Balancen og interesserne Artiklerne i dette tema forsøger ikke at præsentere Socialrådgiverforeningens særlige vinkler eller synspunkter i strukturdebatten, men at give et afbalanceret indtryk af debatten om de lovudkast, der udmønter reformen på det sociale område Det er lettere sagt end gjort. Der er langt imellem de velinformerede og uvildige iagttagere af det aktuelle lovstof. Kun de involverede, der følger processen meget tæt, har en chance for at overskue det omfattende lovkompleks. Og de involverede har ikke bare forskellige holdninger, men også enorme interesser er på spil: For regeringen drejer det sig om at demonstrere, at den kan komme igennem med den vidtgående reform, selvom de tidligere regeringspartier vendte ryggen til i foråret. Det skal selvsagt ske, uden at V og K mister regeringsmagten ved det forestående valg - og alt for mange borgmesterposter ved kommunalvalget i efteråret. Oppositionen har naturligvis den modsatte interesse. Hvis det indtryk breder sig, at samfundets svage vil komme i klemme i reformen, har den vundet et vigtigt point. Lykkes det at få Dansk Folkeparti til at vakle, får den ét mere. Det kan måske også komme til at koste penge og således underbygge påstandene om, at reformen vil blive en dyr affære for skatteyderne. Og kan regeringen i sidste ende tvinges til at mudre reformens grundprincipper med undtagelser, så offentligheden ikke længere kan se, hvad der er op og ned, kan Lykketoft & co. godt finde det pæne tøj frem fra garderoben. For kommunerne er reformen det største grab for power and money i en generation. Yderligere forbedringer af reformen i den sidste fase inden vedtagelsen må ikke stå i vejen for, at den gennemføres. For amterne er interessen navnlig at give de kommende regioner større selvstændigt spillerum end i den regionsmodel, som regeringen går efter. Brugerne og personalet har selvsagt også meget at vinde - og tabe. Organisationerne kan fiske i de rørte vande. Omvendt kan mange af systemets skæve brugere nok tvivle på, om der nu også er tænkt på dem i den store forkromede reform. Hundredvis af de ansatte kommer til at skifte job og arbejdssted. Og hvem kommer til at betale reformens uforudsete udgifter? Næstsidste Slutspillet om strukturreformens følger på det sociale område nærmer sig hastigt. Og der er rigtig meget på spil. Både for de tunge sociale klienter og for de tunge politiske aktører. Socialrådgiveren giver en oversigt over nogle af de vigtigste temaer AF JACOB ANDERSEN, JOURNALIST ILLUSTRATION: MAJBRIT LINNEBJERG Fire kæmpemæssige ånder greb engang kong Salomons slot med park og det hele og løftede det 1000 mile op i luften i et vældigt tordenskrald. Få øjeblikke senere satte de det forsigtigt tilbage på plads uden at bøje så meget som en græsstrå. Man kunne godt få indtryk af, at regeringen forbereder et tilsvarende kunststykke med strukturreformen på det sociale område. Den pressemeddelelse, som socialminister Eva Kjer Hansen udsendte da lovforslagene gik til høring 1. december, efterlader ingen tvivl om, at det er noget virkeligt stort, der er ved at ske: Med kommunalreformen er det slut med diskussionen om, hvorvidt det er amt eller kommune, der har ansvaret, skrev hun blandt andet. Hverdagen bliver lettere både for handicappede, ældre og udsatte grupper. (Reformen) giver større og bedre sammenhæng i den sociale indsats - ikke mindst på børneområdet.. På den anden side skal brugere af de nuværende tilbud ikke være spor nervøse for ændringerne, beroliger ministeren: I den daglige drift betyder reformen blot, at de ansattes lønsedler fra 1. januar 2007 har en anden afsender. Men kan begge dele virkelig passe? I denne artikel sammenfatter Socialrådgiveren et indtryk af nogle af slottene i luften - og nogle af de truede græsstrå nedenunder. Det kommunale kastel Reformen overlader hele myndigheds- og forsyningsansvaret på det sociale område til kommunerne. Socialdirektør Ole Pass, Rødovre, der er formand for Foreningen af socialchefer i Danmark, hører til dem, der tror, at kommunerne kan løfte opgaven. Alligevel distancerer han sig forsigtigt, da Socialrådgiveren opfordrer ham til at male den kommunale vision. - Jeg kan da nævne nogle af slagordene, tilbyder han: - Vi får placeret et entydigt ansvar. Vi får færre gråzoner - grundtaksterne afslørede jo, at folk falder i finansieringshuller mellem kommune og amt. Borgerne skal kun gå ét sted 6 S O C I A L R Å D G I V E R E N 2 4 / 2 0 0 4
runde hen. Vi udvider forebyggelsesindsatsen på sundhedsområdet. Der åbnes mulighed for borgerhenvendelser til landets bedste ekspertise. Og kommunernes arbejde bliver underkastet en kvalitetskontrol i det nye evalueringsinstitut. Især tror jeg, at vi vil kunne komme til at gøre arbejdet bedre på handicap- og børneområdet, siger Ole Pass. Han forudser også en gradvis ændring af f.eks. sin egen socialforvaltning: - Vi vil f.eks. få en langt større indsats på sundhedsområdet med forebyggelse, genoptræning, bekæmpelse af misbrug og distriktspsykiatri. Vi vil også skulle deltage i finansieringen af sygehusindlæggelser. Og så skal vi jo til at styre hele samarbejdet inden for de nye regioner. - Samtidig bliver det endnu vigtigere i de større kommuner at arbejde i de decentrale netværker ude hvor problemerne er, siger han. De store problemer vil vise sig, hvor kommunerne ikke har fået tilstrækkeligt med ressourcer eller kompetence - navnlig uden for servicelovens område: - Der er øjensynlig ikke sat penge af til forebyggelsesindsatsen overhovedet, og så kan vi ikke leve op til det. Og jobcentrene er jo kompromisernes kompromis. I stedet for et tostrenget system får man et seksstrenget. Især er det svært at se, hvordan det skal fungere for forsikrede ledige med andre problemer end ledighed - man har lavet vandtætte skotter til det sociale område, selvom vi i mange år har haft gode erfaringer med at koble forsørgelse og beskæftigelse mm. sammen. De svageste ledige kan blive kastebold i dét system, siger Ole Pass. Hullet efter amterne At amterne bliver kommunalreformens store taber ved ethvert barn. Derimod er det ikke så kendt, hvem der taber med amterne. F.eks. fordi deres behov er så specielle, at kommunerne fortsat er for små til at klare dem hver for sig. Eller fordi deres interesser kan komme i klemme i en rå, kommunal virkelighed. Det sidste argument giver Aksel Meyer, kontorchef i Socialministeriet, ikke meget for: - Amter er kloge og har en høj moral, mens Kommunerne får lov at overtage amtslige institutioner, men har ikke pligt til at forsyne brugere fra andre kommuner - det kan godt ryste de små mennesker inde i institutionerne. S O C I A L R Å D G I V E R E N 2 4 / 2 0 0 4 7
kommuner er dumme og har en stinkende moral, lyder hans sarkastiske udlægning. Selvom ministeriet ikke kan være enig, ser man dog alligevel et behov for at give moralen en hjælpende hånd, som Aksel Meyer udtrykker det. Det sker bl.a. gennem en refusionsordning, der skærer toppen af udgifterne i enkeltsager. Han tror ikke, at kommunerne i særlig høj grad vil savne den amtslige rådgivning, der falder væk. Faktisk har de beklaget sig over, at amterne ikke løste de problemer, de havde. Amterne byggede en stor ekspertise op, men bare ikke altid lige den, som kommunerne havde brug for, siger han. Kirsten Ketscher, professor i socialret ved Københavns Universitet, tror heller ikke, at amternes bortgang vil efterlade det store hul: - De er jo blevet nogle omsvøbsdepartementer, der ikke har en reel rolle på det sociale område. De bliver jo mest brugt, hvis man skal skændes om regningen eller skubbe sager frem og tilbage, siger hun. - De er jo også gradvist blevet tømt for opgaver på det sociale område. Amterne har ikke overraskende et ganske andet billede af virkeligheden. Og de forsvarer sig blandt andet med spørgsmål, der rækker langt ned i materien: Er det virkeligt en god idé at kommunalisere alle døgninstitutioner for børn med sociale og adfærdsmæssige problemer i allerbredeste forstand? Mens børn med synlige og håndfaste handicaps forbliver en regional opgave, ser det ud til at f.eks. ADHD-børnene (DAMPbørn som de hed engang), incestramte børn, sindslidende børn mv. skal ud i kommunerne. Specialiserede amtslige institutioner skal overtages af de kommuner, de ligger i, uden forpligtelse til at drive de specialiserede tilbud videre. Eller hvad med socialpsykiatrien? Også dette område flyttes ubeskåret over under kommunernes varetægt, men med den finansieringsmodel, der er fremlagt, vil kommuner Specialrådgivning: Kommune: Rådgivning 3 Forældre, børn og unge 5 Voksne 68 Amt: Specialrådgivning, udredning og behandling af børn og unge 34 Specialrådgivning af voksne 69 Vidensfunktion i kommunerne 70 Vejledning i kommunerne (Adm. loven) 42 Stat: Center for små handicapgrupper Videncenter for socialpsykiatri Kommunerne: Ansvaret for al rådgivning Kan hente hjælp til specialrådgivning i VISO Alle er fra serviceloven, hvis andet ikke er angivet. Områder: Børn og unge med handicap Børn og unge med sociale problemer Udsatte grupper Voksne med handicap Socialpsykiatri Funktioner: Viden Specialrådgivning Udredning V I S O (netværksorganisation): Decentrale enheder tilknyttet VISO med kontrakter Regionale institutioner Organisationer Private aktører 8 S O C I A L R Å D G I V E R E N 2 4 / 2 0 0 4
fristes til at spare på tilbuddene, så de sindslidendes eneste alternativ bliver indlæggelse på sygehus. Har regeringen overvejet til bunds, hvad kommunernes overtagelse af hele revalideringsområdet indebærer? Godt nok kan de større kommuner tage flere af dem, der f.eks. er ofre for nedslidning eller bare er almindeligt utilpassede. Men kan de også klare revalideringen af udviklingshæmmede eller personer med psykiske lidelser, misbrugsproblemer eller kroniske smerter, spørger man i amterne. Selv de største kommuner efterspørger amternes medvirken i dag. Er det virkelig fornuftigt at kastrere regionerne så eftertrykkeligt, at de end ikke må sige nej til at modtage kommunalt anviste på de regionale institutioner, som ikke passer ind i beboersammensætningen? Og er det virkelig i borgernes interesse, at de nu skal forbi rådhuset for at få et høreapparat, et kunstigt ben eller kommunikations-hjælpemiddel? Bare fordi disse ydelser i dag er filtret sammen med amternes rådgivningssystem, som ikke længere må eksistere i den nye regionsstruktur. Der ryger måske et par darlings Nervøsiteten for, hvad der skal ske med amternes specialrådgivning høres i store dele af det socialpolitiske miljø, men socialchef Ole Pass deler den ikke. - Der er en risiko, men den overbetones meget, siger han. - Det er jo især eksperterne selv i de amtslige institutioner, der har denne frygt. Der er mange følelser i det, og nogle er gået i pindsvinestilling. Men vi vil ikke smide barnet ud med badevandet, forsikrer han. Ifølge lovforslaget skal de nye regioner kun rumme rådgivning i tilknytning til de institutioner, de driver på kommunernes vegne - og for deres regning. Den rådgivning, som kommunerne ikke selv kan eller vil stå for, henvises til den nye, statslige VISO-organisation, der rummer op imod 500 stillinger rundt om i landet. Bl.a. indgår 100 årsværk fra de nuværende amtslige og statslige videncentre i VISO. Andre ca. 400 årsværk afsættes til at løse landets behov for specialrådgivning og udredning af tunge sager, fremgår det af et notat fra Socialministeriet fra 19. november. Regionerne skal fortsat spille en vigtig rolle på socialområdet, men deres spillerum er ikke helt klart, og udkastet til regionslov, der fastlægger deres grundlæggende arbejdsvilkår, var ikke offentliggjort, da redaktionen sluttede. Staten betaler det hele med penge, den henter i de nuværende amtskasser. Der er pæn opbakning til hovedprincipperne i VISO hele vejen rundt - såmænd også i amterne, når det nu skal være. Men der er også rigtig mange spørgsmål: VISO skal beskæftige sig med de tunge områder - men hvad er det? Hvor tunge skal de egentlig være? Og tildeles adgangen kun efter tyngde, eller betyder det også noget, hvor velorganiseret en gruppe, man tilhører? Mens handicapgrupperne står stærkt, kan det måske være sværere for f.eks. de hjemløse at få foden indenfor. Hvordan skal VISO nærmere organiseres, og hvordan er man egentlig kommet frem til, at behovet er de nævnte 500? Der er samtidig bred kritik af, at det nu er slut med rådgivning på tværs af sektorer. Det rammer blandt andet den populære småbørnsrådgivning på Fyn, der hjalp forældre til f.eks. multihandicappede børn med både sociale, sundhedsmæssige og uddannelsesrelaterede spørgsmål. Aksel Meyer, Socialministeriet, afviser ikke, at reformen i denne sammenhæng kan have uønskede bivirkninger: - Det kan godt være, at Fyn har en rigtig god børnerådgivning, men tre andre amter har S O C I A L R Å D G I V E R E N 2 4 / 2 0 0 4 9
til gengæld ikke noget som helst. Man kan ikke afvise, at der nogle steder er nogle darlings, der kommer til at lide lidt under det her. Men på landsplan vil VISO være et stort fremskridt, der også vil muliggøre bedre prioritering af indsatsen, siger han. VISO er dimensioneret på basis af en grundig konsultation med de enkelte amter, der har klarlagt, hvor mange kræfter de brugte på hver enkelt gruppe - autisme, døvblevne osv. osv. - Så det er ikke noget vi har grebet ud af luften, men vi har heller ikke bare taget amternes ord for pålydende, forklarer Aksel Meyer. De hjerneskadede i mængden Ifølge det omtalte notat fra Socialministeriet skal VISO inkorporere det landsdækkende Videnscenter for Hjerneskade og desuden overtage 25 stillinger fra amterne til den kommende specialrådgivning og udredningshjælp til kommunerne på hjerneskadeområdet. - Alt i alt vil jeg skønne, at det svarer til ca. halvdelen af den nuværende kapacitet på området, siger Brita Øhlenschlæger, der leder Videncenteret. Det tal genkender Aksel Meyer ikke fra sine samtaler med amterne, men selvom det skulle være rigtigt, er det ikke nødvendigvis et problem, siger han. Hjerneskaderådgivningen inddrager mange slags eksperter, og man kan spørge, om amterne altid fik udnyttet kapaciteten fuldt ud. Skulle der alligevel blive fagligt personale til overs, vil der være brug for dem i kommunerne, siger han. Embedsmandsforsikringer rækker måske ikke helt til at berolige hjerneskademiljøerne rundt om i landet. Siden reformtankerne blev kendt i forsommeren, er frygten vokset for, at området vil blive sat i bakgear efter en årrække med betydelig fremdrift. Kendskabet til de hjerneskadedes mangeartede behov er blevet forøget stærkt i de senere år, bl.a. i kraft af en række forsøg og en pionérindsats i særlig et par amter. Læren af dem er, at mange senhjerneskadede kan bringes tilbage til en meningsfuld tilværelse. Men det kræver dels udredning af virkeligt erfarne specialister, dels skræddersyede løsninger der kombinerer tilbud fra hele social- sundheds-, undervisnings-, kultur- og arbejdsmarkedsområdet. I det seneste nummer af nyhedsbrevet Fokus fra Videncentret, præciserer Bodil Seisbøll, konsulent i Hjerneskadesekretariatet i Viborg Amt, det fremtidige problem således: Et kernepunkt på dette område er, at socialrådgiverne kan få fat i alle dem, som har en Hvem dækker udgifterne til omstilling, efteruddannelse, teambuilding osv., før den store øvelse starter på det sociale område. Ifølge lovforslaget skal omlægningen være udgiftsneutral. hjerneskade. Husk på, at mange ikke selv vil erkende, at de har en skade. Det kræver meget af socialrådgivernes viden. Derfor må kommunerne indstille sig på, at de skal uddanne og specialisere nogle sagsbehandlere. Der skal masser af efteruddannelse til på dette område, og der kan jeg godt frygte, at der vil blive store forskelle på, hvad man gør i den ene og i den anden kommune. Det er ikke alle steder, der er lige stor vilje til at investere i udvikling af medarbejdernes kompetencer, siger hun og peger på, at lysten nok er til stede hos ledelse og politisk ansvarlige, men at økonomiske hensyn også ofte spiller en rolle. Cand. scient. soc. Eva Hollænder, Udviklingscenter for bevægelseshandikap og hjerneskade, Frederiksborg Amt, har en tankevækkende tilføjelse: Kommunernes sociale hovedopgave vil blive ved med at være forsørgelse af en meget stor gruppe borgere - samt beskæftigelse og ældrepleje. De opgaver fylder meget, og dette lille specialiserede område 10 S O C I A L R Å D G I V E R E N 2 4 / 2 0 0 4
bliver kun en brøkdel af den samlede opgave. Så den forsvinder meget nemt i mængden. Spørgsmålet er, om kommunerne opdager området. Man skal jo kunne se problemet for at tage affære, siger Eva Hollænder, der også mener, at kommunerne skal gennem en svær mental omstilling for at håndtere området. Hvis kommunerne skal udvikle området, skal de udvikle forståelse for specialpædagogik. Deres store erfaring ligger aktuelt på plejeområdet, hvor de har stor indsigt i, hvordan man hjælper mennesker i den sidste del af livet. Nu skal kommunerne også til at udvikle på et menneske, der er midt i sit livsforløb. Det kræver meget at omstille hele tankegangen for at kunne hjælpe yngre til at få gang i et liv igen. Min bekymring går på, hvornår der kan blive opmærksomhed på at få det lært, siger Eva Hollænder til Fokus. Det nye kommunale spil Kommunalreformen giver helt nye spilleregler mellem kommunerne og det regionale niveau. De nye regioner er ikke længere myndigheder med kommunalfuldmagtens frihedsgrader til at definere egne opgaver. Regionernes aktiviteter skal have hjemmel i loven, og de skal finansieres af kommunerne. Regionernes opgaver skal fastlægges gennem en årlig aftale mellem regionen og kommunerne i den. De enkelte kommuner oplyser, hvad de har brug for af kommunale døgntilbud mv. Derefter enes parterne om næste års produktion samt om, hvad kommunerne skal betale. Betalingen skal baseres på takster, der afspejler den enkelte kommunes forbrug. Kommunerne kan trække på de regionale tilbud, på private aktører eller lave deres egne. Regionerne har i første omgang forsyningspligt inden for de områder, som amterne driver i dag (bortset fra døgninstitutioner til børn og unge med sociale eller adfærdsmæssige problemer). Fra 2006 skal det løbende overvejes, om kommunerne skal overtage nogle af de regionale institutioner inden for kommunegrænsen. Dermed åbnes døren også for en ny generation af kommunekonflikter og fedtspil. Mens de store kommuner f.eks. kan ønske at udvide sin virksomhed på regionens bekostning, kan de mindre foretrække en relativt stærkere region. Det kan lægge op til uenigheder om størrelsen af regionens aktivitet og måske også om, hvor stift den nye arbejdsfordeling mellem kommunale bestillere og regionale udførere skal administreres i praksis. Aksel Meyer, Socialministeriet, finder det ikke utænkeligt, at en centerkommune sætter sig på det hele, så regionen kommer ned under den kritiske masse, så den ikke kan leve op til sin forsyningsforpligtelse. - I så fald må man befri dem for pligten. Men lad nu problemet opstå først. I de første mange år vil kommunerne have travlt med at fungere. De vil ikke have kræfter til at begynde at overtage regionernes arbejde i større målestok, vurderer han. At det vil ske på et tidspunkt behøver han ikke være i tvivl om: - Vi vil gå efter at få så mange institutioner, som vi kan, siger Otto Jespersen, kommunaldirektør, Esbjerg. - Det har vi også meldt ind til Ribe Amt. Det kan godt være, at vi så skal have regioner til at stå for noget af det alligevel, men principielt vil vi stå for det hele. Det tror jeg også, at vi kan klare. Rundt omkring fra forvaltningen får jeg også meldingen om, at det kan vi. Jeg ved godt, at det er der nogle udenfor, der tvivler på, men det er faktisk lidt krænkende. Vi har jo mange fagpersoner, der har løst mange af de opgaver i mange år, siger han. Perspektivet bekymrer foreløbig ikke hans kollega Ole Slot i Vejen. Selvom Vejen smelter sammen med Brørup, Holsted og Rødding i en ny kommune med 43.000 borgere, har han dog ingen forestilling om at klare sig alene med egne kræfter. - Vi skal købe noget udenfor, men om det bliver af Esbjerg eller af regionen, det tager vi nok pragmatisk på. Vi har gode relationer til begge. Bare tilbuddene er der, så bekymrer det ikke. Find selv ud af det! Men kan man regne med, at tilbuddene vil være der? - Man kan jo ikke pålægge en kommune, der overtager en regional institution, at forsyne andre kommuners borgere, påpeger centerleder Frank Ebsen, Den sociale Højskole i København. Kirsten Ketscher er enig: - Det er kun noget, kommuner kan aftale frivilligt. Men man kan tage højde for problemet ved at gøre det til en betingelse for overtagelsen at levere til nabokommunerne også, siger hun. - Jo, replicerer Ebsen. - Men det fremgår ikke af loven, at man kan gøre det til en betingelse for overtagelse. Det har han ret i - hvad Serviceloven angår. Der åbnes dog mulighed for, at Beskæftigelsesministeriet kan styre den enkelte kommunes indsats på revalideringsområdet. Mens Serviceloven er ret tavs om, hvordan det nye samspil skal fungere i praksis. Skal regionen f.eks. blot være ekspeditionskontor for kommunernes samlede ønsker eller kan de påtage sig en selvstændig rolle - f.eks. med at forudse nye behov? Og hvordan skal kommuner foretage bestillinger? Skal de bestille lidt ekstra, så de er på den sikre side? Hvem skal så betale for pladser, der ikke bruges? - Aftalerne mellem amterne og regioner er nok det svage punkt i hele konstruktionen, siger formand for socialcheferne, Ole Pass - Hvor forpligtende bliver de? Hvor konkrete? Hvordan finder man balancen mellem at producere for lidt og for meget. Regionerne har jo ingen egne penge. Hvem dækker et evt. underskud? Vi skal jo holde vores budgetter, så vi skal nødig ind i noget med efterregninger. Lovforslaget siger heller ikke noget om, hvordan kommunerne skal blive enige om takster, standarder og alt det andet, de skal tage stilling til i forbindelse med de regionale tilbud. Må de f.eks. stemme om det? - Det må de selv finde ud af, svare Aksel Meyer. - Det skal de også nok. De kan ikke appellere deres uenighed til nogen, og det plejer at virke effektivt. - Og hvis de ikke kan bliver enige om en aftale, så er der ingen aftale, og så hænger kommunerne selv på forsyningspligten, siger han. S O C I A L R Å D G I V E R E N 2 4 / 2 0 0 4 11
Strukturreform: Det kan blive noget Men det kan også gå hen og blive godt. Skriv på min gravsten, at han håbede til det sidste, siger Stig Langvad, formand for De samvirkende Invalideorganisationer. Forligsbrud og risiko for mere retsusikkerhed, lyder hans dom over elementer i forslaget til ny servicelov. Kommunalreformen flytter rundt på godt ti milliarder kroner på det sociale område. Amternes socialudgifter skal fordeles mellem kommunerne, så de kan betale for det, de køber, i de nye regioner. Hvilke kommuner vinder - og hvor havner regningen? En ny kommunal udligning ventes gennemført efter valget, men ingen kender den. Døgninstitutioner og andre tilbud for voksne: Kommune: Botilbud 91 Amt: Kommunerne har ret til at overtage i 2006 eller senere Beskyttet beskæftigelse 87 Botilbud 92, 93, 94 Krisecentre 93a Behandling af stofmisbrugere 85 Kommuner: Fulde myndigheds- og forsyningsansvar af finansiering Kan drive alle institutioner og tilbud Regioner: Driftsherrer for: Boformer 107, 108, 110 Krisecentre 109 Beskyttet beskæftigelse 103 Behandling af stofmisbrugere 101 Alle er fra serviceloven. Det regionale udbud fastlægges i rammeaftale ud fra kommunernes efterspørgsel 12 S O C I A L R Å D G I V E R E N 2 4 / 2 0 0 4
Et lokumsrygte Som kendt brød forhandlingerne med socialrigtig jammerligt skidt AF JACOB ANDERSEN, JOURNALIST ILLUSTRATION: MAJBRIT LINNEBJERG Der gik næsten forår i De Samvirkende Invalideorganisationer, da det i slutningen af april gik op for dem, at regeringen mente sine reformplaner på kommunalområdet alvorligt. - Vi har altid ønsket os større kommuner. 50-75.000 ville være passende, for de ville kunne klare det meste på et rimelig specialiseret niveau og med mindre kassetænkning, siger DSIs formand Stig Langvad. - Så skulle der selvfølgelig være noget oven på det kommunale niveau, der kunne klare de mest specialiserede tilfælde, og det skulle helst ikke være et mellemkommunalt samarbejde, der er uoverskueligt og uigennemskueligt, og som ikke gavner borgerens retssikkerhed, forklarer han. Stig Langvad var dog - som de fleste andre - overrasket over, hvor radikalt regeringen agtede at gå til værks. Man ville af med amterne, forstået som selvstændige myndigheder med egen skatteopkrævning. Konsekvensen var, at det noget, der måtte bygges ovenpå kommunerne, ville blive statsligt. - Min politiske analyse var, at regeringen er svær at få fra en idé, den én gang har lagt sig fast på, forklarer han i en samtale med Socialrådgiveren. - Det var præmisserne, hvis vi ville gøre os gældende. Da regeringens udspil til kommunalreform var blevet lanceret, gjorde DSI hoserne grønne hos Socialdemokraterne og i regeringen. - Vi mødtes jo med ministrene om forskellige emner alligevel. Det ville have været unaturligt, hvis vi ikke også havde rundet det her, fortæller han. - To-tre uger inde i processen havde jeg så møde med Lars Løkke om selve sagen, hvor jeg prøvede at anskueliggøre nogle scenarier, som de så ud for os, og gav udtryk for hvad vi har brug for. Hvis det var meningen, at kommunerne skal have hele ansvaret, hvordan får vi så en kvalificeret indsats efter vores behov? I første omgang var man indstillet på at lægge for mange specialiserede opgaver ud kommunalt - bl.a. specialundervisning for voksne. I den fase var det vigtigt at få betonet, at de kommende regioner godt kan drive noget uden at blive til amter. Løftestang for handicappede Stig Langvad kunne også i høj grad se perspektivet i at lægge rådgivning og udredning ind i en statslig institution - og uden regionale institutioner var det nødvendigt, at staten tog over: - Når kommunerne får eneansvaret, men ikke er store nok, er der brug for en udredningsinstitution for de sværeste handicap, så man får de rigtige tilbud til dem. Jeg har været meget inspireret af det ALS-team, der er oprettet under Institut for Muskelsvind. ALS er en meget hurtigt udviklende form for sklerose, som mange dør af efter nogle få år. Vi har ca. ét tilfælde i gennemsnit pr. kommune, og dem kan kommunerne ikke udrede godt nok. Her kunne det landsdækkende team gå ind og sørge for, at det blev gjort kvalificeret og hurtigt. - Derfor lagde vi meget vægt på at få et sted, hvor de tunge tilfælde kunne gå hen, og vi syntes, det var en god idé at lægge det i en central enhed som VISO, hvor man ikke tager beslutningsansvaret fra kommunen. - Men kommunen vil vel vanskeligt kunne knibe uden om, hvis nogle af deres svært handikappede eller syge borgere banker på med en behandlingsplan fra de statsautoriserede eksperter? - Det er klart. Døgninstitutioner for børn og unge: Kommune: (Døgninstitutioner 51) Døgntilbud 49a Amt: Døgninstitutioner, handicappede børn 51 Børn med sociale og adfærdsmæssige problemer 51 Kommuner: Fulde myndigheds- og forsyningsansvar af finansiering Kan drive alle institutionstyper Døgninstitutioner til børn og unge med sociale og adfærdsmæssige problemer 67.1 Regioner: Driftsherrer for: Døgninstitutioner til handicappede børn og unge 67.2 Sikrede institutioner 67.3 Alle er fra serviceloven. Det regionale udbud fastlægges i rammeaftale ud fra kommunernes efterspørgsel 1 S O C I A L R Å D G I V E R E N 2 4 / 2 0 0 4 13
Socialdemokraterne står ikke bag kommunalreformen, men hvad vil de rent faktisk lave om, hvis de igen skulle få magten? demokrater og radikale sammen i slutningen af juni. Regeringen indkaldte derpå blandt andet Amtsrådsforeningen, KL og DSI til en ny sondering torsdag d. 24. juni. Stig Langvad husker et meget intenst halvanden time langt møde med Lars Løkke Rasmussen, Henriette Kjær, Thor Petersen og Ulla Tørnæs og departementschef i Økonomi- og Erhvervsministeriet Michael Dithmer. - Her fremførte vi vores ønsker. Vi slog bl.a. et slag for at få lovfæstet handicapråd i de nye og mere magtfulde kommuner. Samme aften mødtes regeringen med Dansk Folkeparti og lavede forlig og fik blandt andet de lovfæstede handicapråd og de tunge klienters direkte adgang til udredning i VISO med i aftalen. - I slog en handel af? - Det kan man ikke sige. Der blev ikke lavet deals... og det bliver der heller aldrig, vi blev aldrig taget i ed. - Den slags sker mere underforstået. Man siger, at hvis ikke sådan og sådan, så bliver man nødt til at tage kraftigt afstand offentligt, men hvis omvendt sådan og sådan, vil man betragte det som et fremskridt. Begge parter ved i øvrigt, at DSIs opbakning er lige så meget værd for regeringen som deres undsigelse vil være for oppositionen. - Vi har ikke lovet at bakke det op. - Jeg har hørt et rygte om, at hele grundtegningen på det sociale område blev til som en lokumsaftale mellem Stig Langvad og beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen. - Det er andres fortolkning, men det er klar en overfortolkning, siger jeg, der jo var til stede. Claus Hjort var der i øvrigt slet ikke den sidste dag. Vi har da haft gode samtaler med bl.a. ham og Henriette Kjær undervejs, men vi har ikke indgået aftaler. Brud på forliget? Efter at lovforslaget blev sendt i høring 1. december erkender Stig Langvad, at ikke alt gik i den retning, jeg havde håbet. - Der er grund til at ændre noget af det, men der er også muligheder i det. Blandt andet har vi fået et potent VISO. I dag har vi meget viden hos de 13 + 2 amtskommuner hver for sig, men der foregår ikke så meget på tværs af dem. Det kommer der til med VISO. Vi vil også sikre os bedre imod urimelige forskelle - man får samme råd som naboen. Og så får vi alle områder med. F.eks. et område som ADHD-børn (der før hed DAMPbørn), hvor der ikke sker meget i dag, er blevet inddraget under VISOs rådgivning, konstaterer Stig Langvad. Derimod er de tungeste klienters mulighed for at gå direkte til VISO for at blive udredt forsvundet ud af lovforslaget. I forliget mellem regeringen og Dansk Folkeparti fra juni siges det, at VISO vil bistå kommuner og borgere med vejledende specialrådgivning og vejledende udredning i de mest specialiserede og komplicerede enkeltsager. Sådan hed det også uden forbehold i udkastene til ny servicelov - til og med i versionen fra 25. oktober. I det lovforslag, der gik til høring 1. december optræder for første gang følgende adgangsbegrænsning: Henvendelser om udredning skal i alle tilfælde ske via kommunen. Et kommunalt afslag på udredning i VISO vil kunne indbringes for det sociale nævn. - Det er virkelig et set back, som også ligner et brud på forliget. Det er helt hul i hovedet, og det vil give retsusikkerhed for nogle grupper af meget vanskeligt stillede mennesker. - Men netop fordi man kan bruge VIS- Os ekspertudredning til at lægge pres på kommunerne, så er det vel ikke noget, der huer hverken kommunerne eller finansministeren? - Man skal jo huske på, at det her kun skulle gælde for de allertungeste grupper. Usikre rammer Stig Langvad finder heller ikke, at lovforslaget har skabt fornuftige rammer om produktionen af de ydelser, som regionerne skal producere. Ifølge lovforslaget skal rammerne fastlægges for et år ad gangen. - Kommunerne og regionen skal aftale for et år ad gangen, hvad regionen skal lave for kommunerne. Der er brug for nogle mere langsigtede aftaler. Selvfølgelig skal man have mulighed for at få andre ind til at drive tilbuddene end regionen, men der må også være en vis sikkerhed for driften. Hvis ikke man sørger for det, så kan det godt gå hen og blive noget rigtig, rigtig jammerligt skidt. 14 S O C I A L R Å D G I V E R E N 2 4 / 2 0 0 4
D A N S K S O C I A L R Å D G I V E R F O R E N I N G Frygten for faglig uenighed - Det ville også være godt med en mere ressourcestærk modspiller på brugersiden. De regionale udviklingsråd, hvor alle interessenterne sidder, skal afgive beretning om, hvad der er sket i det forløbne år. Men jeg kunne godt ønske, at de fik en rolle i sparringen på det regionale niveau om, hvad der skal ske fremover, siger Stig Langvad. - Hvis en kommune ønsker at etablere sit eget tilbud eller måske overtage en regional institution, så kunne man jo godt tage det i rådet og høre, om brugerne nu også synes, at det er en god idé. Det gør de måske ikke altid, forudser Stig Langvad, der heller ikke er begejstret for, at kommunerne får lov at vælge helt a la carte: - Konsekvensen bliver jo lidt, som man kender fra de kommunale samarbejder i dag, hvor forældrene til f.eks. det autistiske barn oplever, at deres hjemkommune samarbejder med nogle om botilbud, med andre om undervisning og igen med en tredje gruppe om transport. Så bliver det sværere at være borger. - Kan man dæmme op for kommunale sololøb gennem et debatforum som udviklingsrådene? - I sidste ende ville det være bedst, hvis ministeren kunne regulere tingene. Det er jo interessant, at på sundhedsområdet har ministeren fået nogle vidtgående bemyndigelser til at bestemme, hvem der må lave hvad inden for de forskellige sygehusspecialer. Beskæftigelsesministeren får bl.a. mulighed for at lukke et jobcenter, der ikke kører godt nok. Men jeg har altså talt for døve øren på det her punkt, selvom vi jo taler om en borgergruppe, der er dybt afhængige, ofte livsvarigt afhængige af, at den offentlige hjælp er ordentligt organiseret. - Så jeg kan ikke komme uden om, at som forslaget ligger her, har man skabt en usikker situation for de borgere, der er afhængige af de amtslige specialtilbud. Man må sørge for at finde en løsning, hvor de igen føler sig trygge, ellers har man ikke en varig løsning. Det har jeg da heller ikke opgivet at få. Jeg ønsker, at de vil skrive på min gravsten: Han håbede til det sidste. Det sociale arbejde bliver utroværdigt, hvis socialrådgivere kæmper for at opretholde illusionen om, at der kan skabes en ensartet korrekt praksis AF SUSAN PAULSEN Kan man forvente, at samme faglighed fører til de samme afgørelser eller den samme praksis i det sociale arbejde? Svaret er ifølge Morten Ejrnæs nej. Han advarer imod at se fagligheden som et universalmiddel til at sikre ensartede afgørelser. Det redegør han for i artiklen Myten om faglig enighed i den nye udgave af tidsskriftet uden for nummer, hvor han blandt andet skriver: Hvis vi opretholder en illusion om, at vi via bedre lovgivning, mere efteruddannelse eller mere kvalitetssikring kan udrydde forskelligheden og modsætningerne mellem holdninger, betyder det, at vi får et dårligt udgangspunkt for konstruktivt at tackle uenigheden. Vi opfatter uenigheden og diskussionen som et tegn på, at der er noget galt, i stedet for at opfatte den som et sundhedstegn, der viser parathed til at forholde sig til de sværeste og mest komplicerede spørgsmål i det sociale arbejde. Morten Ejrnæs, lektor og mag.scient.soc., har skrevet artiklen på baggrund af sin nye undersøgelse, som blandt andet viser, at der ikke er særlige store forskelle mellem de forskellige faggruppers holdninger, men at der derimod er eksempler på meget store holdningsmæssige forskelle i de enkelte faggrupper. Undersøgelsen er netop udkommet i bogform og bærer titlen Faglighed og tværfaglighed. Kriminelle unge Den anden artikel i tidsskriftet handler om prioritering af retssikkerhed i socialt arbejde med unge dømt til ungdomssanktion. I artiklen kredser Marianne Højlund, socialrådgiver og cand.scient.soc. om, hvorvidt de unge reelt får hjælp, eller om behandlingen mere tjener til at skjule straf og undertrykkelse af de unge. Tidsskriftets tredje bidrag leveres af Tove Holmgård Sørensen, socialrådgiver og cand. scient. soc. Hun har gennem fire år fulgt og evalueret Spydspidsen, som har succes med at sluse utilpassede unge ud på arbejdsmarkedet. Hun beskriver, hvorfor de unge er glade for tilbuddet. Og ved hjælp af Honneths anerkendelsesteori uddyber hun forståelsen af, hvorfor de unge oplever Spydspidsen som en succes. uden for nummer Tidsskrift for praksis, udvikling og forskning i socialt arbejde 5. årg. nr. 9, 2004 9Myten om faglig enighed Retssikkerhed i socialt arbejde med unge dømt til ungdomssanktion At anerkende den anden Tidsskriftet kan downloades fra www.socialrdg.dk, klik ind på uden for nummer. Medlemmer, der ikke har mulighed for at downloade tidsskriftet, kan bestille en kopi hos DS på tlf. 33 38 61 72 eller e-mail: bb@socialrdg.dk S O C I A L R Å D G I V E R E N 2 4 / 2 0 0 4 15