Tømrerlaugets Stiftelse En bevaringsværdig ejendom på Vesterbro

Bernadette Preben-Hansen og Beatrice Brandt, Vesterbro 2006 Indhold: 2 4 5 7 8 9 10 13 14 15 17 18 20 22 Tømrerlaugets Stiftelse Grundens historie før 1880 Justitsråd Kildes Gård Spekulanterne Drømmen om Valdemarsgade Bygmesteren: Københavns Tømrerlaug Arkitekten: Ludvig Vold Forlægget: Gisselfeld Kloster Bygningens opførelse Husets arkitektoniske værdi, ved arkitekt Kresten Agerbæk Ejerne Husets originalitet Epilog Summary Tømrermestrenes Stiftelse. Vold, 20. marts 1879 Tømrerlaugets Stiftelse En bevaringsværdig ejendom på Vesterbro

Gadefront. PB Valdemarsgade, nord. Stiftelsesgaden Tømrerlaugets Stiftelse Én af Valdemarsgades bemærkelsesværdige bygninger er ejendommen Tømrerlaugets Stiftelse, Valdemarsgade 11-13 på Vesterbro under Københavns Kommune, matrikel 371, Udenbys Vester kvarter. Bygningen er tegnet i 1879 af arkitekt Ludvig Vold, og opført i 1880 af Københavns Tømrerlaug. Ejendommen, i daglig tale Willy Hoppe efter et udhængsskilt endnu placeret på bygningens facade mod gaden, ejes i dag af Andelsboligforeningen A/B af 1. april 1986 under administration siden 1989 af advokat Eskild Kyhn. Andelsforeningen er medlem af gårdlauget Guldhornene, Sankt Matt hæus sogn, Vesterbro provsti, Københavns stift. Pernille Stensgaard har kommenteret bygningen: Villa i borgstil på den usædvanlige Valdemarsgade, hvor stiftelser og friboliger giver et åbent grønt udseende. Nærmest Frederiksbergsk. Vesterbro er arkitektonisk set et blandet kvarter, hvilket tydeligt ses af Valdemarsgade, som strækker sig fra Vesterbrogade til Sønder Boulevard. Den nordlige del af Valdemarsgade, imellem Vesterbrogade og Matthæusgade til Sankt Matthæus kirke, er domineret af en række stiftelser og friboliger: Suhrs Friboliger fra 1878, Tømrerlaugets Stiftelse fra 1880, Kong Christian den Niendes og Dronning Louises Jubilæumsasyl, tegnet 1894 af Ludvig Harald Knudsen, og Sankt Matthæus Sogns Plejeforening fra 1886. Om Valdemarsgade, nord har arkitekt Jørn Kjærsgaard skrevet: Valdemarsgades nordlige del udgør et særligt bebyggelsesmønster på Vesterbro. Vejstrækningens østlige side med de mange fritliggende bygningsanlæg, stiftelser og friboliger gør gaden til noget særligt i et bykvarter præget af karrébebyggelse. Da bygningerne ligger tilbagetrukket fra vejen, er der blevet plads til forhaver og træer, der giver gaden en grøn karak ter. Og konservator Jørgen Høj Madsen: Sankt Matt hæus kirken er omgivet 2

Suhrs Friboliger og Tømrerlaugets Stiftelse Tømrerlaugets Stiftelse af arkitektur af en særlig karakter. Kommer man fra Vesterbrogade ad Valdemarsgade, er denne gades arkitektur både som helhed og de enkelte bygninger en god optakt til mødet med kirken. Den sydlige del af Valdemarsgade fra Sankt Matt hæus kirke, imellem Matt hæusgade og Søndre Boulevard, bæ rer derimod præg af karrébebyggelse og arbej derkvarter. Ganske kendetegnende for gadens engang så forskelligartede sociale identitet eksisterede i sin tid en vejbom over Valdemarsgade ved Matthæusgade: Valdemarsgade, nord, en privat fællesvej, ønskede ingen uvelkommen sydlig trafik mod Vesterbrogade. I 1980 erne gennemførte Planstyrelsen en registrering, fotografering og vurdering af samtlige bygninger på Vesterbro med det formål at bestemme hver enkelt bygnings bevaringsværdi ud fra følgende kategorier: arkitektonisk, kulturhistorisk og miljømæssig værdi, originalitet og tilstand. Tømrerlaugets Stiftelse blev vurderet i kategorien tre: et dominerende bygningsværk af høj bevaringsværdi på det tætte Vesterbro, i området ved og nord for Sankt Matthæus kirke, ligeledes af høj bevaringsværdi. Bygningens naboejendom er fredet: Etatsråd Ole Bernt Suhr og hustrus friboliger for trængende grosserere og deres enker, tegnet 1877 af stadsarkitekt Ludvig Peter Fenger, der samme år tegnede Sankt Matthæus kirke. Arkitekt Vold havde tydeligvis iagttaget Fengers arbejde, da han tegnede de kamtakkede facader til Tømrerlaugets Stiftelse. De to ejendommes facader flugter og klæder uundværligt hverandre i gadebilledet. 3

Grundens historie før 1880 Landevejen til Valby Galgested Galgemølle Sankt Hans kirkegård Sankt Hans hospital Gedde 1761 Tømrerlaugets Stiftelse blev bygget på den gamle matrikel 48b, 44d og 49, afløst af den nye matrikel 371, der er gængs i dag. Grunden var før 1880 ubebygget, dog ingenlunde historieløs. I sekstenhundredetallet udgjordes Vesterbro af den murede galge (Københavns rettersted fra 1622), Galgemøllen, Pesthuset (Sankt Hans hospital), Pesthuskirke gården (Sankt Hans kirkegård) og det åbne Vesterfælled eller Pesthusfælled, efter Pesthuset, der lå i den sydlige del af det nuværende Valdemarsgade. Området, fælleden, henlå øde, ubebygget og skyet. Anden bebyggelse, gårdene og værtshusene, lå langs landevejen til Valby (Vesterbrogade), den vigtigste indfaldsvej fra det sjællandske opland til hovedstaden København. Da den militære demarkationslinje blev nedlagt i 1852 og Vesterport nedrevet i 1856, voksede byen hastigt udenfor voldene, og fra 1850 erne blev det nuværende Vesterbro skabt. Før 1859 henlå grunde ne omkring det nuværende Valdemarsgade som dele af Vesterfælled, ubebyggede med undtagelse af Valdemarsgade 2, hvor der havde ligget en stor gammel bindingsværksgård med tilhørende grunde. Området bar præg af fugtig sumpet undergrund: i henseende til dette jordsmons beskaffenhed, da samme er fuldt af huller og grave, som må fyldes og jævnes, og har megen sumpig grund, som må udtørres, hvortil meget anseelige bekostninger vil udfordres, 1779. At arealet var fuldt af huller og grave var allerede tidligere noteret i Københavns jordebog over udenbys grunde, 1694: magistratens brev, tolvte februar, 1680, som indeholder, at Jens Andersen er bevilget en plads og jordsmon, som var gamle grave og huller, da brygger Jens Andersen drev værtshuset Sorø Kloster på stedet. Fra 1731 var grunden ejet af kongelig køkkeninspektør og fjerkræ hofleverandør Christoffer Nelling, og blev anvendt som græsningsareal for gæs. I 1780 erne blev grunden anlagt ved hofagent Johannes Christopher Amberg og konferensråd Jessenius Clasen til brug for tobaksavl for tobaksfabrikken Friheden. Projektet gik dog konkurs, og grunden solgt i 1791 for siden at genopstå som Justitsråd Kildes gård. 4

Henriette Lund. KB 1806-matriklen: 48b, 44d & 49. Schlegel 1834 Justitsråd Kildes Gård I 1799 købte justitsråd, over krigskommissar i admiralitetet, Heinrich Christian Kilde gården. Han opkøbte igennem 1800-1810 erne nye arealer af fælleden, dels det manglende stykke syd for haven, dels endnu en stor parcel, matrikel 44d, der strakte sig tre hundrede alen længere mod syd fra vængernes bagskel. Gården blev en haveejendom, en københavnsk overklasses sommerbolig, med mange frugttræer og meget jordbærland. Henriette Lund, 1829-1909, der som barn opholdt sig på Justitsråd Kildes gård, nr. 48 på Vesterbro fem somre i træk, 1836-1840, beskrev den store gamle have med dets blomster, staudebede, aspargesbede, stikkelsbærbuske og frugttræer. Lund tilhørte det københavnske højborgerskab, og var på mødrenes side niece til filosoffen Søren Kirkegaard, Onkel Søren, hvem hun fulgte på tæt hold i sin familiære erindringsbog, nedskrevet i 1876, og publiceret posthumt. Jeg erindrer endnu den henrykkelse, hvormed mor påstod, at hun kunne mærke søluften i Kildes have på Vesterbro, hvor vi boede fem somre i træk. Det var fra Kalvebod strand, som rigtignok lå adskillige stykker land borte. Kilde var en ivrig havemand: Kildes havekyndighed gav sig blandt andet vidnesbyrd i de forskellige plantager af udmærkede frugttræer, som optog et betydeligt rum af den store gammeldags have, der i forening med et tilhørende vænge, udgjorde fem tønder land. I vore dage har Valdemarsgaden rejst sig på dens grund, dog er ikke ethvert spor fra tidligere tid udslettet. Vort gamle lysthus forefandtes således endnu, da jeg sidste gang var på stedet, om det end mere lignede en forfalden ørnerede. Frøken Lund nærede lykkelige sommerlige barndomsminder fra gården på landet og dens beboere, den aldrende fru Kilde, justitsråd Kildes enke, vænget og haven hvor blomsterne prangede i broget mængde, ja, hvor alle de smukke gammeldags stauder, som nu næsten overalt forsvinde af haverne, ret solede sig i mangefarvet malerisk... uorden. 5

Justitsråd Kildes Gård Peter Jerndorff. KB Peter William Jerndorff, 1842-1926, kongelig skuespiller ved Det Kongelige Teater, boede i sin barndom på gården. Familien flyttede i 1844 som lejere ud på Vesterbro, nr. 48, dér hvor Valdemarsgade nu begynder, og fraflyttede i 1852. Gården tilhørte da enkemadam Thrane. Vi boede som sagt dengang i 1848 på Vesterbro, lidt forbi Jernporten, der dannede indgang til Frederiksberg Allé, i en større bindingsværksgård på to etager med en vidunderlig have, der strakte sig helt ned til den gamle, nu genoptagne jernbanevold i hele den nuværende Valdemarsgades længde. Jerndorff beskrev i sine Minder gården, dets beboere og den store herregårdshave: den første tredjedel var blomster og køkkenhave, den anden en herlig frugthave, og endelig den tredje en mark med køer. Huset var forholdsvis anseeligt og gården tydeligt herskabelig: vor toetages bindingsværksgård med port midt på facaden, høj stueetage og så kun første sal, hvor vi boede. Portrummet, der var meget højt, førte ind til en stor lys gård med hvide ét etages længer på begge sider, en række klippede lindetræer på bagsiden af hovedbygningen. For enden af den firkantede gård var et højt stakit, der skilte den fra haven og foran dette i selve gården til venstre for indgangen til haven, to vældige valnøddetræer. Men haven selv, det var det vidunderlige. At gården var herskabelig bevidnes af at stiftamtmand Tetens, der om vinteren boede i Badstuestræde, havde sommerlejlighed i samme gård, hvor vi boede året rundt fra 1844 til 1852. Så god var haven. Det var dog havens blomster: hvide og blå syrener, den tyrkiske rosenbusk, bedene med stedmoderblomster, nemophylla og blå konvolver, og navnlig dens uendelighed, der betog den lille Peter: med en havegang i den ene side, der førte til verdens ende, en bred og dyb grøft næsten en lille å, som jeg altid drømte om at skulle over, men aldrig nåede at passere... Vejen ud langs marken var begrænset af en række pyramidepopler langs plankeværket, der skilte hele haven fra naboen til højre, én af Vesterbros mange møller, der naturligvis brændte, mens vi boede derude, som datidens møller jævnligt gjorde. 6

Spekulanterne I 1850 erne blev gården opløst, og grunden opkøbt af en række københavnske ejendomsspekulanter. I 1850 af Hans Rasmussen Thrane, rebslagermester, kapitalist, ejendoms spekulant og som det fremgår af hans erindringer: en mand af folket. Arbejdet formerede sig stadig væk, og jeg måtte tænke på at anlægge en fabrik. Jeg købte da gamle nr. 48 på Vesterbro, hvor nu Valdemarsgade er og som er anlagt efter min plan. Thrane bemærkede om den gamle have: Jeg havde imidlertid straks ladet udarbejde en plan til at udparcellere ejendommen og anlægge en gade, hvor nu Valdemarsgade er. Mine svogre spurgte om jeg var gal, da der jo kun kunne blive én vej, og hvor de da skulle køre ud. Jeg svarede, at inde i enden af gaden ville jeg bygge et lille sted med en rund plæne foran, hvorpå en statue. Om denne plæne kunne de køre tilbage igen, og der kunne blive bygget smukke steder for folk af den bedre klasse, som havde deres forretning inde i byen. Der var nemlig otte tønder land med syvhundrede frugttræer, ottehundrede stikkelsbær- og hindbærbuske samt meget jordbærland. Dem synes familien ikke, at jeg skulle rydde så meget af for at få vej. Det varede imidlertid et halvt år inden jeg fik planen for udparcelleringen, og imens solgte jeg ejendommen efter denne plans opgivelse. Flådeofficer, kaptajnløjtnant Jens Langemarck købte nemlig grunden i 1852, der for de følgende år hyppigt skulle skifte ejer. I 1857 blev arealet opkøbt af den driftige københavnske grosserer, tømmerhandler og bjærgningsentreprenør Emil Zeuthen Svitzer, vek selmægler kaptajn Johan Carl Eduard Lorentzen, og tømrermester arkitekt Jacob Beierholm Wenzel, atter med henblik på udparcellering. Valdemarsgade blev anlagt i 1859, og Svitzer foreslog at opkalde vejen Fortungade. Forslaget blev nedstemt af kommunalbestyrelsen til fordel for navnet Valdemarsgade, i tidens natio nalromantiske ånd efter den danske middelalderkonge Valdemar den Store. Gadens vestlige side blev hurtigt bebygget med villaer, derimod stod den østlige side ubebygget til 1870 ernes sidste år. Svitzer & Lorentzen nedrev Kildes renoverede og fornemt indrettede bindingsværkshus. Jerndorff, som blev gift med Amalie Lorentzen, skrev: En del år efter blev gården købt af min svigerfar og grosserer Svitzer. De lod den nedrive, og grundlagde Valdemarsgade ned gennem haven, hvor de byggede villaer. Valdemarsgade, 1872 7

Drømmen om Valdemarsgade Københavns Bymuseum bevarer et interessant prospekt: et litografi af det påtænkte byggeri, planlagt til at omfatte den østlige side af Valdemarsgade. Det har endnu ikke været muligt at identificere kilden til dette litografi, men det må antages at være fra 1860-1870 erne, efter Valdemarsgades grundlæggelse. Litografiet indgik efter al sandsynlighed i planlæg ningen for byggeriet ved Den Suhrske Stiftelse af Suhrs Friboliger, bestyret af Grosserer Societetets Understøttelses Fond, Børsen. Senere end 1876 er litografiet ikke, for da lagdes grundstenen til Suhrs Friboliger. Litografiet illustrerer ganske godt Thranes tanke om Valdemarsgade som et smukt sted for folk af den bedre klasse, som havde deres forretning inde i byen. Drømmen kom til at se således ud 8

Bygmesteren: Københavns Tømrerlaug investeringsmulighed: det smukkeste og gavnligste mål, nemlig at annamme sig en fribolig for de trængen de laugsbrødre eller deres efterladte. Der ønskes: en smuk grund... muligvis med en lille have til, og umiddelbart ud til en sporvogns route. Brevet afsluttes: Søg efter en grund, og giv anvisning på samme til oldermanden!! Valdemarsgade, 1879 Valdemarsgade, 1881 Laugets logo I efteråret 1876 indkaldte Københavns Tømrerlaugs oldermand kaptajn Frederik Emil Kerrn til laugsforsamling: torsdag, den 16. november 1876, efter middag klokken halv syv præcis i Kron prinsessegade 7, hvortil samt lige laugets medlemmer bedes give møde. På dagsordenen var et forslag fra laugets revisor, tømrermester løjtnant Jens Christian Jørgensen om at tage bestemmelse om laugets sammensparede midler. Lauget havde forinden modtaget et håndskrevet notat, 16. maj 1876, fra Jørgensen, hvori han under anførsel af en kapital på otte tusind kroner skrev om den påtænkte Tømrerlauget vedtog at opføre en fribolig. Arvingerne efter tømrermester Henrik Thyberg havde nemlig skænket mesterlauget et legat: Det Thybergske Legat på seks hundrede kroner. Legatets renter skulle tilfalde en trængen de enke eller datter efter en afdød københavnsk tømrermester: Stiftelsen for gamle håndværksmestre og deres enker i trange kår. Et par år senere var grunden fundet, og Svitzer & Lorentzen solgte i 1879 den endnu ubebyggede grund til Tømrerlauget, repræsenteret ved én af firmaets gamle samarbejdspartnere: Frederik Emil Kerrn. Gadekort og Københavns Vejviser viser i 1879 ingen bebyggelse på grunden, derimod er ejendommen i 1881 såvel aftegnet, beboet som omtalt: Tømrerlaugets Stift. 9

Ludvig Vold, 1869 Volds ansøgning til Krigsministeriet om overflytning fra forstærkningen til ingeniørkorpset, sendt fra Skåne i 1864 Arkitekten: Ludvig Vold Ludvig Vold blev født 1839 i Holbæk, hvor han tog realeksamen. Som ung mand flyttede Vold til København, hvor han lærte tømrerhåndværket hos sin mosters mand, tømrermester Frederik Emil Kerrn. Derefter studerede han arkitektur på Københavns Kunstakademi. Da Frederiksborg Slot brændte i 1859 blev genopbygningen iværksat under ledelse af arkitekt Ferdinand Meldahl og brygger Jacobsen. Meldahl ansatte den unge arkitekt som tegner på projektet. Efter endt arbejde på Frederiksborg Slot drog Vold i 1862 mod Skåne, hvor han virkede som arkitekt gennem 1860 erne. I Skåne tegnede Vold et større antal bygninger. Han medvirkede under ledelse af arkitekt Christian Zwingmann i tegningerne til Marsvinholm kirke, der arkitektonisk er påvirket af Vor Frue, domkirken i København. Derud over tegnede Vold hovedbygningen ved Finnhult ved Ringsjön, et stadshus i Årsjö ved Krageholm, Gamla Läroverket i Ängelholm, det lille lystslot Lyckås ved Ystad, Ladefogedhuset ved Rydsgård, og Östra Broby kirke. I 1856 havde Sverige indledt grundlæggelsen af de svenske jernbaner, og i 1866 stod jernbane linien mellem Ystad og Eslöv færdig til indvielse, privat projekteret og bygget under ledelse af den svenske jernbaneingeniør major Claes Adolf Adelsköld. Vold tegnede stationsbygningen i Ystad og lokalstationerne på banelinien Ystad- Eslöv. Ystad og Lövestad stationshuse er fredede. I Ystad mødte Vold sin tilkomne, den skånske frøken Johanna Elisabeth 10

Johanna og Ludvig. KB Ystad stationshus. PC Arkitekten: Ludvig Vold Catharina Frederika Helena Wendt, 1840-1924, datter af Ystads rådmand Christopher Frederik Wendt. Parret blev trolovet i 1866 i Ystad. Samme år drog Vold på sin første dannelsesrejse til Italien, som danske kunstnere og arkitekter yndede det i attenhundredetallet. Italien gjorde et dybt indtryk at dømme efter hans bevarede breve, akvareller og skitser. Tilbage i København blev Vold i 1869 ansat som assi stent hos arkitekt Johan Daniel Herholdt, der blev en stærk inspiration i Volds eget arbejde. Året før Vold, tre og tredive år gammel, indgik ægteskab i 1872 med sin Johanna i Ystad, opgav han arkitektgerningen og indgik kompagniskab med den københavnske grosserer Johan Fich, der handlede med jernbjælker. Tømrerlauget havde således valgt en arkitekt, oldermandens tømrersvend, der i samtiden havde gjort sig bemærket i Skåne som en dygtig og habil arkitekt, og i Danmark som en driftig forretningsmand. I København boede Vold i Nørrevold kvarter, Nansensgade 23, ét i dag nedrevet træhus ud til Peblinge søen. På nabogrunden lod han ejendommen Nørre Søgade 33 opføre, som blev ægteparrets hjem fra 1880 erne. Husets facade blev tegnet af arkitekt Herman Baagøe Storck. I 1887 var Vold selv grosserer: Lager og Import af Jern og Stålbjælker med firmanavn: Johan Fichs Efterfølger, L. Vold. 11

Johanna, 1903 og Ludvig, 1912 Arkitekten: Ludvig Vold Östra Broby kirke. Vold, 1868 Vold blev velhavende. I sine senere år byggede han to landsteder ud til Øresund, begge ejet af Vold og benyttet som sommerbolig. Først i Rungsted tegnet i italiensk stil af vennen, arkitekt Andreas Clemmensen, siden i Humlebæk tegnet af Vold selv. Fra 1890 erne rejste Vold. Rejserne gik til Belgien, Frankrig, Nederlandene, Norge, Sverige og Tyskland. Men Italien stod Volds hjerte nært, ikke mindst grundet hans stærke interesse for kunsthistorie. Han blev i 1913 udnævnt til æresmedlem af Den Skandinaviske Forening for Kunst nere og Videnskabsmænd i Rom, og stiftede i 1918 Firenze-legatet, et rejselegat for arkitekter til studierejser til Italien. Som person synes Vold at have været af en privat, reser veret og omhyggelig natur. Han døde tre og firs år gammel i 1923, og ligger begravet på Gentofte kirke gård. Preben-Hansen, Bernadette & Brandt, Beatrice Ludvig Vold: En dansk arkitekt i 1860 ernes Skåne. Vesterbro, 2007 Isbn 978-87-991402-1-3 www.preben.nl/lv.pdf 12

Forlægget: Gisselfeld Kloster Gisselfeld. Vold, 1870 I 1869 blev Ludvig Vold ansat som assistent hos arkitekt Johan Daniel Herholdt. Herholdt udfærdigede i 1870 et forslag til restaurering og ombygning af hovedbygningen på Gisselfeld Kloster på Sydsjælland, Peder Oxes renæssanceslot fra 1550 erne, én af Danmarks bedst bevarede herregårde. Vold blev ansat som konduktør på restaureringen i de første år af dets udførelse, og tegnede skitser af Gisselfelds facade. Ni år senere, da Vold tegnede Tømrerlaugets Stiftelse på Vesterbro, havde han Gisselfeld i tankerne. Gisselfelds kamtakkede facade og karakteristiske rundbuede vinduer genkendes i Vesterbro bygningens kamtakkede gavle og rundbuede vinduer. Vesterbro bygningen er således et fint eksempel på 1870 ernes historicisme i dansk arkitekturhistorie. Tømrerlaugets Stiftelse er Volds hovedværk i Danmark. 13

Bygningens opførelse Facadetegninger. Vold, 9. oktober 1879 I sensommeren 1879 ansøgte Vold om byggetilladelse i et håndskrevet notat, 24. august 1879: For Københavns Tømrerlaug ansøger undertegnede om tilladelse til på grunden matrikel 371 i Udenbys Vester kvarter i Valdemarsgade at måtte opføre en byg ning til stiftelse efter ved lagte tegninger. Bygningsinspek tør Wilhelm Friederichsen ansøgte der efter: Efter vedlagte andragende med tegninger anholder arkitekt L. Vold fra Københavns Tømrerlaug om tilladelse til på grunden matrikel 371 i Udenbys Vester kvarter i Valdemarsgade ved opførelsen af en toetages beboelsesbygning med jordkælder og beboelig tagetage. Tilladelsen blev tilkendt ved Københavns Bygningskommission, og arbejdet kunne gå i gang. Dagen efter afleverede Vold de endelige tegninger, 9. oktober 1879. Huset blev bygget med flid, dygtighed og planmæssigt, for et halvt år senere kunne bygningsassistent Oscar Krarup udfærdige en rapport over de af mig foretagne eftersyn af den på grunden matrikel 371 i Udenbys Vester kvarter, Valdemarsgade, opførte toetages beboelsesbygning med jordkælder og beboelig tagetage. I efteråret 1880 kunne skorstenssagkyndig C. P. Svendsen udstede brugstilladelse til husets otte skorstene: I den nyopførte ejendom nr. 7 i Valdemarsgade matrikel <371> i Udenbys Vester kvarter er fra grunden opført otte styks ni/ni skorstene, 4. november 1880. Husets praktiske opførelse har således krævet ét år. Regnskaberne for planlægningen, bygningen og indretningen af Tømrerlaugets Stiftelse, 1876-1882, er endnu bevarede, bugner med regninger, og kvitteringer for materialer og udført arbejde, 1879-1881, og udgør således en guldgrube som kilde til husets historie. 14

Gadefront Stuen, 1942 Husets arkitektoniske værdi, ved arkitekt Kresten Agerbæk Miljø: Bygningen ligger i et for Vesterbro åbent miljø og danner sammen med naboejendommene en stærk kontrast til de omkringliggende sammenbyggede karreer. På bygningens vestside mod Valdemarsgade findes en lille forhave og på østsiden et stort grønt område, som er fælles med de modstående karreer i Oehlenschlægersgade. Arkitektur: Bygningen er et trefløjet anlæg med en midterfløj og to sidefløje. Grundplanen er udformet som et symmetrisk stort H, og husets to opgange er placeret midt i hver sin sidefløj, således at de giver let adgang til alle lejligheder. Arkitektonisk er huset typisk for den stileklekticisme, der var fremherskende i sidste halvdel af attenhundredetallet, mest beslægtet er det nok med Herholdts lidt tørre stil, men der er også både middelalderborg og gotisk bykirke, altså national romantik, i bygningen. Mest er den dog præget af den Herholdtske omhu for den gode detalje, se bare på murværket med dets anvendelse af 15

Sydfront Gårdfront Husets arkitektoniske værdi faconsten, der er af meget høj kvalitet. Huset er generelt velholdt, det har indenfor det sidste årti gennemgået en løbende istandsættelse. Byggeteknik: Bygningens tre fløje er alle i to etager med udnyttet tagetage og fuld kælder. Fløjene er udført som sammenbyggede længehuse, dvs. med bjælkelag og spær på tværs af de enkelte fløjes længderetning. Murværket er massivt med røde maskinsten udvendigt. Kælderydervægge er murede, men kældergulv er støbt i beton. Lejlighederne opvarmes i dag via et vandbåret radiatorsystem, og varmeforsyningen er fjernvarme. Alle lejligheder har eget køkken, halvdelen har eget toilet, nogle har badeværelse, men der er også et fælles baderum samt vaskerum i kælderen. 16

Udhængsskiltet. PB En grafisk manipulation af de to skiltehalvdele. LL & AL Ejerne I 1922 udbød Københavns Tømrerlaug ejendommen til salg. Den offentlige vurdering af grunden var da halvfjerds tusind kroner, og den 10. juli 1922 blev grunden købt af Autoriseret Gas- & Vandmester, Willy Michael Gottlieb Hoppe, født 1885. Willy Hoppe var én af Vesterbros driftige håndværksmestre med privatadresse på Vesterbrogade 54, overfor Københavns Bymuseum. I 1915 indtrådte han i Københavns Blikkenslagerlaug, blev medinitiativtager til Gas- & Vandmesterforeningen af 1919, hvor han var bestyrelsesmedlem fra 1921, og formand fra 1926 indtil sin død. Han var medlem af Dansk Broder Orden, Frimurerorden af 1894 i Valdemarsgade. Willy og hans hustru Ellen, født 1892, har på intet tidspunkt beboet husets små stiftelses lejligheder, der fortsat skulle tjene som udlejet privat beboelse. Udover udlej ningsvirksomhed benyttede Hoppe ejendommen som forretnings adresse med kontor i Valdemarsgade 13, stuen. Gårdarealet blev anvendt til erhvervsformål, idet Hoppe først byggede et garageanlæg af atten garager, 1923, med vagtbyg ning, 1924, siden et værksted, 1934, efter han i 1928 havde løst næringsadkomst som vognfabrikant og metalarbejder. Willy Hoppe døde i 1943, under Besættelsen, efter længere tids sygdom, og blev begravet på Vestre Kirkegård. Ellen Hoppe arvede ejendommen, og videreførte forret ningen efter sin mands død. På husets facade mod gaden hænger i dag et udhængsskilt, der består af to halvdele. Den ene rektangulære halvdel bærer navnet: Willy Hoppe, den anden runde halvdel: Blikkenslager, Gas- & Vandmester. Da Carl Lindhardt i 1975 købte huset af den da tre og firs årige Ellen Hoppe, tog han skiltets runde halvdel med sig til pryd foran sin egen VVS virksomhed Carl Lindhardt A/S. Indtil 2006 hang den runde halvdel ud til offentlig vej: Ny Vestergårdsvej 17, Værløse. Lindhardt donerede i 2007 den runde halvdel til huset i Valdemarsgade, hvor det atter genforenet hænger som i 1920 erne. 17

Husets originalitet Carl Lindhardt solgte i 1985 ejendommen til Ole Bonne ApS, der året efter solgte til Andelsboligforeningen A/B af 1. april 1986. Huset havde stået nedslidt, men med andelsboligforeningen blev ejendommen for alvor underkastet vedligeholdelsesarbejde. Den sumpige grund havde forsat voldt vanskeligheder, så i 1991 etableredes et omfangsdræn om huset. Den åbne gård var formentligt et sølle sted, gemmested for Vesterbros sociale problemer, førend der i 1990 erne blev taget hånd om miljøet. Gårdens Wc er blev nedlagt i 1992, Hoppes garageanlæg revet ned i 1993, og det nuværende lukkede gårdanlæg anlagt i 1994: en stor åben grøn plæne, der hører til ejendommens grund. Vedligeholdelsesarbejdet tog sin begyndelse, da Peter Jahn & Partnere A/S i 1992 udarbejdede en vedligeholdelsesplan, der noterede: Generelt må ejendommen betegnes som værende i rimelig stand hvad angår dens primære bygningsdele, dvs. bærende fundamenter, kælder ydervægge, ydervægge, skillerum, etageadskillelser, trapper og bærende elementer i tagkonstruktionen. Hvad angår de sekundære bygningsdele er standen mindre god. Gadefronten set fra genboens tagterasse 18

Kvistene før og efter, 2004. Blikkenslagersvenden var med rette stolt af sit værk. MS Murersvenden med fugekosten balancerer på gavlen. MS Husets originalitet Om lejlighederne bemærkede rapporten: i normal stand, når man tager bygningens alder i betragtning. Peter Jahn anbefalede udskiftninger, særligt af trævinduer og tagbeklædning. Samtlige ejendommens vinduer blev udskiftet i 1996. De nye vinduer til beboelse og trapperum har forbillede i de originale trævinduer, der stammede tilbage fra ejendommens opførelse. Efter 125 års negligeren gennemførtes en udskiftning af husets nedslidte, utætte og uisolerede naturskifertag, samt renovering af husets otte oprindelige skorstene, husets kamtakkede gavle, gavlenes murværk, og husets to kviste med den hensigt at bibeholde husets originale 1880-udseende. Huset bar otte skorstene, der havde stået i miserabel stand. To skorstene blev pudset op, to skorstene fjernet og genopbygget fra grunden, fire skorstene, der stod skævt, blev taget halvt ned og muret op igen, samtlige otte skorstene med oprindelig profil. Et antal munke- og nonnesten blev lagt om og udskiftet med nye sten, patinerede for at opnå et ensartet farvepræg, og fugerne blev gennemgået. Der blev under tagarbejdet ikke fundet spor af råd og svamp. Da murer mester Karl Poulsen i 2004 afleverede husets nye isolerede naturskifertag, var vedligeholdel sesplanen fra 1992 således blevet fulgt, og fuldt realiseret. 19

Plan for gårdanlægget. Vold, 20. marts 1879 Epilog Suhrs Friboliger og Tømrerlaugets Stiftelse udgør en ganske speciel bygningskultur på Vesterbro. Det er andelsforeningens håb at Tømrerlaugets Stiftelses særlige bygnings- og kulturhistoriske værdi vil blive aner kendt som en særegen og uerstat telig del af Vesterbros bykultur. Bygningen blev nyligst vurderet af Planstyrelsen før 1990, og for t je ner i dag efter de omfattende ved ligeholdelsesarbejder siden 1990 erne en nyvurdering. Gård anlægget bringer i dag mindelser om Kildes have med frugttræer, frugtbuske og meget jordbærland : en genopstanden have på Vesterbro, midt i en hastigt voksende og travl storby. Bygningen vidner om udsøgt håndværks kunst fra Det moderne gennembruds tid, og en arkitekt overset i dansk og svensk arkitektur historie. 20

Søg efter en grund, og giv anvisning på samme til oldermanden!! København, 16. maj 1876 Volds facadetegning signeret: Med svar af 9. oktober 1879. Wilhelm Friederichsen, Frederik Emil Kerrn, Ludvig Vold, 1879 Denne artikel er forfattet på grundlag af fortrinsvist håndskrevne og utrykte kilder, bevaret på E. K. Administration A/S, Det Kongelige Bibliotek: Center for Kort og Billeder, Københavns Bymuseum: Billedarkivet, Københavns Stadsarkiv, Københavns Kommune, Teknik- og Miljøforvaltningen: Byggesagen, Landsarkivet for Sjælland: Laugsarkiv for Københavns Tømrerlaug, samt familien Volds privatarkiv. Tak til Orla Hansen. Hansen var lærling og svend, 1937-1973, under Willy & Ellen Hoppe, og arbejdede på værkstedet i Valdemarsgade. Da ejendommen blev solgt til Lindhardt, fulgte Hansen med i købet. Han tjente først på kontoret i Valdemarsgade 13, 1975-1977, og overgik derefter til virksomheden Carl Lindhardt A/S, hvor han var ansat som servicechef til sin pension. 21