Islam og Kristendom Forskelle og Ligheder

Islam og Kristendom Forskelle og Ligheder Diskussioner om islam og kristendom er meget oppe i tiden, og det er svært at komme igennem sin avis uden referencer til begge religioner. Men hvor store er forskellene, og hvor meget har de to religioner til fælles? Denne guide kigger nærmere på udvalgte dele af religionernes centrale tekster og peger på de mest markante ligheder og forskelle. Tekst: Niels Valdemar Vinding, PhD Fellow, Centre for European Islamic Thought Redigeret af Philip Dam, Berlingske Research - Oktober 2012

03 De abrahamitiske religioner 04 Om biblen og koranen 07 Undgå misforståelse om Jesus og Muhammed 09 Sammenligning af religionerne på centrale punkter 2

Introduktion På et kort over verdens brandpunkter er der mange af konflikterne, hvor religion er en afgørende del. Krig og uro til trods er der ikke bare mange ligheder mellem islam og kristendom, der er faktisk en slags kulturelt, religiøst og litterært slægtskab. Grundfortællingerne er de samme og fordi, de er blevet fortalt igen og igen, er der små, men afgørende, forskelle, som får stor betydning i løbet af tre tusinde års historie. Ifølge Koranen er Allah den samme som Gud i både det nye og det gamle testamente. Figurer som Abraham, Isak, Ismael, Josef, Jesus, Moses og englen Gabriel går også igen i begge religioner. I denne guide fortælles kort om de abrahamitiske religioner, om de hellige tekster i kristendom og islam og om teksternes indbyrdes forhold. For at undgå misforståelser fortælles også kort om Jesus og Muhammed. For selvom de begge kendetegner hver deres religion, er de ikke lige til at sammenligne. Sidst i guiden er der en tabel, hvor nogle af de vigtigste temaer er sammenlignet. De abrahamitiske religioner Sammen med jødedommen bliver kristendom og islam kaldt de abrahamitiske religioner, fordi alle tre ifølge deres egne traditioner kan spores tilbage til patriarken Abraham, og fordi de deler de fortællinger, der går forud for Abraham. Historien om Abraham kendes fra den hebraiske bibel, som næsten er identisk med det, som de kristne kalder det gamle testamente. Midt i den første tekst heri, 1. Mosebog 12-25, fortælles historien om Abraham. Selvom Abraham i høj alder ingen børn har, bliver det alligevel lovet ham, at han skal være stamfader til alle Guds folkeslag: Da Abram var nioghalvfems år, viste Herren sig for ham og sagde til ham:»jeg er Gud den Almægtige! Du skal vandre for mit ansigt og være udadlelig (=Uden fejl og mangler, red.). Jeg vil stifte en pagt mellem dig og mig, og jeg vil gøre dig uhyre talrig.«abram kastede sig ned, og Gud talte til ham:»jeg indgår en pagt med dig, og du skal blive fader til en mængde folkeslag (Det gamle Testamente, 1 Mos 17,1-4) 3

DE HELLIGE TEKSTER Ordet bibel er græsk og betyder bog, men i virkeligheden er hverken den hebraiske bibel, som jøderne bruger, eller den kristne bibel sammenhængende bøger. De består hver især af mange forskellige tekster af forskellige forfattere, der er samlet langt senere end de er skrevet i en såkaldt kanon. Noget lignende gælder for Koranen, men her er efter alt at dømme kun et ophav. Det gamle Testamente I den kristne bibel udgør det gamle testamente den første og største del. Det gamle testamente er næsten den samme som den hebraiske bibel, som er jødernes hellige bog. I den protestantiske redaktion er der 39 skrifter, som tilsammen fortæller historien om Guds udvalgte folk, Israel, som han har indgået en aftale eller pagt med. En vigtig del af aftalen er, at den udvalgte konge, Messias, skal frelse jøderne for altid. Jøderne kalder deres bibel for Ta-Na-K, som er en reference til lovskriften (Torah), til profetskrifterne (Neviim), og til de hellige skrifter (Kethuvim). Teksterne i det gamle testamente er fra ca. 1200 500 f.kr. og er samlet så sent som år 100 f.kr. Det nye Testamente Den mindre anden halvdel af biblen er det nye testamente, og indeholder 27 forskellige evangelier, skrifter, fortællinger og breve. Det ny testamente fortæller historien om manden fra Nazaret, Jesus, og om hvordan det blev kendt for verden, at han var Kristus den salvede, som skulle dø for menneskehedens synder. Kristus er det græske ord for Messias. Teksterne i det nye testamente er fra ca. 40 100 e.kr. og er samlet ca. 120 150 e.kr. Koranen Almindeligvis bruger man ikke ordet bibel om Koranen, men ordet er fra arabisk og betyder at læse. Koranen indeholder 114 sura er, altså kapitler, af forskellig længde og er blevet åbenbaret via englen Gabriel til Profeten Muhammed, som han gav videre til muslimerne i Mekka og Medina. Teksterne i Koranen blev åbenbaret fra 610 632 e.kr., hvor Muhammed døde, og er samlet i årene derefter og så sent som 656 e.kr. 4

Fordi kristendommen genbruger mange af det gamle testamentes historier i det nye testamente, så er Abraham også en del af de kristne fortællinger. Det forholder sig således, at det glædelige budskab om Kristus i evangelierne og brevene fra det nye testamente er en kritisk genfortolkning, der trækker på ideerne fra det gamle testamente. Meningen med det er at forklare, hvorfor manden fra Nazaret er den, han udgiver sig for at være, nemlig Guds søn og den lovede frelser, Messias/Kristus. Derudover er meningen, at budskabet dermed kan komme til alle på jorden og ikke bare jøder. For eksempel skriver Apostlen Paulus i Galaterbrevet: Alle I, der er døbt til Kristus, har jo iklædt jer Kristus. Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde, for I er alle én i Jesus Kristus, og hører I Kristus til, er I også Abrahams afkom, arvinger i kraft af Guds løfte. (Det nye Testamente, Gal 3, 27-29) Historien om Abraham, som både jødedom og kristendom fortæller den, er, at Abraham først fik sønnen Ismael med sin trælkone Hagar, fordi hans hustru Sara ikke var frugtbar (1 Mos 16). Alligevel fødte Sara senere sønnen Isak, og hun bad Abraham om at fordrive Hagar og Ismael ud i ørkenen (1 Mos 21), fordi det var Guds vilje: med hensyn til Ismael bønhører jeg dig. Jeg vil velsigne ham og gøre ham uhyre frugtbar og talrig. Tolv høvdinge skal han blive far til, og jeg vil gøre ham til et stort folk. Men min pagt opretter jeg med Isak, som Sara skal føde dig næste år ved denne tid. I biblen fortælles, at de bosætter sig ved en brønd, som Gud åbenbarer og at Gud var med drengen. Senere bliver Abraham af Gud bedt om at ofre sin søn Isak, men en engel griber ind i ofringen i sidste øjeblik, fordi Gud har fået bevis for Abrahams stærke tro. Historien om Abraham går igen i Koranen, men der er en afgørende forskel i fortællingen. Her er Ismael at finde på sin rette plads som Abrahams førstefødte og retmæssige arving. Derfor er det i den islamiske tradition bl.a. også Ismael, som Gud beder Abraham om at ofre, og ham som englen redder i sidste øjeblik. Endvidere fortælles det, at Abraham rejser med Ismael til den arabiske halvø, hvor Abraham hjælper Ismael med at bygge et hus til tilbedelse af Gud, og hvortil, der skal komme en senere profet. Dette hus er ifølge Koranen Kaba en i Mekka, det helligste sted i det islamiske univers, og profeten er Muhammed. Og da Abraham opførte Husets grundmure sammen med Ismael. "Herre! Tag imod dette fra os! Du er Den Hørende og Den Vidende. Herre! 5

Få os begge til at overgive os til Dig, og skab af vore efterkommere et fællesskab, der overgiver sig til Dig! Vis os vore ritualer, og tilgiv os! Du er Den Tilgivende og Den Barmhjertige. Herre! Send en udsending til dem, en af deres egne, som kan læse Dine tegn op for dem, lære dem Skriften og Visdommen at kende og rense dem! Du er Den Mægtige og Den Vise. (Koranen, Sura 2, vers 127-129) Det forklares videre i Koranen, at Abraham var den første rettroende Muslim og der gives en forjættelse om den islamiske tro og fællesskab (Sura 3, vers 67). Ordet 'overgive' i citatet kommer af samme rod som ordet islam. I den islamiske tradition er det derfor tydeligt, at Ismael var stamfader til araberne og derfor til det folk, som Muhammed skulle sendes til. Ifølge islamisk genealogi er Muhammed efterkommer af Ismael. Højtiden Eidul-Adha fejrer Abrahams villighed til at føje sig Gud og ofre Ismael. I 2012 fejres det fra 26. oktober og to dage frem. Det er med udgangspunkt i det abrahamitiske slægtskab, at de tre religioner forstår hinanden. Eksempelvis blev islam oprindeligt ikke set af de kristne som en hedningetro, men et kætteri, dvs. en misforståelse af Guds budskab. Islam har derimod holdt på, at alle bogens folk, som de tre religioner kaldes, har adgang til Guds ord gennem Koranen. De tre teksters indbyrdes forhold Et af de centrale motiver fra det gamle testamente er frelsen og det evige liv, som Gud i sin pagt har lovet til menneskene. Det er den frelse og pagt, som det nye testamente lærer de kristne er opfyldt i dåben og i troen på den korsfæstede Kristus. Som sådan er der ingenting i det gamle testamente, der peger på at, der skal komme et nyt testamente efter det. Fra et litterært synspunkt er teksterne i det nye testamente bare sene tilføjelser med litterære referencer, fælles billedunivers og henvisninger. Alligevel er udvalget af tekster i det gamle testamente nøje parret til det nye testamente, således at der ikke er en tekst i biblen, der ikke har en parallel i det andet af de to testamenter. I islam er Koranen helt klart bekendt med både det gamle og det nye testamente og ser sig selv som den endegyldige bekræftelse af begge dele. Eksempelvis kendes Jesus som profet og søn af Maria, og selve teksten fra det nye testamente kendes som evangeliet. Vi lod Jesus, Marias søn, følge i deres spor for at bekræfte Toraen, som forelå før ham. Vi gav ham Evangeliet med retledning og lys til bekræftelse af Toraen, som forelå før det, som en retledning og formaning til de 6

gudfrygtige. (Koranen, Sura 5, vers 46) Ligeledes er historien om Josef gengivet lange passager, jf. Sura 12 Josef. Mange af de andre profeter kendes også i Koranen og historien om Israels børn, der ikke ville gøre, som Moses fortalte (2 Mos 32), står som en slags skræmmebillede eller prototype for Muhammeds forhold til muslimerne i Mekka. Det er interessant at bemærke, at en yngre tekst dvs. det nye testamente i forhold til det gamle og Koranen i forhold til biblen forstår sig selv som en naturlig forlængelse af den ældre. I biblen er der en henvisning til en såkaldt anden talsmand (Gr., parakletos ), som efter sigende skal følge efter Jesus og komme til disciplene som en helligånd eller som en slags advokat, hjælper eller vejleder for menneskene over for Guds dom (Joh 14,16). Han er omtalt primært i Johannesevangeliet, der er sandsynligvis er det yngste og som står som det sidste af de fire evangelier. Der er mange muslimske fortolkere, der mener, at denne anden talsmand er Muhammed, som er kommet til at fuldende det, som alle de andre profeter forgæves forsøgte at fortælle, nemlig den sande åbenbaring, der bringer menneskene i det rigtige forhold til Gud. Dette rigtige forhold til Gud er hengivelse eller overgivelse. Ordet islam kan netop oversættes med disse ord. Denne ide kan spores tilbage til Ibn Ishaq, der døde i år 767. Undgå misforståelser og forviklinger af Jesus og Muhammed At islam forstår Jesus som endnu en profet sendt til menneskeheden er ikke sådan, som kristendommen forstår tingene. Jesus er nemlig Kristus, der er Guds egen søn, som skal komme for at sikre verdens frelse og menneskene evigt liv: "For således elskede Gud verden, at Han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på Ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv." (Det nye Testamente, Joh 3,16) Her er det vigtige, at Gud elsker menneskene, som han elskede sin søn, og at Jesus Kristus er kommet for at tage menneskenes synder på sig og frelse dem fra den himmelske dom. Kristus er at forstå som Guds ord, løfte og åbenbaring til menneskene. Det er afgørende forskelligt fra den rolle, som Muhammed har som Guds endegyldige profet i islam. Ifølge Koranen kommer englen Gabriel med den guddommelige åbenbaring til Muhammed, der blot er en budbringer for Allah og hans vilje. Fra ca. år 610 begynder Muhammed så at videregive disse åbenbaringer til indbyggerne i Mekka, og dem, der tror 7

på det han siger, hengiver sig til Allah og bliver muslimer. De næste 22 år åbenbaredes og samledes resten af Koranen indtil Muhammeds død i år 632. I boksen til højre er et par af de sammenlignelige forskelle, som man kan være opmærksom på, når man sammenstiller fortællingerne om Jesus og Muhammed. KRISTENDOM VS ISLAM - I kristendommen er det Kristus der er Guds ord. I islam er det Koranen, der er Guds ord. - I kristendommen kommer Gabriel til Maria med det glædelige budskab fra Gud. I islam kommer Gabriel til Muhammed med budskabet om Guds enhed og herredømme over verden. - I kristendommen fortælles, at Maria er jomfru. I islam fortælles, at Muhammed var analfabet og ikke selv kunne skrive (Sura 7, vers 158). Begge dele understreger det mirakuløse. - I biblen fortælles, at Jesus var det eneste menneske, der ikke syndede. I islam fortælles om Koranen, at den er ufejlbarlig. 8

Tabel over vigtige temaer Gud Kristendom Biblen siger meget om Gud, der kaldes Elohim, hvilket er hebræisk for ordet gud, og for Yahweh, som er hvad man kan kalde Guds egentlige navn. Seks ting er dog helt klare fra biblens tekst om Guds kvaliteter: Gud er Gud. (2 Mos 3,14) Gud er lys. (1 Johs 1,5) Gud er liv. (Johs 14,6) Gud er sandhed. (Johs 14,6) Gud er kærlighed. (1 Johs 4,16) Gud er Ordet. (Johs 1,1) hvilket referer til Kristus. Gud er ifølge de bekendelser, der bliver til i den tidlige kirke, treenig. Gud er altså ét væsen i tre skikkelser, nemlig Gud Fader, Gud Søn og Gud Helligånd.Det som kirken kender som trosbekendelsen er inddelt efter den treenige Gud. Troen på den treenige Gud er sandsynligvis den største forskel fra kristendom til islam, der fastholder Guds enhed. (Se mere i Nørgaard-Højen, 2004) Islam På arabisk er Allah ordet for Gud og bruges af både kristne og muslimer, der dyrker Gud på arabisk. I islam kendetegnes Gud ved kun at være én, alvidende og barmhjertig. Gud kendetegnes desuden ved sine 99 navne, hvis væsen dog kun kendes af Gud selv. De første to kendes fra den islamiske velsignelse i Guds navn, Bismallah - I Guds, den Nådiges, den Barmhjertiges navn. Tronverset fra Koranen siges at være det mest brugte vers, fordi det viser Allahs magt over hele universet. Gud, der er ingen anden gud end Ham, Den Levende og Den Bestandige [ ] Alt i himlene og på jorden tilhører Ham. [ ] Han ved, hvad der ligger foran dem og bagved dem; men de omfatter kun, hvad Han vil, af Hans viden. Hans trone spænder over himlene og jorden. At opretholde dem er ingen byrde for Ham. Han er Den Ophøjede og Den Mægtige. (Sura 2, vers 255) 9

Skabelsen Tro Skabelsesberetningen i biblen findes i første kapitel af 1 Mosebog, og starter med I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden På seks dage skabte gud himlen, jorden, solen, månen, stjernerne, alt levende, og ikke mindst menneskene, Adam og Eva. Beretningen skal sandsynligvis ikke forstås bogstaveligt, men er en fortælling om Guds magt og om Jesus som den nye Adam, der kan frelse menneskene. Skabelsen er berømt gengivet billedligt af Michelangelo i det Sixtinske Kapel i Vatikanet. I den protestantiske variant af kristendommen findes der tre trosgenstande, nemlig Gud Fader, Gud Søn og Gud Helligånd, fordi de tre spiller en rolle i frelsen af mennesket. Det er grundstenene fra de oldkirkelige bekendelser. I den katolske variant holder helgener, derudover en særlig status, og mest central af dem er tilbedelsen af Jomfru Maria. Det betyder dog ikke at Maria er guddommelig. For at hjælpe til den rette tro, findes der en troslære, som er kirkens måde at guide til ret tro og ret praksis i mange af livets store spørgsmål. Koranen referer til den skabelsesberetning som er i 1. Mosebog (Sura 41, vers 9-12), men har et frit poetisk forhold til fortællingen. Koranen har et andet formål med at gengive den, som ses af disse vers. Gud er nemlig som skaber alvidende og kender derfor menneskernes liv og skæbner. Han er den, der skabte himlene og jorden på seks dage og derpå satte sig på tronen. Han ved, hvad der kommer ned i jorden, og hvad der kommer op af den; hvad der falder ned fra himlen, og hvad der stiger op til den. Han er med jer, hvor I end er. Gud ser, hvad I gør. Han ejer herredømmet over himlene og jorden. Til Gud bliver alting bragt tilbage. Han lader natten trænge ind i dagen og dagen trænge ind i natten. Han ved, hvad hjertet rummer. Kernen i den islamiske tro er at, der ingen gud er foruden Allah, og jeg bekender, at Muhammed er Allahs profet. Det er ordlyden i den islamiske trosbekendelse, som kaldes shahada eller vidnesbyrd. Det er den første af de fem søjler, efterfulgt af bøn, velgørenhed, faste og pilgrimsfærd. I islam er der opstillet en række genstande, som man kan tro på som en del af Guds skabelse. Således tror man på englene, åbenbaringen, profeterne, opstandelsen, dommedag og Guds forsyn. 10

Mennesket Opstandelse Biblen fortæller to varianter af skabelsen af mennesket. I første kapitel af 1. Mosebog bliver mennesket skabt i Guds eget billede, men i næste kapitel bliver det fortalt, at da formede Gud Herren mennesket af jord og blæste livsånde i hans næsebor, så mennesket blev et levende væsen (1 Mos 2, 7). Mennesket er særligt i Guds forhold til sit skaberværk, og er skabt til at fuldende værket i fortsat nyskabelse. Fordi menneske ikke altid magter dette, må Gud frelse mennesket gennem Kristus. Opstandelse betyder overgang til det evige liv. Kristus opstandelse fra de døde i påsken efter korsfæstelsen er en slags generalprøve på den opstandelse som er lovet alle mennesker efter døden. Han går foran for at tage vores skyld på sig. I Kristi himmelfart opfarer han til Guds rige. I tæt parallel til biblen skriver Koranen sådan om skabelsen af mennesket. Og da din Herre sagde til englene: "Jeg vil skabe et menneske af ler, af fugtigt mudder. Når Jeg har formet det og blæst noget af Min ånde ind i det, skal I falde ned for det i tilbedelse!" (Sura 15, vers 28-29) Gud skabte mennesket med det formål, at tilbede Gud (Sura 51, vers 56), og for at vise Guds magt over universet. Derudover har Gud sat mennesket som sin stedfortræder (kalif) på jorden. I Koranen er opstandelsen den sidste dag, hvor historien slutter og skabelsen bliver ugjort. "Hvornår er opstandelsens dag?" Når blikket blændes, og månen formørkes, og sol og måne forenes. På den dag vil mennesket sige: "Hvor kan man flygte hen?" Nej! Der findes intet tilflugts-sted. På den dag vil opholdsstedet være hos din Herre. På den dag bliver mennesket underrettet om, hvad det gjorde tidligt og silde. Nej, mennesket er et bevis mod sig selv, selvom det fremfører undskyldninger for sig selv. (Sura 75, vers 6-15) 11

Dommedag Paradis, helvede og evigt liv I kristendom er der forskel på den protestantiske og den katolske fortælling. De protestantiske følger Luther, der siger at kun dåb og tro er det, der skal til ved dommens dag. De katolske kristne holder fast på, at også gode gerninger hjælper. Det er vigtigt, at understrege, at kristendommen holder fast i, at dommen ikke bliver tilsidesat af Gud s nåde, men at Kristus netop døde på korset fordi alle er syndere. Dommen står ved magt, men Guds nåde er med de troende. Her ligner islam og kristendommen hinanden, for retfærdighed tilsidesættes ikke af nåden. Paradis, der i begyndelsen af det gamle testamente kaldes Edens have, er ikke nødvendigvis det samme sted som Guds rige, som er det menneskene loves i det nye testamente. Guds rige er at sammenligne med paradis, men er faktisk Guds indgriben i tiden, hvor han på jorden skaber en ny verdensorden med et nyt perfekt samfund. Efter at dette rige har hersket i 1000 år, kommer dommedag og tiden hvor menneskene skal ind i himlen eller i helvede. Alle, som er døbte i kristendommen, er allerede at regne for døde og genopstandne og skal være med Kristus i Guds rige til evighed. I salmen Den signede dag har Grundtvig dette billede af det evige liv: Så rejse vi til vort fædreland, dér ligger ej dag i dvale, dér stander en borg så prud og grand med gammen i gyldne sale; så frydelig dér til evig tid med venner i lys vi tale. (Salme 402) Efter opstandelsen kommer dommedag og alle mennesket gerninger samlet i en stor bog, hvor alt stor og småt står skrevet. Koranen fortæller at Den, der har gjort et støvgrans vægt af godt, vil se det, og den, der har gjort et støvgrans vægt af ondt, vil se det. (Sura 99, vers 7-8). I islam er dommedag ikke bare for muslimer, men De, der tror, og de, der er jøder, kristne og sabier; de, der tror på Gud og den yderste dag og handler ret, de vil få deres løn hos deres Herre. De skal ikke være bange og bliver ikke bedrøvede (Sura 2, vers 62) Efter dommedag kommer evigheden som den sidste tidsalder. Hvis manvar retfærdigog gjordegode gerningeri tilværelsen går mantiljannah Paradishaven. Hvis man havde nået for lidt ilivetog varuretfærdigi sine handlinger, eller varopsat på atbenægtesandheden ilivet, når detblev præsenteret foren, ville komme i Jahannam helvede. Paradis er Edens haver. Dér vil de træde ind tillige med dem af deres fædre, hustruer og afkom, der var retfærdige. Engle vil træde ind til dem gennem hver en dør og sige: "Fred være med jer, fordi I holdt ud!" Salig er den sidste bolig! (Sura 13, vers 23-24). Helvede, som kaldes ilden i det poetiske sprog er stedet for vantro, hyklere, polyteister,m.m., jf. Sura 2, vers 39: de, der er vantro og kalder Vore tegn for løgn, hører til i Ilden; dér skal de forblive til evig tid. Til den forsamling hører også syndere, tyranner, de uretfærdige, dem som skjuler Guds åbenbaring, mordere m.m. 12

Kilder: Biblen.Bibelen i standardudgave. Autoriseret dansk oversættelse. Bibelselskabets forlag, 2010. Elektronisk tilgængelig på:www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibel enonline.aspx Koranen. Ellen Wulff: Koranen i ny dansk oversættelse. Udgivet november 2006. 1. Udgave. Forlaget Vandkunsten. Elektronisk tilgængelig på www.forlagetvandkunsten.dk Om Det Gamle Testamente: Niels Peter Lemche: Det Gamle Testamente mellem teologi og historie: Den historisk-kritiske bibelforsknings storhed og fald. Forlaget Anis, 2008 Om Det Nye Testamente: Gads Bibel Leksikon, 2. Udgave, red. Geert Hallbäck og Hans Jørgen Lundager Jensen med Bertil Wiberg. Gads Forlag 2003. Om Koranen: Finn O. Hvidberg-Hansen: Koranen i udvalg. Verdensreligionernes hovedværker. Forlaget Spektrum, 1999. Om bekendelsesskrifterne: Peder Nørgaard- Højen: Den Danske Folkekirkes Bekendelsesskrifter. Tekst og Oversættelse, bd. 1. Kommentar, bd 2. 2. Korrigerede udgave. Forlaget ANIS, København 2004. 13