8 Peter og klippen TIL SABBATTEN 21. MAJ 2016 Ugens vers Introduktion Så spurgte han dem: Men I, hvem siger I, at jeg er? (Matt 16,15). Fra da af begyndte Jesus at lade sine disciple vide, at han skulle gå op til Jerusalem og lide meget ondt af de ældste og ypperstepræsterne og de skriftkloge og slås ihjel og opstå på den tredje dag (Matt 16,21). Det Nye Testamente gør det klart: Jesus skulle dø. I korsets truende skygge bad han: Nu er min sjæl i oprør, og hvad skal jeg sige? Fader, frels mig fra denne time? Nej, det er derfor, jeg er nået til denne time (Joh 16,27). Dette var den guddommelige plan, som opstod i Guds sind for evige tider siden (Tit 1,2: se også 2 Tim 1,9). Derfor sagde Jesus ikke blot til disciplene, at han kom til at lide meget og dø og opstå på den tredje dag, men også at det var meningen, at han skulle gennemgå disse ting. Når vi tager Guds væsen i betragtning, lovens hellighed og menneskenes frie vilje, var Jesu død den eneste måde, hvorpå menneskeheden kunne frelses fra overtrædelsens straf. I denne uge læser vi mere af beretningen om Jesus; men vi vil især fokusere på Peter, og hvordan han reagerede på, at Jesus i sit arbejde gik døden i møde, som det var planlagt for evige tider siden. Ugens tekster Gal 4,4 Hebr 7,26 Matt 16,13-20 Ef 2,20 Matt 16,21-27; 17,1-9 76
SØNDAG 15. MAJ 2016 Du er Kristus Forestil dig, hvordan Peter følte. Han havde været med Jesus næsten fra begyndelsen. Hvad har han mon tænkt som vidne til den ene utrolige begivenhed efter den anden: helbredelserne, uddrivelse af onde ånder, bespisningen af store skarer, de fantastiske taler, herredømme over naturens kræfter, opvækkelsen af de døde og vandringen sammen med Jesus på søen? Hvilke spørgsmål har han dag efter dag kæmpet med (som fx hvorfor Jesus lod Johannes Døber lide en så forfærdelig død?), når han så noget, som ingen andre i historiens løb nogen sinde havde været vidne til? Jesus var trods alt Gud i menneskeskikkelse. Han levede og arbejdede for menneskene som et medmenneske (Gal 4,4; Hebr 7,26; Es 9,6; Luk 2,10-11). De, som var sammen med ham, som levede sammen med ham og var hans disciple, fik ganske enestående erfaringer. Matt 16,13-17 Hvilket spørgsmål stillede Jesus sine disciple, og hvilken betydning har det, at Peter ifølge optegnelserne er den eneste, der svarer? Og hvorfor er hans svar så afgørende? Peters bekendelse om, at Jesus er Kristus, den levende Guds søn (vers 16), er et af højdepunkterne i hele Bibelen. Peter kaldte ham Kristus, den salvede, og med denne bekendelse sagde han (helt korrekt, som det senere skulle vise sig), at Jesus var Messias, som skulle komme og opfylde pagtens løfter, der blev givet først til Abraham og senere til Israel (se Gal 3,16). Det er også værd at bemærke, at Peters bekendelse af Jesus som Messias foregik i området ved Cæsarea Filippi. Dette var et hedensk område. I dagene op til dette havde Peter set Jesus vise omsorg ikke kun for jøderne, men også for hedningerne. Ved Helligåndens hjælp indså Peter, at Jesus var meget mere end kun en jødisk profet, sådan som andre havde antydet. Hans tjeneste rakte meget længere end Johannes Døbers, Elias eller Jeremias. Den omfattede hele menneskeheden; derfor omtalte Jesus sig selv som Menneskesønnen, noget der viste, at han identificerede sig med alle mennesker. Bibelen viser os senere, at Peter stadigvæk havde meget at lære om Jesus og hans missions verdensomspændende natur. Til at tænke over Hvilke ting har Jesus gjort i dit liv, som du kan fortælle andre om? Hvorfor er det en god ide altid at huske disse ting og dele dem med andre? 77
MANDAG 16. MAJ 2016 På den klippe Umiddelbart efter at Peter så klart havde bekendt sin tro på Jesus som Kristus, den levende Guds søn, svarer Jesus Peter. Matt 16,17-20 Hvad sagde Jesus til Peter, og hvordan skal vi forstå, hvad han mente? Udtrykket på den klippe har været omstridt i den kristne kirke. Katolikkerne fortolker klippen som Peter og hævder, at Peter var den første pave. Men protestanter afviser med god grund denne fortolkning. Vægten af bibelske beviser støtter tanken om, at klippen er Kristus selv, ikke Peter. For det første bruger Peter nogle få steder klippebilledet til at henvise til Jesus, ikke sig selv (se ApG 4,8-12; 1 Pet 2,4-8). For det andet finder vi over alt i Bibelen billedet med klippen brugt om Gud og Kristus; i modsætning ses mennesker som svage og upålidelige. For han ved, at vi er skabt, husker på, at vi er støv (Sl 103,14). Stol ikke på stormænd, på mennesker, de kan ikke frelse (Sl 146,3). Og som Johannes også skrev om Jesus: Han havde ikke behov for, at nogen skulle vidne om mennesket; for han vidste selv, hvad der gemmer sig i mennesket (Joh 2,25). Og Jesus vidste også, hvad der gemte sig i Peter (Matt 26,34). 1 Kor 10,4 Matt 7,24-25 Ef 2,20 Til at tænke over Hvad viser følgende tekster om, hvem klippen egentlig er, og hvem kirken er bygget på? Hvor syntes kirken svag, da Kristus sagde disse ord! Der fandtes kun en håndfuld troende, mod hvem alle djævles og onde menneskers magt ville være rettet; men alligevel behøvede Kristi disciple ikke at frygte. Opbygget på deres styrkes klippe kunne de ikke overvindes. (Ellen White, Jesu liv, s. 298). Hvordan har du selv oplevet menneskers svaghed og fejl? Hvordan kan disse erfaringer hjælpe dig til at stole på Klippen alene? 78
TIRSDAG 17. MAJ 2016 Peter og Satan Matt 16,21-23 Hvorfor er Jesus pludselig så barsk ved Peter? Peters problem var ikke, at han forsøgte at beskytte Jesus. Han forsøgte at styre Jesus i en bestemt retning. Han fulgte ikke længere Jesus; han bad Jesus om at følge ham. Jesus sagde: Vig bag mig, Satan! (vers 23), fordi Peter ligesom Satan under fristelserne i ørkenen var blevet en trussel imod Jesu opgave. Mark 8,33 bemærker, at Jesus i denne samtale vendte sig og så på disciplene. Han var kommet for at frelse dem. Han skulle ikke fristes til at gøre noget andet og slet ikke af en af sine egne disciple, uanset hvor velmenende denne discipel end måtte være. På trods af, hvor meget Simon Peter var vokset i sin vandring med Jesus, forsøgte han stadigvæk at dirigere det hele, også Jesus selv. I denne scene var Peter ikke spor anderledes end en anden discipel. Judas havde forsøgt at styre Jesus til at udføre Judas egne planer for, hvordan han mente Messias skulle være. Men i modsætning til Judas angrede Peter dybt og var villig til at blive irettesat og tilgivet. Matt 16,24-27 Hvad mener Jesus, når han siger: Den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig, skal finde det (vers 25)? Vi lever i en kultur, der opfordrer os til at følge vores drømme, at ofre alt for det, vi ønsker. Men Jesus siger det stik modsatte; han inviterer os til at opgive vores drømme og overgive dem til ham. Det var gradvist ved at gå op for Peter og de andre disciple, hvad sand tro er. Det er ikke meningen, at sand tro skal være den ophidsende oplevelse at stræbe efter det, du ønsker allermest. Sand tro er den smertefulde erfaring at opgive det, du ønsker allermest. Når du giver slip på dine drømme, mister du dit liv. Og samtidigt finder du det. Til at tænke over Hvad har du været nødt til at opgive for at følge Jesus? Måske føltes det den gang meget betydningsfuldt; men hvordan synes det nu, når du ser tilbage? 79
ONSDAG 18. MAJ 2016 En lille opmuntring fra himlen Matt 17,1-9 Hvad sker der, og hvorfor var dette af så stor betydning både for Jesus selv og for disciplene? Jesus havde boet midt i Himmelens kærlighed og fællesskab, men i den verden, som han havde skabt, var han ensom. Nu havde Himmelen sendt sine sendebud til Jesus; ikke engle, men mennesker, der havde lidt skuffelser og sorg, og som havde forståelse for Frelseren i hans jordiske livs prøvelse. Moses og Elias havde samarbejdet med Kristus. De havde taget del i hans længsel efter menneskers frelse Disse mænd og ikke en engel omkring Guds trone var udvalgt og var kommet for i nær samtale med Jesus at styrke ham til de forestående lidelser og for at trøste ham med forsikringen om Himmelens deltagelse. Verdens håb, frelsen af hvert eneste menneske, var det, som deres samtale drejede sig om. (Ellen White, Jesu liv, s. 306-307). Hvor er det fascinerende, at Jesus Guds søn, i sin menneskelighed havde brug for trøst og opmuntring fra disse mænd, som selv havde kendt til både lidelse og skuffelser. Lukas fortæller, at de talte med ham om den udgang, han skulle opfylde i Jerusalem (Luk 9,31). Læg mærke til ordet opfylde, som igen viser, at Jesu død var nødvendig for menneskenes frelse. Når der stod så meget på spil, er det ikke mærkeligt, at himlen så behovet og sendte denne opmuntring. I tillæg skulle Peter, Jakob og Johannes få yderligere begrundelser for at tro, på trods af alt det, de allerede havde set og hørt. Den stemme, der lød ud fra skyen, må også have lydt opmuntrende, da de først var kommet sig over deres første frygt. Det er også afslørende, at Matthæus siger, at Jesus gik hen og rørte ved dem og sagde: Rejs jer, og frygt ikke! (Matt 17,1). Selv midt i alt det, han selv skulle møde, trøstede og opmuntrede han sine disciple. Til at tænke over Vi kan alle til tider have brug for opmuntring, uanset hvem vi er, eller hvor stor vores tro og overgivelse måtte være. Dette betyder også, at en eller anden du kender, måske også har brug for det. Hvem kan du lige nu give trøst og opmuntring? 80
TORSDAG 19. MAJ 2016 Jesus og tempelskatten Matt 17,24-27 Hvad foregår her, og hvad fortæller det os om Jesus? Selv om alle jøder skulle betale tempelskat, var præsterne, levitterne og rabbinerne fritaget. Spørgsmålet om, hvorvidt Jesus betalte tempelskat var altså også en udfordring til ham og hans arbejde. Ellen White skriver, at Peter overså en gylden anledning til på dette tidspunkt at vidne om Jesu absolutte autoritet. Ved at svare skatteopkræveren, at Jesus ville betale skatten, havde han faktisk anerkendt den falske opfattelse af ham, som præsterne og rådsherrerne forsøgte at sætte i omløb Hvis præsterne og levitterne var undtaget på grund af deres forbindelse med templet, var han så meget desto mere, for templet var jo hans Faders hus. (Ellen White, Jesu liv, s. 314). Vi har meget at lære af Jesu milde svar til Peter. I stedet for at ydmyge ham forklarede Jesus blidt hans fejltagelse. Og derudover affinder Jesus sig på en temmelig opfindsom måde med den retning, Peter havde valgt. Frem for helt enkelt at betale skatten og dermed indrømme, at det var hans pligt, henter Jesus pengene andetsteds fra, nemlig fra munden på en fisk. Dette mirakel er ret usædvanligt; det er den eneste gang, hvor Jesus udfører et mirakel, der tilsyneladende er til hans egen fordel. Men i virkeligheden var det en demonstration over for alle af Jesu autoritet ikke alene over templet, men over hele skaberværket. Hvordan kan vi fra et menneskeligt synspunkt fatte, hvordan Jesus kunne udføre dette mirakel? Når vi tænker over alt det, Peter havde set, hvad må så ikke have gået igennem hans hoved, da han kastede snøren ud, fangede den første fisk og fandt den nøjagtige sum, der skulle til for at betale tempelskatten? (Se Es 40,13-17). Til at tænke over Selv om der ikke var nogen grund til, at Jesus og hans disciple skulle betale tempelskatten, fik Jesus dem til at gøre det alligevel for at undgå unødvendig strid. Hvordan kan vi lære at nedtrappe situationer, især dem, der handler om ting, der ikke er strengt nødvendige, for at undgå konflikter? 81
FREDAG 20. MAJ 2016 Til videre studium Beretningen om, hvordan Jesus fik Peter til at hente penge ud af munden på den første fisk, han fangede, er usædvanlig. Faktisk er den så usædvanlig, at nogle forskere har forsøgt at argumentere for, at det er et eventyr beregnet til at belyse en pointe. Men det er selvfølgelig en helt utilstrækkelig løsning (det er faktisk slet ingen løsning). Det er rigtigt, at dette mirakel, i modsætning til andre mirakler fx helbredelse af de syge, at give synet til de blinde, opvækkelse af de døde, bespisning af de sultne er helt anderledes. I Bibelen finder vi også beretningerne om det flydende øksehoved (2 Kong 6,2-7), den våde uld på den tørre jord og den tørre uld på den våde jord (Dom 6,36-40); så den type mirakler, er ikke helt ukendt. Hvorfor gav Jesus ikke bare Peter pengene, så han kunne betale, i stedet for at udføre dette forbløffende mirakel for at løse et forholdsvis lille problem? Bibelen giver os ikke svaret på det spørgsmål. Men det viser os Guds utroligt store magt, som egentlig ikke bør være nogen overraskelse for os. Vi ser trods alt beviser på hans magt hele tiden. Selve vores eksistens, for ikke at tale om det synlige univers, er en fantastisk tilkendegivelse af Guds magt og kraft. Hvis Gud kan styre dette, er en bestemt mønt i munden på en bestemt fisk for intet at regne. Paulus pointe, selv om den er skrevet i en anden sammenhæng, er også anvendelig her: O dyb af Guds rigdom og visdom og kundskab! Hvor uransagelige er hans domme, og hvor usporlige hans veje! (Rom 11,33). Beretningen i Matthæusevangeliet er kun endnu et udtryk for denne sandhed. Spørgsmål til drøftelse 1. Peters kamp for at underkaste sin vilje under Gud er også vores kamp. Vi finder et mægtigt billede på denne kamp i Malakias Bog 1, hvor Gud beder jøderne om kun at bringe deres bedste dyr som ofre. I kommer med stjålne dyr og med de halte og syge og bringer dem som offergave. Skulle jeg tage imod det fra jer? siger Herren (Mal 1,13). Hvorfor skulle Gud bryde sig om, hvilken slags ofre vi bringer til ham? Fordi han ønsker, at vi skal give ham det, vi allermest ønsker at beholde for os selv. Hvad ønsker du at beholde for dig selv i dit liv? Hvordan kan du give slip på det og overgive det til Gud? 82 2. Tænk over, hvordan Jesus løste situationen med tempelskatten. I stedet for at tilspidse situationen, lod han det være. Hvad lærer det os om de hverdagskonflikter, som vi oplever? Hvordan kan vi vide, hvornår vi skal tale, og hvornår vi skal tie?
DIALOG TIL SABBATTEN 21. MAJ 2016 Aktiviteter og dialog Guds Ord og klassens aktiviteter Denne sabbat kan være en god anledning til at samle nogle af de spørgsmål, som klassen har fået i løbet af studiet. Inviter en gæst, eller/og forbered udvalgte personer på at besvare nogle af disse spørgsmål. Sammenlign gengivelsen af Peters bekendelse i de tre synoptiske evangelier, Matt 16,13-20; Mark 8,27-30; Luk 9,18-20. - Hvilken er længst? - Hvilken beskrivelse af Jesus i Peters bekendelse er gengivet af Matthæus, men ikke af de øvrige evangelister? Uddybende spørgsmål Personligt kristenliv Hvordan vil du svare, hvis nogen henviser til, at Peter helt sikkert havde en dominerende rolle i disciplenes flok, og hans efterfølgere på pavetronen derfor fortsat har autoritet over de kristne? - Hvad fortæller dette syn om opfattelsen af autoritet i kirken? Hvem styrer kirken? Hvem bør styre kirken? Ledelsen? Hele menigheden? Præsten ikke mindst hvis han er ordineret? - Hvad er ledelsens og præsteskabets rolle i Kristi kirke? - Hvordan synes du, at vi lever op til det ideal? (Og tænk også på andre spørgsmål end kvinders ordination!) Har du en trang til at ville bestemme og dirigere og ligne Peter lidt? Eller er du mere som en anden af disciplene? Hvad kan vi gøre i kirken for at lade alle komme til ikke mindst at komme til orde? Baggrund I en jødisk sammenhæng ville udtrykket Guds Søn naurligt blive opfattet som en titel for Messias, kongen. Messias blev til græsk oversat til Kristus, deraf forskellene mellem Markus og Lukas. I en mere græsk kulturel sammenhæng kunne et udtryk som Guds Søn imidlertid langt lettere misforstås som noget fysisk. Sådan forstod man myterne om mange græske guder, og evangeliet om Jesus blev også af og til opfattet på den måde. Sådanne misforståelser førte til, at kirken udviklede treenighedslæren. Heri understreges, at Jesus er Guds Søn, fordi han repræsenterer guddommen fuldkomment, ikke fordi han har en begyndelse og står under faderen i et guddommeligt hierarki af flere guder. 83
DIALOG TIL SABBATTEN 21. MAJ 2016 Denne forskel kan være grunden til, at Matthæus gengiver udtrykket den levende Guds Søn, hvorimod Markus og Lukas ikke gør det. Forstå det bedre Romerkirken har brugt den såkaldte nøglemagt (Matt 16,19) som et bevis for Peters og dermed hans pavelige efterfølgeres særlige autoritet. Flere modargumenter bør fremhæves. - Allerførst er det jo ingenlunde givet, at lederen af kirken i Rom skulle være leder for alle kristne, bare fordi Peter evt. var det. Peter var leder på sin tid; men det har ikke automatisk noget som helst med paven i Rom at gøre. - Dernæst giver Jesus rent faktisk denne nøgle til at åbne og lukke himmelens dør til alle disciplene lidt senere, se Matt 18,18. - Men endelig bør man overveje, hvori denne nøglemagt består. I katolsk sammenhæng opfattes den organisatorisk. Lederen lukker dig ind og ud af kirken og det er i kirken, frelsen findes. Den protestantiske forståelse har været anderledes. Nøglemagten er Guds Ord og dets forkyndelse. Når mennesker hører om Jesus, Messias, den levende Guds Søn, åbnes døren til himmerige for dem, når de tror men den lukkes, hvis de er vantro. Det er Guds Ord som forkyndt i Peters bekendelse, der giver Peter og disciplene åndelig magt. Den autoritet og magt er givet til alle Jesu efterfølgere, kvinde såvel som mand, ikke ordineret såvel som ordineret. NOTER 84
NOTER TIL SABBATTEN 21. MAJ 2016 85