Sygeplejersker har hensynsbetændelse

Personalemagasin for Region Syddanmarks medarbejdere #3 09 Åbenhed: Tabuer brydes ned i psykiatrien s. 28 Samtalepartner: Sygeplejersker har hensynsbetændelse s. 8

Læs i dette nummer 4 STORT & SMÅT 6 TEMA: Fra stress til trivsel 8 et rum for samtale 8 Livsfaser har indflydelse på arbejdsglæden 10 Det var jo ikke mig, som var syg 12 Den vigtige afklaring 14 Stress skal tages alvorlig 16 Omsorg og faglig refleksion 17 Tærer det eller nærer det? TEMA 6 Trivsel og omsorg: Sådan passer vi på hinanden 18 Portræt: Hvad man ikke dør af 21 Åbenhedsprisen: Skal I vinde op til en kvart million? 22 10 gode råd: Få humoren ind på arbejdspladsen 23 3 spørgsmål til carl holst 24 Arbejdspladsportræt: En hjælpende hånd System og ro i medicinrummet 27 Kick off-dag: Find din indre samurai 28 Det gode eksempel: Set med andre øjne 30 STORT & SMÅT: 31 DET SKRIVER PRESSEN OM OS 32 MEDARBEJDER MED MENING: Tidligst muligt i eget hjem Leder Fra stress til trivsel Af Carsten Lysdahl Søgaard, HR-direktør Lad mig slå det fast med det samme: Hver leder eller medarbejder i Region Syddanmark, der er ramt af langvarig arbejdsbetinget stress, er én for meget. Hvis der er ledere eller medarbejdere, der er ramt af stress, har arbejdspladsen en klar forpligtelse til at få taget fat i det og gjort noget ved det. Det underbygges i høj grad af en af vore personalepolitiske værdier: Ordentlighed i det vi gør og siger. Ordentlighed betyder i denne sammenhæng, at vi som ledere og medarbejdere tager et fælles ansvar for, at vi har arbejdspladser, hvor trivslen er i højsædet, og hvor vi aktivt arbejder på at undgå stress. Stress kan også skyldes faktorer i privatlivet, der får indflydelse på arbejdslivet. I de tilfælde er det vigtigt at få afklaret, om det er noget medarbejderen selv kan og vil håndtere - eller om det gøres i fællesskab. Videncenter for Arbejdsmiljø har i januar startet kampagnen Fra stress til trivsel. Hvis I ikke allerede har gjort det, vil jeg opfordre til at drøfte og bruge materialet, der er udsendt til alle arbejdspladser. Der er i forvejen en forpligtelse til, at MED-udvalgene bl.a. drøfter, hvordan stress kan forebygges, og her er der god inspiration at finde i materialet. Lederne har et særligt ansvar med at skabe trivsel på arbejdspladsen. I regionens lederuddannelse er det derfor oplagt også at have fokus på ledernes centrale rolle for medarbejdernes trivsel, og få håndteret situationer, der kan give stress for medarbejderne. Attraktive arbejdspladser er vigtige for både at fastholde de gode medarbejdere, vi har i forvejen, og for at tiltrække nye gode kollegaer. Alt sammen noget der skal sikre borgerne ydelser af høj kvalitet. Når vi sammen målrettet arbejder på at få trivsel på alle arbejdspladserne, er vi for alvor på rette vej. 2 marts 2009 Lederen skrives af den direktør i regionen, der har ansvar for det emne, temaet handler om.

18 27 28 Find din indre samurai - han giver styrke og overblik i svære situationer 24 Når Hanne Hansen stopper som sygeplejerske vil hun bruge mere tid på de ting, hun elsker Center for kvalitet gav en hånd med, da Almenmedicinsk afdeling i Fredericia skulle have nyt medicinrum Journalist Jesper Rasmussen lod sig indlægge på Psykiatrisk afdeling i Esbjerg. Det kom der mange gode ting ud af. Personalemagasin for Region Syddanmarks medarbejdere Marts 2009 Forsidefoto Heidi Lundsgaard Region Syddanmark Damhaven 12 7100 Vejle Tel. 7663 1000 www.regionsyddanmark.dk Redaktion Søren Braun (ansvarshavende redaktør) Karen Vinderslev (daglig redaktør) Carsten Vikkelsøe Hanne Kopp Steffen Stubager Miriam Matlok Hans Jakobsen Merete Magnussen Jørgen Diswal Ove Kristiansen Skriv til redaktionen på taetpaa@regionsyddanmark.dk Se tidligere numre og debat på intranet.regionsyddanmark.dk/tætpå Oplag 12.000 Design og tryk Datagraf marts 2009 3

stort & småt Skriv til Tæt På Hvis du har et tip, en god historie, eller noget du bare gerne vil bringe videre til dine kolleger i Region Syddanmark i personalemagasinet, så skriv til taetpaa@regionsyddanmark.dk. Lederne klædes på til fremtidens udfordringer 2000 ledere i Region Syddanmark kan nu nyde godt af et nyt ledelsesakademi. Frontfanen for Region Syddanmark Ledelsesakademi, som tæller ti folk, bæres af Lisbeth Rasmussen, tidligere chef for Afdeling for kvalitet og forskning. Ledelsesakademiet skal stå for en lang række opgaver som blandt andet lederuddannelse, konsulentydelser og projektledelse og retter sig mod dét at være leder i regionen. Hurtig aftensmad Fremtidens sygehuse hvordan er det nu lige det er? Kniber det også for dig med at følge med i alle ændringerne på vores sygehuse? Så er du ikke alene! Det er en af grundene til, at der er udgivet to foldere om fremtidens sygehuse. Den ene folder fortæller om fremtidens sygehuse i hele regionen. Den anden fortæller om, hvad der skal ske med sygehuset i Sønderborg. Hvis du gerne vil have folderne tilsendt, kan du henvende dig til Birgit Skovsbo i Sundhedsafdelingen i regionshuset på 7663 1249 eller birgit. skovsbo@regionsyddanmark.dk Du kan også finde folderne på www.fremtidenssygehuse.dk. Pasta med rucola og bacontern (2 pers.) 1 pakke frisk pasta 100 g bacon i tern 1 tsk. balsamico 2 små bundter rucola Salt & peber Kog og afdryp pastaen. Rist baconternene gyldne og sprøde i eget fedt, smag til med balsamico og vend baconterningerne med det fedtstof, der er ved med pasta og rucola. Krydr med salt og peber, og server med det samme. Undgå allergi fra parfume Parfumestoffer i kosmetik, shampoo og creme kan give allergi. Ifølge EU-regler skal producenterne deklarere 26 parfumestoffer, som er særligt allergifremkaldende. Så hvis du allerede er allergisk eller gerne vil mindske risikoen for at blive det, så forsøg at undgå disse stoffer. Alpha-Isomethyl Ionone Amyl Cinnamal Amylcinnamyl Alcohol Anise Alcohol Benzyl Alcohol Bencyl benzoate Benzyl Cinnamate Benzyl Salicylate Butylphenyl Methylpropional Cinnamal Cinnamyl Alcohol Citral Citronellol Coumarin Eugenol Evernia Prunastri (Oakmoss) Extract Evernia Furfuracea (Treemoss) Extract Farnesol Geraniol Hexyl Cinnamal Hydroxycitronellal Hydroxyisohexyl 3-Cyclohexene Carboxaldehyde Isoeugenol Limone Linalool Methyl 2-Octynoate Kilde: www.miljoeogsundhed.dk 4 marts 2009

stort & småt Æbler Vidste du, at danske familier køber æbler for 423,- om året? Og så bruger vi lidt mindre på bananer nemlig 332,-, mens vi kun handler for 115,- for pærer. Soduko Kilde: www.dst.dk 9 6 7 1 5 3 9 6 1 5 3 2 1 5 8 4 9 6 7 9 5 7 3 6 4 8 3 6 4 8 5 7 8 6 4 5 7 9 2 3 1 6 8 5 2 5 3 9 4 1 2 8 6 2 4 6 3 9 Stephanie Lose, medlem af regionsrådet for Venstre har været en tur i Fran krig og kørt i højhastighedstog. I den forbindelse undrer hun sig over det infrastrukturforlig, der er indgået og hvordan Esbjerg slet ikke er tænkt ind i det. Det står på bloggen Men, men. Selvom det lyder fint, er det slet, slet ikke godt nok. Danmark har et af de langsomste jernbanenet overhovedet i Europa - og så har vi ikke engang høje bjerge eller dybe dale af forcere Ja, hvis man sætter sig i toget i Danmarks 5. største by, Esbjerg, med den hensigt at besøge Danmarks 2. største by, Århus - så kan man få lov at bumle afsted i et MR-tog fra dengang ruder konge var knægt. Det larmer, der er ingen stikkontakter, man skal vente 20 minutter i Fredericia, der er ingen forplejningsmuligheder og komforten er elendig. Og værst af alt: det tager evigheder at nå frem - her er i hvert fald ikke tale om højhastighedstog, men snarere lavhastighedstog. ( ) Vi må og skal blive ved med at kæmpe for, at vores region ikke kobles af udviklingen - også når det gælder højhastighedstog. I Frankrig har højhastighedstogene været med til at sikre udvikling i langt større dele af landet - det skal også være tilfældet her i Danmark. Psykiatrien psykler Søndag den 17. maj sætter Psykiatrien i Region Syddanmark, Lillebælt og omegn på den anden ende med et psykelløb for medarbejderne Psykiatrien i Bevægelse. Medarbejderne kan vælge mellem en lang rute på 83 kilometer og en kort familierute på 35 kilometer. På den korte rute er der også plads til børn. Alle mødes klokken 9 til fælles morgenmad, og en time senere sender regionsrådsformand Carl Holst psyklisterne af sted. Undervejs bliver der pit-stop i Teglgårdsparken 26 i Middelfart, hvor sygehusledelse og administration har hovedkvarter, samt ved den socialpsykiatriske institution Syrenparken i Børkop. Tilmelding Er du medarbejder i Psykiatrien i Region Syddanmark, og har du lyst til at træde pedalerne sammen med dine kolleger? Tilmeld dig til Hanne Toftekjær på hanne.toftekjaer@psyk.regionsyddanmark.dk med dit navn, arbejdssted og telefonnummer. Husk at oplyse, om du cykler den lange eller den korte rute og om du har børn med. Det er en betingelse for at cykle, at du har hjelm på!! Der er sidste frist for tilmelding den 4. maj 2009.. marts 2009 5

Tema Fra stress til trivsel Samtaler og omsorg. Rundt om i regionen ser der ud til at være ret stor enighed om, at netop disse to elementer er væsentlige dele af svaret på, hvordan vi kommer fra stress til trivsel. Og mange steder tager man utraditionelle metoder i brug for at imødekomme det behov, der er for at sætte fokus på arbejdsglæden og det der dræner den. Tag med på en rundtur til Odense Universitetshospital, Svendborg Sygehus og den sociale insitution Østruplund, hvor man alle steder har sat ting i gang for at komme fra stress til trivsel på arbejdspladsen. 6 marts 2009

Trivsel OG OMSORG Illustration: Ulrik Samsøe Figen Vil du vide mere om, hvad regionens arbejdspladser gør mod stress og for trivsel? Klik ind på intranettet og læs mere på Tæt På s sider. marts 2009 7

Tema Et rum for samtale Sygeplejersker er gode til at tage sig andre. Nu skal de lære også at tage sig af sig selv, mener Dorthe Pihl, der to dage om måneden er professionel samtalepartner. BLÅ BOG Dorthe Pihl Intensivsygeplejerske på Odense Universitetshospital. Har diplomuddannelse i psykologi samt en to-årig efteruddannelse i sorg og krise. Arbejder som sorggruppeleder i Børns Vilkår. Har været tilknyttet Sct. Maria Hospice i halvandet år som fast afløser. Dorthe Pihl går meget konkret til værks, når hun er professionel samtalepartner for sine kolleger, som går fra mødet med større klarhed. Livsfaser har indflydelse på arbejdsglæden På Anæstesiologisk-Intensiv afdeling V på Odense Universitetshospital tager man hånd om personalet. Det betyder blandt andet mindre sygefravær. Tekst: Jeannette Refstrup FOTO: Heidi Lundsgaard Oversygeplejerske Ingeborg Moritz Hansen ser nærmest forundret og overrasket ud over spørgsmålet om, hvorvidt det ikke er dyrt at have en professionel samtalepartner for personalet gående rundt på Anæstesiologisk-Intensiv og Opvågningsafdeling V, afsnit ITA, BRITA, PITA og COPA to dage om måneden. Dyrt?!? Det koster to dagsvagter om måneden! Tænk, hvor belastende det vil være for den enkelte og for afdelingen, hvis eksempelvis en erfaren sygeplejerske efter fire år må give op og rejse, forklarer hun. På afdelingerne har man gennem tiden afprøvet forskellige muligheder for psykologbistand. Men man har aldrig været helt tilfredse, for udefrakommende skal bruge for meget tid på at forstå, hvor krævende det er at passe patienterne på en intensivafdeling. Ingeborg Moritz Hansen var opmærksom på intensivsygeplejerske Dorthe Pihls særlige kunnen og sagde til hende: Kan du ikke gå hjem og tænke over, hvad vi kan gøre? Dorthe Pihl kom med et forslag, der med mindre justeringer siden har dannet baggrund for projektet. Hendes oplæg til Ingeborg Moritz Hansen lød i hovedtrækkene: Jeg skal bruge to dage om måneden. Jeg vil ikke være i kittel. Du skal ikke vide, hvad vi snakker om. Plejepersonalet på intensivafdelingerne 8 marts 2009

TRIVSEL OG OMSORG Tekst: Jeannette Refstrup FOTO: Heidi Lundsgaard Med få virkemidler får Dorthe Pihl skabt et rum for samtale. Venligt viser hun vej til et lokale på en af intensivafdelingerne på Odense Universitetshospital. Kaffe og te står allerede klar, mens Dorthe Pihl finder de store æbler og den tørrede frugt, hun har haft med hjemmefra, frem. Hendes stemme er sød, og de brune øjne varme. Hun udstråler en ro, så man får lyst til at betro sig. Fortælle hende, hvordan man egentlig går og har det. Og det er en del af Dorthe Pihls job. Hun er intensivsygeplejerske på Odense Universitetshospital, men arbejder derudover i Børns Vilkår, hvor hun har sorggrupper for børn, som har mistet en af deres kære. Dorthe Pihl har taget efteruddannelse i psykologi og i tab, sorg og forandring, og den har hun brugt det seneste år. Da har hendes kolleger på Anæstesiologisk-Intensiv og Opvågningsafdeling V, afsnit ITA, BRITA, PITA og COPA nemlig to dage om måneden kunne få samtaler hos hende, hvis de synes, de havde brug for det. I den funktion kalder hun sig selv samtalepartner, og hendes kolleger kan tale med hende om alt, der vedrører deres arbejdsglæde. Blodet skal drive ned ad væggene for, at det er noget, de synes er nødvendigt at snakke om. Vi sygeplejersker er et folkefærd, der lider af hensynsbetændelse. Et specielt miljø Jeg tror, der er mange ting på spil under overskriften arbejdsglæde. Og det er ikke nødvendigvis alt sammen relateret til arbejdet med patienter og deres pårørende, forklarer Dorthe Pihl. For selvom patienternes situation bliver mere og mere kompleks, kan det lige så godt være noget, kollegerne har med i deres private rygsæk, som påvirker deres arbejde. Jeg spurgte Ingeborg (oversygeplejerske Ingeborg Moritz Hansen red.), om hun kunne leve med, at jeg også snakkede med dem om det, og det kunne hun. Dorthe Pihl fortæller, at miljøet på de fire intensivafdelinger ITA, BRITA, PITA og COPA er ganske specielt - og det gør noget ved personalet. Blodet skal drive ned ad væggene for, at det er noget, de synes er nødvendigt at snakke om. Vi sygeplejersker er et folkefærd, der lider af hensynsbetændelse. Alle os i hjælpefag, vi kan det der med at tage os af andre. Vi er rigtig gode til det. Vi skal bare blive bedre til at passe på Dorthe pihl, Sygeplejerske og professionel samtalepartner os selv. Der er ikke så meget hokus pokus i det. Kan tåle meget Samtalerne med Dorthe Pihl er meget konkrete. En flip-over er blandt de vigtigste værktøjer. Hvad optager dig i dit liv? spørger jeg, og så skriver vi svarene op. På en skala fra 0-10, hvor belastet er du så af de ting? lyder det næste spørgsmål. Hvis man scorer højt, spørger jeg: Hvordan tager du dig af det? Hvordan beskytter du dig? Når de bliver konfronteret med deres eget liv på den måde - med den vanskelige teenagesøn og den truende skilsmisse, kan de se, at der da ikke er noget at sige til, at de bliver trætte. Hvordan skal de samle energi til sig selv? Det har de glemt. De her sygeplejersker, de kan tåle så meget, at de er for længe om at få hjælp til at rydde lidt op i de ting, de går og tumler med. Derfor er det her arbejde vigtigt, fordi det er forebyggende. kan tale med Dorthe Pihl om alt, der kan puttes ind under overskriften arbejdsglæde. Det handler om at tage hånd om personalet i alt, hvad der påvirker deres arbejdsglæde, og det har deres livsfaser også indflydelse på, siger Ingeborg Moritz Hansen. Projektets første år udløb 1. marts. Vi fortsætter. Hvem lægger en succes ned? Ikke jeg. Hvis Dorthe er med på den, så er jeg også, siger Ingeborg Moritz Hansen. Omsorgsperson for personalet Dorthe Pihl arbejder 25,5 timer om ugen som intensivsygeplejerske. Derudover arbejder hun to dage om måneden som professionel samtalepartner for kollegerne på intensivafdelingerne på Odense Universitetshospital. De to dage bærer hun ikke kittel. Hun disponerer frit over sin tid og kan vælge enten at arbejde hjemme eller på afdelingen. Personalet får løn, mens de er til samtale. Afdelingssygeplejerskerne kan booke hende til at holde oplæg på personalemøder eller undervise på temadage. De kan også bruge hende til debriefing. Dorthe Pihl har naturligvis tavshedspligt. Hun har selv adgang til en ekstern supervisor. marts 2009 9

Tema Det var jo ikke mig, som var syg Heidi Koefoed Ipsen var tæt på at miste arbejdsglæden, da hendes far blev alvorligt syg. Tekst: Jeannette Refstrup FOTO: Heidi Lundsgaard Heidi Koefoed Ipsen vidste godt selv den var gal, da hun begyndte at få problemer med at huske og koncentrere sig. Hun blev bange, da hun mærkede, at hun ændrede sig. At hun ikke kunne gå ned i Brugsen og købe to ting uden at skulle have en indkøbsseddel med. Hun blev bange for at komme til at begå fejl på arbejdet. Derfor var det så dejligt, at hjælpen var let tilgængelig. Det var bare at lægge en seddel: Jeg vil gerne tale med dig. Krævende arbejde Det er knap fem år siden, Heidi Koefoed Ipsen blev ansat som intensivsygeplejerske på børneintensiv afdeling på Odense Universitetshospital. Der er plads til fire børn på afdelingen, men der er ikke altid nogen. Så passer Heidi Koefoed Ipsen voksne. Hendes arbejde er meget tilfredsstillende, men også krævende. Det er et privilegium at få lov til at være sammen med mennesker i den måske sværeste periode i deres liv. Selvom det er det værste, der er sket for dem, så skal vi sikre, at de får den bedst mulige oplevelse af det, forklarer Heidi Koefoed Ipsen efter at have tænkt sig om et øjeblik for at finde de rigtige ord. Som intensivsygeplejerske er Heidi Koefoed Ipsen vant til at have med meget syge mennesker at gøre. Alligevel ramte det hende hårdt, da hendes egen far blev alvorligt syg og skulle have en stor hjerteoperation på Rigshospitalet. Jeg var virkelig bange for, at min far skulle dø, fortæller Heidi Koefoed Ipsen. Konkrete løsninger Jeg vidste godt, at vi har mulighed for at snakke med Dorthe. Hun er meget synlig i afdelingen, og i forvejen er hun et sødt menneske, som altid er opmærksom på andre, fortæller Heidi Koefoed Ipsen. Derfor var det ikke noget stort skridt at bede om en samtale. Dorthe spurgte ind til, hvad det var, jeg var ked af, og skrev ned på en stor flip-over. Det var godt og overskueligt. Hun spurgte om jeg spiste, om jeg sov, og om jeg drømte. Hun hjalp mig med at skille det personlige og det faglige. De to snakkede sig også frem til nogle konkrete ting. Fx at Heidi Koefoed Ipsen selvfølgelig skulle bede om at få fri, når hendes far skulle opereres. Også selvom vagtplanen allerede var lagt. Men det, der betød allermest var, at hun sagde, at jeg jo var ked af det, fordi jeg havde noget så godt, at jeg næsten ikke kunne undvære det. Det ramte mig - også nu, når jeg fortæller om det. Fælles forståelse En ting er at kende noget til sorg- og krisereaktioner hos andre. Noget andet er, når man selv står i situationen. Det kom som en overraskelse for hende, at hun kunne få det så skidt, at hun nærmest blev helt ved siden af sig selv. Det var jo ligesom ikke mig, der var syg, men min far. Og så er det dejligt, at man kan få hjælp til at finde tilbage uden at gå helt i opløsning. Heidi Koefoed Ipsen fremhæver også, at man ikke kan være empatisk og omsorgs- Den vigtige afklaring Dorthe Pihl er bl.a. ansat til at snakke med kolleger, der har brug for det. n kollega kom hen til mig, fortæller Dorthe EPihl. Ved du hvad, jeg tror, jeg er ved at blive deprimeret. Jeg tror, jeg skal sygemeldes, sagde hun. Vi snakkede. Hun havde lige haft et patientforløb, der ganske vist endte med, at patienten døde, men hvor hun havde gjort det fantastisk flot - også i forhold til de pårørende. Alt var lige, som det skulle være. Børnebørnene legede med Lego på gulvet, og ægtefællen sov på en gæsteseng. Der blev snakket og drukket rødvin, og da patienten døde, blev vinduet åbnet, så ånden kunne flyve ud. Alt var, som det skulle være i den situation. Alligevel fik sygeplejersken det rigtig dårligt, men vidste ikke hvorfor. Hun blev fx grådlabil, når hun skulle ind på stuen efterfølgende. Sammen fandt vi ud af, at det handlede om, at hendes familie var af en helt anden slags. Sådan et godt forløb ville ikke kunne lade sig gøre i den, for der var en masse uforløste konflikter. Hun var simpelthen psykisk på overarbejde i den patienthistorie, men da vi fandt ud af det, havde hun det sådan: Ej, var det bare det. Vi snakkede om, hvad hun kunne gøre ved det. Måske er det nok at konstatere, at det er så hendes vilkår. Måske skal der skrives et brev til det familiemedlem, hvor konflikten har sit udspring. 10 marts 2009

TRIVSEL OG OMSORG En ting er at kende noget til sorg- og krisereaktioner hos andre. Noget andet er, når man selv står i situationen. Det giver en fælles forståelse, og hun kan godt forstå, hvad det er, man står i til daglig, siger Heidi Koefoed Ipsen. Heidi Koefoed, intensivsygeplejerske givende i forhold til fremmede mennesker som patienter, når man selv er i krise. Man skal først kunne tage sig af sig selv og sin familie, inden man tager sig af andre. Men kunne du ikke have gået til en selvbetalt psykolog? Dorthe kender afdelingen og det pres, det er at være her, og jeg havde tillid til hende på forhånd. En psykolog kommer heller ikke lige forbi kaffestuen og spørger, hvordan det går. Det var meget tilgængeligt at snakke med Dorthe. Jeg skulle ikke først til at have en henvisning eller slå op i en telefonbog. Og man behøver ikke fortælle til nogen, at man skal snakke med hende, hvis man ikke har lyst. Jeg ved ikke, hvad det koster at have Dorthe her, men jeg er sikker på, at pengene er godt givet ud. Hvis man skærer helt ind til benet, ville jeg ikke kunnet passe mit arbejde, hvis jeg ikke havde snakket med hende. Nu kunne jeg nøjes med at være deltidssygemeldt i en begrænset periode. Jeg har også sagt til nogle af mine kolleger, at jeg synes, de skulle snakke med hende. Der er ingen grund til at gå og spekulere eller have det dårligt, når vi kan tale med hende. Heidi Koefoed Ipsen talte to gange med Dorthe Pihl. Hun er tilbage på fuld tid på arbejdet. Hendes far har det godt. marts 2009 11

Tema Stress skal tages alvorligt Det giver ingen mening at forsøge at afgøre, om stress skyldes belastninger på arbejdet eller derhjemme. For selvom stress mærkes individuelt, skal den løses i fællesskab, mener arbejdspsykolog Tekst: Jeannette Refstrup FOTO: Thomas Yde Tapper dit arbejde dig for energi, eller giver det dig energi? Er du kortvarigt stresset, eller har du været det længe? To centrale spørgsmål, som vi må forholde os til, når vi taler om stress og trivsel, siger Rikke Vedel Brix, der er arbejds- og organisationspsykolog hos Crecea, som tilbyder rådgivning om arbejdsmiljø. Den akutte stress er ikke farlig. Den har vi brug for, når vi skal yde noget ekstra. Når det skal gå stærkt, og vi skal være effektive. Den farlige og skadelige stress er den langvarige, siger Rikke Vedel Brix. Langvarig - eller kronisk stress - får man, hvis man kører i et meget højt gear hele tiden. Så kan man blive irritabel, kort for hovedet eller få problemer med hukommelsen. Man kan også ligefrem få angstsymptomer. Men der kan også ske det modsatte. At man bliver træt og energiløs. Og selv når man skal, kan man næsten ikke yde noget. Det er netop den langvarige stress, der kan udvikle sig til sygdomme som fx depression. Rikke Vedel Brix, arbejdspsykolog Det er et følsomt område at tale om, hvorvidt nogen nemmere rammes af stress end andre, fordi der er risiko for, at stressen så bliver den enkeltes ansvar. Og det er ikke tilfældet. Der er naturligvis nogle belastninger i det moderne arbejdsliv, som giver risiko for stress, siger Rikke Vedel Brix. Der tænker jeg blandt andet på de hurtige og hyppige forandringer på arbejdspladsen. Men hvis man skal forstå, hvorfor nogle bliver stressede og andre ikke, bliver man nødt til også at kigge på individuelle forskelle. Fx er der meget, der tyder på, at det især er ildsjæle og perfektionister, der rammes af stress. De har høje idealer og stiller store krav til sig selv. De synes kun, det bedste er godt nok. Det paradoksale er, at de også er et aktiv for en arbejdsplads. Men bagsiden af medaljen er, at de er mere sårbare. Hun fortæller videre, at der desuden er en tilbøjelighed til, at kvinder oftere rammes af stress end mænd. I hvert fald er kvinder bedre til at tale om stress end mænd. På udprægede mandearbejdspladser er stress ikke noget, man snakker om. Det er det i øvrigt heller ikke i lægeverdenen. Ubalancer giver stress Stress opstår, når der er ubalance mellem resurser og krav. Mange klarer store belastninger på arbejdet, hvis de har det godt hjemme. Ligesom mange klarer meget hjemme, hvis de har det godt på arbejde, siger Rikke Vedel Brix. Kampen om, hvor årsagen til stress ligger - i det private eller på arbejdet - er både uhensigtsmæssig og ukonstruktiv. For hvis man rammes af stress, er der næsten altid belastninger begge steder. Den konstruktive tilgang er derfor at forsøge at finde løsninger i fællesskab. Oftest bunder stress i en række forskellige årsager, som spiller sammen på forskellig vis. Nogle klassiske og kendte: Uklarhed om roller, manglende indflydelse, uforudsigelighed, misforhold mellem indsats og belønning for at nævne nogle. Noget af det, man bliver mere og mere optaget af, er endvidere spørgsmålet om mening og værdier i arbejdet. Om man kan tilslutte sig arbejdspladsens værdier. Det stresser offentligt ansatte, hvis de føler, at kerneydelsen forsvinder til fordel for fx dokumentation og kvalitetssikring, mens de valgte jobbet, fordi de er gode til empati og indføling. Der er helt klart nogen, som tænker hey, hvad er det jeg laver her? Jeg ville give god pleje og omsorgsfulde samtaler... Stress er en tilstand Rikke Vedel Brix slår fast, at stress i udgangspunktet ikke er en sygdom. Ordet stress beskriver en tilstand. Derfor er der heller ikke et fast sæt af symptomer. Der er en række almindelige ting, som man kan være opmærksom på. De er både fysiske, psykiske og adfærdsmæssige. De handler alle om det flugt- eller kampberedskab, som vi har med fra naturens hånd. Vi skal kunne reagere på fare meget hurtigt. Hvis der står en løve, skal vi ikke overveje alt for længe. Vi skal bestemme os til enten at slås eller flygte. Så går vores stressberedskab i gang. Det er en vigtig pointe, at det er der ikke noget farligt i. Mange kan godt lide den tilstand af flow, som travlhed også kan føles som. At de er tændte og i gang og får noget fra hånden. Det er meget vigtigt at skelne i mellem, om det er lystfyldt eller ulystfyldt. Man skal imidlertid være opmærksom på, om man kører sig selv meget hårdt med et højt aktivitetsniveau længe. Man skal sørge for at restituere sig og hvile. Vi er ikke bygget til at være i den tilstand over længere tid, og hvis vi er det, kan det pludselig tippe, og så er det ikke længere rart, siger Rikke Vedel Brix. Det er netop den langvarige stress, der kan udvikle sig til sygdomme som fx depression. Stresset eller bare travl? Man kan forebygge stress - og man kan også komme sig igen, selv hvis man har været ramt af langvarig stress. På arbejdspladserne kan man gøre flere forskellige ting. Men noget af det vigtige er at kigge på prioritering af arbejdet. Den klassiske er at lære at skelne mellem kan-opgaver og skalopgaver. Samarbejde og arbejdsklima betyder meget. Et godt socialt klima, hvor man kan regne med støtte fra sine kolleger, har stor betydning for oplevelsen af stress på arbejdspladsen. Man skal også huske at holde pauser sammen og sørge for variation i løbet af arbejdsdagen. Rikke Vedel Brix peger på rolleklarhed, som et andet vigtigt punkt. Det hjælper desuden at få et fælles sprog, så man på den ene side tør tale om stress, men på den anden side ikke kalder alt stress. Nogle gange har man bare travlt, og det kan faktisk være sjovt og rart. 12 marts 2009

TRIVSEL OG OMSORG Arbejdspsykolog Rikke Vedel Brix slår fast, at det er vigtigt at holde pauser i arbejdet og restituere sig. Kilde og læs mere: www.arbejdsmiljoviden.dk Fakta om stress og trivsel Hvordan viser stress sig? Følelsesmæssigt: Man bliver fx aggressiv, irritabel, trist, modløs og uopmærksom. Kognitivt/tankemæssigt: Man oplever fx koncentrations- og hukommelsesbesvær eller nedsat motivation. Adfærdsmæssigt: Man overreagerer, isolerer sig socialt og sygemelder sig på arbejdet. Kropsligt: Man kan få hovedpine, søvnforstyrrelser, hjertebanken, ondt i maven, diarré, appetitløshed, kvalme og unormal træthed og føle sig udmattet. Fysiologisk: Kroppen aktiverer kamp-flugt systemet, hormonerne ændrer sig og immunforsvaret bliver påvirket. Hvor mange er stressede? Andelen af meget stressede folk i den arbejdsdygtige alder i Danmark er omkring 10 %. Den største andel ses blandt kvinder og i aldersgruppen 30-45 år. Hvad kan give stress? Ensidigt arbejde med højt arbejdstempo og lav indflydelse. Klientarbejde, som fx indeholder krav om at skjule sine følelser, og hvor der er risiko vold og trusler. Det grænseløse arbejde, hvor arbejdet kan foregå hvor som helst og når som helst. Desuden sælger man ikke blot sin tid og kompetencer - men også mange sider af sin personlighed. Hvordan kan man forebygge stress? Inden for stressforskning ser man på De seks guldkorn. Det er områder i og uden for arbejdet, der hænger sammen med det psykiske arbejdsmiljø - herunder stress. Områderne er: Indflydelse, social støtte, mening, forudsigelighed, belønning og krav. marts 2009 13

Tema Sikkerhedsrepræsentant Dennis Lindeskov Larsen og forstander Grethe Vad arbejder for, at gøre det psykiske arbejdsmiljø på Østruplund optimalt. Psykologtimer på Østruplund Så mange psykologtimer har man brugt på Østruplund: 2006: 18 2007: 33 2008: 41 Stigningen er både udtryk for, at man i højere grad er begyndt at bruge tilbuddet, og, at en enkelt ansat har haft brug for et længerevarende forløb. 14 marts 2009

TRIVSEL OG OMSORG Omsorg og faglig refleksion De ansatte på Østruplund kender hinanden godt. Det giver tryghed. Systematisk arbejde med arbejdsmiljøet sikrer omsorg for hinanden og faglighed i arbejdet Indflydelse på sit eget arbejde. Efteruddannelse. Refleksion. Det er de tre hovedingredienser i Østruplunds opskrift på et godt psykisk arbejdsmiljø, fortæller forstander Grethe Vad og sikkerhedsrepræsentant Dennis Lindeskov Larsen. Østruplund, der ligger ved Otterup på Fyn, er et imponerende skue, når man svinger ind på stedets parkeringsplads. Institutionen har til huse i et slot opført i 1881 i renæssancestil - tænk på københavnske Rosenborg. På Østruplund bor og arbejder 32 psykisk udviklingshæmmede voksne med adfærdsmæssige problemer. 11 af dem har retten dømt til at være på stedet. De 32 beboere er fra 18 til 60 år. Fem er kvinder. Skemaer skal udfyldes Mange af beboerne er udadreagerende. De reagerer med fx trusler og vold - især hvis de mødes med krav, de ikke føler, de kan leve op til. Der er altid en risiko for, at man bliver forrået af at arbejde et sted som her. Men man skal ikke finde sig i mere, end når man står nede i Fakta. Ellers sætter tingene sig i rygsækken, og så er den for tung til sidst, siger Dennis Lindeskov Larsen. På Østruplund har man derfor udviklet et skema, som de ansatte udfylder, hvis de oplever psykisk eller fysisk vold. Formålet med skemaet er dels at drage omsorg for personalet, dels at sikre den faglige refleksion, forklarer Grethe Vad. Når man på Østruplund tæller skemaernes resultater sammen, viser sig ofte klare sammenhænge. En beboer, der hidtil har været stille og rolig, er der pludselig flere problemer med. Eller det omvendte. Skemaerne afslører også, om personalets kompetencer matcher beboernes behov. Skemaerne er ikke en vil-ting, men en skal-ting. Til gengæld er de lavet i afkrydsningsform, så de er lige til at gå til. Derudover har de ansatte mulighed for samtaler med en psykolog i Odense. Det er ikke noget, der skal konfirmeres nogen steder. Det gør man bare, fastslår Grethe Vad. Kendskab giver tryghed På Østruplund har mange af de ansatte arbejdet på stedet i mange år. Det er et sted, man bliver. De kender simpelthen hinanden så godt, at de kan høre på skridtene på gangen, hvordan det lige er i dag, siger Grethe Vad. Godt kollegaskab smitter jo. Hvis man tør være åben og ærlig, bliver arbejdspladsen et rart sted at være, og så starter man en positiv ring. Der er altid en risiko for, at man bliver forrået af at arbejde et sted som her. Dennis Lindeskov Larsen, sikkerhedsrepræsentant Nogle gange tilbringer man mere tid med kollegerne end med sin ægtefælle. Derfor udvikler man et specielt forhold, hvor man er opmærksom på de små ting, mener Dennis Lindeskov Larsen. Han synes, man de senere år er blevet dygtigere til at håndtere konflikter med beboerne. I stedet for at efterrationalisere, tænker man nu på forhånd over, hvad der afstedkommer konflikter. Vi kan ikke ændre beboerne, men vi kan ændre personalets tilgang til dem. Ofte er det i kravsituationer eller misforstået kommunikation, det går galt. Med kendskab kommer tryghed, siger Dennis Lindeskov Larsen. Det gælder både kollegerne og selve stedet og dets beboere: Man har sådan et lydbillede. Når der er noget, der afviger fra det, så reagerer man på det. Det kan fx være, hvis en kollega taler en oktav højere, forklarer han. Er der noget usædvanligt i lydbilledet, tjekker man, om noget er galt. Det er betryggende for kollegerne, at der står en bag ved og bakker op. Aktiviteter og uddannelse Der er et hav af aktiviteter på Østruplund. Får nogen en god idé, føres den ud i livet, siger Dennis Lindeskov Larsen. Langt de fleste af den 67 ansatte er socialpædagoger, men en del af dem har også en håndværksmæssig uddannelse. Hvis man har noget, man brænder for, laver man et hold i aktivitetshuset. Hvis der er nok tilmeldte, gennemfører vi det, siger Grethe Vad. På en måde har medarbejderne stor indflydelse på det, de laver. Det er nødvendigt for at kunne arbejde med den type beboere, vi har her. Det er et specielt klientel. Efteruddannelse er også godt for arbejdsmiljøet, mener man på Østruplund. Når man går med sådan en gruppe, som vi har her, så skal man have noget at leve af. Lige nu har vi en gruppe, der lærer om neuropædagogik. Det er meningen, at de både skal fungere som konsulenter her i huset og eksternt, siger Grethe Vad. Neuropædagogik tager udgangspunkt i hjernens dysfunktioner, men fokuserer på, hvor der er noget at bygge på. Hvis en beboer ikke har nogen korttidshukommelse, hjælper det ikke at blive ved at fortælle ham, hvordan han skal børste tænder. I stedet kan man sætte pikotogrammer op på badeværelset, forklarer Dennis Lindeskov Larsen. Det handler om at finde den rigtige vej ind til vedkommende. På Østruplund har beboerne så mange forskellige problemer, at personalet skal være eksperter i en række forskellige ting. Derfor er det nødvendigt at videndele, siger Dennis Lindeskov Larsen. Mange af beboerne er intellektuelt på niveau med fem-seks-årige børn. Men de er dygtige til at være fem-seks år, for de har øvet sig i mange år. Tekst: Jeannette Refstrup FOTO: Heidi Lundsgaard marts 2009 15

Tema Tærer det eller nærer det? Jævnlige møder med døden er uundgåelige for mange sygeplejersker. Men bearbejdelsen, fordybelsen og refleksionen er svær at klare på egen hånd Tekst: Jeannette Refstrup FOTO: Heidi Lundsgaard eg og døden. J Umiddelbart virker titlen på den række samtaler, som en gruppe sygeplejersker sammen med sygehuspræsten på Svendborg Sygehus har ført med hinanden, dyster. Det er den imidlertid ikke. Tanken bag er nemlig, at ved at forholde sig til sit eget forhold til døden, sætter sygeplejerskerne en række indre resurser fri. Det betyder, at når de i deres arbejde står over for en døende patient og vedkommendes pårørende, tærer mødet ikke nær så meget. Måske vil det oven i købet nære dem. Langsom samtale Ideen bag de langsomme samtaler, som har fundet sted gennem det seneste halve år, er fostret af smerte- og palliationssygeplejerske Lene Munk i samarbejde med sygehuspræst Karina Aallmann. Lene Munk er opvokset på Grønland, hvor man har en helt anden og mere naturlig tilgang til livet og døden. Det sidder rigtig dybt i grønlænderne - som vel i de fleste naturfolk, at der er en død, og de tænker deres liv i forhold til den. Lene Munk var ikke ret gammel, da hendes bedstefar døde. Da oplevede hun på egen krop og sjæl, hvor naturligt man kan være omkring sine kære. Selv i døden. Det var inden, jeg begyndte i skole. Det var helt naturligt, at vi var sammen med ham, da han døde. Og bagefter lå han på spisebordet midt i stuen, mens vi børn legede omkring ham. Døende patienter Den samme naturlighed har vi ikke herhjemme. Det mener fx Marianne Nielsen, sygeplejerske på afdeling DE på Svendborg Sygehus. Hun er en af de 10 sygeplejersker, som deltog i samtaleforløbet sammen med Lene Munk og Karina Aallmann. Og bagefter lå han på spisebordet midt i stuen, mens vi børn l egede omkring ham. Karina aallmann, sygehuspræst Som danskere bliver vi ikke på samme måde konfronteret med døden. Selvom et sygehus er et behandlingssted, hvor man gør alt for at sikre patienternes overlevelse, er der en del dødende patienter. Især på nogle afdelinger. Alligevel kan man også som sygeplejerske bevidst eller ubevidst forsøge at undgå konfrontationen med døden. På en afdeling er det tit de samme, som ender med at arbejde tæt med netop de patienter. Os der godt kan lide det, siger Marianne Nielsen. Hvis man er uafklaret, enten flygter At turde sige det højt Sygehuspræst Karina Aallmann fortæller om en oplevelse, hun havde med nogle pårørende, efter en patient var død om natten. Jeg talte med dem næste dag, og jeg var den første, der overhovedet udtalte ordet død, sagde de. For mig handler det om muligheden for at give åndelig omsorg. For ellers kan et dødsfald blive så uforløst. Hvis man ikke kan få lov at tale om, hvor bange man er. Eller få lov at synge den salme. Eller sige, at man bare ikke vil begraves på den kirkegård. Man kunne gøre det fint, og ritualer virker fantastisk. Det er vigtigt for mig at understrege, at jeg ikke kommer med bibelen under armen. Det er åndelig rehabilitering, jeg taler om. Det er kun den ene gang, vi dør, og vi skal da ordentligt herfra. Alt andet er uværdigt. 16 marts 2009

TRIVSEL OG OMSORG Spørgsmål i samtalegruppen Den første død, jeg kan huske, var... For mig er det værste ved at dø, at... Når jeg dør, forestiller jeg mig... Hvis jeg kun havde et år at leve i, ville jeg... Sygehuspræst Karina Allmann (t.v.), Marianne Nielsen og Lene Munk (t.h.) er kommet til at kende hinanden rigtig godt i gruppen. Man kommer tæt på, når man taler om døden. man, eller også gør man det, men holder vejret imens, siger sygehuspræst Karina Aallmann. Hun siger, at der også kan være noget livsbekræftende i mødet med den døende. Man skal kunne skille sit eget fra patienternes for at få resurser til at møde dem. For så behøver man ikke passe så meget på sig selv. Hvis man ikke ved, hvad der er hvad, så slider det. Sorg, tab, angst, afsked. Når man har forholdt sig til sine egne erfaringer, kan der frigøres resurser til at gå ind i en samtale, for det skaber ro. Det kræver meget at gå ind til en døende, men det kræver endnu mere at blive der. Lene Munk supplerer: Det kan man bedst gøre, hvis man selv først har tænkt tankerne. Men hvis man selv har noget ubearbejdet, så ligger det der et eller andet sted, mener Marianne Nielsen. Spørgsmål om liv og død Sygeplejerskerne har hver gang forholdt sig til en række faste spørgsmål om døden. Og livet. I hvert fald får man en masse efter- tanker ved at være med, siger Marianne Nielsen. Inden vi begyndte, var jeg sikker på, at alle tænkte som jeg. Det gør de ikke, fandt jeg ud af. Jeg troede ikke, jeg var bange for døden, men det er jeg måske alligevel. Så jeg indså, at der nok alligevel var noget, jeg ikke havde forholdt mig til. Vi er i alle livets henseender gode til at bevæge os på overfladen. De her store spørgsmål om liv og død, kan jeg ikke selv ordne på vej hjem på cyklen. Den fordybelse kan jeg ikke sørge for. Man kører ikke og tænker, nu skal jeg lige have bearbejdet det dødsfald, jeg oplevede i dag på arbejdet. Fokus på livet Gruppen af sygeplejersker eksisterede i forvejen, fordi de alle er smerteinteresserede og var samlet i en gruppe omkring det emne. Vi forestiller os, at tilbuddet fremover kan udbydes på sygehuset som et generelt tilbud, men det skal være afdelingsvis. For når en hel gruppe har været af sted, ser vi det som en styrkelse af afdelingen, fordi man kommer til at kende hinanden bedre, siger Lene Munk. Såvel hun som Karina Aallmann undrer sig over, at der ikke i forvejen er ret stor tradition for supervision i det offentlige sygehusvæsen. Det er underligt; hvis man kommer forbi et færdselsuheld, så får man krisehjælp med det samme. Det får Karina Aallmann til at komme med en opfordring: Man skal være modig for at gå med i sådan en gruppe. Lene munk, smerte- og palliationssygeplejerske I skal ikke sidde ude på personaletoilettet og græde. I skal komme over til mig. Selvom sygehuspræsten var med i gruppen, var der plads til alle synspunkter. Og der var de poler; nogle som troede på Gud, og nogle, som er sikre på, at når man er død, så er man død og så slut. Det, at vi har talt om døden, har sat fokus på livet. For død er ikke-liv. Det er definitivt, og det er svært at overgive sig til noget, man ikke ved, hvad er. marts 2009 17

Hvad man ikke dør af 44 slidsomme år som sygeplejerske er fortid for Hanne Hansen, og tiden er kommet, hvor frugterne skal høstes. Tæt På tog med hende på en rejse frem, tilbage og igennem et arbejdsliv på ondt og godt. Tekst: Steffen Stubager Foto: Jonas Ahlstrøm Den unge pige træder ind i værelset, siger godmorgen og lytter efter den syge mands svar. Nøjagtig som hun plejer. Imens kæmper morgensolens streger sig igennem gardinets mønster og ender på væggen. Røde og gule prikker danser på den hvide baggrund, men med et ryk i gardinet stopper pigen legen og udsletter naturens morgenfænomen. Lyset strammer i øjnene. Er du der? spørger pigen. Stilheden brager. Han er død. Og den 18-årige sygeplejerskeelev vil ikke mere. Tidens love bestemmer Men Hanne Hansen blev alligevel ved i 44 år. Jeg plejer at sige, at jeg har haft verdens bedste arbejde, siger nu 61-årige Hanne Hansen. Med smalltalk på gangene og te i den eksklusive klasse nyder hun sin allersidste tid som oversygeplejerske i sit kontor på Tønder Sygehus. På reolen ranker Sygeplejerskeløftet fra 1913 sig og minder hende om opgaven: Jeg vil gøre alt, hvad der står i min magt for at opretholde min stands mål, står der, og det har hun om nogen gjort. Hanne Hansen er fra dengang, hvor tidens regler var rettesnor; far dikterede fremtiden og Janteloven trak tårer. Og hun husker møderne med døden, lugten af gammelt urin og bortførelsen. Men hun fortryder intet, for det er udfordringer og oplevelser, der har gjort Hanne Hansen til den, hun er i dag. Urin, ømme fødder og hakkeorden Hanne Hansen voksede op i Haderslev, læste bøger og drømte om at blive radiotelegrafist. Men dengang gjorde man som far sagde, så hun begyndte på Sygeplejerskolen i København som 18-årig. En tid med lange vagter og næsten ingen fridage ej heller i weekenden. Alligevel smiler hun, når hun stikker foden frem for at vrikke følelsen af 10 arbejdstimers træskogang frem til i dag. Men smilet må føje sig for ordene, der pludselig kommer væltende. Ligegyldigt om der var 30 grader varmt, måtte vi ikke gå uden strømper dengang. Det var bandlyst, fortæller hun og suger to åndedrag, inden hun fortsætter. Men det var kun i starten. Man vænner sig til det. Det, der gør ondt, lærer man at leve med. Og så var der hierarkiet. Som elev blev hun sat til at måle plumrede urinprøver i skyllerummet klokken seks hver morgen. Dunsten var skrækkelig, men det værste var at drikke morgenkaffe derinde, siger Hanne Hansen. Sådan var vilkårene for eleverne, som ikke var fine nok til kontoret, hvor de andre sad. Og ordenen viste sig også ude på hospitalsgangene, når Overlægen, som han hed, skulle arbejde. Efter sig havde han en hale Når Hanne Hansen stopper Der kommer ingen og overtager Hanne Hansens job, når hun lister på pension. I stedet lukker Tønder Sygehus sidste offentlige sengeafdeling. Og det er ikke første gang, at offentlige afdelinger lukker ned på det lille sygehus. Skrækken var tomme rum og spøgelsesgange, da den første offentlige sengeafdeling forlod Tønder Sygehus før årtusindeskiftet. Det samme gjaldt i 2004, da kirurgien flyttede med. Det betyder rigtig meget, at man ikke går igennem en tom sengeafdeling, når man skal over til en anden afdeling. Men de private flyttede hurtigt ind, og nu er der ikke et ledigt areal nogen steder. Man mærker intet til, at man er i den private afdeling. Den eneste forskel er, at de selv bestemmer, hvis de vil holde fri i påsken, siger Hanne Hansen. 18 marts 2009

PORTRÆT Nogle følelser sætter sig, og andre smider man væk. Heldigvis, for ellers kunne jeg ikke overleve Hanne Hansen, Afdelingssygeplejerske af studerende og unge sygeplejersker klar med spritfade og håndklæder over armene. Og en baby spændte ben Hierarki eller ej fremtiden skulle sikres på Sygeplejerskeskolen i København. Men kærligheden spændte ben for Hanne Hansens planer. Sidst i uddannelsen fødte hun sit første barn af fire, der som alle andre børn krævede opmærksomhed døgnet rundt. Jeg fik at vide, at hvis jeg ikke kunne passe mit barn, måtte jeg holde op på skolen. Men jeg fik opbakning hjemmefra, og vi skyndte os at blive gift, siger Hanne Hansen, der lærte at udlægge forbudte fridage, så barnet kunne blive passet, og hun håndterede skolelederens verbale tæsk og fuldførte alligevel studierne. Sådan rejste hun sig mod alle odds og begyndte straks efter på Bispebjerg Hospital. Når Hanne Hansen kigger op fra sit skrivebord, får hun øje på sygeplejeløftet, der har været med til at gøre hende til den, hun er. Den store sorg Fra syv år på Bispebjerg stikker specielt en oplevelse frem fra gemmerne. For som enhver i sin branche har Hanne Hansen taget sig af forældrepar, hvis frygt for det værste skulle bekræftes. Hun var den, der tog imod parret hvis eneste datter kørte galt på motorcykel, og hun førte dem igennem gangene, ind på stuen og hen til sengen. Der stod de og holdt vejret indtil sygeplejersken løftede lagenet. Det var så skrækkeligt, da jeg viste dem deres døde piges ansigt, siger Hanne Hansen, som altid vil huske den følsomme scene: Eneste barn, en motorcykel og så det forældrepar, der græd og græd og græd. Nogle følelser sætter sig, og andre smider man væk. Heldigvis, for ellers kunne jeg ikke overleve. marts 2009 19

arbejdsliv Det er blandt andet omgivelserne omkring Tønder Sygehus, der gør Hanne Hansens hverdag god. Når Hanne Hansen stopper som sygeplejerske, skal hun bruge endnu mere tid i naturen. Bortført til Tønder Den store sorg sneg sig også over Hanne Hansen, da husbonden avancerede til det bedre i Tønder og trak fruen og deres to børn på seks og ti med sig. Når hun flere gange bruger ordet bortført, mener hun det. Men hun griner samtidig, for hun klarede det jo og fik sine betingelser om et ekstra barn opfyldt. Jeg husker bare, at børnene græd den ene mere end den anden for vi ville bare ikke herned. Jeg skulle væk fra huset og veninderne, og hvad ved jeg. Og mit gode arbejde. Det var forfærdeligt, fortæller hun. Hanne Hansen ventede det værste, da hun begyndte på sit nye arbejde på Tønder Sygehus. Her mødte hun forstanderinden. En stram dame i hvid kappe med plisserer langs ærmerne, som bød hende ind. Men Hanne Hansen følte sig på ingen måde velkommen. På sygehuset herskede en indspist, nærmest lukket familiær stemning, og man måtte følge Jantelovens regler. Når hun forklarede, at de brugte nye, smarte metoder i København, som ikke var kommet til Sønderjylland endnu, holdt sygeplejerskerne fast ved det velkendte. Og selv som indfødt sønderjyde fra Haderslev, skar storbyklangen for skarpt igennem for de tønderske sygeplejersker. Hanne Hansen skulle bestemt ikke tro, at hun var noget. Det skulle jeg bare ikke. Jeg hadede virkelig at være her i starten. Jeg var rigtig meget ked af det. Men de andre havde det jo godt, og der gik lidt tid før jeg opdagede det. Så fik jeg min betingelse opfyldt. Ja, jeg fik faktisk to børn mere, og så hjalp det endelig på humøret, fortæller Hanne Hansen, der minder sig selv om, at børnenes tur til skole er meget mageligere i Tønder. Og sådan er oversygeplejerske Hanne Hansen. I med- og modvind, altid dedikeret, har hun holdt fast i dét, hun elsker. Og når hun igen og igen taler om kunsten på væggene, smalltalk i korridorerne og de smukke omgivelser omkring sygehuset, løfter hun armene og breder dem, som byder hun alle til te. Den store mester er klar til at hænge sin hvide kittel i skabet, trække sig tilbage og nyde sit otium i ro. Hun har opfyldt sit sygeplejerskeløfte til perfektion. Det var udfordringerne og oplevelserne, der gjorde hende moden. De har gjort mig til den, jeg er. Jeg fortryder intet, og jeg vil slet ikke bytte. Og det er ikke evigt sjovt at være sygeplejerske. Det er ikke en evig festforestilling. Langt fra. Nu kan frugterne høstes. Dengang, i dag og om lidt Hanne Hansen er 61 år gammel og har en mand, der er fem år ældre. Sammen har de fire børn, der alle bor i København. To gange om ugen går hun til gymnastik, og så svømmer hun, løber og går ture. Om sommeren cykler hun ugentligt med en veninde til den tyske grænse. Hun elsker at lave mad, selvom der ikke er så mange at brødføde længere. Og så er hun vild med kombinationen af strikkepinde, bøger og te. Fritid, børn og børnebørn er dét, som Hanne Hansen glæder sig at få mere tid til, når hun i år går på efterløn. Hanne Hansen er uddannet sygeplejerske i 1969 og fik derefter arbejde på Bispebjerg Hospital, hvor hun var i syv år. Hun fik et år på Herlev Hospital, inden hun flyttede til Tønder og fandt sig til rette på byens sygehus i 32 år. Som eneste oversygeplejerske, har hun været nødt til at køre til Aabenraa og Sønderborg flere gange om ugen de sidste år. Derfor synes hun godt om idéen med ét samlet sygehus. Det er noget af det, der bliver rigtig godt, når vi får et samlet sygehus. Sikke meget tid man sparer, siger Hanne Hansen. Hun fremhæver fagligheden: Hvis jeg bliver patient, vil jeg gerne opereres af en, der har gjort det rigtig mange gange før. De findes ikke på de små steder mere. Det handler jo om, at man bliver rask. Og jeg vil være rigtig besværlig. Om ti år tror jeg, at sundhedssystemet er fantastisk. Det er ærgerligt, at jeg ikke skal være med til det. 20 marts 2009