Abraham og Isak på jysk En narratologisk analyse af Jeppe Aakjærs genfortælling af Første Mosebog kapitel 22 vers 1-14 Af Anders Wedel Berthelsen Indholdsfortegnelse Indledning og problemformulering. Side 2. Præsentation af teksterne. Side 2. Narrative fremstillingsformer. Side 3. Fabula og sjuzet. Side 3. Repræsentation af tale og tanke. Side 4. Fokalisering. Side 5. Propter og post. Side 7. Humor og hjemliggørelse. Side 7. Konklusion. Side 8. Noter. Side 9. Litteraturliste. Side 9. Bilag (5 ark): Faa r og Søn. Bilag (1 ark): Første Mosebog kap. 22 vers 1-14. 1
Indledning og problemformulering Læsning af Bibelen kan fremkalde mange følelser. Men den får næppe læserne til at le. Til gengæld er det muligt at gendigte nogle af Bibelens fortællinger, så de bliver humoristiske. Det gjorde forfatteren Jeppe Aakjær i 1912. Han omskrev, forjyskede og forlængede seks bibelske myter. I denne opgave vil jeg fokusere på én af disse fortællinger. Myten om Abraham og hans søn Isak har været udsat for mange filosofiske tolkninger. Denne opgave vælger en anden indfaldsvinkel, nemlig en narratologisk analyse af den jyske genfortælling og dens bibelske forlæg. Ved en komparativ gennemgang af Aakjærs pastiche-agtige version, Faa r og Søn, og den bibelske version, Første Mosebog kapitel 22 vers 1-14, vil jeg belyse, hvilke fortælletekniske greb der adskiller de to versioner, og hvorledes det narrative perspektiv strukturerer dem. Jeg vil især undersøge de narrative fremstillingsformer, forholdet mellem fabula og sjuzet, teksternes repræsentation af tale og tanke samt fokalisering. Af pladsmæssige hensyn vil vægten i særlig grad blive lagt på Aakjærs bearbejdning af det bibelske forlæg og i mindre grad på en analyse af den bibelske tekst. Præsentation af teksterne Første Mosebog er en af de fem mosebøger i Det Gamle Testamente. Abrahams historie fylder kapitlerne 11-25. Fortællingerne om ham bygger bl.a. på spændingen mellem Guds løfte til Abraham om en talrig efterslægt og Abrahams situation som barnløs i en høj alder. Hans hustru, Sara, føder dog Isak, men Gud kræver, at Abraham ofrer Isak på Morijas bjerg. Abraham adlyder, men bliver i sidste øjeblik standset af Guds engel (1). Abrahams lydighed er et tema, som Søren Kierkegaard behandler filosofisk i bogen Frygten og Bæven (1843). Jeppe Aakjær har grebet fortællingen anderledes an. Aakjær, der beskæftigede sig med både poetiske hyldester til naturen og med samfundskritiske romaner om landproletariatet, udgav i 1912 en atypisk bog, som han kaldte Af Gammel Jehannes hans Bivelskistaarri. Bogen består af seks fortællinger på jysk; alle er versioner af fortællinger i Bibelen. Faa r og Søn er den anden af disse fortællinger. Jeppe Aakjær skriver selv i sit forord: Jehannes er ikke nogen opdigtet Person; hans Døbenavn er Johannes Villadsen og han var født i Septrup i 1819 og levede i min Fødeby til sin død i 1903. Erindringen om hans Fortællekunst gaar endnu som en varm Iling igjennem mit Sind. Johannes har vel ikke haft Lod eller Del i disse Smaahistoriers Udformning, ikke heller i Æmnevalget, men alligevel var det hans kildefriske for alle dogmatiske Hensyn befriede Fortællemaade, der gav mig Ideen til Bogen. Aakjær skal altså her betragtes som et medium, der ikke nødvendigvis ordret gengiver Villadsens fortællinger, men som forsøger at give fortællingerne præg af Villadsens fortællemåde. 2
Narrative fremstillingsformer Hermed er scenen sat til en nærmere narratologisk gennemgang af udvalgte forskelle på de to versioner. Den forskel, der først falder i øjnene, er længden. Kapitel 22 vers 1-14 i Første Mosebog består af ca. 330 ord. Aakjær-versionen rummer ca. 1700 ord. Den store forskel i længde skyldes bl.a. de narrative fremstillingsformer. Den bibelske version er i overvejende grad mimetisk, idet den uden sidespring og falbelader præsenterer det skete, som det vil tage sig ud for et øjenvidne. Den er scenisk og kronologisk, præget af showing og uden refleksioner. Den udbredte brug af tidskonjunktionen da vidner om bibeltekstens opremsende karakter. Bibelteksten har dog også et strejf af den diegesiske fremstillingsform, idet fortælleren (eller fortælletraditionen) tydeligvis har bestemt, hvad der er værd at fortælle. I den bibelske version fremstilles begivenhederne i en stram version. Fortælleren (fortælletraditionen) har kun medtaget, hvad der nødvendigt for, at det mytiske budskab forstås. Fx er en hel dags hændelser kogt ned til et enkelt vers (vers 3). Aakjær-udgaven er i højere grad præget af telling, af panoramisk medieret repræsentation, af udvælgelse, refleksion og kombination, som er kendetegn ved den diegetiske fremstillingsform. Aakjær veksler mellem dialog og tankestrømme og anvender - som det senere vil blive eksemplificeret - en anderledes repræsentation af tale og tanke samt en anderledes fokalisering end den bibelske tekst. Fabula og sjuzet Når Aakjær-teksten er væsentligt længere end urfortællingen, skyldes det bl.a., at Aakjær har tilføjet handlingselementer. Det fremgår ved en skematisk gennemgang af fortællingernes fabula og sjuzet, som er den russiske formalismes begreber for henholdsvis fortællingens serie af begivenheder og den orden, de fortælles i (2). Aakjær-tekstens sjuzet kan opdeles i 13 hovedelementer: Abraham vågner. Gud kalder. Abraham tænker/taler med sig selv. Abraham røgter kreaturer. Sara vågner og undrer sig. Abraham vækker sønnen Isak. Beskrivelse af morgenen. Metabetragtning over Isaks fødsel og forholdet mellem far og søn. Dialog mellem far og søn, mens de rider af sted til Morija. Far bygger alter. Far binder søn og sætter kniven på hans strube. Gud griber ind. Abraham ofrer en vædder. Kort slutning om den lunefulde skæbne. Den bibelske fortællings sjuzet indeholder derimod kun 10 (korte) elementer: Indledning, hvor Gud taler til Abraham. Abraham sadler sit æsel og rider af sted med Isak og to drenge. På tredjedagen får Abraham øje på stedet langt borte i Morija og fortsætter alene sammen med Isak, med brænde og med kniv. Dialog mellem far og søn. Far bygger alter. Far griber kniven for at slagte sin søn. Herrens engel griber ind. Englen taler og konkluderer. Abraham ofrer en vædder. Abraham navngiver stedet. 3
Fabulaen er i Aakjær-teksten: Isaks fødsel. Forholdet mellem far og søn. Abraham vågner. Gud kalder. Abraham tænker/taler med sig selv. Abraham røgter kreaturer. Sara vågner og undrer sig. Abraham vækker sønnen Isak. Beskrivelse af morgenen. Metabetragtning over Isaks fødsel og forholdet mellem far og søn. Dialog mellem far og søn, mens de rider af sted til Morija. Far bygger alter. Far binder søn og sætter kniven på hans strube. Gud griber ind. Abraham ofrer en vædder. Fabulaen er i bibelteksten: Gud taler til Abraham. Abraham sadler dagen efter sit æsel og rider af sted med Isak og to drenge. På tredjedagen får Abraham øje på stedet langt borte i Morija og fortsætter alene sammen med Isak, med brænde og med kniv. Dialog mellem far og søn. Far bygger alter. Far griber kniven for at slagte sin søn. Herrens engel griber ind. Englen taler og konkluderer. Abraham ofrer en vædder. Abraham navngiver stedet. Som det fremgår, er der ikke mange divergenser mellem rækkefølgen i fabula og sjuzet. Bibelteksten har et fuldstændigt kronologisk forløb, hvorimod Aakjær-teksten indeholder enkelte metabetragtninger og tilbageblik (fx om Isaks fødsel og forholdet mellem far og søn). Anskuer man de to tekster gennem de russiske formalisters briller, vil man nok synes, at springet fra fabula til sjuzet er kort - at teksterne, især den bibelske, mangler forudgribelser, tilbagegreb, forskydninger, gentagelser og ikke mindst dens retarderende elementer (3). Aakjær-teksten er heller ikke rig på de anti-narrative elementer som ekskurser og digressioner, om end de findes i beskrivelsen af morgenstemningen og i beskrivelsen af Abrahams besvær med at få børn. Repræsentation af tale og tanke En analyse kan også baseres på, hvorledes de to tekster fremsætter tale og tanke. Her er det relevant at inddrage Michael Toolans kategorier inden for repræsentation af karakterers tale og tanke (4). Hans tre hovedtyper er: pure narrative ( ren fortælling ), direkte diskurs og indirekte diskurs. Begge tekster har en udstrakt brug af direkte diskurs, hvor direkte tale forekommer i præsens, mens den omgivende tekst er i præteritum. Eksempler fra bibelversionen er: Da sagde han: Tag din søn Isak. Så sagde Abraham til sine drenge: Bliv her med æselet. Da sagde englen: Ræk ikke din hånd ud mod drengen. Hos Aakjær findes brugen af direkte diskurs i en sætning som: Abraham to hans bette sped Haând og kaldt: Ka du vown, mi Baa n. Du sku gjân med di Fa r ad æ Bøj. (p. 347). Direkte diskurs er kendetegnet ved, at den anvender karakterens pronominer (fx jeg i bibelversionen og det jyske a i Aakjærs version), mens indirekte diskurs benytter fortællerens pronominer. Indirekte diskurs er fx sætninger af typen Han sagde, at han. Sådanne sætninger optræder imidlertid ikke i de to tekster. I begge versioner optræder ren fortælling. Bibelen beretter således: Da Abraham den tredje dag så op, fik han øje på stedet langt borte. Og Aakjær skriver (p. 349): Han band æ Øg ved en Rawt og begynd aa law istand ten en Alter. En væsentlig narratologisk forskel falder i øjnene, hvis man kigger på brugen af såkaldt fri indirekte diskurs. Denne er kendetegnet ved at følge fortællerens tempus (oftest præteritum) og ved at benytte 4
fortællerens pronominer, mens det er karakterens tid og sted, der er sætningens deiktiske centrum. Et eksempel hos Aakjær er: Abraham haa gan og list saa forsigtig, han vild jo ett, hun skuld ha vidst nøj om æ (p. 347). Fri indirekte diskurs har en hyppig forekomst af modalverber som kunne, skulle og ville. Alene på pagina 347 optræder kund tre gange samt sku og vild hver én gang. Adverbialer som vel, alligevel og aldrig (wal, p. 346, iløwle, p. 346, aalle, p. 348) er ligeledes særtræk ved fri indirekte diskurs, som er en markant og gennemgående repræsentationsform i Aakjær-teksten - og fraværende i bibelversionen. Ved at anvende Toolans kategorier fremgår det, at bibelteksten i høj grad er præget af direkte diskurs og af ren fortælling. Aakjær-teksten har derimod en større variation i fremstillingen af karakterers tale og tanke. Her benyttes både direkte diskurs, fri indirekte diskurs og ren fortælling. Fri indirekte diskurs kan være en både meget fortællernær og meget karakternær repræsentation. I Faa r og Søn er den meget karakternær, idet den især anvendes til at fremstille karakteren Abrahams tanker. Den udstrakte brug af fri indirekte diskurs hos Aakjær skaber en høj grad af identifikation med karakteren Abraham og virker som en kontrast til Bibelens mere nøgterne fremstilling. Den direkte henvendelse til læserne i anden person flertal ( Nu kan I trow, Abraham bløw wogen, p. 346) understreger dette forhold. Fokalisering Da Michael Toolan har en primært lingvistisk og formel tilgang til repræsentation af tale og tanke, er det interessant også at inddrage Shlomith Rimmon-Kenan (5), der foretrækker begrebet fokalisering (6) som en metode til at afklare, hvem der ser, taler og tænker i en tekst. Hun skelner mellem, hvem der er fortælleren, og hvem der besidder det narrative perspektiv/perceptionen. Denne kan dog være én og samme. Rimmon-Kenan differentierer mellem ekstern og intern fokalisering og underopdeler disse kategorier i indefra-syn og udefra-syn. Ekstern fokalisering kan bevæge sig i tid og rum og befinder sig uden for de repræsenterede begivenheder, mens intern fokalisering knytter sig til fokalisatorens tid og rum og befinder sig inden for de repræsenterede begivenheder. En førstepersons-fortælling er således internt fokaliseret. Bag begge analyserede tekster optræder en ekstern fokalisator, der befinder sig uden for de repræsenterede begivenheder, og som er mobil i tid og rum. Både ved ekstern og intern fokalisation kan perceptionens objekt ifølge Rimmon-Kenan ses indefra eller udefra. Det er karakteristisk for indefra-syn, at læseren får adgang til karakterers tanker, følelser og holdninger, hvorimod udefra-syn er en mere nøgtern beskrivelse af ydre handlinger. På dette punkt adskiller de to versioner sig væsentligt fra hinanden. Hos Aakjær træder man flere gange ind i Abrahams tankestrømme og et par steder desuden med Saras og endda Vorherres. Alene 5
brugen af verber som tyt (syntes), mærked (mærkede), sans (sanse) og hans tanker krêst (kredsede) indikerer, at Aakjær-teksten inddrager tanker og følelser. Faa r og Søn indledes ligefrem med et indefra-syn : En Næt vaawner Abraham op af hans sød Søwn og tyt, ligesom der war jen, der raaft paa ham. Han letter sæ op paa æ Aalbo og lyder: Tho det war da underle, nu sak æ hiel hen! Saa haaj æ wal iløwle wot nøj, han haaj dremt. Indefra-syn og tankestrømme forekommer igen på p. 346-347: Abraham sto, som war han bløwen howormslawn. Kund æ vær Worherr hans Mjenning? Bette Isak hans jennest Baa n, hans Ywstien, ham sku han nu legg ød! Det haaj Worherr saa te ham, og han plejed ett aa sej nøj mir end jen Gaang! Abraham sto og bløw aal sølle; han mærked hwerken de kold Stien under hans baar Fedder, heller æ nætkuld, der begynd aa søg ham. Det var knap, han kund sans aa find ad æ Seng ijen, og Søwn war der aalle aa tink ved. Søen laa han og vent paa æ Dawskjar, imen manne bedrøwele Tanker gik gjemmel hans gammen Hued. Kort efter (p. 347) flytter indefra-synet til hustruen Sara: Ih, det var da en sær Tid aa staa op paa: hwad kund han ha aa gaa og rimstir atter den tiddaws. Nu kam han ind i æ Bryggers. Ih, hør te ham, nu slef han en Knyw paa æ dartrin! Hwad haaj han aa brug Knyw te? Vild han te aa slagt? Det plejed da gjân aa vær hinne Bestilling. Her er det påfaldende, at Sara i sidstnævnte sætning omtales i tredje person, selv om den tænkende/talende helt åbenlyst er hende selv. At foretage en narratologisk analyse baseret alene på lingvistiske, grammatiske forhold viser sig således i dette tilfælde at være en faldgrube. Indefra-synet kommer til udtryk i tredjepersons-sætninger flere steder i teksten, således på pagina 347: Abraham haaj gan og list saa forsigtig, han vild jo ett, hun skuld ha vidst nøj om æ. Og på p. 348: Æ Suel skjenn og æ Fowl sang; men hwad kund det rør Abraham? Han haaj jo hans egen taang Tanker aa gaa op ad Bakker mej. Hwer jennest jen krêst de om æ Baa n dér, og det der sku passir i Daa. På p. 348 optræder indefra-synet igen: Abraham vild skywl hans Torer for æ bette Kytter. Selv Vorherres tanker kommer til syne i teksten (p. 350), dog formidlet som en del af Abrahams erkendelse: Worherr haaj ett mint nø ondt med æ; han vild baare ha æ Mand saat paa Prøw; og den fild søen haadtlelaaren; da for wos aa tykk! Teksten afsluttes med et fokusskift til en alvidende fortæller, der i en meta-betragtning konkluderer: Og saa end da hér for den jen som den naaen Maaaengraad i Awtengled! Modsat Aakjærs tekst har bibelteksten et nøgternt udefra-syn på karaktererne, hvis tanker og følelser viger for handlingsbeskrivelsen. Bibelen meddeler lakonisk: Og Abraham greb kniven og rakte hånden ud for at slagte sin søn. Samme handlingselement udvides hos Aakjær med Abrahams følelsesmæssige kvaler i indefrasynet: Men Abraham gik som med en Spægger i hans Sid. 6
Bibelteksten er således - i henhold til Rimmon-Kenans kategorier - præget af ekstern fokalisering med udefra-syn, mens Aakjær-teksten har ekstern fokalisering med indefra-syn (primært Abrahams syn). Man kan diskutere, om en tekst svækkes stilistisk, hvis den indeholder brud på fokaliseringen, som det er tilfældet i Faa r og Søn, hvor Abrahams fokus brydes nogle få steder. Da bruddene forekommer bevidste og ikke bringer forvirring i læserens opfattelse af, hvem der er fokalisator, kan de dog næppe karakteriseres som dårlig stil. Endelig kan Aakjærs imitation af mundtlig fortælling legitimere eventuelle brud på fastslåede skønlitterære normer, fx tempusspringet mellem præsens og præteritum allerede i tekstens første sætning ( vaawner, tyt og raaft ). Propter og post Det er påfaldende, at bibelversionens vers har en meget skabelonagtig og monoton indledning. Uanset hvilken oversættelse man kigger på, er antallet af bindeord som da og så stort. I 1974- udgaven indledes hele 7 af de 14 vers med ordet da. Skal der anlægges en narratologisk vinkel på dette fænomen, kan man inddrage Aristoteles betragtninger om kausalitet. Han skriver i sin Poetikken (7): Jeg kalder handlingen simpel og enkel, når dens forløb ( ) sker i sluttet konsekvens og enhed, og udviklingen foregår uden skæbneomslag eller genkendelsesscener; kompliceret kalder jeg den derimod, når udviklingen foregår i sammenhæng med en genkendelse eller skæbneomslag eller begge dele. ( ). For det gør en stor forskel, om noget sker på grund af noget andet eller blot efter dette. Aristoteles kalder dette for forskellen på propter og post. På mikroniveau kan forskellen ses lingvistisk på, om der berettes additivt ( og så, og så ) eller kausativt ( fordi, derfor ). Ud fra dette kriterium er bibelteksten additiv, simpel og enkel. På makroniveauet er der dog en sammenhæng mellem bibelfortællingens dele. Den indeholder desuden det skæbneomslag (peripeti), som Aristoteles forudsætter i sin definition af en kompliceret tekst: Isak forventes ofret, men skånes. Aakjærs tekst er også hovedsagelig additiv, men den indeholder mere varierede sætningskonstruktioner, bl.a. i kraft af den tidligere påviste større variation i repræsentationen af tale og tanke. Humor og hjemliggørelse Hvad der klart adskiller de to tekster, er Aakjærs humoristiske hjemliggørelse. Landskabet er de jyske hedebakker. Morijas bjerg er blevet til Moria krat. Abraham er en jysk bonde eller husmand, der røgter kreaturer på heden, hvor det farligste dyr er en hugorm. Abraham og Isak rider ikke på et æsel, men på et øg. At Aakjær lader bibelske personer tale jysk, giver i sig selv teksten et parodisk skær. 7
Aakjær har omplantet den bibelske fortælling med dens skæbneomslag til et genkendeligt univers med karakterer, den jyske læser let kan identificere sig med. Han har mærkværdiggjort den oprindelige myte og givet den nye indre sammenhænge; fx inddrager han tale og tanke hos karakteren Sara (som ikke optræder i bibelversionen), hvorved intimsfæren får en central plads i fortællingen. At Aakjær har hjemliggjort myten i sin egen jyske kulisse, virker i sig selv humoristisk. At opleve de bibelske karakterer som jyder svarer til nogle af karnevalkulturens, folkekomediernes og farcernes virkemidler, hvor det velkendte vendes på hovedet (8). Aakjær gør også de geografiske afstande kortere og kan derfor lade hele handlingen udspille sig på én dag, mens Bibelens version strækker sig over tre dage. Selv Gud er i Aakjærs tekst menneskeliggjort, idet han taler jysk, og idet hans tanker kommer til udtryk (p. 38), hvilket også forlener fortællingen med det antiautoritære skær, der er kendt fra karnevalkulturen. Aakjærs omlokalisering af en universel bibelsk fortælling understreger i øvrigt den hjemstavnsdyrkende side af hans forfatterskab. Konklusion: Aakjærs version er karakternær og jordnær Aakjær har i sin fortælling en udstrakt brug af tankestrømme og fri indirekte diskurs samt ekstern fokalisering med indefra-syn, en udvidet sjuzet i forhold til bibelversionen og en mere kausativ end additiv sætningsopbygning. Disse narratologiske greb giver den jyske fortælling et stærkt karakternært præg og skaber en høj grad af identifikation mellem fortæller og læser - en identifikation som den mere nøgterne bibelske tekst ikke befordrer i samme grad (9). Aakjærs hjemliggørelse af den bibelske myte og menneskeliggørelsen af Gud tilfører fortællingen et jordnært præg, som ligeledes fremmer identifikationen mellem fortæller og læser. Forskellen på det enkle og nøgterne i den bibelske tekst og den narratologisk mere varierede fortælling hos Aakjær kan skyldes, at bibelteksten har et missionerende øjemed, hvor et klart budskab og en stringent fortællemåde har høj prioritet, mens Aakjær-teksten primært synes at have et underholdende formål. 8
Noter (1) Den Store Danske Encyklopædi. Bind 1. Kbh. 1994. Side 27. (2) Jørgen Holmgaard: Narrativitet og narratologi in: Narratologi (kompendium), Syddansk Universitet, Kolding, 2008. P. 5-7. (3) Jørgen Holmgaard: Narrativitet og narratologi in: Narratologi (kompendium), Syddansk Universitet, Kolding, 2008. P. 6. (4) Michael Toolan: The articulation of narrative text III (2001) in: Narratologi (kompendium), Syddansk Universitet, Kolding, 2008. (5) Shlomith Rimmon-Kenan: Text: Focalization (1983/2002) in: Narratologi (kompendium), Syddansk Universitet, Kolding, 2008. (6) Gérard Genette lancerede begrebet fokalisering i Discours du récit (1972). Begrebet behandles hos bl.a. Aaslestad p. 83-93. (7) Aristoteles: Poetikken. Her citeret fra 2003-udgave, p. 29. (8) Dette emne behandles i bl.a.: Michail Bakhtin: Rabelais and his World. Cambridge, Mass. 1968. Michail Bakhtin: Karneval og latterkultur. Frederiksberg 2001. (9) Min konklusion må ikke lede til den misforståelse, at Bibelen mangler litterære virkemidler. Meir Sternberg påviser i The Poetics of Biblical Narrative overbevisende, at Bibelen - selv om den har rødder i ældgammel overlevering - udviser mange ligheder med litterær modernisme. Bibelen er dog ikke det primære analyseobjekt i denne opgave. Litteraturliste Jeppe Aakjær: Af Gammel Jehannes hans Bivelskistaarri. En bette Bog om stur Folk. København 1912. Sidetal i denne opgave henviser til bind 7 i Samlede Værker 1-8. København 1918-1919. Bibelen. Den hellige skrifts kanoniske bøger. Udgivet af Det Danske Bibelselskab. København 1974. Narratologi (kompendium). Syddansk Universitet, Kolding, 2008. Petter Aaslestad: Narratologi. En innføring i anvendt fortælleteori. Cappelen Akademisk Forlag, 1999. Stefan Iversen og Henrik Skov Nielsen (red.): Narratologi. Aarhus Universitetsforlag, 2004. Meir Sternberg: The Poetics of Biblical Narrative. Indiana University Press, 1985. 9
10