1 Grindsted Kirke. Søndag d. 13. april 2014 kl. 10.00. Egil Hvid-Olsen. Prædiken til palmesøndag, Mark. 14,3-9. 2. tekstrække. Salmer. DDS 83 Glæd dig, Zion, glæd dig jord!. Dåb: DDS 447 Herren strækker ud sin arm. DDS 449 Vor Herre tar de små i favn. DDS 84 Gør døren høj, gør porten vid!. - - - DDS 151 Med sin alabaster-krukke. Altergang: DDS 81 Fryd dig, du Kristi brud. DDS 192 Hil dig, Frelser og Forsoner!. Tekstlæsninger. Zak. 9,9-10; Fil. 2,5-11; Mark. 14,3-9.
2 Prædiken. Kvinden med den dyre olie hælder ukritisk dens indhold ud over Jesu hoved. Det får nogle af de tilstedeværende til at klandre hende for ødselhed. At spilde de dyre dråber på den måde er ganske simpelt ikke i orden. Olien er en luksusvare, der kunne have været solgt, hvorefter indtægterne kunne gives til de fattige. Det ville være en løsning, der lagde sig op ad den etik, Jesus stod for. Men det tænker kvinden ikke på. Hvad der er mere forbløffende er, at Jesus forsvarer hende. I dette tilfælde er ødselheden på sin plads, siger han. Det er forvirrende. Og dog ved vi godt fra vores hverdag, at det ikke altid er lige let at fastslå, om noget er udtryk for ødselhed eller ej. Man kan være ødsel med meget andet end olie. Nogle gange er bebrejdelserne rimelige; andre gange er de udtryk for smålighed. Ind imellem kan grænsen være hårfin. Det vil jeg give nogle eksempler på i løbet af de næste minutter. Men først lidt om påske og påskeferie. Når folk spørger hinanden, hvad de skal i påskeferien, skyldes det, at ferier er så fulde af fritid, at man ligefrem kan være ødsel med den. En hel række dage lokker med en mængde muligheder. Man skal bare vælge. Man kan sove længe, læse, se fjernsyn, spille, lave havearbejde, gå ture eller dyrke sport. Man kan sågar gå i kirke, for påsken er en kirkelig højtid. Alligevel er det ikke alle, der vil ødsle en hel time på en gudstjeneste i påsken. Der er for eksempel ikke nær så mange kirkegængere påskedag som juleaften, selvom påskedag er en mindst lige så vigtig helligdag som d. 24. december. Ret beset er juleaften ikke engang en helligdag, men en forsmag på juledag, der falder d. 25. december. Den slags bagateller skal dog ikke ødelægge glæden over, at folk fylder kirkerne juleaften. Det ville bare være fint, hvis det samme var tilfældet i påskedagene, og - nu vi er i gang - de øvrige af årets søn- og helligdage.
3 Dette siger jeg ikke for at skælde ud på nogen. Skulle der sidde nogle i kirken i dag, der kun sjældent deltager i gudstjenesten, ville det næppe virke særlig befordrende, hvis de blev bebrejdet, at de ikke kommer oftere. I sidste ende er det folks eget valg, hvor ofte de vil gå i kirke, og på landsplan er kirkegangen faktisk stigende. Når jeg taler for, at flest muligt går i kirke, skyldes det, at gudstjenesten ganske simpelt bliver bedre af det. Her i kirken har vi da heller ikke noget at klage over. Som kirkegænger kan man nyde ikke at have en bænk eller to for sig selv. Man kan fornemme, at man er del af et fællesskab. Antallet af kirkegængere er næsten ødselt. Det giver en langt mere levende stemning, end hvis kirken er halvtom. Når det gælder mine kolleger og mig, kan vi glæde os over en forskelligartet og talrig menighed her ved kirken. Når man ved, at der kommer nogle til gudstjenesterne, øger det præstens engagement. Som præst kan man imidlertid let blive lidt kulret, hvis der kommer mange til de gudstjenester, man holder. Passer man ikke på, risikerer man at blive frygtelig selvglad, idet man drager den fejlslutning, at folk kommer, fordi man er en blændende retorisk begavelse, der gør én til en sublim prædikant. Lader man sig fange af den slags selvros, mener man sikkert også, at man er en bemærkelsesværdigt imødekommende, rummelig og empatisk person, der kan tale lige ind i hjertet på alle mennesker. Da glemmer man, at kirkegængerne ikke primært kommer for at høre præsten, men det kristne evangelium - og at det ikke kun lyder i prædikenen, men også i de salmer, læsninger og bønner, som præsten ikke kan bryste sig af at stå bag. Bilder man sig ind, at folk fylder kirkebænkene, fordi man er en sjældent god præst, glemmer man tillige, at der også i sogne med ringe kirkegang er tilknyttet dygtige og hårdtarbejdende præster, der ganske enkelt bare ikke kan få gang i det lokale kirkeliv, fordi sognets indbyggere mere eller mindre bevidst har vendt kirkegangen ryggen og kun finder kirken anvendelig ved dåb, bryllupper og begravelser. I stedet for at bade i selvtilfredshed, må præsten altså glæde sig over, at kirkegængerne kommer på grund af evangeliet og - nogle gange - oven i købet på trods af præsten. Det er da heldigvis
4 heller ikke præsten, der skal bære hele gudstjenesten. Det skal derimod det budskab, der har lydt i kirken de sidste 2000 år. Derfor er det oplagt - som vi gjorde det før - at synge Gør døren høj, gør porten vid!. Ud over traditionelt at høre palmesøndag til, kan salmen forstås som en beskrivelse af kirkens dør, der åbnes på vid gab. Kirkens dør bliver som porten i Jerusalems bymur, som Jesus red ind igennem. Men det er ikke kun ham, der kommer ind i kirken. Døren er gjort høj og porten vid, så menigheden i ødselt antal kan strømme ind og høre det budskab, der intet ville have været uden påskens begivenheder. En regulær ødselhed af kirkegængere præger enkelte kirker rundt omkring i landet. I mandags kunne man i Jydske Vestkysten 1 læse, at døren også er høj og porten vid i Kristkirken i Kolding, hvor antallet af kirkegængere er steget med små 50 procent i løbet af de sidste 12 år. Denne kirke var centrum i en debat for nogle år siden, da menighedsrådet ansatte den tredje præst, der hverken vil vie homoseksuelle eller fraskilte. Kirken blev altså markeret som et sted, der var stærkt præget af den kirkelige højrefløj, der har en såkaldt bibeltro tilgang. Ud fra denne forståelse bliver Bibelen anset for at udtrykke Guds fejlfrie budskab til mennesker. Selvom en sådan tilgang til Bibelen naturligvis også er udtryk for en fortolkning, forsøger man så vidt muligt at tage helligskriftens indhold for pålydende. Man anser altså Bibelens tekster for at udtrykke indiskutable sandheder. Eftersom der i sin tid var enighed i Kristkirkens menighedsråd om også at lade den sidste præst tilhøre den samme fløj som de to andre, er der demokratisk set intet galt i det valg, menighedsrådet traf. Man må da også sige, at deres valg har medført succes, når folk strømmer til kirkens gudstjenester. Gennemsnitligt kom der 195 kirkegængere til hver gudstjeneste i Kristkirken sidste år modsat 106 i 2001. Så skal man ikke bare glæde sig over en sådan udvikling? Jo, det kan man godt, for der 1 Jydske Vestkysten, koldingsiderne i lokalsektionen s. 4-5: Altid om søndagen. Mange flere vælger en søndag i Kristkirken.
5 findes også andre kirker i byen. Dem kan man søge hen til, hvis man som indbygger i Kristkirkens sogn hellere vil betjenes af præster, der har en anden kirkelig observans og som - i hvert fald for en dels vedkommende - gerne vier fraskilte og homoseksuelle. Er man som beboer i Kristkirkens sogn utilfreds med tingenes tilstand, må man stille op til det kommende menighedsrådsvalg om 2½ år og sætte sit præg næste gang, der skal ansættes en ny præst. Alligevel ville en lidt større forskellighed blandt præsterne være ønskelig. Successen kan være for dyrekøbt, for ved at en sognekirke, der har medlemmer med vidt forskellige tilgange til kirken, kun tilbyder betjening af præster af en bestemt observans, gør man vejen til kirken mere besværlig for den del af sognets indbyggere, der ikke har samme kirkelige ståsted som deres lokale præster. Fraskilte og homoseksuelle par må enten bede en præst fra et andet sogn om at vie dem i Kristkirken eller lade sig vie i en anden kirke end deres sognekirke. For at undgå sådanne situationer findes der en mindretalsbestemmelse i Folkekirken, der sikrer, at et eventuelt mindretal i menighedsrådet skal tilgodeses, når der skal vælges ny præst i et sogn med flere præster. Et sådant mindretal var bare ikke repræsenteret i Kristkirkens menighedsråd, da sidste præsteansættelse fandt sted, og derfor valgte menighedsrådet ikke at tage hensyn til de kirkelige fløje, der måtte være repræsenteret i sognet som et tavst mindre- eller flertal. Det var menighedsrådet i sin ret til, men særlig imødekommende overfor sognet var det vel ikke. Den ødselhed af kirkegængere, der præger Kristkirken, retfærdiggør ikke nødvendigvis tingenes tilstand. Dette er ikke sagt for at sværte den kirkelige højrefløj til, for jeg er ret sikker på, at man vil kunne finde lignende eksempler, hvor det bare er andre kirkelige retninger, der har brugt deres demokratisk givne magt til at ensrette forkyndelsen i deres lokale kirke og gøre det mindre naturligt for en del af sognets indbyggere at søge til gudstjeneste dér. Men en succes kan altså købes for dyrt.
6 På trods af eksemplet fra Kristkirken er det som regel udtryk for succes, når en kirke fyldes. Men enhver succes truer med at stige dem til hovedet, der har været med til at opbygge den. Når kirken er propfuld, skal man således passe på med ikke at tage det som et bevis på, at Gud er særlig venligt stemt overfor netop denne kirke og menighed. Det var ikke antallet, der var afgørende for Jesus, der blandt andet sagde: Hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem. Jesus var ikke grebet af koncerntænkning og costbenefit-analyser. To-tre personer var nok til at danne en menighed. Derfor lå Jesus ikke under for det, Søren Kierkegaard med afsky kalder Talmajestæten ; altså forestillingen om, at jo mere, der er af noget, des bedre er det. Fordi det ikke var mængden, der var afgørende for Jesus, forsvarer han den kvinde, vi hørte om i evangelieteksten, og som går imod flertallet. Kvinden udfører en symbolsk handling, idet hun ødselt hælder den kostbare olie ud over hovedet på Jesus. Symbolikken går på, at man før Jesu tid netop gjorde sådan, når man ville indvie præster og konger til deres embeder. En sådan salvet præst eller konge blev kaldt Messias eller Kristus. Disse to titler betyder den salvede på henholdsvis hebræisk og græsk, som er de sprog, Det Gamle og Det Nye Testamente er skrevet på. Siden opstod der en forventning om, at der på et tidspunkt ville komme en helt særlig salvet, Messias eller Kristus, der ikke ville være konge eller præst, men frelser. Denne frelsers komme blev blandt andet forudsagt af profeten Zakarias, der skrev: Bryd ud i jubel, Zions datter, råb af fryd, Jerusalems datter! Se, din konge kommer til dig, retfærdig og sejrrig, sagtmodig, ridende på et æsel, på en æselhoppes føl. Det var netop, hvad der skete, da Jesus red ind i Jerusalem palmesøndag. Men efter det festlige indtog fortæller evangelisterne på hver deres måde om, hvordan kvinden med alabastkrukken salvede Jesus ved at hælde dens indhold ud over hans hoved. I den version fra Markusevangeliet, vi hørte lige før, er der nogle unavngivne personer, der bliver vrede over kvindens ødselhed. I modsætning til Jesus er de så grebet af koncerntænkning, costbenefit-analyser og Talmajestæten, at de stirrer sig blind på det spild af dyrebar olie, kvinden gør sig skyldig i. Dermed fatter de ikke,
7 hvad de har været vidner til. Blændede af smålighed går de glip af den enorme glæde, der burde have fyldt dem. Kvinden har lige markeret, at Jesus er den forudsete frelser. Det er ham, der er den salvede. Derfor er han i sin ret til at bære titlerne Messias og Kristus, og derfor er det kun godt, at kvinden ødsler den dyre olie på ham. Det kommer næppe bag på kvinden, at Jesus forsvarer hende. Hendes ødselhed er på sin plads som en understregning af, hvem Jesus er. Derimod har hun garanteret ikke regnet med, at han tillægger hendes symbolske handling endnu en betydning. Den kommer til udtryk, da han siger: Hun har på forhånd salvet mit legeme til begravelsen. Kvinden og alle de andre bliver forvirrede, for med sin tale om begravelse, taler Jesus også om sin død. Det er jublende glædeligt, at Jesus er Messias, men lige med ét bliver det hele tragisk - og hvordan hænger det sammen med hans virke som den salvede frelser? Det spørgsmål vil jeg lade stå ubesvaret, for at gå i dybden med det vil være at foregribe påskens indhold. Og - hvem ved? - måske kan det manglende svar få nogle til at blive så nysgerrige, at de simpelthen bliver nødt til at komme i kirke skærtorsdag, langfredag, påskedag og anden påskedag, så kirkebænkene igen kan blive fyldt af et ødselt antal kirkegængere. Da vil kirkedøren atter være gjort både høj og vid. Amen.