Thomas Kingo: Dend XX. Sang. For Søefarende & Hierte-Suk. Hans Adolph Brorson: Den yndigste rose er funden

En analyse og teksthistorisk perspektivering af Thomas Kingo: Dend XX. Sang. For Søefarende & Hierte-Suk. Hans Adolph Brorson: Den yndigste rose er funden Udarbejdet af Anja Pedersen

Indledning Jeg vælger at gribe opgaven, en analyse og teksthistorisk perspektivering af Thomas Kingos, Hierte-Suk og Brorsons Den yndigste rose er funden, med særligt henblik på en karakteristik af salmegenrens brug af troper, an på følgende måde: Først en undersøgelse af den enkelte salmes komposition og tematik. Dernæst vil jeg med henblik på at udlede den bagvedliggende livsanskuelse undersøge salmens brug af troper og deres funktion i sammenhængen. Undervejs vil jeg bestræbe mig på at sætte teksterne i relation til teksthistorien ud fra betragtninger i de tre instanser: æstetik, institution og erfaring. Analyse af Dend XX. Sang for Søefarende Sangen er fra Aandelige Siunge-Koors Anden Part (1681), der har undertitlen: Siælens Opvækkelse til Allehaande Andagter i Allehaande Tilfælde. Alting til Guds Ære,. Undertitlen sigter mod den religiøse retledning, som Kingo betjener sig af i samlingen. Han gennemlyser den menneskelige erfaringsverden med troens kategorier. Da der er tale om et dialektisk forhold mellem den pågældende salme og den første salme fra samlingen Dend II. Sang, Kom Siæl, og lad os græde, så vil jeg inddrage den i det omfang, jeg finder det relevant for analysen. Samlingen, som består af 20 sange samt 13 tilhørende hjertesuk er dediceret den tyskfødte Charlotta Amelia med den begrundelse, at hun fri og fuld Kiærlighed ey allene elsker vort Lands Folk, mens ogsaa vort Sprog (Aandelige Siunge-Koors Anden Part, side 136). Dend XX. Sang. For Søefarende kan karakteriseres som en almen livs og skæbnesang, der skal virke i det daglige liv. Vi kan allerede ud fra dedikationen fastslå, at vi står over for en tekst, som er skrevet ind i en institutionel ramme. Salmen er skrevet til den verdslige melodi: Beklage af ald min sinde, etc. med det formål at lokke almindelige mennesker til at synge. Komposition Salmen har en typografisk opstilling i regelmæssige strofer, som følger på hinanden. Der er i alt 80 verslinier fordelt på 10 strofer. Salmen er kendetegnet ved en streng symmetrisk komposition, som gør sig gældende indenfor såvel salmen som helhed som indenfor den enkelte strofe, der afsluttes med et punktum. Der er skrevet symmetrisk om midten. Kompositionen er karakteristisk for tiden, da den drejer harmonisk om sig selv i forhold til

emnet, der behandles, andagten. Det vil sige, at der kommer en indledning, som består af høflighedsfraser: O store Gud og Herre // som Himmel, Jord og Land // Aldmægtig kand og efter en kort forberedelse fremgår det, hvad hensigten med teksten er, en lovprisning af Gud med henblik på beskyttelse. Derefter kommer den detaljerede beretning, som er skrevet på almene erfaringer. Det er den tungtvejende del af teksten. I afslutningen vendes der tilbage til henvendelsen til Gud og bøn, strofe 8: liden Flyde-flok. Versemålet er aleksandriner, verset er jambisk, og der er enderim. Ved linieslut falder versemålet til ro. Salmens centrale kompositionsprincipper er bl.a. gentagelsesfigurer og antitesen. Stilistisk er salmen struktureret omkring antitesen som princip. Der opstilles en grundlæggende kontrast mellem Gud og menneske, himmel og jord, som er bærende for den effektfulde fremstilling af menneskets livsvilkår. Dette aspekt vil blive behandlet mere indgående i gennemgangen af tropernes anvendelse og funktion. Ved en sammenligning af Kingos brug af antitesen som stilfigur i Dend XX. Sang. For Søefarende med hans brug af den i salmer, som i fx Keed af Verden, og kier ad Himmelen, må man konstatere en ændring. Antitesen har indtaget en mere underordnet position i Dend XX. Sang. For Søefarende, hvilket til dels kan forklares ud fra, at denne har et langt mere harmoniserende sigte en de tidligere. Samtidig mener jeg, at det er vigtigt at fremhæve, at der i kraft af de hypotetiske ønskeformer, som fx fastholdes en spænding i salmen. Spændingen fastholdes, idet bønnen omhandler troens virke, men idet virkeligheden er noget, der skal bedes om, opretholdes dualiteten og dermed også antitesen. Teksten former sig som en bøn, hvilket understreges af den apostrofiske opstart. Bønnen drejer sig om rejsen over vand, men kan ydermere læses som en allegorisk skildring af døden i livet og den menneskelige færd igennem livet. Den antitetiske opbygning er altså mere end stilistisk form, der refererer til barokkens forkærlighed for modsætninger og symmetri. Formen er i sig selv en måde for Kingo at betragte menneskets livsvilkår på, nemlig som en farefuld rejse mellem himmel og jord, frelse og synd. Den påpegede symmetri og orden i kompositionen modsvares af indholdet, som er modsætningsfyldt. Der er en uoverensstemmelse mellem form og indhold. Tema Det diskursive, altså iscenesættelsen, fører frem til en verdensanskuelse, som klarlægger tematikken. Temaet udtrykkes gennem diskursen.

Teksten opererer med to planer, et abstrakt og et konkret plan. Jeg vælger i det følgende at anskue salmen ud fra Johan de Mylius betragtninger omkring bevægelse indenfor det tekstlige univers (Anskuelsesformer, kap 1). Jeg tager mit udgangspunkt i de to planers indbyrdes relationer og herudfra forsøger jeg at gøre mig nogle iagttagelser. Salmens indhold kan beskrives ud fra to bevægelser: en horisontal og en vertikal. Betragtningerne omkring konkret og abstrakt er anskueliggjort i nedenstående inddeling: Strofe 1-3: Indledes med apostrofen, der har en højstemt lyrisk effekt. Den etablerer en direkte henvendelse til Gud : O store Gud og Herre..., hvor der appeleres til hans nåde Vi møder her ligeledes en indikation af Guds storslåethed. Den horisontale bevægelse har sit udgangspunkt i den konkrete forestående sejlads. Rejsen foretages af nødvendighed, nemlig af hensyn til Værk og Hværv. Bevægelsen ud i verden beskrives som farefuld. I strofe 2 tages der ligeledes udgangspunkt i det sanseligt konkrete: Vort Sejl vi nu ophidse. Det faktum, at udgangspunktet tages i det håndgribelige og dagligt erfarede må tilskrives Kingos bestræbelse på at føre den andægtige ind i sangen. Den horisontale bevægelse dækker over den konkrete sejlads, strofe 1: og rejsen over vand i allegorisk forstand. Sejladsen etablerer sig i salmen som et nde død i livet. Billedet kommer til syne i detaljen, som fx strofe 2: Vort Seyl vi nu ophidse, strofe 3: Du veedst vor Skibe-planke // Er næp tre Fingre breed. Sejladsen bliver således salmens sammenligningsplan. Med glidningen over i den realistisk skildrede livssejlads er vi på vej ind i salmens abstraktion, som i sidste ende er en grad forskellig fra dets horisontale plan, her tages der hele tiden afsæt i det konkrete: De konkrete udgangspunkter har til formål at løfte det over i en almen betragtning. Resultatet er, at opmærksomheden hele tiden vendes mod et større, overliggende plan, som har karakter af uforanderlighed. Det er dette metafysiske plan, der kommer til at stå som det egentlige for Kingo. Det er først i, at alle modsætninger udlignes. Bevægelsen i salmen går altså fra det konkrete, som angives for igen at forlades med en pegning over imod det abstrakte: Du veedst vor Skibe-planke // Er næp tre Fingre breed, // Som Havets Bølger banke. Det horisontale udsyn modsvares konstant af et vertikalt. På det horisontale plan afløses et hvert punkt af et andet pga. bevægelsen, strofe 2: -kast ikke // Skal os til Graven skikke // I Havets vaade Skiød. Kingos åbenlyse modvilje overfor det horisontale plan skyldes bevægelsen, som kendetegner dette plan. Bevægelsen knyttes til en forstilling om ubestandigheden, omskiftelsen i livet, og tegner sig som et jordisk vilkår. Denne form for afløsning modsvares af en bestandighed og stilstand på det vertikale plan.

Egentligheden befinder sig for kingos vedkommende ovenover det horisontale plan, adskilt fra bevægelsen. Evigheden kommer trods sit fravær til at stå som kontrast til bevægelsen. Strofe 4-5: Anvender bibelsk billede om syndefloden eksemplificeret ved Noah. Billedet tjener til beskrivelse af Guds almagt. Strofe 6-7: Begynder i den konkrete situation, forberedelserne til rejsen på havet. Ændring i tempus til futurum. Lovprisning af Guds forunderlige egenskaber. Bøn til Gud om englevagt. Strofe 8-9: Beder i hypotetiske former om styrke til at modstå fristelserne i farlig Sti. Der sker i kraft af Sti en markant glidning fra det konkrete plan til det abstrakte plan. Sti = livets vej med alle dens jordiske fristelser. Dette kaldes en allegorisk abstraktion. Vertikaliteten har overtaget horisontaliteten. Strofe 10: Skildring af livets vilkår. Livet fremstilles som en forberedelse til døden. I troens lys gennemskuer mennesket tilværelsens vilkår uden at fortvivle: vore Dage far Vi mod vor Død // Os daglig kand berede. Herved bygges der trods alt en bro mellem det foranderlige liv i kald og stand og det Guds rige, hvor al verdens nød endes og vendes. Først ved døden udlignes alle forskelle. De påpegede forskydninger mellem det horisontale og det vertikale plan tjener som en understregning af Kingos, barokkens anskuelsesform. Der er i salmen tale om en todeling af verden. Livet på jorden skal bæres som et vilkår, og det egentlige liv er i himmelen. Det vi, som er repræsenteret i teksten, er et kollektivt vi. Der er tale om en almen af en kollektiv erfaring fra de rejsende menneskers side, strofe 8: En liden Flyde-flok. Salmedigtningen bliver almen og repræsentativ i sin form. Der tages ikke udgangspunkt i personlige erfaringer. Kingo er sig bevidst at leve i et samfund som enkelt individ indfældet i en social helhed. Det er i denne sociale helhed salmen fungerer. Salmens brug af troper Med henblik på at udlede salmens bagvedliggende livsanskuelse kræves et kendskab til dens brug af billedlige udtryk/troper, som også understreger forfatterens holdning. Først vil jeg påpege de troper, der dominerer, og som har betydning for salmens meningsdannelse. Undervejs vil jeg sætte dem i relation til den bagvedliggende livsopfattelse/det barokke livsbillede. Kingos brug af den allegoriske fremstilling i salmen kan først og fremmest knyttes til barokkens grundlæggende anskuelsesform, som blev påpeget ud fra forskydningerne mellem det horisontale og det vertikale plan. Jeg påviste, hvordan det vertikale overtog det horisontales plads. Verden og tekst er et stort tegnsystem, som skal afkodes. Allegorien hviler

på præ-tekster og forudsætter en diskrepans mellem tegn og betydning. Det konkrete har i salmen altså ikke nogen mening i sig selv, men kun i kraft af det overliggende system, det vertikale plan. Det er denne overliggende orden, Kingo bestræber sig på at synliggøre ved egorien. Afkodningen skal først og fremmest søges i bibel-allegoresen, idet Kingo så at sige argumenterer herud fra, strofe 4: Dend første Seyle-snekke, // som i Syndfloden flød. Der er således heller ikke tale om sammenfald mellem form og indhold, som vi fx oplever det hos Johannes Ewald (1743-1781). Indholdet står hos Kingo i kontrast til formen. Han skriver ud fra den tankehorisont, at meningen med menneskelivet dybest set er menneskets eget værk, dvs. kun i andagt og bod kan det give slip på sig selv og sin selvorganiserede verden. Derfor skal det retledes, strofe 9: Men hielp os frem, // At vi med Tak og Glæde // Paa Lande-jorden træde. Livet er set fra et barokt synspunkt kort og utilregneligt, hvilket understeges i strofe 3: Du veedst vor Skibe-planke // Er næp tre Fingre breed. Det højeste man i Kingos univers kan opnå som menneske, er at se igennem det konkrete ind til en bagvedliggende mening. Selve dobbelttydigheden, i form af allegorien ligger i såvel teksten som i realiteten som et vilkår. Dobbelttydigheden mellem tegn og betydning, som teksten selv peger på, lader sig ligeledes forklare udfra allegorien. Sproget er utilregneligt, foranderligt, og dermed ikke til at forlade sig på. Men trods utilregneligheden dyrker Kingo det til det yderste. Der er derfor heller ikke tale om en fornægtelse eller fuldstændig afstandtagen fra det foranderlige, hvilket især understeges i strofe 2: vi nu ophidse // For Vindens Puste-kast. Den fundamentale splittelse mellem himmel og jord opretholdes i antitesen fra start til slut. Dette giver sig til udtryk i besjælinger, som fx: og Himlens Skiød. Billederne peger på en dualistisk livsopfattelse, hvor det jordiske ses som en forberedelse til ter det egentlige liv: Vi mod Døden. Kingos univers er et opdelt univers, der udgøres af et metafysisk paradigme, der modstilles et jordisk paradigme. Det er et hierakisk kosmos, hvor Gud står øverst og er almægtig, strofe 6: Det synekdokiske udtryk har en forstærkende virkning, idet vi får delen, som er Guds magt understøttes ligeledes i strofe 1: Aldmægtig kand regiere. Naturen er for Kingo et billedsprog, en måde at konkretisere livets og bruger de ydre omskiftelser i naturen til at beskrive menneskeverdenens ustadighed og bevægelse med. Dette kan fx belyses ud fra strofe 2, hvor vi møder metaforiske udtryk som: -kast, Storm og Stød, grumme Sky-kast. De kommer til at stå for de fristelser som mennesket udsættes for, og som kan os til Graven skikke, hvis ikke Gud tager hånd om det. Af frygt for at lade sig forføre rettes der en henvendelse til Gud om hjælp:

Vinden må nødvendigvis opfattes som billede på omskifteligheden selv. I og med, at menneskelivets foranderlighed og fristelser beskrives ud fra kræfter i naturen, kan vi tale om, at der hos Kingo er en overensstemmelse mellem menneske og natur. Den ydre natur er den menneskelige synds billede. I strofe 3 har vi den allegoriske skildring af dødens nærvær i livet, en påmindelse om livets korthed og forgængelighed, udtrykt i en comparatio: tre Fingre breed // Som Havets Bølger banke. Menneskelivet sammenstilles med bølger, som ved deres korthed konnoterer en ubestandig karakter. Stroferne fire og fem er kendetegnet ved at have en paradigmatisk lighedsrelation, idet stort set alle substantiver er hentet indenfor det samme paradigme: Bibelen. Kingo bruger i et vidt omfang de bibelske fortællinger som argumentationsform. Han gør det som tilhænger af ortodoksiens fastholdelse af kristendommens objektive anskuelighed. Ved at bygge på troens objektivitet, søger han at sikre kristendommens almenhed som noget, der er tilgængeligt for alle. Derfor blander han ikke sin egen personlige erfaring ind i billedet, da denne ville kunne lede bort fra salmens almenheden. En anden væsentlig grund er, at han skriver på vegne af en institution, nemlig kirken. Kingos livsanskuelse udfoldes i strofe 8, som indledes med et synekdokisk udtryk, der har metonymisk karakter: O GUd! Du seer vi ere // En liden Flyde-flok. Vanitas-billedet konnoterer bevægelse og ustadighed. Mennesket bevæger sig på usikker grund. Livets vilkår s bestemt til at være ubestandighed og ustadighed. Herudfra kan vi uddrage, at alle mennesker er syndige i Kingos forestillingsverden. Jeg vælger tillige at påstå, at de metonymiske udtryk der lader delen repræsentere helheden, er med til at underbygge salmens karakter af almenhed. I samme strofe møder vi den genitiviske omskrivning: der ligeledes vidner om de jordiske fristelser, der kan lokke bort fra kristendommen. Menneskelivet opfattes af Kingo som en kamp mellem opretholdende kræfter og nedbrydende kræfter. I strofe 10 ses en billedliggørelse af tiden i form af en comparatio, der sammenstiller menneskelivet med sejlende skibe: At vore Dage far // Som Skib der seylend ere // I Havets -glar. I dette vanitas-billede sættes tidsopfattelsen i spil. Skildringen af tiden kan læses som en påmindelse om dens eget ophør, om livets korthed, om døden og dermed om tidens vertikale modsætning, evigheden. I strofe 10 ses endnu en indikation af dødens nærvær og livet som en forberedelse til døden: Vi mod vor Død // Os daglig kand berede. Set ud fra de billedlige iagttagelser er jorden for Kingo blot et vandringssted, ikke et blivested, hvilket yderligere lader sig underbygge af udsagn, som fx i strofe 9: Og kommer til vort Hiem,og i strofe 10, hvor himlen får menneskelig karakter i kraft af personificeringen:

Overordnet kan vi konkludere, at de modsætningsvise erfaringer, der i samlingens første del truede med at sprænge sjælen, samles her til fortrøstningsløs optimisme, idet mennesket heles under Guds forsyn, og splittelsen mellem jordisk begær og evangelium synes ophævet i bønnens tillidsfulde henvendelse til Gud. I og med, at salmen Dend XX. Sang. For bevarer sjælens bekymrede tvivlsspørgsmål, som fx udtrykt i strofe 10: vi kunde lære // At vore Dage far, og peger på bodshandlingen som en til stadighed nødvendighed, viser den tilbage til bogens udgangspunkt. Der gives altså fra Kingos side et bud på, hvordan mennesket skal anskue sit eget livsforløb. Sjælen skal se hele sit liv i bodens tegn og til stadighed begynde forfra på omvendelsens gerninger, strofe 10: I kraft af denne åbenlyse dialektik mellem samlingens første sange og den afsluttende lukker samlingen sig smukt om sig selv. Stilkarakteristik Jeg vil i det følgende undersøge salmens sprog og syntaks med henblik på en afgrænsning af dens stil for herefter at sætte iagttagelserne ind i den teksthistoriske sammenhæng. Nogle påfaldende træk for teksten er dens ordrigdom. Salmen er desuden kendetegnet ved et svulstigt sprog, der har en billeddannende effekt, og opbygges ved hjælp af mange og ofte malende adjektiver, også kaldt prydende epiteter. Et eks. på denne påfaldende brug af sproget kan ses i strofe 7: Dend kaade bruse-søe // Og Bølgers Stolthed kue // Som skryde grumt og Frasen virker prangende og overvældende, og dette er kendetegnende for barokken. Adjektiverne tilfører teksten en vis detaljeringsgrad. Sprogets svulstighed underbygges tillige af de vidtløftige omskrivninger, især med genitiv: Dødsens hule, Stormens hule, -Kast. Den sproglige dybde findes også i sætningernes leddeling, i de store svulmende perioder, der er karakteriseret ved underordninger. Der kan i teksten påvises en tydelig tendens til inversion. Inversion er kendetegnet for en stil, der er opbygget efter forvægtsprincippet, og netop dette gør sig gældende i teksten. Det sætningsled, som anses for vigtigst i sammenhængen, placeres først i forfeltet og får på denne måde en understregning. Et eks. på en forvægtskonstruktion ses i strofe 4: -snekke, // Som i Syndfloden flød. Inversionen må anses for at være et emfatisk og sublimerende middel til at understrege med. Stilen kan nærmere bestemt lægges ind under en superlativistisk stil. Dette ses bl.a. ud fra tekstens brug af overdrivelse som en teknik. Nogle barokke formler for forstørrelse ses bl.a. i strofe 3: Du veedst.// Er næp tre Fingre breed, strofe 6: At tusind Ting i Strand //De

vidne bær. Ud fra disse iagttagelser kan vi konkludere, at teksten er repræsentativ for barokken. En kort analyse af Hierte-Suk Jeg vil med særligt henblik på en opsamlende karakteristik af Kingos billedbrug give en kort analyse af teksten Hierte-Suk. Teksten kan anskues ud fra en række forskydninger mellem et konkret plan og et abstrakt plan. Det er disse jeg vil gøre mig nogle betragtninger ud fra. Tekstens ordningsprincipper er antitesen, enderim og hv -strukturer. Hierte-sukket er udformet som en bøn rettet mod Gud. Dette ses ud fra den apostrofiske henvendelsesform: O Gud og ud fra de hypotetiske ønskeformer, såsom: Da, søde Jesu, lad mig døe. Bønnen tager sit udgangspunkt i en konkret situation: jeg, O Gud paa Havet er //Og Bølge-ryggen giennemskiær. Inspirationen fra opholdet på havet, selve sejladsen bliver den konkrete anledning til at beskrive de modsætninger, der præger det indre: Da kand jeg mig erindre // At i mig selv der er et Hav. Kingo laver en metaforisk sammenligning, der understreger, at det konkrete hav, som findes i verden, ligeledes er indeni ham selv metaforisk set. Opdelingen af verden i et indre og et ydre vidner om Kingos dualistiske og modsætningsfyldte tankegang. Jeg et er splittet i sjæl og legeme og disse er uforenelige. De mange metaforer tjener til at beskrive de indre rørelser: kymrings Storme gaae // I mine Aarers lønlig Vraa (genitiviske metaforer), Hvor Frygt udi mig velter // Hvor Blodet retter om min Haand // Til Hiertet nesten smelter (verbal-metaforer). Et eks. på en forskydning fra det sanseligt konkrete til det abstrakte ses i linje 19: Da seer jeg salte Taare-vand // Igiennem Øyet trilde kand // At viise mig dend Kilde // Som i mit Bryst sin Udspring hâr, // Og hvor dend smager ilde. Der er tale om gråd af syndsbevidthed over at have et hav af saltvand i sig. Angeren kommer ud. Vandet må nødvendigvis læses som en metafor, hvorimod saltevandet er rigtigt, men bruges metaforisk, idet saltets smag bruges til at påvise det sure. Hierte-Suk afsluttes med citatet: Alt det som haver Aande love Herren. Udsagnet omhandler det skabte som helhed. Kingo konkluderer hermed, at alt det skabte længes i kraft af den oprindelige skabelse, og kan derfor ikke finde ro på jorden. Vi kan anskue salmen Dend XX. Sang. For Søefarende, og Hierte-Suk ud fra de tre instanser: erfaring, æstetik og institution. Kingos digtning må opfattes som talerør for en institution, der i dette tilfælde er den kristne livsopfattelse og kirken. Salmen er skrevet ind i en ramme, der er større end digteren selv, og kommer således til at være rep

forhold til institutionen. Dette understøttes tillige af salmens udsigelse, som er et kollektivt vi, der taler på almenvellets vegne, ikke på vegne af sig selv. Den skrives og synges på andres vegne. Personlige ting finder ikke sted i salmen, den er baseret på alle menneskers brede erfaring (abstrakt). Digtningen bliver således almen i sin form. Dend XX. Sang. For Søefarende er skrevet som en del af den repræsentative offentlighed, hvor det er digterens hverv at iscenesætte Guds almagt, så offentligheden ikke er i tvivl om, hvilken respekt og underdanighed, der forlanges. Derfor skal menneskene retledes, så de ikke snubler. Institutionen er altså fremmest. Kingos erfaringsverden er også en institution, nemlig denne måde en tæt social tilknytning til institutionen. Vi ser hos Kingo mange bestræbelser på at forene den personlige erfaring med en konvention. Institutionens krav forenes med egen erfaring. Æstetikkens basis er institutionen. Æstetikken opfattes hos Kingo som måden at skrive på. Der er bestemte regler for udformningen, hvilket medfører, at råderummet for personlige erfaringer opfattes som lille. Man kan overordnet sige, at Kingo prøver at holde den jordiske erfaringsverden på distance ved at forholde sig fortolkende til den. En analyse af Hans Adolph Brorsons Den yndigste rose er funden Den yndigste rose er funden er en salme af Troens rare Klenodie (1739) af Hans Adolph Brorson (1694-1764). Det samlede værk Troens rare Klenodie udgør salmer, som Brorson oversatte over en årrække. Heri betragtes Jesus Kristus som verdens endegyldige sandhed, og han er det indre lys. Ved syndefaldet gik det himmelske lys tabt, og mennesket blev et syndigt og uoplyst væsen. Men det er Brorsons overbevisning, at gennem kristendommen kan det oplyste sind generhverves. Derfor kommer netop omvendelsen til at spille en central rolle i Brorsons salmer. Omvendelsen, som nødvendigvis må betyde en udvandring fra den fælles livsverden til fordel for et åndeligt samliv med Gud, placerer pietismen som en modbevægelse imod oplysningstidens fornuftssyn, repræsenteret ved bl.a. Holberg. Den yndigste rose er funden står under rubrikken Troens Fryde Fest, og understreger dermed sit eget formål, nemlig til brug i den kristne højtid, som i dette tilfælde er julen, den anden skabelse. I og med, at det er i denne sammenhæng, teksten skal virke, er der plads til verdens fortabelse, for det er kun på baggrund af den, at der opstår et behov for, at en Jesus bringes til verden. Derfor får vi, hvad der er sjældent hos Brorson, et dobbelt-portræt af en ond og en god natur inden for samme salme, af urtegården og ukrudtet. Den yndigste rose er funden kommer til at stå som et stærkt vidnesbyrd om indførelsen af følelsen i dansk litteraturhistorie. Med Den yndigste rose er funden lægges der samtidig

en afstand til ortodoksiens objektivitet, som vi så den udtrykt hos Kingo. Objektiviteten fortrænges af en ny og grænseoverskridende subjektivitet. Salmen handler ikke længere så meget om troens genstand som om selve oplevelsen, omvendelsesfaringerne. Ændringerne (æstetikhistoriske) kan aflæses på såvel det formelle plan som på det tematiske niveau. Komposition Salmen Den yndigste rose er funden er struktureret omkring en regelmæssig ramme, da hver af de i alt 7 strofer består af 4 vers. Der er således tale om en symmetrisk opbygning. Salmen er yderligere kendetegnet ved en regelmæssighed med hensyn til rimstillingen, idet AABB- rimet gentages igennem de 7 strofer. Det vil sige, at de to første vers rimer med de to efterfølgende vers, hvilket bevirker, at der skabes en rytme, kohærens og spænding i teksten, som forstærkes yderligere af tekstens gentagelsesstruktur, der også har emfatisk virkning, som fx strofe 1: Blandt stiveste torne Blandt syndige mennisker grode, strofe 10: Min rose Min rose, strofe 11: Lad verden Lad tornene (mine markeringer). Salmen lader sig inddele i følgende tematiske kompostion: 1 strofe: Hyldest til Gud 2 strofe: Syndefaldet 3 strofe: Tiden efter syndefaldet, før Jesus 4 strofe: Genindstiftelsen af kristendommen 5 strofe: Kristendommens kraft 6 strofe: Ikke alle tror 7 strofe: Kritik af de ikke-kristne 8 strofe: Jesus er for alle 9 strofe: Digter-jeg ets individuelle tilbedelse af Jesus 10 strofe: Med Jesus hjælp overvindes alle verdens fristelser 11 strofe: Det eneste faste holdepunkt i verdens svig og smerte er Jesus. I troen kan man klare alt. Tema Salmen er komponeret over nogle tematiske dikotomier, og det er disse jeg vil undersøge i det følgende. Jeg tager mit udgangspunkt i overskriften og dens relation til indholdet, da disse forhold til hinanden. Salmen indledes med et citat fra Højsangen i det Gamle Testamente (2, 1),

ttes som udsagt af Jesus. Derefter får vi salmens titelord Den yndigste rose er funden. Ved at sammenholde bibelcitatet og titelordet med selve initialsituationen, som udgør salmens første strofe, kan vi eksplicit udlede tekstens overordnede tematik. Det drejer sig om en hyldest til Guds søn. I indledningsstrofen sammenlignes Jesu fødsel blandt syndige mennesker med en yndig rose, ve torne: Den yndigste rose er funden // Blandt stiveste torne oprunden, // // Blandt syndige mennisker grode. Vi får således grunddikotomien mellem rose og stiveste torne opstillet. De stiveste torne etablerer sig i teksten som et grove menneskehed, der i kraft af adjektivets superlativform kommer i stærk kontrast til den fine og rene rose. Det er vigtigt at bemærke, at der her sker et skift i tempus g, idet den markerer, at rosen/jesus er nærværende, altså tilstede nu i øjeblikket, hvor salmen er i brug. Dette må yderligere ses som en indikation af, at hver gang menigheden fejrer julehøjtiden, så fejres samtidig håbet om, at Jesu gerninger atter må blive aktuelle. Det enkelte individ gør Jesus nærværende hver gang de kristne højtider fejres. Men præteritumsformen markerer en distance. Distancen skal forklares ud fra, at Jesus fysiske tilstedeværelse er datid I resten af salmen udfoldes det anslåede billede af rosen til en gennemført allegori, hvor rosen sus, medens de forskellige former for unyttig vækst, som fx repræsenterer de uimodtagelige og syndige mennesker. Brorson anvender allegorien i en klassisk kristelig forstand og i tre lag. Der er først og fremmest tale om en genfortælling af Det Gamle Testamentes fortælling om Syndfloden fra 1. Mosebog med dens afsluttende forjættelse. Samtidig er den en billedlig genfortælling af Evangeliets fortælling om den faldne sjæls frelse ved Jesus Kristus. Denne udprægede interesse for Det Gamle Testame nte, som vi ser hos Brorson, er et vigtigt aspekt af den pietistiske vækkelse. Salmen gør fra sin begyndelse ved sin minutiøse måde, hvorpå den behandler sit første billede af rosen opmærksom på sig selv som allegorisk konstruktion. Allegorien falder i tre afsnit, og fordrer således en yderligere inddeling af salmen. Inddelingen anskueliggøres nedenfor: Strofe 2-5: et frelseshistorisk afsnit Strofe 6-8: et missionarisk afsnit. Samtidsorienteret mod de ikke-kristne Strofe 9-11: et individuelt afsnit. Koncentrerer sig om den individuelle tro og tilegnelse. Jeg har valgt denne inddeling, idet den udmærket anskueliggør, hvordan den allegoriske fortælling er komponeret i teksten.

Afsnittet, som omhandler frelseshistorien, tager sit udgangspunkt i syndefaldet, som er et yndet billede i den pietistiske forestillingsverden. Der tegnes et billede af mennesket i den faldne verden. Tabet af gudbilledligheden, som er en tilstand, hvor selvet fuldstændig er sig selv og er klar for sig selv, resulterer i, at menneskelivet ikke kan bære frugt: tabte den ære, // Guds billedes frugter at bære. nærmere kunne bestemmes som medmenneskelighed og kærlighed. En yderligere konsekvens af tabet uddybes i de to sidste vers i strofe 2: Var verden forvildet og øde, // Vi alle i synden bortdøde. Udsagnene vidner om syndens indvirkning på livsverdenen, som dækkes til af ukrudt, som forblænder mennesket. I strofe 3 drages yderligere nogle menneskelige konsekvenser, udtrykt i en comparatio: Som tidsler ey mere kand due // End vorde ved ilden forbandet. Brorson siger hermed, at ligesom unyttige tisdsler fortjener verden kun at brænde op, gå tilgrunde i forbindelse med den kommende undergang. Det er straffen for at dvæle i det timelige. I strofe 4 åbenbares, hvordan Gud midt i den syndige verden lader rosen/ Jesus, opskyde, og opfylder derved forjættelsen om kvindens sæd, der skal knuse slangens hoved, At rense og gandske forsøde // Vor vextes fordervede grøde. Med denne bibelske allusion, som henviser til Første Mosebog 3, 15, anbringer Brorson rosen og sæden indenfor det samme billedmønster, hvilket kan læses som et udtryk for orden. Haven dukker op og ændrer naturens værditilskrivning. Der er ikke længere en diametral modsætning mellem naturen og overnaturen. I kraft af naturens forvandling til orden, afbilder den nu Gud. Med strofe 4, som indledes med en adverbiel tidsbisætning, der skaber en kohærens med den foregående strofe, påviser Brorson Guds nåde. Der spores her en reference til udbredelsen af - 15). Ved at udbrede sin duft, renser og forbedrer Kristusrosen menneskenes forkvaklede liv, og forvandler det til ren og sund åndelig vækst: At rense og gandske forsøde // Vor vextes fordervede grøde. Resultatet af transformationen, der har fundet sted fra uorden til orden, fremgår også i strofe fem, som indledes med en kausal, årsagsbisætning: Saa blomstrer Guds kirke med ære, // Og yndige frugter kand. I kraft af renselsen er der altså sket en forvandling indenfor kirken, der i billedlig forstand nu kan bære frugt, dvs. gode gerninger. Verden vidner om Gud i kraft af sin forvandling til sin modsætning, nemlig orden. I Brorsons salme Op! al den ting, som GUd har gjort forholder det sig anderledes, idet verden der vidner om Gud i kraft af det, som den er. Opfattelsen af, at det er Jesus, der lever i de omvendte, ses i strofe 5: Thi Jesus dens grøde opliver. Brorson formår på allegorisk vis at tegne et billede af den pietistiske bevægelse vækkelse og dens sigte, nemlig omvendelsen. Det besjælede udtryk: fungerer metonymisk, idet der ikke henvises til kirken som helhed. Der er gjort brug af en sjælden

form for synekdoke, idet vi får helheden for delen / totum pro parte. Kirken omfatter nemlig kun de sande og genfødte kristne, der ved introjektion/indadskuen har bødet for deres syndere ved identifikation med Jesu lidelseshistorie og dermed gennemgået en transformation. Tanken om, at det enkelte menneske skal grandske sin sjæl for derved at opnå oplysning, kan ses som et rationalistisk træk. Sjælen oplyses af Guds lys. Billedet forbinder naturen, blomsterne, det smukke med kristendommen. Og den smukkeste af alle blomster er Jesus. Men han er samtidig ydmyg, idet rosen vokser i dalene, omkrandset af bjerge, strofe 8: Thi roserne voxe i dale. Distinktionen som Brorson opstiller mellem de sande og de falske kristne kan efterfølges i det missionariske afsnit ( strofe 6-8), idet Brorson her retter en direkte henvendelse til de falske, vanekristne: fornommen, // At rosen i verden er kommen. at de vanekristne ikke personligt gennem indstændig bod og omvendelse har erfaret evangeliet om nåden. De har ikke fornommen, dvs. sanset rosens duft. I den efterfølgende strofe udvides billedet af de vanekristne til: Forhærdede tidsel-gemøtter // Saa stive som torne og støtter. Brorson henvender sig i form af stilfiguren interrogatio: Hvi holde I eder saa ranke // I stoltheds fordervede tanke?. Forhærdelsen må tilskrives stoltheden, selvtilstrækkeligheden. Herefter opfordres Tidsel-gemøtterne i strofe 8 til ydmyghed, som spiller en central rolle i den pietistiske omvendelse. Det er først, når mennesket ved erkendelsen af egen synd har overgivet sig til Jesu nåde, at det kan få ham i tale. Vi kan hermed konkludere, at hos Brorson, som er eksponent for pietismen, sættes den subjektive, personlige erfaring som troens fundament. Salmens sidste afsnit, som koncentrerer sig om den individuelle tro er af afgørende betydning for æstetikhistorien. Her ekspanderer følsomheden/sanseligheden for alvor. Man registrerer, at jeg et ikke længere kan tilbageholde sin begejstring. Her taler et individuelt og genfødt jeg, der fornemmer nådens befriende klarhed. Resultatet af nåden beskrives i strofe 10: giftige lyster hand døder, // Og korset saa liflig forsø Med Guds nåde udrenses de syndige kødelige lyster, samtidig med, at de negative følelser forvandles til en ren kærlighed til Jesus. Det sidste vers i strofe 10 kan tolkes på to måder, afhængigt af om korset symboliserer døden eller håbet? Når Jesus korset saa lifligt forsøder kan enten menes, at Jesus forstærker håbet, eller at han gør døden til noget positivt. I begge tilfælde er han en trøst for mennesket. Det genfødte menneske vandrer i Jesus fodspor. Smerten og lidelsen udløser nu ikke selvmedlidenhed, men åbner derimod for en mere intens erfaring af Jesu kærlighed. Intensiteten drives i slustrofen op til et højdepunkt, idet gentagelsesstrukturen med placerer smerten tættere og tættere på mennesket. Først omtales de ydre tab: ig alting betage, derefter den fysiske, kropslige smerte: Lad tornene rive og nage og

afslutningsvis hjertets bristen i døden: Lad hiertet kun daane og briste. De lange vokaler i betage, rive og nage o daane, forstærker smertens intensivering og afbrydes så af de korte og ustemte konsonanter i briste. Brorson indikerer hermed, at smerten overvindes i dødens befrielse. Lidelsens højdepunkt, som er kroppens tab af bevidsthed nogen negativ valorisering, idet det først er ved døden den fuldkomne forening med Jesus finder sted. Vi kan ud fra ordvalget yderligere konkludere, at jeg et nyder medlidelsen, som derved bliver en del af syndslæren. Lidelse med Jesus medfører udfrielse for jeg et. Det skal sus og den enkeltes sjæl er af en åndelig karakter. Vi får forgængeligheden stillet op over for evigheden, som er symboliseret af verden og Jesus. Vi kan opstille det binære oppositionspar: liv versus død. Med Brorsons salme står vi over for en ekspansion af den subjektive følsomhed, sanselighed, hvilket især kommer til syne i de mentale, perceptive processer i verberne, som fx i strofe 9: Du gandske mit hjerte betager, // Din sødhed jeg finder og smager, strofe 10: Min rose mig glæder og fryder (mine overstregninger). Relationen mellem det individuelle jeg og Jesus får pga. ordvalget en intim, lidenskabelig karakter. Vi kan bestemme, at Brorsons måde at være religiøs på, fungerer som en måde at få sat jeg et i forhold til følelser. Han differentierer følelsesverdenen. Det er denne subjektivitet, der baner vej for den ny følsomhed, der bl.a. videreudvikles hos Johannes Ewald. Men kimen lægges her. Naturmetaforik og følsomhed Brorsons salme bygger på en gennemført anvendelse af naturen. Naturen er som vi har set anvendt i en tolkning, nemlig som middel til at pege hen på den verdensorden som salmen fremmaner, og til at karakterisere mennesket. Rosenbilledet omkranser hele salmen. Brorson skriver en allegori, men det er samtidig en allegori, hvor han ikke ønsker at lade det allegoriske antræk slutte tæt om virkeligheden. Derfor bliver det naturbilledet, der i sin helhed meddeler virkeligheden sin stemning. Rosen er i salmen med sin duft og ånd et eksempel på en formidling af stemning til virkeligheden. Virkeligheden udvisker sig så at sige bag allegorien som et dybt religiøst perspektiv. Naturen og kristendommen kobles sammen ved hjælp af naturmetaforikken, og hermed peges på kristendommen som det oprindelige og ægte. Den inderlighed og intensitet, hvormed billedet af Jesus er tegnet, har en forudsætning i pietismens Jesus-erotik. Frigørelsen af Brorsons følelse kan tilskrives det erotiske element, der er i teksten, som fx i strofe 9: Din sødhed jeg finder og smager. Brorsons kærlighed til Jesus, der bl.a. viser sig i ordvalget, tilfører salmen en karakter af elskovsdigtning.

I og med, at sproget er så rigt på billeder/troper, ses det, at sproget er utilstrækkeligt. Det selv. Desuden kan det pege på, at sproget er bevidst om, at anstrengelserne er utopi, men kan stadig fungere som lyrisk kraft. Dermed bliver det i sig selv et medium mellem det guddommelige og de jordiske priselser (Walther, Læsninger I, side 183). Brorson sætter som noget ganske nyt sprog på følelsesverdenen/følsomheden. Hvor Kingo synger i hele kirkens navn, så forholder det sig anderledes hos Brorson. Brorson sætter jeg et i forhold til følelser, idet han synger om den enkeltes forhold til frelseren. Sanseligheden er hos ham den religiøse indlevelses betingelse. Den skjulte livssammenhæng med Jesus forbliver derfor heller ikke noget teoretisk, som mennesket er afskåret fra at erfare på anden måde end ved at tro. Der findes i salmen belæg for, at troen kan åbenbare sig i menneskesindet som erfaringer af oversanselig natur eller som fornemmelser, fx rosens flygtige duft, der må sanses. Brorson er forud for sin tid, hvad angår sprogets poetiske kraft og følsomhed. Han foregriber i sin sanselige omgang med sproget den følsomhed som romantikerne kommer til at dyrke. Stilen er hos Brorson et udtryk for den enkelte sjæl, og formen bliver således identisk med indholdet. Konklusion Ud fra anskuelser i Kingos og Brorsons salmer er der blevet påvist en teksthistorisk udvikling i salmetraditionen. Salmen går fra at være almen og repræsentativ i sin form, belyst ved Kingos Dend XX. Sang. For Søefarende og til at antage en langt mere subjektiv form hos Brorson i Den yndigste rose er funden. Vi ser hos Kingo en tilstræbt objektivitet, grundet institutionen, der i hans tilfælde er kirken og kristendommen. Hos Brorson går bestræbelsen den modsatte vej. Her sættes den subjektive erfaring som troens fundament. På en tilsvarende måde kan man sige, at hvor Kingo synger i hele kirkens navn, så forholder det sig anderledes hos Brorson. Han er ligesom Kingo i kristendommens tjeneste, men institutionen, som han skriver i er af en anden udformning end Kingos. Institutionen sætter grænserne, idet den bliver meningsløs, hvis længere. Men der er vel at mærke ikke tale om grænser, der sættes udefra som i Kingos tilfælde, men derimod grænser, der er indbygget i Brorsons eget værdigrundlag. Institutionen må siges at være af en mere skrøbelig karakter end fx en livsanskuelse. Form og indhold hænger sammen. De er ikke længere institutionsbåret, men derimod båret af den enkeltes erfaringer. Rummet for personlige erfaringer er derved større hos Brorson end hos Kingo. Ændringen i opfattelsen af naturen afspejler sig som påvist i salmens brug af troper. Hos Kingo er naturen gennemgående ond, og sammenstilles i billedlige udtryk med den menneskelige natur. Der er en uoverensstemmelse mellem form og indhold. Formen afspejler

orden og symmetri, hvorimod indholdet er præget af uforenelige modsætninger. Hos Brorson kommer naturen derimod i sin forvandling fra kaos til orden til at afspejle Gud.