HURTIGE PENGE og langsomme Uvidenskabelig økonomisk teori og praksis

En artikel fra KRITISK DEBAT HURTIGE PENGE og langsomme Uvidenskabelig økonomisk teori og praksis Skrevet af: Tørk Haxthausen Offentliggjort: 01. april 2009 Hvad er der egentlig i vejen med penge, sådan som de opfører sig? Ingenting, i og for sig. Penge er en praktisk opfindelse, som gør at man kan udføre et stykke arbejde for en anden, uden at være nødt til at tage imod hans mugne kartofler som betaling. Når man får penge, kan man bruge dem til at købe de ting, man selv synes, man har brug for. Det kan lade sig gøre, fordi alle de indblandede er enige om, hvad pengene er værd. Når der skal betales for et arbejde, vurderer man det i forhold til pengenes værdi. Økonomisk politik handler i høj grad om, hvad f.eks. kronen skal være værd, for at samfundet kan fungere. Værdien skal helst ikke skifte for hurtigt. Nu er der så lige pludseligt en del steder i verden, hvor lønnen for et stykke arbejde falder så meget i værdi, inden man når hen til købmanden, at man næsten ingenting kan købe for pengene. Hvordan går sådan noget til? Hvem bestemmer, hvad pengene er værd? Nogen må det jo være, for pengene og de økonomiske systemer er jo ikke dalet ned fra himlen. De er noget, vi har fundet på. Ligesom bilerne og flyvemaskinerne og kulkraftværkerne, som laver om på klimaet, fordi vi bruger dem helt hæmningsløst, selvom man ellers tydeligt nok har fortalt os, hvad det fører til af katastrofer. Sådan er det åbenbart også med pengene: Vi bruger dem hæmningsløst, og så går det galt. Selvom økonomerne hele tiden fortæller os, at økonomisk vækst er det vigtigste i verden. Men hvis ens opsparing eller hus eller arbejdskraft uden videre kan blive mindre værd, er det jo kun, fordi det alt sammen er regnet om i penge og ikke længere er det samme som menneskers anstrengelser. Der er ikke andre måder at gøre det på. Man er nødt til at sætte priser på næsten alting, når mange mennesker skal leve og arbejde sammen. Det kan kun lade sig gøre med de ting, der kan måles og vejes. Den indsats, en hjemmehjælper eller en renovationsarbejder yder, kan ikke gøres op i penge - og det bliver den heller ikke. Ud fra en rent økonomisk betragtning kan det virke, som om en indsats er mindre værd, jo mere nødvendig og opslidende den er. Til gengæld kan en spekulant tjene millioner på få minutter og uden at anstrenge sig. Det kan han, fordi han har forstand på finansmarkedet - men de mange penge, hans dygtighed indbringer, siger ingenting om, hvor nødvendig han er for andre mennesker og for samfundet. Med de elektroniske netværk, som omfatter hele kloden, kan spekulanten udnytte et finansvæsen, der er blevet så indviklet og hurtigt, at meget få mennesker udenfor systemet kan afgøre, om det er til gavn eller skade. Men så længe det går godt, er de fleste med på vognen, for også for almindelige mennesker er der hurtige og nemme penge at tjene. Når det hele så bryder sammen, virker det ubegribeligt. Hvad er det, der går galt, igen og igen? Meget enkelt kan man sige, at pengene søger derhen, hvor de giver det største og hurtigste udbytte. I den fysiske virkelighed kan det give vanskeligheder. For eksempel er det indlysende, at sådan noget som landbrug har sit eget tempo, fordi produktionen er afhængig af dyrenes og planternes vækst, af årstiderne og vejret. Men på markedet er der investeret enorme beløb i forarbejdning, pakning, distribution og salg af landbrugsproduktionen, og hvis de penge skal forrentes godt - og det skal de, for ellers søger de andre steder hen - må landbruget sætte farten op med mere gødning, 1 / 5

flere bekæmpelsesmidler, moderne foderblandinger, flere maskiner, stordrift. Det kræver store investeringer i den enkelte bedrift, og for at tiltrække dem i konkurrence med f.eks. IT-branchen eller lignende hurtigt voksende virksomheder, skal de forrentes stadig bedre, og så må bedrifterne udnytte naturen til det yderste for at følge med. Der er selvfølgelig grænser for, hvor hurtigt og hvor meget produktionen af fødevarer kan vokse. Dyrene, jorden og vejret kan ikke blive ved at følge med. Der er også grænser for, hvor hurtigt produktionen af alt muligt andet kan vokse, for kloden kan ikke levere ubegrænsede mængder af energi og råstoffer, og hvor skal man gøre af alt affaldet? Der er også grænser for, hvor hurtigt salget af produkter kan stige, selv i rige samfund. Men der er ingen grænser for, hvor meget og hvor hurtigt den økonomiske vækst kan stige. Tværtimod kræver økonomien ubegrænset vækst, for hvis pengene ikke kan investeres og give udbytte, er de ikke noget værd. Når der ikke længere er fysiske investeringsmuligheder nok, opfinder man nye muligheder for investering i pengehandel og spekulation i fremtidig vækst med begreber som options, futures, osv. Det kan udsætte en økonomisk verdenskrise, men ikke afværge den. I 'underudviklede' områder, hvor menneskene er for fattige til at deltage i den økonomiske vækst - de er ikke det, bankerne kalder 'kreditværdige' - er der opstået en ny type pengevirksomheder, som med held har prøvet at tilpasse pengene til virkeligheden - i stedet for omvendt. Den mest kendte er den Nobelpris-belønnede Grameen Bank, skabt af Mohammed Yunus, der netop har været i Danmark for at fortælle om virksomheden. Udgangspunktet er, at kredit er en menneskeret. Den bør ikke være forbeholdt 'kreditværdige', som kan stille sikkerhed for lån af den størrelse, det kan betale sig for almindelige banker at administrere. Som oftest er det beløb, den rigtigt fattige skal bruge for at komme ud af sin fattigdom, så lille, at den almindelige bankrente ikke kan dække omkostningerne ved at administrere lånet. Almindelige banker skal jo også tjene penge i skarp konkurrence med andre virksomheder. Det skal Grameen banken ikke. Den skal ikke give overskud. Grameen låner de fattigste i fattige lande penge som hjælp til selvhjælp - ikke til forbrug. Den, der får et lån, skriver ikke under på noget. Der er ingen skriftlig aftale, ingen jura. Lånet hviler på gensidig tillid. Det drejer sig jo ikke om store penge i forhold til almindelige banklån, så hvis låneren ikke betaler sine afdrag, får vedkommende bare ikke lov til at låne mere. Til gengæld skal låneren være med i en gruppe af andre lånere på stedet. Gruppen mødes ofte, man snakker om, hvordan det går, og holder øje med om nogen behøver hjælp. Tilbagebetaling sker i rater hver eller hver anden uge. Grameen tager rente. Udgangspunktet er normal bankrente, men varierer alt efter lånerens og bankens behov. Grameen skal ganske vist ikke give overskud, men den skal have dækket sine udgifter. Den skaber ikke hurtig økonomisk vækst. Til gengæld prøver den at skabe, hvad Yunus kalder 'social kapital'. Det kan den gøre, fordi dens pengeomsætning er langsom og foregår udenfor det almindelige pengemarked. Social kapital skabes ved at bringe mennesker sammen i arbejde for fælles opgaver. Grameen holder møder med lånergrupperne i landsbyerne, arrangerer valg til ledelse og administration, efterhånden som grupperne vokser, og opmuntrer til fælles ejerskab af projekter. På den måde ligner den gamle dages danske andelsbevægelse. Også den bragte folk sammen om projekter, der var for store for den enkelte, og højskolebevægelsen voksede frem af de behov for mere viden, som viste sig ved møderne. Man lærte også at organisere sig og at diskutere på en ordentlig måde. Man lærte demokrati ved at arbejde for et fælles mål og ved at have indflydelse. Med indflydelse følger ansvar. De fattige småbønder, man kalder 'primitive', har gode grunde til at nære stor respekt for naturens langsomhed. De har ikke brug for sparepærer eller miljørigtige hvidevarer, men for gode råd om, hvordan de får det bedste ud af det miljø, de bor i. De fristes ikke 2 / 5

til at ødelægge naturen for at tjene hurtige penge, for dem har de ikke adgang til. Med finansmarkedernes gentagne amokløb ser det ud til, at også vi i de rige lande har brug for langsomme penge til at investere i hinanden og i de nære ting. 1931, da den amerikanske finanskrise havde bredt sig til Europa, startede der en bevægelse i Danmark, som kaldte sig JAK - Jord, Arbejde, Kapital. Dens formål var at drive, hvad man kunne kalde en rentefri bankvirksomhed. Renten var, mente man, drivkraften bag den skadelige pengehandel, som førte til en økonomisk vækst uden forbindelse med den virkelige verden - dét, vi i dag kalder finansbobler, hvor investering og udbytte vokser hæmningsløst, og hverken mennesker, virksomheder eller natur kan følge med. I modsætning til socialisterne og kommunisterne ville JAK-folkene ikke afskaffe kapitalismen eller ejendomsretten til produktionsmidlerne. De ville bare af med det system af renter, der ustandseligt får finansmarkederne til at løbe ind i kriser, som fører til store ulykker for millioner af mennesker. Når kapitalismen trods alt overlever den ene krise efter den anden, er det jo, fordi moderne samfund ikke kan eksistere uden investeringer i fælles anlæg og private virksomheder og uden penge som målestok for, hvad arbejde og ting er værd. I en programerklæring forklares bevægelsens navn og mål: JORD står for alle de ressourcer, som vi mennesker har til rådighed for vore aktiviteter på denne jord. ARBEJDE står for alle de tiltag, som vi mennesker gør med de ressoucer, vi råder over. KAPITAL står for alle de resultater, der kommer ud af jord og arbejde på såvel det materielle som det mentale plan. JAK arbejder for et rentefrit samfund, hvor pengene tjener fællesskabet - ikke private særinteresser. JAK er imod brugen af penge som handelsvare. Penge skal alene være et middel til omsætning. Pengerente fører til et samfund ude af balance, hvor samfundets svageste altid må betale til samfundets rigeste via renter på gæld og renters rente. JAK er ikke bare et pengeinstitut, men en bevægelse, som vil ændre samfundsøkonomiens grundlag. 1931 lagde man stort ud ved at udstade noget, man kaldte andelspenge, der kunne bruges på lokale, rentefri markeder. 1933 blev disse andelspenge forbudt, fordi kun Nationalbanken har ret til at udstede penge, og JAK har siden måttet arbejde for at fremme sagen med mindre omvæltende midler. Ifølge bevægelsens hjemmeside (www.jak.dk/forening/main.htm) er dens andelskasser "pengeinstitutter, der indenfor den danske lovgivnings rammer er et skridt på vejen mod det rentefri samfund. JAK andelskassernes væsentligste virke er en 'rentefri afdeling', hvor rentefri indlån giver mulighed for rentefri udlån (til dækning af andelskassens omkostninger betales et administrationsbidrag, typisk 3½-5% om året)." Det er grundidéen. Detaljerne ændrer sig løbende, og medlemmerne bliver hele tiden inddraget i forretningerne. For tiden gælder det bl.a. om at sikre sig imod, at lån i faste ejendomme ikke brat skifter værdi under påvirkning af krisen. Se også www.feasta.org/documents/review2/carrie2.htm som mest handler om bevægelsens udvikling i Sverige. Når det gælder langsomme penge, kommer man ikke udenom Islam. Sidst i oktober udtalte Kuwait's handelsminister, at den økonomiske krise ville få flere lande til at benytte islamiske principper i deres økonomiske politik. De islamiske finansvirksomheder vokser da også voldsomt i disse år. I 1999 blev det første Dow Jones Islamiske index etableret i USA, og godt 1 procent af det globale pengemarked styres nu af islamiske finansorganisationer. "Vi havde regnet med at få 12 procent af det globale marked i 2012," siger lederen af Yassar, et islamisk finansieringsfirma i Dubai, "men med denne finanskrise regner vi med at det sker længe før." 3 / 5

Før 1970 eksisterede der knapt nok islamiske banker. Men med OPEC blev der brug for institutioner til at holde styr på oliemilliarderne. Penge må ikke bare ligge og flyde; de skal investeres, og når det er muslimer, der skal gøre det, skal det ske i henhold til Sharia - de islamiske leveregler, som løbende justeres i henhold til Koranen, alt efter hvordan samfundet ændrer sig. Sharia forbyder renter og handel med penge. "I den islamiske finansverden kan man ikke tjene penge på luft," forklarer et bestyrelsesmedlem i et holdingselskab, der ejer en række islamiske banker. "Vores forretninger skal have med virkelig økonomisk aktivitet at gøre, som f.eks. produktion, ejendom eller service. Man må ikke tjene penge på penge. Det er nødvendigt at have en ejendom, der rent faktisk er købt, en tjeneste, som er ydet, eller en vare, som rent faktisk er solgt." Hvis man f.eks. vil have et lån i en islamisk bank for at købe en bil, køber banken bilen, og først når afdragene er betalt, bliver man ejer af den. Det samme med fast ejendom. Når det gælder virksomheder, betragtes låntager og bank som ligestillede partnere, der deler udbytte eller tab. Det gør de islamiske banker mere forsigtige end almindelige banker, når de låner penge ud. Har man konto i en islamisk bank, har man ret til at vide, hvad den bruger ens penge til. Samtidig bliver de islamiske banker og øvrige finansforetagender nøje overvåget af særlige sharia-råd, der holder opsyn med, at koranens bud følges og som løbende tilpasser reglerne til forholdene i den globale finansverden. Pengene flytter sig ikke så hurtigt i de islamiske finansforetagender som i de vesterlandske. Til gengæld er hele apparatet mere solidt og svært tilgængeligt for spekulanter. Men eftersom det opererer i den virkelige verden og er beroende af fast ejendom og andre ting som sikkerhed for udlån, kan det naturligvis rammes af pludselige sammenbrud på markedet. Afhængigt af omstændighederne vil en islamisk bank prøve at fastholde sin investering i en virksomhed eller en ejendom og modsætte sig paniksalg. Man har jo ydet et lån efter en vurdering af en konkret værdi, og al erfaring viser, at priserne vil stige igen. Når man ikke har hurtige penge på spil, kan man tillade sig at vente. For mere dybtgående forklaringer på islamisk finansvæsen, se f.eks: www.islamicity.com/finance/islamicbanking_anatomy.asp hvorfra der er links til en mangfoldighed af emner. Hvis man vil undgå finanskriser, er der også andre udveje. Et af de mere opsigtsvækkende eksempler er den indiske delstat Kerala, som har ca. 32 millioner indbyggere og ligger i det sydvestlige Indien. Ene af alle indiske delstater har den et velfungerende sundhedsvæsen med fri adgang for alle, gratis uddannelse og godt udbygget infrastruktur (transport, kommunikationer, osv). Statens økonomiske vækstrate er mellem 6 og 15 procent, og den er blandt de hurtigst voksende af Indiens delstater. Baggrunden er ikke et særligt, religiøst forhold til penge og finanspolitik, men noget så mærkværdigt som en tradition for kvindemagt. I gamle dage, før englænderne kom, var samfundet i Kerala bygget på kvindelig arvefølge. Kvinden var familiens overhoved, og det var hende, børnene arvede. Det betød naturligvis, at kvinderne havde ret til ejendom - i modsætning til i de fleste andre indiske stater dengang - og det betød magt. Man havde traditionelt en dronning - ikke en konge - og det var en af de sidste dronninger, der så tidligt som i 1817 bestemte, at "staten skal afholde alle omkostninger ved uddannelsen af befolkningen, således at der ikke forekommer nogen slags tilbageskridt i oplysning." Først sidst i århundredet indførte England lignende regler - i øvrigt efter at have afskaffet dem i Kerala, da området blev en del af Imperiet. Men Kerala var altså traditionelt anderledes. Efter Indiens selvstændighed har det indiske kommunistparti haft regeringsmagten i delstaten det meste af tiden. I 1959 vedtog man at gennemføre en jordreform, som imidlertid blev blokeret af centralregeringen i 10 år. Men hverken Kerala's regering eller befolkningens flertal af småbønder gav efter. De vidste, at hvis man ikke blev 4 / 5

af med gamle dages godsejervælde, ville man ikke kunne gennemføre andre, nødvendige reformer. Dernæst investerede man målrettet i uddannelse på alle niveauer, og de ting, man gennemførte, var så populære, at heller ikke skiftende, mere højreorienterede regeringer senere turde røre dem. Og som det tredje investerede man i et gratis, offentligt sygehus- og sundhedsvæsen for alle borgere. De, der har råd, kan dog købe sig til særbehandling. Alle internationale iagttagere er i dag enige om, at disse tre forholdsregler har gjort delstaten til det, den er i dag. Humlen er, at de blev startet og udviklet på et tidspunkt, hvor Verdensbanken, IMF og hele det globale finansvæsen endnu ikke var begyndt på deres strukturtilpasnings-programmer og havde gjort økonomisk hjælp til fattige stater afhængig af drastiske nedskæringer i de offentlige investeringer. Som det har vist sig, betød netop disse ting, at mange lande blev fastlåste i deres underudvikling. Men i Kerala var man så tidligt på færde, at man ikke blev rodet ind i sådan noget, selvom regeringen måtte optage store lån og stadig gør det. På den måde nåede man at lægge grunden til det, der kan få et samfund til at fungere, også i forhold til omverdenen - det, man kalder infrastruktur, og som er helt nødvendigt, for at erhvervslivet kan udvikle sig. I sig selv ikke særlig revolutionært eller socialistisk. Men alting forandrer sig jo, hvis man har tid til at vente. 5 / 5