1 Moses gemte sig i høet i laden. Han var kravlet helt ind i mørket, lukkede øjnene og proppede fingrene ind i sine ører, for så kunne han hverken se eller høre. Duften af halm lukkede sig om ham. Det var, som om han slet ikke var til mere. Som om han nærmest var usynlig. Hjemme havde han engang i biografen set en film om en mand, der opfandt et usynligheds-serum. Når han drak et glas af sin serum, blev han usynlig. Så kunne han gå på gaden og drille folk, røve banker og slippe godt fra det. Moses havde hårdt brug for et usynlighedsserum. I det mindste et serum som gjorde ham usynlig for de tyske soldater. Døren åbnede sig og nogen kom ind. Han borede fingerspidserne dybere ind i sine ører og holdt øjnene hårdt klemt sammen. Men nu kunne han mærke, at der blev gravet i halmen. Det var ikke retfærdigt, tænkte han udmattet. Det var ikke rimeligt, at en lille dreng skulle gemme sig for store, stærke, voksne mænd. Det var ikke retfærdigt, at de ville ham ondt, at de mente, han var så farlig, at han skulle findes og fjernes. Her har vi ham! sagde en stemme på polsk. Moses åbnede øjnene, men beholdt fingrene i ørerne. Han så lige op i et lyst, åbent ansigt. Blå øjne, kartoffeltud, et ar på kinden. 5
Maria Helleberg Hej med dig, sagde manden og rakte hånden frem, der er ingen grund til, at du gemmer dig for mig. Så blev Moses trukket ud af sit gemmested. Han var stadig helt slap i musklerne og lige så tavs, som da han skjulte sig. Du skal ikke være bange for mig, sagde manden, og Moses så over på Jadwiga. De boede jo på Jadwigas gård: Moses, hans stedfar og stedmor og hans tre stedsøstre. Jadwiga var kæmpestor og tung, men lige nu virkede hun underligt lille. Hun nikkede til Moses, som forstod, at han gerne måtte tale. Fortæl hvordan det hænger sammen du er i virkeligheden ikke familien Morawskis søn, men en jødedreng fra Krakow, som familien Morawski har skjult og udgivet for at være deres søn Janusz. Har jeg ret? Moses nikkede. Så enkelt kunne det siges. Familien Morawskis rigtige søn Janusz døde sidste år. Præsten inde i landsbyen kan huske, at han begravede drengen. Han har sladret til tyskerne. Det er farligt for dig at blive her. Farligt at blive her, tænkte Moses. Farligt at blive her. Så måtte de flygte igen. Den familie, som havde skjult ham for tyskerne, var allerede flygtet én gang, fra Krakow og ud på landet. Hvor skulle de nu flygte hen? Skal vi så tilbage til Krakow? spurgte han frygtsomt. Det er godt at høre, at du stadig har en stemme! sagde manden, nej, vi skal ikke tilbage til Krakow. Din familie kan godt blive her. Men du må væk. Det er alt for farligt for dig. Og for farligt for hele din familie, hvis du bliver. Så måtte han gøre det alene. Men hvordan flygtede man alene? Skjulte sig i skoven, levede af bær og frugter 6
Moses Butterbrot under jorden og nødder og drak kildevand? Det kunne man gøre om sommeren, men når det blev vinter, ville han fryse ihjel. Det var kun bjørne, som kunne finde sig et hi og sove gennem hele vinteren. Du vil da ikke tage ham med allerede nu? spurgte Jadwiga. Hendes stemme var blevet helt tynd og svag. Manden nikkede og rakte hånden ud mod Moses. Vi må skynde os at tage afsked, inden tyskerne når herud, sagde han, og Moses lod sig føre ud på gårdspladsen i den stærke sol. Måske var det hele en drøm. Men hans drømme plejede at være mere dunkle og mærkelige. Og lige nu virkede alt andet både almindeligt og rigtigt, solen, gården, hønsene, de toppede brosten. Det havde alligevel været for godt til at være sandt at de kunne få lov at slå sig ned her hos Jadwiga på bondegården og klare sig igennem både krig og andre farer. Ud fra stuehuset kom hans stedfar, den stivryggede herre med fine briller, og hans stedmor med forklæde og opsat hår, tvillingerne som holdt hinanden i hånden og Anna, hans jævnaldrende stedsøster. Hun bar dukketeatret i armene. Dukketeatret og alle figurerne som han havde klippet ud af aviser og blade og klistret op på pap. King Kong, Ben Hur, Marlene Dietrich, John Wayne og Gøg og Gokke. Hvad nu når tyskerne kommer, og Janusz er borte? spurgte hans stedmor ængsteligt og kom hen og lagde begge hænder om Moses hoved og holdt ham ind til sig. Han kunne næsten ikke trække vejret, men lukkede øjnene og holdt et øjebliks pause fra virkeligheden. De holdt lige så meget af ham, som han holdt af dem. Vil tyskerne så ikke blive mistænksomme? spurgte hun, når Janusz er væk? Hvad skal vi sige? 7
Maria Helleberg At det var en dreng, som var på besøg, sagde den fremmede, bare rolig, det er kun drengen, de er ude efter. Hvis de finder spor, bliver de sultne. Hvis de intet finder, giver de op. Hvis jeg tager drengen med mig, er alle sikre. Det troede Moses ikke rigtigt på. Men hans familie måtte ikke komme noget til, slet ikke på grund af ham. De havde reddet ham og skjult ham og ført ham med sig. Så kunne han ikke tillade, at de kom i ulykke for hans skyld. Familien tog afsked med ham, som om de havde løst billetter til en omfavnelse. Anna kom sidst, med dukketeatret i armene. Derfor var det svært at omfavne hende, og Moses kunne mærke, at hun ikke ville græde. Tvillingerne græd, men det var noget andet. Du skal beholde dukketeatret, sagde han, da hun ville give ham det. Jeg henter en melsæk, sagde Jadwiga bag dem og gik ind i huset igen, mens alle andre stod stille og betragtede Anna og Moses. Nej, det er dit, sagde Anna, vi mødes igen en dag og spiller teater. Der kommer biografer igen. Vi kommer tilbage til Krakow alle sammen. Moses blev næsten helt vred. Hvorfor ville hun ikke tage imod hans gave? Dukketeatret var det vigtigste i hele hans liv. Det eneste han havde fået med fra sit eget hjem. Dukketeatret kunne man bruge til at bringe orden i verden med. Hvis man havde set noget grimt, kunne man spille det, som om det var sket i en film. John Wayne skød altid på skurkene, så de faldt om. John Wayne blev aldrig selv skudt. Dukketeatret kunne skabe orden. 8
Moses Butterbrot under jorden Nej, jeg vil ikke have det! sagde Anna hårdt, og med ét vældede tårerne ned over hendes kinder. Lamslået blev Moses stående med sit teater. Jadwiga kom hen til ham med en tom sæk og lempede forsigtigt teatret ned i sækken. Det var lavet af træ, så det var solidt nok, og Anna og han havde forsigtigt foldet kulisserne og figurerne sammen, sidst de spillede med det. Det skulle nok klare sig igennem endnu en flugt. Men han ville så gerne have haft, at Anna ville beholde teatret. Nu hvor de blev skilt ad på en mere brutal måde, end han kunne have forestillet sig i sin vildeste fantasi. Moses sad bag på cyklen, mens manden kørte ad snørklede landeveje. Markerne bølgede og duftede, og køerne så efter dem. Over skulderen havde han sit dukketeater, hans fødder daskede mod cyklens stål, vejret var smukt. Han var på vej i sikkerhed. Det havde hans redningsmand fortalt ham indtil flere gange. Alligevel følte Moses sig langt fra sikker. Nu var han synlig. Her er en jødedreng fra Krakow, som ikke er i ghettoen med sin familie. Før havde han været skjult af en familie under et falsk navn. Han havde kunnet skjule sig i laden eller på loftet. Det var slut nu. Og det blev ikke bedre af, at manden slet ikke virkede rigtig voksen, som Moses først havde troet. Moses følte sig beklemt. Ved du, hvor dine forældre er henne? spurgte manden. Moses holdt fast med begge hænder under hans bælte og forsøgte at følge alle hans bevægelser. Han havde aldrig før kørt på cykel på den måde. Min far og mor er i ghettoen i Krakow, forklarede Moses, men min søster Rifka er i Sverige. Hvem siger det? 9
Maria Helleberg Det ved jeg. Mor skrev det til mig. Jeg fik et brev fra mor, hævdede Moses stædigt. Han vidste vel bedst selv, hvad der var sket i hans liv de sidste måneder. Hvornår? Mens jeg skjulte mig hos min... hos familien Morawski. En tysk soldat kom med brevet fra hende. En tysk soldat! lo manden, der burde være flere af hans slags. Sig mig, ved du, hvor svært det er at komme til Sverige? Moses svarede ikke, for hvor skulle han vide den slags fra. Han vidste kun, at mor havde forsikret ham om, at Rifka var i sikkerhed. Er din familie meget velhavende? spurgte manden. Moses tænkte sig grundigt om. Hans far havde været urmager med egen forretning, og hans mor havde været lærerinde. Men alt, hvad de ejede, var forsvundet. Folk havde plyndret deres lejlighed, det havde han selv set. Det eneste han havde reddet var dukketeatret. Så han svarede nej. Tyskerne har vist også stjålet alt fra jøderne nu, sagde manden. De kørte ind gennem en landsby, der virkede uddød, og Moses forholdt sig tavs, nøjedes med at kigge sig om. Sådan som han sad på cyklen, kunne han mærke, at manden havde en pistol i jakkelommen. Betalte din familie for at få Rifka til Sverige? spurgte manden. Det anede Moses heller ikke. Vi skal nok finde ud af noget, sagde manden beslutsomt, vent du bare til når Enheden samles i aften. Vi har reddet flere jøder. Men Sverige det er altså ikke let, min ven. 10
Moses Butterbrot under jorden De lignede hinanden, alle de syv unge, som sad sammen i halvmørket. De befandt sig i en tom lade nær en gård, som lå i ruiner. Der lugtede af råd, og noget der var endnu værre, men ingen ænsede lugten eller det triste sted. Moses kom fra byen. Han var ikke vant til al den dårlige lugt, man havde ude på landet. Den tid, han havde boet hos Jadwiga, havde gjort, at han havde lært at vænne sig til mangt og meget. Men ligefrem at sidde midt i suppedasen og lade som ingenting! Det var nogle hårdføre mennesker. Sådan så de bare ikke ud. De var spinkle, lyse, meget unge, ikke rigtig voksne mennesker. Voksne mennesker kunne beskytte én, havde Moses lært, men han var ikke tryg ved halvvoksne drenge. De var ikke engang så gamle som den unge, tyske pilot, han og Anna havde reddet og ført hjem til Jadwigas gård. De forsamlede diskuterede, hvad de skulle stille op med Moses. Og de var langtfra enige. Da den unge mand havde stillet cyklen og skjult den under en presenning og førte Moses ind i ruinen, var han så lettet over at komme i skjul, at han ikke orkede at tænke meget længere. Men nu skulle hans skæbne åbenbart afgøres. Og han havde ikke selv nogen stemme. Vi kan ikke tage ansvaret for sådan en unge, sagde en af de lyse, unge mænd, det er alt for farligt. Du så selv, hvordan de sendte patruljer ud for at lede efter ham. De er ikke ligeglade med jøderne. Men han kan jo ikke gøre for, at han er forfulgt, sagde den unge mand, som havde hentet Moses. Vi har selv valgt at gå under jorden og slås mod tyskerne. Vi kender risikoen og har accepteret den. Ham her vil de slå ihjel bare fordi hans efternavn er forkert. 11
Maria Helleberg Vi har ikke ansvaret for hver eneste jødeunge, der render rundt her i landet. Hans familie kunne bare have betalt sig fri. Hvor skal vi skjule ham? Vi kan umuligt få ham til Sverige. Moses kravlede ubemærket hen og søgte tilflugt bag den unge mand, som havde hentet ham. Han var den eneste, som forsvarede Moses. Hvis vi svigter den lille dreng, sagde manden med grødet stemme, så er vi ikke meget bedre end tyskerne. Ja, det er min mening. Hvis vi ikke hjælper ham hvad er det så værd, alt det vi tror på? Alt det, vi påstår, vi tror på? Eller tager jeg helt fejl? Vil I andre virkelig bare rende rundt og lege røvere og soldater? Så blev der helt stille. Moses så fra ansigt til ansigt. De var ikke stolte lige nu. De syntes absolut ikke om at få at vide, at de var lige så slemme som tyskerne. Hvorfor havde de fjernet ham fra hans familie og Jadwigas gård, hvis de ikke ville hjælpe ham? I ved vist ikke, hvad der sker med jøderne, fortsatte Moses ven, de bor ikke bare i ghettoer. De bliver kørt ud i skoven i togvogne, der er beregnet til at transportere køer og svin til slagterierne. Ude i skoven bliver de skudt. Mænd, kvinder, børn og gamle. Tyskerne dræber alle de jøder, de kan finde. Forstår I virkelig ingenting? Den her lille dreng bliver slået ihjel, hvis I ikke vil hjælpe ham! Nu græd han og sad og pillede i sine lange, lasede støvler, og han mindede Moses om en film, han havde set: Mytteriet på Bounty. Nogle stakkels søfolk blev slået og mishandlet og bagtalt. Til sidst tog de magten fra 12
Moses Butterbrot under jorden den onde kaptajn og satte ham ned i en jolle og sejlede derhen, hvor de selv helst ville være. Moses kunne godt tænke sig sådan et mytteri lige nu. Og hvor mange skal vi ofre for at redde den ene lille dreng? kom det fra en af skyggerne. Moses forstod, at løbet var kørt. Han lagde sin hånd på sin vens arm, men fik ingen reaktion. De andre lyttede. Moses havde gode ører, men var ikke vant til at skulle lytte efter noget bestemt. Nu, hvor han gjorde sig umage, kunne han høre den samme brummende lyd af motorkøretøjer, som havde fået Jadwiga til at gemme ham i halmen i laden. Hans ven var oppe, endnu inden Moses nåede at trække vejret. Han greb ham i hånden og styrtede ud ad den dørløse åbning i huset. Moses huskede cyklen under presenningen. Uden cyklen var de nødt til at forsøge at løbe fra tyskerne, der havde motorcykler. Det kunne ikke lade sig gøre. Men hans ven løb i den forkerte retning og halede Moses med sig. Ned mod bækken, som Moses ikke engang havde lagt mærke til, da de ankom. Ned mod vandet. Der kastede de sig fladt ned på jorden. Moses ven havde lagt sin hånd på Moses nakke og tvang hans hoved ned mod den våde jord, som lugtede fælt. Hvad hedder du? fik han fremstammet. Hvis han skulle dø nu, så ville han vide, hvem han skulle dø sammen med. Så huskede han: dukketeatret lå under presenningen sammen med cyklen. Han ville heller ikke dø uden sit teater. Lech! hviskede hans ven, og Moses forstod først ikke den underligt hvæsende lyd, som kom fra ham. Kunne 13
man hedde sådan noget? Så begyndte skuddene at falde, og Moses ville se, hvad der skete oppe ved ruinen, men hans ven holdt ham nede med magt. Tænk, hvis de trampede hen over dukketeatret eller skød det i stykker. Tænk hvis først nu gik det op for ham, at der nok ikke blev skudt på hverken cykler eller dukketeatre. Når man skød, var det for at ramme mennesker. Han fik den ene hånd klemt ind mellem tænderne og bed til. Det hjalp ikke, det gjorde bare ondt. Så bed han i den våde jord, så den fyldte munden, så han ikke kunne skrige. 14
2 Skudsalverne døde hen, og der blev helt stille. Ingen kørte bort fra stedet, ingen nærmede sig Moses og hans redningsmand, der lå og skjulte sig ved bækken. De er nok døde alle sammen, tænkte Moses. Han vovede at løfte ansigtet fra den kolde jord for at trække vejret gennem næsen. Han så lige ind i Lechs blege ansigt og forstod, at han måske havde ret. Der var ingen tilbage. Bliv her, sagde Lech. Som om Moses havde tænkt sig noget andet! Som om han havde lyst til at vandre rundt i lig! Mens Lech stivbenet og frygtsomt nærmede sig ruinen og laden, så Moses efter ham, både bange og nysgerrig. Imens begyndte hans mund at plapre, ikke særligt højt, bare en hviskende strøm af ord: Jeg hedder Moses Butterbrot, og min far hedder Chaim Butterbrot og er urmager i Krakow, vi bor i en lejlighed i Lysestøbergaden, vi bor lige over en biograf, og jeg har et dukketeater. Min søster hedder Rifka og er i Sverige. Min anden søster hedder Anna. Jeg går i skole, og jeg sidder ved siden af Joszef, han er min bedste ven. Min mor hedder min mor hedder... Han kunne ikke huske det. Så enkelt var det. Han kunne ikke huske sin mors navn. Gråden kom dybt nede fra hans bryst og vældede ud af øjne og næse og mund. Han ville tilbage ikke til sine stedforældre, men 15