Sakuntala. Sangen om Vilhelmine og Holger Drachmann

Sakuntala Sangen om Vilhelmine og Holger Drachmann

Gert Maarløw Nicolaisen Side 1 25-09-2006 Indhold INDHOLD...1 FORORD...4 HVAD ER EN DIGTER?...5 VINDEN: EN LIGFÆRD I ÅRET 1822...6 ODE TOO THE VEST WIND...7 ODE TIL VESTENVINDEN...7 OPHAV(AF JORD ER DU KOMMET)...8 FÆDRENE OPHAV (ET PAR EUROPERKERE DUKKER OP)...8 MØDRENE OPHAV (EN SONATE PÅ GENNEMTRÆK)...9 DRENGEÅR (SPISE, SOVE OG SLÅS)...14 FAMILIERNE I NORDSJÆLLAND (GENUIN DANSK RÅIDYL)...19 Fredensborg...19 Helsingør...21 Gurre...23 DET UDSLAGNE NORDSJÆLLAND I 1860ERNE (DANSK JORD I DANSKE HOVEDER)...24 HVAD ER FAMILIEN, NÅR HERREN ER BORTE?...24 Sommeren 62...24 Fredensborg den 26. Juli 1862. Kære Erik....24 Sommeren 63...26 Julen 63/64...27 OGSÅ BLEV DET 1864...27 EN DRØM OM MUSEN...28 HELSINGØR DEN 2DEN JANUAR 1864. R KJÆRE FADER...29 GURRE DEN 2DEN JANUAR 1864 F (TIL ERIK SKRAM) KJÆRE GAMLE VEN...31 KRIG I DANMARK...33 Gurre den 28de Marts 1864 R Kjære Fader...35 Irrenhaus ved Schleswig d. 25. April Morgen Kl. 8 1848. Min inderlig elskede Sofie..36 Krig i 1800 tallet...38 Wrisbergtragedien...39 P.L. Møller...40 Gurre den 28de Juli 1864 R Kjære Fader...42 De Sønderjyske Piger...43 EFTER 1864...45 SOMMEREN 1865...45 HELSINGØR 65 R KJÆRE FADER!...45 SOMMEREN 1866...46 Kjbhv. den 29de Aug. 1866 R Kjære Hr. Lassen!...46 En Uharmonisk....48

Gert Maarløw Nicolaisen Side 2 25-09-2006 DANNELSESREJSE OG START SOM KUNSTNER...50 AFREJSE TIL SICILIEN...50 I Nordsøen d. 27de Febr. 67 Leith 1 Marts 1867 R Kjære Fader!...50 Leith 5te Marts 67. Kjære Frk. Søster Erna. R...53 Palermo 5te April 67. Kjære Mimi! R...57 BORNHOLM...60 MÅLSÆTNING...60 EROBRINGEN AF BORNHOLM...61 ERICHSENS GÅRD...63 VILHELMINE VAR PIGEBARN...65 HENDE ELLER INGEN ANDEN...67 FORLOVELSE OG ENGLAND...69 KØBENHAVN, ÆGTESKAB OG DET MODERNE GENNEMBRUD....72 ENGELSKE SOCIALISTER...76 Hovedstrømninger i det 19. århundredes europæiske litteratur...79 HOVEDSTRØMNINGER OG DET MODERNE GENNEMBRUD I DRACHMANNS UNIVERS...81 POLARISERING OG KONFRONTATION....81 Litteraturselskabet...83 Sex i 1870erne...84 RYESGADE 124...87 EN TYVEKNÆGT...88 ORDETS SVÆRD...90 Du retter tidt dit Øjepar...94 Rent Bord...95 En tur til Skagen...96 Orkanen 13. november 1872...97 Hjemme igen...101 Improvisation om Bord...105 VILHELMINE EFTER 1874...109 I...110 Zahrtmann og Vilhelmine efter 1870erne...113 Rom d 9. April 1883 Kære Vilhelmine!...113 Athen d. 14de April 1884 Kære Vilhelmine...116 Oh minder fra min barndoms tid...118 VILHELMINE OG EVA FREMOVER: RIFTEN FOR LIVET UDEN VILHELMINE...120 DEN ENGELSKE POESI...121 SAKUNTALA...124 JEG HØRER I NATTEN DEN VUGGENDE...130 PÅ STRANDEN 1876...131 COR CORDIUM 1822...132 SANG I BÅDEN...133 UDE OG HJEMME...133 MEN HVAD VAR EN OVERKOMPLET SÅ EGENTLIG FOR EN?...137 Musebesøg...141

Gert Maarløw Nicolaisen Side 3 25-09-2006 Syg i Firenze...142 HAVREHOLM SLOT....144 En akilleshæl...147 I den elvte time...148 DEN SPILLEMAND SNAPPED FIOLEN...153

Gert Maarløw Nicolaisen Side 4 25-09-2006 Forord Danmark gjorde sig i perioden fra 1870 og frem til århundredskiftet gældende i en udstrækning vi ikke rigtigt har kunnet bryste os af siden vikingetiden. I det tidsrum dannede en lille gruppe af store danske kulturpersonligheder et litterært og kunstnerisk kraftcenter af sådanne dimensioner, at det kom til at skabe opmærksomhed og øve indflydelse, ikke blot i det øvrige Skandinavien, men ud over hele Europa. Man kunne næsten sige; at de ikke blot sad med ved det europæiske bord, men at de i kraft af deres evner, visioner og deres ånds øvrige rækkevidde, skabte en stor del af dagsordnen for kulturlivets udvikling i datidens Europa. De lod sig lede af den tanke, at kunsten og kulturen ved siden af alle de kvaliteter, der til enhver tid bør kendetegne disse, indeholder et moment af kamp. En kamp for det mål, der ligger i at føre kunstnerens visioner om den bedre verden ud i virkeligheden. Det synspunkt blev banebrydende for den ny bevægelse. Man ville af med den romantiske tidsalders drømmende idealisme, og erstatte den med realisme. Der skulle virkelige menneskeskæbner på det litterære bord, de seneste videnskabelige landvindinger skulle reflekteres i kunsten, de hårdtarbejdendes sved skulle ses på maleriet, og helt nye virkemidler måtte der til. Alt skulle forandres radikalt. Bevægelsen samlede sig da også under varemærket Kulturradikalisme. Noget af det tidligste offentligheden i det daværende København hørte til de kulturradikale var Holger Drachmanns debut med digtsamlingen Digte 1871 og Georg Brandes forelæsningsrække Hovedstrømninger. Disse to begivenheder kom sammen med en række andre skelsættende kulturelle konstruktioner til, at danne ramme om det kulturforløb, som Georg Brandes senere overleverede til eftertiden under navnet Det Moderne Gennembrud. I gennembrudsårene var Drachmann i lange perioder næsten ene på skansen. Flere gange kun med sin unge kone fra Bornholm som eneste forbundsfælle, imens en sladderforrykt og provinsiel københavnerpresse gang på gang direkte og på allegorisk form chikanerede ham og kulturradikalismen, uden at nogen af mændene bag Det Moderne Gennembrud kunne komme til orde. I den periode kendetegnede Holger Drachmann mere end nogen anden kulturradikalismen. I netop denne epoke, måske den mest krævende af bevægelsens mange år i det som Georg Brandes kaldte kampstilling, stod Drachmann alene overfor hele den danske offentlighed, mens brødrene Brandes opholdt sig i udlandet. Holger Drachmann var den, der tog skraldet for Det Moderne Gennembrud, ligesom han senere i lange perioder blev den, der gav bevægelsen dens store folkelige bredde. Godt nok var Brandes arkitekten bag gennembruddet, men Drachmann var braget. Det, der med digtet "Engelske Socialister" vækkede det slumrende borgerskab. Uden Drachmann ville det have været teatertorden, at tale om gennembrud. Frugterne af gennembruddet ville være visnet under opblomstringen, og det var blevet et medieflop af den type som småkulturer almindeligvis har det med at kaste af sig, uden at sætte frø til eftertiden. Eller endnu værre; det var endt som et indholdsløst markedsføringsslogan for en gang opvarmet intellektuelt fis og lidt lobbysponsoreret litterær indavl af den type, der sædvanligvis leveres til samtidens og eftertidens læsere under varebetegnelsen finkultur. Så meget kan siges om Drachmanns rolle i samtiden. Drachmann selv, og den pris han betalte kan godt lede tankerne hen på følgende citat:

Gert Maarløw Nicolaisen Side 5 25-09-2006 Hvad er en Digter? Hvad er en Digter? Et ulykkeligt Menneske, der gjemmer dybe Qvaler i sit Hjerte, men hvis Læber ere dannede saaledes, at idet Sukket og Skriget strømme ud over dem, lyde de som en skjøn Musik. Det gaar ham som de Ulykkelige, der i Phalaris' Oxe langsomt pintes ved en sagte Ild, deres Skrig kunde ikke naae hen til Tyrannens Øre for at forfærde ham, for ham løde de som en sød Musik. Og Menneskene flokkes om Digteren og sige til ham: Syng snart igjen, det vil sige, gid nye Lidelser maa martre din Sjæl, og gid Læberne maa vedblive at være dannede som forhen, thi Skriget ville blot ængste os, men Musikken den er liflig. Og Recensenterne træde til, de sige: Det er rigtigt, saaledes skal det være efter Æstetikkens Regler. Nu, det forstår sig, en Recensent ligner ogsaa en Digter paa et Haar, kun har han ikke Qvalerne i Hjertet, ikke Musikken paa Læberne. See, derfor vil jeg hellere være Svinehyrde på Amagerbro og være forstaaet af Svinene end være Digter og være misforstået af Menneskene. Enten-Eller Søren Aabye Kirkegaard 1 1843 1 1813-1855

Gert Maarløw Nicolaisen Side 6 25-09-2006 Vinden: En ligfærd i året 1822 Svaret blæser i vinden. Luften river, rådden og ram. Stanken af brændende kød er ækel, men nødvendig, sødmen en overraskende og grotesk muse for brækfornemmelse og kvalme. Angstfuld og kold slår den i mellemgulvet, og baner sig vej mod svælget bag det skærmende tørklæde. En behåret hånd trykker det fast mod underansigtet, mens den anden hånd uafvidende hviler mod karossens højlakerede trædør. Hestene foran karossen pruster og rykker sig hele tiden i skaglerne uden at flytte den bremsede vogn. De to i karossens indre mødes med øjnene. To øjenpar mellem hat, hånd og tørklæde. Nede på stranden står en officer med trekantet hat og betragter bålet. Opstablet højt og knitrende under det, der ikke meget længere kan siges at være en båre. Den døde knejser mellem flammerne. Kødet under huden er begyndt at sende gasser fra fedt og legemsvæsker ud som bobler på den sværsprøde sortlige legemsoverflade. Bugen opdunster vildt under det brændte klæde, fremhvælver, stiger og stiger, til den endelige eruption afbryder processen og skyder den elskedes vulnerable indre frem i flammerne. Dunster og gasser driver nu gennem vinden ind over karossen, smyger sig med hænder fra helvedet igennem vindue og åbning. Manden til venstre synker en gang og snapper efter luft, men svælg og bihuler står i brand. Den anden finder sin sølvflakon frem, bakser febrilsk med skruelåget. Så bliver den revet fra ham, og låget kylet ud af vognen. Det triller sådan, bare hen ad sandet. Officeren, ser det, og nærmer sig vognen, med trin der blander sig i bålbrændets knitren og et baf eller to fra det bristende kød. Flammerne slår op og ned, de blander sig med røgen i den brændende vind. Spørgsmålet har hærget deres bevidsthed igennem måneder. Siden båden med de tre venner stak ud for en mild vind i Toscanerhavet. De var tre, der gik ud for vinden. Nu er tredjemanden drevet i land, og bliver båret bort af vinden. Den livskilde, han havde besunget og savnet, selv i dens mest sublime tilstedeværelse. Der går en rimelig tid, før bålet ebber ud så aske fra centret kan samles i terracottaurnen. Officeren stiller den i vognen mellem fødderne derinde. Et lukket sølvskrin bliver så rakt ind gennem vinduet. Hænder fra karossens dyb tager det til sig og sætter det på skødet. Sorg og krampe lukker nu menneskekroppen henover det. Alle tre tømmer den tredje sølvflakon, der bliver kylet ud gennem vinduet. Officerens hånd griber efter kuskesædets armlæn, så trækker han sig op over hjulet til bukken, og sætter sig, mens han raver efter kørepisk og tøjler, fikserer stift på hammel, hesterygge og vognstang, tørrer skægget med underarmen, nu løsnes bremserne med et spark mod pedalen. Så endelig falder pisken hårdt, uden varsel, direkte mod en sort hesteryg. Et kort sideværts slinger sætter vognen i bevægelse, derpå følger rykket og farten. Det er som bevidstheden bagefter klæber til stedet og resterne af røg og det osende akaciebål. Nogen fyrer en vits af. Tempoet stiger til hjulene hvirvler, mens vejgrus og pytternes vand strinter og står i byger fra hestenes hovskæg og stålsko.

Gert Maarløw Nicolaisen Side 7 25-09-2006 Ode too the vest wind Make me thy Lyre, even as the Forest is What if my Leaves are falling like its own; The tumult of thy mighty Harmonies Will take from both a deep, autumnal Tone Sweet though in Sadness. Be thou, Spirit fierce, My Spirit; Be thou me, impetuous One; Drive my dead Thoughts over the Universe Like withered Leaves to quicken a new Birth; And, by the incantation of this Verse, Scatter, as from an unextinguished Hearth Ashes and Sparks, my Words among Mankind Be through my Lips to unawakened Earth The Trumpet of a Prophecy; O, Wind, If Winter comes, can Spring be far behind? Shelley 2 Ode til Vestenvinden Lad mig, lig Skoven som din Lyre bruse; Hvad om mit Liv som dens må visnet vige; Når dine Harmoniers Hvirvler suse, en høstlig Klang tungsindig mild skal vige fra begges Sangbund. Du, som trodser Skranker vær du min Ånd; Vær mig utæmmelig. Driv over Jorden mine døde Tanker lig vissent Løv, der nye Vækster føder; Ved Kraften som i dette Vers der banker, spred mine Ord som Arnestedets Gløder og hede Aske ud blandt Slægtens Hær vær for den dorske Jord den Magt der støder i Spådomsluren ved min Røst; Thi er det Vinter først, maa Vaaren være nær. (Adolf Hansens oversættelse). 2 Percy Bysshe Shelley 1792 1822 betydeligste engelsk lyriker og repræsentant for engelsk romantik gift med Mary Shelley 1797 1857 forfatterinde til romanen Frankenstein.

Gert Maarløw Nicolaisen Side 8 25-09-2006 Ophav(Af jord er du kommet) Fædrene Ophav (Et par europerkere dukker op) 3 På Frederik d. 4 s tid forlod smeden Gert Drachmann sin hjemegn ved Bremen og flyttede til Danmark, hans søn giftede sig, da den tid kom med den polsk fødte Louise Christiane Kobiersky, der angiveligt skulle have adelige rødder med udløbere til det polske kongehus. Sammen fik de en syndflod af unger, fjorten i alt, for øvrigt samme tal som mine egne bedsteforældre fik, det viste sig da også, igen parallelt med mine egne bedsteforældre, at være lidt i overkanten for familiens anstrengte pengepung, hvorfor Louise Christiane måtte tage arbejde som portnerske på Frederiks Hospital. Men 22. november 4 1810 måtte hun nu alligevel tage sig tid til at nedkomme med sønnen Andreas Georg Drachmann 5, der som tiden gik skulle vokse til, først for at komme i Københavns tyske Sankt Petri Skole, siden for at komme i lære som barber. Derpå uddannede A.G. sig til kirurg, for så endelig at tage en egentlig lægeeksamen, som indtil 1840 var tilgængelig for ikke studerte. Han blev udnævnt til ridder i 1848 antageligt for sin indsats under begyndelsen af treårskrigen 6, professor i 1860, Dr. Med. i 1877 og Dannebrogsmand i 1890. A Holger Drachmann hævder at Andreas Georg ifølge familiemyten var uægte barn af en læge, der omtales under titlen Etatsraad Herholdt. Denne skulle have haft en løbebane, som mindede om en vis Professor Buntzen. Det hele udtrykkes lidt forblommet, men ledsages af nogle kommentarer om at den lovformelige bedstefader på fædrene side vist ikke havde drevet det så vidt. Dyrlæge i hæren var han blevet til, Kursmed kaldtes det. Professor Dr. Med. A.G. Drachmann var en af de sidste læger her i landet, der havde startet karrieren som barber. Den gamle ordning var, at det kirurgiske, altså åreladninger og andre "skarpe" indgreb, blev foretaget af barberen, mens behandling med medicin, varme omslag og de ublodige procedurer blev foretaget af lægen, hvis ordinationer af medicin så kunne købes hos apotekeren. Andreas Georg Drachmann, der var af den gamle skole og lidt af en slider, blev på denne måde både kirurg og læge, og kom til at være mellem de nye folk, der beherskede begge discipliner. Hans særlige interesse for hygiejne og forebyggelse røber, ligesom hans fagkombination, som kirurg og mediciner, at han kan regnes med i den lille udsøgte skare af fremsynede, der til alle tider ved, hvad der skaber resultater og kræver forandring, og hans løbebane viser at han var dygtig nok til at lade sig lede af sin klarsynethed, uden at sætte sit faglige renommé over styr i trakasserier med mindre kvalificerede fagfæller. Hans breve og erindringer tegner billedet af en banebrydende personlighed, en sikker kirurgisk håndværker og en sjældent ansvarsfuld læge og familiefar B. Andreas Georg var i besiddelse af et eget håndfast tag om tingene og lod sig ikke behandlingsmuligheder spille af hænde af sentimentale årsager eller blødsødenhed. Familien glemte aldrig, hvordan Andreas Georg drevet af fagligt engagement og menneskelig nødvendighed med succes genanbragte et disloceret 7 lårbenshoved på dets plads i ledskålen. Patienten var en ung muskeldrøj tømmersvend og bløddelene omkring det dislocerede led var af en så sej beskaffenhed, at Andreas Georgs overordnede have indstillet al videre matren af patienten. Intet hjalp jo alligevel. - Nu var det betegnende for Andreas Georg, at han vejede det umiddelbare skrigeri op mod patientens livslange elendighed, hvis indgrebet ikke lykkedes. Og glemte ej heller tømrerens børn og familie. Hvem skulle sørge for dem? Andreas Georg trodsede sin foresatte, lod endda denne vade hændervridende frem og tilbage 3 Yderligere interesserede henvises til En gammel skibslæges erindringer i Tilskueren 1888, Juni og Juli og 1890. 4 Cecilias dag 5 22. november 1810 2. Juli 1892 6 1848-1851 7 Gået af led

Gert Maarløw Nicolaisen Side 9 25-09-2006 ad gangen, mens han fik hentet et par kasteblokke til at skabe et spil med en ordentlig udveksling. Han havde på dette tidspunkt arbejdet som skibslæge og var sådan set ikke sømand for ingenting. Dette specielle indgreb var dengang måske branchens mest håndværksmæssige. Der anbringes et kraftigt træk på hver side af den hofteskål, der er gået af led og når bare retningen er i orden, hopper ledhovedet på plads igen. Hvis vinden ellers var rigtig. Andreas Georg lod folkene trække til, og lod trækket stige til gulvplankerne, hvor spillet var hæftet, spyttede sømmene ud. Så flyttede han spillet og lod trække igen, imens overlægen førte sig frem som en vordende fader på en barselsgang. Til sidst har muskler og sener alligevel givet efter så langt, at ledhovedet med et smæld, der kunne høres gennem rummets øvrige støj, smuttede op i den frelsende ledskål. Mindre end en uge senere forlod tømmersvenden hospitalet - gående. Andreas Georg sluttede beretningen med at påpege, at der dengang ikke brugtes kloroform eller anden bedøvelse. Andreas Georg Drachmann Vilhelmine Marie Drachmann Mødrene ophav (En sonate på gennemtræk) Men inden det var nået så langt med A.G., havde han mellem sine studier og andre gøremål haft sin faste gang i et Københavnsk hus, på hjørnet af Højbro Plads og Læderstrædet 8. Her boede Hans Jørgen Henning Stæhr 9 og fru Emilie Julie Theresia født Quist, søster til Andreas Georgs fætter. Hans Jørgen var eneste søn af en gamle hørkræmmer, hvis butik og bolig han senere havde overtaget. Butikken, der var god, lå i kælderen, mens familiens bolig var at finde på etagen over. Huset var efter tidens skik spækket med børn. Otte i alt. A.G. havde brugt en del tid med en af husets sønner, men havde undervejs, som tiden gik, dog gjort sig sine overvejelser angående døtrene også, der heller ikke var uden kvaliteter. Huset Stæhr var mandsdomineret til det totalitære, ikke at den gamle revsede eller slog, men der var en egen uimodsigelighed i hans måde at føre sig frem på, og en mildhed i hans frues sind, der stillede ægtemandens ubøjelighed i et heldigt lys. Holger Drachmann selv beskriver ham på denne måde: Han boede en lang, 1ste Sals Etage i Frederiksborggade lige ved Kultorvet, var en gammel Særling, med Nathue og uldne strømper i Tøfler, der mest holdt sig i eget Værelse og var frygtet af Familien. Hans Glæde var gamle Vaaben, Antikvitets- og Marskandisergenstande og blomstrende Nerier. Jeg vil gøre min Ed paa, at interessen for Vaaben og Ragerier idetheletaget og for stærktduftende Blomster er bleven vakt stærkt den Gang og har fulgt mig troligt siden. Han havde været en af Byens rigeste Hørkræmmere; var en høj, kæmpestærk Mand, der levede, ikke selv litterærdannet, men æstetisk paavirket af Tidens Tilbøjelighed, paa Skydebanen, i Klubber, ved dramatiske Underholdninger, og lidt efter lidt i mere broget Selskab, musikalsk, grovkornet-flot, indtil han havde ødelagt Størsteparten af sine Ejendomme omkring i byen. Hans Jernnatur trodsede Alt. Han skal ofte være kommen hjem fra et lystigt Lag sent paa Natten, har da trukket sin Livkjole og Vest af, sat sig midt i den 8 Der er forskellige opfattelser med hensyn til mange af adresserne. Jeg har holdt mig til den aktuelle kilde i de forskellige sammenhænge. 9 Sthær optræder i romanen Forskrevet og i fortællingen Med den brede Pensel.

Gert Maarløw Nicolaisen Side 10 25-09-2006 store Dagligstue for aabne Vinduer til begge Sider (Gennemtræk), fyldt sig en stor, gammeldags Pokal med Vin, og derpaa kaldt en af sine Døtre, og oftest min Moder, op af deres Seng forat spille for sig paa Clavér, medens han selv sang og drak alle gode Venners Skaal C. Den ældste af sønnerne; Hans, der var fire år yngre end A.G, havde været med ved livjægernes udfald fra Classenshave i 1807 lige forud for Københavns bombardement. De havde ikke udrettet det store, men de havde da vovet pelsen op mod engelskmanden, da han skød byen i brand. A.G. havde på klassisk vis forelsket sig i en af husets døtre, og havde som et ægte barn af romantikken givet sig det løfte, at når han havde fået sin eksamen med førstekarakter skulle han fri. Hvis det blev mindre end første karakter, ville han emigrere. Det havde kommet til at koste landet en digter, en midsommervise og meget, meget mere. Dog, indtil eksamen var taget holdt han sine planer for sig selv, og kom derved til at begå en fadæse, der kan have lidt hjerteskærende karakter. Han vedkender sig den fuldt ud, det er nu háns facon. Han forbigik husets ældste datter Julie (samme navn som A.G.'s søster i Fredensborg) og friede til den yngre Vilhelmine Marie Stæhr 10. Det har været dobbelt krænkende for den stakkels Julie, fordi A.G. i den hensigt at skjule sin rødmende ungdomsforelskelse i Vilhelmine Marie, har henvendt sig så meget mere til Julie i daglig omgang. Julies temperament var vanskeligt, og er bestemt ikke blevet bedre efter denne overhaling indenom. Svigerfaderen vægtede tilværelsens muntre side lige vel hårdt set med A.G.'s øjne. Faktisk turede han en del, mens hans stilfærdige frue ventede længe oppe i huset på Højbro Plads. Hun var jo A.G. s kusine, men betydelig ældre end han. Men svigerfar rumlede altså rundt i Københavns natteliv i en karakteristisk rytme, man dengang kaldte kvartalsdrikkeri. Den gamle hørkræmmer holdt dog fanen og humøret højt og brugte løs, indtil familien måtte flytte fra huset med forretningen ned til hjørnet af Gothersgade og den noget mindre velrenommerede Grønnegade, hvor pigerne kyssede mandfolk både godnat og godmorgen, hvis bare pengene rakte. Så tog A.G. sin første samtale med den ældste søn, og der var kun en vej. Umyndiggørelse af den gamle. Nu forholdt det sig sådan, at en søn dengang ikke kunne få sin fader gjort umyndig, derfor måtte A.G. tage det tunge læs. Det gjorde han så, og stillede bagefter op ved siden af den fremtidige formynder og fortalte svigerfar, hvordan det forholdt sig. Denne gav igen med et forsonende lune, efter lige at have slugt den første galde. Hver gang A.G. senere troppede op i det svigerfædrene hjem, spurgte gamle Stæhr, "Hvor er ræven?". Spørgsmålet udvirkede, at et af børnene måtte gå til familiens omfattende rarietetssamling, og her hente en udstoppet ræv, der blev båret frem og anbragt på en til formålet stående tom piedestal. Omvendt bevarede hjemmet og familien, om ikke skindet på næsen, så dog tag over hovedet i deres tid ud. Og det er jo heller ikke at foragte. Det er et ledende træk i gamle A.G. Drachmanns personlighed, at der ikke er nogen etisk eller handlingsmæssig tøven, når situationen fordrer en radikal indskriden. Vilhelmine Marie valgte han, som vi kan forstå, til fulde med hjertet. Hun var tolv da den ti år ældre Andreas Georg forelskede sig i hende. Men han holdt fornuften fanget i sine erindringer og giver et præcist og klædeligt signalement af hende. Han har betragtet hende helt ned til den sirlige ungpigehåndskrift. Fornøjet, snaksom, med en spinkel sangstemme og altid fuldstændig sanddru. Måske har hun været let at kyse eller A.G. har ind imellem fremtrådt lige vel bøs i hendes nærvær. Han lader skinne igennem, at han har været opfarende, og at han efter hendes tidlige død ikke var uden selvbebrejdelser desangående. - Der er ikke så meget efterladt om Vilhelmine Marie Drachmann, og dog måske lige det, at hun havde den færdighed når hun sad og kæmmede sig, at hun med det afredte hår kunne 10 12. juni (Basilius dag) 1820 11. marts 1857

Gert Maarløw Nicolaisen Side 11 25-09-2006 forme smukke figurer for børnene, så det lignede kobberstik. Holger beskriver hende som smuk, munter næsten overgiven, men altid, desværre næsten altid præget af sit svigtende helbred. Og Vilhelmine Marie var et lille spinkelt menneske, der nok har været lykkelig for at kunne fæste lid til den handlekraftige, og 95% tilregnelige Andreas Georg. Han havde så på sin side altså tænkt sig længe og grundigt om inden han traf sit valg i spørgsmålet om det skulle være Vilhelmine Marie eller ikke, på samme måde som han overvejede tingene grundigt i alle livets anliggender. A.G. s løfte til sig selv var, at han inden sit frieri skulle være færdig læge og med bedste karakter, ellers var han taget til Amerika. Han beflittede sig, tog sin eksamen som planlagt og nu fik Vilhelmine Marie sin Andreas Georg, aldenstund tingene var spændt af som de skulle, og hun kunne på den måde se frem til en tryg tilværelse i det daværende københavnske borgerskabs dukkeverden. Han friede til hende en sommerdag i haven, og understregede, at hun måtte vente nogle dage og tænke sig grundigt om, og først svare når hun havde talt med sin moder. Ikke noget jageri her, hun var kun seksten på dette tidspunkt. Hun har på sin egen stilfærdige måde været genial, eller i hvert fald klog. Hendes fine spinkelhed, der har talt så stærkt til den vitale Andreas Georg, trængte så inderligt til omsorg og beskyttelse, og kombinationen af de to blev af skæbnen planlagt så virtuost, at A.G. fik brug for alt, hvad han havde at give, for at beholde hende hos sig. Og dog alligevel måtte han til sidst se sig hende berøvet, og stå alene med fem børn. Vilhelmine Maries finhed var noget man dengang betragtede med bekymring. Det var netop de sarte og spinkle, der i de tider blev ofre for brystsyge, eller tuberkulose. Hun afgik ved døden 11. Marts 1857, endnu inden Holger var fyldt 11. Sådan var livet dengang. Man begravede sine døde, takkede gæsterne for deltagelse ved begravelsen og kaffen bagefter, lagde ungerne i seng, og gjorde sine notater, inden man selv styrtede om, næsten død af træthed. Andreas Georg skrev følgende i sine papirer: den 11te marts 1857 havde jeg den store Sorg at miste min Kone, efter at hun i næsten tre Aar havde lidt af Brystsyge (Phthisis), en Sygdom, der tidligere havde bortrykket to af hendes Sødskende. Hun var i høj grad et elskværdigt menneske, af et overordentligt blidt og mildt gemyt, fordringsløs, kjærlig, retsindig og sandhedskærlig. Jeg elskede hende oprigtigt, men har dog mange Gange maatet bebrejde mig selv min oftest umotiverede Opbrusning overfor Smaating, der afficerede hende stærkt, uden nogen sinde at gøre hende vred. Skønt jeg, saasnart min Heftighed havde lagt sig, gjorde, hvad jeg formaaede, for at faa hende til at glemme og tilgive min Heftighed, som jeg selv i høj Grad fortrød, kan jeg dog ikke fritage mig for den Bebrejdelse, mange Gange i vort Samliv at have bedrøvet hende uden rimelig Anledning fra hendes Side. Jeg kan med Sandhed udtale, at jeg med vort 13aarige Ægteskab ikke har haft Grund til at gjøre hende en eneste fortjent Bebrejdelse. Der forefaldt paa hendes Dødsleje en Begivenhed, der gjorde et stærkt Indtryk paa mig og var saa ejendommelig, at jeg ikke kan undlade at omtale den. Hendes dødskamp (Agoni) begyndte meget tidligt om Morgenen den nævnte Dag. Da Klokken var omtrent 11 om Formiddagen kom der Bud fra en meget syg Patient, der boede i min Nærhed. Hendes Moder stod ved den ene Side og jeg ved den anden Side af hendes Seng. Hun laa med brustne Øjne og ingen følelig Puls, men endnu svagt aandende. Jeg hviskede næppe hørligt til hendes Moder: Jeg gaar et Øjeblik bort, men kommer strax igjen. De brustne Øjne begyndte lidt efter lidt at klare sig, Pulsen blev atter følelig, hun bevægede Læberne og, da jeg lagde Øret til hendes Mund, med svag, men hørlig Stemme udtalte: Bliv hos mig. Derefter udslukkedes Øjnenes Glans og Pulsen blev atter ufølelig. Det var hendes sidste Ord. Selvfølgelig blev jeg staaende hos hende indtil hun nogle Timer efter udaandede. B

Gert Maarløw Nicolaisen Side 12 25-09-2006 Holger Drachmann beskriver på fiktionsplan i romanen En Overkomplet 11 hvordan et sådant budskab opfattedes af ham. Død! Gentog jeg langsomt, og det bævede pludseligt inde i mig, og jeg sænkede mit Hoved og foldede uvilkaarligt mine Hænder og lyttede til Vinden, som om den kunde være en Sørgemusik, der brusede henover den øde Strand. Død! Stønnede og jamrede Vinden, idet den foer gennem de afbladede Popler og raslede med de tørre Siv. Død! Klagede og klynkede Vandet, som slog op paa Stranden. Død! Gentog hele den nøgne, trøstesløse Natur omkring mig, medens Stjernerne deroppe blinkede og funklede, uberørte af al Klage, hævede over al menneskelig Lod. Man mærker tydeligt forskellene mellem den rationelle, og dog forundrede A.G. og den lyriske Holger i beskrivelserne, ligesom påvirkning fra H.C. Andersen 12 tydeligt kan spores hos Holger. Og mere til. Dog! bag denne lyriske udtryksform ligger en skarp idiosynkratisk, og barnlig selvtilstrækkelig oplevelsesform, som han med frapperende ærlighed lukker ud foran læseren andetsteds i samme roman: Jeg husker den Dag, da min Moder døde. Vi Børn havde, som naturligt var, allerede de sidste Par Dage været meget overladte til os selv og egenlig talt forsømte. Selve Dødsdagen giorde mest Indtryk paa mig derved, at vi slet ingen Mad fik. En Feltherre sørger altid for, at hans Folk ikke er fastende, naar han skal føre dem i Ilden. Man bør ligesaa lidt stille fastende Børn lige overfor Døden. Et saa uudsletteligt uhyggeligt Indtryk, som Døden ved den Lejlighed gjorde paa mig, har Intet end ikke tilnærmelsesvis senere kunnet gøre. Sulten, forfrossen og med en skærende Følelse af Forladthed havde min ældste Søster og jeg sat os hen i en Krog af den store Spisestue, hvor intet Bord havde været dækket og hvor der ikke engang i Buffeten var Noget for os at finde. Min Fader kom ind fra Dagligstuen, som var bleven taget til Sygeværelse. Hans ellers saa livlige, opvakte Ansigtstrek vare skæmmede af Graad. En Kvinde kan se smuk ud selv opløst i Taarer; en Mand taber øieblikkelig sin vigtigste Skønhedsbetingelse, Intelligensen. Det gjorde et fremmedartet, næsten forfærdeligt Indtryk paa mig, da han kom hen og satte sig ned imellem os med det halvkvalte Udraab: Børn, nu er Eders Moder død! Jeg lagde slet ikke Mærke til, hvad han sagde; jeg flyttede mig lidt bort fra ham. Det, der stærkest og uhyggeligst berørte mig, var, at han, Faderen, Indbegrebet af al Overlegenhed, Genstanden for al vor lydige Respekt, sad imellem os paa Gulvet. Saa reiste han sig og gik mekanisk nogle Gange omkring det runde Spisebord. Han blev staaende et Øjeblik og stirrede paa den blanke Bordplade. Jeg skottede op til ham og grundede i min Sjæls Enfoldighed over, om han muligvis skulde tænke paa at give en Ordre til Kokkepigen. Saa vendte han sig og gik ud af Stuen, op til sit Arbeidsværelse. Først flere Timer efter, da vi - Gud maa vide af hvilken misforstaaet Omhyggelighed for at berøve os den sidste Illusion - blev ført ind ved den Dødes Seng, først da gik det op for mig, at det var Døden, her handledes om. Og hvilken Død! Jeg stirrede paa disse Træk, som nu var blevne skarpe og indfaldne; Munden var som en Streg, Næsen næsten kroget, Kinderne hule; og saa denne forfærdelige Bleghed. Altsaa virkelig død, det vil sige: slet ikke til mere for os; jeg kunde ikke engang bede om Forladelse for min sidste Forseelse! Men det var jo sandt, den vidste hun ikke mere: og hun vilde slet ikke faa noget mere at vide. Jo dog; oppe i Himlen! Jeg saae uvilkaarligt op mod Stueloftet. Her var i mange Dage ikke bleven udluftet. Der hang en Spindelvæv oppe under Gibsdækket, og en Edderkop firede sig allerede ned derfra lige ovenover den Dødes Hoved. Jeg pegede med Rædsel paa den, og en af de Nærmeststaaende, min Tante eller en Stuepige, greb et Haandklæde og slog efter Insektet. Edderkoppen forsvandt, men Snippen af Klædet slog over den Dødes Ansigt. Jeg brast i en voldsom Graad og blev ført ud af Stuen. Det var altsaa Døden, jeg havde staaet Ansigt til Ansigt med. De skarpe Træk prentede sig dybt nok i min Hukommelse, lige ned til den lille, ubetydelige Vorte, som min Moder havde haft paa Kinden, og som i hendes sunde og friske Dage kun havde virket som en Skønhedsplet, men som nu traadte forstørret og 11 Det fremgår af H.D.s erindringsartikel i Tilskueren 1908 p.121 til 148. 12 1805-1875

Gert Maarløw Nicolaisen Side 13 25-09-2006 udhævet frem af Magerheden rundtomkring. Hvor var nu de bløde, sagtmodige Træk og disse milde, noget svømmende Øine, som saa ofte havde hvilet paa mig? Her er barndommens halvautistiske opfattelsesform under eksponering, idet den pludselig brister ved en fnuglet berøring fra virkelighed, og døden træder ind i barnets bevidsthed som en rystende realitet om livet, der tager år at bearbejde. Men A.G. og Vilhelmine Marie, havde altså forlovet sig tilbage i 1840, og giftede sig 1844 den 3. februar 13. Herefter flyttede de ind i A.G. s lægebolig på hospitalet, hvor han arbejdede, og Holger Herholdt Drachmann kom som barn nummer to den 9. oktober 1846 14. Familiens øvrige børn var Erna 15, Mimi 16, Johanne Vilhelmine 17 og Harriet Augusta 18. Den sidste døde knap fire år gammel julemorgen 1858. Men Holger var altså fra Dionysiusdag, navngivet efter den græske vingud Dionysos (romernes Bacchus), samme år, som en fejlslagen kartoffelhøst resulterede i en hungerkatastrofe i Irland, der sendte 2 millioner hinsides. Året hvor der er premiere på Wagners Tannhäuser, hvor sidste stændervalg afholdes i København og hvor Orla Lehmann fremsætter "Ejderprogrammet". To år efter sendes vi ud i den Slesvigske krig nr. 1 - det er to år siden at Bertel Thorvaldsen døde i det kongelige teater, og grevinde Danner (alias Louise Rasmussen) pyntede op i sit udstillingsvindue i Vimmelskaftet med Københavns første udstillingsdukke, for dengang var hun endnu ikke grevinde, bare forretningsindehaver. Familien Drachmann havde ved Holgers fødsel bopæl i Københavns centrum nær Christiansborg i en hjørneejendom opad Højbro Plads og Amager Torv. Faktisk kun få minutters gang fra der, hvor Louise Rasmussens forretning lå. Interesserede vil stadig kunne finde familien Drachmanns gamle hus, hvor der indtil for få år siden har været opsat en mindeplade. Den blev i sin tid opsat på foranledning af biografiforfatteren Johannes Ursin. Ja, der skal angiveligt have været tale om to mindeplader. I dag er de taget ned. Til gengæld er Georg Brandes, der er Drachmanns samtidige, indenfor de seneste år, blevet hædret ved at få opkaldt en plads i København efter sig. Oven i købet med en meget smigrende beliggenhed mellem Statens Museum for Kunst og Christian den Fjerdes Rosenborg, det er en fornem adresse, som han da bestemt har fortjent, men hvad med Holger Drachmanns plads? Hvor ligger den? Ja! Sådan går det en gang imellem, når tiderne skifter. Forfattere bliver taget ned fra hylderne, lagt i magasin, ja sågar brændt fra tid til anden, det ved vi jo. Undervejs gennem mine skriverier her vil jeg gerne belyse nogle af de oprindelige forudsætninger for, at det er gået sådan for Drachmann. Og for Danmark. Holger Drachmann mistede altså allerede i drengeårene sin moder. Men frøene var sat, generne givet videre, det sensitive og den spinkle konstitution, slog umiskendeligt igennem. Det sidste blandes med den fædrene jernfysik på en sælsom vis, der gjorde Holger Drachmann til en hærdet og begejstret sejler, en af vores mest rejsende forfattere, til tider -måske efter morfaderen - lidt solderistisk anlagt, men i stand til at klare det hele, og altså med et herrehelbred gearet til store slag med halen, men - med en samtidig overraskende åbenhed overfor psykologiske og følelsesmæssige traumer, der ikke sjældent slog igennem som fysisk sygdom. Ikke mindst lungerne skulle vise sig, at være arvet efter den mødrene konstitution. 13 Blasius dag 14 Holger Drachmann angiver selv sit fødested til Møntergade, nærved Gothersgade. Johannes Ursin angiver det til Amager Torv 9 matrikelnummer 46. Igen en uoverensstemmelse i adressener. Som det beskrives af Otto Borchsensius i efterskriften til Drachmanns selvbiografiske artikel fra Tilskueren 1908 har Drachmann muligvis været galt orienteret om disse data. 15 Erna Drachmann senere Juel-Hansen (5-3-1845 1922). 16 Mimi Drachmann (4-5-1849) gift med arkeolog Vilh. Boye. 17 Johanne Vilhelmine Drachmann (22-6-1851 1915) gift med pastor Johan Friis. 18 Harriet Augusta Drachmann (3-2-1854 25-12-1858).

Gert Maarløw Nicolaisen Side 14 25-09-2006 Det er besnærende nærliggende, at sætte det tidlige tab af moderen i relation til Holger Drachmanns lyrisk betonede forhold til damer. Evigt elskes det tabte. Den der ikke elsker er ikke lyriker. Af hensyn til de, der gerne ville kikke Holger Drachmanns genetiske dispositioner på det galante område i kortene, har den fremsynede A.G. efterladt følgende åbenhjertigheder om sit eget væsen på dette for poesien så centrale felt: Min svage side har været min hengivenhed eller svaghed, hvad man nu vil kalde det, for det andet køn. Herved må ikke forståes nogen seksuel udskejelse; thi jeg har i min hele ungdom gennemgående levet et kysk og afholdende liv. Men kvinden har mit hele liv igennem haft en høj grad af tiltrækning for mig, og jeg er let blevet forelsket, ikke, som det hedder, op over begge ørerne, men hvad jeg ville kalde for passioneret. Det har været intelligente, livlige og noget kokette yngre eller ældre damer, der har ytret den største tiltrækning, heldigvis kan jeg dog sige, at passionen har haft sine grænser og altid er gået over uden at foranledige katastrofer. E Drengeår (Spise, sove og slås) Stor fra fødslen af, og forslugen, var han næsten ved at tage livet af Vilhelmine Marie. Efter hans søsters mening D, foretog han sig ikke andet end spise, sove og slås hele opvæksten igennem. Og så gik han i denher trancetilstand, med det lidt måbende udtryk. Et klart allergibarn, hvad tiden også kom til at vise. Han voksede sig fra det, som allergibørn gør, men indtil da gik det efter de tre s er. Spise, sove og slås. Det gik så galt, at han til en fødselsdag forkyndte, at hans eneste ønske var at spise sig mæt, for en gangs skyld. I Tåget gik han rundt sagde A.G. når Holger ranglede igennem stuerne uden nærvær eller kontakt med virkeligheden. Aa, Holger, gaa ind og hent mig mine Morgensko. Og så giver der et spjæt i Holger, der retter sig. Saa! Nu sover han igen. Skynd dig, Dreng. Og Holger render efter morgensko, på vej forbi SøsterErna hvisker hun de står i Sovekammeret, i Servanten og så kommer Holger tilbage med et eller andet, der i hvert fald ikke har noget med morgensko at skaffe. Jeg tror, Fanden plager Drengen, brast det ud af munden på A.G., og så kunne han alligevel ikke rigtig holde på latteren. Og så var der måske lige noget mere end allergi, der kunne forklare Holgers fjerne og tågede væren i verden. Som treårig var han nemlig blevet tabt af en tjenestepige. Ikke på gulvet, som det kan ske i selv de bedste hjem, nej, - hold nu fast, - ud fra et tredje sals vindue og ned i gården. Historien havde efterladt ham med et hul i baghovedet, der så senere voksede sammen igen. C Men hør nu, det var ikke bare Holger, det var sket for, samme skæbne var overgået en onkel, der undervejs havde dræbt en vaskekone, men så til gengæld selv slap med livet. Og senere indtraf samme begivenhed for en nevø, der dog ikke fik andre på samvittigheden af den årsag. Der må jo have været tale om alvorlig familiær disposition for kolik, der dog bestemt er allergirelateret, hvordan skulle det ellers kunne forklares, at tre småbørn af samme familie tabes ud af vinduet, hvis det ikke var fordi de havde skreget i en uendelighed. Karakterbøgerne var også en plage, for Holger, for A.G. og for de andre. Nej, så hellere slagsmål. Når galt skulle være, måtte en af tjenestepigerne holde for. Eller alle søstrene. Så længe Vilhelmine Marie levede, var Holgers temperament lidt af en prøvelse. Fra tid til anden gik han bersærk, og tøserne, der gerne skreg i vilden sky, måtte rotte sig sammen, så huset var ved at vælte. Så stod Vilhelmine Marie pludseligt i døren, og bare hendes skrøbelighed var nok til at bringe ungerne til ro. Bagefter slumrede løven Holger indtil den igen stod på buler og brodne pander. De sidste af Vilhelmine Maries leveår boede man i Amaliegade ved siden af Kasino. De flyttede derhen efter koleraepidemien der havde sit første dødsfald 12. juni 1853, A.G. havde set nok til at være overbevist om at hygiejne også her var altafgørende, så familien flyttede til ordentlige forhold nede i Frederiksstaden. I gården var skure, vinlager med tønder, pakhuse

Gert Maarløw Nicolaisen Side 15 25-09-2006 hvor ungerne hærgende fór frem udenfor de voksnes rækkevidde. Lillesøster blev hejset op i pakhusets kran, eller et par venner blev holdt fængslet i kælderen. Eller det blev testet hvor højt fra man kunne springe, og dog bevare fuld førlighed. Man fandt frem til sine begrænsninger, også på dette område 19. Det alt sammen har Holger senere beskrevet i novellen Kunstnere. Og så var der far, gamle A.G. der tog til Trekroner, hvor han var overlæge. Ungerne tog han med, der kunne de lege så længe. Det var klokken halv fem og ud af fjerene. Båden gik fra Toldboden præcis klokken kvart over fem. I kasematterne derovre, for ikke at nævne bastionerne og deres kanoner, der kunne man lege røvere og soldater, bagbinde søster Erna og bære hende på ryggen til hendes ventende væmmelige fedtede fængsel dybt i kasematternes kolde hjerte. Og hjemme igen var der Kongens Have, hvor Haveren ikke holdt øje med børn i pænt tøj, så der var også masser af fristed. Men lektierne? Jo der er jo lige om morgenen, der kan man nå det. Og hvis man ikke kan nå at lære det hele kan man tages søsters hoved til hjælp, og bare banke det ind. Sådan, det ene skal nås og det andet ikke glemmes. Ingemann og Cooper, Marryats og Scotts romaner, det er bare kræs i de timer, hvor mørket har gjort udgang uønsket af forældrene. Og så når far fortæller. Eventyr, sagaerne, historiske personers liv, klassiske værker, sågar Shakespeare skåret til så ungerne kunne fatte det. Og toppen på kransekagen Den Hornede Sigfred der varede hele vinteren, og som far selv hittede på undervejs. A.G. fortav ingenting, bogskabet stod altid åbent, og da den tid kom, kunne man spørge om hvordan og hvorledes, og alle de svar de andre gik og rodede efter i møgdyngerne, kunne man få lige ud af posen af sin far, gamle professor A.G., så det var til at forstå. Ren besked i mere end en forstand, som søster Erna sagde. Ungerne blev heller aldrig jaget ud eller i seng, når der kom gæster. Og gæster kom der, kunstnere, skuespillere, Michael Wiehe for eksempel, der var så smuk og aldrig sagde noget, bare sad og så ud. Ham kunne søster Erna ikke stå for til festerne. Midt i det store hesteskoformede middagsbord stod et lille bord til ungerne. Der kunne de ses, og monikke de også har kunnet høres. Så var det sagt, hvad der var centrum i familien Drachmann, og Michael Wiehe sad derhenne, hvor lille Erna kunne se på ham. Tinsoldaterne var en verden for sig. Erna og alle andre blev strittet ud søndag formiddag når der skulle leges tinsoldater. Hele middagsbordet var under besættelse, og der blev talt ild og tordenduner, geled ved geled blev gelejdet op langs hinanden, og dannede karré, eller når feltkanonerne blev kørt i stilling. Artilleriet og den gamle garde, alle sammen var de der, og fik bevingede ord med på vejen. Og SøsterErna måtte senere tilstå, at hun lyttede ved dørene og hørte første spire af ægte Drachmannsk patos, før hun skamfuld listede sig bort, med følelsen af formasteligt at have luret sig på, hvor hun burde have ventet til BrorHolger selv var sprunget ud. Men skolen var og blev jammerlig. Der var lige, de danske stile og historieundervisningen ellers var det jammer, jammer, jammer, og der måtte hyres manuduktør, en studius juris, til ad hoc hjemmeundervisning af tågebarnet udi matematikkens fedtede verdener, og Holger, der ikke fattede et klap og jævnligt gik bersærk, mens den unge juridiske student hævede sin gage uden at sætte sig yderligere spor, fik intet for faderens skillinger. Og det var kun en begyndelse, - så se da de lyse nætter kom, og han var blevet fjorten. Aldrig var knægten hjemme. Sagde til SøsterErna, der lå i sengen på sit værelse, du, jeg lader Lampen brænde, saa tror den Gamle, jeg læser nu stikker jeg af. Og så kom han gerne hjem henad morgenstunden, hvor han sad og spillede guitar, hvis han da ikke rasede skuffelsen over et eller andet ud, og væltede borde og stole, mens han forbandede sit slaveliv. Men nu vi er ved slaveriet for resten, så beskriver Holger selv i sine erindringer 20, hvordan årene i den første skole forløb. A.G. har sat ham i netop denne skole med velberåd i hu, ikke mindst udfra rent sundhedsmæssige overvejelser. Tabet af Vilhelmine Marie har tilsynela- 19 Oplevelsen har refleks i fortællingen Dædalus. 20 Tilskueren 1908 p. 121-148

Gert Maarløw Nicolaisen Side 16 25-09-2006 dende påvirket A.G. s videre liv, lægelige løbebane og valg af indsatsområde. Forebyggende medicin, hygiejne etc. blev hans kerneområder. Det kom også Holger til gode i skolevalget, som han fortæller: Jeg véd ikke ret, men jeg antager, at min Tilbøjelighed for Søen dengang gjorde, at jeg blev sat ind i gamle Mariboes Skole, som dimitterede Sø- og Landkadetter til Akademierne. Jeg gik rigtignok ikke efter Søkadetklasserne, men vi følte os alle som halve Aspiranter. Denne Skole véd jeg aldeles ikke at sammenligne med nogen nu. Den havde Præget af en engelsk Skole, saaledes som man læser om dem i engelske Forfatteres Selvbiografier 21. Den var aristokratisk først og fremmest (Kronprinsen 22 og den græske Konge; navnlig den sidste husker jeg som Dreng). Det var jo i halvtredserne, og Erindringerne fra Treaarskrigen 23 vare friske endnu. Det Militære havde stærk Overvægt. Det Individuelle hos Drengene fik ( paa engelsk Manér) stærkt Lov til at udvikle sig. Vi var alle sammen raske Drenge; vi sloges, sluttede Venskaber og lærte udmærket levende Sprog. Jeg erindrer tydeligt gamle Maribo, hvidhaaret, lignende en Englænder, og hans Broder, den senere afdøde Søofficer og Forfatter. Vi fik aldrig Bank for vore Lektier, men kun, naar vi havde vist usømmelig Opførsel eller Kujoneri. Land- og Søetaten sloges altid, og vi Realister gik altid sammen med Søkadetaspiranterne. Det var en rigtig Drengeskole, og de utænkeligste Spilopper fandt sted. Da Neve fik Skolen, forandredes dens Charakter noget. Ved denne Tid blev jeg taget ud. Min Fader vilde have, at jeg, der viste saa gode Anlæg (jeg var i den Skole altid paa Duxebænken) skulde studere og muligvis i Tiden arve hans praxis. I sin første roman En Overkomplet beskriver Drachmann den næste skole v. Westens Institut eller Bohrs skole, som han kalder den. Her mødte han Georg Brandes, der gik i en højere klasse. Georgs broder Edvard, gik i Holgers klasse, de sad i perioder på samme bænk. Edvard hjalp med matematikken, mens Holger lavede tegninger, som Edvard satte pris på, hvorefter Holger forærede ham dem. Holgers medicinske påvirkning hjemmefra slår tydeligt igennem i hans beskrivelse af skolen ligesom han viser blik for nogle af de tidløse problemstillinger mellem skole og hjem: Smitte! Disse syvhundrede unge Spirer, som daglig fra den tidlige Morgen til ud paa Eftermiddagen stuvedes sammen i de to Bygninger, Forhus og Baghus, fra Kæ1der op til Tørreloftet, sammenskrabede som de vare rundtomkring fra hele Hovedstaden, fra de forskelligste Hjem med de forskelligste Forudsætninger, disse syvhundrede unge "Muligheder" opdroges her med Spanskrøret, Karakterbogen og Examen for Øie. Hjemmet ræsonnerede gerne saaledes, at nu var jo de unge Poder overgivne til Skolens Opdragelse, nu var Hjemmet en Del af Byrden og Ansvaret kvit; og Skolen ræsonnerede til Gengæld saaledes, at Hjemmet var en vigtig Faktor med i Opdragelsen og at Skolen kun kunde tage Ansvaret til en vis Grad. Resultatet blev da i Virkeligheden, at der ingen Opdragelse fandt Sted, men derimod en saameget des større indbyrdes Paavirkning. Akja: Et skabet Faar i Flokken... osv. 24 Holgers store problemer var i stigende grad matematikken og opførsel. Han smak stadig en prober næve til de formastelige, når det stak ham, men var måske ikke så slem til at gå og luske med tingene til gengæld. Det er tydeligt for ham selv senere at se, hvordan han har delt sine lærere i to grupper. De, der hadede ham og de, der elskede. Holger har næppe været de forbitrede pedanters barn. Hans beskrivelse af lærernes livsvilkår kan findes i En Overkomplet, hvor hovedpersonerne Erik og Adolf, to venner, banker på døren til deres skolelærers hjem i en lejekasserne i byens billige ende for at give en undskyldning fordi den ene af dem har stukket læreren en på lampen henne i skolen: En lille Pige, sjusket klædt, og som omtrent kunde være en otte Aar gammel, lukkede med noget Besvær Døren op. I Haanden holdt hun et 21 Charles Dickens (1812 1870) og Emily Brontë (1818 1848) har begge været meget optaget af at beskrive engelske skoler. Særligt Yorkshire skolerne var genstand for kritik. Holger Drachmann er dog, modsat de to andre, meget positiv overfor det han forbinder med engelsk skolevæsen. 22 Må være den senere Frederik den ottende. 23 1848-1851 24 fra En Overkomplet

Gert Maarløw Nicolaisen Side 17 25-09-2006 Stykke - Fedtebrød 25. Jo, Fa r æ derinde! Hun pegede paa en Dør tilhøire i den snevre Korridor, hvor der lugtede af Børnelinned og Løg. Vi bankede paa og traadte ind. En lille Stue med et tarveligt dækket Thebord, en saakaldet Studerelampe i Midten, et Fyrfad paa en Bakke med en Sort Thepotte, et Rugbrød, nogle Kopper, et Par Tallerkener, en Smørkande med Fedt 26. Jeg mønstrede det Hele i et eneste Blik. En bleg Kone med et blaat Køkkenforklæde og en lille Pige paa Armen stod og hældte op af Thepotten. Ligeoverfor sad Læreren, en midaldrende Mand, sparsomt Haar, et stort skæg, Briller og slappe Muskler omkring Munden. Og Holger beskriver sig selv som elev: Jeg var et maaske alt for blødt og let paavirkeligt Gemyt, som man kunde faa overordentligt langt med Godhed, og som til Gengæld bevarede Haardhed og Forfølgelse med uendelig Græmmelse og Lyst til Hævn. Jeg erindrer tydeligt, hvor forfærdet jeg kunde blive over mine egne Tanker 27, naar jeg ønskede at kunne tage Hævn over en eller anden virkelig eller indbildt Forurettelse. 28 Man kan godt fornemme at samspillet mellem elev og lærer har rummet potentiale til både det ene og det andet. Men Drachmann trækker linierne endnu tydeligere op: Vi sloges ikke blot paa Næver i Bohrs skole, men vi samledes udenfor Skolen til store Kampe med andre Skoler, Latinskolen og Melchiors, i Søndermarken paa blanke Vaaben. Det gik saa drabeligt til, at omsider, efterat flere Drenge vare blevne alvorlig kvæstede, Politiet lagde sig imellem. Der var store Forhør i Skolen, og jeg selv var blandt dem, som man havde stærkt i kiggerten. Siden den Tid har jeg altid haft Vaaben i mine Værelser og baaret Vaaben paa mig. Sådan! For Holger Drachmann blev Nordsjælland i drengeårene lige så væsentlig en del af tilværelsen som kongens København, hvor hverdagene henslæbte sig med familien. Perioden mellem Vilhelmine Maries død og frem til at faderen giftede sig igen omtaler Holger som Det Store Interregnum. I denne periode spillede tante Julie, Vilhelmine Maries ældre søster rollen som husfrue eller husbestyrerinde som det kaldtes, men kemien var dårlig hende og A.G. imellem. Som han skev: og hensynet til børnene lagde jo her sin tunge vægt i vægtskålen. Der var en tid, hvor jeg havde fattet den beslutning, men jo nærmere jeg lærte Julie at kende, jo mere modnedes den overbevisning, at vi ikke passede for hinanden, at vi var omtrent modsætninger og sikkert ville komme til at leve et ulykkeligt ægteskab. Med mange gode egenskaber, iblandt hvilke jeg især påskønnede hendes sans for orden og økonomi, hendes redelige karakter, ikke at tale om hendes hengivenhed for børnene, var hun ikke fri for særheder i flere retninger E Men A.G. giftede sig som en selvfølge igen. I 1859 blev han viet til Clara Josephine Sørensen 29, som havde været husjomfru i kaptajn Aaris hus, og de lod børneflokken vokse med Anders Bjørn 30, Harriet Vilhelmine 31 og Martha 32, sådan som det nu var skik dengang. Man begravede sine døde, gjorde sine notater i dagbogen og livet fortsatte. Døden var en jævnlig gæst livet igennem, det vidste de voksne, og børnene fandt ud af det langs ad vejen. Holger lærte at sætte pris på sin nye moder, hun blev ved mange lejligheder hans fortrolige, og måtte nu og da, endog have den blandede oplevelse at være Holgers fortaler overfor Andreas Georg, der fra tid til anden stadigvæk godt kunne forekomme lige lovligt knarvorn og kolerisk til Holgers smag. 25 Tag lige den tankestreg med på vejen, man kan næsten smage foragten ikke? 26 Nu igen! 27 Dette træk af hans karakter kan have et lidt neurotisk anstrøg og bør ses i sammenhæng med andres beskrivelse af Holgers særlige karakteregenskaber for at vurderes i en bred sammenhæng. 28 Tilskueren 1908 p. 121-148 29 Clara Josephine Sørensen gift Drachmann (19-2-1836 1895). 30 Andreas Bjørn Drachmann (27-2-1860) 31 Harriet Vilhelmine Drachmann (14-10-1861) gift med Ingenør Landinspektør Povl Benzon. 32 Martha Drachmann (7-2-1866 1912) gift med Professor Dr. Jur. Viggo Bentzon.

Gert Maarløw Nicolaisen Side 18 25-09-2006 Clara Drachmann Men det var altså Andreas Georgs gamle forbindelser i Nordsjælland, der blev rammen omkring Holgers ferieliv deroppe. I Fredensborg, Helsingør og Gurre havde man åbnet dørene for Holger. Det stråler ud af de fleste beskrivelser fra hans nærmeste, at han deroppe har været en dreng, det har været vanskeligt ikke at holde af. Beskrivelser, der vokser i troværdighed ved den lidt brystfaldne og forbeholdne attitude, der gradvis sniger sig ind, efterhånden som det drejer sig om senere epoker i Drachmanns liv. Han har været glad, intuitiv, oprigtig, let antændelig, god til at fortælle historier og tegne, sine venners ven, og sine små veninders altid galante ridder. Kredsen af bekendte har været overvældende, tiden var præget af optimisme og velstanden har været lige så selvfølgelig som den var notorisk, op gennem Holgers drengeår og tidlige ungdom. Faderens urokkelige soliditet, byggede efterhånden på kontakter som omfattede mere prominente navne. Familien Bournonville, (eller Bournonspringer som Holger kaldte dem, når det stak ham) Irminger, der senere blev admiral, var mellem bekendtskaberne, ligesom Kong Frederik den Syvende har kendt til Andreas Georgs eksistens og haft ham i velvillig erindring ved forskellige lejligheder. Holdningen var overvejende national-liberal og grundtilstanden ubekymrethed i de lag, hvor Holger bevægede sig under sin tidlige opvækst. Han beskriver godt nok Fredensborg, som værende konservativ, ikke royalistisk, men Fredensborg er til en hvis grad to forskellige byer, før og efter 1863, hvor Frederik den syvende, der jo fortrinsvis var i Jægerpris, efterfølges af Christian den niende, der virkelig satte Fredensborg på Europas dagsorden. Den fritid der ikke er gået med leg, er gået med læsning, oplæsning og tegning eller med at male. Kunsten var i højsædet, og sad billedligt talt med ved bordet, den influerede på dagligdagen, på en måde, der kan sidestilles med hvordan videnskaben og teknologien i dag stikker sin hale frem overalt. Dukker op i samtaler; på bænken i parken, på arbejdspladsen og ved festlige lejligheder, som et "must" alle forholder sig til. Holgers sensitive begejstring for tilværelsens beskaffenhed og naturen har i denne tidlige periode bestandigt givet sig udtryk i, hvad der senere skulle vise sig, at være den Drachmannske genus første halsbrækkende manøvre indenfor sine naturlige arbejdsfelter. Allerede i de år er båndene mellem Holger Drachmann og havet jo knyttet. Faderens arbejde som marinelæge på Holmen i København har sat Holger i forbindelse med de folk, hvis levevej var havet, og hele deres værdisæt ligger sikkert forankret i Drachmanns sjæl, livet igennem. Så

Gert Maarløw Nicolaisen Side 19 25-09-2006 dybt, at man i øjeblikke forledes til, at tro at han er opdraget udelukkende i dette miljø. Det er meget vigtigt, når man skal tilnærme sig en forståelse af Holger Drachmann som person, at holde sig klart, at han i sit væsen ikke er et forfinet og sirligt uddannet åndsmenneske med honnette omgangsformer, slebne manere og glat facade, men mere er som et godt opdraget følelsesfuldt sømandsbarn, der, nærmest som kom det fra himmelen, er begavet med et fantastisk talent for at male og skrive; om sømændenes, håndværkernes, proletarernes, tjenestefolkenes, almuens, og alle andres følelser, tanker og dagligverden, kort sagt et medie for datidens danske folk. Det er derfor så forudsigeligt, at når en sådan "Sømand" går i land, og lader sig introducere for datidens danske pænhed og bornerte borgerskab i deres guldbure, så stilles drengetheden, frejdigheden, charmen, helbredet og i sidste instans livet på en prøve. Men - foreløbig stod alt i uskyldens tegn. Verden var ung og grøn. Og så spørger man sig, om vi nu ikke ved nok om den Drachmanns drengeår? Hvorfor skal nu hele anegalleriet med venner og venners venner trævles op? Hvorfor nu sådanne ligegyldigheder? Og, ja! Det skal jeg sige dig! Det handler om disse personer, fordi de nu engang indgår i det Drachmannske univers, på det fiktive og det faktiske plan. Det gør de som en konsekvens af at Drachmann og hans litterære staldbrødre gjorde det til en central del af deres litterære koncept at skrive realistisk, og derfor tage afsæt i virkelige personer. Dette nøgleri, som Klaus Rifbjerg kalder den slags, kom, udover at det efterlod en enestående værdifuld beskrivelse af en tid og dens menneskeliv, til at spille en væsentlig rolle for Holger Drachmanns forhold til sine nærmeste. Disse personer, sammen med flere andre er ikke bare forudsætninger for Holger Drachmanns forfatterskab, og for Holger Drachmann som person, de er en iagttagende og vurderende del af den skrivende proces, om ikke in persona, så dog repræsenteret ved efterkommere i Drachmanns nære omgangskreds, derfor er vi nok nødt til at se lidt nærmere på denne personkreds omkring drengen og ungersvenden Holger Drachmann. Det perspektiverer de involveredes livsbaner, at mange af familien, med tilløbere, deler det samme gravsted på Holmens Kirkegård, mens Holger Drachmann ligger sin cølibat ved Skagens gren. Hvorfor? Hvad skete? Familierne i Nordsjælland (Genuin dansk råidyl) Ferierne i Nordsjælland var virkelig gennem drengeårene en vigtig og tilbagevendende del af Holgers liv. Lokaliteterne, hvor Holgers Drachmanns levende land fandt jordiske rammer, strakte sig fra Helsingør til Esrum sø, fra Gurre til Havreholm mellem Tikøb og Klosterris hegn. Her skar han sine drengeårs skibe og mødte sine ungdomskærester. Hans indgang og hans udgang er knyttet til Nordsjælland, som hans liv er knyttet til alle vegne og Skagen. Fredensborg Holgers far, gamle A.G. Drachmann, havde et par mostre, der boede på slottet i Fredensborg. Hos dem havde hans søster Louise stiftet bekendtskab med en Peter Steen fra en familie, der havde været slotstømrere i tre generationer. De to giftede sig i 1828 og stiftede hjem i det lille vedbendklædte hus, der ligger i selve slotshaven ved indgangen til slotsgården. I det hjem tilbragte gamle A.G. Drachmann sine fri weekender under studieårene. Han gik til fods Løverdag eftermiddag. Til den første mil brugte han 1 1/2 time, men så blev farten sat op, og ved hver milepæl kunde han tage sit ur frem og konstatere, at der var gået nøjagtig en time