Voldtægtsofre. Håndbog for fagpersoner. Redigeret af. Ole Brink

Voldtægtsofre Håndbog for fagpersoner Redigeret af Ole Brink

Voldtægtsofre Håndbog for fagpersoner Copyright : Center for Voldtægtsofre ved Århus Universitetshospital, 2000 Mekanisk, elektronisk, fotografisk eller anden gengivelse af denne bog eller dele deraf er ikke tilladt ifølge gældende lov om ophavsret. Layout: Anne Sørensen Tryk: Lavpristrykkeriet, Århus Forsideillustration: Livets træ. Maleri af Karin Jensen, 1999 ISBN: 87-987404-1-5

Forfattere Ole Brink, 1. reservelæge, ph.d. Ulykkes Analyse Centret Århus Amtssygehus Ask Elklit, lektor, cand.psych. Psykologisk Institut Århus Universitet Erik Jensen, kriminalassistent Kriminalteknisk Afdeling, Århus Rigspolitichefen Maiken Knudsen, cand.psych. Center for Voldtægtsofre Århus Amtssygehus Lene Rindom, afdelingssygeplejerske Skadestuen Århus Amtssygehus Villy Sørensen, vicepolitimester, cand. jur. Århus Politi Annie Vesterby, vicestatsobducent, dr.med. Retsmedicinsk Institut Aarhus Universitet

Forord Bøger som denne burde være helt overflødige. Men vi må desværre erkende, at selv i vores civiliserede samfund forekommer der seksuelle overgreb, der efterlader oftest svært traumatiserede personer. Bogen henvender sig til personer, som i egenskab af deres profession kan møde ofre for voldtægt. Bogen er skrevet af en række personer, som har et stort erfaringsgrundlag i arbejdet med voldtægtsofre, men som også har et mangeårigt erfaringsgrundlag i samarbejdet på tværs af faggrupper. Forfatterne står bag etableringen af Center for Voldtægtsofre i Århus, og har i denne forbindelse også haft opgaven at uddanne det personale, som arbejder ved centret. En væsentlig del af indholdet i denne bog er undervisningsmateriale, som har været benyttet til denne opgave i Århus. Ole Brink Århus, februar 2000

Indhold 1. Indledning 11 Ole Brink 2. Det tværfaglige team ved et modtagecenter 17 Annie Vesterby Formål 17 Målgruppen 17 Opgaver for det tværfaglige team 17 - Sekretæren 17 - Sygeplejersken 18 - Lægen 18 - Psykologen 19 - Gynækologen 19 - Politiet 19 3. Modtagelse og omsorg af ofre for voldtægt 21 Lene Rindom Centret ved skadestuen 21 Sygeplejerskens overordnede ansvar 22 Telefonisk kontakt til centret 22 Modtagelse på centret 23 Besøget i centret 24 Skal der sporsikres? 25 Dokumentation 26

4. Juridiske aspekter af voldtægtssager 29 Villy Sørensen Hvad er en voldtægt? 29 Krav til politi og anklagemyndighed 31 Men sagen skal have en start 32 Bistandsadvokat 34 Efter anmeldelsen 35 Varetægtsfængsling 36 Den retlige behandling 37 - Tilståelsessag 37 - Nævningesag 37 - Domsmandssager 37 - Anklageskrift 37 - Sagens akter 38 - Bevisfortegnelse 38 - Tiltalte 39 - Rettens sammensætning 39 - Vidner 39 Domsforhandlingen 39 Offererstatningsloven 41 Aktindsigt 42 5. Personundersøgelse og sporsikring 43 Ole Brink, Annie Vesterby & Erik Jensen Forberedelse til undersøgelsen 44 Anamnesen 44 Undersøgelsesmaterialer 45 Den udvendige undersøgelse 47 Prøvetagning og sporsikring 48 - Prøver fra kroppen 49 - Sekretprøver 50 - Udstrygningspræparater 51 - Vaginalsekret 52 - Sekret fra glans penis 52 - Sekret fra anus 52 - Sekret fra mundhule 52

- Blod til DNA profilanalyse 53 - Hår 53 - Negleskrab 54 Undersøgelse af genitalier 55 Undersøgelse af anus 56 Undersøgelse af mundhulen 58 Håndtering af beklædning 58 - Afklædning af ofret 59 - Tørreskabet 61 - Ophængning af tøjet 62 6. Psykologiske senfølger efter en voldtægt 63 Ask Elklit & Maiken Knudsen Muligheder for hjælp 63 Hvem var de første, der beskrev de psykologiske følger efter voldtægt hos en større gruppe? 64 Oplevelser af voldtægt 65 Det psykologiske chok 66 Traume variable 69 Usædvanlige sansemæssige oplevelser 70 Betydningen af specifikke omstændigheder 72 Umiddelbare reaktioner 74 Akut stressforstyrrelse 74 Kriterier for PTSD 75 Sekundære symptomer ved PTSD 77 Andre eftervirkninger 79 Traumatisering indlejret i det sociale felt 80 Social støtte 81 Andre instanser 82 En oversigt over traumatiseringsprocessen 82 Senfølger 83 Sårbarhedsfaktorer 84 Sammenfatning om eftervirkninger 86 Psykologisk førstehjælp til voldtægtsofre 87 Referencer 88

7. Nyttige adresser 91 8. Nyttigt kildemateriale 95 9. Appendiks (ikke inkluderet i pdf-udgaven) Journal- og registreringsskema fra Center for Voldtægtsofre i Århus Sygeplejerskens tjekliste ved Center for Voldtægtsofre i Århus Profylaksemedicin og follow-up Eksempel på en retslægelig erklæring Uddrag fra Sundhedsstyrelsens vejledning for diagnose og behandling af seksuelt overførte sygdomme Ansøgningsskema vedrørende erstatning fra staten til ofre for forbrydelser

1. Indledning Ole Brink Voldtægt er en særdeles grov forbrydelse, som i mange tilfælde efterlader ofre med væsentlige fysiske og psykiske mén. Voldtægtsofre, som politianmelder, vil kunne møde personer fra mange forskellige faggrupper, heriblandt politi, læger, sygeplejersker, psykologer og jurister. Alle har hver deres arbejdsopgave. Voldtægtsofre vil være meget sårbare, og det er derfor vigtigt, at de ikke yderligere traumatiseres under mødet med disse fagpersoner. I Danmark vil det nok aldrig blive et rutinejob at arbejde med voldtægtsofre - heldigvis. Hver eneste offer bør betragtes som et selvstændigt individ udsat for et meget stort traume, men samtidig bør visse arbejdsrutiner i forbindelse med undersøgelse og samtale med ofre foregå efter standardiserede principper på baggrund af retningslinier og protokoller. Denne bog vil gennemgå nogle af disse principper. Vi har ikke noget samlet overblik over omfanget af voldtægter i Danmark. Vores kendskab til omfanget baseres primært på oplysninger fra politiets statistikker. I perioden fra 1960 og frem til 1970 erne politianmeldtes 200 voldtægter om året i hele Danmark. Herefter steg antallet af anmeldelser stærkt frem til midten af 1980 erne, hvor tæt ved 600 episoder årligt blev anmeldt. Udviklingen vendte i 1992 og har været faldende siden. I 1998 modtog politiet 418 anmeldelser om voldtægt. Geografisk foregår halvdelen af alle politianmeldte voldtægter vest for Storebælt, jf. figur 1. Fra udenlandske modtagecentre for voldtægtsofre ved vi, at mange ofre undlader at politianmelde et overgreb. I Danmark har vi intet overblik over de ikke-anmeldte voldtægter.

Fre deriks ber g Køben havn Ole Brink Antal 0-10 : 10-25 : 25-50 : 50-100 : 42 Nordjyllands amt 3 Bornholms amt Ringkøbing amt 17 Viborg amt 11 Århus amt 54 Frederiksborg amt 25 Ribe amt 14 Vejle amt 38 23 Vestsjællands amt Roskilde amt 17 40 Københavns amt 61 Sønderjyllands amt 18 Fyns amt 36 19 Storstrøms amt Figur 1. Den geografiske fordeling af alle politianmeldte voldtægter i 1998

Baggrund De fleste voldtægter udøves imod kvinder i alderen fra 15 til 26 år og de forgår typisk i tidsrummet fra midnat til kl. 6 om morgenen. Fire ud af ti af de politianmeldte voldtægter finder sted på lørdage eller søndage. I en undersøgelse udarbejdet af Rigspolitiet på baggrund af alle politianmeldte voldtægter i perioden 1990-1992 fremgår det, at ofrene ofte kendte gerningsmændene på forhånd, se figur 2. Ukendt 50,0% Nyt bekendtskab 16,0% Tidl/nuværende kæreste/samlever 13,0% Kendt som ven 21,0% Figur 2. Relationer mellem offer og gerningsmand i 1163 voldtægtssager i årene 1990-92 i Danmark. Kilde: Rigspolitichefen. Voldtægters omfang og karakter i Danmark. København, 1998 Som det første sted i Skandinavien etablerede Oslo Helseråd i 1986 et akut modtagecenter, som kunne tilbyde tværfaglig hjælp til ofre for seksuelle overgreb. Modtagelse og behandling af ofrene blev etableret i tilslutning til Legevakten i Oslo. Dette modtagecenter har siden inspireret til lignende tilbud i det øvrige Skandinavien, men først i 1999 kunne Sundhedsstyrelsen i Danmark udsende en vejledning til amterne om

Ole Brink at etablere tilsvarende tilbud i Danmark. Sundhedsstyrelsen lægger i denne vejledningen op til, at der bør være ensartede procedurer i hele landet for modtagelse, retslægelig undersøgelse og behandling af voldsog voldtægtsramte kvinder. Siden 1979 har der i tilknytning til Ulykkes Analyse Centret ved Århus Amtssygehus været udført forskning i voldsulykker. Med baggrund i denne forskningsaktivitet er der i Århus opstået et tværfagligt netværk og tradition for at samarbejde mellem skadestuer, Retsmedicinsk Institut, politiet og Psykologisk Institut i Århus. Dette samarbejde var også anledningen til, at man i 1997 påbegyndte planlægningen af et modtagecenter for voldtægtsofre i Århus. Det har så resulteret i, at det første modtagecenter i Danmark blev indviet ved Århus Amtssygehus den 1. november 1999. Dette center sikrer, at alle voldtægtsofre i Århus Amt fremover kun behøver at henvende sig ét sted for at modtage hjælp. Ved centeret koordineres samarbejdet imellem de forskellige faggrupper, se figur 3. Retsmedicinsk Institut 3. Århus Politi 2. Offer for voldtægt 1. Center for voldtægtsofre Skadestuen Århus Amtssygehus 5. 4. Psykolog Gynækologisk afd. Skejby Sgh 6. Anden opfølgende behandling Figur 3. Center for Voldtægtsofre i Århus

Baggrund Uanset om et offer ønsker at politianmelde eller ej, så kan vedkommende henvende sig døgnet rundt og blive modtaget af en specialuddannet sygeplejerske. Udover den umiddelbare menneskelige omsorg og støtte tilbyder sygeplejersken at etablere en eventuel kontakt til politiet (såfremt det ikke allerede er sket), og der tilbydes en lægelig personundersøgelse og sporsikring. Der er mulighed for at overnatte ved centret i rolige og trygge omgivelser, og der tilbydes samtale med en psykolog indenfor 48 timer efter overgrebet. Tilbudet om psykologhjælp gælder alle, og det er gratis. Det anses for væsentligt, at et modtagecenter placeres centralt i bybilledet, er let tilgængeligt og at et offer kan henvende sig til en neutral adresse. I Århus er centret etableret i tilslutning til skadestuen ved Århus Amtssygehus. Når et voldtægtsoffer ankommer her, henvender vedkommende sig ved receptionen i skadestuen og bliver straks sluset udenom de vanlige venteværelser og undersøgelseslokaler i skadestuen. En sygeplejerske bliver tilkaldt og ledsager vedkommende til sygehusets patienthotel, hvor der er indrettet samtale- og undersøgelsesrum i mere rolige og neutrale rammer. Den tilkaldte sygeplejerske er nøglepersonen, der hele tiden bliver hos offeret og koordinerer, hvilke tilbud der skal iværksættes. Når en voldtægt politianmeldes, og en gerningsmand skal eftersøges, er det vigtigt, at der hurtigt sikres brugbart spor- og bevismateriale, og materialet skal også kunne hjælpe til en domsfældelse af gerningsmanden. I Århus er det rutinemæssigt læger fra Retsmedicinsk Institut, som udfører personundersøgelsen og sporsikringen, når der politianmeldes. De ofre, som kommer til centret i Århus, og som ikke umiddelbart ønsker at politianmelde, tilbydes også en lægelig personundersøgelse og sporsikring. Dette materiale gemmes i tre måneder og kan så benyttes, hvis et offer senere fortryder og alligevel vil politianmelde.

2. Det tværfaglige team ved et modtagecenter Annie Vesterby Formål 1. At dokumentere at et overgreb/ en voldtægt eller forsøg herpå har fundet sted. 2. At sikre biologiske spor. 3. At sikre nødvendig omsorg, behandling og opfølgning med henblik på forebyggelse af psykiske, fysiske og sociale mén. Formålet med centret opfyldes ved en tværfaglig indsats fra sekretærer, sygeplejersker, læger (læger ved Skadestuen, ortopædkirurger, gynækologer og retsmedicinere), psykolog, politi og jurist. Målgruppen Centret modtager et offer - mand eller kvinde - som angiver at have været udsat for akut voldtægt eller forsøg herpå, hvilket sædvanligvis er overgreb inden for 24 timer eller mindre end 48 timer, og tilbuddet gælder såvel de politianmeldte som ikke-politianmeldte. Opgaver for det tværfaglige team Sekretæren Når offeret henvender sig direkte uden forudgående politianmeldelse er det sekretærens opgave at notere personlige data og sørge for, at offeret bliver vist til vente-/samtalerummet på patienthotellet. Sekretæren kontakter herefter vagthavende sygeplejerske. Når politiet kontakter centret, er det sekretærens opgave at tilkalde vagthavende sygeplejerske.

Annie Vesterby Sker henvendelsen uden for sekretærens arbejdstid, er det skadestuesyge-plejerskens opgave at varetage disse funktioner. Sygeplejersken 1. Forklare offeret hvad der skal ske, samt at det drejer sig om et frivilligt tilbud. 2. Udfylde primære data på registreringsskemaet. 3. Gøre klar til lægeundersøgelsen. 4. Bistå ved lægeundersøgelsen, herunder med skitsetegning og fotografering. 5. Sammen med lægen sikre korrekt mærkning af alle prøver: a. beklædning b. biologiske spor til politimæssig efterforskning c. blod- og urinprøver d. andre prøver 6. Sikre korrekt mærkning, forsegling, forsendelse eller opbevaring af prøver. 7. Efter afsluttet undersøgelse signere registreringsskemaet. 8. Efter afsluttet undersøgelse bistå offeret i forbindelse med bad, omklædning og overnatning. 9. Sikre opfølgning ved mundtlige og skriftlige aftaler. 10. Sikre at registreringsskemaet går på plads i aflåst arkivskab. 11. Sikre at de nødvendige ting til brug for undersøgelsen er i undersøgelseslokalet. Lægen 1. Sikre at offeret/patienten forstår formålet med undersøgelsen og har kendskab til tilbud om akut psykosocial hjælp og opfølgende tilbud. 2. Forklare patienten, at det ikke er et almindeligt læge/patientforhold, men at undersøgelsens resultat/registreringsskema/prøver evt. vil blive anvendt til politimæssig efterforskning, og at lægen i så fald ikke er bundet af tavshedspligten (jf. Lægelovens paragraf 9 og undtagelser herfra). 3. Optage anamnese omhandlende kort referat af hændelsesforløb, tilstedeværende sygdom, gynækologisk anamnese, medicin, alkohol. 4. Registrering af tøj og sikring af dette om nødvendigt. 5. Registrering og dokumentation af fysiske skader.

Det tværfaglige team ved et modtagecenter 6. Samle eventuelle biologiske spor, hvis sådanne er tilstede. 7. Undersøgelse af genitalier og sikring af biologiske spor. 8. Undersøgelse af analregionen hvis indiceret og sikring af biologiske spor. 9. Undersøgelse for kønsoverført sygdom hvis indiceret. 10. Undersøgelse for evt. graviditet hvis indiceret. 11. Sikring af blod og urin hvis indiceret. 12. Udfylde registreringsskema, og mærke/signere alle prøver og sikre korrekt forsendelse eller opbevaring. 13. Dokumentere evt. supplerende undersøgelse, behandling eller indlæggelse. 14. Gøre opmærksom på, at patienten/offeret på et hvilket som helst tidspunkt i undersøgelsesforløbet kan sige fra. Psykologen At give akut og opfølgende psykosocial rådgivning og behandling. Gynækologen (bortset fra akut undersøgelse) Varetage opfølgende rådgivning og evt. behandling af gynækologiske følgevirkninger. Politiet! Det er vigtigt, at hele plejepersonalet er opmærksom på offerets særlige situation, og på at offeret har behov for omsorg, støtte og forståelse, men det er samtidig vigtigt at bibeholde objektiviteten af hensyn til en eventuel politimæssig efterforskning og et retsligt efterspil. Komme tilstede på centret for foretagelse af den initiale/primære afhøring af offeret. Tilkalde retsmediciner til centret for foretagelse af lægeundersøgelsen (såfremt der foreligger politianmeldelse). Vejledning om forløbet af den politimæssige efterforskning, offerets retsstilling, herunder bistandsadvokat og erstatning.

Modtagelse af og omsorg for ofre for voldtægt 3. Modtagelse af og omsorg for ofre for voldtægt Lene Rindom Centret ved skadestuen Center for Voldtægtsofre i Århus er placeret ved skadestuen på Århus Amtssygehus, hvor personalet i deres daglige arbejde har at gøre med personer, som har været udsat for pludseligt opståede skader. Personalet har faglig ekspertise i at tage vare på patienter, som har været udsat for en akut ulykke og har pådraget sig fysiske og/eller psykiske mén. Der skal også tages vare på de nære pårørende, arbejdskolleger eller vidner til andres ulykke, som derved er blevet påvirket af ulykken. Ulykker kan være alt fra små uheld til trafikulykker, arbejdsulykker, voldelige overfald, voldtægt eller vidne til samme, pårørende ved pludselige dødsfald o.l. I skadestuen forventes det, at det tværfaglige team bestående af læger og plejepersonaler hurtigt tager sig af de fysiske skader, patienterne kommer med. De umiddelbare psykiske reaktioner, der ofte præger patienterne er chok. Disse patienter er kendetegnet ved at være forstenede, grædende, tavse, snakkende, klamrende sig til plejepersonalet, bange for at være alene, bange for en mulig fysisk trussel eller tankerne og fantasien i forbindelse med den ubehagelige oplevelse. Disse reaktioner er plejepersonalet uddannet til at håndtere og gå ind i, således at der bliver etableret et tillidsfuldt samarbejde med patienten til gavn for behandlingen af både fysiske og psykiske skader. På samme måde er plejepersonalet uddannet til at drage omsorg for et offer med psykiske problemer, som har været udsat for voldtægt eller voldtægtsforsøg, og som retter henvendelse til centret.

Lene Rindom Sygeplejerskens overordnede ansvar At tilrettelægge et hensigtsmæssigt forløb for offeret i centret og informere om dette. At informere, vejlede og i enkelte tilfælde rådgive om offerets muligheder på kort og lang sigt. At koordinere og informere om de forskellige sporsikringsundersøgelser og metoder i forbindelse med en voldtægt. At assistere lægen og være medansvarlig for udførelsen af sporsikringsundersøgelser til brug eller senere brug i en politimæssig efterforskning. At informere om og etablere kontakt til psykolog i efterforløbet. At informere om og sørge for eventuel lægelig opfølgning i ambulant regi. Telefonisk kontakt til centret Den første kontakt, et offer eller dennes pårørende har til centret, er ofte en telefonisk kontakt. Pårørende til et offer har også mulighed for at ringe ind og søge råd og vejledning. Mange pårørende har svært ved at håndtere situationen, idet voldtægtsoplevelsen kan indeholde ord og billeder, som den pårørende ikke tidligere har talt om eller sagt højt, da voldtægt gennem mange år har været tabu i samfundet. Derfor søges der ofte hjælp til at snakke om emnet og hjælp til at få offeret ind til centret, så der kan tages vare på vedkommende. Kan det lade sig gøre, tales der med offeret pr. telefon for at tilkendegive, at centret netop er en hjælp til vedkommende og en mulighed for at sætte ord på oplevelsen og bekræfte overfor offeret, at det der er sket er en kriminel handling. Det er vigtigt at informere og vejlede om de muligheder og valg, der findes, og om at personalet står til rådighed, hvis vedkommende kommer til centret. Vælger offeret at komme i centret, er der mulighed for at sikre spor allerede inden ankomsten.! Husk at fortælle offeret ved telefonisk kontakt, at vedkommende ikke må: 1. spise eller drikke 2. vaske sig 3. rense negle 4. børste tænder 5. frisere sig 6. tisse 7. skifte tøj 8. skifte tampon/bind

Modtagelse af og omsorg for ofre for voldtægt Hvis offeret har skiftet tøj, tampon eller bind, bed om at det brugte medbringes til centret. Offeret skal huske at medbringe skiftetøj. Årsagen til den restriktive udmelding er, at alle disse punkter beskriver områder på offeret, som kan indeholde fremmed DNA fra en mulig gerningsmand. Selve sporsikringen handler netop om at finde fremmed DNA på offeret til bekræftigelse af offerets historie og beviser for, at en forbrydelse har fundet sted, hvilket har betydning i en retssag mod en formodet gerningsmand. Modtagelse på centret Ofre for voldtægt eller voldtægtsforsøg vil ofte først henvende sig til politiet for at anmelde forbrydelsen. Udover anmeldelse til politiet valgte nogle tidligere at gå til praktiserende læge eller at leve med forbrydelsen uden at turde involvere andre i hændelsen, idet andre muligheder ikke fandtes i praksis. Derfor har den almindelige befolkning lært, at voldtægt og voldtægtsforsøg primært har noget med politiet at gøre. Når et voldtægtsoffer i dag henvender sig til politiet for at anmelde forbrydelsen, foretager politiet en kort afhøring af offeret, så de med det samme kan starte en eventuel efterforskning på gerningsstedet. Dernæst kører politiet offeret op til Center for Voldtægtsofre for at få lavet en sporsikringsundersøgelse. Hvis den voldtagne med det samme tager ind til centret og giver udtryk for ønske om at anmelde forbrydelsen, vil sygeplejersken tage kontakt til politiet, som så kommer op i centret for at lave en foreløbig afhøring af offeret. For at støtte og senere hen hjælpe med at huske, hvad der blev sagt, er det en fordel, at sygeplejersken deltager i politiets afhøring af offeret. Det kan være til stor hjælp, at sygeplejersken allerede inden politiet kommer, har forklaret, hvad der vil ske under en afhøring, f.eks. ved at prøve at forberede offeret på de nærgående og uddybende spørgsmål, politiet vil stille. Hvis offeret ikke er forberedt, kan det få negative konsekvenser, da offeret let kommer til at opleve de mange spørgsmål som udtryk for mistro. Dette kan medføre en sekundær viktimisering. Organisatorisk og fysisk er Center for Voldtægtsofre placeret ved skadestuen på Århus Amtssygehus, hvor en gruppe af personalet fra skadestuen varetager centrets opgaver. I alt har godt 20 plejepersonaler (19 sygeplejersker, afdelingens sekretærer samt en social- og sundhedsassistent, benævnt som sygeplejersken) gen-

Lene Rindom nemgået undervisning i centrets pleje- og behandlingstilbud, så der altid er en uddannet sygeplejerske på vagt til at tage sig af offeret. Om natten er sygeplejersken på rådighedsvagt og kan tilkaldes i løbet af 30 minutter. Centret modtager både mænd og kvinder, som har været udsat for voldtægt eller voldtægtsforsøg. Børn, der været udsat for seksuelle overgreb, henvises til pædiatrisk afdeling på Skejby Sygehus. Besøget i centret Offeret og eventuelle pårørende eller venner modtages af sygeplejersken i centret, og sammen går de over på patienthotellet, hvor der er indrettet et specielt rum/en stue til samtale og sporsikringsundersøgelse. Hvis offeret ankommer alene, er det sygeplejerskens første opgave at finde ud af, om de nærmeste skal orienteres, om der er et ønske om, at disse eventuelt skal komme til centret og i så fald at få taget kontakt til dem. Sygeplejersken skal være opmærksom på, at offeret kan vælge denne mulighed fra f.eks. pga. følelsen af at udlevere sig selv eller i misforstået hensyntagen til den anden - kan de tåle at høre de forfærdelige ting, der er sket mig?. Offeret kan have fornemmelsen af at være skyld i eller at have medskyld i overgrebet og derfor ikke ønske pårørende til stede, som skal høre om det. Følelsen af skam kan være så overskyggende, at offeret ikke har den mindste lyst til overhovedet at tænke på at dele det med andre. Afhængig af omstændighederne vil det oftest være en fordel for offeret at have en pårørende eller ven hos sig, så offeret har en betroet at snakke tingene igennem med senere hen. Uanset hvad beslutningen bliver på dette punkt, må sygeplejersken støtte op om den beslutning, offeret tager. Har offeret givet udtryk for selv at have haft skyld eller medskyld i forseelsen, f.eks. ved at have taget en person med hjem fra fest, påhviler det sygeplejersken at indprente offeret, at vedkommende ikke har bedt om at være i den nuværende situation, og er der sagt nej til seksuelle handlinger, så betyder det nej og offeret kan derfor ikke være skyld i eller medskyldig i det aktuelle overgreb. I den forbindelse kan det påpeges overfor offeret, at politiet ser på voldtægt og voldtægtsforsøg som lovovertrædelser, der skal retsforfølges, og hvor offeret er hovedvidnet til forbrydelsen. For at bygge en tillidsfuld situation op offer og sygeplejerske imellem, gælder det om at få offeret til at føle sig tryg i sygeplejerskens nærhed, og dette forudsætter, at sygeplejersken kan rumme et tavst, grædende eller meget talende offer. Der skal gives plads til, at offeret kan sætte ord på det gennemlevede. Eventuelt skal

Modtagelse af og omsorg for ofre for voldtægt sygeplejersken hjælpe med at sige ordene, da de kan være for skræmmende til at blive sagt højt - og af den grund forbliver usagte både pga. tabuets magt og det smertefulde i oplevelsen. Ofre er tit følsomme overfor at se, mærke og fornemme, om den lyttende person kan bære at høre om de forfærdelige ting, offeret har gennemlevet. Dette stiller krav til sygeplejersken om at signalere sin professionalisme ved at modtage det sagte roligt og uden nogen form for afsky, men ved at udvise støtte og tilkendegive sympati for offeret og bekræfte det forfærdelige i, at forbrydelsen kunne finde sted. Får offeret oplevelsen af, at modtageren til det sagte ikke kan håndtere/tåle beskrivelserne fra voldtægten, kan offeret trække sig og vælge at være tavs eller undlade at fortælle alle grusomheder for ikke at støde sygeplejersken fra sig. Dette efterlader et offer, som må få fornemmelsen af at bære på en frygtelig oplevelse alene, for hvis sygeplejersken i centret ikke kan tåle at høre detaljerne, hvem kan så? Sygeplejersken vil prøve at hjælpe offeret til at få kontrol over sig selv og sine handlinger igen ved gentagne gange at forklare, at det er op til offeret, hvor meget vedkommende vil være med til, og hvad der skal ske, f.eks. anmeldelse af forbrydelsen med efterfølgende sporsikringsundersøgelse. For at offeret kan træffe valg og tage beslutninger, er viden en nødvendighed. Når offeret vælger noget fra, kan det være udtryk for manglende viden, indsigt og forståelse for det fravalgte. Sygeplejersken har et ansvar for at vurdere offerets beslutning og eventuelt handle på baggund af det. Handlingen kan være at informere, forklare og eventuelt undervise i forskellige tilbud i centret, så det fravalgte ender med at blive et udtryk for et reelt ønske og behov. Skal der sporsikres? Selvom offeret i situationen ikke kan overskue at tage stilling til, om forbrydelsen ønskes anmeldt eller ej, har det ikke betydning for sikring af eventuelle spor fra voldtægten. Hvis forbrydelsen er anmeldt, kontakter politiet retsmedicineren, der så foretager sporsikringen i samarbejde med sygeplejersken i centrets lokaler. Hvis offeret bestemmer sig til ikke i første omgang at anmelde forbrydelsen, tilkalder sygeplejersken en specielt uddannet læge tilknyttet centret, som er på tilkald til at udføre lægeundersøgelsen og dermed sporsikringen. I dette tilfælde bliver materialet forseglet og gemt i centret i op til 3 måneder. I denne periode kan offeret overveje at anmelde hændelsen, uden at det forringer mulighederne for at

Lene Rindom finde eventuelle beviser for overfaldet, da sporerne er forseglet og gemt i centret og kan hentes frem til en politimæssig efterforskning. Hvis offeret vælger at anmelde forbrydelsen senere, skal der rettes henvendelse til politiet om, at vedkommende tidligere har været i centret, hvor der blev lavet sporsikring. Materialet kan så udleveres, når offeret har underskrevet et dokument, der giver lægen og sygeplejersken lov til at udlevere de forseglede sporprøver. Dokumentation Uanset hvem der foretager den lægelige undersøgelse, bliver alle spor registeret og beskrevet i en protokol, som primært udfyldes af lægen, men hvor sygeplejersken også har et medansvar for korrekt registrering. Hvor omfattende undersøgelsen skal være afhænger af offerets ønsker. Den voldtægtsramte kan til enhver tid sige helt eller delvist fra overfor konkrete undersøgelser og prøver. Her er det igen vigtigt at fortælle om konsekvenserne ved at vælge fra, så offeret har truffet sine valg ud fra en reel valgmulighed, hvilket kan efterlade offeret med en følelse af at have kontrol over sin egen situationen. Sygeplejersken har ansvaret for at tilrettelægge et så hensigtsmæssigt pleje- og behandlingsforløb som overhovedet muligt. For at holde styr på, om sygeplejersken husker at informere, vejlede og rådgive offeret under opholdet i centret, er der udarbejdet en tjekliste. Tjeklisten er beregnet til kort at gengive offerets historie, til afkrydsning, til dokumentation af sygeplejerskens handlinger og til kommentering af de forskellige valg og fravalg, der er foretaget undervejs i samtalen med offeret og dennes pårørende. Tjeklisten kan være det eneste udfyldte dokument efter et besøg, hvis offeret ikke ønsker at anmelde overgrebet til politiet og heller ikke ønsker at få lavet sporsikring med læge deltagelse. I disse tilfælde møder offeret kun sygeplejersken, som orienterer om tilbudene i centret og muligheden for efterfølgende psykologhjælp, hvilket vil fremgå af tjeklisten (se appendiks). Offeret kan benytte badeværelset i tilknytning til centrets lokale, dette er ofte yderst kærkommen, da offeret ofte har fornemmelsen af, at kroppen er beskidt og ulækker og psykisk en følelse af en indre urenhed, som skal gnubbes og skures væk. Offeret får mulighed for at overnatte i centret eventuelt sammen med en pårørende, hvis der er behov for dette. Sluttelig informerer sygeplejersken offeret om, at centrets psykolog vil kontakte vedkommende en af de nærmeste dage enten per telefon eller

per brev. Psykologen vil herefter sammen med offeret finde ud af, om der er behov for fremtidig psykologhjælp og lave individuelle aftaler. Offeret bliver også opfordret til efterfølgende at ringe til centret og få en snak med den sygeplejerske, som har været til stede under hele forløbet, hvis der skulle være behov for at genopfriske oplysningerne eller svare på nogle uddybende spørgsmål. Er spørgsmålene af mere generel karakter, vil der ved henvendelse til centret døgnet rundt være en sygeplejerske, som vil kunne svare, informere og vejlede. Modtagelse af og omsorg for ofre for voldtægt

Juridiske aspekter af voldtægtssager 4. Juridiske aspekter af voldtægtssager Villy Sørensen Hvad er voldtægt? Siden Danmarks første straffelov i 1866 har der eksisteret bestemmelser, der opstiller et retlig værn for kvinders frie valg af seksualpartner. Den vigtigste bestemmelse er nu formuleret i Straffelovens 216. 216 Stk. 1. Den, der tiltvinger sig samleje ved vold eller trussel om vold, straffes for voldtægt med fængsel indtil 6 år. Med vold sidestilles hensættelse i en tilstand, i hvilken den pågældende er ude af stand til at modsætte sig handlingen. Stk. 2. Straffen kan stige til fængsel i 10 år, hvis voldtægten har haft en særlig farlig karakter eller der i øvrigt foreligger særligt skærpende omstændigheder. En række betingelser skal være opfyldt, før bestemmelsen kan bringes i anvendelse. Samleje skal være opnået, for at handlingen i fuldt omfang er omfattet af bestemmelsen, eller i hvert fald være søgt opnået, idet der i så fald er tale om et strafbart forsøg jf. Straffelovens 21. I den juridiske tradition har det altid været forudsat, at der skulle være tale om et heteroseksuelt forhold. Tiltvunget er samlejet både, hvis der anvendes mekanisk tvang, vold eller trusler om vold som middel. Bestemmelsen omfatter også situationer, hvor kvinden ikke har været særligt bange for det indtil nu passerede, men for at undgå yderligere vold har givet efter for pressionen.

Villy Sørensen Der hersker ikke tvivl om, at bestemmelsen også omfatter situationer, hvor f.eks. trussel om vold ikke retter sig mod kvinden selv, men mod hendes barn eller anden person, som hun er tæt knyttet til. Selv om gerningsmand og offer er samlevende eller gift med hinanden, udelukker det ikke anvendelse af bestemmelsen, selvom der bevismæssigt kan opstå vanskeligheder, hvis de på tidspunktet for domsforhandlingen stadigt er samlevende. De fleste strafferetsteoretikere anser forbrydelsen for fuldbyrdet, når penis er indført i skeden. Det har en vis betydning at kunne fastslå tidspunktet for fuldbyrdelsen, idet der for gerningsmanden er mulighed for at opgive sit forehavende indtil dette tidspunkt med den konsekvens, at der så slet ikke bliver tale om et strafansvar for voldtægt. Det bør dog tilføjes, at de selvstændige, strafbare handlinger, gerningsmanden måtte have begået indtil dette tidspunkt - som f.eks. vold - vil kunne straffes. Selvom alle de objektive betingelser (vold, trussel om vold, anden tvang og samleje) er opfyldt, er det imidlertid ikke sikkert, at gerningsmanden kan straffes. Det kræves yderligere, at det kan bevises, at han har haft forsæt til alle elementerne i forbrydelsen. Det er hans onde vilje, der straffes. Påstår han, at han har misforstået signalerne, kan det vise sig umuligt for anklagemyndigheden at løfte denne del af bevisbyrden. Anklagemyndigheden skal bevise, at den sigtede har slået eller truet offeret for at opnå samleje, altså godtgøre på en for retten overbevisende måde, at gerningsmanden er klar over, at han ikke ville have opnået sit mål uden anvendelse af denne pression. Har gerningsmanden eksempelvis slået kvinden, men umiddelbart herefter har den opfattelse at volden er overstået, kærlige følelser opstået, og at det er disse følelser, der er årsag til, at de efterfølgende har samleje, kan det være vanskeligt at bevise hans forsæt hans onde vilje til voldtægt. Kvinden kan derimod have den opfattelse, at han vil slå hende yderligere, hvis hun ikke efterkommer hans ønske om samleje. I den situation er der for hende ingen tvivl om, at hun er blevet voldtaget, mens manden kan have en helt anden opfattelse.

Juridiske aspekter af voldtægtssager Krav til politi og anklagemyndighed Når straffeprocessen er reguleret af mange detaljerede regler, skyldes det en frygt for, at uskyldige borgere skal blive udsat for overgreb fra statsmagten. Historisk er der naturligvis baggrund for en sådan bekymring. Derfor er det nødvendigt at skabe en vis beskyttelse for de borgere, der får hele det statslige apparat mod sig i forbindelse med en straffesag. I Retsplejelovens 96, stk. 2 står anført, at efterforskningen ikke blot skal skaffe grundlag for, at de skyldige drages til ansvar for deres handlinger, men også, at uskyldige ikke forfølges. Efterforskningen skal kort og godt være objektiv. Dette krav er efter Retsplejeloven egentlig kun knyttet til anklagemyndighedens arbejde, men der er ikke tvivl om, at kravet også gælder de politifolk, der foretager efterforskningen. Man kan altså ikke som politimand udelukkende gå på jagt efter de informationer, der udgør beviser for den sigtedes skyld, men må også bestræbe sig på at finde de oplysninger, der taler til gunst for ham. Når kvinder, der afhøres som vidner i en sag, hvor de har anmeldt voldtægt, føler, at afhøringen af dem går ubehageligt tæt på, hænger det ofte sammen med den pligt, politiet har til også at søge de oplysninger, der taler til gunst for den sigtede. Efter afhøringen føres forklaringerne ind i en såkaldt politirapport, som den der anmelder skal have lejlighed til at gennemlæse, godkende og eventuelt underskrive. Det er imidlertid frivilligt, om man ønsker at underskrive. Når efterforskningen er forbi, er det anklagemyndigheden, der skal afgøre, om beviserne har en sådan styrke, at man også har mulighed for at få den sigtede dømt i retten. Det er anklagemyndigheden, der har bevisbyrden. Sigtede skal altså ikke bevise, at han er uskyldig. Anklagemyndigheden skal ikke alene kunne bevise, at de objektive krav i Straffelovens 216 er opfyldt (udøvet vold og derigennem opnået samleje), men også at de subjektive krav er opfyldt. Disse går ud på, at sigtede havde forsæt til ( ond vilje ) gennem vold, trussel om vold eller på anden måde tvinge kvinden til samleje. Mener man ikke at kunne løfte denne bevisbyrde, må man undlade at rejse tiltale.

Villy Sørensen Sågar hvis der er tvivl om sigtedes skyld, må tiltalerejsning undlades. Det er ikke enhver tvivl, der skal komme sigtede til gode, men der kan opstå en tvivl, der gennem oplysninger i sagen understøtter hans forklaring om, at han f.eks. har misforstået kvindens signaler. Dette skal dog ikke forstås således, at man aldrig kan føre en sag om voldtægt, såfremt man kun har sigtedes og det mulige offers forklaring. Voldtægtsofferet er i denne sammenhæng at betragte som et vidne og betegnes i juridisk sprogbrug som den forurettede. Det er sjældent, at der udover de involveredes forklaringer er andet end tekniske beviser (lægeerklæringer o.l.). Neutrale vidner til selve handlingen findes sjældent! Det er endog meget ofte således, at der heller ikke er tekniske beviser. Trusler om vold efterlader ikke synlige spor! Alligevel vil sagen kunne fremmes, idet bevisførelsen er fri, dvs. ikke bundet af formelle krav (f.eks. to vidner er ikke i kraft af deres antal mere værd end eet). Det er altså muligt at rejse sagen og bringe den for retten med kun to - modstridende - forklaringer. Domstolen kan så selv tillægge de to forklaringer den vægt, man mener de er værd og træffe sin beslutning om domfældelse eller frifindelse i overensstemmelse med denne opfattelse. Men sagen skal have en start Normalt vil det være således, at en forurettet, der - som man hele tiden må erindre sig - også er sagens vigtigste vidne, henvender sig til politiet og anmelder, at vedkommende har været udsat for voldtægt. Sagen kan også starte med, at politiet gennem andre kanaler bliver opmærksom på, at en person har været udsat for voldtægt. I den situation skal politiet af sig selv starte en efterforskning. Den forurettede har ikke pligt til at anmelde, hvad hun har været udsat for. Sundhedspersonalet, der måtte komme i kontakt med offeret, har ikke pligt til at anmelde forholdet. Dette personale er undergivet en tavshedspligt, der indebærer, at de må have patientens accept på, at forholdet anmeldes til politiet. I forbindelse med en anmeldelse og i øvrigt også i forbindelse med senere forklaringer såvel overfor politiet som i retten, skal opmærksomheden henledes på, at det er strafbart at an-

Juridiske aspekter af voldtægtssager melde en forbrydelse, der ikke er begået (Straffelovens 165). Det er endvidere med en endnu højere strafferamme strafbart at give urigtige oplysninger til politiet, der medfører, at en uskyldig person risikerer at blive sigtet eller tiltalt for et forhold, han ikke har begået (Straffelovens 164). Ingen er i øvrigt forpligtet til at afgive forklaring overfor politiet. Efter Retsplejelovens 750 er der kun pligt til at give oplysninger om navn, adresse og fødselsdato men ikke personnummer. Som nævnt er ingen forpligtet til at afgive forklaring til politiet. Det gælder såvel sigtede som vidner, og man må heller ikke anvende tvang for at få dem til det. Denne ret til ikke at sige noget gælder for sigtedes vedkommende også i retten. Vidner derimod er pligtige at afgive forklaring i retten, medmindre de er undergivet en eller anden undtagelsesbestemmelse (Der kan være tale om vidnefritagelse eller - udelukkelse). Det betyder, at man kan indkalde et vidne, der ikke ønsker at give oplysninger til politiet, til et retsmøde, hvor vidnet så er tvunget til at afgive forklaringen. Dette kan sågar lade sig gøre i forbindelse med efterforskningen men inden man har besluttet, om der skal rejses tiltale. Den sigtede skal ved en politiafhøring udtrykkeligt gøres opmærksom på, at han ikke har pligt til at afgive forklaring. Der er også en anden gruppe af personer, hvor politiet direkte skal oplyse, at de ikke har pligt til at udtale sig. Det er de personer, der er omfattet af forskellige vidneudelukkelsesog vidnefritagelsesregler. Det drejer sig specielt om den sigtedes nærmeste. Det kunne f.eks. være en hustru, der anmelder at hun er blevet voldtaget af sin mand. Som allerede beskrevet i indledningen hindrer det ikke anvendelse af Straffelovens 216, at gerningsmand og forurettede er gift eller samlevende, men er kvinden det eneste vidne, og ønsker hun ikke at give informationer til politiet under efterforskningen, giver det unægtelig nogle vanskeligheder med at etablere de beviser, der skal til for at beslutte sig til at rejse tiltale. Vedrørende sundhedspersonalet er der to vigtige bestemmelser i Retsplejelovens afsnit om vidner.

Villy Sørensen For det første fremgår det af Retsplejelovens 169, at offentligt ansatte kun må afgive forklaring om det, de har erfaret i kraft af deres arbejde, hvis deres arbejdsgiver samtykker i, at forklaringen afgives. For det andet fremgår det af Retsplejelovens 170 - der er en særregel bl.a. omfattende læger, men ikke sygeplejersker - at den viden, de som læger har fået gennem udførelsen af deres arbejde, kan der ikke afgives forklaring om, medmindre man har fået patientens samtykke. I begge regler er anført, at retten kan tilsidesætte dem således, at det omtalte personale kan pålægges at afgive forklaring. Når en voldtægtssag verserer, findes der i Retsplejelovens 1017b en regel, der giver forurettede en vis beskyttelse. Reglen går ud på, at man kan straffes med bøde, hvis man offentligt giver meddelelse om navn, stilling eller bopæl på den forurettede eller på anden måde offentliggør den pågældendes identitet. Bistandsadvokat I Retsplejelovens 741a er nævnt en kreds af personer, heriblandt den forurettede i en voldtægtssag, der har krav på efter begæring at få beskikket en bistandsadvokat af retten. Beskikkelsen af denne advokat kan ske allerede under efterforskningen, og politiet har pligt til at gøre forurettede opmærksom på muligheden allerede inden den første afhøring. Advokatens pligt er at støtte forurettede ved afhøring både hos politiet og i retten og ved opgørelse af eventuelle erstatningskrav. Advokaten har ikke mange aktive beføjelser og må under efterforskningen kun overvære afhøringen af den forurettede. Advokaten har endvidere krav på at få adgang til den del af politirapporterne, der indeholder den forurettedes forklaring. Efter tiltalerejsningen har advokaten ret til at se alle sagens akter, men må ikke uden politiets samtykke underrette den forurettede om indholdet. Dette forbud hænger naturligvis sammen med, at hendes vidneforklaring ikke må påvirkes af indholdet af de andres forklaringer. I retten er det absolut ikke meningen, at advokaten skal bistå anklagemyndigheden! Desværre er bistandsadvokatens rolle endnu ikke beskrevet i Retsplejeloven.

Juridiske aspekter af voldtægtssager Er der et erstatningskrav, kan han naturligvis stille spørgsmål, hvis de har betydning for størrelsen af kravet, ligesom han kan procedere - dvs. samlende fortælle retten om sin opfattelse om erstatningskravet. Derimod kan han ikke procedere om pligten til at betale erstatning, idet pligten har nøje sammenhæng med skyldspørgsmålet i straffesagen. De erstatningskrav, der kan være tale om at gøre gældende, er direkte værditab ved tingsskade (f.eks. ødelagt eller beskadiget tøj). Det kan også dreje sig om udgifter til helbredelse, f.eks. udgifter til psykiater eller psykolog, tabt arbejdsfortjeneste og endelig erstatning for tort, der er en standardiseret størrelse. Tort er betegnelsen for en retsstridig krænkelse af en andens frihed, fred eller ære. Efter anmeldelsen Når anmeldelse om voldtægt er indgivet, findes der forskellige muligheder for, hvordan politi og anklagemyndighed kan reagere. Politiet kan afvise en indgivet anmeldelse, hvis der slet ikke findes grundlag for at indlede en efterforskning jf. Retsplejelovens 749, stk. 1. Det kan f.eks. skyldes, at den handling der indgives anmeldelse om slet ikke kan karakteriseres som værende voldtægt, fordi de objektive elementer mangler. Forurettede vil skriftligt blive underrettet om afvisningen og også få en forklaring på, hvorfor man fra politiets side har truffet denne afgørelse. Samtidig underrettes man om den eksisterende klagemulighed. Der skal klages til den regionale Statsadvokat inden fire uger, efter man har fået meddelelse fra politimesteren om afvisningen. Den regionale Statsadvokat kan omgøre politimesterens beslutning. Er efterforskningen nok begyndt, men skønnes det, at der ikke er grundlag for at fortsætte den, jf. Retsplejelovens 749, stk. 2, (man kan være nået til det resultat et stykke inde i efterforskningen, at man aldrig vil kunne finde gerningsmanden, fordi personoplysningerne simpelthen ikke er gode nok), reageres der på samme måde, og underretning, klagemulighed og -frist er de samme som beskrevet ovenfor. Såfremt efterforskningen er afsluttet, har anklagemyndigheden en vifte af valgmuligheder. Viser det sig, at sigtelsen er grundløs, fordi man har sigtet den forkerte person som følge af de informationer, man har fået under efterforskningen (jf. Retsplejelovens 721, stk. 1 nr. 1), underrettes forurettede om

Villy Sørensen dette med en forklaring og information om, at afgørelsen skal være påklaget til den regionale Statsadvokat inden fire uger efter meddelelsen og kun kan omgøres til ugunst for den sigtede, hvis det kan nås at forkynde en sådan omgørelse inden 2 måneder fra afgørelsens dato, jf. Retsplejelovens 724. Selv om sigtelsen ikke er grundløs, kan det alligevel være, at sagen ikke kan rejses. Det skyldes i så fald, at anklagemyndigheden ikke mener at kunne løfte bevisbyrden. Underretning og klageadgang er som ovenfor beskrevet. Som allerede beskrevet kan man her have en situation, hvor kvinden har al mulig grund til at opfatte sig selv som voldtaget, og sagens slutning udelukkende skyldes anklagemyndighedens manglende mulighed for at løfte sin bevisbyrde. Der er absolut ikke grund til at fortolke slutningen af sagen som en konsekvens af, at man ikke stoler på kvindens oplysninger. Forurettede har vel nok netop i denne situation et meget stort behov for støtte ikke alene fra familie og venner, men også fra sundhedspersonale i videste omfang. sagen er også en realistisk mulighed, man bør drøfte med forurettede både inden anmeldelsen og undervejs i efterforskningsfasen. Varetægtsfængsling Hvis politi og anklagemyndighed er af den opfattelse, at beviserne i sagen allerede indledningsvis er af en sådan karakter, at den ikke skal afvises og sigtede anholdes, kan det overvejes, om gerningsmanden eventuelt skal fremstilles for en dommer med henblik på varetægtsfængsling. Denne overvejelse skal ske meget hurtigt. Det fremgår nemlig af Grundloven, at han skal fremstilles for en dommer, inden der er gået 24 timer efter anholdelsen (grundlovsforhør). Man kan ikke skønsmæssigt beslutte sig for, at en sigtet skal varetægtsfængsles. I Retsplejelovens 762 er angivet en række meget detaljerede betingelser, der skal være opfyldt. Disse betingelser er naturligvis både politiet, anklagemyndigheden og ikke mindst retten bundet af. Derfor varetægtsfængsles ikke alle. Ikke alene er der behov for efterfølgende støtte, men dette resultat af

Juridiske aspekter af voldtægtssager Men af dette faktum må man ikke drage den slutning, at så rejses der heller ikke tiltale. Der er ikke nødvendigvis nogen sammenhæng mellem spørgsmålet om varetægtsfængsling og tiltalerejsning. Den retlige behandling Resulterer anklagemyndighedens overvejelser i at man kan løfte bevisbyrden, er der flere forskellige løsninger afhængig af sagens karakter og sigtedes holdning til sigtelsen. Tilståelsessag Erkender han sig skyldig vil sagen blive indbragt for retten ved en såkaldt begæring om efterforskningsforhør. Har forurettede et erstatningskrav, vil hun og hendes eventuelle bistandsadvokat blive indkaldt til retsmødet for at få mulighed for at gøre kravet gældende. Derimod vil hun ikke blive afhørt. Kun sigtede afhøres, og på grundlag af hans forklaring afsiger retten, der beklædes af én dommer, sin dom. Den kan af såvel den dømte som af anklagemyndigheden ankes til landsretten, hvis der ikke er tilfredshed med straffens udmåling. Nævningesag Såfremt sigtede nægter sig skyldig, og anklagemyndigheden ønsker at nedlægge påstand om, at han idømmes en fængselsstraf på 4 års fængsel eller derover, udarbejdes der et anklageskrift, og med dette sendes sagen til landsretten, der som første instans skal behandle sagen for et nævningeting, hvor de 12 nævninger selv afgør spørgsmålet om den tiltaltes skyld. Strafudmålingen fastsættes af de 12 nævninger og de tre deltagende juridiske dommere i fællesskab. Skyldspørgsmålet kan ikke ankes, mens strafudmålingen kan ankes til Højesteret. Domsmandssager De fleste sager for overtrædelse af Straffelovens 216 føres for en domsmandsret i den retskreds, hvor handlingen er begået. Anklageskrift Sagen starter med, at anklagemyndigheden udarbejder et anklageskrift, som sammen med sagens dokumenter fremsendes til den ret, der skal behandle sagen.

Villy Sørensen Anklageskriftet, der formuleres efter samme retningslinier, uanset hvordan sagen skal afgøres: a) tilståelsessag kaldes begæring om efterforskningsforhør, men formuleringen er den samme, b) nævningesag, c) domsmandssag, er den formelle ramme for sagsbehandlingen på samme måde, som parterne i en civil sag gennem skriftveksling angiver grænserne for den senere behandling for domstolen. I anklageskriftet skal anføres forbrydelsens hjemlede navn, i dette tilfælde voldtægt. Forbrydelsen skal beskrives med de kendemærker, der er angivet i Straffeloven. For voldtægtsforbrydelsen skal det altså anføres, at man gennem vold eller et af de andre elementer har tiltvunget sig samleje. Det væsentligste krav er imidlertid, at det skal indeholde en kort angivelse af det forhold, for hvilket tiltale er rejst, dvs. hvor, hvornår og hvordan er handlingen begået. Sagens akter Foruden anklageskriftet fremsendes sagens akter (politirapporter, fotos, tekniske erklæringer, lægeerklæringer mm.). oplysninger herom i form af straffeattest og tidligere domme. Det er også tænkeligt, at den tiltalte har været gennem en undersøgelse af sine personlige forhold, foretaget af Den frie Kriminalforsorg (kaldes en personundersøgelse), og han kan også have været undergivet en mentalundersøgelse. Resultatet af sådanne undersøgelser overlades ligeledes retten. Bevisfortegnelse For at angive omfanget af domsforhandlingen og underrette forsvareren om, hvad anklagemyndigheden vil fremkomme med af oplysninger under domsforhandlingen, skal sagen også indeholde en bevisfortegnelse. I denne bevisfortegnelse er anført de vidner, som anklagemyndigheden vil afhøre, og her skal man erindre sig, at anklagemyndigheden er undergivet det før omtalte objektivitetsprincip, hvilket betyder, at man også skal indkalde de vidner, der har udtalt sig til gunst for den tiltalte. De dokumenter i form af tekniske erklæringer mm., man vil påberåbe sig, skal naturligvis også anføres i fortegnelsen. Hvis det drejer sig om en tidligere straffet person vedlægges endvidere