HØJMESSE FREDERIKSHOLM KIRKE Søndag den 9/6-2013 kl. 11.00 2. søndag efter Trinitatis Tema: Lignelsen om det store festmåltid Præludium Evt. korsats (Carsten) Indgangsbøn (evt.) Velkomst 1. salme DDS 753 Gud, du, som lyset og dagen oplod Evt. Kollekt (hvis ingen indgangsbøn) Læsning Esajas 25,6-9 Trosbekendelse (synges) 2. salme DDS 331 Uberørt af byens travlhed Evangelium (Gud være lovet...) Lukas 14,16-24 Prædiken Kirkebøn ( evt. + Fadervor, hvis ikke dåb) + Den apostolske velsignelse Evt. korsats (Aleksandr) 3. salme DDS 684 Vor Gud er idel kærlighed Dåb 4. salme Dåbssalme: Lyset er i dine øjne Altergang (b) Præst: Opløft jeres hjerter til Herren!. Hellig, Hellig, Hellig.. O Du Guds lam(3. vers) Opstandne Herre og frelser + Indstiftelsesord Nadveruddeling 5. salme DDS 294 Talsmand, som på jorderige (under uddeling) Lidt musik til at gå ned på efter sidste bordfuld Bortsendelsesord Sidste vers af nadversalme Takkebøn Velsignelse 6. salme DDS 68 Se, hvilket menneske Meddelelser Udgangsbøn (evt.) Postludium
Prædiken Tekst: Joh. 14,22-31 Gud, lad os leve af dit ord, som dagligt brød på denne jord. Amen. Den anden dag hørte jeg Claus Bondam sige: Det, der kendetegner danskerne er, at de er gode til at holde fest! Først tænkte jeg: JA, det er rigtigt men så tænkte jeg mig om, og så sagde jeg: Det er da noget sludder. Jo, det kan godt være, at vi er gode til at holde fest, - men det er vi altså ikke de eneste, der er! Jeg tror, at alle folkeslag i hele verden er gode til at feste. Det ligger i menneskets natur, at vi engang imellem stopper op i hverdagen og så gør noget særligt. Jeg har blandt andet mødt det mange gange når jeg har rejst rundt i Mellemøsten. Her er de rigtig gode til at feste. Med masser af musik og mavedans og vandpibe osv. Forskellen på en fest i Mellemøsten og så her i Danmark er, at de altid har rigtig mange med til festen. Når vi holder fest her i Danmark, så inviterer vi familien og de nærmeste venner. Altså dem, vi kender og føler os mest forbundne med. Dem, som fortjener mest at komme med til vores fest. Men i Mellemøsten kan der sagtens være flere hundrede med til f.eks. en bryllupsfest. Og hvis man tilfældigvis er i nærheden, så bliver man automatisk inviteret med eller man kan bare møde op af sig selv. Det er der ingen, der synes, der er mærkeligt.
Ja, faktisk har man indtryk af, at det kan være hele landsbyen, der holder fest, når der er noget at fejre. --------- Jeg tror også, at de var gode til at holde fester på Jesu tid. Dengang var der også mavedans og musik og masser af god mad og vin. Derfor bruger Jesus også billedet med en fest i den lignelse, som han fortæller i dagens tekst. Det var noget, folk kunne relatere til. Det var noget folk kunne sætte sig ind i. Men der sker noget overraskende i dagens lignelse. Folk opfører sig ikke, som man plejer. Dem, som havde modtaget invitationen og dermed var specielt udvalgt til at skulle være med til festen ja, de har alle mulige undskyldninger. Og det lyder ikke som om, at manden ikke var vellidt. Han ville holde en stor fest, og han havde indbudt mange, står der. Og da han er klar med det hele, sender han sine tjenere ud for at sige til de indbudte, at nu må de gerne komme, for nu er alt rede! Og så er det, de kommer med alle deres undskyldninger. En har købt en mark og er nødt til at gå ud og se til den. En anden har købt fem par okser og skal ud og prøve dem. En tredje er lige selv blevet gift, og skal på honeymoon. Det siger sig selv, at manden, der er vært for festen, bliver vred og skuffet. Jo, for hvem kan tillade sig at takke nej til hans invitation, når han indbyder. Det er som, hvis man takkede nej til en banket hos dronningen, fordi man skulle til det årlige tand-eftersyn eller blev væk fra sin datters bryllup, fordi man skulle til klubaften i frimærkeklubben. ------------ Gad vide, hvem Jesus egentlig vil ramme med den her fortælling. Dem, der lytter på ham, synes måske nok, at det er en ret usandsynlig historie, for hvem melder afbud, når man er
inviteret til en stor fest. Det skal der da en ret god undskyldning til. Hvad vi ikke kunne høre i min oplæsning før det er, i hvilken sammenhæng Jesus fortæller lignelsen for det er kun selve lignelsen, der er dagens tekst. Men det er faktisk lidt interessant, at gå lidt tilbage og se forhistorien her i Lukasevangeliet. For Jesus er nemlig budt til middag hos en af de ledende farisæere og farisæerne var jo de rettroende jøder, der gjorde alt for at overholde Moseloven. Man skulle jo tro, at når Jesus var gæst hos en farisæer, at han så ville prøve at opføre sig så korrekt som muligt. Men nej, det er faktisk det sted i Bibelen, hvor Jesus opfører sig allermest provokerende. Han starter med at helbrede en mand, som led af vand i kroppen selv om det er strengt forbudt ifølge Moseloven at helbrede på en sabbat. Og dernæst belærer han gæsterne om, at det er uhøfligt at sætte sig øverst til bords for det kunne jo være, at der kom en, som var finere end dem. Nej, de skulle vente til værten evt. kom og sagde, at de skulle sætte sig højere op. Og senere så fortæller han nu lignelsen om det store gæstebud, hvor alle gæsterne melder afbud i sidste øjeblik. Mon ikke, at det er farisæerne, han tænker på, når han beskriver alle deres undskyldninger. Jo, for Jesus mener nemlig, at de ikke har fattet Guds invitation til dem. De har ikke forstået, at det hele handler om kærlighed til Gud og vores medmennesker. De er så optaget af at overholde loven, at de helt glemmer, at livet handler om fællesskabet mellem de mennesker, der lever omkring os. Og mon ikke lige, at Jesus bliver en rigtig party-killer med den historie. Jeg er ikke sikker på, om farisæerne vidste, om de
skulle grine, og ta det som en joke - eller om de skulle tage sig det nært, og blive fornærmede. Det minder næsten om den gule tale, som sønnen Christian holder for sin far i Thomas Vinterbergs film Festen. Her forsøger gæsterne i starten at holde gode miner til slet spil. Vi hører ikke noget om farisæernes miner, men jeg tror roligt, at vi kan gå ud fra, at de har været temmelig stramme i betrækket. Ja, for måske har de rent faktisk fattet, hvad det her går ud på, - nemlig at Jesus forsøger at fortælle dem, at de har fået budet og budskabet om guds rige først, men at de er alt for selvtilstrækkelige og lader hånt om det, og ikke tager Jesus alvorlig som Guds søn. Og derfor går budskabet og frelsen videre til hedningerne. Og det er netop, hvad lignelsen fortsætter med. Værten siger, at tjeneren skal gå ud på gader og stræder og hente de fattige, de handicappede, de blinde og lamme, så de kan være med til festen i stedet. For jeg siger jer, siger han: Ingen af de mænd, som var indbudt, skal smage mit måltid. Og her taler Jesus jo faktisk igennem værtens ord, direkte til farisæerne: Ingen af jer er værdige til at smage mit måltid. Nemlig det himmelske måltid, som jo er billedet på Guds evige rige. Det bliver nemlig kun dem, som ikke selv tror, de er værdige til at komme i himmelen, nemlig alle synderne, som dog alligevel tror på Gud, der kommer i himlen. Og ikke de selvretfærdige. På den måde bliver den her fest et billede på Guds rige eller Guds himmelske måltid. Og sådan starter historien også. Det er nemlig en af gæsterne i farisæerens hus, der siger til Jesus midt under middagen: Mmm, salig er den, som kommer til at sidde til bords i Guds Rige. Og så er det, at Jesus fortæller lignelsen, som vender alting på hovedet. Festen hvor det er alle de uværdige, som skal sidde til
højbords og alle dem, der selv synes, de er værdige, der skal stå udenfor. Ikke fordi de bliver holdt udenfor, men fordi de har sat sig selv udenfor ved ikke at tage imod invitationen, da de havde den. Den invitation lyder hver søndag i Jesu Kristi Kirke ud over hele jorden. Nemlig invitationen til at sidde til bords i Guds Rige. Og vi behøver ikke at vente til det himmelske engang. Nej, denne fest og dette måltid findes nemlig midt iblandt os her og nu ved gudstjenesten i form af nadveren. Det er et måltid som skal afspejle det himmelske måltid, som vi engang skal nyde i de evige boliger. Begge steder, både i det himmelske og her på jorden ved nadvermåltidet, - der er det Gud, der er værten, og det er jo nok også ham, der er værten i Jesu lignelse. Nadveren er et fællesskabsmåltid. Et billede på, at vi er alle lige overfor Gud. Vi har alle sammen fået den samme indbydelse og der er ikke nogen, der er mere udvalgt end andre og der er ikke nogen, der sidder højere til bords end andre. Nej, hvis der er nogen, der sætter os udenfor fællesskabet, så er det os selv. Hvis der er nogen, der melder afbud, så er det os selv. For det kræver noget af os, at modtage denne her invitation til himmerigsmåltidet. Det kræver for det første, at vi forlader vores daglige gøremål derhjemme, som vi ellers godt nogen gange kan blive helt besat af og så bevæger os hen i kirken til festen og giver os selv lov til at være med. Vi behøver ikke at ha noget særligt festtøj på eller at ha gaver med eller lange taler eller festsange. Nej, alt hvad det kræver, er at vi tror på ham, som indbyder os og at vi tager imod hans invitation. Derfor kræver det så også, at vi accepterer at skulle sidde til
bords med alle de andre, som tror på ham og har sagt ja til invitationen. De fattige, de handicappede, de blinde og lamme. For de er her også, - og sidder måske på samme kirkebænk som os. Vi gør noget rent fysisk for at være med i festen. Vi rejser os op fra vores plads på kirkebænken, og bevæger os op til bordet, hvor himmerigsmåltidet står. Det måltid, hvor det måske virker som om, at vi ikke får ret meget, hverken vin eller brød men hvor der i virkeligheden ikke er sparet på noget. Det er al Guds kærlighed, der øses ud over os i dette måltid. Det er Jesu legeme og blod ja, det er Gud selv, der deles ud til os. Og når vi spiser ham, så bliver han en del af os og vi bliver en del af ham. Vi er skabt i hans billede til at ligne ham. Han ligner os og vi ligner ham. Han er i os og vi er i ham. Vi er ét. I nadveren smager vi saften fra selve livets træ, som stod på skabelsens morgen. Vinen og brødet fordeler sig rundt i vores krop, og vi kan mærke, at der sker en forandring inde i os. Både rent fysisk men måske endnu mere åndeligt. Vi bliver mindet om, at vi kan komme til at ligne Gud lidt mere. Om at vi kan blive bedre mennesker, hvis blot vi tager imod invitationen. Vi tager imod budskabet om, at Gud har givet os forladelse for alle de ting, vi har gjort forkert i vores liv. Det har han gjort ved at lade sin egen søn tage straffen for alt det, som vi egentlig burde straffes for. Det er det, som frelsen går ud på og det bliver vi mindet om, hver gang vi rejser os fra vores plads i kirken og går op og modtager brødet og vinen i det himmelske måltid. Og så fortæller Gud os også, at vi jo ikke er alene om at være med til denne fest. For det er kedeligt at feste alene. Vi er sammen med vores næste. Alle de mennesker, som også er skabte af Gud og som derfor også har fået invitationen til at være med i Guds Rige. Og det er både rige og fattige syge
og raske sorte og hvide kvinder og mænd gamle og unge. Så når vi går til nadverbordet, så er det vigtigt også at ha blik for de andre, der er med til festen. At være bevidst om, at vi er med i Guds fællesskab. Det fællesskab, der er baseret på tro og på håb og på kærlighed. Og når vi så har været oppe til nadver og dermed lidt inde i Guds Paradis og haft måltidsfællesskab med både Gud og vores næste, ja, så bliver vi sendt hjem igen. Tilbage i vores liv her på jorden. For det er jo her vi er sat til at leve indtil videre. Med velsignelsen til slut i gudstjenesten bliver vi sendt ud i verden igen styrkede og mætte og klar til at blive konfronteret med verdens problemer og lidelser og klar til at give videre af alt det, vi har fået i nadveren kærlighed, tilgivelse fred og glæde retfærdighed og fællesskab, med både fattige og rige toldere og syndere venner og fjender. Amen.