TIL VERDENS ENDE OG TILBAGE

TIL VERDENS ENDE OG TILBAGE EN ANTROPOLOGISK ANALYSE AF HVORDAN DANSKE TILFLYTTERE I NUUK KONSTRUERER STEDET GRØNLAND KATRINE NØRGAARD HENRIKSEN KANDIDATSPECIALE 1.8.2014 / INSTITUT FOR ANTROPOLOGI KØBENHAVNS UNIVERSITET / KIRSTEN HASTRUP VEJLEDER / 187.203 ANSLAG

Mange varme tanker til Jesper, der aldrig fik sit ønske opfyldt. Det er dernede jeg skal dø. Det er dernede, jeg skal blive gammel og dø. Jeg kan slet ikke forestille mig, at det skulle være heroppe. Der er for meget sne. Det har sådan set aldrig rigtig været til diskussion.

Abstract

Abstract Based upon empirical findings of a four month fieldwork I explore, in this dissertation, how Danish newcomers, settled in Nuuk, construct the place of Greenland. The Danish newcomers take up an essential part of the history of Greenland and they have a strong influence on the structure of the Greenlandic society. As such, I will in this thesis explore life as it is being lived and perceived by Danish newcomers in Greenland to shed light on a reality that has not been debthfully examined anthropologically. The history of Greenland is interwoven with that of Denmark, due to centuries of colonization, which ties the two countries closely together. Thus, Greenland has, through the last hundreds of years, been a destination and a site for Danish expeditions and explorations, both scientific and personal, with its vast and seemingly empty landscape. Surroundings that, for many Danes, as for other Europeans, have embodied a notion of sublimity and wilderness, because of the remoteness of Greenland situated at the end of the world. It is in this setting that we find the Danish newcomers and upon the shared history of Denmark and Greenland that I shall argue that they inscribe themselves as newcomers and adventurers, whereby they construct the place of Greenland as a space of opportunities ; an adventure. In the dissertation, I show how the Danish newcomers construct their notion of Greenland through practice, imaginaries and narrative. The analytical concepts I operationalize are those of place, time, community and home. Firstly, I demonstrate how the Danish newcomers practice the Greenlandic landscape through specific activities, such as skiing, sailing and hiking. These practices connect the Danes and the Greenlandic surroundings in an interrelation of experience and imagination. This specific use of the landscape provides a basis for the attachment between the Danes and, what they think of as an enormous and at times impregnable Greenlandic landscape. I show that in time the newcomers find themselves more accommodated to Greenland. I shall secondly argue that time is also a component that problematizes the newcomers deeper appropriation of Greenland. Most newcomers only stay a couple of years in Greenland, to go back to Denmark, whereas Greenland is experienced as an adventure, a journey with a beginning, travel and an end. Furthermore, I show that time in Greenland is being experienced and perceived by the Danish newcomers as having a quality of greenlandicness characterized by the different social rhythm from that in Denmark. Thirdly I argue that, because of the temporariness of the Danish newcomers stay in Greenland, the relationship with the Greenlanders often does not develop into more fulfilling and attaching relationships. Thus, the network of the Danish newcomers mostly consists of other Danes. Together they shape a reciprocal community of frustration, wherein the Danish newcomers confirm their category as newcomers and the notion of the Greenlanders as being others. Lastly, I shall argue that the prospect of returning to Denmark shapes Greenland as being the immediate home for

appropriating the world, one that can be moved from place to place, whereas Denmark is constructed with more existential feelings of belonging. These components form my overall argument that the Danish newcomers construct Greenland as a place that exists in a loop in time, where it has already been practiced, visited and experienced. As such, the Danish newcomers form and reproduce the shared history of Greenland and Denmark by continually staying in the category of Danish newcomers; a category I will reflect upon throughout the thesis, which in the end will lead me to discuss the broader anthropological concepts of attachment to place.

Indholdsfortegnelse

Kapitel 1 2 Introduktion 2 Indledning 2 Problemformulering 3 Om verdens ende 4 Sted som antropologisk bagtæppe 6 Teoretisk ramme 8 Metode 8 Felten tager form 8 Deltagerobservation 10 Interviews og fokusgruppe 11 Nationalitet som adgang og positionering 13 Analyse i bevægelse 15 Kategorien danske tilflyttere 15 Delkonklusion 16 Kapitel 2 18 Det praktiserede sted 18 Forestillingernes Grønland 18 Tilegnelsesprocessen 20 Fra beskuer til bruger 22 Eventyret som erfaring 24 Delkonklusion 26 Kapitel 3 28 Dansk tid, grønlandsk rytme 28 Det midlertidige Grønland 28 Accept af manglende kontrol 31 Mødet med en anden rytme 34 Ajunngilaq - tidens grønlandskhed 36 Delkonklusion 38 Kapitel 4 41 Danske netværk i Grønland 41 Den gode medborger 41 To uforenelige virkelighedsbilleder? 44 Tilflytter og tilflytter imellem 46 At være i samme båd 50 Delkonklusion 52

Kapitel 5 55 Hjemvendelsen 55 Ud og hjem 55 En tilflytters bekendelser 58 Den forestillede hjemvendelse 59 Kapitel 6 63 Konklusion 63 Litteraturliste 68

Introduktion

Kapitel 1 Introduktion Indledning Hm - som om ikke utilfredshed, savn og lidelse var livets forudsætning Uden savn ingen kamp, uden kamp intet liv - det er sandt nok, så sandt to og to er fire. Men nu skal kampen begynde, den dæmrer i nord. Å - at drikke kamp, kamp af fulde skåler Kamp er liv, og bagenom vinker seiren. Fridtjof Nansen 18971 Rejsen mod nord begynder længe før den virkelighed jeg i dette speciale vil skildre. Den tager sit afsæt i menneskets umættelige lyst til at udforske det ukendte, det utæmmede, det vilde (Hastrup 2010, Holm, Tøjner & Seeberg 2013) og rejsen handler om mere end menneskets møgsommelige kamp med ydre omgivelser. Som polarforskeren Fridtjof Nansen i ovenstående citat så poetisk formulerer det, er rejsen i lige så høj grad karakteriseret ved menneskets indre kamp. Arktis har i mange århundreder været objekt for både den ydre og denne indre rejse med ekspeditioner og magtkampe om territorierne i nord. Således indskriver den grønlandske historie sig i verdenshistorien, som en destination for mangen opdagelsesrejsende, såsom Knud Rasmussen, Fridtjof Nansen og Roald Amundsen, for bare at nævne nogle. Min indledende interesse for Grønland indskriver sig mere eller mindre i samme fortælling. Det var med tanken om, at jeg måtte til netop dét land, jeg fandt mest besværligt at komme til, nu hvor jeg havde chancen. Et land jeg måske aldrig ville få muligheden for at tage til igen. Dét land var Grønland. Samtidig havde jeg en idé om at mine danske omgivelser på en eller anden måde ville belønne mig for mit besvær, når jeg vendte tilbage igen. Det er måske netop dét udgangspunkt polarforskerne i sin tid havde inden afrejse. Det er ikke til at sige. Men særligt fascineret af landet, som sådan, det havde jeg aldrig været, ej heller havde jeg familiehistorier, der fortalte om livets gang i Grønland. Fascinationen af Grønland kom først da mit øje mødte det isblå hav og de forladte, sneklædte bjerge ved indflyvningen til Nuuk. Det er altså i disse gråhvide halvmytiske omgivelser vi finder udgangspunktet for dette speciale. Her starter og slutter den empiriske virkelighed, jeg vil skildre i nærværende speciale og mit omdrejningspunkt er danske tilflyttere, der tog rejsen til Nuuk, Grønland. Dette er fortællingen om den rejse danske tilflyttere i Grønland begiver sig ud på når de forlader Danmark til fordel for det kolde, høje nord, om deres forestillinger om stedet Grønland, om deres praksis af disse forestillinger og om deres iscenesættelse af dem selv som globetrottere; eventyrlystne og drevne af paradokserne mellem det rå, utæmmede og sanselige på den ene side og det ordentlige, systematiske og rationelle på den anden. I dette speciale skildrer jeg det levede liv for danske tilflyttere i Grønland og den grønlandske virkelighed de Nansen i Hastrup 2010:44 side "2

skaber og lever i sammen og med grønlænderne. Slutteligt vil jeg berette om hvad den hjemvendelse, der følger en rejse, forventes at bringe de tilflyttede danskere. For hvis der er én ting, der er gennemgående blandt de mange forskellige danskere, der er bosat i Grønland, så er det, at de alle forestiller sig en fremtid i Danmark, når deres grønlandseventyr en dag er forbi. Dermed følger min problemformulering: Problemformulering På baggrund af mit feltarbejde i Nuuk, Grønland, vil jeg i dette speciale undersøge, hvordan danske tilflyttere konstruerer stedet Grønland, gennem forestillinger, praksis og narrativer. Dette speciale er bygget op om rejsen, som ramme for fortællingen. Kapitlernes indhold og struktur vil derfor formmæssigt afspejle de elementer, der indgår i en rejse. Som antropolog Karsten Pærregaard (2003) noterer sig, er et af de mest iøjenfaldende fællesstræk mellem rejselitteratur og det antropologiske feltarbejde, på trods af genremæssige forskelle, tidsdimensionen (Pærregaard 2003:117). Da min etnografiske felt, mit empiriske objekt og tidsafgrænsningen ved mit eget feltarbejde er defineret af en udrejse, et ophold og en hjemrejse, mener jeg det passende, at det analytiske projekt afspejler dette vilkår. I nærværende kapitel vil jeg dermed indledende beskrive de historiske forestillinger om Grønland, som en del af Arktis, fra et europæisk, og særligt dansk, perspektiv. Forestillinger der, gennem flere århundreder, har båret præg af mange ekspeditioner til Grønland, som del af både videnskabelige udforskninger og togter med mere personlige formål. Jeg vil gå mere empirisk ind i disse forestillinger i andet kapitel Det praktiserede sted, da disse er en del af de danske tilflytteres valg af rejsemål. I samme kapitel vil jeg vise, hvordan forestillingerne om Grønland har en indflydelse på de aktiviteter de danske tilflyttere involverer sig i, mens de er i Grønland, og hvordan disse aktiviteter former deres oplevelse af selve stedet og skaber en processuel tilknytning til Grønland. I kapitel tre Dansk tid, grønlandsk rytme, viser jeg, hvordan denne tilknytning problematiseres ved den overordnede midlertidighed, der er en konsekvens af at de danske tilflyttere bosætter sig i Grønland i kortere perioder. Tiden, viser jeg, har, for de danske tilflyttere, også sin egen grønlandskhed, hvilket deres brug af ajunngilaq er kendtegnende for. Tid omkranser samtidig de relationer de danske tilflyttere indgår i med både hinanden og grønlænderne, da midlertidigheden ved deres ophold i Grønland skaber distance mellem de to, ofte polariserede, befolkningsgrupper. Jeg vil således i kapitlet Danske netværk i Grønland vise, hvordan danskernes interne fællesskab er udtryk for et frustrationsfællesskab, hvori de deler deres erfaringer med mødet med grønlænderne. I dette fællesskab former de danske tilflyttere samtidig deres forestillinger om Grønland som sted, og de bekræfter hinanden i deres fællesskab, som ét der står uden for grønlændernes. Et fællesskab, hvori forestillinger om dem selv som danske tilflyttere kommer til udtryk. Hjemvendelsen. kapitel fem, definerer slutteligt rejsens ende, hvori jeg vil vise, hvordan forestillinger om hjemvendelsen til Danmark er et udtryk for en overordnet tilknytning til Danmark, der definerer Grønland, som en rejse mod en bedre tilværelse. side "3

Fæstet i rejsen, anslået i ovenstående gennemgang af argumentet, skal dette speciale ses i relation til den antropologiske litteratur omhandlende Grønland. Ikke så lidt er der blevet skrevet om inuits identitet, slægt og kosmologi både i historiske perspektiver (Bravo & Sörlin 2002, Krupnik, Mason, Buggey 2004, Jones & Olwig 2008) og fortællinger om den moderne inuits rettigheder, levevilkår og kollektive identitet (Stern&Stevenson 2006, Sejrsen 2004, Sørensen 2005; 2008). Det er et felt, der således ikke kun er afgrænset til Grønland, da der findes mange komparativer i de arktiske regioner, som kredser om de samme emner (se bl.a. Thompson 2005). Som mange andre steder i Arktis, udgør migrerede befolkningsgrupper en del af Grønlands samlede befolkning, som i dag er på omtrendt 56.000, hvoraf langt størstedelen af de tilflyttede er danske. Derfor er Grønland også et særlig sted i den arktiske region, da kolonihistorien har bundet Danmark og Grønland sammen. Da det meste antropologiske litteratur fra Grønland omhandler inuit, vil dette studie kunne bidrage til at skabe en forståelse af det levede liv hos den danske tilflyttede del af befolkningen og deres samspil med modtagerlandet, Grønland. Empirisk vil mit studie bidrage til at belyse en stadig stigende tendens til, at mennesker i en globaliseret verden flytter på sig og konstruerer hjem og tilværelser forskellige steder i løbet af deres liv. Dermed åbner jeg også op for en teoretisk diskussion af, at tilknytningen mellem mennesker og specifikke steder ikke er et givent, men at begrebet hjem er et mere komplekst begreb, der kan rumme både et eksistentielt og en momentan følelse af tilhørsforhold. Inden vi går i dybden med de teoretiske og analytiske aspekter, må vi, for at svare på min problemformulering, vide mere om stedet Grønlands mere overordnede historiske linjer. Om verdens ende Grønland er verdens største ø beliggende i det cirkumpolare område. Det vil sige området omkring den nordlige pol. Omgivelserne har gennem tiderne haft stor betydning for den måde grønlænderne har levet på, og har det til stadighed, hvilket eksemplificerer sig i, at transport og byggeri tænkes efter vejrforhold og landskab. Landskabet er dog mere end en praktisk del af livet eller en udfordring for beboere i Grønland det binder mennesker og steder sammen i tid og slægt og har gennem generationer spillet sammen med identitetsprocesser for inuit i Grønland (Nuttall 1992, Bravo & Sörlin 2002, Krupnik, Mason, Buggey 2004, Jones & Olwig 2008, Sejrsen 2004). Grønlænderne er et folk, som, på mange måder, er påvirket af den århundreder lange forbindelse med Danmark og dermed også af såkaldte blandingsægteskaber, danskgrønlandske, som gør det svært at definere grønlandskhed gennem lineære slægtslinjer fra de første inuit, der indvandrede fra Canada i 1200-tallet (link 1). Historisk set er Grønland præget af den danske kolonisering fra de første nordboere i ca. 980 og igen af Hans Egedes grundlæggelse af Nuuk, som Grønlands handelscentrum i 1720 erne (Fleischer 2003:8, 20). Den særlige kolonihistorie, hvori Grønland var lukket land for alle, der ikke havde indrejsetilladelse fra Den Kongelige Grønlandske Handel, som havde statsmonopol på al handel fra 1774-1950 (Fleischer 2003 :40, 60-61), betyder, at Grønland i mange århundreder har været danskernes mulighed. Samtidig har åbningen af landet betydet store strukturelle side "4

ændringer for det grønlandske samfund på meget kort tid, fra et fangersamfund til et industrielt, kapitalistisk velfærdssamfund på godt 50 år. I 1953 blev Grønland ikke længere anset som koloni (Fleischer 2003:63). Fra 1979-2009 var den officielle styreform Hjemmestyre og siden 2009 har Grønland haft Selvstyre, hvilket vil sige, at grønlænderne har hjemtaget de fleste politiske områder. Grønland er dags dato stadig subsidieret af den danske stat med det såkaldte bloktilskud på godt og vel 3,4 milliarder årligt (link 2). Der er en bred politisk konsensus blandt grønlandske politikere om, at Grønland på sigt skal gøres frit af Danmark og dermed blive selvforsørgende og samtidig den første nation styret af et oprindeligt folk. Et debatemne, hvor forbindelsen mellem Grønland og Danmark sættes til diskussion og producerer mange forskellige holdninger. Grønland har siden de første ekspeditioner i det tidlige 1700-tal været af interesse for omverden (Hastrup 2010:35). Med Thule-ekspeditionerne, de mange polarforskere og en stadig udviklende interesse i det grønlandske landskab, har Grønland stedfæstet sig i en europæisk bevidsthed igennem flere århundreder. Dette skyldes til dels det barske landskab, der virker umiddelbart ubeboeligt og pirrer til trangen til at udforske (Hastrup 2010:35). Verdens ende 2 er en betegnelse, der bruges som billedliggørelse af Grønlands enorme og utilregnelige landskab i udkanten af verden 3. Historisk er interessen for, ikke bare Grønland, men de arktiske egne, omkranset af mystiske, mytiske figurer af vilde, ensomme mennesker, der af nordmanden Eivind Astrup blev beskrevet som yderligheden af menneskeheden (Hastrup 2010:73). I disse fjerne egne af kloden, i norden, en betegnelse, der nødvendigvis må tage sit udgangspunkt i syd eller centrum, fortælles der, op gennem oplysningstiden, om et vildt og mærkeligt klima, om et sted, der er uden for tid og rum (Hastrup 2010:35). Man skal således ikke lede længe i ekspeditionslitteraturen for at finde titler som Arctic Dreams, To the Arctic og Venture to the Arctic (Lopez 1986, Mirsky 1949, Hamilton 1958), alle titler, der lever på den historiske idé om Arktis som det sublime; et sted, der næsten er for imaginært til at finde sted. Det opleves derfor bedst, i både sin praktiske form og i fortællingen, som et sted, der besøges, berejses og besejres uden løftet om at vende tilbage, men med håbet derom. Interessen for Arktis, og Grønland, er ikke kun poetisk, men blev i oplysningstiden drevet af et ønske om at kortlægge verden, hvormed videnskaben fandt sin vej frem til de nordlige og mere utilgængelige områder (Hastrup 2010:37). Det er med grundlag i denne videnskabelige tradition, at Knud Rasmussen, Danmarks måske nok mest kendte ekspeditions- og videnskabsmand, med ekspertise i Grønland, bygger sit virke. Som dansker, med grønlandske aner, var hans interesse i den grønlandske befolkning drevet af en søgen efter større forståelse for de mennesker, der bebor de nordlige egne, mere end nogle af sine samtidige (Hastrup 2010:189). Arven efter de tidlige ekspeditioner har således haft stor indflydelse på Knud Rasmussens arbejde, hvilket antropolog Kirsten Hastrup tydeligt viser i sin biografi om Knud Rasmussen Vinterens Hjerte (Hastrup 2010). Ikke mindst på grund af denne ekspeditionskultur er Grønlands historie særdeles 2 Blandt andet brugt som betegnelse i oplevelsesdokumentaren Ekspeditionen til Verdens Ende (2013) og den undersøgende dokumentar Byen ved Verdens Ende (2012) 3 Udkant referer i denne sammenhæng til det europæiske udgangspunkt, som centrum for de mange ekspeditioner til Arktis side "5

viklet ind i den danske. I de senere år har interessen for Grønland og Arktis taget til i intensitet og styrke med de klimatiske ændringer, der løfter låget for nye farvande, og især i Danmark er Grønland blevet et debatemne, grundet potentielle udenlandske investeringer i råstofudvindinger af Grønlands undergrund. I slipstrømmen på dette finder vi Louisianas udstilling Arktis, det dansk/grønlandske bidrag til arkitekturbiennalen i Venedig 2012, som fokuserede på Ny Arktisk Arkitektur, Kim Leines Profeterne i Evighedsfjorden, der vandt Nordisk Råds Litteraturpris i 2013, ekspeditionsdokumentaren Ekspeditionen til Verdens Ende og den mere dokumentaristiske Byen ved Verdens Ende. Fælles for de forskellige genrer, hvori Arktis og Grønland er blevet (re)præsenteret, det være sig litterært, kunstnerisk, filmisk, journalistisk etc., er at de alle spiller på idéen om det utæmmede og vilde landskab, der befinder sig langt fra civilisation og dermed indbefatter en rejse mod både verdens ende og menneskets eget inderste. Disse forestillinger om Grønland, har, som jeg vil vise igennem specialet, betydning for min informantgruppe og deres tilværelse i Grønland. Først og fremmest er Grønland, udover de brede kollektivt delte forestillinger om Grønland, et sted, mange danske tilflyttere har en personlig relation til gennem familiemedlemmer eller venner, der har arbejdet eller boet i Grønland. De har på den måde stiftet bekendtskab med Grønland, måske i barndommen gennem billeder, fortællinger eller rejser dertil, måske senere i voksenlivet også gennem mediers fremstilling af Grønland og særlige problematikker, som ofte forbindes med grønlændere. Mange af disse, ofte smalt karikerede billeder af fordrukne grønlændere, bliver manet til jorden så snart de danske tilflyttere begynder at skabe sig en tilværelse i Grønland, hvorimod den dybereliggende fortælling og forestilling om Grønland, som et mulighedernes rum, hænger ved i særlige aktiviteter og narrativer, som jeg i dette speciale vil vise. Sted som antropologisk bagtæppe Mit studie indskriver sig mere eller mindre implicit i et migrationsfelt, da mine informanter er tilflyttere i et land og dermed kan klassificeres som værende migranter. Dermed sagt, vil dette ikke være et klassisk migrationsstudie, hvorved jeg vil undlade at kommentere ekstensivt på den antropologiske litteratur inden for området. Jeg vælger i stedet at bruge udvalgte tekster (Piot 2010, Salazar 2011, Maira 2009), som inspiration, velvidende, at jeg tilføjer et aspekt til migrationsstudierne, som de ser ud i dag. Det vil stå klart, efter gennemlæsning af nærværende speciale, at det felt mit studie indskriver sig i nærmer sig mere et ekspeditionsfelt, da der hverken er tale om diaspora, flygtninge eller des lignende, og at forskellen i mine informanters virkelighed er, at Grønland for dem ikke er en destination i sig selv, men et midlertidigt sted, på deres eksistentielle rejse mod at høre hjemme. Jeg finder derfor den antropologiske litteratur omhandlende sted mere væsentlig til at forklare, hvordan de danske tilflyttere konstruerer stedet Grønland. Da Grønland ofte portrætteres som et specifikt sted på Jorden, der ejer en væsensforskel fra andre steder, grundet isen, sneen og solens ekstreme indvirkning på livet, er der nogle meget bestemte forestillinger knyttet til Grønland, som jeg viste i forrige afsnit: det er altings begyndelse og altings slutning; Verdens Ende. Jeg vil for at afdække de danske tilflytteres konstruktion af Grønland, som et særligt sted, gå i dialog med den antropologiske litteratur, der omhandler sted. side "6

Inden for antropologien har idéer om kulturers sammenhæng med bestemte lokaliteter været under kritisk linse længe (Hastrup og Olwig 1997:1), og især en stigende mobilitet i kraft af globaliseringen har derfor sat kulturers forhold til specifikke steder under den antropologiske lup (eks. Anesh 2006, Collyer 2010, Maira 2009). Antropologerne Akhil Gupta og James Ferguson (1992) foreslår, at det antropologiske fokus må flytte sig væk fra en tagen for givet forståelse af, at kulturer er stedligt forankrede (Gupta & Ferguson 1992:16). Antropologerne Kirsten Hastrup og Karen Fog Olwig argumenterer for, at en sådan pointe ikke betyder, at antropologien ikke skal tage menneskers produktion af kulturelt og stedligt bundne kontekster alvorligt, da de bygger på en lang række af historisk og socialt producerede identifikationspunkter (Hastrup og Olwig 1997:11). For de danske tilflyttere har netop en social og historisk praksis af Grønland en enorm betydning for, hvordan de konstruerer stedet Grønland. De viderefører og bygger ovenpå den historiske tilknytning danskerne har til Grønland ved at reproducere idéen om, at Grønland er et ødeland, som man, på balanceret vis, skal både indtage og underkaste sig. Mit argument er inspireret af den fænomenologiske tradition for at studere, filosofere og teoretisere over menneskets forhold til sine omgivelser. Inden for antropologien har studiet af sted i senere årtier lagt sig tæt op af den fænomenologiske tanke. Landskab, omgivelser og natur bliver, inden for denne tradition, anskuet i et harmonisk og relationelt forhold til mennesket, og ikke som en kulisse, hvori menneskelige dramaer udspilles (Hirsch 1995). Natur/kulturdistinktionen er blevet mere nuanceret, og landskabet anskues ikke længere scenisk, men i konstant samspil med mennesker. Det vil sige at omgivelserne, i et fænomenologisk perspektiv, bliver anskuet i et vekselvirkende forhold med mennesket, hvori menneske og omgivelser producerer hinanden lige så meget som de er et produkt af hinanden (Heidegger 2001, Hastrup 1998, Ingold 1993, 2012, Hirsch 1995). Den menneskelige erkendelse af landskabet former, inden for denne tradition, den måde vi oplever, erfarer og praktiserer landskabet omkring os, som til gengæld former os, som mennesker. Der er altså multisensoriske erfaringer på spil i vores opfattelse af landskab og sted og ikke kun den optiske (Gibson i Ingold 2012:2). De danske tilflytteres forestillinger om Grønland, og praksis af disse, forholder sig konsekvent til tidslighed, både i form af et midlertidigt ophold i Grønland, årstidernes skiften og dermed varierende aktiviteter, de forskellige opfattelser af tid og rytmer i samfundet og forholdet til Danmark, med de håb de har for fremtiden der. Tid og sted indgår dermed i et relationelt forhold, hvormed erfaring skabes i interaktionen mellem stedet og nu et. De begreber, som jeg operer med, såsom midlertidighed, rejsen, forestillinger, eventyr forholder sig alle til tid på forskellige måder. Derfor må tid givetvis også have en betydning for erfaringen, hvormed jeg bevæger mig ind i et felt, hvor antropologien beskæftiger sig med tid i forhold til sted (Ingold 1993, Hastrup 1992, Nutall 1992, Sejrsen 2004). Da jeg overordnet forholder mig til, hvordan de danske tilflyttere konstruerer stedet, er det dog antropologiens forståelse af sted, der er væsentlig at afdække her, på trods af at tid og sted er svært adskillelige begreber. Det er inden for dette felt, side "7

mit argument placerer sig, hvormed jeg kort vil skitsere de teoretikere, hvis forståelse af begrebet sted, jeg vil operationalisere. Teoretisk ramme Det er inden for den fænomenologiske tradition, man finder tilhængere som antropologen Tim Ingold (1993, 2000, 2012), hvis teoretiske afsæt jeg vil gøre brug af i dette speciale. Ingold lægger sig, med sin begrebsliggørelse af at bygge / at bo ( building/dwelling ), op af filosoffen Martin Heideggers tidligere arbejde, hvori han udmøntede ovenstående begreber. Heidegger ([1971]2001) argumenterede for, at menneskets evne til at bebo verden skal anskues som en indlejret del af dets væren-i-verden, og dermed at mennesket ikke kan anskues som adskilt fra sine omgivelser (Heidegger 2001:145). Således tager Ingold afsæt i idéen om, at mennesket tilegner sig verden gennem sin evne til at forme den (Ingold 2000:179). Ingolds arbejde indskriver sig i studiet af menneskets praksis af bestemte steder, hvormed han argumenterer for, at dét at mennesket bygger og bor er en proces af tilegnelse af specifikke steder over tid. Jeg vil gøre brug af dette perspektiv for at forstå hvordan en specifik praksis af stedet Grønland bliver en indlejret del af de danske tilflytteres hverdag. Men for at opnå forståelse af hvordan de danske tilflyttere konstruerer stedet, er det nødvendigt ikke bare at kigge på praksis, men også narrativet, da det er heri, vi som antropologer, får adgang til vores informanters fortolkning af deres oplevelser (Eastmond 2007:249). Jeg vil, for at forstå hvordan stedet bliver konstrueret, gennem en narrativ tilgang, lægge mig op ad antropolog og fænomenolog Michael Jacksons (2002) pointe om at narrativer former oplevelser, og dermed steder, gennem den mening mennesket tillægger disse. Jackson positionerer sig i den fænomenologiske tradition ved at kritisere den heideggerske idé om, at mennesket, i kraft af at bygge, er knyttet til bestemte steder. Han mener ikke, at menneskets tilhørsforhold alene defineres mellem menneske og sted, som en individuel proces, men derimod at følelsen af tilhørsforhold skal ses som en social interaktion mellem mennesker (Jackson 2002:13). Jeg vil i dette speciale tage udgangspunkt i dette teoretiske afsæt, hvormed jeg slutteligt argumenterer, på baggrund af mit studie af danske tilflyttere i Grønland, for at man ikke kan se tilegnelse af specifikke steder, og dermed tilknytning, alene som en proces, der foregår gennem en lineær struktur af tid, men at tilknytning forekommer i momenter af flows, hvilket lægger sig mere op af Jacksons idé om, at mennesker kan føle sig hjemme, uden nødvendigvis at slå sig ned et specifikt sted for altid (Jackson 1995). Metode Felten tager form Da jeg først drog mod nord, var det med hensigten at beskæftige mig med et helt andet problemfelt end det, jeg endte med. Jeg ville undersøge hvordan grønlændere skaber hjem med fokus på en stedlig tilknytning, men omstændigheder og min egen nysgerrighed trak mig i en anden retning. Jeg havde side "8

forinden min afgang fået kontakt til en dansk tilflytterfamilie, familien Hasselager, som jeg skulle bo hos i de fire måneder, jeg skulle opholde mig i Nuuk, mere konkret fra d. 31. januar-15. maj 2013. De første to uger i felten gik med at finde mig til rette sammen med min værtsfamilie 4, og samtidig blev dette en periode, jeg for mig selv begyndte at kalde den eksplorative fase. Heri forholdte jeg mig åben over for muligheder og begrænsninger ved mit oprindelige fokus, og det var således også min åbenhed, der afgjorde mit skift. Gennem min interaktion og mine samtaler med min værtsfamilie blev jeg hurtigt meget interesseret i den måde, de formåede at skabe sig et liv i så tilsyneladende anderledes omgivelser end de danske. Udover mine indledende iagttagelser, bekræftede min værtsfamilie mig, gennem deres refleksioner over forskelle mellem Danmark og Grønland i, at der var noget særligt på spil for dem som danske tilflyttere i Grønland. Den måde de omtalte landskabet, de sociale relationer i Grønland, savnet til Danmark og institutionerne i det grønlandske samfund, henledte min opmærksomhed på, at de som danskere indtog deres omgivelser på en særlig måde. Felten formede således min nysgerrighed, som min nysgerrighed formede felten. En uge efter min ankomst, deltog jeg i Future Greenland konferencen, som havde til formål at debattere de fremtidige udfordringer som det grønlandske samfund står over for, både socialt, økonomisk og politisk. Jeg var især optaget af det faktum, at det overvejende var danskere der stod på talerstolen i de to dage konferencen varede og mange af dem var ikke engang bosat i Grønland. Et faktum, jeg undrede mig over, fordi jeg antog at man, for at tage del i at debattere et samfunds problematikker måtte have et mere indgående kendskab til dem end den viden, man opnår gennem forretningsrejser. Som sagt, en antagelse, som jeg var nysgerrig efter at undersøge nærmere. Man kan på en måde sige, at min egen uvidenhed om stedet og samfundet fungerede som drivkraft for en nytænkning af min problemfelt. Det viste sig samtidig, at min værtsfamilie var enormt åbne over for mit projekt, og mig i øvrigt, så de indvilligede i at blive mine informanter. Den adgang, jeg fik gennem dem, åbnede for et stort netværk af andre danske tilflyttere, som supplerede min deltagerobservation; den metode mit feltarbejde bygger allermest på. At jeg havde valgt Nuuk, som udgangspunkt for mit feltarbejde, viste sig at være mere rigtigt end jeg først havde formodet. Nuuk er nemlig, udover at være den største by i Grønland og median for det meste af handelskontakten til resten af verden, samtidig dét sted, hvor de fleste danskere flytter til, når de flytter til Grønland. Årsagen er, at det er i Nuuk jobbene er at finde og, som jeg kunne høre på mine informanter, var det samtidig dét sted i Grønland, der for dem mindede mest om Danmark og hjemme, og de havde på den måde svært ved at forestille sig at skulle bosætte sig i en mindre bygd, hvor livets gang er en anelse mindre hektisk. Nuuk er med sine ca. 16.000 indbyggere hovedstaden i Grønland, og hvor også de fleste af de 4000 tilflyttede danskere har bosat sig (link 3). De optager erhverv som embedsmænd, erhvervsdrivende, sygeplejersker, læger, lærere, elektrikere, ja, stort set alle slags erhverv. Jeg hørte flere gange mine informanter omtale Nuuk som et hektisk sted, hvilket jeg først var lidt skeptisk over for, da jeg selv bor i en by med over en million indbyggere, men jo mere jeg lærte byen at kende, jo mere forstod jeg 4 Dette vil være betegnelsen jeg bruger fremover side "9