1 Kapitel 16 De sidste år på Landbohøjskolen Bekendte fra Landbohøjskolen Omtrent samtidig med at vi flyttede til Brokøb, flyttede Lotte og Palle Friis til Mogenstrup ved Søndersted, en 10-12 km fra Brokøb. Palle var, ligesom jeg selv, ansat ved Kemisk Institut på KVL. Palle og jeg snakkede godt sammen, og vi havde mange fælles interesser. De havde to børn Julie og Mads. Vi begyndte hurtigt at komme meget sammen, ofte en gang om ugen. Palle og jeg havde hver vores lille landbrug med dyr og jord, vi havde fælles oplevelser på KVL, jeg følte på en måde, at vi var to alen ud af et stykke. Børnene legede godt sammen, og Gitte og Lotte fandt hurtigt ud af at hygge sig sammen, selvom jeg bagefter har spekuleret på, om de havde ret megen glæde af samværet, eller om de blot fandt ud af det, så Palle og jeg kunne være sammen. Alt var, i hvert fald tilsyneladende, idyl, indtil---. En dag kom Palle på besøg alene. Jeg var ikke hjemme, så han snakkede noget med Gitte. Hun mærkede, at der var et eller andet, han ville fortælle, men det blev ikke til mere, så han kørte hjem igen med uforrettet sag. Den følgende mandag morgen lå der et brev til mig, da jeg kom på arbejde: Jeg har forladr Lotte, og er taget på en lille ferie sammen med Hanne (Flyge). Jeg fik et chok. Jeg kan ikke forklare, hvorfor det påvirkede mig så voldsomt, men det gjorde det. I flere år kredsede mine tanker jævnligt om dette. Jeg forstod ikke, at han kunne gøre det mod Lotte og mod børnene. Lotte var meget ked af det, Var han så bare død, sagde hun til mig i telefonen. Efter mange år alene tog hun til sidst sit eget liv.
2 Når det påvirkede mig så meget, havde det vel noget at gøre med, at den trygge verden, jeg troede vi levede i, havde slået en revne. Kunne den slags ske bare sådan her? Kunne man ikke gardere sig? Kunne man bebrejde Palle noget? Han kunne vel ikke gøre for, at han var blevet forelsket i Hanne? Eller kunne han? Spørgsmålene var mange, og de blev ved i lang tid. Nogen vil sikkert sige, at et liv,hvor man ikke giver sig selv frihed til at blive forelsket, er et fattigt liv. Det har jeg tænkt lidt over. Måske er det nemt for mig, jeg har ikke været forelsket i andre end Gitte, siden vi traf hinanden. Men hvad er årsag, og hvad er virkning? Er det fordi jeg aldrig har givet mig lov?. Er det fordi jeg ikke tør?. I virkeligheden er det ligegyldigt for mit eget vedkommende. Jeg har altid været helt sikker på, at jeg ønskede at blive gammel sammen med Gitte. Men jeg troede at Palle havde samme normer som mig, for selvfølgelig har det også noget med normer eller moral at gøre. Fra den dag, jeg sagde ja i Hørmested Kirke, har jeg vidst, at jeg ville være tro mod dette løfte. Efter en tid sagde Palle en dag, at han håbede, at vi kunne fortsætte med at komme sammen, som vi plejede. Nej, svarede jeg, den tid er forbi. Efter nogle måneder sad vi dog ofte sammen og spiste frokost og snakkede sammen som i gamle dage. Men privat er vi ikke kommet sammen siden. I dag ved jeg, at Palle ingen ret havde til at svigte sin familie, som han gjorde. Lotte opgav sin karriere for at flytte med ham på landet, så Palle kunne få sit lille drømmehusmandssted. Her passede hun hus, børn og får, og var med til at skabe en drømmetilværelse. Da han var træt af det og fik øje på Hanne, gik han blot sin vej. Få år efter at vi var flyttet til Brokøb, købte endnu en af mine kollegaer med sin kone en lille landejendom på Vestsjælland. Kirsten og Bo Werner Christensen købte en lille ejendom med 6 tdr. land jord på Risbjergvej ved Reerslev. De er dog aldrig
3 flyttet ud, men har i alle årene brugt den i ferier og weekender. Vi kommer sammen nogle gange om året, men vi har aldrig besøgt dem i deres lejlighed i Gentofte. Vi har i mere end 25 år holdt nytårsaften sammen her i Brokøb. Vi starter kl 18.00 med at høre Dronningens tale, derefter spiser vi en fin middag, som Gitte har forberedt. Under middagen affyrer vi indtil flere bordbomber på det fint dækkede bord. Efter middagen begiver vi os ind i den tilstødende stue for at drikke kaffe med hjemmebagte småkager. Som regel lykkes det at holde samtalen i gang. Hvis det kniber har vi enkelte år set TV en halv times tid, eller vi har spillet et spil spørgsmål og svar, men som regel går det fint uden. Når klokken slår tolv, rejser vi os og ønsker hinanden Godt Nytår, drikker et glas portvin og spiser et stykke af den kransekage, som Kirsten har medbragt. Efter midnat går vi ud foran huset, hvor Bo og jeg affyrer nogle få raketter, mens pigerne siger Næh, hvor er den flot. I gamle dage gik vi derefter en tur ned i Brokøb og ønskede Godt Nytår til naboerne, men den tradition har vi opgivet, bl.a. fordi de gamle naboer enten er døde eller flyttet. Nu nøjes vi med at drikke en kop the og spise en bolle, (Bo skal dog ingen have). Det lyder vist lidt kedsommeligt, men sådan var det, og sådan ønskede vi, det skulle være. Vi glædede os til det, og havde det rart med hinanden. Jeg har tidligere nævnt Ruth og Erik Augustinussen. Efter Eriks forældres død overtog de deres ejendom i Gammerød på midtsjælland. Vi ses til fester og lidt ind imellem. De sidste år på Landbohøjskolen Engang sidst i halvfjerdserne eller først i firserne blev det klart, at nogle af os, der var ansat på Kemisk Institut, ikke fik særlig meget ud af vores forskning. Skal jeg prøve at finde på en undskyldning, var dagene for travle med administration, møder, undervisning o.m.a. Tiden var brudt op i småbidder, og der blev ikke tid til
4 fordybelse. Men det må også have været galt med engagementet og måske med evnerne, ellers havde vi vel fundet tid til vores forskning. Jeg syntes, at det var meget utilfredsstillende, i princippet at have tildelt forskningstid uden at der kom væsentlige forskningsresultater ud af det. Jeg havde permanent dårlig samvittighed. Ved flere møder diskuterede vi derfor, om det kunne accepteres, at nogle af os i praksis blev fuldtidsundervisere. Vi blev enige om, at sålænge der kun var tale om ganske få, 2-3 stykker, der ønskede denne status, ville vi fortolke reglerne, så det var tilladt og hensigtmæssigt. De sidste 15-20 år af min tid på Landbohøjskolen koncentrrede jeg mig om at undervise, og havde ingen forskningsprojekter i gang. Laboratorieøvelser 4 eftermiddage om ugen, og formiddagene var besat med forelæsninger og teoretiske øvelser. Jeg har vist ikke noget særligt talent for at undervise, men øvelse gør mester, og med tiden blev jeg vist rimelig god til det. Jeg ville være god til det, jeg var på studenternes side, og jeg forklarede gerne en ting både 2 og 3 gange, hvis det var nødvendigt. Uden at tabe autoriteten følte jeg mig som studenternes tjener, jeg havde ingen anden berettigelse end at hjælpe dem, og det blev jeg glad for at gøre. Et bevis på at det lykkedes i nogen grad fik jeg i 1996, det år hvor jeg gik på pension, idet jeg blev udnævnt til årets underviser på Landbohøjskolen og fik overrakt Den Gyldne Tyr ved årsfesten. Jeg er meget glad for denne æresbevisning, og jeg synes selv, at det blev en værdig afslutning på mit virke ved Landbohøjskolen. I den anledning stod der den 28. Marts 1996 følgende at læse i KVL Mosaik: Motivér og kommunikér med de studerende.vær åben og imødekommende.bevar og styrk overblikket. Følg løbende op på emnerne i undervisningen. Drag paralleller til håndgribelige problemstillinger. Tilrettelæg undervisningen under hensyntagen til de studerendes kvalifikationer. Disse få og måske indlysende retningslinier er afgørende
5 for de studerendes opfattelse af en god undervisning, mener dette års modtager af Den Gyldne Tyr, Erik Bach. De studerendes hæderspris, Den Gyldne Tyr, gik i år til agronom Erik Bach, der i 30 år har undervist i kemi Underviseren Erik Bach modtog ved KVLs årsfest de studerendes hæder i form af Den Gyldne Tyr, som gives til en underviser, der har gjort en særlig indsats i forbindelse med undervisningsgerningen. De studerende begrundede bl.a. valget med, at Erik Bach er en inspirerende forelæser, han er grænseløs tålmodig, venlig og imødekommende, og endelig en stor hjælp for mange studerende gennem deres trængsler i de kemiske laboratorier. Erik Bach har aldrig deltaget i nogen form for pædagogiske kurser, men har altid bestræbt sig på at få en dialog i gang med de studerende. - Kommunikation
6 er en vigtig parameter i bestræbelserne på at få en god og glidende undervisning, og jeg har forsøgt at få en tovejs kommunikation i gang under forelæsningerne, selvom det ikke er let med hold på 100 studerende, fortæller Erik Bach, der tilføjer, at tilpasning af kurset i takt med udviklingen er strengt nødvendig for at bevare aktualiteten og interessen for kurset. Kemikeren Som ansat på Kemisk Institut gennem 30 år har Erik Bach oplevet en voldsom ændring i holdningen og interessen for de kemiske fag og specielt kemien på første år. - Fra at være et respekteret og højt værdsat fag er opfattelsen af kemi i dag mere negativ. De studerende bryder sig ikke udpræget om faget, og andre undervisere synes måske nok, at kemien har sin plads, men holdningen er, at der ikke er brug for mere kemisk undervisning, siger Erik Bach. - Denne udvikling er vi på Kemisk Institut i nogen grad selv ude om. Vi har ikke været gode nok til at tilpasse kemi til udviklingen, og vi må derfor tænke i nye baner. Fremover er det min overbevisning at kemien mere vil fremstå som et hjælpefag, og vi må i nogen grad afstå fra at sætte selvstændige mål, mener Erik Bach. Kollegerne Erik Bach er af den klare opfattelse, at undervisningen i høj grad bør bygge på de studerendes vidensgrundlag. - Det faktum må vi som undervisere indse, og i processen er det vigtigt, at underviserne støtter og opmuntrer hinanden, siger Erik Bach. - På nuværende tidspunkt er det ikke udbredt at give personlig kritik underviserne imellem, men vi må bestræbe os på at få en omgangsform, der tillader konstruktiv kritik. Kun åbenhjertige diskussioner blandt underviserne og med de studerende kan fremover sikre en bedre undervisningskvalitet, slutter Erik Bach.
7 Studenternes evaluering De senere år havde jeg ansvaret for undervisningen i kemi for veterinærstuderende. Efter et årgangsmøde modtog Kemisk Institut følgende evaluering: Forelæsningerne med Erik Bach var der på årgangen stor enighed om forløb fint. Flere bemærkede, hvor værdifuldt det er med en forelæser, der har entusiasme og gerne vil hjælpe, hvis nogen har yderligere problemer. De teoretiske øvelser var der god kritik af. De der havde haft andre vejledere end Erik Bach klagede dog over manglende overblik og pædagogisk sans hos deres vejledere. Laboratorieundervisningen var årgangen ligeledes tilfredse med. Flere havde dog problemer med deres vejledere. Dette var igen hos alle andre end Erik Bach, hvilket resulterede i en konstant strøm af studerende, der hellere ville vejledes af Erik Bach på den anden side af gangen. Erik Bach havde derfor ofte ikke tid til at svare på spørgsmål fra studerende på sit eget hold. Samlet fandt årgangen, at sammenhængen mellem forelæsningerne, øvelserne, pensum og eksamen var god.