ikke korrupte. Hvad kan de så være? Læs bogen og døm selv. Det er de originale, uforkortede tekster i domsudskrifterne fra Københavns Byret og Østre Landsret Preben Juul Madsen April 2011 7

T h i k e n d e s f o r r e t : Jannie From straffes med fængsel i 1 år. Svend Erik Olsen straffes med fængsel i 1 år. Jannie From og Svend Erik Olsen skal hver betale deres andel af sagens omkostninger for begge retter. Inden 14 dage skal Jannie From og Svend Erik Olsen til boet efter Grethe Meyer v/advokat Christian Gangsted-Rasmussen betale 4 mio. kr. med tillæg af procesrente fra den 18. marts 2009. Sådan lød Østre Landsrets dom i den såkaldte Derain-sag afsagt 12. februar 2010 af landsdommerne Mikael Sjöberg (retsformand), Margit Stassen og Kristian Lind Jensen samt tre anonyme domsmænd. Hvordan disse seks personer er kommet frem til denne dom, vides ikke. Der findes ingen beviser, der findes ingen indicier, og de påståede begrundelser er rene postulater. Ingen af de 17 vidners vidneudsagn var belastende for de dømte. Tværtimod. Formålet med nærværende bog er at give en samlet oversigt over retssagen og dokumentere, at man ikke altid skal stole på retsvæsenet. Denne sag, Derain-sagen, som den omtales, er ikke den bedste reklame for retsvæsenets troværdighed. Det samme kan siges om den brede presse, som på intet tidspunkt interesserede sig for sagen, men som udelukkende blev fulgt af Politikens Camilla Stockmann og undertegnede. Den øvrige presse sprang først på, da dommene i byretten og landsretten blev offentliggjort. Man blev her vidne til en ynkelig omgang følgagtig passivitet af en doven og ligeglad presse, som totalt svigtede retfærdigheden og dermed de uskyldigt dømte. Havde man ikke overværet retsmøderne eller anskaffet sig retsudskrifterne, har det været umuligt at udtale sig. Selv Camilla Stockmann, som dækkede sagen fremragende med daglige detaljerede referater, forstod ikke helt sagen. Efter domsafsigelsen skrev hun i Politiken bl.a.: 8

Landsretten viste ingen nåde i bedragerisag Både eksdirektøren for Ellekilde Auktionshus og hans samlever skal i fængsel. Da Politiken første gang ringede til direktøren for Ellekilde Auktionshus i 2006 for at bede om en kommentar, råbte han så højt, at højtaleren i telefonrøret blokerede. Den kunne ikke rumme vredesudbruddet, men budskabet stod alligevel ganske klart: Direktøren ønskede ikke at kommentere historien om bedrageri af en af sine kunder, men hævdede hårdnakket sin uskyld. Det var kort før, at politiet begyndte sin internationale efterforskning af sagen om millionmaleriet af André Derain, Paysage á L Estaque. Ingen kommentarer Fredag blev den nu forhenværende direktør for Ellekilde Auktionshus og hans samlever begge kendt skyldige i groft bedrageri. Denne gang var Ellekildedirektørens budskab det samme, om end det nu blev afleveret en del mere spagfærdigt gennem telefonen. Her sagde den 62-årige ordene: Jeg har slet ikke lyst til at tale med dig. Kort forinden havde retsformanden i Østre Landsret oplæst dommen over både Ellekildedirektøren og hans 44-årige samlever: Et års ubetinget fængsel til begge lød den på. De to stole, hvor Ellekildedirektøren og samleveren de sidste to uger troligt har siddet og lyttet til både nye og gamle vidner i sagen, stod tomme i retten. Entydig afgørelse Parret, der da også ved ugens slutning, forekom mere plagede end i begyndelsen af landsretssagen kvinden var decideret bleg havde valgt at blive i hjemmet i Nordsjælland under domsafsigelsen. Havde de været til stede, ville de have kunnet høre retsformand Mikael Sjöberg slå fast, at han og de øvrige fem dommere helt entydigt havde konkluderet, at det nu til fulde var bevist, at de tiltalte i 2004 samarbejdede om at udnytte den dengang 92-årige Grethe Meyers tillid for at skaffe sig en betydelig fortjeneste. Det lykkedes, da Ellekildedirektøren bildte den nu afdøde gamle dame ind, at hendes Derain-maleri ifølge en undersøgelse havde vist sig at være uægte, og at værdien ikke var mere end 200.000 kroner. 9

Kære Camilla! Du og jeg var de eneste journalister, som fulgte samtlige retsmøder i byretten og landsretten. Jeg forstår ikke, hvordan du kan skrive, at det nu til fulde var bevist, at de tiltalte i 2004 samarbejdede om at udnytte den dengang 92- årige Grethe Meyers tillid for at skaffe sig en betydelig fortjeneste? Hvad er det for beviser, du taler om? De findes jo ikke. Og hvad består deres samarbejde i? Og hvordan kan du påstå, at Ellekildedirektøren havde bildt Grethe Meyer ind, at maleriet var uægte? På købstidspunktet var billedet jo netop at betragte som uægte. Hun er ikke blevet bildt noget ind. Det har du gennem hele retsforløbet gang på gang fået vished for. Du har hørt alle vidner, og ikke et eneste af dem modsiger den uangribelige kendsgerning, at Michel Kellermann havde erklæret det for falsk. Og det vidste Grethe Meyer. Hun havde selv fortalt det til Ellekildedirektøren. Det er fra hende selv, at han første gang hører om afvisningen, får fortalt, at maleriet af Kellermann er erklæret falsk. Og i øvrigt er det ikke rigtigt, når du skriver: Selv om især sønnen var i hyppig kontakt med Ellekildedirektøren i 2004 i forbindelse med salget af maleriet og andre af moderens møbler, da hun skulle flytte til en mindre bolig, ignorerede de hinanden i Retssal 10. Nej, det gjorde de ikke. Uden for retslokalet, før sønnen, Torsten Krause Meyer, skulle afhøres, kom han hen til Svend Erik Olsen, som sad i sofaen, og smilende gav ham hånden. Det var Torsten Krause Meyer, der af sig selv henvendte sig til Svend Erik Olsen. Jeg overværede det selv, sad lige ved siden af Svend Erik Olsen. Men der var kold luft mellem Torsten Krause Meyers to søstre og Svend Erik Olsen. Man forstår udmærket, at så godt som alle hele tiden har haft størst sympati med Grethe Meyer og hendes arvinger. At miste 30 mio. kr. er ikke helt ligegyldigt. Hvem ville ikke slås for det. Det ville jeg også selv. Naturligvis. Men harmen burde ikke være rettet mod Svend Erik Olsen; det var ikke hans skyld, at sagen forløb, som den gjorde. Faktisk betalte han meget mere for maleriet, end det kunne forlanges. Det var ikke, og det kan ikke gentages ofte nok, på købstidspunktet erklæret ægte. Det blev det først syv måneder efter, at Jannie From solgte det i Paris for 5 mio. kr. Som det fremgår af både Baillys og Stoppenbachs vidneudsagn, købte de maleriet, fordi de troede på det, underforstået, at det var ægte. Men der var stadig en risiko, fortalte Bailly, så længe Kellermann ikke skriftligt havde givet en ægthedserklæring. Hvis Jannie From havde vidst, det var ægte, havde hun næppe solgt det for kun 5 mio. kr., en pris, som på det tidspunkt lå langt under værdien for en ægte Derain af tilsvarende kvalitet. For uanset, om det er ægte eller falsk, så er kvaliteten høj. Og som Bailly oplyste i retten, var der mange Derainforfalskninger, kendte selv 100, sagde han. Han nævnte også, at Derain-malerierne var lette at efterligne, det var mere farver end komposition. Så ingen kan fortænke 10

Jannie From i at slå til og få 5 mio. kr. Måske kan man synes, at hun burde have returneret en pæn skilling af de 5 mio. til Grethe Meyer. Men at hun ikke gjorde det, gør ikke forløbet til bedrageri. Et ægte Derain, som kvalitetsmæssigt kan sammenlignes med det aktuelle, er Le Pont de Chatou, 1904-1905, som katalogteksten lød, da det solgtes 25. marts 1990 i Paris af Guy Loudmer for 8 mio. dollars (omkring 50 mio. kr.) som en del af Lucien og Marcelle Bourdon-samlingen på 54 numre, der i alt indbragte 84 mio. dollars, et sensationelt beløb dengang og omtalt som århundredets salg. Lucien og Marcelle Bourdon havde ønsket at donere 20 mio. dollars af overskuddet til SPA (Animal Protection Society), men i stedet overtalte Loudmer dem til at oprette en privat fond i Luxembourg under hans ledelse. Sagen endte i en stor skandale. Loudmer blev anholdt og sad fire måneder i fængsel, men endte med kun at få en betinget dom på 18 måneder. I Kellermanns trebindsværk, ANDRÉ DERAIN Catalogue Raisonné l œuvre paint, har han ændret på teksten, som nu hedder Londres: Les Quais de la Tamise, og ikke malet 1904-1905, men 1905-1906, registre - ret som nr. 95. Det tilhører i dag det berømte museum, Centre Georges Pompidou i Paris. Med kendskab til den pris kan man vist godt tillade sig at mene, at 5 mio. kr. var for lidt at byde. Nærværende bog frikender totalt de to dømte. Dommen er så forkert, som den kan være. I virkeligheden er der tale om en dom med tilbagevirkende kraft, idet afgørelsen udelukkende er baseret på Michel Kellermanns ægthedserklæring, som først foreligger den 28. april 2005, syv måneder efter, at Jannie From den 23. september 2004 solgte maleriet til Charles Bailly og Robert Stoppenbach, og derfor er sagen helt uvedkommende. Sagen burde aldrig være kommet for retten. Efterforskningen burde hurtigt have fortalt politiet, at der ikke var noget at komme efter. Der er for meget af Den lyserøde panter i dansk politi, for mange Inspector Clouseau er. Anklagemyndigheden burde aldrig have startet sagen. Politiet har hele tiden vidst, at maleriet indtil Kellermanns ægthedserklæring forelå, var at betragte som uægte. Det samme har samtlige ni dommere, de tre i byretten og de seks i landsretten, vidst. Kellermanns stedsøn Havde den ene køber, den engelske kunsthandler Robert Stoppenbach fra London, ikke været Michel Kellermanns stedsøn, så havde det omtalte maleri i dag ikke været at betragte som ægte Derain. Inden Jannie From solgte det, havde Michel Kellermann som nævnt adskillige gange erklæret maleriet for falsk. Det er til mindste detalje dokumenteret af flere vidner ifølge domsudskrifterne, og nok så vigtigt 11

af Robert Stoppenbach selv, som fandt dokumentationen i Michel Kellermanns efterladte papirer. Alle oplysninger i sagen har hele tiden klart og tydeligt dokumenteret, at den eneste i hele verden, som kunne erklære et maleri for ægte Derain, var Michel Kellermann. Sagde han ægte, så var det ægte, sagde han falsk, så var det falsk. Og det sidste havde han gentaget flere gange inden Bailly og Stoppenbach købte maleriet af Jannie From. Det vidste anklagemyndigheden inden sagen startede. Og selve den måde, maleriet blev gjort ægte, var amatøragtigt. Ifølge Bailly og Stoppenbach var maleriet i dårlig stand, og før Kellermann ville erklære det ægte, krævede han, at det blev restaureret. Ingen professionel kunstekspert arbejder på den måde. Han har altså først bedømt maleriet efter restaureringen, hvor en anden end Derain har sat sine spor på maleriet. Det skulle naturligvis være bedømt før restaureringen. En anden detalje tyder på, at Kellermanns ekspertise ikke stod mål med hans ry som Derain-ekspert. Årsagen til, at han gentagne gange afviste maleriet som ægte, var et stempel bag på maleriet fra Galerie Paul Guillaume i Paris. Galleriets adresse var forkert, påstod Kellermann. Først da det viste sig, at adressen var rigtig nok, og at Kellermann tragikomisk selv havde beviserne i en bog stående i sit eget bibliotek, fik hans stedsøn, Robert Stoppenbach, ham overtalt til at se på billedet igen. Kellermann har altså på intet tidspunkt bedømt maleriet ud fra det oprindelige maleri, det Svend Erik Olsen købte, men udelukkende på grund af et stempel og et gennemrestaureret maleri. Helt utilgiveligt. Justitsmord betegner en dom over en person, som er anklaget og dømt for en forbrydelse, som vedkommende ikke har begået. Justitsmord kan være undskyldeligt, behøver ikke at være en bevidst handling fra dommernes side, men kan fx skyldes falske vidneudsagn så troværdige, at dommerne ikke kan gennemskue løgnen, og derfor er tvunget til at dømme ud fra disse beviser. Verden over findes utallige eksempler på justitsmord, som senere er ændret til frifindelse blandt andet på grund af DNA-beviser I den aktuelle sag findes ingen dokumenterede falske vidneudsagn, ingen indicier, og der er af indlysende grunde ikke foretaget DNA-prøver. Der findes flere divergerende meninger om, hvad der er foregået, men intet af det har været belastende for de dømte. Derfor rækker dommen langt ud over, hvad der kan betegnes som justitsmord. De to dømte er dømt for bedrageri, men de har ikke begået bedrageri. Derimod har de ni dommere fra byretten og landsretten afsagt domme, som ikke kan lade sig gøre. Hvorfor de har dømt, som de har, får ingen at vide. Det fremgår ikke af Rettens begrundelse og afgørelse i byretten, ej heller af Landsrettens begrundelse og resultat, hvor det hedder: 12

Også efter bevisførelsen for landsretten er det af de grunde, der er anført i byretten, bevist at tiltalte Svend Erik Olsen er skyldig i bedrageri ved at have bibragt Grethe Meyer en vildfarelse om værdien af maleriet med henblik på retsstridigt at skaffe sig og medtiltalte en betydelig fortjeneste. Byretten har ikke fremlagt skygge af bevis for, at Svend Erik Olsen har gjort sig skyldig i bedrageri. Det er rettens simple pligt at bevise det påståede bedrageri. Det har retten ikke gjort. Hverken byretten eller landsretten. Svend Erik Olsen har ikke på noget tidspunkt bibragt Grethe Meyer i nogen vildfarelse. Det er en udokumenteret og horribel påstand, at Svend Erik Olsen og Jannie From har forsøgt at skaffe sig en betydelig fortjeneste ved at bedrage Grethe Meyer. Det er en skandaløs begrundelse uden hold i virkeligheden. Som det hedder i Grundlovens 64: Dommerne har i deres kald alene at rette sig efter loven. Det har de undladt her. Det hedder videre i landsrettens dom: Efter vidnerne Torsten Krause Meyers og Karin Annelise Bruus forklaringer lægges det til grund, at aftalen om køb af maleriet blev indgået den 2. august 2004. Hvad beviser det? Det er en uangribelig kendsgerning, at Grethe Meyer besluttede at sælge maleriet den 2. august 2004. Det er hendes egen afgørelse, vidnefast dokumenteret af hendes søn, Torsten Krause Meyer. Beslutningen om at sælge skyldes det forhold, at maleriet på det tidspunkt ikke kunne købes af Svend Erik Olsen som et ægte Derain-maleri, da det af Kellermann var afvist som værende ægte. Hvorfor er det svært at forstå? Havde Svend Erik Olsen, med sin viden fra Kellermann, en viden Grethe Meyer hele tiden selv havde haft, købt det som ægte, ville han blive betragtet som idiot. Ingen kunsthandler, der lever af køb og salg, køber et maleri, der af den øverste sagkundskab, her Kellermann, er erklæret falsk, for flere millioner. Det viser dommen imidlertid, at dommerne mener, han skulle have gjort. Grotesk! Det kan 100 procent udelukkes, at Svend Erik Olsen har haft viden om, at maleriet var ægte og senere ville indbringe flere millioner. I så fald skulle han have haft en skjult forhåndsviden, som hverken Kellermann, Bailly eller Stoppenbach havde. Hvem skulle have givet ham den viden? Og hvor skulle Jannie From have den samme viden fra? Dommerne har gået rundt med skyklapper og overhovedet ikke fattet sagens rette sammenhæng. I landsrettens dom hedder det videre: Efter tiltalte Jannie Froms egen forklaring hørte hun, hvad tiltalte Svend Erik Olsen sagde til Grethe Meyer og Torsten Krause Meyer 13

under telefonsamtalerne den 2. august 2004. Det lægges efter Torsten Krause Meyers meget udførlige forklaring til grund, at tiltalte Svend Erik Olsen ved sin opringning den 2. august 2004 oplyste, at undersøgelser havde vist, at maleriet ikke var ægte, og at der var fremkommet et købstilbud fra en amerikansk samler. Det lægges videre til grund, at det først på dette tidspunkt blev drøftet at sælge maleriet. Helt forkert! Det var på et tidligere tidspunkt tilbudt flere, blandt andre prins Henrik, men prinsen bød under de 200.000 kr., som fru Meyer ville sælge det for. Og hvorfor skulle fru Meyer ønske, at prins Henrik så maleriet, hvis formålet ikke var at sælge det? Det giver ingen mening. Derfor må det fastslås, at på det tidspunkt Svend Erik Olsen får maleriet udleveret, er det med formål at sælge det, som han udtalte i retten. Svend Erik Olsen har ikke kunnet foretage andre undersøgelser end de allerede foretagne. Da han lover Grethe Meyer at undersøge det i Paris, har han uden tvivl haft en formodning om, at det kunne lade sig gøre. Det var jo også i hans egen interesse. Men han opdager hurtigt, ved hjælp af den senere køber, Charles Bailly, at der ikke kan foretages yderligere, når det flere gange er afvist af Kellermann. Svend Erik Olsen kunne have rendt rundt i Paris, ja, hele verden, til samtlige kunsteksperter og forevist dem billedet. Og selv om han kunne finde nogen, der ville erklære det ægte, kunne det ikke bruges til noget som helst. Kun én person, Michel Kellermann lyttede man til; han var internationalt erklæret overdommer i Derainafgørelser. Sagde han nej, så var det falsk. Og det havde han gjort flere gange. At det forholder sig således, er gentaget og gentaget ved retsmøderne. Uden Kellermanns senere ægthedserklæring havde Sotheby s i New York afvist det, det ved vi. Og vi ved også, at køberne på auktionen den 3. maj 2006, New Yorker-milliardærparret Julian og Josie Robertson, ikke havde købt det uden ægthedserklæringen. Sammen med 14 andre værker af berømtheder såsom Cézanne, Picasso, Matisse, Gauguin, Mondrian med flere, donerede parret i maj 2009 Derains maleri, Paysage à l Estaque til Auckland Art Gallery Toi o Tamaki i New Zealand. Videre fra dommen: Det må efter samtalen mellem Torsten Krause Meyer og medtiltalte have stået tiltalte Jannie From klart, at medtiltalte bibragte og udnyttede vildfarelsen hos Grethe Meyer om, at maleriet havde en væsentlig lavere værdi. Ligeledes måtte tiltalte Jannie From være klar over, at hun ved sin bistand til medtiltalte ville medvirke til at påføre Grethe Meyer et tab og derigennem opnå en retsstridig fortjeneste til sig og medtiltalte. 14

Hvilken bistand er det, retten taler om? Uforståeligt sludder! Videre fra dommen: Tiltalte Jannie From, som overhørte den første telefonsamtale, og som herefter købte maleriet, er derfor skyldig i bedrageri, som beskrevet i anklageskriftet, dog således at det lægges til grund, at aftale om køb af maleriet blev indgået den 2. august 2004. Hvordan kan Jannie From ved at overhøre en telefonsamtale gøre sig skyldig i bedrageri? Det giver ingen mening. Det er sort snak. Eller, for at citere forsvarsadvokaten Kornerup Jensen, som i anden forbindelse under sagen udbrød: Det er helt ude i hampen. Videre fra dommen: Landsretten tilsidesætter således tiltalte Jannie Froms forklaring om, at hun allerede under eftersynet i maj/juni 2004 tilbød at købe maleriet, og at hun ikke havde gjort sig tanke om maleriets værdi, som utroværdig. Igen sort snak. Hvorfor kan Jannie From under eftersynet ikke have tilbudt at købe maleriet? Og hvordan har hun kunnet vide, at maleriet var mere værd? Det er rettens forbandede pligt at bevise det. Og det har retten ikke gjort på noget tidspunkt. Alle anklager er udokumenterede postulater. Rene gætterier. Skåret ud i pap På Kunstnyt.dk refererede jeg dagligt kritisk fra retsmøderne. Og i flere måneder forud for denne bogs udgivelse skrev jeg, at den var på vej. Det har givet adskillige henvendelser i min indbakke og ved personlige samtaler med mennesker, både i og uden for kunstbranchen, der ikke fattede, at jeg bakkede Svend Erik Olsen op. Men har man sat sig ind i sagen, så fatter jeg ikke, at nogen overhovedet kan stille det spørgsmål. Jeg er ikke forlovet med nogen i kunstbranchen, heller ikke med Svend Erik Olsen eller Jannie From. I hen ved 35 år har jeg skrevet om kunst, de 30 af dem som forfatter til auktionsårbogen Kunst under hammeren. Min interesse i Derain-sagen er udelukkende den, at jeg finder det forkasteligt og aldeles urimeligt, at man kan blive dømt for noget, man ikke har gjort. Nu har Svend Erik Olsen og jeg ikke altid været de bedste venner, flere gange har han truet mig med sagsanlæg, når jeg i Kunst under hammeren skrev noget, han ikke kunne lide. Jeg har kendt Svend Erik Olsen siden han i 1993 startede Auktionshuset Ellekilde, har skrevet om hans auktioner hvert år, både rosende og kritiserende. Jeg har spist frokost med ham og Jannie, været til aftengilde i auktionshuset og inviteret på kaffe i baglokalet flere gange. Og naturligvis været til eftersyn og overværet alle auktionerne gennem årene. Kunst under hammeren udkom sidste gang i 2006, hvor jeg skrev endog meget kritisk om Svend Erik Olsens køb af det formodede Derain-maleri. Det har 15

jeg givet ham en undskyldning for, idet mine oplysninger i første omgang stammede fra Sonny Wichmanns artikel i Berlingske Tidende den 6. juni 2006, Auktionshus meldt til Politiet i sag om maleri, fulgt op af Camilla Stockmanns stort opsatte artikel i Politiken dagen efter, den 7. juni, Historien om et millionbedrag. Endvidere fra Sotheby s katalogtekst fra auktionen i New York den 3. maj 2006, som jeg dengang betragtede som korrekt. Retssagen vendte imidlertid totalt op og ned på kendsgerningerne. De to dømte havde de bedste advokater, de kunne få, Svend Erik Olsen Jan Erik Kornerup Jensen, Jannie From Jakob Lund Poulsen, som begge på fremragende vis forsvarede deres klienter. Desværre forstod dommerne ikke, hvad de sagde, selv om det var så præcist, som det kunne være. Det var ikke deres skyld, at deres klienter blev dømt. Deres arbejde bedømt på en skala fra 1 til 10 kan kun blive til et stort og rungende 10-tal. I modsætning til de ni dommere, så havde de helt fat i alle detaljerne. At de begge efter landsretsdommen var dybt chokerede, er ikke svært at forstå. De to anklagere var meget forskellige, Janne Mortensen i byretten mere sympatisk, mere menneskelig og blid, end landsrettens Anne Birgitte Stürup, som ind imellem kunne være påtrængende, fræk, flabet og arrogant. Men ens for begge var, at de altid var meget imødekommende, når man i pauserne spurgte dem om noget. De havde imidlertid fået overdraget en håbløs opgave, og det er et spørgsmål, om de selv troede på det, anklagerne lød på. Min personlige mening er den, at Anne Birgitte Stürup var mere troende end Janne Mortensen. Vi ved, at Anne Birgitte Stürup er ordblind, det har hun selv fortalt. Derimod tyder ikke noget på, at hun er talblind, idet hun hele tiden har vidst, at 200.000 er mindre end 5.000.000, som er mindre end 36.000.000. Men hun forstod bare ikke at sætte tallene i relation til sagen. At Anne Birgitte Stürup ikke havde fuldt overblik over begivenhederne, gik op for mig, da jeg i en frokostpause i kantinen spurgte hende, om jeg ikke kunne få kopier af de to meget omtalte breve skrevet af Svend Erik Olsen, da Politiken og Berlingske havde dem. Dem har de ikke, sagde hun med fast stemme. Men det fremgår jo tydeligt af afhøringer, at Politiken havde dem. Når anklageren i landsretten, Anne Birgitte Stürup, kan tillade sig at kalde Svend Erik Olsen og Jannie Froms handlinger for fup og svindel uden at have ført bevis for det, kan jeg også tillade mig at kalde dommen for fup og svindel. Anklageren har ikke bevist noget som helst, der bare antyder bedrageri. Derimod har undertegnede klart og tydeligt, som også begge forsvarsadvokater har, bevist, at der ikke er foregået noget ulovligt af de dømte. 16