LINDHOLM
Projekt bog 17092012, Rosa Philippine Schollain Birckner
Intro: Den 11.09.2012 er vi (planlæggere og bevaringsforeninger i VBKommune) tilfældigvis og heldigvis kommet en tur til Lindholm. Vi fik tilbuddet af overfartsleder Jan Røngaard, der så os registrere i Kalvehave vi var i gang med Lindholms bygninger på molen. Hans undren over hvad vi gik og lavede, slog over i interesse og endte i en aftale om en guidet tur over! Måske lidt på opfordring for jeg ville da frygtelig gerne engang til Lindholm. Det skal jo nok lukkes i sin nuværende form og derfor syntes det helt påtrængende at komme derover med et kamera. Jeg må sige det var en oplevelse der satte sig fast både i hjerte og hjerne! Lige fra den lille færge over bygningerne på øen til dens botanik var ingredienserne, som danner Lindholm noget helt forfærdelig særligt enkeltvis og som helhed: Øen afgrænses af vild bevoksning ud mod vandet. Næsten som af en kuppel lukkes bygningerne inde mod omverdenen. Inde i den grønne kuppel ligger så de fine gamle villaer, barakker og kontorhuse fra 30 erne mod nordvest mens de nyeste forsknings- og driftsbygninger ligger i sydøst mindre afskærmede. Imellem de gamle bygninger er den smukkeste, velanlagte frugt- og blomsterhave: smuk at være i, smuk at se ud i og smuk til de gamle huse. På øens lille areal udspilles arkitektonisk, landskabeligt og indholdsmæssigt nogle modsætninger der gør indtryk: Bag topsikrede mure forskes i dødbringende vira. Syge dyr anvendes i forskningen og brændes siden i øens forbrænding: intet levende dyr kommer fra øen. Parallelt lever smuk arkitektur sammen med rig, velholdt og produktiv have. Modsætningen mellem ude og inde er her øget og spændt til et yderste alt imens hele scenariet indelukkes først af vild bevoksning og siden af vand. Vi bliver vist rundt på færgen, på øen og i (nogle) bygninger mens skipper fortæller: om historien, om driften, om de enkelte bygninger, haverne, dyrene og hans færge også lidt om Virus, der sætter ind hvis isen er for tyk at knække for den lille færge. For der sejles hele året rundt, hver dag og det til tiden: ingen kommer for sent og det er godt, synes skipper. Så er der ingen tidsspild! Skipper, hans styrmand og en enkelt medarbejder som sætter de orange affaldsspande med dyr til forbrænding i rækkefølge er, hvem vi når at snakke med. Alle tre er enige: Lindholm er en god arbejdsplads og et godt sted: hvad der besluttes vil de ikke blande deres mening ind i. Men de har rigtig meget at fortælle om øen. Og det er med glæde og begejstring og om noget som er blevet deres! Projekt bog: Jeg kunne slet ikke lade være med at tage billeder på hele turen samtidig med jeg helst ville nå at se enhver krog af bygninger og ø. Da jeg er tilbage får jeg sat lidt billeder op og jeg tænker: Dette kunne være et koncept for en bog: Store lækre fotos akkompagneret med interviews af ansatte på øen (medarbejdere i driften lige såvel som forskere), således der kunne tegnes et billede af øens historie igennem den viden der er der endnu og igennem billeder af øen som den fremtræder i dag. Bogen vil dokumentere et stykke særlig kulturhistorie. Den vil kunne bruges som fundament i arbejdet med planlægningen af øens fysiske fremtræden hvis/når Instituttet for Virusforskning flyttes. Den vil kunne bruges i arbejdet med turismerelaterede strategier og initiativer i kommunen. Den kunne relateres til erhvervs-ph.d.-projektet Skrumpende Landsbyer (Vordingborg Kommune/Arkitektskolen Aarhus), som bl.a. efterlyser det særlige som grundlag for planlægning af skrumpningsprocesser Den kunne blive den første i en række bøger om særlige steder i Vordingborg Kommune. Den (og dens efterfølgere) bør udgives som smukt indbundet bog, der sælges landsdækkende og dermed fortæller om kommunens og landets særlige steder! Som udgangspunkt for bogen og udvælgelsen af særlige steder/kulturmiljøer er en udvidet forståelse af begrebet bevaringsværdi! Bevaringsværdi bør her ikke kun indeholde det æstetisk og arkitektonisk værdifulde, det originale og den ypperste byggeskik, men i særdeleshed det særlige, anderledes, skæve og ukonventionelle. Steder der skiller sig ud og fortæller en historie virker til enhver tid dragende. Men historien er ikke altid smuk eller velvedligeholdt og den kan fortælles på mange måder. Vigtigt er at finde fortællingen frem! I øvrigt ses det nødvendigt at udarbejde en aktuel SAVE-vurdering af øens bygninger og identitet som bebygget struktur og kulturmiljø!
Lindholm er en lille ø i Stege Bugt på 7 hektar, der er hjemsted for Statens Veterinære Institut for Virusforskning, samt Afdeling for Virologi på DTU Veterinærinstituttet.
I perioden 2012 til 2016 sker der midlertidig samlokalisering på»det gamle«statens Veterinære Serumlaboratorium på Bülowsvej, Frederiksberg. Fra 2017 lokaliseres DTU Veterinærinstituttet på Lyngby Campus i Life Science & Bioengineering Center. Veterinært Beredskab, BØRGE JØRGENSEN KOMMUNIKATIONS- OG UDDANNELSESCHEF FÆLLESSEKRETARIATET
Øen blev i 1925 købt af staten, som i 1926 oprettede en forsøgsstation for mund- og klovsyge. Fra 1938 blev der her fremstillet vaccine mod mund- og klovsyge.
I dag eksisterer der ca. 13.000 m² bygninger bestående af bl.a. laboratorier, kontorer, stalde og værksteder. Der rejser dagligt 80-100 personer til/fra øen fra Kalvehave, der betjenes af to færger, hvoraf den ene hedder Virus med henvisning til øens funktion.
Man arbejder med diagnosticering og forskning i virussygdomme, der potentielt kan skade produktionen af husdyr i Danmark. Foruden mund- og klovsyge, gælder det bl.a. rabies, svinepest, samt fremmede husdyrssygdomme.
Forskningsstationen blev indrettet på denne ø specielt med henblik på at kunne hindre smittespredning. Der er således kun kendskab til et enkelt tilfælde, hvor der er sket en overførsel af smitte. For også fremover at undgå smitte, opretholdes strenge sikkerhedsforanstaltninger ved hjælp af sluser ved laboratorierne, særlige luftfiltre til ventilationen, afbrænding af risikoaffald og opvarmning af spildevand til op over kogepunktet. Der er således kun adgang til øen med særlig forudgående tilladelse, ligesom der på tilsvarende vis opretholdes en sikkerhedszone rundt om øen, der når 100 meter ud fra kysten.
I 2011 ønskede DTU at flytte forskningscentret fra Lindholm til hovedcampusområdet ved Lundtofte. Ifølge DTU's beregninger ville der komme store besparelser, da det ikke længere ville være nødvendigt med udgifter til færgedrift og ekstra udgifter til øens selvforsyning med varmecentral, vandrensningsanlæg og spildevandsanlæg. Universitetet mente desuden at en flytning ville give betydelig faglige synergieffekter.
Møn Kulturarvsatlas: 25. Lindholm Forsøgsstation Landskab: Kyst og nor Tema: Undervisning og kultur Tid: 1880 - i dag I klart vejr ses Lindholms hvide bygninger og høje skorsten tydeligt ude i Stege Bugt. Man skal med færge fra Kalvehave for at komme derud, men kun ansatte på Lindholm har adgang til øen. Siden 1926 har Lindholm huset Statens Veterinære Forsøgsstation. Dengang hærgede voldsomme udbrud af mund- og klovsyge landets husdyrbesætninger. For at undgå smitte ved forsøg lagde man forsøgsstationen på en ø. Først i 1966 opdagede man, at mund- og klovsyge er luftbåret. Dette havde stor betydning for hindring af smitte. I dag udgør forskningsstationen Afdelingen for Virologi ved Danmarks Fødevareforskning og har ca. 80 medarbejdere. Tre personer bor på øen. Når man ankommer fra anløbsbroen er det store asfaltarealer med tipvognsskinner og høje industribygninger, der dominerer billedet. Lindholm består af 43 ret forskellige bygninger, men især nogle lyse, murede henholdsvis træbeklædte huse har interesse. De e r - eller har været - værksteder, boliger og overnatningssteder for bådførere og vagtpersonale. Et tidligere sommerhus bruges nu til administrative formål. Husene ligger i en stemningsfuld have med gamle frugttræer. Dele af haven er tidligere køkkenhave, og en tilplantet frugtkælder skyder sig som en høj bule op af plænen. Øens randbeplantning og dige udgør værdifulde, landskabelige elementer og skærmer huse og haver mod bugtens vind og vejr, så nærheden til kysten kun fornemmes. Den store udsigt venter, når man bevæger sig gennem beplantningen ud på stien på diget, langs kysten. Her står et lille, ottekantet lysthus - ikke større end det bord med bænke, som huset rummer. Denne ældste del udgør kulturmiljøets bærende bevaringsværdier og bør bevares som en helhed.
Færgen sejler hver dag, sommer og vinter og altid præcis på minuttet.
I 1987 anskaffede Lindholm motorfærgen Ulfsund og Møn blev reservefærge. I dag bliver øen desuden betjent af den topmoderne færge Virus foruden en hurtigtgående motorbåd.
Under overfarten forgår rygning i salonen på nederste dæk, mens de kvindelige passagerer spiller kort med gajol til i kahytten på 2. dæk.
Adkomst til øen.
Bevoksning ved et af de tomme huse fra 30 erne. Gammel lampe i haven.
Originalt indgangsparti til en af barakkerne fra 1939.
Villa/kontorbygning og barak, begge fra 1939. Frugttræer, solur, prydhave. De murede huse er tegnet som pavilloner, der indbyder fra alle sider og henvender sig til den fine have. De integrerer sig i stedets introverte miljø.
Mindre villa og øens tidligere postkontor. Samme åbne forhold til det nære ude/haven.
Prydhave, blomster på gammel frugtkælder, intern vej mod den nyere del, forladt bygning fra slut 30 erne
Den mere rå del af øen med varmeanlæg, driftsbygninger og stalde. Skraldespande til dyreaffald.
Skraldespandende sættes i kø til forbrænding.
Skorsten for øens centralvarmeanlæg
Skorsten for forbrændingsovn til dyreaffald
De to damer M/F Ulfsund og VIRUS