GLADSAXE KOMMUNE Oktober 2006 Misbrugspolitik for Gladsaxe Kommune 2006 1. udgave
Indhold 1. Indledning og baggrund... 3 1.1. Indledning... 3 1.2. Misbrugsområdet i Gladsaxe Kommune... 3 1.3. Kommunalreformens betydning for Gladsaxe Kommune på misbrugsområdet... 4 2. Overordnede rammer, værdier og målsætninger for misbrugsarbejdet i Gladsaxe Kommune... 5 2.1. Målgrupper for misbrugspolitikken... 5 2.2. Overordnet vision for misbrugsområdet i Gladsaxe Kommune... 5 2.3. Overordnede værdier for misbrugsområdet i Gladsaxe Kommune... 5 2.4. Overordnede målsætninger for misbrugsarbejdet i Gladsaxe Kommune... 6 2.5. Opfølgning på målsætningerne... 7 3. Nye tiltag på misbrugsområdet i Gladsaxe Kommune... 8 3.1. Indsatsområde for 2007... 8 3.2. Nye tiltag på misbrugsområdet i Gladsaxe Kommune... 8 3.2.1. Forebyggende tiltag i SSP-regi... 9 3.2.2. Tværorganisatoriske tiltag... 10 3.2.3. Udgifter til de nye tiltag... 11 4. Fremtidig organisering af misbrugsområdet i Gladsaxe Kommune... 12 4.1. Organiseringen på kort sigt... 12 4.2. Organiseringen på længere sigt... 12 5. Opfølgning på misbrugspolitikken... 14 5.1. Tidsplan for status og opfølgning på misbrugspolitikken... 14 2
1. Indledning og baggrund 1.1. Indledning Byrådet vedtog i januar 2006 en sundhedspolitik for Gladsaxe Kommune. Af handleplanen for sundhedspolitikken fremgår (tiltag 18): at der skal udarbejdes en misbrugspolitik rettet mod borgere i Gladsaxe Kommune, som skal træde i kraft 01.09.2006. Misbrugspolitikken skal have særligt fokus på at forebygge, at unge begynder at ryge hash og tage hårde stoffer. Misbrugspolitikken skal ligeledes omhandle, hvordan Gladsaxe Kommune skal varetage opgaven med behandling af stofmisbrugere efter 01.01.2007. Af sundhedsprofilen i kommunens sundhedspolitik fremgår, at forbruget af alkohol og hash er større i hovedstadsområdet, end det er tilfældet i resten af landet. Samfundsudviklingen har generelt medført, at alkohol er blevet et let tilgængeligt og almindeligt brugt nydelsesmiddel, og at euforiserende stoffer i de senere år er blevet lettere tilgængeligt og oftere brugt, især blandt de unge og det gælder i hele landet. Der ligger således en udfordring for alle landets kommuner i forhold til at forebygge misbrug, men fortsat en særlig udfordring for hovedstadskommunerne, hvor andre vilkår gør sig gældende. Gladsaxe Kommune adskiller sig ikke fra de øvrige kommuner i hovedstadsområdet i forhold til forbrug. Gladsaxe Kommune ønsker med misbrugspolitikken at imødegå udviklingen og sikre en målrettet indsats for at forebygge, at udviklingen fører til et øget misbrug blandt kommunens borgere. Derudover forventes arbejdet med politikken at føre til større intern indsigt og forståelse for de problematikker, der knytter sig til et misbrug, og til større synlighed for borgerne af kommunens indsats på området. Der er allerede mange initiativer og tiltag i gang i kommunen i dag for at forebygge misbrug og støtte og motivere til at komme ud af et misbrug. Med udgangspunkt i den nuværende indsats på misbrugsområdet i Gladsaxe Kommune og ændringerne som følge af kommunalreformen definerer misbrugspolitikken en fælles ramme og overordnede mål for arbejdet med forebyggelse og behandling af misbrug i kommunen fremover. I forlængelse heraf beskrives nye tiltag på misbrugsområdet. Misbrugspolitikken for Gladsaxe Kommune er udarbejdet af en arbejdsgruppe sammensat af fagfolk fra Social- og Sundhedsforvaltningen og Børne- og Kulturforvaltningen. Misbrugspolitikken omhandler både alkohol- og stofmisbrug. 1.2. Misbrugsområdet i Gladsaxe Kommune Gladsaxe Kommune har en række tilbud på misbrugsområdet i dag, og gør en stor indsats for at forebygge misbrug blandt kommunens borgere og hjælpe og støtte misbrugere til behandling, hjælp i hverdagen, job, bolig m.v. Kommunen har ansat en misbrugskonsulent på fuld tid, som er tilknyttet kommunens sundhedsafdeling. Misbrugskonsulenten fungerer som koordinator for de mange aktører på misbrugsområdet i kommunen, underviser og rådgiver personale og yder rådgivning til alkoholog stofmisbrugere over 23 år samt deres pårørende. Misbrugskonsulenten sikrer både et tæt samarbejde med de eksterne samarbejdspartnere på misbrugsområdet og et tæt internt samarbejde mellem afdelinger og forvaltninger i kommunen. Det gælder særligt det interne samarbejde på tværs af afdelingerne i Social- og Sundhedsforvaltningen og Børne- og Kulturforvaltningen, herunder kommunens SSP-samarbejde, som har et stærkt fokus på forebyggelse af misbrug blandt kommunens unge og støtte til unge med problemer. 3
Gladsaxe Kommune benytter en række af amtets behandlingstilbud. I tabellen er anført, hvor mange af kommunens borgere, der var i behandling i 2005 i København Amts behandlingsinstitutioner. Institution Antal borgere KABS (København Amts behandlingscenter 138 for stofbrugere) Lænkeambulatorier 124 Blå Kors Taastrup 8 I alt 270 Gladsaxe Kommune etablerede i starten af 2006 det første lokale behandlingstilbud i kommunen. X-it er en rådgivnings- og behandlingsinstitution til børn og unge under 18 år. Tilbuddet er etableret på Pilegården. Med vedtagelsen af kommunens sundhedspolitik blev kommunens indsats i forhold til forebyggelse af misbrug blandt kommunens unge yderligere styrket. En oversigt over kommunens eksisterende tilbud og indsatsområder på misbrugsområdet og nye tiltag som følge af sundhedspolitikken er vedlagt som bilag 1. 1.3. Kommunalreformens betydning for Gladsaxe Kommune på misbrugsområdet Kommunalreformen medfører, at kommunerne overtager amternes hidtidige ansvar for behandlingen af alkohol- og stofmisbrugere, herunder den lægelige behandling af stofmisbrugere med euforiserende stoffer (substitutionsbehandling). Dermed samles hele indsatsen overfor alkohol- og stofmisbrugere i kommunerne. Det nødvendige behandlingstilbud kan tilvejebringes ved, at kommunen selv etablerer behandlingspladser, gennem aftaler med regionen eller gennem aftaler eller driftsoverenskomst med private institutioner. Regionen skal efter aftale med de enkelte kommuner stille behandlingspladser til rådighed og yde faglig bistand og rådgivning. På alkoholområdet skal kommunen kunne tilbyde et behandlingstilbud senest 14 dage efter, borgeren henvender sig, herunder også tilbud til særlige grupper som sindslidende og udviklingshæmmede. Borgeren har ret til frit valg af alkoholambulatorium og anonym behandling, såfremt det ønskes. Kommunen skal desuden udarbejde kvalitetsstandarder for den kommunale alkoholbehandling. Gladsaxe Kommune har indgået aftale på lige fod med øvrige kommuner i den kommende Region Hovedstaden om fortsat uændret brug af de eksisterende behandlingstilbud i 2007 og 2008. Gladsaxe Kommune har efter aftalens udløb mulighed for at hjemtage de eksterne behandlingstilbud. En eventuel opsigelse af aftalen skal foreligge ved genforhandlingen af rammeaftalen i efteråret 2008. 4
2. Overordnede rammer, værdier og målsætninger for misbrugsarbejdet i Gladsaxe Kommune I det følgende defineres de overordnede fælles rammer for arbejdet på misbrugsområdet i Gladsaxe Kommune. De overordnede rammer giver med afsæt i den nuværende indsats på misbrugsområdet i kommunen og i de nye forudsætninger, som følger af kommunalreformen, en klar retning for den fremtidige indsats for forebyggelse og behandling af misbrug i kommunen. 2.1. Målgrupper for misbrugspolitikken Hensigten med at samle misbrugsindsatsen i kommunerne er generelt at sikre en mere helhedsorienteret indsats over for misbrugere i den enkelte kommune. Misbrug har indvirkning på mange aspekter af en misbrugers liv, som er tæt forbundne og afhængige af hinanden. Det gælder f.eks. arbejde, bolig, familie, økonomi m.v. Målgrupperne for misbrugspolitikken er derfor defineret i brugergrupper, som går på tværs af de traditionelle inddelinger af borgere i forhold til lovgivningsmæssige, aldersmæssige og/eller sociale sammenhænge og således også på tværs af den organisatoriske struktur i kommunen. Målgrupperne for misbrugspolitikken er de unge, der i uddannelsesmæssige og sociale sammenhænge eksperimenterer med legale og illegale rusmidler, hvor en rusmiddelkultur og vaner grundlægges. Indsatsen skal være fokuseret omkring forebyggelse. de erhvervsaktive, hvor et misbrug påvirker den psykiske og somatiske tilstand. Der skal sikres fastholdelse på arbejdspladsen og være fokus på familien. børnefamilier, som er ramt af misbrugsproblemer. Der skal være fokus på familiens relationer og de problemer, som misbruget medfører. de pensionerede, hvor misbrugsproblemer kan være udløst af en social begivenhed, og hvor de fysiske eller psykiske helbredsmæssige konsekvenser af et misbrug kan medføre et behov for pleje- og/eller boligtilbud. 2.2. Overordnet vision for misbrugsområdet i Gladsaxe Kommune I det følgende er opstillet en overordnet vision samt en række grundlæggende værdier for misbrugspolitikken i Gladsaxe Kommune. Visionen er det overordnede langsigtede mål med misbrugspolitikken, og værdierne er de overordnede principper for arbejdet med forebyggelse og behandling af misbrug i kommunen. Visionen og værdierne er styrende for kommunens tiltag på misbrugsområdet. Den overordnede vision for misbrugspolitikken er: Gladsaxe Kommune er kendt for sit nytænkende arbejde på misbrugsområdet og for de synlige resultater af indsatsen 2.3. Overordnede værdier for misbrugsområdet i Gladsaxe Kommune Principperne for arbejdet med forebyggelse og behandling af misbrug baserer sig på følgende grundlæggende værdier: 5
Gladsaxe Kommune arbejder aktivt på at forebygge misbrug blandt kommunens borgere Misbrug medfører både menneskelige omkostninger for misbrugeren og dennes pårørende og store samfundsmæssige omkostninger. En væsentlig del af de sociale udgifter i kommunen kan således direkte eller indirekte henføres til misbrugsrelaterede problemer. Forebyggelse skal medvirke til at begrænse de personlige omkostninger, som et misbrug medfører socialt, økonomisk og helbredsmæssigt, og de omkostninger et misbrug påfører misbrugerens omgivelser. Forebyggelse skal samtidig medvirke til at begrænse de økonomiske konsekvenser, som misbrug medfører for kommunen, bl.a. i form af udbetaling af kontanthjælp, sygedagpenge, pension, anbringelser uden for hjemmet, behandling og indlæggelser som følge af misbrug. Det kræver fokus på aktivt opsøgende arbejde i borgernes nærmiljø. Gladsaxe Kommune yder en tidlig, hurtig og helhedsorienteret indsats overfor misbrugere i kommunen Misbrugere er ofte svære at fastholde i motivationen til at tage fat i misbrugsproblemet. Deres liv er præget af kortsigtede løsninger, så de opgiver ofte, hvis løsningen har for lange udsigter. En hurtig indsats skal være med til at gribe motivationen, lige når den er der, og en tidlig indsats skal være med til at forebygge, at belastningsgraden personligt, fysisk og socialt når at blive for stor. Det er samtidig vigtigt, at indsatsen tager højde for de øvrige aspekter, som ud over misbruget påvirker borgerens liv, og som derved kan have indflydelse på motivationen og borgerens muligheder for at komme ud af misbruget. Den helhedsorienterede indsats skal medvirke til at skabe den nødvendige ro for borgeren til at komme ud af misbruget. Det kræver tæt internt samarbejde i kommunen og et tæt samarbejde med eksterne samarbejdspartnere om en helhedsplan for den enkelte borger. Kommunens borgere får hjælp, uanset hvor de henvender sig i kommunen Det kræver ofte stor overvindelse for misbrugere at søge om hjælp til at komme ud af misbruget. De fleste misbrugere har ikke overskud til selv at finde ud af, hvor de kan få den rette hjælp, og de kan hurtigt miste motivationen til at tage fat i misbrugsproblemet ved at blive sendt rundt i systemet. Kommunens ansatte skal derfor medvirke til at fastholde borgere, der henvender sig med misbrugsproblemer, i motivationen til at komme ud af misbruget og skal i nødvendigt omfang tage borgeren i hånden og sikre, at vedkommende får den rette hjælp. Gladsaxe Kommunes behandlingstilbud skal understøtte borgerens reintegration Det er vigtigt for behandlingens effekt på længere sigt, at kommunens behandlingstilbud ikke fokuserer på behandlingen isoleret, men at opmærksomheden også er på at understøtte misbrugerne i at etablere et godt liv uden misbrug. Kommunen skal derfor etablere og/eller benytte behandlingstilbud, som så vidt muligt er tæt på nærmiljøet, og hvor behandlingen med udgangspunkt i misbrugernes egne løsningsforslag har fokus på fastholdelse af eget personligt liv og reintegration i sociale, familie- og samfundsmæssige tilhørsforhold. 2.4. Overordnede målsætninger for misbrugsarbejdet i Gladsaxe Kommune De overordnede målsætninger for arbejdet med forebyggelse og behandling af misbrug i Gladsaxe Kommune er: A. Antallet af misbrugere i kommunen skal begrænses De store menneskelige og samfundsmæssige omkostninger ved misbrug påkræver, at kommunen arbejder målrettet på at begrænse antallet af misbrugere i kommunen. Kommunen 6
skal via en aktiv indsats både ved forebyggende tiltag og ved at sikre relevante og effektive behandlingstilbud medvirke til at begrænse udviklingen af misbrug af alkohol og euforiserende stoffer i kommunen. B. Der skal skabes gode rammer for en sund alkoholkultur i kommunen Kommunen skal via oplysning, forebyggende arbejde og konkrete tiltag skabe rammerne for, at borgerne i kommunen særligt de unge har mulighed for at vælge en fornuftig og sund omgang med alkohol. Kommunen skal medvirke til at begrænse tilgængeligheden af alkohol dér, hvor kommunen har mulighed for det. C. Unges debutalder i forhold til alkohol og euforiserende stoffer skal hæves i forhold til i dag Den høje grad af tilgængelighed af alkohol og euforiserende stoffer og normaliseringen af forbruget kan påvirke debutalderen i en negativ retning, idet unge kan få opfattelsen af, at det er normalt at drikke og tage stoffer, også som ung. Det er svært at ændre vaner og derfor vigtigt at gribe ind tidligt og forebygge, at de unge starter et forbrug. Forældre skal påtage sig ansvar for deres børns eventuelle brug af alkohol og andre rusmidler, og kommunen skal via oplysning, undervisning, rådgivning, støtte og et tæt samarbejde med kommunens erhvervsdrivende medvirke til at påvirke udviklingen i retning af at udsætte debutalderen, så andelen af unge i 9. klasserne, som har prøvet at være fulde, over tid nedbringes (i 2005: 70,5 %). D. Fysisk, psykisk, social og økonomisk udstødelse som følge af misbrug skal forebygges Et misbrug, der resulterer i udstødelse, skaber store problemer og omkostninger både for misbrugeren og omgivelserne. Udstødelse kan skabe både sjælelig og økonomisk fattigdom for den enkelte misbruger, og de udstødte skaber også ofte problemer for deres omgivelser, f.eks. som naboer i boligkomplekser, i gadebilledet, for de handlende, idet deres adfærd kan virke stødende og chikanerende. Kommunen skal via tidlig, hurtig og helhedsorienteret indsats medvirke til at forebygge udstødelse. 2.5. Opfølgning på målsætningerne Det kan være vanskeligt direkte at måle effekten af indsatsen på misbrugsområdet på kort sigt. Dels tager det tid at påvirke kultur og vaner, og effekten af især de forebyggende tiltag vil først vise sig efter mange år. Dels kan der være mange faktorer, der spiller ind på resultatet af målingerne. En effekt af mere oplysning og etablering af nye tilbud i kommunen kan f.eks. være, at langt flere borgere henvender sig for at få rådgivning og støtte, og målingen derved fejlagtigt viser, at der er kommet flere misbrugere i kommunen. For at kunne følge udviklingen på længere sigt og løbende justere indsatsen foretages dog løbende en overordnet status og opfølgning på målsætningerne. Hensigten hermed er også, at kommunen arbejder hen imod fastlæggelse af metoder til at kunne måle udviklingen. Af konkrete målinger foretages en løbende registrering af antallet af kendte misbrugere i kommunen. Der udarbejdes én gang om året ved årsskiftet en oversigt over antallet af brugere af kommunens og Region Hovedstadens behandlingstilbud og henvendelser til kommunens misbrugskonsulent. Derudover følges udviklingen i de unges vaner ved den årlige undersøgelse i 9. klasserne, som kommunallægerne foretager. Målsætningerne vurderes derudover i forbindelse med den generelle opfølgning på misbrugspolitikken, se afsnit 5. 7
3. Nye tiltag på misbrugsområdet i Gladsaxe Kommune 3.1. Indsatsområde for 2007 Gladsaxe Kommune sætter i denne første udgave af misbrugspolitikken særligt fokus på kommunens unge som målgruppe. Af kommunens sundhedspolitik fremgår, at mange unge begynder at drikke, mens de er mellem 13 og 15 år, og at et stigende antal unge har prøvet hash, ecstacy og andre stoffer. En fjerdedel af alle unge har røget hash. Brugen af euforiserende stoffer er mere udbredt i hovedstadsområdet end i resten af landet. Kommunallægernes årlige undersøgelse blandt eleverne i kommunens 9. klasser viser, at en femtedel af eleverne har prøvet at ryge hash. Da undersøgelsen gennemføres i august måned, må det formodes, at mange af eleverne har prøvet at ryge hash allerede i 8. klasse eller tidligere. Det er kommunallægernes oplevelse, at de unge generelt opfatter det som normalt at drikke alkohol og er vant til at drikke i en tidlig alder. Næsten 3 ud af 4 har i 9. klasse prøvet at være fulde, og en fjerdedel af eleverne drikker øl hver uge. Kommunens SSP-konsulenter oplever også en tendens i retning af øget tilgængelighed af alkohol og stoffer og en opfattelse blandt de unge af, at det er normalt at afprøve og have et vist forbrug. SSP-konsulenterne peger på, at det er en særlig udfordring at nå de unge, som er havnet i et misbrug. Undersøgelser viser, at det generelt er de velfungerende unge, som kommunen når med de forebyggende tiltag. Det er svært at nå de unge, som ikke er velfungerende, fordi de sjældent deltager i de aktiviteter, der foregår i skoler og klubber, og ofte også er svære at nå via forældrene. Med vedtagelsen af kommunens sundhedspolitik blev en række nye forebyggende tiltag i forhold til de unge i kommunen igangsat. Det gælder information om rusmidler på hjemmesiden (tiltag 19), indkøb af forebyggelsesmateriale (tiltag 20), fokus i skolerne på alkohol og misbrug blandt unge (tiltag 21), undervisningsprogram for klubpædagoger (tiltag 22) og tilbud til familier med misbrugsproblemer (tiltag 24). I forlængelse heraf har Gladsaxe Kommune som følge af en ændring af Serviceloven i starten af 2006 etableret et behandlingstilbud, X-it, til børn og unge under 18 år. X-it er en rådgivnings- og behandlingsinstitution. Tilbuddet er etableret på Pilegården. Gladsaxe Kommune har således et stærkt fokus både på den forebyggende og behandlende indsats. Med de udviklingstendenser, der ses på mange områder i det kommunale arbejde må det dog konstateres, at der fortsat er behov for at igangsætte nye tiltag og justere eksisterende tiltag for at imødekomme udviklingen. Det kan samtidig konstateres, at den eksisterende indsats i kommunen ikke i tilstrækkeligt omfang dækker de unge mellem 10 14 år og 18 23 år, og der som ovenfor nævnt ligger en særlig udfordring i at nå de unge, der ikke er velfungerende. 3.2. Nye tiltag på misbrugsområdet i Gladsaxe Kommune I det følgende defineres konkrete nye tiltag i indsatsen overfor de unge i kommunen. De konkrete tiltag sætter både fokus på børn og unge generelt og på de særlige målgrupper blandt de unge i kommunen, hvor en styrket indsats er påkrævet. De nye tiltag ligger i forlængelse af de forebyggende tiltag i sundhedspolitikken. 8
3.2.1. Forebyggende tiltag i SSP-regi Tiltag 1 - Undervisning af kommunens folkeskolelærere I forlængelse af undervisningen af SSP-lærerne på alle skolerne i kommunen undervises alle lærerne. Målet med undervisningen er, at alle lærere kender kommunens tilbud på misbrugsområdet og mulighederne for at hjælpe og støtte de unge. Tidsplan: SSP deltager på lærermøder på alle kommunens skoler i efteråret 2006 og foråret 2007. Tiltag 2 - Samarbejde med øvrige uddannelsesinstitutioner i kommunen Der etableres et samarbejde med de gymnasier og handelsskoler, der ligger inden for kommunegrænsen, med henblik på at motivere til en aktiv forebyggende indsats på alle uddannelsesinstitutioner i kommunen. Samarbejdet indebærer introduktionsmøde med orientering om SSP, SSP+ (18-25-årige kriminelle uden arbejde), rammerne for samarbejdet og tavshedspligt, og der arbejdes med cases udarbejdet af kommunens SSP-konsulenter. Tidsplan: I efteråret 2006 gennemføres et introduktionsmøde om SSP-samarbejdet og om oprettelsen af SSP+ i Gladsaxe Kommune for Bagsværd Kostskole, Gladsaxe Gymnasium, Teknisk Erhvervsskolecenter og Social- og sundhedsskolerne. Tiltag 3 - Temadag i alle kommunens 6. klasser SSP gennemfører temadage i alle kommunens 6. klasser: Alle de andre gør det! Temadag om unges sociale overdrivelse. SSP benytter et undervisningsmateriale, som skal medvirke til at forebygge risikoadfærd blandt børn og unge. Tidsplan: Klasselærerne kan fra efteråret 2006 booke temadagen hos kommunens SSPkonsulenter via SSP-hjemmesiden. Dette tilbud er lagt over hele skoleåret. Tiltag 4 - Fryspunkt strukturerede diskussioner mellem unge Et forebyggelsesprogram, der består af strukturerede diskussioner mellem eleverne, som fokuserer på unges brug af alkohol. Programmet sigter mod at reducere de alvorlige og mindre alvorlige skader, som kan følge af unges alkoholforbrug. Programmet gennemføres for folkeskolernes 10. klasser og ungdomsuddannelsernes 1. uddannelsesår. Fryspunkt strækker sig over en undervisningsdag på 6 timer. Tidsplan: Klasselærerne kan fra efteråret booke en undervisningsdag via SSP-hjemmesiden. Tiltag 5 - Inspirationskatalog til folkeskolerne Der er igangsat et forslag til et SSP-inspirationskatalog, der vil blive sendt ud til alle folkeskoler i kommunen. Kataloget dækker hele skoleforløbet fra børnehaveklasse til 9. klasse. Hvert klassetrin har sit eget motto, spændende over emner som etik, vold, kriminalitet, alkohol, stoffer osv. I 7. klasse er emnet alkohol og andre rusmidler, og i 9. klasse rusmidler og misbrug (opfølgning fra 7. klasse). Der vil blive uddelt et katalog til hver lærer, og derudover skal der stå nogle på skolebiblioteket og på Pædagogisk Central. Der forventes trykt ca. 700 eksemplarer. Tidsplan: Kataloget sendes ud i efteråret 2006/foråret 2007. SSP-konsulenterne kommer rundt på skolerne i efteråret og fortælle om inspirationskataloget på fælles lærermøder. Kataloget vil løbende blive opdateret hos Pædagogisk Central med nye bøger, film og opgaver. 9
3.2.2. Tværorganisatoriske tiltag Tiltag 6 - Udvidelse af SSP-hjemmeside Gladsaxe Kommunes SSP-hjemmeside, der omhandler information om illegale stoffer og alkohol, henvender sig primært til de voksne borgere i Gladsaxe Kommune. Hjemmesiden skal udbygges til også at henvende sig til de unge. Ændringen af hjemmesiden skal ske i samarbejde mellem Børne- og Kulturforvaltningen og Social- og Sundhedsforvaltningen. Tidsplan: Redigeringen foretages inden udgangen af 2006. Tiltag 7 - Informationsskrivelse til kommunens unge Der udarbejdes en informationsskrivelse særligt rettet mod kommunens unge med oplysninger om henvendelsesmuligheder og hjælp. Der vil være henvisning til relevante kontaktpersoner med tilhørende telefonnumre og tidspunkter. Informationsskrivelsen udarbejdes af misbrugskonsulenten i samarbejde med SSP-konsulenterne og pædagogiske konsulenter i Børne- og Kulturforvaltningen. Tidsplan: Informationsskrivelsen skal være færdig i januar 2007. Tiltag 8 - Oplæg om rusmidler Oplæg for 8. 9. 10. klasserne om rusmidler. Der gennemføres et samlet oplæg af SSPkonsulenterne og misbrugskonsulenten. I oplægget veksles mellem fakta om rusmidler og de mere følelsesmæssige konsekvenser af et rusmiddelindtag. Tidsplan: Kan iværksættes umiddelbart. Tiltag 9 - Intern information og undervisning Der udarbejdes intern information til personalet og igangsættes intern undervisning af frontpersonalet (sundhedsplejersker, lærere, sagsbehandlere og pædagoger). Formålet med tiltaget er at styrke medarbejdernes kompetencer i forhold til at opspore misbrug og håndtere iværksættelse af tiltag, herunder indberetning til relevante instanser. o o Der udarbejdes en actionguide til personalet med oplysninger om, hvilke muligheder der er i Gladsaxe Kommune, hvordan de skal håndtere konkrete problemstillinger og henvisninger til relevante kolleger, instanser m.v. Actionsguiden udarbejdes af fagspecialister, SSP-konsulenter, pædagogiske konsulenter, kommunallægerne og misbrugskonsulenten. Tidsplan: Færdig februar 2007. Frontpersonalet undervises i misbrugsproblematikker af fagspecialister og pædagogiske konsulenter. Misbrugskonsulenten holder halvårlige møder med fagspecialister, pædagogiske konsulenter og kommunallægerne og deltager efter behov på afdelingsmøder, temamøder m.v. Tidsplan: Undervisningen opstartes i marts 2007. Tiltag 10 - Åben anonym rådgivning for de 18-23-årige Efter Servicelovens 40 kan kommunen yde forskellige foranstaltninger i form af f.eks. konsulentbistand, rådgivning, døgnophold, aflastning, kontaktpersonordning m.v. til unge op til 18 år, der har særlig brug for støtte. Unge, der har haft en foranstaltning efter 40 inden det fyldte 18. år, kan få hjælp via Gladsaxe Kommunes behandlingstilbud X-it indtil det 23. år. 10
Unge, der ikke har haft en foranstaltning, inden de fyldte 18 år, kan derimod ikke modtage støtte efter 40. For at sikre mulighed for støtte og rådgivning til de unge mellem 18 og 23 år, som ikke tidligere har haft kontakt med Gladsaxe Kommune, udvides kommunens åbne anonyme rådgivning til også at omfatte de 18 23-årige. Tidsplan: Kan iværksættes umiddelbart. 3.2.3. Udgifter til de nye tiltag Undervisning, information, tværfagligt samarbejde og afholdelse af temadage og temamøder er en del af både SSP-arbejdet og misbrugskonsulentens funktion. Udgifter til inspirationskatalog og informationsskrivelser er ligeledes indeholdt i den eksisterende budgetramme. De nye tiltag kan således afholdes indenfor de eksisterende ressourcer. 11
4. Fremtidig organisering af misbrugsområdet i Gladsaxe Kommune 4.1. Organiseringen på kort sigt Gladsaxe Kommunes aftale om fortsat brug af de eksisterende eksterne behandlingstilbud gælder foreløbig for 2007 og 2008. Da kommunen fra 01.01.2007 skal betale for de ydelser, som kommunens borgere får, når de er i misbrugsbehandling, bliver den første opgave på kort sigt at få etableret en hensigtsmæssig visitationsprocedure, der fungerer fra årsskiftet, og få vedtaget de overordnede visitationskriterier. Visitationen til behandling ligger i dag hos de amtslige institutioner, hvor borgerne oftest henvender sig direkte. Borgerne har krav på behandling og har frit valg af behandlingssted, og for alkoholbehandling krav på anonymitet, hvis det ønskes også efter 01.01.2007. Det betyder, at visitationen til behandling i et vist omfang reelt fortsat vil ligge hos behandlingsinstitutionerne, selvom myndighedsforpligtigelsen ved årsskiftet overgår til kommunen. Og derved er kommunens muligheder for at styre området reelt mindre, end det normalt er på områder, hvor myndighedsforpligtigelsen ligger hos kommunen. Det bliver derfor vigtigt for kommunen at få etableret en hensigtsmæssig samarbejdsstruktur med behandlingsinstitutionerne Lænken, KABS og Blå Kors i løbet af efteråret 2006 med henblik på etablering af et tæt samarbejde omkring den fælles visitation. Visitation til behandling forankres i sundhedsafdelingen, og kommunens misbrugskonsulent deltager fra årsskiftet på visitationsmøderne hos de eksterne behandlingsinstitutioner. Tiltag 11 Udarbejdelse af kvalitetsstandarder Kommunen skal som følge af kommunalreformen udarbejde kvalitetsstandarder for den kommunale alkoholbehandling. Der nedsættes en arbejdsgruppe på tværs af Social- og Sundhedsforvaltningen og Børne- og Kulturforvaltningen, der får til opgave at udarbejde forslag til kvalitetsstandarder på alkoholområdet, som er gældende fra 01.01.2007. Forslag til kvalitetsstandarder for behandling for misbrug af euforiserende stoffer udarbejdes i løbet af 2007. Tiltag 12 Overvejelser om etablering af lokalt behandlingstilbud for unge mellem 18-25 år Det eksisterende eksterne behandlingstilbud for unge mellem 18-25 år er beliggende i Kastrup. Rusnavigatørerne er et ambulant behandlingstilbud med et højt fagligt niveau. Der er i dag ikke mange Gladsaxe-borgere, der benytter tilbuddet. Det kan skyldes, at afstanden til Kastrup udgør en hindring for de unge. Det bør derfor allerede på kort sigt undersøges, om der er behov for et ambulant tilbud til de unge, og i givet fald om det er muligt at etablere en lokal behandlingsenhed, der kan opretholde det samme høje faglige niveau. Eventuelt forslag til etablering af en lokal behandlingsenhed skal foreligge i foråret 2007. 4.2. Organiseringen på længere sigt På længere sigt skal Gladsaxe Kommune tage stilling til, om kommunen efter udløb af aftalen om brug af de eksisterende behandlingstilbud skal etablere lokale behandlingstilbud eller fortsat skal benytte de eksterne tilbud. I det omfang, kommunen vælger at etablere lokale behandlingstilbud, skal der tages stilling til i hvilket omfang og for hvilke målgrupper. En eventuel videreførelse af aftalen om fortsat brug af de eksisterende behandlingstilbud skal drøftes i forbindelse med den årlige forhandling af rammeaftalen for Region Hovedstaden. Første gang i forbindelse med forhandling af rammeaftalen for 2009. 12
Etablering af lokale behandlingstilbud kan kombineres med køb af behandling eksternt til borgere med særlige problematikker, som er for specifikke og omkostningstunge til at kunne etableres og løses lokalt. Der skal i overvejelserne tages højde for kravet om anonymitet i alkoholbehandlingen. På baggrund af de erfaringer, som kommunen får med brugen af de eksterne behandlingstilbud og overvejelser om behovet og mulighederne for at etablere lokale behandlingstilbud på længere sigt, kan der eventuelt i forbindelse med 2. udgave af misbrugspolitikken tages stilling til, hvorvidt kommunen skal etablere egne behandlingstilbud til andre målgrupper end de unge. 13
5. Opfølgning på misbrugspolitikken 5.1. Tidsplan for status og opfølgning på misbrugspolitikken Misbrugspolitikken træder i kraft 1. oktober 2006. I efteråret 2007 gennemføres en status og opfølgning på misbrugspolitikken. Sundhedsafdelingen står for gennemførelsen. Opfølgningen skal indeholde dels en vurdering af de overordnede rammer for arbejdet på misbrugsområdet, herunder vision, værdier og målsætninger for misbrugsområdet, dels en status på og evaluering af de enkelte tiltag. På baggrund af opfølgning og status gives forslag til revision af misbrugspolitikken, herunder forslag til eventuel videreførelse af tiltag og/eller oprettelse af nye tiltag / tilbud i forhold til målgrupperne. 14