Prædiken til d.8/11 2015. 23. s.e.trinitatis v/ Brian Christensen Tekst: Amos 8,4-7; Rom 13,1-7; Matt 22,15-22. Da gik farisæerne hen og besluttede at fange Jesus i ord. De sendte deres disciple hen til ham sammen med herodianerne, og de sagde:»mester, vi ved, at du er sanddru og lærer sandt om Guds vej og ikke retter dig efter andre, for du gør ikke forskel på folk. Sig os, hvad du mener: Er det tilladt at give kejseren skat eller ej?«men Jesus gennemskuede deres ondskab og sagde:»hvorfor sætter I mig på prøve, I hyklere? Vis mig skattens mønt!«de rakte ham en denar. Og han spurgte dem:»hvis billede og indskrift er det?«.»kejserens,«svarede de. Da sagde han til dem:»så giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!«da de hørte det, undrede de sig og forlod ham og gik deres vej.
Vil du slippe for at frygte myndighederne, så gør det gode. Sådan skriver Paulus til menigheden i Rom på et eller andet tidspunkt mellem år 57-59. Mon ikke de har givet Romermenigheden har givet ham ret, da brevet blev læst op i menigheden. Myndigheder er indsat af Gud til at holde orden på samfundet og det er Guds vilje at vi skal adlyde dem. Og når vi gør det, så skal vi ikke frygte dem. Kun nogle få år senere havde de kristne i Rom dog meget god grund til at frygte myndighederne, for år 64 gav kejser Nero de kristne skylden for en ødelæggende brand. Helt uden grund, men han manglede nogle syndebukke og de kristne blev forfulgt og dræbt. Det var ikke sidste gang, at de kristne kom til at frygte myndighederne, selvom de gjorde det gode, for utallige gange i de første 200 år af kirkens historie, blev de kristne forfulgt og slået ihjel som martyrer.
Senere har historien gentaget sig rundt omkring i verden. Indenfor de seneste årtier har kommunismen og islamismen været den største årsag til forfølgelser af kristne et af de værste steder er Nordkorea og vi kan kun forestille os, hvordan det må være at læse kap 13 i Romerbrevet de steder, hvor det er en helt konkret smertelig oplevelse at man frygter myndighedernes tortur og drab. Og dog, så tror jeg godt at man de steder, hvor kristne forfølges er klar over, at det er andre steder i bibelen, som har større gyldighed i deres situation. Ord om at lide for troens skyld, at følge i Jesu fodspor og tage korset op eller ordene om at hvis vi stilles for domstole og anklages, så vil Guds ånd være med os og give os styrke og visdom. Det som Paulus skriver om og det som Jesus også mener, når han taler om at vi skal give kejseren, hvad kejserens er, er en beskrivelse af det man kan kalde den normale situation for en kristen i verden.
Og det er heldigvis det mest almindelige, at vi kan leve i fred i et land, hvor vi ikke behøver frygte myndighederne, hvis vi gør det gode. Det har jeg faktisk selv oplevet i løbet af den sidste månedstid. Jeg har stået i to situationer, hvor jeg har været i helt praktisk nærkontakt med politiet. Den ene situation var på vej til et bryllup, hvor jeg var kommet for sent af sted og på vej ud af en by, så stod politiet med slikkepinden og vinkede mig ind. Det kostede desværre en fartbøde og det var ikke rigtig til at blive sur på politiet, for de gjorde jo bare deres arbejde og sørgede for ro og orden i landet. Men siden har jeg haft et særligt øje på fartmåleren i bilen, for at jeg ikke skal frygte at møde en fotovogn eller en anden fartkontrol. Den anden episode var for en uge siden, hvor vi var i Berlin på ferie. Mens vi sad på en cafe og hyggede os, så ringede telefonen det var politiet, som stod på Ellehammersvej i Holstebro, fordi der var anmeldt et indbrud i vores hus. Mads, det hed politimanden, gik
indenfor og tog skaderne i øjesyn og kunne konstatere at tyvene var gået efter smykker og penge. Der var heldigvis ikke taget så meget og da vi kom hjem fik vi ryddet op. Men det var rart at vide, at der er nogen, som man kan kalde på, når der sker den slags og nogen som forsøger at standse forbrydere, der vil stjæle fra mig eller på anden måde gøre mig ondt. Det er nødvendigt med myndigheder i et samfund til at holde orden, til at beskytte borgerne mod ondt og som også træder til, hvis jeg er på vej til at gøre andre ondt. Gud har givet os myndigheder til at mildne konsekvenserne af, at synden er i verden og som et værn til at skabe fred og gode vilkår for os. Derfor betaler jeg min skat med glæde. Jeg ved, ikke mindst i et samfund som det danske, at det kommer mig selv og min næste til gavn. Det er klart at myndighedernes rolle er anderledes, hvis de behandler de kristne som Nero eller Kim Il Jun gør.
Eller, hvis mit land er blevet erobret af en fjende og en besættelsesmagt vil være myndighed over mig. Da Jesus blev spurgt på tempelpladsen om, hvordan man skulle stille sig til Romernes krav om skatter, så var det den situation han stod i. En besættelsesmagt krævede skatter og hvad skal man som Jesu discipel gøre? I har en dobbelt opgave, svarer Jesus. Verdens herskere sætter deres mærke på mønter og alt det som hører til den materielle verden og vi skal yde vores del, når vi lever i denne verden. Vi har en opgave og et ansvar som hører til denne verden. Men når det gælder det enkelte menneske, så er der sat et andet mærke på os. Vi bærer den almægtige Guds mærke og tilhører ham, for vi er skabt i hans billede. Vi har en opgave og et ansvar for hvordan vi lever vores liv i forhold til Guds bud og troen på Ham. Lad os prøve at se på det to måder, som vi skal virke og handle: I forhold til verden og i forhold til Gud.
1. del. Giv kejseren, hvad kejserens er. I denne verden, så laver myndighederne love. Opfylder vi så vort ansvar i forhold til denne verden, når vi er lovlydige og overholder landets love? Ja, det er i alt fald det første man kan forvente af den kristne. At vi holder landets love. Og rigtig mange af vores love er blevet til ud fra en kristen tankegang og velfærdstatens mange goder er resultatet af det. Men vi kan jo ikke være sikre på, at det som flertallet af Danmarks befolkning mener er godt og sandt også lever op til Guds standard for hvad der er godt. Så måske kræves der noget mere af os end at vi er lovlydige og bare betaler vores skat og lader staten om at vise omsorg for de svage og udsatte i samfundet? Ja, det tror jeg faktisk at Jesu ord om at vi skal give Kejseren, hvad Kejserens er mere end blot at betale skat. Lad mig give nogle eksempler.
Vi har en velfærdstat, hvor vi forventer at dem der har behov for hjælp kan få det af kommunen eller staten. Men sådan er det ikke altid. De fleste kan nok få de økonomiske midler der er nødvendige til at få en hverdag til fungere, men der er alligevel en hel del, som oplever at være fattige eller som har et misbrug eller er ramt af sygdomme. Her kaldes vi som kristne til at yde hjælp og omsorg. Det kan være ved at give penge og hjælpe med julehjælp eller ved at være frivillig i forskellige organisationer, kirkelige eller verdslige, der har til formål at hjælpe mennesker i nød. Og det er der rigtig mange muligheder for. Det er vores ansvar som kristne at se på vores egen økonomi og beslutte os for at give nogen af vores midler til fattige og trængende. Det nytter ikke noget at vi bare beder i kirkebønnen, at Gud må tage sig af dem, der har det svært eller tro at det bare er statens opgave.
Og vi må se på vores tid og beslutte os for at give noget af den til dem, som har brug for vores hjælp og omsorg. Gud kalder os til barmhjertighed og gavmildhed. Og bare lige en tanke: Når man ser udsendelser om, hvordan mennesker i den tredje verden udnyttes af multinationale selskaber, så er de kristne måske også nogen af dem der skal gå foran når det gælder fairtrade? Men er det ikke mere vigtigt at give penge og vores tid til kirkelige formål, så der kan sendes missionærer ud eller uddannes teologer eller arbejdes for andre gode åndelige formål? Den tanke har jeg tit selv haft for det må jo være mere vigtigt at mennesker kommer til tro og bliver frelst end at de får et bedre liv i denne verden. Og det er jo sandt.
Problemet er bare, at det er ikke en skelnen, som Jesus foretager i mødet med mennesker og at vi gang på gang i bibelen ser eksempler på at Gud bekymrer sig for den fattige og hjælpeløse. Jesus så menneskers nød (sygdom, de udstødte, de svage, f.eks. fremhævede han kvinder og børn) og havde omsorg for menneskers fysiske og åndelige behov. Profeten Amos er også et eksempel på, at Gud ikke ser gennem fingre med social uretfærdighed. Så vi kan ikke sige os fri fra at have et ansvar for de fattige i denne verden, hvad enten denne fattigdom viser sig materielt, fysisk eller socialt. Her i november måned hjælper jeg til med noget konfirmandundervisning i Løsning, mens Henrik Højlund er i Etiopien og i onsdags da jeg var færdig med undervisningen kom der nogen ind for at gøre klar til formiddagskaffe for sognets vågekoner.
De havde 15 frivillige, som hjalp med at sidde vagt ved døende, især på plejehjemmet, så der ikke var nogen, der skulle dø alene. Det er blot en måde, hvor vi kan være med til at gøre en forskel. Men det er jo helt uoverskueligt! Sådan kan man virkelig godt få det. For der er så mange der har brug for hjælp og der er så meget at gøre. Ja, det er sandt. Men Gud forventer ikke at vi hjælper alle fattige i verden eller at de kristne kan gøre denne jord til paradis. Den opgave må vi hellere overlade til Gud. Gud giver os ikke større byrder end vi kan bære. 2. del. Giv Gud, hvad Guds er. Det første er at give Gud os selv. Vi tilhører ham. At give Gud, hvad Guds er, vil altså først og fremmest sige at komme til Gud og finde hvile i troen og Guds nåde. Vi er jo skabt i Guds billede.
Der er jo tegnet kors for pande og bryst på enhver kristen i dåben, som tegn på at vi tilhører Jesus Kristus. Vi skal altså være den som vi er. Korsbærer og kongebarn. Ved dåben er vi født på ny til at være Guds barn, barn af den almægtige Gud og vi må kalde ham vores far. Sådan skal vi se på os selv. Som et kongebarn, der er omsluttet af Guds kærlighed. Han kender os. Han ved, hvor tunge byrder vi bærer. Og han ved ikke noget bedre, end når vi kommer til ham og søger nærvær og fællesskab med ham.. Og så er vi korsbærer. Her tænker jeg ikke på det at vi skal bære kors som en byrde og opleve lidelse og følge Jesus på den måde. Nej, jeg tænker på, at vi på pande og bryst bærer tegnet på at Jesus døde for os, for at frelse os til et evigt liv. At være korsbærer er at bære vidnesbyrdet om Guds kærlighed med mig, så jeg aldrig glemmer det.
Vi skal give Gud os selv, for vi tilhører ham. Han har skabt os og vundet os tilbage fra synd og død da Jesus døde på korset. Men der er mere vi skal give til Gud, nemlig vore bekymringer. De tilhører også ham. Gud ved, hvad der bekymrer os og hvad der kan holde os vågen om natten. Han kender os og der er ikke noget han hellere vil end tage dem fra os og i stedet give os tryghed og hvile. Jesus taler om bekymringer i Matt kap 6 og understreger at det ikke nytter noget at bekymre sig vi får ikke et lykkeligere liv ved det i stedet skal vi søge Guds rige og alt det som han giver os, så skal han nok sørge for resten. Vi skal stole på Gud. Ja, ikke bare det. Vi skal forvente store ting af Gud. For at lægge sit liv i Guds hånd handler ikke kun om at vi får mindre af det dårlige (bekymringer), men også om at vi får mere af det gode (velsignelser). Tænk på alle de løfter Gud har givet os. Om liv og vækst.
Om gode frugter, åndeligt og menneskeligt. Om nådegaver til gavn for menighedens tro og liv. For det tredje. Giv Gud din bøn. Der er en forunderlig kraft og styrke i bønnen. Men den sættes himmel og jord i bevægelse. Bønnen åbner døre for Helligånden, så han kan komme til og virke i os og med de mennesker som vi beder for. Der er en åndelig virkelig i bøn og forbøn, som vi skal løfte op og fremhæve. Bed uden ophør, siger Paulus til menigheden i Tessalonika. Lad bønnen være som dit åndedræt en konstant levende forbindelse til Gud. Det er ikke nødvendigt med fine ord eller foldede hænder eller lukkede øjne. Giv blot Gud din opmærksomhed og tal med ham om alt du har på hjerte. Vi kan godt have tendens til at være optaget af hver vores skærm, når mennesker mødes. Så har man sin mobiltelefon eller der er et TV der kører.
Imens forstummer samtalen og opmærksomheden på dem som man rent faktisk er sammen med. Det er nødvendigt med øjenkontakt, hvis man skal have en samtale til at fungere ordentligt. Sådan også med bønnen. Vi skal give Gud opmærksomhed. Henvende os til ham og tale med ham. Giv Gud din bøn. Afslutning Der er myndigheder i denne verden som vi skal adlyde. Og så er der de magter og myndigheder som Paulus taler om, som vi skal kæmpe imod. Åndelige magter, som vi skal forsage og bekæmpe. En af de åndelige magter, som har fået stor indflydelse i vores tid er troen på reinkarnation. Det lyder måske lidt voldsom at kalde det for en åndelig magt, men der er for mig ingen tvivl om, at troen på sjælevandring har ført mange mennesker væk fra troen på Gud og at Satan vil gøre, hvad han
kan for at få troen på reinkarnation spredt langt ind i kirken. Og den seneste sag med en præst på Sjælland, der åbent har vedkendt sig sin tro på sjælevandring viser, at det er lykkes. Troen på sjælevandring er både fattig og farlig. Den er farlig, fordi den bilder mennesker ind, at der hverken er et himmel eller et helvede. Det kan være ligemeget hvad du tror på, der kommer blot et nyt liv. Man behøver ikke tro på Jesus, for alle får jo bare et nyt liv. Men det er også fattigt. For det er en tro der sætter mennesket i centrum og det handler om at blive klogere og dygtigere og vokse i erkendelse. Der er intet håb om et evigt liv på den nye jord. Blot en evighed i en syndfyldt verden. Det er fattigt. Nej, så er det godt at evangeliet er præcis det modsatte. Det er budskabet om at Gud har elsket verden så højt, at han har sendt sin søn for at frelse os til et evigt liv fra død og djævel. Og det lykkedes for ham. Jesus vandt over døden.
Vi må stå op til en ny dag, hver eneste dag, i troen på at Gud er med os, at Gud vil lede os og at troen på ham vil fører os til det gode land, hvor al nød og smerte er forsvundet. Og mens vi lever her, så skal vi give Gud, hvad Guds er: For ham tilhører riget, magten og æren. Amen.