Engdalskolen SKOLENYT August 2016
Velkommen til et nyt og spændende skoleår på Engdalskolen Vi er nu endnu flere på skolen. Over 930 elever, deraf 110 i børnehaveklassen! Ikke blot er vi rigtig mange på skolen, der har også været mange i gang, mens vi andre var på sommerferie. SFO har fået nyt morgenlokale og personalet har nu langt om længe fået køkken, garderobe og toiletter renoveret. Det betyder, at der nu er tidssvarende rammer, som kan rumme de mere end 100 medarbejdere, vi er på Engdalskolen (se billedet på forsiden). I løbet af et par uger bliver kontoret færdigt med mødelokale og kontorplads til Gl. Brabrands dagtilbudsleder. Udenfor er cykelparkering ved hovedindgangen blevet forbedret og udvidet, så der nu er plads til 50% flere cykler. Sidst men ikke mindst har en af skulpturene fra Sculpture by the Lake fået sin faste plads ved hovedindgangen. Vi har taget hul på et skoleår, hvor vi kan se frem til spændende opgaver. Vi er i gang med en skoledag, hvor eleverne får lidt tidligere fri, til gengæld er der oftere to voksne i klasserne og for de yngste elever giver det også mulighed for mere tid til fordybelse i leg og aktiviteter i SFO. På det overordnede niveau skal vi arbejde med to store indsatsområdet. Skolebestyrelsen har bedt os om at sætte fokus på: Hvad skal Engdalskolen være kendt for? Et spændende spørgsmål, vi ser frem til at svare på. Samtidigt har Børn & Unge sat gang i et kulturforandringsprojekt, hvor alle (skoler, børnehaver, vuggestuer, klubber, ungdomsskole og forvaltningen) sætter fælles fokus på tidlig og forebyggende indsats så alle børn og unge i Aarhus får de bedst mulige vilkår til at klare sig godt i livet. Et meget ambisiøst og vigtigt projekt. Vi er kommet godt i gang og ser frem til et godt år og et fortsat tæt og forpligtende samarbejde. Anders Munthe Skoleleder 2
Morgen Trafik Torsdag den 11. august havde Engdalskolen besøg af færdselspolitiet. De var på skolen for at sikre at trafikken omkring skolen er sikker for eleverne, ikke mindst de mange nye elever i børnehaveklasserne. Politiet var mildt sagt ikke imponeret over trafikkulturen og kom derfor på genbesøg allerede fredagen efter, hvor de desværre fik god brug for bødeblokken. Politiet har meddelt, at de har særligt fokus på Engdalskolen og vender tilbage med flere kontrolbesøg. Fra skolens side vil vi endnu engang appellere til at flest mulige elever går eller cykler til og fra skole. Er det nødvendigt at køre sit barn, opfordrer vi meget kraftigt til at være meget opmærksomme, overholde færdselsloven og meget gerne sætte børnene af lidt væk fra skolen, så de selv kan gå det sidste stykke. Vi skal yderligere gøre opmærksom på at: Der er både standsning og parkering forbudt på begge side af Hovedgaden ud for skolen også mellem træerne modsat skolen. P-pladsen er primært til personaleparkering. Føreren af bilen må ikke stige ud af bilen i Kys og kør -zonen (der er gul markering på kantstenen). Hjælper vi hinanden, kan vi sikre at eleverne kommer sikkert til og fra skole hver dag på forhånd tak for hjælpen! Nu er vi i gang med de nye tiltag Før sommerferien fortalte vi om de nye tiltag med to voksne i klasserne på samme tid og den lidt kortere undervisningsdag for eleverne. Vi er nu godt i gang og har allerede en klar fornemmelse af, at vi med disse tiltag er på rette vej og at elevernes faglige og sociale udvikling styrkes af tiltagene. Alt nyt skal have lidt tid til at finde ind på rette hylde, men vi er godt på vej til at få de sidste detaljer på plads; dem man først kan få øje på, når hverdagen er i gang. Eleverne i indskolingen har alle oplevet og været i gang med undervisning på Udkanten. Dette nye tiltag er sat i søen blandt andet for at kunne afprøve mulighederne i Udeskole. Det giver samtidigt klassernes lærere og pædagoger lidt bedre mulighed for at forberede sig sammen og holde fælles møder, der er med til at udvikle og understøtte kvaliteten af undervisningen og elevernes hele skoledag. 3
Nyt fra SFO Det bliver en god dag En masse nye børn er startet i SFO, og vores fornemmelse og hvad vi hører er, at starten har været rigtigt god. Nedenfor er et link, hvor du/i kan se lidt video fra vores nye 0. klassers første uge i SFO http://www.skoletube.dk/video/2079268/e90c21319ac26c0cc43b.. og hér er en video fra samme børns første skoledag: http://www.skoletube.dk/video/2083915/ae98595a5997c2e9fd88 Efter en uge, hvor vores nye 0. klasser var alene i Væksthuset, er det nu blevet hverdag, og siden skolestart d. 10. august har vi været samlet med alle 0./1./2. klasser, hvor mange aktiviteter i gården, i stillerum, spillerum eller på maleværkstedet har trukket masser af børn. Nye ståsteder og nye fællesskaber bliver dannet og skal selvfølgelig læres i en ny kontekst, men vores fornemmelse er, at det bliver et fantastisk år. På Udkanten har vi i det dejlige vejr med både sol, regn og blæst haft masser af glade børn,- og ikke mindst vores nye børn har taget stedet til sig, og alle de forskellige aktiviteter fx snitning, boldspil, mooncars og bålmad bliver brugt hver dag af rigtigt mange børn. Nedenfor et billede fra en de helt store solskinsdage. Fristedet er jo for de store børn fra 3./4. klasse, og hér har der været alt fra Pokémon-jagt, Krea og det van(d)vittige hjørne med badning for dem, der havde lyst. Inden for de næste uger kan børnene hér glæde sig til FRISTIVAL, hvor hele arealet omkring Fristedet bliver omdannet til deres helt egen FRISTIVAL med boder, auditions og optræden selvfølgelig med FRISTIVALarmbånd til alle. PS: I løbet af et par dage vil SFO ens første bud på Månedens Video være tilgængelig på Intra På personalets vegne Torben, SFO leder 4
Nyt tiltag: Udkants-modulet Som en fortsættelse fra sidste Skole-Nyt, hvor vi beskrev tiltag ift at konvertere nogle af de understøttende undervisnings timer til 2-voksen timer i indeværende skoleår for dels at have procentielt flere timer i undervisning med to voksne og også en forlængelse af SFO-tiden, der kunne styrke muligheden for fordybelse i børnenes fritid følger hér lidt info om det nye Udkantsmodul : Vi har på Engdalskolen i indeværende år valgt at opprioritere samarbejdet mellem lærere og pædagoger til glæde for børnene på årgangene og i de enkelte klasseteams. Det betyder for børnene i 0./1./2. klassetrin, at de to lektioner om ugen er sammen med pædagoger fra andre årgange, end de normalt er tilknyttet i klasserne (flere vil de selvfølgelig kende fra SFO en). Udkants-modulet er fyldt med gode aktiviteter og masser af læring. Lige nu er det en kombination af træværksted, bevægelse, dans og sociale stafet-lege. Vi er i starten af noget nyt for alle, men er sikre på at denne mulighed for at introducere børnene for en form for udeskole vil gavne dem i en mere varieret skoledag. Kalender Fra mandag den 19. september etableres byggepladsen - det påvirker kun til- og frakørsel fra Engdalskolen lidt. Mandag den 10 oktober til torsdag den 13. oktober: A-uge Fredag den 14. oktober: Aktivitetsdag 15. til 23. oktober: Efterårsferie (SFO åben) Mandag den 24. oktober: Læsebånd starter 14. til og med 25. november P-pladsen ved hovedindgangen, lukket. 5
Byggeri af tilbygning starter snart! Mandag den 19. september tager håndværkerne fat på at bygge tilbygningen til A-fløjen. Når tilbygningen står færdig til foråret, er A-fløjen blevet udvidet med to nye klasselokaler og et helt nyt billedkunstlokale billedkunst endda med faciliteter til ude undervisning. De første dage går med at etablere byggepladsen, hvilket i praksis betyder, at byggepladsen udendørs afskærmes med hegn. Indgangen til SFO i kælderen vil være åben. Gangene i dele af A-fløjen opdeles i to halvdele med skillevæge sådan, at der er byggeplads på den ene side og skole på den anden. På den måde kan vi stort set holde byggeplads og de arealer eleverne færdes på helt adskilt i langt det meste af den tid håndværkerne arbejder på projektet. Vi kan dog ikke helt afskærme for støj og nogle gange vil det være nødvendigt kortvarigt fx at lukke for vandet. Vi har aftalt med håndværkerne, at vi får besked fra dem, når de har opgaver, der støjer meget eller på anden måde genere. På den måde får personalet mulighed for at tage højde for det i deres planlægning af undervisningen og vil fra tid til anden sikkert vælge at flytte undervisningen til andre steder på skolen eller tage ud af huset. 3. oktober går håndværkerne for alvor i gang og begynder på gravearbejdet. I efterårsferien, uge 42, planlægges det at støbearbejde med fundament afvikles. Med andre ord slipper vi for til- og frakørsel af lastbiler med beton, mens der er mange elever på skolen. Til og fra skolen mens vi bygger Byggeriet er planlagt, så det påvirker trafikken omkring skolen mindst muligt. Men som omtalt andet sted i denne udgave af Skolenyt, er vi udfordret af hente- og bringetrafik på skolen. I ugerne 46 og 47 bliver disse udfordringer endnu større. Det er derfor vigtigt, at alle de elever, der sikkert selv kan komme til og fra skole i disse uger, ikke bliver kørt til skole i bil eller bliver sat af et stykke væk fra skolen. Kys og kør P-plads lukket Har man behov for at køre sit barn til skole, skal dette ske via Ansgarsvej. (Ansgarsvej er ensrettet). Kys og kør zonen flyttes i uge 46 og 47 til Ansgarsvej. Det vil ikke være muligt, at parkere på eller omkring Ansgarsvej har man derfor behov for at følge sit barn ind på skolen, skal man parkere et stykke væk fra skolen og gå det sidste stykke til skolen. 6