Selvstændig virksomhed og efterløn Politisk ansvarlig: Dennis Kristensen Redaktion: Eva Hansen og Mette Wiederholt Pedersen Illustration: Bob Katzenlson Dato: December 2011
Når man går på efterløn, kan det give tid og lyst til at afprøve nye spændende aktiviteter som fx at starte en lille selvstændig virksomhed. Men det er vigtigt, at du kontakter os først, så du ikke risikerer at miste penge på det. Hvis du i efterlønsperioden ønsker at starte eller fortsætte med at drive en selvstændig virksomhed, skal du først søge os om tilladelse til det. Reglerne er lavet for at undgå, at arbejdsløshedsforsikringssystemet kommer til at virke som en indirekte erhvervsstøtte. Reglerne er derfor meget restriktive, så det kan være svært at få tilladelse. Tilladelse til at starte selvstændig virksomhed For at kunne vurdere om du opfylder betingelserne for at få tilladelse, skal vi bruge en del oplysninger fra dig. Endvidere kan vi tidligst give dig tilladelse fra den dag, vi modtager din ansøgning. Vi har ikke mulighed for at give tilladelse med tilbagevirkende kraft. Har du allerede en virksomhed? Hvis det er en eksisterende virksomhed, og du ikke kan få tilladelse, skal du kunne nå at ophøre med virksomheden, inden overgangen til efterløn. Vi anbefaler derfor, at du søger tilladelse i god tid. Du kan søge helt op til 6 måneder før, du vil på efterløn. Kan jeg få tilladelse? Læs Pensionsstyrelsens oversigt over nogle af de forhold, der kan have betydning for, om du får tilladelse drive selvstændig virksomhed i efterlønsperioden. Gå ind på Pensionsstyrelsens hjemmeside: www.penst.dk. Klik på Publikationer øverst oppe og indtast ordet tilladelse i søgefeltet. Så vil du komme frem til oversigten. Forskellige ordninger Der findes 4 forskellige muligheder: 1. 400-timersordningen 2. Enkeltstående arbejdsopgave med karakter af selvstændig virksomhed 3. 962-timersordningen 4. 18½-timersordningen. 962 timers- og 18½-timersordningerne er kun aktuelle, hvis du driver selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse. Gør du det, skal du kontakte os. Vi omtaler kun de to sidste ordninger her læs side 4 og 5. Hvis du får tilladelse Det er vigtigt, at du overholder de grænser, der gælder for din virksomhed i forhold til indtægter og timer. Hvis du overskrider grænserne, skal du tilbagebetale efterløn, og du kan i værste fald helt miste retten til efterløn. 2
Hvad er selvstændig virksomhed? Som regel er der ikke tvivl om, hvornår noget er selvstændig virksomhed, eller hvornår der er tale om hobby, formuepleje eller lønarbejde. Men der kan være aktiviteter, hvor det ikke er indlysende, om det er selvstændig virksomhed eller ej. Eksempelvis driver du i arbejdsløshedslovens forstand ofte selvstændig virksomhed, hvis du: ejer en vindmølle og sælger strøm eller er med i bestyrelsen i et vindmøllelaug er fritidsfisker og sælger noget af fangsten ejer en lejlighed eller en ejendom, der udlejes ejer og driver landbrug arbejder som freelancer eller musiker ejer en andel af en virksomhed, som du også arbejder i arbejder i din ægtefælles virksomhed eller skattemæssigt er registreret som medarbejdende ægtefælle Arbejder du for egen regning og risiko og med det formål at opnå en økonomisk gevinst, vil du altid blive betragtet som selvstændig erhvervsdrivende. Om du anses for at drive selvstændig virksomhed, afhænger dog af forskellige forhold. Fx hvor mange timer du bruger, hvor meget du sælger, og hvordan du sælger det, antallet af lejemål i en udlejningsejendom, ejerforhold, antal ansatte i virksomheden, skattemæssige forhold mv. Fritidsaktiviteterrbejde og frivilligt arbejde Hvis det du vil lave, har karakter af fritidsaktiviteter eller frivilligt arbejde, kan du læse om reglerne for frivilligt arbejde på vores hjemmeside på siden www.foa.dk/akasse/frivilligt-arbejde Her er alene nævnt nogle eksempler. Kontakt os altid, hvis du er i tvivl om den aktivitet, du udfører, kan falde under begrebet selvstændig virksomhed i arbejdsløshedslovens forstand. 3
400-timersordningen 400-timersordningen er den ordning, de fleste af vores medlemmer bruger. Ordningen giver dig mulighed for at drive en selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse i efterlønsperioden. Du skal kunne sandsynliggøre, at alt arbejde i virksomheden kan holdes inden for 400 timer om året, og at virksomhedens såkaldte dækningsbidrag 1 højst er på 69.363 kr. pr. regnskabsår (2011). Hvis du driver et interessentskab, er det dit personlige arbejde og din andel af virksomheden, der skal holdes inden for rammerne. Arbejdstid på mere end 400 timer pr. år Har din arbejdstid i virksomheden været på mere end 400 timer pr. år i perioden, før du skal på efterløn, skal du sandsynliggøre, at arbejdstiden fremover vil kunne holdes under grænsen. Det kan fx ske ved salg eller bortforpagtning af en del af virksomheden, indskrænkning af åbningstider eller lignende. Det samme gælder, hvis du tidligere har haft et dækningsbidrag 1 over det tilladte pr. regnskabsår. Dækningsbidrag 1 Dækningsbidrag 1 er virksomhedens nettoomsætning minus vareforbrug. Vareforbruget består alene af udgifter, der varierer i forhold til din omsætning. Hvis du tidligere har drevet virksomheden som din bibeskæftigelse, skal virksomhedens dækningsbidrag 1 attesteres af en statsautoriseret eller registreret revisor eller - inden for landbruget - en såkaldt 'særligt sagkyndig'. Går du på efterløn midt i et regnskabsår, og grænsen for dækningsbidrag 1 ikke kan holdes i overgangsåret, kan du søge om forhøjet dækningsbidrag 1. Du skal søge om det, før du går på efterløn. Timer giver fradrag i efterlønnen Alle de timer, du bruger på virksomheden, skal fradrages i efterlønnen. Det gælder uanset om du tjener lidt eller meget på driften. Du skal derfor oplyse al den tid, du bruger. Fx opsøgende arbejde, regnskab, transport, rengøring og vedligeholdelse af lokaler, bestilling af håndværkere, møder med revisor mv. Hvis du får tilladelse til at udføre selvstændig virksomhed Får du tilladelse til at udføre selvstændig virksomhed, skal du udfylde et særligt efterlønskort, AR 297, og du skal hvert år udfylde et årsskema, AR 225, med oplysninger om dækningsbidrag 1. Årsskemaet skal attesteres af en statsautoriseret eller registreret revisor eller særligt sagkyndig. Dette krav kan virke urimeligt, hvis indtjeningen i din virksomhed er beskeden, eller hvis du ligefrem taber penge på det, men kravet gælder desværre alle former for virksomhed. 4
Enkeltstående arbejdsopgaver der har karakter af selvstændig virksomhed Hvis du udfører en enkeltstående opgave, hvor du fx bliver lønnet efter regning eller afregner moms, vil du som udgangspunkt blive anset for at være selvstændig erhvervsdrivende. Søg os om tilladelse til at udføre arbejdet, inden du siger ja. Hvis du fx annoncerer, køber driftsmidler, indretter lokaler eller foretager dig andet, der kan anses for at være etablering af en vedvarende selvstændig virksomhed, kan opgaven ikke godkendes som enkeltstående. Du skal kunne udføre opgaven inden for 400 timer, og den må ikke vare længere end 6 måneder. På efterlønskortet skal du oplyse det antal timer, du bruger på opgaven. For hver time, du bruger på opgaven, fratrækkes der en time i din efterløn. 5