Livsstilsproblemer samfundets eller den enkeltes ansvar? Det er i den enkelte borgees interesse at undgå livsstilsrelaterede sygdomme som følge af rygning, alkohol og fedme. Imidlertid har den samfundsøkonomiske debat en tendens til at overse, at borgerne i høj grad er informeret om cigaretters, alhohols og fed mads konsekvenser, men at borgerne alligevel ønsker at gøre brug af disse nærings- og nydelsesmidler. Den samfundsøkonomiske debat tager for lidt hensyn til den individuelle autonomi. Foto: Jens Honoré Eva Kjer Hansen Bac.polit. fra Københavns Universitet. Fødevareminister siden 2008. Før det Social- og ligestillingsminister fra 2004. MF siden 1990. Fra 1994-99 desuden medlem af Europa-Parlamentet. Indledning Diskussionen om livsstilssygdomme fylder meget i medierne, og det er godt. Det er med til at informere og bevidstgøre borgerne. Rygning, overvægt, alkohol og inaktivitet er årsag til en lang række folkesygdomme, som desværre koster mange gode leveår. At leve usundt er og bliver usundt. Og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at langt de fleste danskere ved, at det er usundt at ryge, drikke umådeholdent og spise for meget fedt og sukker. Det viser sig også i praksis. Langt de fleste danskere er ikke-rygere. Langt de fleste danskere drikker ansvarligt. Langt de fleste danskere holder måde med fedt og sukker. En ny undersøgelse fra DTU Fødevareinstituttet viser for eksempel, at danskerne gør sig umage for at spise sundt. I undersøgelsen blev 8385 mennesker interviewet om deres spisevaner, og de 78 procent siger, at de ofte eller meget ofte bestræber sig på at spise sundt. Tidligere var det kun seks ud af ti danskere, der gav udtryk for det. Resultaterne peger ifølge seniorforsker Margit Velsing Groth fra DTU Fødevareinstituttet på, at danskerne er blevet mere sundhedsbevidste i løbet af de sidste 10 år, se Groth m.f.(2009). Alligevel drikker nogle mennesker mere, end de kan tåle, ligesom nogle mennesker spiser mere, end de har godt af. Og nogle mennesker ryger, selvom de godt ved, at tobak er skadeligt for helbredet. Men al snak om epidemi i denne forbindelse er vildledende. 1 Vi har netop ikke at gøre med noget altomfattende, men med et problem hos en del af befolkningen. Nogle, fordi de kan lide cigaretter, alkohol og fed mad andre fordi de føler sig fanget i afhængighed af den ene eller anden grund. For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg, som apostelen Paulus skriver i Romerbrevet kapitel 7. Vi har kort sagt at gøre med det store filosofiske problem om den frie vilje. Kan mennesker, som i en eller anden forstand er afhængige, overhovedet siges at være frie? Og hvis disse mennesker ikke kan siges at være frie, skal staten så hjælpe dem ved at tvinge dem? Inden jeg besvarer dette spørgsmål, vil jeg gentage mine indledende pointer. Langt de fleste danskere lever sundt og stræber efter at leve sundt. Problemets omfang og karakter Politikere og læger kan derfor være nok så bekymrede over livsstilssygdomme. Men hvis et stort flertal af danskerne slet ikke er ramt af livsstilssygdomme, er de heller ikke tilbøjelige til at lade sig regulere. Og hvis en del af de mennesker, der lever usundt, netop føler, at de gør brug af deres frihed på eget ansvar, er politiske indgreb måske slet ikke acceptable overfor dem. Filosoffen John Stuart Mill formulerede det sådan her: Det eneste, der principielt kan retfærdiggøre magtudøvelse fra samfundets side over for borgerne i et civiliseret land, mod dennes vilje, er derfor hensigten om at afværge skade på andre. Hans eget vel, hvad enten det er fysisk eller moralsk, er ikke tilstrækkelig begrundelse. ( ) Samfundet kan med andre ord kun gribe ind over for de af vores handlinger, som berører andre. På alle andre punkter må vi være fuldkommen fri. Den enkelte borger er helt og holdent herre over sig selv, sin krop og sin bevidsthed. (Mill, 1859) I et liberalt demokrati som det danske er vores udgangspunkt altid det individuelle ansvar. Vi tager udgangspunkt i, at den enkelte borger har ret til at gøre, som han vil, så længe han ikke skader andre. Denne tanke om individuel autonomi er helt grundlæggende. Note 1 Vi er nødt til at gribe ind over for en epidemi, som hærger i de dårligst stillede samfundslag. (Niels Kærgaard & Thea Dam, 2008a) Den er grundlæggende i forhold til politiske processer, idet vi antager, at borgerne er oplyste nok til at kunne stemme. 32
Den er grundlæggende i forhold til økonomiske processer, idet vi antager, at borgerne er oplyste nok til at kunne disponere over deres egne penge. Og så er den selvfølgelig også grundlæggende i forhold til borgernes helbred, idet vi antager, at de er oplyste nok til at kunne gennemskue, at man bliver syg af at røg, druk og fed mad. Jeg er for mit eget vedkommende interesseret i at leve så lang tid som muligt. Derfor vælger jeg at leve så fornuftigt, som det nu kan lade sig gøre. Jeg spiser ost og drikker vin og motionerer til gengæld en hel del. Det er mit valg. Men jeg vil ikke fælde dom over, hvordan andre skal leve deres liv. Kun undtagelsesvis kan vi fratage borgerne deres individuelle ansvar. Og såfremt vi politisk skal acceptere sådanne undtagelser, skal de være særdeles velbegrundede. Her nytter det ikke noget, at læger og andre bliver fornærmede, fordi politikere og borgere betragter deres krav om forbud og regulering med skepsis. Det er kun naturligt, ja ligefrem sundt at vise skepsis, når nogle ønsker at begrænse vores individuelle frihed. Jeg har det på den måde, at min skepsis stiger i takt med, hvor skingre argumenterne bliver. Nogen mener, at politikere har blod på hænderne, når de ikke går ind for forbud. 2 Desværre er argumenterne til fordel for forbud og regulering af tobak, alkohol og fødevarer ofte meget unuancerede. Man sammenligner æbler og bananer eller i nogle tilfælde kloakker og sodavand. Da man i sin tid indførte kloakering, vakte det voldsom harme og forargelse. Skulle statsmagten bestemme, hvor man skulle forrette sin nødtørft? I dag ville de fleste nok betakke sig for datidens latriner, og på samme måde kan man forestille sig, at man om nogle år vil tænke tilbage på de uhyggelige tider, hvor det var helt normalt, at børn drak en halv liter sodavand om dagen, (Klarlund Pedersen, 2008a) En ting er at sprede afføring i gaderne. Det rammer alle. Noget andet er at indtage sodavand. Det rammer den enkelte. Tredjeparts-effekter hvor omfattende er de? Jeg har mødt mange argumenter for indgreb i borgernes ryge-, drikkeog madvaner. Et af de bedre argumenter handler om tredjeparts-effekter. Hvis en ryger f.eks. skader andres lunger, er der vel tale om et overgreb? Det er i hvert fald tilfældet, hvis rygeren pulser løs i et område, hvor hans medmennesker er nødt til at opholde sig. For eksempel i et skolelokale eller et sygehus. Når vi har at gøre med tredjepartseffekter, er jeg derfor meget tilbøjelig til at ønske regulering. Reguleringen tjener i dette tilfælde til at beskytte andres rettigheder. rimelighed, at man kan tale om ægte tredjeparts-effekter. Ikke-rygeren har i disse tilfælde selv valgt ulempen ved røgen for til gengæld at opnå noget andet i form af nogle fornøjelige oplevelser på baren eller cafeen. Uanset om man bryder sig om det eller ej, findes der en særlig værtshuskultur i Danmark, hvor rygning er en del af samværet. Det mindretal af danskerne, som ønsker at være del af den kultur, skal ikke forfølges med forbud. De skal have deres åndehuller, hvor de frivilligt kan træde ind i de røgfyldte lokaler, som andre skyer som pesten. Ud fra det perspektiv mener jeg, at regeringen har fundet et nogenlunde fornuftigt kompromis. Rygning er forbudt i større restauranter og cafeer, men tilladt i de mindre, hvor indehaveren også tit står bag disken. I sidstnævnte er det på egen risiko at være gæst og medarbejder. Og er man utilfreds med røgen har man altid muligheden for at vælge blandt det store flertal af etablissementer, hvor rygning er forbudt. I forhold til alkohol og usund mad er det meget tvivlsomt overhovedet at tale om tredjeparts-effekter i den egentlige betydning af begrebet. Hvis vi lige her ser bort fra børn opvokset i misbrugsfamilier. Det er rigtigt, at indtagelse af alkohol kan spille sammen med asocial adfærd, vold, hærværk og meget mere. Men det er ikke en nødvendig sammenhæng. Navnlig ikke, når vi kan konstatere, at langt de fleste danskere er i stand til at indtage alkohol forsvarligt. Det er også rigtigt, at umådeholdent indtag af sukker og fedt kan føre til en belastning af sundhedsvæsenet. Men den belastning er ikke en ægte tredjeparts-effekt. Heller ikke hér er der en nødvendig sammenhæng. Nogle mener ganske vist, at rygning, alkohol og fed mad medfører så mange skatteyderbetalte sundhedsudgifter, at man kan tale om en klar tredjeparts-effekt. Men denne belastning af sundhedsvæsenet er faktisk en følge af et politisk valg, ikke et privat. Et stort flertal i Folketinget har i årenes løb valgt, at borgerne skal have fri og lige adgang til sundhedsvæsenet uanset om de selv har påført sig deres dårligdomme. Derfor er der ikke tale om en tredjeparts-effekt, men om et bevidst politisk valg. Uanset hvor utilfredse vi er med de udgifter, som rygere, alkoholikere eller overvægtige afstedkommer, har vi valgt at sikre dem behandling. En helt særlig slags tredjeparts-effekter vedrører de børn, som lider under deres forældres alkoholmisbrug eller voldelige adfærd. Mange dårlige vaner går desværre i arv hos børnene. Skal spædbørn have en forringet livskvalitet, fordi deres forældre er storrygere? Skal børn i det Men diskussionen om tredjeparts-effekter er ikke klokkeklar. Nogle ikkerygere kan jo ønske at opholde sig i røgfyldte lokaler af egen fri vilje, måske på en bar eller en cafe. I sådanne tilfælde mener jeg ikke med Note 2 Klarlund Pedersen, ( 2008). 33
hele taget have en forringet livskvalitet, fordi de får alt for meget fed og sukkerholdig mad af deres forældre? Dette er nok det mest relevante problem overhovedet i forebyggelsesdiskussionen. I modsætning til voksne kan børn ikke siges at have den information og den frihed, som skal til, for at vi kan betragte livsstil og sundhed som et personligt ansvar. Skal man så forbyde rygning i private hjem, hvor der er mindreårige børn? Skal man stille krav om, at forældre skal fodre deres poder med godkendt mad? Det ville være at gå for vidt både af praktiske og af principielle grunde. I forhold til børn gives der ingen nemme forbudsog reguleringsløsninger. Børn er forældrenes ansvar, indtil myndighederne må skride ind. Lighed i sundhed har de dårligst stillede ingen fri vilje? Man må erkende, at livsstilsproblemerne vedrører en mindre del af befolkningen, og man må erkende, at en del af dette mindretal ligefrem ønsker en bestemt livsførelse. Det efterlader en gruppe af livsstilsramte, som ønsker hjælp til at lægge vanerne om. Dem skal vi hjælpe, når de misbruger tobak, alkohol og mad. Alle ved, at der skal mobiliseres selvdisciplin, hvis man skal motionere hver dag, kvitte smøgerne, drikke mådeholdent og spise sundt. Når det er sagt, er der ingen tvivl om, at det også er langt mere overkommeligt at mobilisere selvkontrol til at efterleve sundhedsbudskaberne, hvis man har fysisk og psykisk overskud, hvis man tilhører de såkaldte ressourcestærke. Man må altså sætte spørgsmål ved, om valg af livsstil er et helt frit valg? (Klarlund Pedersen, 2008) Jeg er enig i, at det kan være vanskeligt at vælge sundt, hvis det er en daglig kamp. Men jeg nægter på forhånd at stemple de socialt dårligt stillede som mennesker med en mindre grad af fri vilje end alle andre. Midlet mod dårlige vaner kunne selvfølgelig være forbud. Nogle peger på, at befolkningen ligefrem efterspørger forbud. Politikere og organisationer er i hvert fald altid klar med nye ideer. Forbud mod gratis genopfyldning af sodavand på restauranter, forbud mod slik ved kassen i supermarkedet, forbud mod alkoholreklamer og så videre. De få undersøgelser, der er lavet af den slags forbud, tyder på, at de ikke virker. Forbud mod alkoholreklamer vil således ikke øge sundhedstilstanden i Danmark nævneværdigt. Forebyggelseskommissionens egen rapport viser, at det blot vil øge en danskers levealder 0,02 år, svarende til knap 1/3 måned. Jeg vil ikke benægte, at forbud i princippet kunne tænkes at virke. Voldsomme omvæltninger virker jo tydeligvis. Note 3 Niels Kærgård & Thea Dam, 2008. Mens den vestlige verden har oplevet en fedmeepidemi med stigende forekomst af type-2-diabetes, har udviklingen været stik modsat i Cuba, der som følge af Sovjetunionens fald og manglende støtte, oplevede en økonomisk krise i 1989-2000. Der var mindre råd til benzin og mad. Krisen medførte et reduceret gennemsnitligt kalorieindtag fra 2.899 kalorier til 1.863 kalorier per dag. Antallet af fysisk aktive blev øget fra 30 procent til 67 procent. I gennemsnit havde den enkelte borger et vægttab på 5 kilo, og forekomsten af fedme faldt fra 14 procent til 7 procent. Antallet af personer med type-2-diabetes blev mere end halveret, og antallet af personer med hjertesygdom faldt med en tredjedel. (Klarlund Pedersen, 2009) Man kan således glæde sig over, at de stakkels cubanere trods alt fik lidt ud af sammenbruddet i deres økonomi. Men jeg er ikke overbevist om, at voldsomme omvæltninger er tilrådelige. Målet helliger bestemt ikke midlet. Hvis man f.eks. forbyder alkoholreklamer, bliver næste naturlige skridt at forbyde reklamer for burger-kæder, for sodavand, for chokolade osv. Det bliver skruen uden ende. Afgifter en hjælp til forebyggelsen? I stedet for deciderede forbud, giver det i teorien mening at regulere ved hjælp af afgifter. Det gør man også i vid udstrækning i forhold til tobak og alkohol. Til gengæld er det en langt vanskeligere sag i forhold til fødevarer i øvrigt. Nogle økonomer argumenterer for, at man kunne indregne alle de negative konsekvenser af bestemte fødevarer i en afgift. 3 Og de argumenterer for, at højere afgifter på usunde fødevarer har en effekt. Det sikkert også ville have en effekt på folks forbrug af chips og saftevand, hvis prisen steg astronomisk. Det har de nok ret i. Men hvordan beregner man den rette afgift? Sagen er jo den, at selv fedtholdige og sukkerholdige fødevarer spiller en vigtig rolle i vores kost. Appelsinjuice indeholder sukker, men er sundt i en vis udstrækning. Mælk indeholder fedt, men er sundt i en vis udstrækning. Det er altså umådelig svært at definere en usund fødevare, idet ernæringen skal ses i en sammenhæng. Fedt er for eksempel godt for de ældre. Vin er sundt i moderate mængder. Men i det hele taget handler det om at spise varieret. Hvis vi kun levede af gulerødder, ville vi dø. Og hvorfor egentlig regulere folks indtag af fødevarer? Indtaget af fedt og sukker? Er det ikke mere præcist at regulere direkte på deres overvægt? Nogle mennesker spiser meget, men slider jo kiloene af med fysisk træning. Hvis økonomerne virkelig tager økonomiske incitamenter alvorligt, burde de stille et forslag om, at alle danskere med jævne mellemrum blev målt, vejet og fik fastsat om de er overvægtige. Hvorefter de så skulle betale en strafafgift for hvert eneste kilos overvægt. Se, det ville sandelig være at rette prisinstrumentet mod det rigtige mål, hvis man var tosset nok til at bruge prissystemet som undertrykkelsesinstrument. Så tossede er økonomerne heldigvis ikke. Endnu. Sand frihed består ikke i, at staten manipulerer med prissystemet. Hele ideen med prissystemet er netop, at priserne danner sig selv som følge af menneskers handlinger. 34
Nogle økonomer påpeger, at det koster penge at leve sundt. Og de nævner som eksempel, at det er dyrere at fylde børnenes madpakke med groft rugbrød end med hvidt toastbrød. Men det er ikke korrekt. Et kilo groft rugbrød koster cirka 20 kroner, mens toastbrød koster knap 30 kroner kiloet. Og for eksempel er det altid billigere at drikke vand end saftevand, minimælk i stedet for sodavand og spise gulerodssnacks i stedet for vingummi. De store udfordringer for almindelige mennesker er ikke at finde gode billige og sunde fødevarer, men at komme af med de dårlige vaner og de nemme løsninger såsom at købe en (dyr) burger i stedet for at lave maden selv. På et tidspunkt var mange også medlemmer af Forebyggelseskommissionen interesseret i tanken om differentieret moms. Både af politiske og af faglige grunde. Politisk har jeg altid været bekymret for, at differentieret moms ville betyde, at alle og enhver kom rendende med deres lille Hassan, der skulle støttes via momssystemet fordi det var sundere end alternativet. Salg af postevand på flaske. Chokolade med et lavt indhold af sukker. Og så videre, bare for at nævne et par eksempler. Efter offentliggørelsen af Forebyggelseskommissionens rapport er tanken om differentieret moms på fødevarer heldigvis stendød. Kommissionen har analyseret en momsnedsættelse på frugt og grønt. Men kommissionen har valgt ikke at anbefale at gå videre med ideen, da effekten er minimal og omkostninger meget høje. Gode, sunde tilbud I stedet for et Forbuds-Danmark er jeg med på at fremme, hvad professor Bente Klarlund Pedersen har kaldt et Tilbudsdanmark. Jeg mener, at langt de fleste mennesker godt kan tage vare på deres eget liv og tage konsekvenserne af deres egne valg. Vi har netop set betydelige fremskridt i danskernes sundhedstilstand, uden overdrevne forbud men i kraft af oplysning. Oplysning virker. Både i den forstand, at borgerne ved, hvad der er sundt og usundt. Og i den forstand, at de handler derefter. Men det første er faktisk det vigtigste i et demokratisk samfund. Politikerne skal ikke betragte borgerne som brikker, de kan rykke rundt med efter forgodtbefindende. Oplysning fremmer selvbestemmelse Nogen vil sige, at vi til hudløshed har hørt, at vi bliver overvægtige, hvis vi spiser for megen fed mad. Men kampagner kan faktisk flytte forbruget. 90 ernes kampagner mod fedt Let sovsen Jensen og Skrab smørret har virket. De fik danskerne til at tænke over tandsmørret på brødet og den daglige fløde i sovsen. Man kan se et tydeligt fald i danskernes indtag af fedt i kostundersøgelserne på baggrund af disse kampagner. Kampagner skaber opmærksomhed og giver måske det skub der skal til, hvis folk altså har lyst til at lægge deres livsstil om. En undersøgelse fra Mandag Morgen og Tryg Fonden viser, at mange efterspørger hjælp til at lægge vanerne om (Mandag Morgen & Tryg Fonden, 2008). Jeg mener, at vi skal målrette indsatsen for at hjælpe de svagest stillede, frem for at hale forbud og regulering ned over hovedet på hele samfundet. Man hjælper ikke mennesker ved at binde dem og begrænse dem. Det er blot umyndiggørelse. Jeg ønsker ikke at leve i et gyldent bur, i et 'Regeldanmark', hvor individet fritages for at tænke selv og tage stilling til det liv, det fører. Lovgivning, forbud, restriktioner og afgifter er ikke løsningen på alle problemer hverken på statsligt eller på mere lokalt niveau. Nøglen ligger i vores holdning til vores kost. Jeg hørte engang om en mor, der skældte ud til et forældremøde, fordi pædagogerne ikke begrænsede fejringen af børnefødselsdage med kage og flødeboller. Det var såmænd ikke fordi den pågældende mor var puritansk. Nej, hun syntes bare, at det var så svært at sige nej til børnene derhjemme, når de krævede slik og kage. Og derfor skulle børnehaven ikke servere den slags, børnene fik nok derhjemme. Men hvad nytter det at kræve sund mad i børnenes institutioner og på arbejdspladserne, hvis man derhjemme fortsætter den usunde livsstil med chips, sodavand og slik? Og hvad hjælper det, at slikket i supermarkedet placeres på øverste hylde bagerst i butikken, hvis det ligger i nederste skuffe hjemme i køkkenet? Jeg vil gerne advare mod troen på, at børns kostvaner først og fremmest grundlægges i daginstitutionerne. Børns kostvaner grundlægges i hjemmet. Og det er forældrenes ansvar at sørge for, at de selv og deres børn lærer, hvad der er sundt og usundt. Forældrene må gå forrest som rollemodeller for deres børn. Det går f.eks. ikke, at far rynker på næsen over 'kaninfoderet', når salaten sættes på spisebordet. Eller at det foretrukne transportmiddel til og fra skole er bilen. På den måde lærer børnene kun, at sund mad er kedeligt, og at motion er lig med at rulle vinduet op og ned i bilen. Det er i hjemmet, at de sunde kost- og motionsvaner skal forankres. Og det er forældrene, der må sætte grænser og tage stilling til, hvad der er i orden at spise og drikke. Er det eksempelvis mælk, vand eller sodavand, der skal stå på spisebordet om aftenen? Skal slik være en del af hverdagen eller gemmes til særlige lejligheder? Og er det cyklen, bilen eller benene, der skal bruges til og fra skole? Det handler om, at man som forældre må have en holdning og mod til at sige fra. Som minister skal jeg ikke blande mig i, hvad folk vælger at spise. Det er ikke min opgave hver dag kl. 17 at stå i landets supermarkeder og lægge 'de rigtige' fødevarer ned i familiernes indkøbsvogne. De fleste ved også godt selv, når de falder for fristelsen til at putte noget fedende eller direkte usundt i indkøbskurven. Men de gør det alligevel. Vi har alle - både børn og voksne - brug for et lille frirum eller for at synde engang imellem. Og den frihed vil jeg ikke fratage familierne. Min opgave er derimod at sikre, at familierne ved, hvad de spiser, og kan træffe deres valg på et oplyst grundlag. Mit mål er derfor at skabe sunde rammer, så familierne har mulighed for nemt at vælge den sunde livsstil og fravælge den usunde. Det behøver ikke kræve yderligere restriktioner. 35
Jeg har netop lanceret et nyt nordisk ernæringsmærke, Nøglehulsmærket. Nøglehulsmærket skal gøre det nemmere for forbrugeren at træffe et sundt valg i indkøbssituationen. I en travl hverdag kan man hurtigt miste overblikket, når man tager en vare op af køledisken og skal forsøge at gennemskue, om den er sund eller ej. Det er ikke altid lige let. Men er der et Nøglehulsmærke på en vare, så har vi, som COOP s reklamer siger: læst varedeklarationen for dig og godkendt den. Nøglehulsmærket kan sættes på fødevarer, der opfylder særlige krav til lavere indhold af sukker, salt, fedt, samt højere indhold af kostfibre, end andre produkter i samme kategori. For brød og brødblandinger er der desuden krav til indholdet af fuldkorn. Tiltag som nøglehulsmærket er med til at gøre det nemmere at tage det sunde valg. Det er godt, men ikke nok i sig selv. Det er også vigtigt, at vi hele tiden oplyser om, hvordan en sund kost sammensættes. Fra statens side skal vi tage hånd om de familier, der har svært ved at klare hverdagen, og vi skal skabe rammerne for, at alle familier har mulighed for at vælge en sund livsstil. Dårlige vaner kan være svære at ændre. Men det kan godt lade sig gøre med information, frivillighed, flere sunde fristelser og ikke mindst bevidstheden om, at vi hver især må påtage os et personligt ansvar for vores egen sundhed. Referencer Groth M.V., Sørensen M.R., Biltoft-Jensen A, Matthiessen J, Kørup K, Fagt S..2009. Danskernes måltidsvaner, holdninger, motivation og barrierer for at spise sundt 1995-2008. DTU Fødevareinstituttet 2009.08.17 Klarlund Pedersen, Bente.2008. Med lov skal sundhed fremmes, Politikens kronik d. 22. april. Klarlund Pedersen, Bente. 2008a. Sundhed ved lov, FoodCulture nr.15 side 8 Klarlund Pedersen, Bente. 2009. Hjælp danskerne, Weekendavisen Ideer, d. 9. januar. Kærgård, Niels & Thea Dam.2008. Økonomi, moralisme og fedme, Berlinske Tidendes kronik d. 5. november. Kærgård, Niels & Thea Dam.2008a. Hellere rig og rask end fed og fattig, Berlinske Tidendes kronik d. 19. December. Mandag Morgen & Tryg Fonden. 2008. Fremtidens forebyggelse ifølge danskerne, København. Mill. John Stuart. 1859. On Liberty. Penguin Books Ltd, London & New York 1982 Jeg mener, at mennesker selv har et ansvar for, hvad de spiser, og dermed for deres egen sundhed. Og jeg mener, at staten skal lade være med at tage friheden fra os gennem forbud, regulering og uigennemtænkte afgifter. 36